Bambi på glatis

Tid: Formiddag
Vejr: Klart vejr, solskin, der ligger sne
Sted: Parken, søen. Der er is på, og folk skøjter.

Sneen glitrede i solskinnet. Der havde ligget sne i en uges tid nu, men denne nat var der kommet et nyt, tyndt lag, der lagde sig på alle flader og gav verden et helt nyt udtryk. Rim strålede på sivene i og omkring den frosne sø og fangede solens stråler i regnbuer. Det var stadig hård frost, himlen var diset blå og solen var en fuldstændig hvid cirkel.

Der gik tre ænder på isen. De så ikke glade ud, men det var ikke mange, der lagde mærke til ændernes manglende entusiasme. Der var opstået et mindre opløb langs søens bred, folk stod og holdt skarpt øje med de to Guardians, der for een gangs skyld ikke var ude efter mordere eller vilde vampyrer. I dag målte de isens tykkelse, og det viste sig ganske besværligt, da de ikke kunne få hul på den. De prøvede først med et håndbor, men der var åbenbart et eller andet galt med det. Nu stod de ude på isen og prøvede med en økse.

"I ødelægger den bare," var der een, der råbte. Flokken mumlede samtyggende. "Den kan jo bære jer, er det ikke godt nok?"
Det var det ikke. Det var betjentenes arbejde at sikre, at isen var tyk nok både ved bredden og længere ude, før de kunne lade folk komme til, men endelig, da de var blevet udstyret med et nyt bor og havde foretaget adskillige målinger, var de tilfredse og lod folk spænde skøjter på skoene og stryge ud på den glatte, blanke flade. Da de fleste var kommet i gang bevægede også Spurv sig ud på den frosne sø. Hun havde ingen skøjter og havde aldrig haft det, men man kunne alligevel godt, med lidt god vilje få en udmærket skøjtetur selv om man kun havde støvler på.

Godric kom løbende i sin tigerkrop. Han farede lige forbi alle, som begyndte at råbe af ham. Ingen af dem vidste at han var en shapeshifter. De trode alle at det var en ægte tiger, og derfor løb han så hurtigt. Han havde fået en lille skare af alle mulige væsner efter sig. "Den er på vej mod parken!" hørte han en af dem råbe. Han spurgtede ind i parken, og gemte sig i en busk, hvor han forvandlede sig tilbage til sit menneskelige jeg igen, og gik stille ud af busken som om intet var hendt. Mændende så ham, og kom over mod ham. Han blev en smule bang *Har de mon opdaget at det var mig?* Han sank engang. "Undskyld vi forstyre" sagde den ene. "Har du set en tiger løbe her forbi?" spurgte en anden. Godric rystede på hovedt. "Nej desvære ikk." sagde han. "Okey, undskyld vi forstyrede dig." De vendte sig væk fra ham, og begyndte at gå. Han så efter dem. *Pyh, det var godtnok tæt på* tænkte han. Han begyndte at gå længere ind i parken.

Efter lidt tid stødte han på den lille sø. Den var frøset til, og der var tre betjænde ude på isen som så ud til at vil ødlægge isen, men lidt efter godkende de den, og folk løb ud på isen med sine skøjter. Han fatede dem ikk helt. Han kunne ikk rigtig se det sjove i at løbe rundt på noget is med skøjter, men det var nok fordi han ikk selv kunne finde ud af det. Han kiggede lidt på dem, og fik så øje på en pige som næppe var over 16 år. Godric var heller ikk selv specielt gammel. Han smilede da han så hvordan tøsen prøvede at få en skøjtetur. Hun havde ingen skøjte, men løb bare på isen med sine støvler. *Skulle man mon gå ud til hende?* Han vidste ikk om han vil falde på vej derud, så han blev inde på breden, og så bare på hende med et lidt misundeligt blik. *Gid jeg kunne finde ud af det uden at falde* tænkte han lænselsfuldt, men rystede med det samme tanken af sig. Nej der var ikk noget sjovt ved at løbe på skøjter. Han sukkede og satte sig ned i sneen. Han var lieglad med om det var koldt, han sad bare og så på pigen, og smilede stille for sig selv.

Budskabet spredte sig som en løbeild, da det først var blevet spredt. Tiger! Tiger? Hvor? Hvem havde set den? Lå den på lur i parken? Havde de fulgt dens fodspor? Hvor kom den fra? Var den farlig for mennesker?
Spurv lod sig ikke mærke med den spredte snak. Tiger, bah. Den fandtes sikkert slet ikke. Hun løb et stykke og kurede et par meter. Hun standsede og tog turen tilbage i sidelæns glid. Der sad en dreng i sneen. Han var ikke så gammel, havde mørkt hår og lys hud.
Hvorfor kom han ikke ud på isen til de andre? Solen skinnede og glitrede i sneen og ned gennem den mørkeblå is. Hun løb. Lange glidende skridt, og kurede så afsted, først den ene vej, så den anden. Det var ikke elegant, og det gik ikke særlig stærkt, men det var da underholdende. Hun standsede og så på drengen, der stadig sad der.

Han kiggede ud på de skøjtende. Længselsfuldt? Hun tolkede det sådan, men hun var ikke sikker. Måske var han ensom. Hun begyndte at gå ind mod ham, men det viste sig, at det var langt sværere at gå, end at løbe.
"Kom herud," kaldte hun ugenert.

Godric så ud på pigen da hun prøvede at gå ind mod Godric, men stoppede så op og råbte til ham at han skulle komme ud til hende, men Godric blev en smule forvirret. han så sig rundt. Var dat ham hun mente? Han rejste sig op, og begyndte at gå på isen, men den var meget glat, så han gled og faldt ned på numsen. Han skyndte at rejse sig op igen og sa over på pigen. det var første gang han prøvede at være ude på is.

//sory sider og skriver det på min mobil, og der bliver ikk så godt.//

Spurv kom til at sprutte af grin, men det var ikke fjendtligt, hun gjorde ikke nar af ham. "Det er vildt svært," råbte hun og kom nærmere, "Man skal lige øve sig lidt først - UH!"
Hun baskede med armene i luften og undgik med nød og næppe selv at falde på halen, da hendes ene fod pludselig besluttede sig for at fare i en helt tilfældig retning.
Hun grinede endnu bredere.
"Det er meget lettere, hvis du løber." Hun løb og kurede et stykke, den ene fod foran den anden, mens hun udstødte et frygtindgydende krigshyl, der fik adskillige voksne til at se misbilligende i hendes retning. Det rørte hende overhovedet ikke, de kendte hende jo ikke, så de kunne dømme hende lige så gal, de ville.
"Jeg hedder spurv," sagde hun og trak huen længere ned om ørerne.

Godric smile forsigtigt til Spurv, og prøvede at løbe i stedet for at gå, og det var faktisk en smule lettere, men lige da han troede at han havde fundet balancen er han lige ved at vælte, og prøver at finde den igen, men det mislykkes, og han mister balancen. Han falder lige ned på røven igen på den våde kolde is, men han skynder sig at rejse sig op igen. Han smiler til Spurv. ”hyggeligt at møde dig Spurv, og tak for tippet. Mit navn er Godric.” Han smiler til hende, en smule genert. Han ved ikk rigtig hvad han skal sige til hende, og kommer bare til at stå og glo ånd svagt på hende.

Godric. Det var et sjovt navn. Til en sjov dreng. Han snublede igen, og hun grinede ubekymret og ville have hjulpet ham, hvis ikke han havde nået at springe på benene igen.
"I lige måde," sagde hun og stak hænderne i lommen.
"Det er et godt navn, Godric, jeg kender ikke andre, der hedder det. Men jeg kender heller ikke så mange" (det var løgn, men hun tænkte ikke over det, vidste ikke, at hendes omgangskreds var langt større end mange andre menneskers) "Jeg bor i nedre by, hvad med dig? Kommer du tit her? Har du nogensinde set en ugle?"
Og det var de sædvanlige spørgsmål. Og uglen. Sådan købte man sig let til venskab. Han var nok omkring de.. 13? 14? Spurv havde aldrig været god til at bedømme den slags, men hun mente bestemt, han måtte interessere sig for dyr. Hun gav ham slet ikke tid til at svare på sine spørgsmål.
"Hørte du, der var en tiger?"

Godric smilede. Sikke mange spørgsmål hun dog havde. ”Jeg bor i udkanten af skoven med min familie, og jeg kommer ikk så tit her, men det kunne jeg komme til.” Han smilede til hende. Han rystede på hovedet. ”nej jeg har aldrig set en ugle før.” Han smilede stille. Ikk bare af det med uglen men også af det med tigeren som jo var ham. ”Ja og den skulle efter sigende kunne spise alle her levende.” sagde han med et drillende toneleje. Han grinede en smule. ”nej bare rolig, den kan ikk finde på at gøre nogle fortrød” Han smilede på en lidt alvidende måde. Der var ingen andre end ham som vidste at det var ham som var den tiger, og det skulle de heller ikk vide lige med det samme.

I skoven? Spurv nikkede interesseret og lod fingrene løbe gennem sit hår. Skoven var også dejlig, men hvad lavede han så her? Hun spurgte ikke netop det. Familiemæssige forhold var noget, de fleste kunne lide at holde tæt til kroppen. Hun kunne i hvert fald. Hvilken glæde havde folk af at vide, at hun var forældreløs? Ingen. Hun knækkede fingre og vippede på fødderne for at holde varmen.
"Hvordan ved du det?"
At tigeren ikke ville gøre nogen fortræd. Hendes nysgerrighed var vakt. Hun havde endnu ikke set gennem hans forklædning, troede snarere, han kendte tigeren på samme måde, som hun selv kendte Nathan. Netop denne tudede højlydt, da han svævede over søen. Der var få, som standsede for at lægge hovederne tilbage, heller ikke de havde set en ugle i fuldt dagslys. Nathan var ligeglad, han landede på Spurvs skulder, så hun nær havde mistet balancen igen, og klaprede med næbbet. De blå øjne hvilede vagtsomt på Godric.

Godric smilede. ”Ja lad os bare sige at jeg kender den.” sagde han med et stort grin. Han blev en smule overrasket da uglen kom og landede på Spurvs skulder, men han var jo på en måde forberedt på det og på en måde ikk. Han smilede forsigtigt til den og nikkede høfligt inden han så på Spurv igen. Han tænkte sig en smule om inden han stille spurgte ”Har du lyst til at møde denne såkaldte tiger?” Der var ingen andre end Spurv som kunne høre ham. Han stod afventende og så på hende.

//Sorry, havde slet ikke set, du havde sidste svar D: //

Han kendte denne tiger, den lille dreng med det rødbrune hår og ravøjnene, der fulgte hver bevægelse så indgående. Spurv så anderledes på ham nu. Han kendte en tiger. En sær anerkendelse havde sneget sig ind i hendes blik.
Møde en tiger? Spurvs øjne blev meget runde et øjeblik, så bredte et smil sig.
"Kan jeg det? Det vil jeg meget gerne! Vil du ikke også gerne det?"
Det sidste var rettet mod uglen, der flyttede uroligt på fødderne et øjeblik, så gnubbede den næbbet ind mod hendes hoved og hviskede et sagte ja.
"Det er i øvrigt Nathan," fortsatte hun og strøg uglen over hovedet. Den strakte hals og kaglede veltilpas. Alligevel stirrede de blå øjne stift på Godric, som om de kunne se gennem ham. Hvilket de måske kunne, men Nathan holdt som sædvanligt ganske tæt med sin viden.

Godric smilede og nikkede ivrigt. ”Ja self kan du det. Men bare ikk her. Der er alt for mange folk her som vil blive bange.” han så sig rundt før han kort nikkede til Nathan. ”Hyggeligt at hilse på dig” sagde han med et stort varmt smil. Han gik over til Spurv og trak hende ivrigt med sig. Ud af parken for at finde et sted hvor der ikk var andre. Han holdt hele tiden øje med et sted, men der var mennesker over det hele. Han sukkede. Var der dog intet sted hvor der ingen var? Han kom i tanke om et steder aldrig var nogle. Skoven. ”kom. Vi tager skoven, der er aldrig nogle, og jeg lover dig at hverken jeg eller tigeren gør dig noget.” han tog hendes hånd og fik hende til at følge efter sig over mod skoven.

Da de var kommet over til skoven var der ikk en sjæl. Så kunne han godt vise hende sin tiger. ”Vent her og så skal jeg nok hente tigeren.” han smilede hemmelighedsfuldt til hende og forsvandt om bag en busk, hvor han forvandlede sig. Han luskede dovent frem fra busken og satte sig ned og så på Spurv. Han vil være sikker på hvordan hun reagerede på ham. han slog dovent med halen og lagde hovedet en smule på skrå.

Spurvs øjne blev en anelse smallere. Men ikke her. Farlig sætning. Eller - det ville det have været, hvis han havde været voksen. Men han var ikke ret gammel, og hun vurderede, at hun ville kunne tackle ham uden større problemer. Godric virkede flink. Et øjeblik overvejede hun, om han havde en grund til at vælge et andet sted, ud over menneskemængden, men det var kun ud fra et simpelt forsigtighedsprincip, der havde reddet hende fra et utal af ubehagelige situationer. Det sagde ganske kort: Stol ikke på fremmede.

På den anden side, så hilste han på Nathan (!), og det var nok til at bløde hende op. Hun fulgte villigt efter ham, først udenfor græsarealerne, derefter greb han hendes hånd og trak hende afsted mod skovens mørke silhuet i det vindterblege landskab. Hun studsede en smule over hans hånd, så accepterede hun det og først da de stod i en bar lysning mellem mørkegrå stammer syntes han at være tilfreds. Nathan havde kredset lidt, skræmt et par gnavere, og nu landede han tungt på Spurvs skulder, netop som Godric bad hende vente. Så forsvandt han, og hun stod med armene lagt overkors og ventede. Han trak ikke tiden ud, pludselig, fuldstændig lydløst dukkede et stort, stribet hoved op i det nærmeste krat.
Spurv tabte underkæben og følte lammelsen brede sig i kroppen. Nathan rørte ikke en muskel. Den var mildest talt gigantisk, den store kat, og hele dens krop gled afsted over jorden med en usandsynlig elegance. Store, strålende øjne stirrede gennem hende, følte hun, da væsenet satte sig med samlede forpoter.

Den var åbenbart ikke fjendtlig.
Alligevel kunne hun ikke røre en muskel, hun måtte bare stå der, med hjertet i halsen i lang, lang tid.
"Tiger!" hviskede hun omsider. For det var en tiger.

Godric kunne tydeligt mærke Spurvs angst og lagde sig derfor fladt ned så han forhåbentlig virkede en smule mindre truende. Han holdt stadig øje med hendes reaktion. Hvis hun blev alt for bange skulle han nok gå igen. Han krøb meget forsigtigt over mod hende for ikk at skræmme hende yderligere. Han ville vise hende at han ikk var farlig og standsede derfor op et lille stykke fra hende. Han lagde sig helt ned og med sit gigantiske hoved hvilende på sine forpoter. Da hun omsider tog sig sammen til at hviske tiger så det nærmest ud som om Godric smilede til hende. Man kunne se alle hans skarpe tænder, men forhåbentlig ville det ikk virke for truende.

Men tigeren angreb ikke. Den lagde sig ned, og krøb langsomt nærmere som en stor, stribet slange gennem frossent græs. De intelligente øjne spillede muntert over vippende knurhår.
"Du er slet ikke farlig?" spurgte Spurv tøvende uden at røre sig. Hun forventede ikke et svar, snarere at det måske ville berolige den, hvis hun talte. Den så nu ikke så urolig ud, snarere afsalppet. Det store hoved hvilede på de pænt samlede forpoter. Pludselig tog fanden ved hende, og hun satte sig ned og strakte en hånd ud mod den.
Hun følte sig utrolig modig og utrolig dum, men mest modig, og måske var det det, der drev hende.

Godric blev roligt ligende, og da hun talte til ham, og da hun spurgte om han var farlig, kunne han ikk lade være med at ryste en smule på det store stribede hoved. Han lagde det ned på sine porter igen og så roligt på Spurv, med sine gule intelligente øjne. Han rørte ikk en eneste muskel da det så ud som om at hun var blevet en smule mere modig, og rakte ud for at ae ham. Han ville nødig skramme hende med en pludselig bevægelse.

Tigeren næsten smilede, og Spurv lod den snuse til sine fingre. Hun strøg den forsigtigt bag øret og lod fingrene løbe gennem dens tykke gyldne og sorte pels.
"Du er en flot een," sagde hun, uden at tænke forfærdelig meget over det. Frygten smeltede væk, og i stedet skyllede en bølge af lykkeligt mod ind over hende. Lige det øjeblik ville Spurv kunne have klaret alt hele verden.
Hun klappede en tiger.
"Godric," kaldte hun så, for drengen skulle næsten se det.
"Den er vel nok sød!"
Men der var stille bag busken.

Godric snusede let til spurvs hånd, men det var ikk nødvendigt. Han kendte hende jo allerede. Han lod hende klø sig uden at sige noget til det. Han kunne ikk lade være med at grine indvendigt da hun kaldte på ham. Hun havde åbenbart ikk regnet det helt ud endnu, men det var jo heller ikk det vigtigste, men skulle han afslører sig selv? Nej ikk endnu, men hun ville nok blive en smule ængstelig for ham eller noget hvis han ikk kom tilbage. Han rejste sig op og luntede dovent tilbage til busken igen. Han var ligeglad med hvad Spurv ville tro.

Da han var kommet om bag busken og havde sikret sig at hun ikk var fulgt efter, skiftede han hurtigt tilbage igen. Han kom frem af busken og gik over mod Spurv med et stort alvidende smil. Nu måtte han se om hun kunne regne det ud uden hjælp.

Spurv rykkede baglæns, da tigeren pludselig rejste sig. Et øjeblik slog hendes hjerte i hendes hals, og frygten lammede hende, så opdagede hun, at tigeren ikke ville hende ondt, den vendte sig i stedet med majestætisk ro og vendte tilbage til den busk, hvorfra den var kommet. Spurv forsøgte at få hver bevægelse med, hvert langt, sikkert skridt, hvert et sving med den stribede hale. Det var ingen almindelig tiger. Det vidste hun godt, selv om hun egentlig ikke rigtigt havde forestillet sig, at der overhovedet fandtes almindelige tigre. Alligevel var denne helt speciel, og den forsvandt i krattet uden anden lyd en de blød fodtrin. Så blev der stille. Hun ventede på hug, tålmodigt, og pludselig kom Godric springende tilbage. Han smilede meget bredt, og hun lagde hovedet på skrå og gjorde sine øjne smalle. Der var et eller andet i hans blik, der afslørede ham.

Det var et tigerblik. Intelligent og fremmedartet, som om det havde flere lag, som om man et øjeblik så gennem mange meter mørkt vand og fik et glimt af en flad, blød sandbund langt nede i dybet. Først kunne hun ikke sætte fingeren på det.

"Nåh," sagde hun, "sød tiger,"
og så så hun, hvordan hans tøj foldede mærkeligt, som om det lige var blevet trukket over hovedet, og man så puslespilsbrikkerne, der begyndte at falde på plads i hendes tanker. //Antager, man ikke har noget tøj på, når man forvandler sig.. så man må skifte..//

Et skævt smil trak i hendes ene mundvig og fyldte hendes øjne.
"Du er nok en sær snegl, hva?" spurgte hun, og lod svaret stå åbent, i tilfælde af, at hun var helt galt afmarcheret.
.. Hvilket hun egentlig regnede med at være. Det kunne nemlig ikke passe. Hun havde mødt Nille, som kunne magi, pantermagi, men Nille var.. Nille var en prinsesse fra en anden verden, og Godric var bare en dreng. En tigerdreng?

Godric kom helt hen til Spurv, og satte sig ned. Han smilede til hende, og nikkede som tak for hendes kompliment. "Ja det er den vel." sagde han, og så hendes smil. Havde hun regnet det ud, eller smilede hun bare? Han var faktisk ikke sikker, men blev næsten overbevist at hendes spørgsmål. Om han var en sær snegl? Det vidste han ikke helt. Han trak på skuldrene. "Det tror jeg ikke at jeg er. Hvorfor i alverden skulle jeg være det?" Han smilede drenget til hende, og lagde sig ned i græsset, og så op på himlen.

En sær snegl?
"Fordi.. Tiger."
Spurv trak på skuldrene og satte sig også ned. En fugl sang stilfærdigt et sted.
"Hvor mange ved det der med tigeren? Kan det ikke godt give problemer?"
Okay, nu havde hun vist, at hun troede, han var en tiger. I hvert fald delvist. Det var nok også bedre end at lade det svæve i uvished alt for længe. Bare give klar besked.
"Er du sådan lidt som en varulv?"
Fortsatte hun sine spørgsmål og tænkte på den kære Sajro, der kunne antage sin egen form og formen af ulvemonsteret som han ville. Først havde hun troet, det var noget med månen, men det var det åbenbart ikke alligevel, det der varulvenoget. Ellers var det bare Sajro, der var anderledes.

Godric lo stille af hendes mange spørgsmål, og svarede så på dem så godt han kunne. ”Der er ikke så mange der ved det. Højst 5 eller noget.” han fugtede hurtigt sine læber, og talte så videre. ”Nej jeg er absolut ikke en varulv. De kan kun blive ulve. Jeg er en shapeshifter. Vi er født med et gen der gør at vi kan forvandle os til et bestemt dyr. Nogle kan blive ulve, nogle heste, andre kaniner. Ja faktisk er der vist ikke så mange begrænsninger på hvilket dyr folk kan være. Jeg kan blive en tiger, og det har du jo gættet.” han smilede, og vendte hovedet så han kunne se på hende.

Det næste spørgsmål lå meget til højrebenet.
"Hvorfor fortæller du det til mig?"
Spurv foldede sine hænder.
"Ikke fordi du ikke kan stole på mig. Jeg tænkte bare... Det er meget, du udleverer til en helt fremmed, ikke? Hvordan kan du vide, at jeg ikke bare udleverer dig? Eller.. Er det noget, man bare må være?"
Spurv gned sine hænder forsigtigt og trak i et græsstrå.
"Altså, jeg kunne aldrig finde på det!"
Sagde hun med et grin, og hendes øjne lo også.

Han trak på skuldrende. ”Ved ikke helt hvorfor jeg fortalte det. Jeg har det meget med at sige ting jeg ikke burde om mig selv.” han satte sig op, og så på Spurv. ”Hvor mange racer kender du? Jeg ved godt at du ikke selv er helt menneske. Har jeg ikke rat i det?” han smilede bredt til hende. ”Jeg er ligeglad med om folk udlevere mig til nogle, for der er alligevel så mange af min race at det ikke gør noget. Der er ingen som vil være interesseret i mig alligevel.”

"Du har jo set Nathan."
Grinede Spurv, og trak på skuldrene. Det skete ofte, at der blev set skævt til santuines og det særlige søskendebånd til dyr, men det foregik især i barndommen, hvor voksne mente at vide, hvad der var bedst. Hvilket sjældent var tilfældet. Når man nåede Spurvs alder betød det til gengæld ikke så meget. Folk regnede ofte Nathan for et eksotisk kæledyr eller måske et magisk væsen, ikke en sjæleven.

"Og jeg kender mange væsner. Altså ikke folk, der repræsenterer dem" (Spurv skuttede sig ved tanken) "Men jeg kender til dem, hvis du forstå. Jeg ved, hvad en vampyr er, og jeg ved, at man kan gøre det.. Du lige gjorde med tigeren. Jeg vidste bare ikke, at man kunne det før man var voksen."