She compel us to forget ours past.. ~Noah~

//Til læsere! Jeg gør opmærksom på at dette er et emne fra dengang Caroline lige var blevet varulv. Det var lige inden hun fik hendes evne. Dette emne handler kun om hvordan hun har fået den. //


Kvinden ejede det mægtige skib som stod på havnen, det ventede bare på den sidste last. Kvinden havde holdt sig inde helle dagen, og nu måtte hun sejle ud på blodhavet. Hun havde fundet de slaver hun havde brug for, en varulv og en bloddæmon. Så blev det ikke bedre. Mrs. Culard var høj, slank og yndefuld. Hendes hår var sort som natten, og hendes øjne så blå som safirer. Hendes hud var blev blegere hun var vampyr. En ældre og mere ædel en af slagten. Hun havde to muskuløse vagter, hun havde 'tvungeet' dem til at arbejde for hende. Det ville Isobel Culard også gøre ved disse to nye slaver hun havde fundet. De skulle arbejde hårdt for hende, men hun ville give dem noget at huske.. Hvad vidste hun ikke endnu. De var tvunget, tvunget til at glemme alt fra deres fortid. Hvem de var.. Det eneste de vidste var navn, alder, race, køn og at de skulle gøre alt hvad Isobel sagde de skulle gøre uden så meget som at blinke. De sejelede over det møre hav, og kom til blodørene.

Caroline vågnede op efter en langt nat, hun lagde på en form for seng sammen med Noah. I hendes tanker var det som om det var helt normalt og at hun altid havde været lige her. Og at hun kendte Noah som sin værelses kammerat. Caroline kunne ikke huske andet end at Isobel havde reddet hende fra Firewoodvillage og derfor havde Caroline stået igæld til hende siden. Og var derfor hendes slave. Caroline satte sig op og strakte sig. Hun var sulten, det var hun tit.. Bare nogeet dejligt mad ville være dejligt. Hun rejste sig op og stå og gav sig til at klæde om.

Isobel var den eneste som vidste hvordan hun rigtigt havde fået dem med sig. Hun havde fundet Caroline på Firevillages kro det brændende træ. Her havde hun valgt Caroline på grund af evner og færdigheder. Hun havde fået hendes vagter til at overfalde Caroline volsomt. Med slag og totur til hun overgav sig, og Isobel kunne se hende i øjne og derved få hende til at glemme alt. Herefter var turen gået videre efter en dæmon, og det varrede ikke længe før hun havde fundet den rette. Isobel overfaldt ham ikke men det gjorde hendes vagter. Hun fik hendes vagter til at næsten kvæle ham til Isobel kunne se ham i øjne også. Isobel elskede vold, og nød at se andre lide.. Noah havde hun valgt på grund af evnen og hans udstråling af selvsikkerhed.

De var hendes slaver nu og sådan var det bare..

Det var virkelig mærkeligt for ham, det var som om at han skulle kaste op, hvilket var derfor at det med det samme gik op for ham at han var ude på havet. Noah var ikke den store til søs mand, han fortrak mest at blive inde på land, hvor der var sand omkring ham, så han altid havde en måde at forsvare sig på. Men, ude på havet følte han sig på udebane og ville gøre alt for at slippe væk fra den følelse, måske endda kysse jorden når han engang kom tilbage til den. Han åbnede sine store blå øjne og kiggede rundt, hvor han derefter satte sig op og sendte et charmerende smil til Caroline, den altid så venlige værelseskamerat. Han kunne intet huske, ikke andet end at han var slave for den yndefulde Isobel, det havde han været hele hans liv, så hvorfor skulle det være en løgn? Alt om hans mor, zira og paven, var som forsvundet for bloddæmonens tanker.. Han strækkede sig og rejste sig op med et skævt smil på sine læber.. Alt hvad han kunne huske om Isobel var at han var slave for hende, da hun havde hjulpet ham med at slippe væk fra en gruppe mænd som nær havde dræbt ham, men alligevel var det som om at han burde være vred på Isobel.. Han rystede tanken fra sig, det kunne ikke passe, han skyldte Isobel sit liv. Han tog hurtigt en t - shirt på, inden han gik ud af værelset og kiggede rundt, gik ud på midten af dækket.. For en kort stund lod han vinden rode i sit hår og lukkede sine øjne i, huskede den dejlige tid inde på land..

Caroline smilte til Noah, alt om ulykkelig kærlighed fra Christian var væk. Alt om dæmonen som havde ødelagt hendes liv, endda Rose var væk. Solen ville snart stå op, Isobel havde sagt de ville nå ind til land inden da. Caroline hadede vandet, hun følte at hun kunne dø hvert øjeblik herude.. Da hun nu bare havde det meget varmt og der ikke var meget tøj at tage på før hun kom til land. Tog hun et par shorts og bare hendes bh på og gik op på land. Caroline var varulv, hun havde det generalt bare varmt. Så nattens kulde sagde hende intet. Hun gik op til Noah, og kiggede udover havet. Det lignede at skibet sejlede i ingen ting. Himmlen og havet gik i et. Alt lignede et stort sort intet.
"Land i sigte." Råbte en af Isobels mænd. Isobel trådte ud til Noah og Caroline.
"I skal gøre lasten klar, vi snart på land." Sagde hun til dem, med en tone så man ikke var i tvivl at det var en ordre. Isobels sorte hår bølgede med smukkere bølger end havet selv. Hun smilte skævt og gik tilbage til roret og styrrede skibet imod land.

Noah kiggede fortsat udover havet, med sine øjne lukket og lod den dejlige vind blæse ind på hans ansigt, så han ikke kunne lade være med at smile og bare nyde den dejlige følelse af den kølige vind, imod sin varme hud. Alle tankerne om at han var ude på havet forsvandt og han fokuserede nu kun på at han var i sikkerhed på skibet, vinden blæste alt fornuft ind i ham. Til sidst åbnede han sine øjne og kiggede kort hen på Caroline, han kiggede kort ned ad hende, men så hurtigt op i hendes øjne igen, eftersom det ikke skulle blive for akavet.. Men, Noah var en mand og kiggede vel altid lidt ned ad en pige, uden at være helt pervers.. Han smilte kækt til hende.
"Hej caroline," sagde han og nikkede høfligt til hende. Mere nåede de ikke at snakke om, før Isobel kom hen til dem med sine yndefulde bevægelser. "Javel Isobel," Han nikkede til hende og begyndte at gøre lasten klar, som hun havde beordet dem til at gøre.

Caroline kiggede kort på Noah og smilte imens hun rystede på hovedet. Hun så på Isobel, noget indeni hende havde lyst til at flå hovedet af hende. Men det var som om hun var tvunget til at gøre de ting hun sagde. Isobel havde fået mistanke og gik hen til Caroline da Noah var gået. Caroline fik øjenkontakt med Isobel og så hvordan de safir blå øjens popiller udvidede sig.
"Glem alt om fortid, husk nu kun hvad jeg har fortalt dig." Hviskede hun med sin smukke stemme, som lød som en hver mands drøm. Caroline smilte til Isobel.
"Et styks last bliver gjort klar." Sagde hun og gik med hurtige bevægelser ned til Noah og gjorde lasten klar til at komme med på land. Den skulle bare pakkes, så Noah og de store vagter kunne tage den med sig på ryg. Caroline var en kvinde og derfor skulle hun lave noget andet, enden mad eller noget med rengøring. Caroline gjorde dog bare som blev sagt. Hun begyndte at pakke tingene ned så lasten snart kunne være klar. Hun kiggde på Noah med et drillende smil.

Noah bemærkede ud af sin øjenkrog at Isobel lige tog sig en ekstra snak med Caroline og som altid var han nysgerrig for at vide hvad de snakkede om, men han vidste godt at han alligevel ikke ville få det at vide, hellere ikke hvis han spurgte Isobel pænt om det. Han var hendes slave og han skulle gøre som hun sagde, selvom han mest havde trang til at smække hende en, hvis ikke det var fordi hun var hans "herre" og det at hun så så yndefuld og uskyldig ud.. Caroline kom hen til ham med et drillende smil på sine læber, så han gik ud fra at alting var okay, indtil videre.. Han gengældte det drilske smil og rækkede for et kort øjeblik tunge af hende, inden han løftede en kasse og stillede den der hen hvor den skulle stå. Han smilte kort til Isobel da han passerede hende.

Caroline skar en kort grimasse og fortsatte sit arbejde. Isbobel betragtede hendes slaver nøje, for at se om alt gik vel. Hendes smil var målrettet, hun vidste hvad hun ville og hvad hun ville have. Og ingen kunne stoppe hende i at få det, Isobel smilte tilbage til Noah og gik så tilbage til roeret igen. Caroline tog den sidste kasse og pakkede den, men man skulle tro den var for tung til et menneske. Hvis man troede hun var det, men hun var varulv. Stærkere, mere tempramantsfuld.. Caroline løftede den sidste kasse hen og satte den der hvor den skulle stå. Hun danskede til Noah med sin hofte og gik videre hen for at se om der var mere tilbage at lave. Men hun mistede næsten balancen da hun kunne mærke skibet ramte landjorden, hun landte i 'armene' på Noah og smilte bare helt uskyldigt til ham. Vagterne kom ned og tog kasserne, og slæbte dem ud til sandet.

Kassene var ikke særlig tunge for ham, men nu havde han jo også dæmonblod i sine åre og dæmoner var en meget stærk race, men han tvivlede ikke på at Caroline som var en varulv ikke også var stærk. Det kunne han jo se at hun var, da hun løftede kasserne med en mands styrke.. Der var ikke det mindste tegn på anstrengelse i hendes ansigt, hvilket bare fik ham til at smile og ryste kort på sit hoved, ikke fordi han havde noget imod det, men.. Ja.
Et lille dask fra siden fik ham til at komme ud af sine tanker og smile kækt til caroline, inden han daskede kort til hende også. Pludselig tippede båden, hvilket resulteret at Caroline faldt ind i armene på ham, med et uskyldigt smil på læben. Han smilte bare drilsk og charmerende til hende, hvor han derefter hjalp hende op.
"Båden tipper," sagde han kækt og blinkede til hende.

Caroline rullede bare øjne af ham, og smilte kærligt.
"Ja den synker med os alle ombord." Svarede hun flabet og rystede kærligt på hovedet. Hun gik ud på dækket. Land, de var på land. Caroline hoppede over kanten og landede på hug, hun tog noget sand op i hendes hænder. Landjorden hvor var det dog skønt! De var nok på en af blodørene. Det skulle ikke undre hende. Caroline fulgte med Isobel hen til et palæ, som lignede noget virkelig dyrt og smukt. Caroline spærrede øjne op, og uden ord formede hun "wow" med mundbevægelser. Hun kiggede på Noah, og smilte kort inden hun fulgte med Isobel hen til palæets dør og åbnede op for de andre som slæbte på kasserne. Caroline kiggede rundt der var så stort og så enormt flot. De lignede et sted for kongelige.

Endelig! Et sus kriblede rundt i hans mave, de var på land, det kunne hører på den måde skibet krudsede imod strandbredden på. Det at skibet hellere ikke vippede mere, gjorde ham endnu mere sikker i sin sag! De var på land! Land kære land! Han tøvede ikke en kende og hoppede ud fra skibet, landede i sandet og følte sig straks et med sit element! Det var fantastisk at føle sandet imellem sine fingre, han kiggede på sandet, betvingede det rundt om sig selv bare for at føle sig mere tilpas. Han kom dog hurtig i tanke om virkeligheden, så han stoppede med at betvinge sandet og gik hen for at løfte kasserne, imens Caroline holdte døren. Dette palæ var virkelig noget fra et drømmeland, skulle de virkelig bo her? han dannede sin mund i et WOW og kiggede rundt, imens han bar på kasserne.
"Hvor skal kasserne stå Isobel?" spurgte han hende og så spørgende på hende.

Caroline kunne ikke tro hvad hun så, der var så stort.. og møblerne stod enkelt og elegant. Isobel gik over til Noah, med et skævt smil.
"Henne i hjørnet, og så har i to fri til at gøre som det passer jer til solen går ned." Sagde Isobel og gik ind på et værelse og vagterne gik ind på et andet. Caroline kiggede ud og så hvordan solen stod op, det var virkelig en smuk sol opgang. Det var derfor Caroline var glad for at være varulv, så kunne man se solopgangen. Hun kunne ikke forstille sig et liv uden at kunne kigge på solen. Hun smilte til den og kiggede på Noah.
"Hvad skal vi lave?" Spurgte hun med et kækt smil.

Han gjorde som Isobel sagde og stillede kasserne fra sig over i det hjørne hun bad om, han skulle lige til at spørge om hvor de skulle sove, men blev afbrudt da hun sagde til dem at de bare kunne gøre hvad de ville, hvilket fik ham til at ligne et stort spøgsmålstegn. Hvorfor bad hun dem om at de måtte lave lige hvad de ville? Var de ikke hendes slaver, ikke at han brokkede sig, det var vel dejligt med lidt fritid, men hvad pokker skulle man lave? Noah kunne jo ikke huske en disse af hvad han plejede at lave, han kunne ikke huske andet end at han var Isobels slave, hvilken evne han havde og hvem han var.. Sådan da.. Han fulgte Carolines blik ud mod solen og smilte, da han kunne mærke solens varme stråler.
"Det ved jeg ikke rigtig," sagde han og smilte charmerende.

Caroline så ud imod solen.. Og tænkte hun undrede sig..
"Så lad os gå en lille tur?" Forslog hun, men inden han kunne nå at svare var hun begyndt at gå med glidende bevægelser, en smule dyriske. Caroline kiggede rundt omkring sig, og så slog det hende. Hvor kom hun fra? Hvem var hendes familie? Hun kunne kun huske Isobel havde reddet hende, men ellers var alt andet glemt. Men hun havde det som om der var noget hun ikek skulle glemme. Noget der var værd at huske, hun havde kun Noah som ven.. Men hvem var det så der råbte efter hende i hendes underbevidsthed? Caroline lagde hånden på en træsatte og kiggede stadigvæk ud imod solens varme stråler.

En lille tur lød rart, det ville give dem mere lejlighed til at tænke i. Han elskede når tankerne kunne få frit løb, men han elskede endnu mere når hans ideer kunne føres frem i livet, selvom han aldrig havde en plan, men altid gik direkte til fadet!
"ja, lad os det," sagde han med et smil og fulgte hende langs stranden, imens han et kort øjeblik beundrede de bevægelser hun lavede, de var så yndefulde. Sikke en evne kvinder havde, de kunne være yndefulde og lumske, en helt speciel cocktail. Han grinte kort af sin egen beskrivelse, imens han kiggede rundt, betvingede sandet omkring sig. Lyden af havet der brusede var beroligende. Han kiggede sig kort over skulderen, for at se til Caroline.
"Hvad tænker du på?" spurgte han og sendte hende et charmerende smil, imens de store blå øjne glimtede i solen.

Caroline så på ham, og smilte.. Hvad hun tænkte på.. Der var så mange ting.
"At mit liv ikke giver mening." Svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå og kiggede ham i øjne.
"Jeg føler at der er noget som jeg har glemt, noget som bare ville ud." Tilføjede hun og trak på skuldren. Caroline kastede sit hår lidt tilbage, hun måtte inrømme, hun ville gøre alt for en sej evne som hun kunne lege med. I stedet for at føle sig så nytteløs nogle gange.. Caroline smilte til Noah, og kiggede på den måde han legede med sandet. Det fik hende til at smile, men hun var en anelse misundelig over hun ikke havde en evne. Som hun enlig kunne brokke sig..

Han kiggede forskrækket hen på hende, hun mente det samme som ham? Han kunne heller ikke rigtig finde mening med sit liv og det var som om at der var noget som kaldte på ham.. Den ene stemme var en kæk drenge stemme, som ønskede at hakke hende ned, imens den anden var en smuk kvinde stemme som råbte efter ham og derefter snakkede venligt til ham.. Det var forvirrende, de stemmer, han kende dem, men kunne ikke huske hvem de tilhørte, hvilket ansigt der var bag dem.
"Sådan har jeg det også," sagde han og kløede sig i nakken, slap sandet omkring sig. "Det er som om at der er nogen som kalder på mig, de.. Ønsker at tale med mig," han kiggede ud mod højsonten, så det pludselig virkede en anelse mere dramatisk, hvilket fik ham til at grine over ham selv og kigge hen på hende igen. "men, det er sikkert bare noget vi forstiller os,"

Caroline trak lidt på skuldren igen.. Han havde ret det var sikkert bare noget som de bildede sig ind. Men Caroline kunne ikke huske hun var blevet forvandlet til en varulv, men hun kunne huske en lille ting.. To der sagde de elskede hende, som om det minde ikke ville slettes. Caroline lukkede øjne og blev ved med at holde fokus på det minde. Jo mere fokus jo tættere på personernes ansigt kom hun.. Men hun genkendte dem, men fra hvor.
"Jeg kan ikke huske hvornår jeg blev varulv, men jeg har det som om det ikke er længe siden.. Det er ligepræcis det som ikek giver mening formig." Sagde hun stille og kiggede lidt ned.
"Jeg kan ikke huske andet fra før Isobel fandt mig.." Tilføjede hun stille.

Endnu engang havde de noget tilfælles. Han kunne heller ikke huske andet end dengang isobel fandt ham, reddet ham imod de store mænd som egentlig kunne ligne meget de mænd som hun gik rundt med og brugte som vagter..
Det gav et lille sæt i ham.. Hvad hvis det nu var disse mænd, hvad nu hvis det hele havde været en spøg? Hvad nu hvis isobel selv stod bag angrebet på ham og slet ikke reddet Caroline?..
"Hvad nu hvis.." Han kiggede tøvende hen på Caroline. "Hvad nu hvis isobel har løjet for os hele tiden?" Han så spørgende og alvorligt hen på hende.

Caroline kunne ikke se hvordan det kunne være en mulighed, hvorfor skulle hun lyve for dem? Isobel havde givet dem alt hvad de havde brug for, husly, mad.. Alt hvad de havde brug for havde Isobel givet dem. Caroline tog hans alvorlige blik til sig, og noget kom frem indeni hende, kun kunne huske noget.. Et ansigt.. En kælder.. Kvinder som skreg til hende af frygt. At hun vendede sig om og en greb fat i hende, Carolines hjerte begyndte at banke.. Hun kunne huske ham.. Dæmonen.. Hun kunne huske ham, hun kunne huske Rose.. Jacob.. Alt hun kunne huske at hun blev overfaldt af disse vagter.. Pisket.. Stukket ned.. Caroline lukkede øjne i med et hårdt klem.. Hun rettede blikket imod huset.. Hun kunne mærke vreden blusse op indeni hende.. Hun kunne huske alt nu, hun begyndte at gå hen imod palæet igen.. Med hurtige og faste bevægelser, men stadig så elegante.

Noah kunne ikke forstå hvad der skete med Caroline, hun stod pludselig helt stille, med munden helt lukket og havde et fjernt blik i sine øjne, som om der var ved at gå en åbebaring op for hende, hvilket fik ham selv til at lukke øjne og bare huske.. Bare huske.. Pludselig var det som om at hans liv passeregde revou, som man mente at det ville gøre lige inden man var ved at dø. Han så sig selv, Zira og endda den lille hvidhåret dæmon, med sit irriterende kække smil.. Han så endda også cupcake, englen Jade.. Han slog sine øjne op med et sæt og fik et lumsk smil på sine læber. Han vidste at det havde været for underligt at han var en slave, det kunne ikke være sandt. Han fulgte med hende op imod palæet med bestemte bevægelser, de var fast besluttet på det samme, at få sandheden frem ud af den usle Isobel..

Caroline kiggede rundt i palæet, det var blevet mørklagt af sorte gardiner. Caroline lukkede døren så snart hende og Noah var indenfor. Hun kiggede rundt, da Isobel kom frem.
"Sagde jeg ikke i skulle gå ud?" Spurgte hun og blinkede et par gange, og smilte skævt helt uskyldigt.
"Nej du gjorde ikke. Isobel jeg kan huske alt!" Svarede Caroline koldt og snerrede lidt, inden hun trådte et skridt frem imod Isobel. Men Isobel var hurtig, og greb et fast greb om Carolines hals og holdte hende op af væggen som hun stod imod. Hun løftede Caroline lidt fra jorden, for at få hende til at spærre øjne op. Men Caroline ville ikke se hende i øjne. Vagterne greb begge to fat i Noah, og kastede ham væk fra Isobel og Caroline. Caroline gispede efter vejret, og åbnede til sidst øjne. Men sparkede ud og fik Isobel til at falde til jorden, selvom hun hurtigt var oppe og stå igen. Caroline tog sig til halsen, og prøvede at undgå øjenkontakt.