Oh, My Sweet Summer Child - Juniper

Tid: Formiddag - Sommer 1167.
Sted: Silvanesti - The Graceling Manor
Omgivelser: Bliver beskrevet.
Vejr: Lunt med en frisk sommervind.
Emnepartner: @Juniper
Outfit med en enkelt fransk fletning.

Hvor længe var det siden?... Alt for længe. Og alligevel ikke længe nok. Dette konstaterede hun tørt, som de blå øjne nysgerrigt spejdede ud mod, hvad der engang havde udgjort høj elevernes mægtige hjemsted. Nu fortalte de mange spritnye bygninger samt sortsvedne træer, man stadig kunne spotte hist og her om en tid, blot få år tilbage, hvor byen var faldet. Præcis som hendes eget hjem, der for blot måneder siden faldt sammen om ørerne på hende. Flammerne havde kostet hende dyrt. Sean havde kostet hende dyrt. Noget der stadigvæk kunne få hendes blod i kog, selvom hun efterhånden var ved at acceptere den nye hverdag i Doomsville. Med Genevira ved roret, og byen dermed i nogenlunde sikre hænder, havde Natalie derfor taget en beslutning om at komme lidt væk. Det var ikke tit, at hun så sit snit til en længere rejse, andet end når det gjaldt politiske emner. Men med et hus der stadigvæk kun stod halvfærdigt, og borgen fyldt med liljer i en sådan grad, at hun var begyndt at se dem i sine drømme, så havde en tur rundt i Underworld pludselig virket meget tiltalende. Og hvad bedre sted at starte end hos nogle af hendes yndlings emner?

Som den smukke, mørke karet færdiggjorde sidste del af turen mod det imponerende Graceling palæ, gled Natalie godt tilbage i sit sæde og skuttede sig. For på trods af, at hun tydeligt mærkede anspændtheden efter flere dages rejse, så var det ikke ligefrem fordi at hun glædede sig til at døje med den tætte skovluft der ligefrem dirrede med lysmagi. Noget hun tydeligt huskede fra elvernes bryllup, hvor hun mest af alt havde haft lyst til at skrabe hjernen ud med en ske gennem næsen… Noget der sandsynligvis også skyldtes publikummet, som hun havde været udsat for den dag. Men denne gang var det anderledes. Denne gang var det helt bevidst, at hun endnu engang havde taget chancerne og bevæget sig ind i elvernes by. For her gemte der sig nemlig de eneste elvere, som hun nogensinde havde kunnet tåle selskabet af i mere end 5 min… og så selvfølgelig Juniper. Datteren, hvis helt utrolig kaotiske natur havde vundet Natalies affektion i en meget tidlig alder - til dæmonens egen store overraskelse. Og siden dengang var båndet kun blevet stærkere. Så på trods af Natalies ellers særdeles reserverede natur, så havde Graceling-datteren altid haft en ganske særlig plads, som hun aldrig havde været bange for at forsvare. Et eksempel på dette var følgets anden vogn, som specielt i anledning af netop dette besøg, var blevet fyldt med vidunderligt fine æsker af alverdens farver og former. Mundgodt og specialiteter som kun fandtes i Doomsvilles omegn. Det var altid fascinerende at betragte, hvor stor en lykke fødevarer havde bragt det pigebarn, og Natalie havde ofte observeret hende indtage ting i timevis, mens hun undrede sig over hvor det mon forsvandt hen. Hendes skjulte agenda med dette besøg, krævede trods alt en Jun i ekstra godt humør.

En abrupt bevægelse fortalte om, at kareten omsider var stoppet. Natalie rejste sig, og Poppy gjorde det samme. Englen gled vanligvis over mod den lille dæmon, og foretog hurtigt de sidste rettelser ved hendes outfit, inden hun åbnede døren og lod Natalie træde ud. De blå øjne missede mod den skarpe sol et par gange, inden hun endelig så op, og lod de betagende omgivelser synke ind. Følget bestående af Natalies egen karet, en ekstra med bagage, gaver og andet praktisk, to vagter inklusiv hendes personlige bodyguard og kusken, begyndte straks at se til deres pligter. Et øjeblik efter dukkede det store trehovede hundevæsen op. En ekstra lang line havde tilladt Tempus at gå frit, eftersom hunden trods alt var for stor til kareten og ikke værd at spilde en hel vogn på. Bæstet satte sig tungt ned ved siden af kareten og gloede afventende op mod Natalie, mens den halsede udmattede. Dæmonen derimod var i sin fine, blomstrede sommerkjole gledet videre op mod døren, tydeligvis uden en eneste bekymring for det, som foregik bag hende. Med en let banken lod Thrax (bodyguard) husets beboere vide, at dagens gæster var ankommet.

Taget i betragtning af, at det stod i udkanten f en for ikke ret længe siden udbrændt by var Graceling huset, hvis man da overhovedet kunne kalde hvad, der var tættere på et palads for et hus. Et hus der var opbygget af vægge af forskelligt farvede krystal stod der i forårssolen og strålede i den milde forårssol med alle sine underlige snoede metalspir, kuppeltage. Fordelt over flere bygninger og omgivet af en have, der mere eller mindre også involverede sit eget private skovareal virkede Graceling hjemmet på det nærmeste urealistisk. Som om det ikke kunne have været opbygget af levende hænder. Tja, med alle de slaveliv, der var gået tabt i genopbygningen af dette prægtige hjem, var der vel et eller andet sted noget om snakken. At her kun boede tre personer og deres vanvittige tjenestestab var som et slag i ansigtet for dem, som i branden havde mistet alt og først nu skulle bruge tid på at genopbygge sig selv. Alligevel var der næsten ingen der sagde noget åbent om den væmmelse flere af Silvanstis andre beboere nærede ved denne åbenlyse skiltning med rigdom og velfærd. Måske var det bare, fordi de ikke turde. Det var nok tilfældet for mange, men andre lod sig blænde af med hvilken åbenhed Gracelingparret bød folk velkommen i deres hjem. Og parret lod ej heller folket glemme at en ikke ubetydelig del af finansieringen af genopbygning kom fra deres tilsyneladende uudtømmelige lommer. Eller at de selv havde mistet. Prismiras brandsårs ar gjorde de ikke noget for at skjule til deres mange overdådige baller. Snare viste fruen dem frem med en vis mængde rå stolthed. Hun havde trods alt pådraget sig dem af kærlighed og de ville være en påmindelse til alle der så dem om, at det at tale dårligt om så uselviske folk, som huset Graceling helt oprigtigt så sig selv som, var en fornærmelse.
Natalie ville ved sin ankomst finde et hjem, der i den grad var klargjort til gæster, men så igen, hvornår var Gracelinghuset ikke det. Ikke så meget som et blad på de enorme sommerfugle buske sad forkert og dyrene udgjorde deres eget farverigt dekorative indslag. Der gik ikke meget mere end et øjeblik, De enorme guldbelagte hoveddøre indlagt med juvelsommerfugle svang lydløst op næsten så snart, der blev banket på og en slave i sølvhvide klæder med et blankt ansigtsudtryk, førte dem ordløst indenfor og gennem en lang række snoede gange, hvis disorienterende natur ikke blev bedre af det svage lys som krystalvæggene syntes at afgive. Deres skridt faldt lydløst dæmpet af tykke detaljerige og farvestrålende tæpper. Overalt stod eller hang kunstværker i forskellig form og sommerfugle motiverne, som slægten havde taget for sin egen var ikke til at undslippe.
Familien havde taget opstilling i en af de mange stuer og det var her Natalie blev ledt hen.
Hvad der udspillede sig var en så simpel og afslappet familiescene, at en nytilkommen sikkert aldrig ville have gættet, hvilke uhørligheder, der også foregik i dette smukke hus. I en lænestol sad Prismira og læste en bog. Cornelius sad i skrædderstilling på gulvtæppet og var ved at sætte strenge i en af sine utallige håndlavede marionetdukker og Juniper sad ved spinetet og spillede en kompliceret melodi. Tilsyneladende tabt for omverdenen.
Slaven rømmede sig, synligt ubehageligt til mode ved overhovedet at skulle tage til orde.

”The Lady Von Tenebris has arrived…”

Upåvirket af slavens ubehag vendte tre sæt øjne sig mod den længe ventede gæst.
Cornelius var den første til at rejse sig. I et sæt lange næsten dansende trin var han ovre ved den lille dæmon, bøjede sig ned og kyssede hende respektfuldt på begge kinder, som det var familiens vane med nære og højtærede bekendtskaber.

”Natalie, it’s been far too long. Oh the things I’ve added to my collection since you were last here I…” De strålende grønne øjne og ivrige håndbevægelser tydede på at Cornelius snart ville gå på en helt rant, hvis ingen stoppede ham, men han blev tids nok afbrudt af sin kone, der i en dovent flydende bevægelsse havde rejst sig fra sin lænestol og nu bød dæmonen samme hilsen som Natalie for få øjeblikke siden havde været igennem med hendes mand.

”Don’t overwhelm her, darling,” påmindede hun sin evigt ivrige ægtefælle, før hun vendte det gyldne blik tilbage mod Natalie.

”I trust you had a safe journey here?”

Netop i det sekund døde den sidste tone i Junipers spil ud og med en skrapen fra bænken, hun havde siddet på rejste hun sig næsten demonstrativt for at sikre at alt opmærksomhed lå på hende.

”Aunt Natalie! You look dazzling,” proklamerede hun med et strålende smil, idet hun med slentrede over og gav dæmonernes leder de obligatoriske kindkys, som hun altid havde gjort. Selv var hun klædt, måske for at skåne sin kære tantes følsomheder, noget mere uskyldigt end hun plejede i en lang kjole af Gracelinglyseblåt stof broderet med gyldne sommerfugle. Det glimtede af ædelsten i kjolens høje krave og i blondedetaljerne, der sluttede de lange ærmer. Det lange sølvgyldne hår var samlet i en kompleks flettet frisure og holdt på plads med safirbesatte hårnåle, der i øvrigt passede ganske godt til safiren i hendes højre øjenhule.

”So, I’m sure we’re all wondering. The bastards who burned your house. You did get to kill them, I hope?”

The Graceling Manor var som taget direkte ud af et eventyr. Forhaven, hvor ikke så meget som et blad sad tilfældigt, og huset der øjeblikkeligt tryllebandt enhver der skulle vove at kaste sit simple blik mod noget så smukt, at man et øjeblik kunne fristes til at tro, at Guderne havde haft en finger med i spillet. Selv Natalie, hvis første instinkt altid havde været at søge tilbage til mørket fra hvor hun var født og opvokset, mærkede en vis form for barnlig begejstring vokse ved det synet af den imponerende bygning der kun lod til at vokse for hvert et skridt hun tog. Aldrig ville man kunne nægte, at The Gracelings om nogen, havde en skarp sans for detaljer - samt en uovertruffen sans for dramatisk effekt.

Dæmonen, skarpt efterfulgt af Poppy, vandrede husets snoede haller i stilhed. Natalie travlt optaget med at suge alle de fascinerende detaljer til sig med stor interesse, og englen travlt optaget af at se alle andre steder hen end på noget, som kunne antydes som værende uhøfligt. Først da de endelig nåede dagens udvalgte dagligstue, var det som om, at hun landede ret mentalt igen. Det kunne være svært at gå fra dages rejse med yderst minimale indtryk til en så overvældende mængde, som hjemmet udgjorde. Ikke desto mindre diskede hun alligevel op med et lille, men vaskeægte smil ved synet af de velkendte ansigter, der pludselig vendte sig mod den mindre gruppe ved lyden af slavens spæde røst. Første på banen var selvfølgelig herren af huset, hvis ivrige hilsen hun gengældte høfligt og knapt så intenst, men alligevel med en vis varme i sine ord.

“Indeed, Cornelius. Far too long! I see you’ve been quite busy… Is that… Her?”

De dybblå øjne, der ellers havde hvilet roligt mod elveren foran sig, gled pludselig videre og fikserede sig intenst mod dukken, som lod til at være blevet efterladt i farten. En dukke, hvis lighed matchede originalen i en sådan grad, at det næsten var skræmmende, og hun fandt det særdeles svært at skjule sin voksende afsky ved minderne, som tonede frem. Ingen tvivl om, at Cornelius var en særdeles talentfuld mand, hvad angik alting der krævede det mindste hint af kreativ udfoldelse, og hun var ikke det mindste i tvivl om, at hun næppe behøvede at snage ret meget før at årsagen til denne galskab skulle finde vej frem. Derfor valgte hun at koncentrere sin energi mod det næste levende billede, som pludselig tonede frem, og gengældte endnu engang den varme hilsen, som fulgte Prismira.

“Dare I say it was actually quite boring?... I would have preferred a snack somewhere, but alas, not even a mere highway bandit was to be found.”

Den svage irriterede undertone var en tydelig faktor for enhver, som kendte dæmonen bare en lille smule. For understimuleret og en anelse hangry var Natalie efterhånden godt træt af at sidde stille, fanget i et lukket rum, uden særlig mange muligheder. Med levende føde kunne man trods alt kun pakke så meget uden, at det ellers hurtigt blev for overfyldt. I princippet kunne hun gå lang tid uden mad. En komfortabel og adelig opvækst havde dog givet hende en smag for regelmæssige måltid, hvilket desuden passede godt med hendes konstante behov for struktur og planlægning. Men man kunne ikke planlægge alt. Desværre. Hun havde planlagt turen, så godt naturens gang tillod hende det. Rejsetid, pakkeliste, underholdning, mad. Men alligevel var det umuligt - selv for hende - at styre, hvad rejsen bød dem undervejs. Og selvom hun var stødt på uventede ansigter, så havde det ikke været noget spisbart. Heldigvis var hun ikke det mindste i tvivl om, at rejsen trods alt endte lykkeligt. For så længe, at man holdt sig på god fod, så var man i trygge hænder hos The Gracelings. Sidst men absolut ikke mindst, gled Juniper endelig frem fra sin plads. Dæmonen tog imod hende, som hun havde med resten af familien, men muligvis at smilet lige var vokset en anelse ved datterens typiske, afslappede kompliment.

“Thank you, Juniper. I’m glad to see that you are thriving, despite what they did to you. Tell me… does it still hurt?”

En form for frustreret udtryk, gled over Natalie, som hendes egne to velfungerende øjne fangede et glimt af sig selv, stirrende tilbage i safiren, som lo hende lige i ansigtet. Hun huskede tydeligt den dag, da meldingen var kommet angående Junipers ulykke. Raseriet havde været altoverskyggende, og havde det ikke været for alt kaoset i Doomsville, så var hun rejst med det samme. Og selvom der efterhånden var kommet styr på det meste igen, så mærkede hun stadigvæk følelserne ulme lige under overfladen. Måske var det trætheden efter turen, men hun mærkede et øjeblik trangen til at ødelægge noget. Heldigvis viste Junipers spørgsmål sig dog tilpas distraherende, og et dystert skær gled over det stadigvæk smilende lille barneansigt ved minderne om alle dem, som faldt for hendes hånd den nat.

“I am happy to proclaim that they suffered quite a painful death. Not as long as I would have hoped, but I’m afraid I got a little carried away… Flames took the lucky few that we could not. But luckily not all of Doomsville decided to burn, so I brought you a little something from home.”

Med de ord var en lille håndbevægelse alt der skulle til før, at Poppy forsvandt ud af døren bag dem. Kort efter væltede det ind med tjenestefolk, som hver især havde favnen fuld af ting og sager, men til hver deres ejermand. Til Cornelius var der kostbare stoffer og andet materialer som kunne bruges til hans kreative udbrud. Til Prismira en blanding af både eksotiske men også giftige planter forsigtigt gravet ned i hver deres potte, så man nemt kunne beholde dem indendørs eller flytte dem ud i haven. Og til Juniper et væld af smukt dekorerede æsker med tørret frugt, slik, kiks og kager som var beregnet til at kunne modstå turens varighed, men som næppe holdt særlig længe efter mødet med dødssynden. Roligt betragtede dæmonen, hvorvidt værtsgaverne faldt i god jord hos deres nye ejere, imens forholdt sig tavs med armene foldet pænt foran sig.

”Oh that thing?” Cornelius slog ud med hånden i retning af marionetdukken med det detaljerige ansigt, det gyldne hår og de, efter hans bedømmelse, noget kedelige klæder. Selv efter hvad der måtte kunne anses for en opgradering af dukkens garderobe i forhold til den person dukken havde sin lighed fra, syntes Gracelingherren stadig tynget ved tanken om at iklæde sig noget, så simpelt. ”It seems a cruel fate to bestow on a puppet to make it her likeness, but yes. Alas, due to the queenly crown on her little unfashionable head I could not send her where she belongs." Dette sted værende Gracelinghusets berygtede kælder.

“But, a man can dream. And wait.” konstaterede han, som han fingernemt manipulerede dukkens spindelsvævstynde strenge, så den viftede panisk med armene.
Prismira lagde hovedet en smule på skrå.

”Oh well sometimes safe is boring and boring is safe. We’re glad to see you here in one piece. Luckily most of the looters among the ruins in the area have been delt with since rebuilding truly began. Still I find it reassuring that you did not run into any unsavory types on your journey. It means the rest of us will fare more safely now as well.” Det gyldne blik gled ømt over på datteren, der til trods for, at hun kunne klare sig selv, og ikke havde mistet øjet i en landevejsulykke, men noget der kunne argumenteres for var endnu endnu værre, så var Juniper for Prismira uanset hvor kompetent hun nogensinde blev, stadig hendes baby og bare tanken om, at hun kunne ende i problemer med nogen, gjorde moderen ængstelig.
”I am sorry about the lack of feeding options however. Rest assured that food has been brought for you. Do you wish to eat now or later?” Den høje graciøse elverkvinde i den dramatisk skorpionbroderede guldkjole slog nonchalant ud med hånden i retning af den unge slave, der havde guidet dæmonernes leder på rette vej i det labyrintiske hus. Han stod stiv som en stenstøtte og den smule farve, der var i hans ansigt var nu komplet drænet. Han så ud til at have håbet, at selskabet havde glemt ham i genforeningens glæde, men det var evident, at han, for dæmonens vedkommende udgjorde middagen.
Juniper brød ind i et varmt behageligt tonefald, der slet ikke passede til hendes ord.
”One of the new girls had a baby recently, if you want desert. Babies make terrible servants so there’s no use in keeping it.”

Godt tilfreds med nu at have tiltrukket sig opmærksomheden så Graceling-datteren teatralsk forpint ud.

”Not terribly, dear aunt. The thing that pains me most is that they got away with it,” sukkede hun og klikkede misbilligende med tungen.
Så snart snakken faldt på gaver lyste hendes ansigtsudtryk dog op som et barns og der gik ikke længe, før hun sad på stuegulvet med en meget hurtigt halvtom æske kulørt konfekt i skødet.
Cornelius var allerede i gang med at udtænke en kjole til Natalie af noget af det kostbare stof som tak og Prismira puslede om sine nye planter, som havde de været spædbørn, imens hun forsøgte at finde ud af, hvor de ville have det bedste vækstbetingelser.

Natalie betragtede fascineret, hvordan den lille dukke et øjeblik syntes at komme til live. Dukken, der pludselig væltede panisk rundt på gulvet, forekom hende uendelig komisk. Som om, at den lille ubetydelige skabning havde den mindste idé om, hvad det reelt ville sige at frygte noget, med sin egen håbløst korte levetid. Nej, skulle “dukken” nogensinde vise sit sande jeg over for familien, så var dæmonen ikke et sekund i tvivl om, at The Gracelings glædeligt introducerede elvernes overklasse til, hvad det egentlig ville sige at bede for sit liv. Tanken frembragte et underholdt smil hos barnet, inden at det mørke blik gled tilbage mod Cornelius.

“Such a shame you don’t use your wonderful skills for something like voodoo, Cornelius… Twice the fun with only half the work. Though I suppose there’s more beauty to be found in your current work.”

Efter et sidste skjult blik mod den dansende dukke, lod hun sig fange af moderens bekymringer som et eller andet sted, slet ikke vedkom den lille dæmon. Nuvel, Natalie tvivlede ikke det mindste på, at elverne ville hende det bedste. Men man skulle være mere end bare blind for at misse de skjulte hentydninger og de bekymrede miner der sværmede omkring Juniper på trods af hele rummets idylliske atmosfære. The Gracelings havde lidt et tab. Intet fatalt, guderne være lovet, men noget der alligevel havde rystet familien i dens grundvold og formentlig mindet dem om det ganske simple koncept, som de fleste lod til at glemme, så snart de stod med lidt mønt mellem fingrene; dødelighed. Påmindelsen om, at på trods af deres velstand, så var Gracelings ikke usårlige. Det havde elverne bevidst - de andre elvere altså. For hvis man ikke kunne føle sig sikker blandt nogle af de mest velkendte og dermed velbeskyttede personligheder i denne del af Underworld, bedre kendt som kongefamilien… hvor kunne man så? Eventyrslottet som de alle befandt sig i var et ganske godt bud. Natalie viftede let med hånden, næsten som om, at hun forsøgte at afværge moderens bekymringer. Stemmen forblev dog mild, da hun - all things considered - ligeledes ønskede familien i sikkerhed. Gode kontakter duede trods alt kun, hvis de forblev levende og uskadte.

“Yes well... you're right, of course. Safe traveling really would be for the best, especially since I’m already planning to have you over for tea as soon as the house is ready. I’m redoing all of the spare bedrooms, you see, so there should be plenty of room for you to stay if you wish… Oh and don’t bother with the food, I’ll-...”

Baby? Natalie, der ellers havde taget beslutningen om at vente lidt endnu med maden, blev pludselig budt på en ny og uventet mulighed. En mulighed der ellers sjælendt bød sig efterhånden, og som hun bestemt ikke havde tænkt sig at lade gå til spilde. I en underlig mekanisk bevægelse, drejede det lille barneansigt sig derfor mod Juniper inden, at hun lagde hovedet på skrå, næsten som om, at hun lyttede ekstra godt efter da hun spurgte, blot for at bekræfte, at hun havde hørt korrekt. “... a child you say?”

Bekræftede Juniper ville Natalie klappe begejstret i de små hænder, og i et øjeblik var hun virkelig ikke andet end det barn, som hun fysisk fremstod for verden.

"Splendid! I haven’t had a soul that young in ages. Please, bring me the child. It would be the perfect snack for now. Regarding the other one…” begejstringen døde ud blot en anelse, som hun skødesløst kastede et hurtigt blik mod slaven, som sandsynligvis havde håbet på en undtagelse nu, hvor hun lod til at have fundet en anden fødekilde. Desværre skulle det ikke gå slaven helt så let, og hun løsrev opmærksomheden for at vende sig mod nærmeste slave som ikke stod til at blive ædt. “I’ll have it brought to my room for later.”

Forberedt på lidt ventetid imens de fik lokaliseret barnet, nød Natalie i mellemtiden synet af gaverne som heldigvis lod til at falde i god jord blandt familiemedlemmerne. Hun tillod sig at forblive i nærheden af Juniper, hvilket gjorde samtalen en anelse nemmere, imens dødssynden på rekordfart fik konsumeret den første af mange æsker med mundgodt. En lille hånd lagde sig forsigtigt imod det lyse hår og aede det let, som hun så ned mod pigebarnet. En gestus ellers kun tiltænkt Tempus eller hendes dukker.

“Mark my words, child. They will suffer for what they have done to you. If not sooner then later… I promise.”

Cornelius lo muntert. ”But Natalie. The work itself is part of the fun. It’s relaxing you see. Meditative in a way I suppose. Voodoo does sound fun though. I like the little colored needles. Very fancy,” erklærede han med et tænksomt udtryk i det fine ansigt.

Prismira smilede blot sit sælsomme smil. Det smil der kendetegnede en person, der hvis hun kunne gerne ville studere hele resten af verden under en lup. Og især hele resten af verdens reaktioner på diverse forfærdeligheder.

. ”When all that is said I certainly hope you are treated well whereever you’re staying until your own manor is rebuilt to satisfaction. Otherwise there are ways of course,” konstaterede kvinden, der havde en særlig forkærlighed for giftige slanger og skorpioner på en måde, der kun var kryptisk hvis man ikke kendte hende tilstrækkelig godt i forvejen.

. ”Either way we would be happy to visit. As always.” Det var først for sent at det gik op for Juniper, at hun skulle hente babyen for at Natalie kunne få lov til at æde den. Ikke en opgave, der huede dødssynden specielt meget. Ikke fordi hun havde hverken emotionelle eller moralske kvaler ved at fodre et næsten nyfødt spædbarn til en dæmon, nej hvis det var hvad Natalie havde lyst til at spise, hvem var fråseriet så, hvis hun stoppede hende?
Men babyer var per definition klamme, snotnæsede og savlende skabninger, som Juniper kun ønskede at have så lidt at gøre med så muligt.
Alligevel, Natalie havde bare at forstå hvilken tjeneste hun gjgorde hende her, hentede hun selv babyen i slavernes soveområde af det enorme krystalhus. Hun ignorerede fuldstændig ungens mor, der ængsteligt forsøgte at få svar på, hvad den unge frøken dog skulle med hendes stakkels lille barn, forsøgte at følge med hende tilbage til herskabsboligerne. Juniper gjorde intet for at afhjælpe denne bedrøvelige skabnings angst for sit afkoms lige så bedrøvelige skæbne, men gik blot tilbage til de andre med barnet holdt ud fra sig i stift strakte arme, angst for, at ungen skulle…babye ud over hendes kjole og ødelægge den.
Da hun endelig kom tilbage til stuen var det en kraftanstrengelse ikke bare at smide barnet til Natalie, men hun undstod sig fra det, da hun så Prismiras utilpasse ansigt. Nå ja..en slavebaby var vel stadig en baby og hvis der var noget udover Juniper selv hendes forældre havde et underligt blødt punkt for så….Juniper bed halvirriteret tænderne sammen et øjeblik og rakte barnet til Natalie, som hendes mor vente sig bort. Tydeligvis uden intentionen om at stoppe sin gæst fra at fortære dette spædbarn, men uden hjertet til at overvære det.

Juniper forholdt sig ligeglad og spiste i stedet sine ting. Åh…og så var der hendes egen vigtigere næring selvfølgelig. Det var det eneste problem ved at opholde sig hos forældrene. Her var det langt sværere at nære sig i synd, for hun fik det dårligt hvis hun forsøgte, havde hun bittert erfaret. Men slaven i hjørnet der ikke endnu var blevet bragt til Natalies værelse? Han havde en død mands desperation og hvem var Juniper, hvis hun nægtede ham et sidste måltid inden døden?
Godt nok var hun ikke meget for at dele sine gaver, men…hvad gjorde man ikke for at holde sig sund? Således rakte hun ud efter den stakkels dødsdømtes impulser. Ikke at trangen til at spise var det klareste i hans hjerne lige nu, men den lå alligevel aldrig særlig dybt begravet hos slaver, der ikke var sikre på, hvornår de fik lov at spise. Og det at spise gav ham tid til at tænke på noget andet, end det faktum, at han snart skulle dø.
Således gik der ikke ret længe før staklen havde spist sig til et stadie nær besvimmelse og han måtte trækkes ud af stuen af to andre slaver-
Juniper begræd i sit stille sind tabet af sit mad, men trøstede sig med, at det i det mindste ikke ville gå ustraffet hen.
Stadig siddende på gulvet så hun mere rødkindet og kernesund ud på den søvnige måde, der ofte kendetegner øjeblikket efter et særlig godt måltid. Helt instinktivt lænede hun hovedet mod fornemmelsen af Natalies hånd og gabte så det knagede i hendes kæbe og hun følte sig mere som Acedia.

”If you keep doing that I’ll just get all sleepy,” sagde Juniper, men gjorde intet for at få Natalie til at stoppe.

Det med at fordybe sig i sit arbejde var bestemt ikke noget nyt i Natalies verden. Som sjæledæmon fandt hun en naturlig tilfredsstillelse ved nye viden, og praktisk talt alt, hvad hun foretog sig havde til formål at bringe hende mere. Mere information, mere forståelse og mere kontrol over verden omkring sig. Selv tid brugt blandt dukkerne, der ellers kunne fremstå så utroligt harmløse for enhver uvidende sjæl - havde deres helt eget formål. Takket være dukkernes simple men skrøbelige natur tillod de rig mulighed for udfoldelse af diverse kreative og ikke mindst sadistiske løsninger, som hun fandt bedre at teste i det private, inden hun tog dem med sig ud i den virkelige verden. Løsninger der sidenhen var brugt på mere levende eksemplarer til perfektion. Leg, havde hun desuden erfaret, fungerede som en af de få ting, der var i stand til at dæmpe det ellers konstante tankemylder. Det var et frirum, hvor hun kunne lade både logikken og barnet kombinere, uden frygt for konsekvenserne det måtte medbringe. For hun havde skam oplevet konsekvensen af at lade dem gå for længe. Tankerne. Drifterne. Bæstet, som hendes fader havde fremkaldt. For lang tid uden stimulans, og hun kedede sig. Kedsomhed førte til uproduktiv ødelæggelse, som regel med konsekvenser, der var nok til at stresse hendes mere logiske del af hjernen. Så en balance var vigtig.

“Yes… very fancy indeed…”

Konstaterede hun, en anelse åndsfraværende, som elverens ord helt tilfældigt, havde bragt en hulens masse nye tanker med sig. Først da hun vendte tilbage til Prismera var det som om, at hun var helt tilbage i sit eget hoved igen. Hun snøftede kort, misbilligende ved tanken om hendes nuværende boligsituation, men valgte dog at svare kort efter, da hun trods alt ikke ønskede familien til at tro det værste. En seng var vel en seng…

“As I’m currently staying at The Darkwind Citadel, I suppose my situation is manageable. Of course, having to deal with an ungodly amount of useless staff and peasants flooding the citadel day and night isn’t exactly ideal, but given that they’ve managed to find room for me and all of my remaining belongings, I can’t exactly allow myself to feel entirely ungrateful…”

Det var ikke svært at forstå, hvor Prismera ville hen med sine skjulte trusler, men Natalie vurderede, at der næppe kom noget godt ud af at forgifte Doomsvilles nyeste ansigt udadtil - eller nogen omkring hende, så hysterisk både Genevira og Sean lod til at være med deres personale. Og det sidste hun havde brug for var endnu mere splid i forholdet til de to. Så… slangerne måtte vente.

“Though, I must admit... seeing the wonders you’ve done with this place, makes it hard not to feel some sort of longing for a place of my own, despite knowing it shan't be too long now.”

Alle melankolske tanker, der overhovedet havde været spor af hos dæmonen, forsvandt dog som dug for solen ved synet af Juniper, der triumferende vendte tilbage til forsamlingen med et spædbarn udstrakt foran sig. Eller triumferende var nok så meget sagt, da pigen mere lignede en som havde været udsat for noget betydelig mere ukomfortabelt end noget så simpelt som at håndtere lidt yngel. Men, som en der selv frabad sig de fleste former for fysisk kontakt, kunne hun ikke finde mod til at bebrejde pigebarnet. I stedet rakte hun op og tog begejstret imod barnet, inden hun lod Juniper trække sig igen. Derefter var det som om, at verden forsvandt lidt for en stund.

Store mørkeblå øjne svævede over den lille skikkelse. Studerede nysgerrigt detaljerne, og noterede sig hurtigt, at selvom det måske lignede en dukke, så var huden blød og levende på en helt anden måde. Ynglet greb om hendes ene finger og så op på hende, med dets store, grønne øjne - en håbløs gerning uden formål, men Natalie fandt sig i det, underligt nok. I stedet for at protestere, dykkede hun i stedet dybere i sin søgen. Der var noget i hende, som var vågnet, og ikke lod sig standse nu, hvor målet var så tæt indenfor rækkevidde. Og dér - gemt dybt under overfladen - befandt den sig. En sjæl. Så ung og så sart, at man næsten ikke turde nærme sig. Men alligevel… så fuld af liv. Natalie ønskede ikke at trække dette. Normalt fandt hun næring i at lade ofrene lide lidt inden, at hun bød dem døden. Krydderi til en ellers smagløs palette. Men børn var… anderledes. Det forurenende noget fandt hun. Desuden var dette hverken tiden eller stedet til den slags. Barnet var trods alt kun en snack for nu. Derfor - uden meget tanke bag - justerede hun sit greb en anelse før, at hun med et hurtigt ryk afsluttede, hvad man næppe havde kunnet nå at kalde et liv. Støttende under hovedet, der pludselig var blevet ustabilt, takket være den knækkede nakke, løftede hun den lille krop tæt mod sit eget ansigt. En næsten usynlig, slørligende substans gled kort efter frem fra barnets åbne mund, og fortsatte så, takket være den korte afstand mellem dem, direkte videre ind i hendes egen mund. Hun tillod sjælen et par minutter til at forlade kroppen fuldstændig, men da det gik op for hende, at hun ikke mærkede den friske fornemmelse glide gennem kroppen længere, trak hun sig atter bort fra det lille dukkeansigt. Blanke, tågede øjne, der før havde været fyldt med liv, stirrede nu op mod hendes ansigt, hvis orange øjne skreg med fornyet styrke og kraft. De mørke render under øjnene synes svundne en anelse, og smilet lod desuden til at være vokset en anelse.

Medmindre nogen kom for at overtage resterne af spædbarnet fra hende, ville hun hurtigt overdrage den lille skikkelse til slaverne, som i forvejen var på vej ud af værelset. Ingen grund til at have den slags affald liggende. Natalie fandt atter sin plads ved Juniper og noterede sig undrende, at pigen ligeledes virkede bemærkelsesværdigt friskere end for blot et øjeblik siden. Et kort øjeblik stirrede hun efter den forædte slave, som netop havde forladt rummet, men med et skuldertræk besluttede hun, at det måtte vente. I stedet gled dæmonens blik tilbage mod elverparret, mens hånden fortsatte med at ae Juniper. Natalie måtte anstrenge sig et øjeblik for at fjerne resterne af det dæmoniske eftertryk, som sjælen havde efterladt, men efter et par sekunders blinken, var det sædvanlige dybblå blik tilbage.

“My apologies. I didn’t mean to make you uncomfortable. Perhaps it would be best for me to dine in private from now on?”

Man kunne ikke sige, at hun ligefrem forstod sig på elverens ubehag, men Natalie vidste trods alt en ting eller to om det at være en god gæst - og det inkluderede som regel ikke at gøre værterne ubehagelige til mode. Desuden ville hun nok vove at påstå, at hun nærede mere respekt for familien end de fleste og derfor kunne anerkende, at de havde ladet hende fortsætte på trods af egne holdninger, som ellers blev skarpt efterfulgt af stort set alle andre. Da hun var sikker på, at parret var ovenpå efter omstændighederne, lod hun blikket falde ned mod de blege lokker ved hendes side. Stemmen blev blødere, som hun endnu engang henvendte sig til husets yndling.

“...How about a walk, Juniper?”

”Are they….what….letting peasants into the castle now? And not for charity events?” Prismira rynkede brynene og klemte de gyldne øjne sammen. Hun som selv var vokset op som datter af en succesfuld handelsfamilie havde giftet sig og i forening med sin mand havde bygget et empire kunne ikke længere på noget plan forestille sig at være omgivet af bønder medmindre det var for at iscenesætte sig selv og familien, hvilket selvfølgelig havde sin nytteværdig, men at tolerere at de kom rendende og rørte ved ting? Næh, der havde man hørt det med, ellers tak. Nok var Prismira vant til skuffelser, men det var ligefør, hun ville overveje at forgive sig selv fremfor at skulle leve med den slags pøbel omkring sig i længere tid end absolut højst nødvendigt. På dette punkt havde Prismira Graceling mere tilfælles med Ebenita Gray end hun nogensinde ville indrømme.

”Longing for home is natural. Especially given the disastrous way you lost yours. Fire is a beast,” konstaterede Cornelius med forbavsende ret ukarakteristisk alvor, som han løftede hovedet fra sine overvejelser af stoffet, han sad med. Kastede et forpint blik på sin hustrus brandsårsarede arme.. Ikke at de formindskede hendes skønhed eller ynde. Intet kunne værre længere fra sandheden, men hun havde trods alt fået dem, fordi hun havde reddet ham ud af deres brændende hjem.
Et blik forenede ægteparret og som sædvanlig lod de til at falde i en komplet og ubesværet forståelse af hinanden, som generede Juniper, fordi hun ikke selv kunne forstå den.
Måske var det derfor at hun, i stedet for at fokusere på sine forældre, der igen var forenede i deres slet skjulte væmmelse ved tanken om at æde et spædbarn og dermed delte noget, der som Juniper så det, holdt hende udenfor, holdt sit fokus rettet mod Natalie, der netop var i gang med at spise selvsamme spædbarn.
Uvilkårligt søgte hun i sig selv efter den samme væmmelse. Eller bare et eller andet. Selv en interesse. Men hun fandt, at hun slet ikke følte noget ved scenen, der udspillede sig for hendes øjne. Hun var ligeglad. Og et øjeblik stak det hende. Fra tid til anden meldte tanken sig. Tanken om, at der et eller andet sted inden i hende var noget, der var i stykker. Ikke som det burde være. Hun bed tænderne sammen og undertrykte den. Nej. Det var resten af verdenen der tog fejl.
Juniper var da også allermest lykkelig, da fokus atter lod til at flytte sig til hende, hvor det hørte hjemme, igen.
Uden tøven rejste hun sig op og forlod stuen efter at have sikret sig at Natalie fulgte med.
Hun trådte ud i en enorm ordnet have med blomster i alle tænkelige nuancer. Et virvar af dufte, der ville have gjort en perfumeforretning misundelig. Luften var levende af de glinsende sommerfugle som huset havde taget som deres kendetegn.

”Is there anything particular you wished to speak of, dear aunt?” spurgte Juniper i en komisk affekteret tone. Nysgerrig, men der lå pludselig en vis alvor i luften, som dødssynden ikke var sikker på morede eller forvirrede hende.

“I’m afraid so…”

Sagt med en mine så bedrøvet, at man for et øjeblik kunne snydes til at tro, at dæmonen faktisk bekymrede sig for, hvad folket gik og foretog sig. I virkeligheden handlede det nok mest om, at Natalie som en adelig lille dæmon mente, at hun havde lidt mere end de fleste ved at miste sit hjem til selvsamme folk, som nu smed sig for porten og græd snot over uretfærdighederne som var hændt dem. Selvsamme folk, der helt frivilligt havde bombarderet hendes smukke palæ med en regn af ild, og bogstavelig talt havde flået hende ud af sengen i frygt for at ende ud som de sortsvedne planker huset havde efterladt sig. Selvsamme folk der tilsyneladende nægtede at indse, at hun var offeret her - ikke dem. Og hvad værre var, så kendte hun til gerningsmanden bag det hele. Sean, som ikke engang havde tilbudt en undskyldning eller erstatning for, hvad hun havde mistet. I stedet havde han simpelthen givet hende et ultimatum, som hun havde været tvunget til at acceptere. For havde hun virkelig haft råd til at miste mere? Højst sandsynligt. Men Natalie brød sig ikke om at tabe. Så hun havde valgt at holde fast i nogle af favoritterne endnu. Koste hvad det ville.

Natalie undlod at kommentere, men nikkede anerkendende til Cornlius’ dybtfølte ord for hans hustru. Et bånd, som hun aldrig kom til at forstå - præcis som Juniper. Og dog. For modsat den unge dødssynd følte dæmonen ingen ubehag ved tanken. Tværtimod fandt hun ro i at vide, at den slags ikke påvirkede hende. Natalie havde efterhånden overvejet et hav af forskellige scenarier udspille sig, gode såvel som dårlige, alt sammen på grund af den slags. Stærke følelser mellem væsner der kun bragte problemer med sig. Voksne der konstant rodede sig ud i nye problemer bare fordi de ikke kunne styre dem selv. Ikke et hak bedre end dyr i hendes verden. Nej… det passede ikke. For med Tempus så hun faktisk noget af sig selv. Et væsen med formål - at bæstets formål var at flå, æde og sove, kunne man hurtigt pointere som værende bevis for en lavere intelligens. Men hun foretrak hellere et simpelt men brugbart sind frem for noget, som agtede at forlade hende, så snart vinden skiftede.

På trods af de dystre minder som elverparret var i færd med at dele mellem sig, var stemningen alligevel ved at nærme sig noget, som virkede en anelse for intim for dæmonens smag. Derfor valgte hun at takke af for nu, inden hun ivrigt fulgte Juniper videre ud i friheden. Haven var - som med resten af huset - et fortryllende syn. Natalie gik langsomt mellem de tusindvis af planter, buske og frugttræer, møjsommeligt plantet og trimmet til perfektion, mens hun lod fingrene glide gennem luften. Et barnligt smil voksede sig hurtigt frem, som hun mærkede de papirstynde sommerfuglevinger slå mod hånden, som de dovent fløj forbi - uvidende om den trussel der lurede lige under dem.

“You know me well, child.”

Stemmen var rolig, og facaden stadigvæk smilende. I en lynsnare bevægelse, hapsede dæmonen ud og snuppede en tilfældig blå sommerfugl. Med vingerne fanget mellem de små børnefingre, sprællede det lille insekt hjælpeløst, som hun nysgerrigt observerede alt imens samtalen fortsatte.

“Since last time we met, I’ve had reports flooding my doorstep. Juniper Graceling’s long lost siblings. Juniper Graceling, princess of Sunfury. Juniper Graceling… keeping secrets from her aunt.”

Hun standsede, og vendte sig mod Jun. Et mørkere, mere alvorligt blik end hun sædvanligvis ville unde pigen, havde fundet sig vej. Eventyret omkring dem var ikke længere nok til at redde situationen. Fingrene åbnede sig, men i stedet for at flyve, klamrede sommerfuglen sig til tommelfingeren, alt imens vingerne forsigtigt åbnede og lukkede sig. Bøjet. Men måske ikke helt ubrugelige.

“I was hoping you wouldn’t mind elaborating some of the details regarding your newfound success, dearest niece. It would certainly spare me the time of having to pluck it out of someone else.”

På trods af at de to befandt sig i en blomstrende solbeskinnet have, blev dødssyndens indre koldt, som havde Natalie med vold og magt besluttet sig for at skubbe Juniper ned i en iskold sø. Juniper hævede et sølvhvidt øjenbryn, det åbne muntre udtryk i hendes ansigt forsvandt og blev erstattet af kølig reservation. En slank hånd blev dramatisk placeret henover dødssyndens, noget tvivlsomme, hjerte som for at sige ’At du dog kunne tale sådan til mig? Efter at jeg aldrig har gjort noget galt i mit liv nogensinde’. At Juniper følte sig truffet var da absolut heller ikke forkert. Enhver anden, der havde vovet at stille spørgsmålstegn ved og grave i hendes forhistorie på en måde som denne, ville have skulle berede sig på pludselig at få en markant dårligere dag, end de hidtil havde haft. Respektløs adfærd. Helt og aldeles uhørt. Juniper havde ikke engang godtaget denne slags spørgsmål fra sine forældre. Når de havde forsøgt at få noget ud af hende, var hun blevet rasende på dem og havde råbt og skreget, smækket med døre og anklaget dem for ikke at elske hende, hvis ikke de vidste, hvor hun kom fra. Til sidst var spørgsmålene holdt op og forældrene holdt, hvad end forvirring, de stadig måtte nære for sig selv i håbet om ikke at tirre datteren ud i endnu et sammebrud.
Et lignende stunt vidste Juniper dog udmærket godt, at hun ikke kunne bruge på Natalie. Der var en anden følelse af at det var tilladt at trampe på sine forældres følelser, fordi Juniper ikke på noget tidspunkt, selvom hun skreg det i afmagt, når hun ville have dem til noget, var i tvivl om, at de uanset hvad elskede hende alligevel. Det kunne hun ikke vide sig sikker på med Natalie. Desuden var Juniper ikke et øjeblik i tvivl om, at Natalie ville kunne flå hende i stykker ligeså let som den lidende sommerfugl, hvis dæmonen fandt hendes opførsel for respektløs. Godt nok kunne Juniper slippe af sted med mere end de fleste, men selv hun kunne ikke alt. Et sjældent øjeblik af selvindsigt for dødssynden, der ellers var overbevist om sin egen absolutte overlegenhed overfor de fleste levende væsner.
Så i stedet for øjeblikkeligt at give sig til at skrige betragtede Juniper den lille dæmon med et skævt smil, der opstod som en krampetrækning, som om dæmonens ord bragte hende megen smerte, men hun forsøgte at holde en tapper facade oppe.


”And here I thought my enigmatic nature was part of what you found charming about me, auntie. Well I suppose I was wrong.” Hun vendte sig bort med et dramatisk suk.

“Ask away if you absolutely must, though I fear you shall find my answers most dreary.”