Kirkegård, D12

Well, tænkte Spurv, den lille kirkegård burde ikke være det behageligste sted at befinde sig efter mørkets frembrud med alle de ting, der blev sagt om kirken og guderne og alt det, men det kunne hun da virkelig ikke bekymre sig om. Hun var ikke bange for dem derinde, hvis der overhovedet kom nogen i det store, mørke kapel, hvis sorte stenbuer rakte som mærkelige, krogede fingre mod den blege himmel, hvorfra sneen faldt og faldt og faldt.

I hendes øjne var kirkegården bare smuk og kold. Kirken var ligegyldig. Beplantningen langs jernhegnet udsendte en meget karakteristisk duft og var toppet med sne. Træerne var slanke og høje og mørkegrønne og stod med en overraskende regelmæssighed når man tog de troendes glæde ved kaos i betragtning, men sådan var det ofte. Et eller andet måtte der være orden i, og her var det altså træerne. Og gravene. De var alle fuldstændig ens med en blanksort sten uden navn eller årstal som eneste udsmykning. Her lå de få mørkepræster, der var døde i tjeneste i løbet af de seneste femhundrede år, det stod der i hvert fald over indgangsportalen, som i øvrigt var udsmykket med grinende kranier. Da hun havde været lille havde det undret hende, at man virkelig hang skelethoveder op i byen, men som hun var blevet ældre var det faldet hende ind, at der foregik mange ting, som var langt mere besynderlige, og som der aldrig blev stillet spørgsmål ved.

Hun gik ned ad en usynlig sti mellem høje, mørke, stedsegrønne træer, og bag hende gjorde snefaldet et ihærdigt forsøg på at slette hendes spor fuldstændig mens mørket krøb frem fra skyggerne i takt med at dagslyset svandt. Det havde været en strålende dag med høj sol, men lidt over middag var skyer dukket frem i horisonten og havde dækket den i forvejen sneklædte Doomsville med et lag nyt puddersne. Koldt og smukt. Som kirkegården.

Spurv fandt en bænk mellem træerne og satte sig ned dér. Hun havde været på vej hjem, men en pludselig indskydelse havde sendt hende ind i denne lille, ensomme verden, der lå næsten glemt i midten af byen. Hvofor? Hun kunne ikke komme i tanke om det, for hun havde allerede fortrængt skænderiet, der sendte hende udenfor i sneen i første omgang, og så endda uden ret meget overtøj, kun en stor, strikket trøje over de jordfarvede bukser. Hun strøg sne af skuldrene og trak huen længere ned om ørerne. Bare ører og fødder var varme, så skulle det nok gå.

Det gav et sæt i hende, da der pludselig lød et lang, skærende hyl fra kapellet. Det blev fulgt af et lignende hyl og så: Musik i dur, bestående af toner fra et eller andet strygerinstrument samt en ganske stilfærdig sang af mange stemmer. En lille smule falsk, men meget behagelig i virkeligheden.
Stemmerne steg og faldt og blev så monotont messende. Gad vide, hvad de sagde? Spurv blev siddende.

//Oookay, håber det går XD Det var lige hvad jeg kunne ryste ud af ærmet.//

//Det er helt fint XD Undskyld ventetiden, da der er sket en hel del for min karakter XD Men, håber stadig du vil emne selvom min karakter er herre løs XD//

han var ikke rigtig sikker på hvor han var henne.. Sneen var behagelig kølig for ham og han elskede på en måde kulde, hvor de fleste nok ville hade det og ønske at varmen kom noget oftere.. Kirt kunne godt se at de hadede at fryse, men for ham var det noget af det bedste, eftersom han ikke måtte få det for varmt.. Hvis han gerne ville dø, skulle han have det for varmt men ellers ikke.. Og han ville absolut ikke dø.. endelig var han fri og et skulle varme ikke ødelægge..
Han havde ikke noget overtøj på overhovedet.. Han vandrede bare rundt i en skjorte og et par cowboybukser.. Fryse.. Nah, det syndes han ikke at han gjorde.. For ham var det en behagelig brise..
han kiggede rundt.. der var former for sten overalt omrking ham.. Det var vidste det der blev kaldt for en kirkegård.. Her begravede man døde væsner man holdte af, sådan havde han forstået det i hvert fald.. der var så meget at lærer i denne verden, så det var ved at give ham hovedpine.. Han kunne ikke læse hvad der stod på stenene, men det havde han vist heller ikke brug for at kunne..
En pige henne på en bænk fangede hans opmærksomhed.. Det undrede ham at der var andre til stede, men mon ikke hun var her for at besøge en sten?
Han gik forbi hende, men kiggede sig kort over skulderen af ren nysgerrighed.

Der kom en mand ind over græsset i tusmørket. Han gik langsomt og så sig om med mørke øjne. Han havde ikke ret meget tøj på, kun en skjorte og mørke bukser. Farverne var udviskede. Sneen fik alting til at virke violet og blåligt, fjernt og gennemsigtigt. Spurv fulgte ham med blikket. Frøs han ikke? Hun ville fryse. Han gik forbi hende. Han satte store fodspor på den tilsneede sti. Mørket lurede under bænken og i de stedsegrønne buske, der rakte højere og højere op mod de grå, svulmende skyer, der jog afsted i flere lag og fuldstændig skjulte den blå vinterhimmel. Som mærkelige fingerspidser, truende på en tom og patetisk måde. Som en ældre mand overfor en voksen søn.

Hun kiggede efter ham. Mørkt hår, glatbarberet. Hans øjenbryn var bemærkelsesværdigt udtryksfulde, især da han pludselig drejede hovedet og mødte hendes blik. Spurv smilede lidt overrasket til ham, og som for at undskylde at hun havde kigget på ham, hvilket i og for sig ikke ligefrem var slemt, udbrød hun et lille pibende
"Hej, fryser du ikke?"
og smilede endnu mere mens hele hendes krop gentog et spørgsmål om, hvad i alverden, hun dog tænkte på. Hun kunne ikke svare, smilede bare stift og voksagtigt, uden at hun egentlig helt selv kunne kontrollere det.
"Det er koldt,"
konstaterede hun uden grund og slog ud med hænderne.
Hvorfor pludselig denne imødekommenhed? Hvis bare hun vidste det! Det var, som om hun allerede sad til forhør og prøvede at tale sig fri af noget, hun aldrig havde gjort, men hver sætning var som en løkke, hun slog om sin egen hals, sine arme, sine ben, og løkkerne strammedes, og hun var nødt til at tale endnu mere for at bryde rebene. Som om hun dinglede fra en eller anden tåbelig løgn, der voksede og voksede og snart ville dække alle døre - Men hun havde jo ikke løjet. Eller gjort noget overhovedet. Besynderligt. Det var nok, fordi hun var træt.

Da han kiggede sig over skulderen havde han ikke regnet med at pigen ville kigge på ham, så han smilte venligt til hende, da hun sendte ham et venligt smil og et blik der på en mærkelig måde sagde undskyld? Det var nok ikke helt så normalt at han gik rundt uden overtøj, så på en måde kunne han godt forstå at hun måske havde kigget forvirret efter ham og tænkt: Hvilken tosse er det lige der går der?
Men, Kirt var en anelse uviden og var endnu ikke begyndt at tænke over hvad andre tænkte om ham, det interesserede ham vel ikke endnu, men tiden skulle vise sig at lærer ham alt muligt som han ikke havde troet ville være nødvendigt.
Han stoppede op og vendte sig om imod hende, så snart hun snakkede til ham, som han så som en lille indbydelse til at starte en samtale med hende. Det var altid rart at snakke med andre, hvis de ville noget godt selvfølgelig, hvis ikke gik Kirt for det meste bare sin vej eller slog fra sig. Eller, skød dem som generede ham, da han desværre kunne have en trang til at skyde ting.
"Nej," sagde han med et venligt smil og rystede let på hovedet. "Det lyder skørt, men det gør jeg ikke," Han grinte kort, inden han langsomt gik hen imod hende med hænderne i lommen og afslappede bevægelser. "Hvad med dig? Hvorfor sidder du her?" Han satte hovedet en anelse på skrå.

Han var ublu, manden, han vendte sig om og smilede. Frøs ikke. Spurv hævede et øjenbryn i en meget kritisk grimmasse, der spurgte om han nu var helt sikker på, han ikke frøs? Åbenbart ikke.
Nej, hun frøs heller ikke. Hun rystede på hovedet og så op på ham, knækkede fingre og overvejede hans næste spørgsmål. Hvorfor sad hun der egentlig?
"Jeg synes, her er fredeligt," sagde hun og trak på skuldrene. Som for at give hendes udsagn vægt steg der pludselig en meget stille, flerstemmig sang, muligvis på et fremmed sprog, ellers var det bare lyde uden mening. Det virkede lidt malplaceret at der blev sunget så rent når man jævnførte med kaosreligioner, men da sangen pludselig steg til et kollektivt skrig hjalp det ligesom lidt på det hele.
"Og.. Jeg havde ikke lyst til at gå hjem."
Hun trak benene op under sig. Havde han været en anden, så havde hun været på vagt, men.. Han gik der uden overtøj, spurgte hvad hun lavede. Hans mund var følsom, og smilet rørte ved hele hans ansigt. Selvfølgelig var hun på vagt. Det var den første og den sidste ting, der var blevet hvisket i hendes øre hver dag i hendes liv, 'Vær på vagt', men hun var bare ikke så meget på vagt. På vagt kunne gradbøjes, og han lå i den lave ende.
"Hvad med dig? Folk synes ikke, her er rart."
Skrigeriet fra kirken tog til, og mørket krøb ned ad muren, der indkransede den lille grønne lunge. Et sted ude i mørket tudede en velkendt ugle for at markere sit ejerskab af byen.
"Jeg synes, det er fint."
Hun hævede stemmen for at overdøve lydene fra kapellet, der døde det øjeblik, hun begyndte at tale, så det lød alt for højt og tåbeligt.

En larm fra siden fik ham kort ud af koncentration, men han faldt tilbage til sin snak med hende, så snart det gik op for ham at det blot kom fra kapellet. Han rystede på hovedet over deres mærkelig sang med et skævt smil på sine læber, inden han kiggede hen på hende igen og gik langsomt hen imod hende, med afslappede bevægelser som gav tydelige tegn på at han ikke ønksede at gøre hende noget. Den tid var slut, han ville ikke længere skade de uskyldige.. Der var ikke længere nogen ordre fra ham.. Hans herre.. Bare tanken om ham, fik Kirt til at skære en grimasse og spænde hver en muskel i sin krop.. En forfærdelig mand..
Han rystede tankerne om ham ud af sit hoved, for at fokusere på sin samtale med pigen på bænken, som så ud til at være på vagt overfor ham. Kirt så ingen grund til at hun skulle være på vagt, han ville ikke gøre noget, men han kom hurtig i tanke om hvilken verden de levede i og forstod hende bedre.
"Her er også meget rart, hvis det ikke havde været for kapellet, så havde her helt sikkert været stille og fredeligt, hvilket altid er dejligt at gå en tur i," sagde han og kiggede op på himlen, imens han havde plantet sine hænder i sine bukselommer. Selvom der var mørkt, så havde stjernerne den effekt at de kunne få selv det uhyggeligste sted, til at se hyggeligt og fredeligt ud. Selv på en kirkegård, hvor der lå døde væsner begravet og en tanke om spøgelser herskede.. Han smilte kort for sig selv, inden han rettede opmærksomheden ned mod hende igen. "Jeg kender det med ikke at vil hjem," Han sagde det sidste en anelse tøvende. "Man ønsker kun at være fri," Et kort øjeblik drejede han hovedet og kiggede hen imod det larmende kapel, men løftede på sine skuldre og smilte til hende.

//Hvad, er du frisk på at fortsætte? ^^ Jeg er ked af, jeg har været væk!//

//selvfølgelig er jeg frisk på at fortsætte ^^//

//ARGH, undskyld! Jeg har bare fundet Spurv så svær på det sidste!//

Hun studerede mandens ansigt med høflig interesse. Der foregik noget bag de mørke øjne, hun kunne ikke se, hvad det var, men hun vidste, det var der. Han skar ansigt et øjeblik, før hans skuldre slappedes og hans ansigt blev mildt. Spurv fulgte hans blik opad mod stjernerne og nikkede. Der ville være dejligt, vidunderligt dejligt. De blege stjerner mod den mørke himmel, duften af skrøbelige vinterblomster, den tyste sne.
Så tilføjede hun: "Men hvis ikke, der var et kapel, så ville her være fuldt af folk, som kyssede!" Spurv rynkede næsen i et barnligt udtryk af væmmelse, der forsvandt i et lille, tænksomt smil. Han kendte det med ikke at ville hjem. Hvad var han for een? En voksen mand, der ikke ville hjem, var han fattig som hende? Var han slave, måske? Han lignede ikke en slave, og Spurv regnede ikke med, at en slave ville tiltale hende overhovedet. Hvad var der så med ham?

"Men altså, nogle gange så er man også nødt til at have et hjem for at være fri, ikke?"
Hvis ikke, man havde et sted at gå til når man var sulten.. Så måtte hun stjæle. Så var friheden for alvor sat på spil. Hun vidste, hun levede på andres nåde. Det var ikke en umulighed at klare sig selv, men kun fordi kokken var så rar kunne Spurv tjene noget som helst på kroarbejde. Hun var jo en byrde for dem. De havde slet ikke brug for en pige i huset, men tog det alligevel, og det var lige dele fantastisk og forfærdeligt. Spurv brød sig ikke om at være til besvær, men på den anden side vidste hun udmærket godt, at hun aldrig ville få noget bedre, hun ville ikke have nogen gavn af at tage sin afsked. Faktisk det modsatte. Måske ville hun kunne finde Simon så, men der var langt til havet. Så utrolig langt.
Havde hun bare vidst - men det gjorde hun ikke. Hun forstod slet ikke hans situation og hvor forskellig, den var fra den, hun stod i. For hende var hjemmets fysisk trygheden altid mere værd end de 'forpligtelser', der måtte følge med, og selv om hun objektivt forstod, at han havde helt andre muligheder for at tjene til livets ophold, så havde hun svært ved at kombinere den tanke med ikke at have et hjem. Når man selv kunne skabe et hjem, hvorfor så ikke gøre det godt.
"Du ved, ellers.. Er der ligesom ikke noget man står på - noget grundlag"

Verden for ham hang slet ikke sammen. De ting andre fandt normalle, fandt han usædvanlige og ønskede at få en forklaring på det. Det var dog sjælendt at han spurgte folk omkring det, da det langsomt var gået op for ham hvordan folk kiggede på ham, når han spurgte dem om tingene. Det var som om at man kunne læse direkte i deres øjne at de fandt ham dum og nærmest ondsvag. Der var mange ting Kirt ikke kendte til og skulle han lærer dem at kende, skulle han først være i nærheden af godt selvskab, hvor han kunne fornemme at de ikke ville sende ham et hårdt blik, selvom han egentlig ikke tog det på sig. Det var det mest positive ved det hele, man kunne fornærme Kirt så meget man ville, han ville ikke tage det på sig og heller ikke sige igen, i stedet ville han bare stå og lade det hele falde over ham, indtil man var færdig så han kunne vende ryggen til og gå sin vej, som om intet var hent. Stadig med hænderne i lommen, kiggede han hen på Spurv og lod kort deres øjne mødes, inden han endnu engang kiggede hen på kapellet hvor larm og støj afbrød den ellers så rolige stilhed. Ved lyden af hendes stemme, rettede han opmærksomheden hen på hende igen og smilte ved synet af den lille ansigts grimasse hun formåede at lave. Kyssede? Hurtigt måtte han tænke de få ting han havde lært igennem og fremkaldt langsomt det folk havde fortalt ham om omkring det med at 'kysse'. To væsner lod deres læber være klistret sammen, hvilket de åbenbart fandt behageligt, dog kunne Kirt ikke se hverken hoved eller hale i det!
Han lod armene folde på et kors under brystet. Det var nok ikke tidspunktet at han skulle fortælle at han ikke anede om hvad dette 'kys' egentlig helt betød og hvorfor man gjorde det. I stedet sendte han hende bare et venligt smil.
Ordet hjem var det der skulle få ham til at åbne munden. Det var bare som om at de rigtige ord ikke var der. Han havde intet hjem. Ingen støtte, intet grundlag. Han vandrede bare rundt for sig selv, i håb om at han en dag ville finde det sted han hørte til. Det var bare som om at den mission først kunne blive fuldført langt ude i fremtiden!
"Jeg har ikke noget hjem, intet grundlag som du siger," fik han langsomt presset ud imellem sine læber. Han så hen på hende med sine mørke øjne. "De fleste vil nok finde det underligt og det er det nok også, men det er sådan jeg lever indtil jeg har fundet mit grundlag," Han sendte hende et ære oprigtigt smil. Lod det være der et stykke tid, indtil det langsomt falmede og en ny støjende larm fra kapellet fik ham til at vende sin opmærksomhed imod det igen. Ud af døren kom der to mænd gående, de begge havde en flaske i hånden og deres munde var fuldt beskæftiget med at synge en sang, der snarer lød som et forsøg på at kaste op end at synge..