a theif never sleeps //Sharona//

S: kloarkerne i rotten root
T: 15.30
O: en flod af affald og diverse rotte reder
V: regnvejr
P: en sort heldragt med en sort maske

tre mænd stod neden under et dæksel og diskuterede "du sagde det ville være et nemt job Johan" manden der sagde dette var et stort muskel bundt " ja det ville det osse hvis i to klods majorde ikke havde udløst alarmen" han lod en flad hånd ramme dem begge i nakken "hvornår havde i sidst set en montre der ikke var alarmeret i jubel idioter" de to mænd så ned i jorden "du behøvede ikke at råbe af os" mumlede den midste mand "ja i er mine fætre. smut tilbage til jeres lands by og hils onkel" de to mænd nikkede og kravlede op ad stigen. Johan gik vidre hen af den smalle sti til et lillehul hvor han tog en rygsæk ud af *de jubel idioter faldt for den* han åbnede den og den viste gul og sølv så rygsækken næsten var fuld

Sharona var kommet ned i kloakkerne, nu havde set nogel komme komme der var kommet op derfra. Hendes nysgerrig hed havde bragt hende og Safir der ned. Hun fulgte en smal sti, og så hun en mand som tog en rygsæk frem. Safir fik øje på en høg som kom flyvende over hovedet på hende. Hun sprang op og ramte den med et hårdt pote slag. Hun fik den ned på jorden.

uden tøven trak johan et lille arm bryst frem og pegede den på pigen og hendes kat "kald dit bæst til dig og lad ham være" der var ikke et øjebliks tøven i hans blik " eller måske vil du have den kat som shishkebab" Mordekai fløj op på skulderen af Johan "det var bedre"
han foldede armbrystet sammen igen og tog masken af. uden masken kunne man se de unaturligt hvide tænder der var formet i et smil "du må undkylde min opførsel men du kender det jo som satuine. alle er ude efter dinbror eller søster" Johan nussede næbet på Mordekai mens han så på pigen og katten. han var ikke glad for katte og det var Mordekai bestemt ikke.

Safir gik hen på siden af Sharona, hun smilte da han smilte.
"Ja jeg kender det."
Sharona svarede direkte, men venlig. Hun lod sin hånd strejfe Safirs bløde pels.
Safir kiggede på høgen, som den panter hun nu var så fandt hun den som sit nye legetøj. Men det var en artsfælle, så det var udelukket..
*Du bliver bare her!* Sendte Sharona en tanke hen til Safir, og Safir aflød og satte sig ned.
"Nej jeg undskylder for Safirs opførelse."
Sharona kiggede på Safir og så op på manden med et smil på læben.

" det er ok jeg fortår hende godt" han satte sg ned til panteren og gav den et egern " dyriske instinkter kan ikke holdes nede. heller ikke i os mennesker " han stilede sig op og så først ordenligt på pigen nu
"du burde ikke snuse rundt her nede i kloarkerne. du skal bare være glad for at det var mig du stødte ind i mig ogikke nogle af de andre skumle tyber i området" hans smil var varmt og hans blå øjne funklede i de svage lys. han så på pigen "vi kan gå vidre den her vej. kom med" han hoppede over på den anden side af floden af affald og rakte så en hånd ud for at hjælpe pigen over.

Hun tog hans hånd, og smilte venligt.
"De skumle typer?"
Sprugte hun nysgerrigt, og Safir sprang over på den anden side af floden som manden.
Sharona vidste ikke hvad dette var for et sted, måske en røver hule.
Sharona levede af hvad hun kunne tage fra folks lommer. En lille lommetyv, men sådan va det at være fattig.

han gik ned af en lille gang ind i en blind gyde. der gik en stige op mod en lem "damerne først" han hjalp pigen og hendes panter op af stigen og derefter kravlede han selv op. i stedet for at komme ud af det normale mandehul dukkede man op i en lille kælder "kloarkene er min måde at komme fra a til b på" han åbnede et skab hvor et lille skilt hang på hvor der stod 'ting til børne hjemmet' han åbenede rygsækken og lagde alt sølvet og noget af guldet der ind og lukkede det igen " det er min måde at holde mig fra politiet" han smilede og smed en guld kæde hen til pigen " her er en lille ting til dig men vent med at sælge den til om en uge" han smilede til hende med de umådeligt hvide tænder. de fleste af juvelerne han havde stjålet i aften skulle gå til hans gamle børne hjem som entlig var det eneste sted han nogensinde havde haft venner eller haft det godt.

Hun greb halskæden, den var virkelig smuk. Hun smilte til ham, og Safir kom på fast grund på sine fødder. Og det havde hun det bedst med. Sharona var imponeret over han hjalp børnehjemmet, hendes sjæl var næsten knust over hendes fortid. Men hun måtte ikke lade sig bistre, pga. alt hvad der var sket.
Hun rystede minderne ud, og holdte sit smil på sine læber. Men i hendes øjne var mindernes sorg og frygt.
"Det virkelig pænt af sig, at hjælpe dem."
Hun mente det, og smilte stadig.

han så på hende "jeg kan jo ikke gøre andet det var mit eneste rigtige hjem ud over det her sted" han smilede og åbnede døren ovenpå "kommer du med ovenpå" han ventede på at hun svarede. Mordekai pillede sig i fjerene er du sikker på vi kan stole på dem hans så på pigen med et søgende blik hvis de havde ville os noget var vi aldrig nået her hen han smilede og gik op af trappen. det hus de stod i var et gammelt hus dog var det meget godt indrettet hus "ja selv om jeg er tyv kan jeg da godt bo pænt" han smilede og satte vand over til té "hvad drikker du earl gray, kamille eller nogle andre jeg er sikker på jeg harde fleste té blade" han smilede og så på panteren og gik i hans køleskab "tro ikke jeg har glemt dig" han smed et stykke råt kød hen til den "så er dit navn lige så smukt som dit ansigt" han smilede kækt.