If you ever wanted to tell me something - it's now! ~ Sean

t: omkring 22.11
s: Shadow Peaks
o: kun hende...
v: det sner let og blæser i passende grad.

Hun havde vandret rundt i et par dage, da hun havde valgt at tage tilbage til det sted hvor det hele vendte 180 grader i hendes liv.
Hun huskede ikke meget af den samtale de havde haft, kun at hun havde været helt ude af den da hun endelig forlod klipperne.
Hun stirrede nu bare ned i afgrunden mens hun prøvede at tænke. Uden at vide hvorfor, havde hun lukket øjnene lidt. Ringen var stadig på hendes finger - en ring hun overvejede at skille sig af med.

Hun havde ikke haft styr på tiden, men der var gået over en uge - og hver vågen time havde hun prøvet at undgå at støde ind i Sean. Hun havde ikke lyst til at forvolde ham mere pine end højst nødvendigt.

Hun havde en lille skindjakke over en skjorte - en skjorte som ikke var til at tage fejl af: det havde været Seans.
Udover en skjorte og en tynd jakke, havde hun lårkort stram nederdel på og bare fødder. Havde man ikke vidst hun var vampyr, havde man troet at hun var ved at dø af kulde.

Tingene havde ikke ændret sig meget. Med undtagelse af en ting. Han følte selv han var begyndt at holde op med at...mærke følelser. De var der jo nok, som de altid ville være, men måske var det bare udeblivelsen af de fleste af dem, der fik ham til at føle sig så...Ligeglad. Kold. afmålt. Men det var vel også en følelse...
Det underlige var at dem han kendte og bekymrede sig om, ikke rigtig stolede på ham...Men nu havde denne nye kvinde, denne fremmede kvinde han en dag havde hjulpet uden at vide hvorfor, uden rigtig at kende ham...Sagt hun stolede på ham. Og så havde hun smilt og fortalt ham alt om hendes liv lige nu og de problemer hun havde. Om han kunne give hende et råd?
Det var de ting der var i hans tanker nu, da han vandrede af sted. Han havde taget fri den dag, den aften, den nat. Hvad man nu skulle kalde det. Fri, bare for at tænke. tankerne om Neph rørte ham ikke længere. Han fortrød ikke det han havde gjort, han var blevet stærkere og det var klogt, for de skændes jo bare hele tiden. Han tænkte ikke længere over Camille vrede ansigt og stædige spørgsmål og hendes forsøg på at få ham til at snakke om ritualet, det døde barn og mange andre ting. Hun sagd ehun vil få hans egen leder til at hjælpe hende med at ændre dette, få ham til at snakke...Men han var ikke så dum og blød som sin bror! hun forvekslede ham hele tiden...Desuden gad hans leder nok ikke beskæftige sig med noget så latterligt. Det var jo Seans privatliv! der var vel grænser for hvor langt man kunne gå, med en venskab med dæmonernes leder. Han havde endnu ikke set sin leder og kom nok heller aldrig til det. Og enlig var han ligeglad...
Tanken om denne ellers fremmede kvinde gled ind i hans tanker igen. Hun stolede på ham, hun søgte hans råd...Og hun kendte ham ikke engang. Og han havde haft lyst til at ryste hende, slå hende og råbe til hende at hun burde flygte fra ham inden han gjorde noget ondt...Og inden det gjorde ondt, at også hun flygtede fra ham. Som alle andre havde gjort. Han havde ingen længere, ud over sig selv. Som altid. alligevel gjorde det så ondt, men var samtidig så sært behageligt, at nogen stolede på ham...Regnede med ham...

Hun sad der bare, i sin egen rus af minder. Hun bed sammen, inden hun rejste sig og besluttede sig for at komme videre. At sidde og tude over mistet liv, kærlig og barn - det var spild af tid nu. Nu, var det savklinger på allbuerne. Hun ville videre, og alle der var i vejen kunne bare skride.

Hun knurrede lavt da hun begyndte at gå. Det var så provokerende at hun ingen steder kunne gå uden at blive mindet om Sean. For pokker, hun tog sku da snart en båd ud på havet for at dø af tørst dér!

Velkommen til et evigt liv. Alle de ting man skulle leve med hele tiden...Det var ikke bare mere magt, det var ikke bare sjovt at leve med få andre der også levede evigt...Sean havde nu aldrig haft valget, som Neph havde. hvis han havde, havde han nok sagt nej. Han var træt af det, men alligevel for stædig til overhoved at tænke på selvmord.
Hans blik gled over omgivelserne. Af en eller anden grund lugtede her af vampyrer. Men det var nat, så en vampyr burde vel hellere være inde i byen og spise. Ikke sidde her og glo. Men det styrede han jo ikke. Han gik over mod skrænten og kiggede ned af den. I dag, eller her til nat nok mere, var han klædt i sine varme støvler, mørke jeans og en sort skjorte. Han havde ikke mere på, havde ikke lyst til at have mere på, selv om kulden bed i ham hele tiden. Det var dejligt at mærke det...Mærke og blive opmærksom på man stadig kunne dø...Han lod blikket glide over omgivelserne og bemærkede en person som gik et stykke væk. Nok vampyren han havde lugtet før...

Hun sukkede og sparkede hårdt til en sten der fløj direkte i Seans retning.
Hun gik bare videre, med hænderne i lommerne på sin jakke.

''jeg er så forbandet træt af at jeg skal lade som om!'' knurrede hun højlydt.
Lade som om, hele tiden... Lade som om hun ikke var sulten, lade som om hun ikke var sønderknust, lade som om at hun ikke savnede den tumpe.

Hun var tæt på at opgive det hele - igen..

Han drejede hovedet og fjernede sig fra stenen, som faldt ud over klippen og ned i det mørke dyb. Han så på skikkelsen og nu bemærkede han at bevægelserne lignede meget Nephs. Og stemmen var helt sikkert hendes.
"Lade som om hvad?" råbte han op, for at hun skulle høre ham. Et svagt smil sad på ham og hans mørke øjne skinnede.

Hun stoppede op.
''Når man taler om solen!'' sukkede hun frustreret.
''lade som om du ikke er en forbandet torn i øjet..'' mumlede hun i håbet om at han ville stoppe med at tale til hende. Hun kunne ikke klare at høre hans stemme - det gjorde så ondt at vide at hun havde forvoldt ham smerte.

han sukkede og himlede med øjnene. hans gode humør var som skyllet væk af hendes lille frustrerede og vrede bølge, der fulgte hendes ord imod ham. han så lidt på hende.
"Kan du se hvad jeg mener? Jeg når knap nok og sige hej og vi er næsten allerede midt i et skænderi" dette beviste bare endnu engang hvor meget ret han havde. Lige så snart folk ikke dansede efter hendes ordre, blev hun sur. Det undrede ham hvordan hun havde klaret sig så langt.
Han havde jo prøvet...Han havde prøvet og troet de havde det godt sammen...Men så kom et nyt skænderi. Og det gadhan bare ikke mere.

Hvorfor talte han stadig!?
''undskyld... jeg.. jeg er bare ikke i godt humør, og jeg har ikke lyst til at blive mindet om mere af det pis jeg har lavet lige nu..'' hun sukkede kort.
''jeg prøvede at få dig til at gå igen... inden jeg endte med at forvolde dig mere pinsel end tidligere...'' sukkede hun inden hun så ned.
Hvorfor var hun så pokkers usikker omkring ham!? AAARGH!

han så lidt på hende og nikkede svagt.
"Nej, selvfølgelig er du ikek det. Det eneste tidspunkt jeg oplever dig glad, er hvis jeg har haft sex med dig. Men det gode billede bliver som regel ødelagt af endnu et skænderi...og endnu et..." han sukkede svagt og lod blikket glide ud over afgrunden.
"Du forvolder mig ikke længere pinsel. Det var min egen skyld - At jeg var dum nok til at blive ved igen og igen fordi jeg troede jeg elskede dig..." han så over på hende igen.
"Men man er altid to om at skændes. Så vi er lige gode om det. Men det er vel lige meget hvad jeg siger, du har altid tænkt nedsættende om dig selv. Jeg håber du kommer til at leve at godt evigt liv med det. " en lille hentydning til at han stadig fandt hendes valg dumt.
"Good...Jeg savner den gamle Neph...Selv om der også altid var skænderier med hende...Men nu skal jeg gå. Som du ønsker" han bukkede let for hende, før han vendte ryggen til hende for selv at gå. Den modvilje hun følte i mod ham, prøvede at krybe ind under huden på ham og han ville ikke lade den gøre det.

Hun så ned, troede han virkelig at hun kun var glad når de havde haft sex?... Hun elskede hvert sekund med ham - selv deres skænderier.
Men hun turde ikke fortælle ham det, for han ville bare forstå det forkert.
Hans ord gav genlyd i hendes hoved, og begyndte stille at synke ind; troede at jeg elskede dig..
Hun kunne mærke hvordan hendes knæ gav efter - prøvede at få hende til at knække sammen.
Han fandt stadig hendes valg forkert, og faktisk begyndte hun selv at tro det samme. Hendes valg var dumt - forkert. Og når Sean hadede hende på den måde... Hvad var så meningen med at leve evigt?

Lysten til at bede ham hamre en pæl gennem hende steg.
Men hun kunne ikke. Først og fremmest fordi hun ikke ville byde Sean at leve med den gerning, og fordi der var så mange andre der hellere end gerne ville gøre det.
''Du har ret...'' sagde hun stille.
Med hvad, sagde hun ikke. Den måtte han selv regne ud.

Så begyndte hun ellers at gå langs kanten ned mod afgrunden, med et spagt håb om at hvis hun faldt - ville hun dø..

Han stoppede op og lod blikket glide hen imod hende. Den måde hun så så fortabt ud...den måde hun rejste sig op og gik imod afgrunden, sikkert for at gøre en ende på det hele...Det overraskede ham at han intet følte for det. han følte ikke trang til at overtale hende til at lade være. Han følte ikke trang til at stoppe hende, dog heller ikke selv at skubbe hende.
Faktisk gled hans tanker kun i en vej...
"Det kræver styrke at leve evigt. Du havde næsten ingen styrke til at leve som shapeshifter, men tror åbenbart det ville ændre sig at blive vampyr? Det kræver vilje og styrke. Ellers vil det bare forlænge ens pinsler..." han viste faktisk ikke hvorfor han sagde det. Måske fordi han gav hende ret...Hun var for svag til at være en vampyr. Hun havde ingen forstand på hvordan det var, ville være. Og hun havde ikke lyttet til ham, det gjorde hun aldrig. Og bare det i sig selv udelukkede et evt. forhold.
Tingene betød ikke længere noget...Han viste ikke hvad han skulle vælge...Gøre...
Han lukkede øjnene og i et øjeblik gled hans tanker tilbage til den gang han fandtes på jorden. Den gang han kørte rundt i sin ynglings bil og med musikken høj, vinden mod sin hud. Alene. Alene, men så behageligt...Han elskede sit enespænder liv dengang. Så var han taget hertil af en pludselig indskydelse...
Han ønskede nogen skulle kæmpe for ham. Det gik pludselig op for ham. Han ønskede nogen ville indse hvordan han var, acceptere ham som han var og bare være der for ham. Kæmpe for ham og med ham. Ikke imod ham.
Men havde han selv gjort noget for det? Han havde kæmpet engang for Neph og hun levede da stadig...Men var det nok til at fortjene det samme? Han følte sig fortabt. Det hele stod stille omkring ham, mens han selv kæmpede for at komme videre...
Alt det han havde gjort...Selvfølgelig ville han ikke finde den støtte hos Neph. Det havde han faktisk aldrig gjort...måske en gang i starten...Hans tanker gled tilbage til deres første tider sammen og et svagt smil gled over hans læber...Hvis han bare havde vidst hvor meget smerte det ville give!
"Jeg kan gøre det hurtigere og mindre smertefuldt..." ordene gled over hans læber.
"At tage et spring i afgrunden garantere dig ikke døden, men i hvert fald smerten. Hvis du virkelig ønsker at dø, så lad mig gøre det. Som den sidste tjeneste. Fra en ven." det ville han stadig gerne kalde sig selv...
"eller i hvert fald en bekendt som føler han skylder det. Hvis det virkelig er det du vil..."

Han tilbød direkte at slå hende ihjel? wow, den var sku ny!
''Ellers tak.'' svarede hun stille. Hun gik nu og balancerede på kanten som om det hele bare var en leg.
''Hvis jeg skal slås ihjel, skal det være af had - ikke af en vennetjeneste.'' hun så kort på ham.
''du siger at det kræver at være stærk - at leve evigt. Var du stærk - da du blev tvunget ind til dette evige liv Sean? Havde du mistet alt og prøvede at klinge dig fast til det eneste du havde som du elskede?'' hun gik bare, som en linedanser.
''Jeg ønsker ikke at dø, ikke endnu.''

Hans smil voksede.
"Tvunget? jeg er født ind til det. Som en lille baby må man enden være stærk eller dø i hænderne på sine forældre. Dæmoner er nok nogle af dem med flest dødsfødte babyer..." han trak på skuldrene. Det var enlig ikke noget han viste, eller jo...Han havde oplevet det en del gange. Flere gange end han havde oplevet det med så mange andre. Men det var også lige meget.
"Ens forældre er sjældent dem der køber et lille hus i et roligt nabolag og prøver at lege normale..." hans forældre havde næsten prøvet det. Men det gik jo bare ikke...Det gik ikke.
"Jeg indså hurtigt jeg måtte være stærk for min egen skyld. For overlevelse...Som barn. At spise de første gange, at slå ihjel, var uhyggelige svære. Jeg husker jeg græd nogle gange..." billederne strømmede fordi hans øjne, inden i ham.
"...Men jeg kom over det. " han trak på skuldrene.
"Men godt så..." et lille svar på hun ikke var klar til at dø.
"så lad være med hele tiden at lade som om. Det er irriterende"

''dét er irriterende?! Ved du hvor provokerende det er at høre på hvordan du mente at jeg ikke kan klare en skid?'' hun så bare på ham.
Hun gik roligt hen mod ham.
''Vi havde det fint Sean... Som venner med fordele. Hvad gik galt? Helt ærligt så er jeg ikke engang selv sikker.'' hun så på ham.
''du ser dig selv som min ven - så gør mig en tjeneste; hold op med at tro at du er en kold morder.'' hun lagde kort hånden på hans kind inden hun slap ham igen.
''du er hverken et monster, et uhyre, en djævel eller noget andet møg. Du er lige præcis det du vil være.'' sagde hun bare. Og så begyndte hun ellers at gå.

Han himlede med øjnene og så efter hende.
"Og hvad skete der med en gammel aftale om ikke at gå, uden at høre den andens svar?" han ahvde selv været ved det samme, men her var han. Endnu ikk egået.
"Jeg har ofte prøvet at overbevise dig om hvor meget du er værd, at du ikke må dræbe dig selv, at du bare skal finde noget der holder dig i gang...Men aldrig har du lyttet. Du lyttet aldrig til mig. Du tror stadig du er en dum lille dukke...så hvorfor skulle jeg blive ved?" svarede han tilbage
"Og hvorfor skulle jeg snyde hverken mig selv eller nogen anden? jeg er et monster. Og jeg er glad for det. Jeg er en morder og jeg nyder det. Endnu en gang ønsker en person at lave om på mig. Endnu engang ønsker en person at forandre mig...Men jeg vil ikke ændre mig. ikke mere, medmindre jeg selv får noget ud af det. Jeg er en morder, en kold morder. Og det er præcis sådan jeg vil være..." hun ville have han forandrede sig. Endnu engang ville ingen acceptere ham som han var...Han viste ikk ehvorfor han brugte tid på at finde nogen der gad acceptere ham.
"Jeg ved ikke hvad der gik galt. Jeg håbede på vi endelig kunne have en god tid sammen, guderne vide hvor meget jeg har brug for at kunne slappe af med en elelr anden! Men lige meget hvad, ender vi evig og altid med at skændes, med at såre hinanden, end til en af os kommer krybende og beder om tilgivelse. Jeg er træt af det. Jeg gider det ikke mere. Det ved jeg skete" han slog ud med armene.

''jeg havde fundet det der holdte mig igang!'' sagde hun opgivende.
''jeg havde to! Nu har jeg ingen.'' hun trak på skuldrene.
''min egen skyld - det ved jeg sku godt.'' sagde hun stille inden hun så på ham igen.

Hun gik stille hen mod ham igen.
''jeg går, fordi der ikke lader til at være mere at gøre her.'' sagde hun bare, inden hun så ham i øjnene.

han trak på skuldrene.
"du bestemmer selv om her er noget at gøre" svarede han roligt og så lidt på hende.
"To? Mig - det har jeg ødelagt. Hvad havde du ellers?" han var enlig lidt nysgerrig.
"Din lille kur på vampyrisme?" han så lidt på hende.

Hun rystede på hovedet.
''siger jeg det, så skændes vi bare igen. Jeg orker ikke skændes med den eneste person jeg nogensinde følte mig rigtig glad med. Ikke mere.'' sagde hun bare.
''Kuren... Den er blevet afprøvet på to... Den ene - hun er gravid nu... Ikke kureret, men hun kan spise almindeligt og åbenbart også få børn. Den anden... hun døde.'' hun trak på skuldrene.

Han grinte lavt.
"Neph? Vi er allerede så tæt på et skænderi vi kan komme. Vi er allerede uenige. Jeg har allerede sagt jeg er træt af det. så du kan lige så godt sige det. Du ved jeg bare vil spørge om det hver eneste gang jeg ser dig, hvis du ikke siger det nu. Eller er der i virkeligheden ikke noget?" hans øjenbryn gled op i panden på ham. Lidt efter gled de ned igen.
"så du eksperimentere på folk..." han lod blikket glide ned over hende. han havde intet imod at dræbe. intet imod tortur...Men af en elelr anden grund fandt han bare eksperimenter grænsen...sært enlig. Det virkede bare forkert.
"Hvordan kan hun ikke være kureret, hvis hun kan føde børn? Føde flere vampyrer? Og spise normalt?"

''Vores søn.'' svarede hun kort.
''jeg de vælger selv om de vil prøve kuren eller ej.'' sagde hun, og så bare på ham.
''Sean, jeg ved ikke hvordan man kender forskel på en kur eller et præperat der kan dæmpe symptomer. Jeg ved bare at hun ikke drikker blod mere, og at hun kan få børn. Om barnet er vampyr eller ej - har jeg ingen anelse om.'' sagde hun bare.

''og vi skændes ikke. Vi har bare forskellige meninger. Det er sundt i et forhold.'' sagde hun, en anelse drillende.
''men hey, sunde forhold er kedelige - right?'' hun trak på skuldrene

Han himlede igen med øjnene. Selvfølgelig.
"Lad være at kalde det vores. Så det aldrig som mit barn. Og det ødelagde jeg også..." han nikkede svagt, som om det hele stod knivskarpt foran ham. Men enlig viste han intet om hvad han skulle. hvordan kunne hun stå og drille ham, når han var skyld i al hendes pinsel?
"Hvis hun ikke er vampyr mere, må det være en kur. Og i så fald vil jeg ødelægge den kur." der bør ikke være en kur. Han ville ikke acceptere der var en kur. Det ville...ændre for mange ting. Det kunne han ikke leve med. Der havde altid været vampyrer! Altid! og nu, så mange år efter, skulle han pludselig leve med at vampyrerne kunne vælge et almindelie menneskeliv igen? Det skulle ikke ske. Ville aldrig ske. Og han skulle nok personligt stoppe det.
"Du snakker om forhold. Vi har intet forhold, husker du nok. Måske er det sundt at have forskellige meninger. Men det er ikke sundt hele tiden at skændes over dem" Nej. Han delte ikke hendes drillerier. De fik ham bare til at tro intet af det gik hende på, at hun enlig var ligeglad med det hele. Det betød ikke noget. Og det bekræftede ham i at det aldrig skulle være de to igen...Men det stod allerede i kortene. De kunne ikke finde ud af ikke at skændes, hun prøvede at lave om ham, han havde ødelagt hendes liv...Jep.

''han bar dine gener, du gik i seng med mig, og du slog ihjel for at få ham. Hey, han var din søn - lev med det.'' hun trak på skuldrene.
''angående 'kuren', så tvivler jeg på at du nogensinde finder den.'' sagde hun roligt.
''Jeg ved godt at vi intet forhold har Sean. Vi kan vel næppe kalde os venner mere - ikke efter dit stunt med at overgive mig til vagterne.'' stadig en rolig lettere drillende tone.

''Men én ting kommer du aldrig til at slippe for - lige meget hvad du gør.'' sagde hun, så ham kort i øjnene og smilede så stille.
''du slipper ikke for minderne.'' hun trak på skuldrene.
''det gør jeg nu heller ikke, men det er vel også fint nok. En lille reminder om at jeg burde passe mig selv og ikke tage imod hjælp fra fremmede mænd.'' sagde hun bare.

han begyndte at føle sig vred. Det var jo en skide leg for hende...En skide leg.
"Jeg så ham aldrig som mit barn. Han var et lille barn som ødelagde en masse ting. i det mindste kunne jeg finde en god ting at bruge ham til" knurrede han svagt. Det var vel det her hun ville have. At han mistede kontrollen og blev sur på hende. Den tanke fik ham til at slappe lidt af igen.
"Jeg har minderne til evig smerte, lige som jeg har minderne fra så meget andet. Hvor vil du hen med det? Er det din straf, at du ved jeg en gang i mellem vil tænke over det?" han rystede på hovedet. Tanken om nille gled igennem hans hoved...Hun havde engang fået ham til at huske, kunne hun så også få ham til at glemme?
Men han hadede nille...Han slog hende ihjel og alligevel gik hun stadig rundt ude blandt folk...
"Jeg fatter dig ikke nu. Hvor vil du hen med alt det her? Hævn?" spurgte han og rystede igen på hovedet.
"Glem det. JEg gider ikke stå her og være model for dig og dine såkaldte følelser. Find en anden dukke at lege med...F.eks. en af dine eksperimenter"

''Se hvor let det gør dig vred. Velkommen til min verden Sean. Det spil spillede du med mig i flere år.'' sagde hun roligt.
''og jeg leger forresten ikke. Jeg er ikke ude efter hævn, intet. Jeg viser dig bare sandheden.'' sagde hun roligt.

''By the way - minder jeg stadig om din mor?''
Hun begyndte at gå, uden at forvente et svar. Hun havde ikke brug for et svar.