Who am I now?? //Jake//

T: Tidlig morgen
V: Støv regn.
O: forskellige steder i og omkring borgen
P: Løs blålig kjole og hårdet i en hestehale som var flettet

Rafaela havde haft en lang periode hvor hun i det ene øjeblik kunne hun være sammen med sin familie og faktisk være rimeligt tilpas, men situationen kunne hurtigt ændre sig til det modsatte. Hun vidste ikke en gang hvilke dage, måned eller årstal da alt havde nærmest kørt samen i en stor bunke.
Rafaela var allerede for 3 år siden på vej ned i et psykisk nedbrud, hvor hun havde villet forlade Jake så han kunne være sammen med Raco og ladet børnene være hos ham da hun var sikker på de ville have det meget bedre hos ham og hun var sikker på Jake ville klare posten som byens hersker og raceleder meget bedre uden hende og hendes klan om benene. Hun var taget til Sunfury for at mødes med sin onkel så hun kunne få vendt sine tusindvis af tanker og for at få samlet sin fornuft ordentligt som hendes onkel var god til, men det hele havde eskaleret fuldstændig da Rafaela mødte sin far Sakref igen efter han havde været forsvundet i månedsvis uden nogen vidste hvor han var. Raf havde altid frygtet ham og årevis haft et had til ham efter alt han havde udsat hende for. Den aften havde hun fået at vide og bekræftet, at Sakref var hendes biologiske far. Hele hendes verden var gået i bagelås efter de pludselig havde været i en anden verden som hendes onkel havde fortalt var en forsvundet verden som ellers var blevet forseglet.
Rafaela havde de første måneder efter opholdt sig hos hendes onkel og resten af hendes familie uden Jake havde fået at vide hvilken reel tilstand hun var i psykisk, men da hun blev ved med at forsøge mord på sin adoptiv mor og lille bror og selvmord havde hendes onkel måtte erkende, at de havde behov for Jakes hjælp og de havde derfor kontaktet ham så de kunne finde en løsning på hvor Raf skulle være.

Der havde været perioder hvor det sikreste sted var i fangekælderen i en celle for dragonlycan da Raf forvandlede sig og forsøgte at flygte eller ville flå hoveder af nogen. Hun havde ikke en gang arbejdet med noget der havde med sin klan at gøre for når hun havde set endnu en ny sag med slaver var hun enten gået amok og ville selv flå hovedet af Jake for hendes hjerne havde fået det til at være ham der var den onde eller tigget ham om ikke at gøre hende noget og lignede en der var blevet tæsket og bange for alt og alle og ikke en gang kunne tage en bid brød uden at få besked på det. Blaike og Blaine tvillingerne fra hendes klan som var Rafs højre og venstre hånd havde haft det primære ansvar for klanen og for Raf da hun ikke kunne være alene for længe af gangen.

Rafaela sad i et næsten tomt værelse hvor det eneste var en seng, skrivebord og en stol. Selv væggende var helt tomme da hun flere gange havde smadret et eller andet der havde været i rummet når hendes hjerne spillede hende et pus. Rafaela stirrede nærmest tomt ud af vinduet og så at det støvregnede og solen nærmest kæmpede med at komme frem. Blaike stod ved døren og kiggede på hende. Han havde snakket med Blaine om der skulle forsøges denne dag at få Raf udenfor for, at få lidt liv i hendes blik igen selvom der var støvregn, men de ville først vende ideen med Jake før de gjorde det for de havde en ide om det nok også ville gavne Jake lidt. Derfor var Blaine på vej ud for at lede efter Jake og vende ideen med ham

Jake faldt i søvn med begge børn i sine arme, hvilket betød at han havde sovet med tøj på og at armene praktisk talt var følelsesløse. Men tilgengæld havde de alle tre sovet godt. Han lå og så på de to børn, som han havde så som sine egne. Det var helt utroligt hvor meget de var vokset på... Ja, han havde mistet følingen med tiden.
En svag banken lød på døren og Jake over mod den, hvor Darren stod og så snart han havde øjenkontakt med Jake, gjorde han et hovedkast til siden. Jake nikkede kort og forsøgte at rejse sig. Desværre var armene ikke med ham og han så hen på Darren, som havde svært ved at skjule sin latter. Med lidt hjælp fra Darren kom Jake fri af børnene uden at de vågnede og sørgede for at de var puttet godt under dynen. Emily rørte lidt på sig og han hviskede til hende at de bare skulle sove videre. Han ville finde dem lidt senere igen. I søvne nikkede Emily og døsede hen igen.

Ude på gangen hjalp Darren småklukkende Jake med at få følingen tilbage i armene, mens de snakkede lidt om et kommende møde med nogle nye vagter. Så da Blaine fandt Jake, med lidt hjælp fra tjenerstaben, kunne Jake bevæge fingrene uden de store smerter. Darren lyttede med, da Blaine forklarede tingene for Jake og klappede derefter Jake på skuldren.
”Stik op til hende. Jeg skal nok klare mødet alene. Og hvis jeg skulle få brug for det, så finder jeg Lady Black.” Jake gav sin ven og næstkommanderende et klap på skulderen og nikkede taknemligt til ham, inden han fulgte med Blaine tilbage til Raf's værelse. De snakkede undervejs om hvordan det stod til med hende for tiden.

Da de var omkring fem meter fra Raf's værelse, begyndte han at nynne musikken til den sang han ofte havde sunget for hende. Han håbede at det ville hjælpe hende lidt. Et par meter fra hendes dør, stod en vase med friske roser i røde, hvide og sorte farver. Han tog en af de hvide og sikrede sig at den ikke havde nogle torne, da han ikke ønskede at hun ikke skulle risikere noget. Han stoppede op ude foran døren og bankede blidt på, mens han stoppede sin nynnen.
”Lady Zain, må jeg komme ind?” Stemmen var varm og venlig, samt høflig som han altid var når han så hende. Og han ventede til hun gav ham lov eller afviste ham.

Rafaela følte sig på en måde tom indeni denne dag og samtidig vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var sådanset den eneste grund til hun bare stirrede ud af vinduet.

Blaine havde fortalt Jake at Raf havde haft en forholdsvis rolig nat og morgenen var gået fint, men at de sådanset ikke helt vidste hvor hun nøjagtigt var da det jo var så tidligt om morgenen. Blaine havde silt stille for sig selv imens Jake nynnede sangen og tænkte det ikke var en helt dum ide, hvis Raf ihvertfald kunne høre det. Da de kom hen til roserne og Jake tog en og havde studeret den nikkede han roligt og anerkendende til Jake for at vise ham det var godt han var opmærksom på det da de jo ikke vidste helt hvor Raf var psykisk endnu. De savnede virkelig den gamle Raf og håbede de snart kunne gøre noget for at få hende tilbage. De var så småt ved at være tomme for ideer til, at få hende tilbage. Selv Blaine og Blaike var begyndt så småt at blive nervøse for om hun nogensinde blev sig selv igen eller om Jake enten gik helt ned med Rafs tilstand eller måtte forlade hende. De viste det dog aldrig når Jake var i nærheden for at skåne Jake. Blaine bed sig i læben da han hørte Jake kalde hende for Zain da det kunne bringe enten noget godt eller skidt med sig, så han var spændt på hvordan Raf ville tage det. Før i tiden havde hele klanen kaldt Raf for Zain, men det blev også brugt i negative sammenhæng når hun tidligere selv havde været ude under radaren som slave for at komme helt tæt på slaveejerne, men tvillingerne havde ikke brugt det navn direkte overfor Raf længe.

Raf kunne svagt hører en velkendt nynnen der kom tættere på hendes værelse, hendes øjne begyndte at vise mere liv og glæde og da hun vendte sig om havde hun et lille smil på sine læber, men smilet forsvandt lige så hurtigt igen da hun ikke længere kunne høre den. Hun troede i et kort øjeblik, at Jake bare var gået forbi hendes værelse. Hun fik dog smilet tilbage da hun hørte en banken på si dør og skulle lige til at fare hen for at åbne døren, men da hun hørte han kaldte hende for Zain og ikke Rafaela eller nogle af de kælenavne han plejede at bruge overfor hende farede hun nærmest sammen. Blaike opdagede hurtigt Rafs reaktion og var derfor hurtigt henne ved hende og lagde sine hænder tungt på hendes skuldre “Rolig Rafaela det er bare Jake der sker intet. Han vil bare ud en tur i regnen med dig så du kan få noget luft. Må ham og Blaine komme ind?” sagde Blaike beroligende og lettere bestemt for, at trænge ind til hende. Raf havde nærmest et skræmt blik på Blaike og rystede først på hovedet som om hun var bange, men efter kort betænkningstid nikkede hun langsomt. “jeg er her hos dig indtil enten du selv går hen til Jake eller han kommer hen til dig og du beder mig slippe okay?” sagde Blaike og havde fortsat en bestemt tone. Raf nikkede igen og havde taget fat i hans underarme og nærmest boret sine negle i dem for, at sikre sig han var der. “Kom bare ind” sagde Blaike og kiggede hen imod døren med et blik der tydeligt sagde det ikke var en helt god start alligevel, men at det forhåbentlig snart blev bedre.

Jake viste med det samme at han havde dummet sig. Derfor tog han en dyb vejrtrækning og talte derefter blidt og roligt. Man kunne næsten mærke hvordan kærligheden til hende listede sig gennem døren til hende.
”Raf, min elskede. Jeg undskylder for at jeg brugte et forkert navn. Jeg ville høre om du havde lyst til at nyde den blide sensommer regn og haven som er begyndt at skifte farve?” Han ventede stadig udenfor den lukkede dør og havde ingen tanke for at gå ind uden hendes tilladelse.
”Jeg kan også sætte mig her ude og snakke med dig, hvis du heller vil det. Uanset hvad, så er det dig som bestemmer.” Han var klar til at lade sig dumpe ned på gulvet og sætte sig op af væggen, hvis hun ønskede det. Uden at tænke var han begyndt at spinne blidt, noget han tit havde gjort før i tiden, når de var sammen.

Rafaela stod stille og holdt fast i Blaike som om hun ville dø hvis han ikke var der. Blaike bandede kort indvendigt da han kunne regne ud på det Jake sagde, at han ikke kom ind til dem så Raf selv kunne give slip og se Jake kun ville hende det bedste for hende. Han kiggede hen på Rafaela med et roligt blik. Noget i Raf ville gå hen til døren og nærmest springe i favnen på Jake, men samtidig turde hun ikke for hendes hjerne var begyndt at overtænke flere scenarier. Hun tænkte over om han pludselig skiftede toneleje bare for at få hende blødgjort og derefter skade hende, om han ville gå for, at såre hende eller noget helt tredje. Det var tydeligt, at se på hendes ansigt, at det kørte rundt i hovedet på hende.

Blaine stod og kiggede på Jake og var lige så meget afventende som ham over, hvad der foregik inde på værelset. Han syntes ihvertfald det tog længere tid end han forventede det ville gå. Han trak vejret dybt og gik hen til døren “Kan godt forstå at de vil lade hende bestemme, men tror hun er gået i baglås så tror mere et her hjælper” sagde Blaine stille og åbnede døren på fuld gab så Raf ikke kunne uundgåeligt, at få øje på Jake når hun kiggede i retningen mod døren.
Raf kiggede meget usikkert på døren da den gik op og borede sine negle endnu dybere ned i Blaikes. Arme så det så småt begyndte at blød.. Blaike tænkte kort for sig selv de måtte få styr på Rafs negle så hun ikke kunne skade sig selv senere, men ville vente til senere. Han bed smerten i sig. “Se hvad han har i hånden til dig” sagde Blaike roligt da han opdagede rosen i Jakes hånd. Raf kiggede hen imod Jake og lod sine øjne kigge undersøgende på Jake og lod sit blik stoppe ved rosen.

Han nikkede kort til Blaine's ord og forstod nu tydeligere end før hvad ændring i navne kunne gøre. Han lovede sig selv aldrig at bruge det navn igen. Så snart han fik øje på hende, begyndte hans øjne at gløde af kærlighed. Hans stemme var stadig fyldt med varme og kærlighed, da han forsigtigt trådte et skridt ind på hendes værelse og løftede rosen lidt.
”Denne rose kan ikke måle sig med din skønhed. Men den gør et godt forsøg. Hver gang jeg ser på en hvid rose, tænker jeg på dig. På hvor megen glæde og kærlighed du har givet mig, og hvor meget jeg ønsker at leve sammen med dig i de næste tusinde år eller mere.” Han sank ned på det ene knæ og løftede rosen en smule mere.
”Vil du tillade dette gamle fjols en smule af din tid?”

Rafaela stirrede på rosen som var hun endt i en form for trance, men blev flået tilbage til virkeligheden da Jake gik tættere på hende og snakkede til hende. Hun kiggede spørgende på Blaike som om hun ville vide hvad hun skulle gøre, men han smilede roligt til hende og nikkede hen imod Jake som tegn på at hun roligt kunne gå hen til ham. Blaike lod dog stadig sine hænder ligge på hendes skuldre, men havde løsnet grebet så hun bare kunne gå hen til Jake, hvis det var det hun ville gøre.
Der gik et par minutter, hvor Raf stod og havde e indvendig kamp med sig selv før hun langsomt havde sluppet grebet om Blaikes underarme og lod sine arme falde ned af siderne. Der var tydelige tegn på blod der dryppede fra hendes fingre som havde boret sig ind i Blaikes underarme. Hun kiggede ned på bloddråberne på gulvet og kiggede undskyldende på Blaike. Det var tydeligt for en hver at hun næsten ikke sagde noget længere som havde været en tydelig frustration for alle omkring hende selv Blaike og Blaine da det betød de højere grad skulle læse hver en lille bevægelse eller signal hun viste, men de vidste også når hun var tilpas så kunne hun godt snakke roligt, men så snart hun gik i baglås, tilbage til slavetankerne eller havde en indre kamp med sig selv lukkede hun i for det verbale sprog og de havde stadig ikke efter 2 års arbejde regnet ud hvorfor hun gjorde det.
Der gik yderligere nogle minutter fra hun havde sluppet Blaikes underarme til hun gik de første små usikre skridt hen til Jake. Blaike tog sine arme roligt til sig, hvor Blaine hurtigt var henne med et par klude til hans sår men de havde fortsat et vågent øje på Raf for at sikre sig hun ikke fik et af sine anfald og enten flere hovedet af Jake eller sig selv for den sags skyld.
Rafaela kiggede usikkert på Jake da hun var få skridt fra ham, hvor hun skiftevis kiggede på rosen og på Jakes ansigt. Hun tog langsomt rosen fra ham og nikkede stille til det han sagde. Hun havde på en måde lyst til at putte sig ind i hans arme og mærke trygheden hun kendte fra ham, men samtidig turde hun ikke helt og hun kunne ikke en gang sætte ord på hvorfor.

Jake fulgte hendes mindste bevægelse med kærlighed i øjne, krop og sjæl. Han elskede at se hende bevæge sig, også selv om han skulle være vågen over for den mindste ændring i hendes sind eller holdning. Han kunne godt se på hende at hun overvejede noget, men var usikker på hvad.
Med en langsomhed der nærmede sig en skildpaddes, satte han sig ned på gulvet med begge ben udstrakte. Han sørgede med vilje for at gøre sine bevægelser langsomme og tydelige, så hun kunne se alt hvad han gjorde. Og samtidig talte han rolige til hende.
”Lige nu ligner du minder du mig om hvordan Emily var første gang jeg mødte hende. Tilbageholden og forsigtig. Jeg sætter mig lige her. Kan du huske da vi mødtes i Sunfury efter flere år? Hvor vi sad og nød hinandens selskab, mens vi snakkede om hvad vi begge havde oplevet gennem årene. Eller en af de gange vi var ude og sejle sammen med børnene? De to var virkelig nysgerrige, og er det stadig.” Han lagde roligt sine hænder på sine lår, så hun kunne se hans hænder. Igen var det en foranstaltning for at sikker sig at hun ikke blev bange for det hun ikke kunne se.
Mens han talte var han igen begyndt at spinne. Den blide, varme og kærlighedsfyldte spinnen som han havde reserveret til hende alene.

Rafaela stod stille og kiggede på hver en bevægelse Jake lavede. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun lyttede roligt til ham imens han talte. Hun nikkede stille bekræftende over, at hun kunne huske de ting han fortalte. Hun stod lidt og tænkte tilbage på de gode stunder. Samtalen om børnene havde altid haft mange følelser i hende selv før hun var begyndt, at få et psykisk nedbrud da der altid havde været så meget der havde fyldt for hende og hendes børn og specielt Emilys fortid som nok var et meget skrøbeligt emne. Mest fordi hendes fortid sådanset mindede meget om hendes eget og samtidig var hun slået så langt tilbage. Der kom enkelte tårer frem i Rafaelas øjne. Hun satte sig langsomt med siden ind imod Jake og puttede sig langsomt ind til ham. Hun lukkede sine øjne og prøvede at finde roen og trygheden tilbage som Jake generelt altid havde været god til, at vise hende.

imens Rafaela sad ind til Jake kom en tjenestepige hen til døren med en fugtig klud og lidt forbindinger til Blaikes sår fra Rafaelas egne samt en fugtig klud til, at vaske blodet af Rafaelas fingre når hun var klar til det. Blaine gik hen til hende og tog imod det og nikkede stille til hende og rakte klud og forbindinger til Blaike så han kunne tage sig af sine sår.
Siden Rafaela var begyndt at blive så ustabil var der kommet enkelte nye tjenestefolk til som også arbejdede for Rafaelas klan, men det var de færreste på borgen som vidste dette for det skulle holdes top hemmeligt. Hver og en af de tjenestefolk havde altid været et sted så de kunne komme tæt på Rafaela ved behov eller for, at aflaste Blaike, Blaine og Jake som kunne være i badesituationer hvor Rafaela ikke selv var i stand til det eller hvis hun fik et vredesudbrud hvor 2 mand ikke var nok. De tjenestefolk havde også altid en lille flaske med noget beroligende væske i som kunne slå Rafaela ud når hun indåndede det på en klud eller andet stof.

Jake fortsatte med at tale roligt om forskellige gode ting, han kunne huske de to havde været sammen om. Og da hun endelig satte satte sig og lænede sig ind mod ham med sin ene side, bøjede han hovedet en smule, så hans kind lagde sig blidt mod hendes hoved. Hvis hun reagerede positivt på dette, ville han stille og roligt ligge først den ene arm og dernæst den anden omkring hende og nusse hende blidt. Glædes tåre samlede sig i hans øjne og enkelte gled ned over hans kinder.
”Ved alle guder. Raf. Jeg frygtede at jeg havde mistet dig fuldstændigt. Jeg er stadig bange, men lad os være bange sammen og finde vejen frem sammen. Du er mit liv, mit lys og min sjæl.” Ordene var en hvisken, men tydelige nok til at Raf kunne høre dem. De var fyldt med savn og kærlighed, men også respekt. Han respekterede hendes mindste ændring og handlede derefter. Langsomt begyndte han at synge noget af den melodi som han tidligere havde nynnet noget af. Han havde for år tilbage ændret omkvædet så det passede til dem.
”Promise you, when I see, a white rose I'll think of you. I love you so, never let go. You will be my ghost of a rose.”

Rafaela sad stille op af Jake og da han lagde sine arme om hende puttede hun sig tættere ind til ham. Hun lukkede sine øjne og slappede langsomt mere af i kroppen som hun sad der ind til ham. Blaine og Blaike havde trukket sig lidt i baggrunden for, at give Jake og Raf plads for sig selv, men de var stadig tæt nok på til, at træde til, hvis situationen pludselig skulle ændre sig til det negative og Raf ville gå amok.
Blaine smilte lidt for sig selv, da han lyttede til Jakes sang og fangede pludselig meningen med den hvide rose Jake havde taget tidligere, hvor han havde tænkt en rød rose havde givet mere mening pga kærlig og farven rød syntes hav var smuk, men han kunne på en måde alligevel godt forstå den hvide rose.

Rafaela sad blot stille og lyttede til Jakes sang. Hun følte sig elsket og tryg, men samtidig havde hun også en følelse af, at hun var en klods om benene på ham, men den følelse havde hun sådanset haft længe, men aldrig haft den så voldsomt som hun havde det nu. Hun havde jo ikke været til nogen hjælp eller støtte for nogen længe og den tanke frustrerede hende. Hun sukkede lidt “Undskyld” sagde hun lavt nærmest som en hvisken. Hun var ikke sikker på om Jake kunne høre det eller ej.

Fordi han var så fokuseret på hendes mindste bevægelse, hørte han hendes sukkende hvisken. Men det var tæt på at være gået forbi hans øre. Han drejede langsomt hovedet og kyssede hende blidt på håret, mens han varmt hviskede til hende.
”Du har intet at undskylde for, min skønne... Hvis nogen skal undskylde burde det være mig. For hvis jeg aldrig havde besøgt Raco før festen, så var vi ikke havnet i denne situation.” Han flyttede roligt hovedet, så de kunne få øjenkontakt hvis hun kikkede op.
”Han er fortid og du er min fremtid. Uanset hvor du er, vil du altid kunne finde mig ved din side. Naturligvis vil jeg respektere, hvis du ønsker at være alene på en tur. Men du vil altid se mine åbne arme og mit hjerte, når du kommer tilbage.” Hele hans væsen skreg på hende, men han tøjlede sig for ikke at skræmme hende. Det ville være tydeligt for alle som så ham, hvor megen kontrol han brugte på sig selv.

Rafaela sad stille op af Jake. Hun smilede kort da han kyssede hende på håret, men hendes smil forsvandt fuldstændig og hun blev mere stiv i kroppen som om hun var ved at få, at tøjle sig selv eller finde ud af om hun skal blive vred eller ked af det. For det meste af hendes tanker og frustrationer der havde med borgen, være der for Jake med hans titler og alt det der kunne sætte gnister i deres forhold havde noget med Raco, at gøre. Han var jo sådanset den sidste hun havde mødt inden mødet med hendes far sidste gang som havde fået hende helt ud over kanten. Hun lyttede dårligt nok til det Jake sagde fordi hendes hjerne begyndte, at køre tusind kilometer i timen for, at finde rundt i hvad hun skulle gøre. Hendes krop begyndte at blive varmere og hendes blik blev mere mørkt som om hun var ved, at blive vred. Og frustreret. Hun vidste ikke helt om det var over hende selv, Jake eller Raco eller om det var det hele. Hun begyndte at vride og flå sig rundt og kradse sig selv på armene og i ansigtet i et desperat forsøg p at få smerterne ud. Blaike og Blaine tog hårdt fat i Rafaela og flåede hende væk fra Jake inden hun kunne gøre skade på ham. De trak hende hen til et hjørne så der var god afstand imellem hende og Jake i tilfælde af, at hendes følelser ville gå fysisk ud over Jake.
Blaike tog hårdt fat i Rafaelas arme så hun ikke kunne gøre skade på sig selv. Han fangede hendes blik og holdt øjenkontakt med hende. “Rafaela stop! Det er okay! Jeg er her hos dig. Der sker intet” sagde han hårdt og bestemt til hende. Han gentog sætningen nogle gange før tårerne kom løbende ned af hendes kinder. Blaike trak Rafaela tæt ind til sig.

Blaine slap Rafaela da han var sikker på, at Blaike havde styr på hende og gik derefter hen og tog Jake i armen og trak ham roligt med sig ud på gange. Hvis Jake fulgte med lukkede han døren efter dem og kiggede undskyldende på Jake “Jeg beklager at det skulle ske, men tror der er noget jeg må fortælle dem. For der er noget som ingen har fortalt dig” sagde Blaine og kiggede alvorligt, men også omsorgsfuldt på Jake. Da han godt kunne forstå, hvis det der lige skete ville gå ham på. “Vi fandt ud af allerede sidste år, at inden Rafaela fandt ud af, at Sakref er hendes biologiske far og hele hendes verden kollapsede havde hu været i Minotaris for, at snakke med Raco…” startede han og begyndte og fortælle om det møde Rafaela og Raco havde haft som nogle andre fra klanen havde set og overhørt.

Han mærkede og så godt at hun blev fjern og begyndte at skade sig selv. Han havde tænkt sig at få øjenkontakt med hende, men tvillingerne nærmest flåede hende væk fra Jake, som kun kunne sidde og se fortabt efter hende. Var det fordi han nævnte Raco? Eller var der noget andet som havde trigget hende?
Da Blaine tog hans arm og trak ham med ud på gangen, fulgte han med nærmest som en dukke. Han så undrende på Blaine, da han sagde at han måtte fortælle noget. I takt med at Blaine forklarede situationen, blev Jake mere og mere irriteret på sig selv. Han gik de få skridt over til den modsatte væk, hvor han begyndte at banke panden mod væggen.
”Jeg... store... kraft... idiot...” Han stoppede da han mærkede en gevaldig hovedpine komme springende og sukkede tungt.
”Jeg burde have vist at hun ville opsøge ham for at få ham til at komme tilbage til mig. Hun har flere gange sagt at det var bedre at han og jeg fandt sammen igen. Og hun ville ikke høre på at jeg havde givet slip på ham.” Han lod sin røv finde gulvet med et bump, og bankede baghovedet i væggen et par gange. Hvordan kunne han få hende til at forstå at hun var den eneste nu? At han overhovedet ikke havde set til nogen anden side i godt og vel tre år? Hans øjne fandt Blaines og det var tydeligt hvor meget hele situationen nagede ham. Med et dybt og nærmest opgivende suk, spurgte han:
”Hvilke emner og navne skal jeg holde mig fra, når jeg er sammen med hende? Og er der andet jeg bør vide på nuværende tidspunkt.” Han gned sig lidt over øjenbrynet og skar kort ansigt, da smerten og hovedpinen bare blev være.

Blaine kiggede observerende på Jake da han ville sikre sig, at Jake ikke gjorde mere alvorlige skader på sig selv. For den største årsag de tog Rafaela væk fra Jake på den måde var for, at de kune undgå hun skadet Jake da de ikke kun havde Rafaelas sikkerhed og tilstand i sinde for at passe på, men også for de kunne passe på Jake så der ikke skaber større og dårligere rygter omkring hans lederskab.
Blaine lyttede roligt til det Jake sagde og satte sig på hug foran ham og lagde sine hænder roligt og omsorgsfuldt på hans skuldre og kiggede undskyldende på Jake ”jeg ville ønske jeg kunne give diem et svar på det og give dem nogle gode nyheder, råd eller noget helt tredje, men jeg har ingen. Vi er selv rådvilde og nærmest lige så opgivende som dem.” sagde Blaine og det var tydeligt, at høre på ham han selv var opgivende og ikke vidste hvad han selv skulle gøre af sig selv når det kom til Rafaela. “Vi kan kun håbe på et mirakel efterhånden for vi har kun de drastiske metoder tilbage og dem vil vi helst ikke ud i for den ene omhandler hendes største frygt som gav hende det sidste skub udover kanten og håbe det får hendes stærke og beskyttende side frem igen” sagde Blaine og det var tydeligt han frygtede den mulighed for han vidste det kunne gå 2 veje.

Rafaela stod op af Blaike og begyndte langsomt at slappe af. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv længere eller hvem hun selv var. Hun havde selvfølgelig ALTID haft et voldsomt temperament og reagerede voldsomt på nogle ting, men hun havde sådanset accepteret relationen imellem Raco og Jake eller rettere det, at der skulle være et støttende samarbejde. Hun sukkede opgivende “Hvem er jeg efterhånden Blaike? Hvad er det der sker med mig?” spurgte hun alvorligt og opgivende. Blaike svarede hende ikke for han vidste sådanset ikke hvad han skulle svare hende.

Godmode aftalt med Rafaela

Jake sukkede dybt, mens han tænkte over Blaine's ord. Så de var på ligeså barfod som han. Udmærket. Jake rejste sig op og så bestemt på Blaine.
Fint. Han gik bestemt ind på værelset og direkte hen til Raf og Blaike. Han så roligt fra den ene til den anden, inden han sluttede ved Raf.
”Raf, min elskede. Vi har begge brug for luft.” Stemmen var varm, kærlig og bestemt. Mere sagde han ikke før han bøjede sig lidt frem og slyngede hende over sin skulder, hvor han låste sin arm fast om hende. Derefter gik han med faste skridt gennem borgen til han kom ud til terrassen ved haven. Hvis Raf havde brokket sig eller stillet spørgsmål undervejs, ville han svare hende med en venlig og kærlig stemme som samtidig også indeholdte noget af den dominerende tone, som han huskede hun normalt elskede. Selvfølgelig ville han lytte og mærke hvordan hun reagerede på det og indrette sig lidt derefter hvad tonen i hans stemme og kropssprog angik.
Ude på terrassen tog han et dybt åndedrag inden han fortsatte ned til den bagerste del af haven. Først der lod han hende få fast grund under fødderne. Hvis hun forsøgte at flygte tilbage til borgen eller ud i haven, ville han venligt men bestemt forhindrede hende i det. Hvis hun forvandlede sig, gjorde han det samme.
Han forsøgte at gøre det til den leg som hun elskede mellem dem, og som normalt drev ham til vanvid af erotiske drifter.