So you think you can shoot? /w Delilah

Påklædning; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + læderbukser, et våbenbælte og højhælede støvler. Alt i sort.

Tågeklatterne af skyer havde sneget sig ind på himlen, og vævet sig sammen igennem de regndråber der nu havde fundet glæde i at styrte fra himlen og klaske imod brosten og væsner. Dråbeformerne bristede så snart de mødte modstand, og spredte sig som våde plamager imod alt de kunne suge sig ind i. Den isnende vind, der drillende hamrede igennem gadernes fugtdrivende mure, spredte væden henover alle ikkesugende overflader, og syntes at lægge sig som en væske igennem væsnernes kroppe, for at gøre dem følelsesløse.
Skrig og skingre råb fandt vej igennem pladsen, imens de blandede sig med de muntre toner fra klingende latter og frydefulde stemmer. Disse mixede sig sammen til en masse af ligegyldige lyde, der nøje blev analyseret for mulige farer, og derefter smidt væk som små klumper af intet i Delilahs ubevidste tanker. Skyggerne fra den mur hendes krop var lagt opad lagde sig som små mørke floder over hendes krop, og dryppede ned over hende så det næsten dækkede hende.
Kulden og mørket opslugte hende ikke blot udefra, men også i hendes sind herskede dette. Hendes tanker og sind var igennem årene rådnet langsomt, og havde krøllet sig sammen til et voldsomt temperament.

Åh .. Og så var der også den halvfede mand der var i færd med at mase hendes krop ind i væggen, imens han valgte at smørre hende ind i sit savl. Klamme stodder. Hans hænder bevægede sig henover hendes krop som en fisk der sprællede på land, men det betød intet for hende. Hun havde ingen intentioner om at have sex med denne mand, selvom han tydeligt syntes at tro det selv. Egentligt var det blot en smule kedsomhed der klistrede til hendes krop, sammen men en smule irritation over den måde han tværede hendes læbestift ud på, og ødelagde hendes læderjakke imod muren.
Det var typisk køtere. Det var ikke fordi hun som sådan havde noget imod varulveracen i sig selv - eller jo, hun havde noget imod alle racer - men denne varulve opfyldte samtlige af de kriterier hun kunne finde, for at være pisse irriterende. Når man ikke medregnede at gøre hende gravid, men dén havde Sajro jo allerede klaret. Dog var denne graviditet ikke tydelig endnu.
Hendes fingre sneg sig diskret ned af siden, og ned til det bugnende våbenbælte der lagde sin tyngde omkring hendes hofte.
Hendes fingre snoede sig omkring en af de slebne sølvknive, og det var som passede kniven perfekt i hendes håndflade. Som var den støbt dertil. Og så brød helvede løs. Hendes arm syntes ikke at bevæge sig i mere end et ryk da hun rev kniven op, og lagde den imod varulvens strube. Det nåede knapt begynde at syde hvor sølvet berørte hans hud, før hun havde hamret ham imod muren og lavet en hurtig bevægelse med håndleddet, så sølvet borede sig dybt i hans strube og skar halspulsåren over. Et dansende skridt bagud fik hende uden for blodets rækkevidde.
Du er fandme ynkelig, hund.
Hun efterlod varulven, hvis lig sank ned ad den fugtige mur, skjult af skyggerne, da hun snurrede omkring og lod glidende bevægelser føre hende ud på den befolkede gade, der førte til Bazaaren. Det havde været mere end dristigt at myrde ham så tæt på befolkning, men hvad var livet uden spænding? Hun var eftersøgt af et samfund, hun var gravid med en af de mest eftersøgte hun kendte til, og hun havde flere fjender end hun kunne huske. Et par fra eller til gjorde ikke så meget.

Solen glinsede legende i de læderbukser der stramt fremhævede hendes former, og glitrede i det snoende mønster der optrådte på hendes trøje. Læderet om hendes skuldre dækkede kun halvt våbenbæltet, men det betød intet for hende at hendes ammunition blev bemærket. Om hendes ansigt snoede slangende krøller af mørkt hår sig, og stod i stærk kontrast til den flødeagtige hud og den rødmalede bløde kurve der udgjorde hendes læber.
Delilah var smuk. Hendes krop havde strejf af noget gudindelignende, og hun tiltrak adskillige blikke da hun skred igennem mængderne. Succubus'er var noget nær perfekte i udseendet, og Delilah var ingen undtagelse. Derfor flakkede overraskelse ikke et sekund over hendes blik, da en mand greb fat i hendes skulder, og klemte fingrene fast.
"Kommer du ikke lige med ind ved siden af, smukke? Vi kunne hygge os meget, os to. Skrig ikke, jeg er bevæbnet."
Et muntert smil dansede om hendes rødlige læber, idet de skiltes let. Hendes øjenbryn fløj imod vejret. Det lette pres imod hendes ryg syntes at være beregnet til at skubbe hende væk fra Bazaaren, men hun bevægede sig ikke.
"Er du? Sjovt, det er jeg også."
Et par fingre flåede endnu engang sølvkniven op, samtidig med den anden albue hamrede hårdt ind i mandens mave. Et hvæs forlod hans læber da han knækkede forover, og gav hende tid til at snurre omkring. Kniven lagde sig imod hans hals, og begravede sig ikke langt nok ind i hans hud til at han tog rigtig skade, men nok til at blod piblede frem.
"Jeg skriger ikke. Promise."
Kniven bevægede sig smidigt således at det nu var den flade siden der lå imod hans hals, hvilket betød at han ikke fik skåret halsen åben da hun gav ham et kraftigt skub. Derimod væltede han bagover, og ramlede ind i den nærmeste bod, der knækkede sammen under den pludselige vægt. Delilahs kniv gled diskret ned i skeden. Hendes hoved tiltede en smule til side, inden den legende stemme lod nogle høje ord falde over manden og hende selv, samt den situation der havde tiltrukket sig megen opmærksomhed.
"Hygger vi os nu?"

Delilahs hoved blev revet til siden i samme sekund et råb gjaldede henover pladsen, og tvang hendes hår til at danse om hendes ansigt, og vride sig som var de levende, inden hendes blik smøg sig tæt op af råbets kilde. Solens stråler glitrede kælent i hendes øjne, og oplyste det specielle blik der opmærksomt betragtede denne mand, for at opsuge det mindste tegn på fare omkring hans krop. Lyset spillede i den friske grønne farve der omringede stykket lige ved hendes pupil, og langsomt fik stænk af brunlig farve, til de to sammenblandede farver i hendes øjne endte i en kastanjebrun farve i kanten af irissen. Disse øjne lå opad manden der nu var indehaver af hendes opmærksomhed.
Et smil sitrede drillende omkring hendes læber og bredte sig som blomster der åbner sig for solens stråler på de bløde kurver der skabte hendes læber, uden hun et sekund trak blikket væk fra denne .. hund? For fanden da også, hundene syntes at myldre frem over det hele for tiden! Med Sajro som eneste undtagelse, havde hun faktisk den største lyst til at rive de logrende haler af langt størstedelen af dem. Dog fandt hun af uransagelige grunde ikke mange lyster til at rive hans krop i småstykker, og omhyggeligt strå stykkerne ud over dansende flammer for at rydde op.
Delilah havde igennem utallige år været udsat for mordforsøg, tortur, voldtægt .. Hun havde selv slået utallige ihjel - enten grundet sult eller arbejde - hvilket også havde hærdet hende mere end hvad mange vidste. Men blod der flød fra stederne hvor hendes våben lagde sig, rørte hende på ingen måde - ligesom smerte fra sindssyge væsner ikke var vigtigt. Derimod havde hun viet sit liv til at beskytte de svage, hvilket også var grunden til at hun flere gange var blevet trukket igennem smerte for andres skyld.
"Ja?"
Hun kunne nærmest se pusten sive ud af ham, som en ballon der fik lukket luften ud. Det lette smil om hendes læber forsvandt ikke af den grund, men syntes nærmest at krybe yderligere henover hendes ansigt. Tegn på svaghed som denne manglende vrede overbeviste hende om at fareniveauet var lavt, og tillod hende at svaje let da hun trådte nogle skridt hen imod ham.
Hendes øjenbryn dansede længere opad, samtidig med hendes slentrende gang førte hende nærmere denne varulv, der havde taget kontakt til hende. Utallige blikke lå tæt op ad dem, selvom der ikke ville gå længe før interessen falmede og de ville være reduceret til glemte minder. Manden der endnu lå og rodede rundt i bodens træ, sendte hævngerrige blikke imod hende, som nærmest stak i hendes nakke.
"Tager du kontakt til den sindssyge kvinde der lige har smadret en bod ved at kaste en mand deri, bare fordi hun har ødelagt en genstand? Respekt."
Hendes stemme var blød, og snoede sig som en legende killing henover den tavse plads. Hendes øjne glitrede faretruende. Hendes krop var en bombe af temperament, og ikke meget skulle til før hun eksploderede i tusinde nåle der hamrede ind i hvad der var nærmest. Så mange ligheder med et dyr fandtes i hende, og det var som kravlede et bæst indeni hende, og ventede blot på at hendes grænser for hvad hun kunne kontrollere faldt sammen.
Kort sagt var Delilah som en varulv, bare uden en rent fysisk ulv i sig. Istedet fungerede hendes vrede som dette dyr.

"Hvorfor?"
Hendes blik flakkede bagud, og landede på manden. Afsky drejede og rendte ind i hendes blik, hvor foragten allerede dansede en ensom dans. Hendes fingre kravlede ned og snoede sig stramt om kniven, der dansede blodigt henover hendes fingre da hun snurrede den let, og lod det halvindtørrede blod glinse i dagens lys.
"Fordi det pisser mig af at folk prøver at voldtage mig. Men smag og behag, ikke sandt? Måske har hunde en anden opfattelse?"
Egentligt var det ikke rigtigt hån der faldt over ordet 'hund' da det passerede hendes læber, selvom det var intet andet end en latterliggørelse af hans race. Delilah havde aldrig og ville aldrig have et gnist af høflighed støbt ned i hendes krop, så fornærmelsen hun havde smidt upåvirket efter ham, var blot hendes normale ordforbrug. Hvor mange gange hun var blevet kaldt 'kælling' var der intet tal på, så for hende var det lige så normalt som at lade fjerkræ, hunde eller igler finde vej til gaderne. For det var hvad de var.
Med et ryk snurrede hun omkring, og løftede kniven smidigt opad, så den var rettet imod manden der nu havde bakset sig op fra træstumperne, og havde bevæget sig nærmere hende. Hans blik havde været stift rettet imod hendes nakke, men havde nu fanget kniven der endnu var smurt ind i varulveblod.
"Så giv dog forhelvede op! Fat nu at du ikke kan vinde!"
Hans blik flakkede op imod hendes blik, og ramte så lettere bedende varulven som Delilah netop havde talt til - som håbede han at varulven ville nedlægge Delilah. Et dybt, opgivende støn forlod lettere irriteret hendes læber, hvorefter hun løftede en smule i læderjakken, og dermed lod det overfyldte våbenbælte komme til syne. Alt blod blev drænet ud af mandens hoved, i samme sekund.
Hun snurrede omkring, og lagde blikket imod varulven.
"Er du en eller anden fjende jeg har glemt?"
Manden bag hende bukkede sig ned, og greb et jernrør.

Den tydelige vrede imod hendes person der var blevet malet i tykke strøg henover hans krop, syntes Delilah end ikke at tillade sig selv at reagere i små glimt på. De få vandråber der ikke hadede hende, blegnede i forhold til de massive mængder af utallige oceaner der syntes bundløse af et rivende had og konstant vrede, der altid syntes rettet imod de celler der opbyggede hendes krop. Engang havde dette had til denne trængt ind i hendes blødende sjæl, og revet hende op indefra som en indadbøjet klo imod hendes flødehud. Men det syntes snart at være mange år siden, hun havde ladet det let hånlige smil trække sig hen over den bløde hud der lå over hendes læber, og flåede sin egen sikkerhed så langt væk at det var tvivlsomt om hun ville finde den igen hvis hun forsøgte.
Det var derfor kulden havde indtaget hendes krop, og temperamentet der kæmpede for at overskygge alt i hende, var begyndt at lade hendes sind gå i forrådnelse. Hendes liv var badet i flode af tyktflydende blod, og hvor mange der havde lidt deres endeligt under hendes hånd var snart kun muligt at finde ud af, hvis man talte den sorte masse af ånder hendes evne tvang hende til at se, der forfulgte hendes mindste bevægelse. Den konstante hvislen og hvisken i hendes sind, der drev hende til vanvid, og de tusinde døde blikke der iagttog hende.
Hold din kæft! Stop dig selv, kælling! Du mister fokus. Du er sårbar uden koncentration. Hvilken jæger er du, uden koncentration? En fucking død jæger, så fokusér!
Det var næsten som om hun kunne høre suset i hendes egne ører, da hun trak sig tilbage til den virkelighed hun for få sekunder ikke havde været opslugt af. Det havde ikke været mange sekunder det havde taget hende at skubbe hele denne tankestrøm igennem hendes filtrede net af uforståelige tanker, men det havde taget hende om muligt endnu mindre at blive flået tilbage til virkeligheden. For mange gange havde hun været i sine egne tanker, hvorefter helvede var brudt løs og hun desperat måtte finde tilbage til virkeligheden før døden indtraf.
Hvad Delilah ikke ville indrømme, var at hun længe havde haft brug for hjælp til at hænge fast i sig selv, istedet for at miste sig selv i mord og tortur.

"Lad os bare sige, at det er en sløv dag i dag. Jeg har det med at tiltrække problemer."
Tonerne der snoede sig ud af hendes læber med den ubevidste forførende klang hun umuligt kunne slå fra grundet hendes race, var den gennemhullet af hvad der syntes at være store huller af ... sorg? Fortrydelse? Det blide tryk af noget smerteligt sørgeligt, der ved et uheld havde fanget sig i hendes stemme, blev sekunder senere overskygget af den ændring hun hastigt trak henover sig for at skjule dette stykke af hende. Om det muntre smil der fandt hende i stedet var smukt kunne diskuteres, men det erstattede i hvert fald resterne af disse tegn på svaghed.
"Inviterer dem? Jeg tror det sgu ikke, men de render fandme rundt i min lejlighed for at hakke mig ned, så måske gør jeg det alligevel. Men hey, hvad er livet uden lidt dødstrusler og nærdødsoplevelser?"
Sætningen der flød fra hendes læber syntes underligt naturlig, og stemmens lette toneleje dansede omkring på en måde, der fik bogstaverne der klistrede sammen til en sætning bestående af ord, til at virke som var de intet særligt. Det var de heller ikke for Delilah, for sandheden var slående i hendes hoved. Fra hendes fødsel havde livet været udstoppet af trusler, tortur til hende selv og folk omkring hende, samt mord og elendighed ind til hendes inderste kerne. Hun kendte til intet andet, så at hun var endt som hun var, var intet under.
"Første gang? Jeg har sgu ikke gjort andet end at slå ihjel hele mit liv. Den stærkeste overlever. Jeg har ikke noget valg."
Endnu engang havde hendes stemme ændret sig voldsomt, på de få ord der havde nået at passere hende. Det grønbrune blik flakkede til siden, hvorefter hendes hofte automatisk skød let ud til siden, endnu imens et par af hendes fingre dovent strejfede det kolde sølv ved hendes hofte, som ville hun blot sikre sig at det endnu var sat om hende. Det var sådanne næsten tilfældige bevægelser som denne, der bedst viste den afhængighed Delilah efterhånden havde fået for våbnenes fangenskab.
Let ubehag havde flakket over hendes ansigt da han selv havde brugt ordet hund, som var det ubehageligt at varulven selv brugte dette ord om sig selv. Dog var det forsvundet så hurtigt, at det blot havde syntes som en flygtig bevægelse i ansigtet, og derfor højst sandsynligt ville få ret svært ved at blive ordentligt bemærket.

En susen blev skubbet imod hendes sanser, og tvang hendes tanker til at reagere automatisk da hun fornemmede et objekt der gik imod hende - men inden hun nåede at snurre omkring og afværge, fik hun en albue hamret ind i siden. Et næsten uhørligt gisp blev skubbet ud af hendes let adskilte læber, idet hun vaklede til siden grundet chokket. Ubevidst snoede hendes fingre sig omkring .38'eren, og rev pistolen op fra våbenbæltet, som en refleks over at blive skubbet til.
Hendes hånd skød op således at pistolen rettedes imod varulven. Først da gled forvirring henover hendes ansigt, og i de sekunder dyb overraskelse og strøg af forvirring lå over hende, kunne en vis skrøbelighed og elegance finde henover den fejlfri hud. Hendes hånd rystede let, og selvom hun uden tvivl kunne blæse hans hjerne ud ved blot en svag bevægelse med fingeren, så syntes mordvåbenet i hendes hænder at være hendes mindste tanke.
"Du ... Hvorfor hjalp du mig?"
Pludseligt syntes den arrogante, hånlige, morderiske kvinde der ellers altid havde overtaget at være forsvundet, og istedet syntes den stemme der dansede i luften, at være bygget op af smukt udskåret porcelæn. Forvirrinegen var malet igennem hele hendes krop, idet hun langsomt sænkede pistolen. Hendes blik kunne ikke trækkes væk fra ham.
Hvorfor ...? Delilah var typen man hadede fra første sekund, og som man kæmpede til at skubbe ned i afgrøfter og flå hovedet af. Hun var typen der fik folk til at eksplodere i vrede grundet hende, og som man havde et brændende ønske om at rive fra hinanden få sekunder efter man mødte hende. Man hjalp hende ikke. Ingen hjalp hende, uden først at have brudt det lag af vrede der omringede hende, og havde fundet vej ind til den faktiske Delilah.
Hans spørgsmål forvirrede hende yderligere. Hendes tanker var bragt ud af balance, hvilket nok også betød at der skulle et lille hak til at få skubbet hende tilbage i sin skal. Dette endelige skub blev dog fuldbragt, da han hastigt fortsatte sætningen - den vrede der var i hans stemme, rørte hende endnu ikke.
"Han var en opgave. Jeg ved intet andet end hans udseende og stedet han skulle dø. Og ærligt talt, varulv, er jeg ligeglad."

Interessen omkring varulven og Delilah var så kraftigt formindsket at de hurtigt blev skjult af forbigående væsner, der ikke skænkede dem et blik. Derfor var der heller ingen der bemærkede det, da en klud blev klasket hen foran Rowans mund og næse bagfra, samtidig med at en større mand greb fat i Delilah bag fra, og hamrede hendes hoved ind i væggen. Væsken der var på papiret foran Rowan mund og næse var magifyldt vand, skulle gerne skabe en midlertidig besvimelse.
Denne luksus af en mindre smertesfuld besvimelse skulle han være taknemmelig for, idet han i disse sekunder det tog, kunne betragte Delilahs hoved der blev hamret ind i væggen til blodpletter begyndte at brede sig, og hendes kæmpende bevægelser svandt ind til ingenting. Og så blev alting sort.

En tøset fnisen rullede igennem det lokale Rowan lå i, da han vågnede op fra besvimelsen igen. Han var lagt på en kæmpe, blød dobbeltseng, i et mindre værelse der var udsmykket meget fornemt. Tunge gardiner faldt flydende nedad store vinduer, der viste en storslået udsigt over en glitrende sø. Sollyset der faldt ind igennem vinduet badede hele rummet i et guldskær, der blev reflekteret i de kostelige møbler der var placeret i værelset.
Endnu et kor af fnisende stemmer bevægede sig igennem lokalet, der alle tilhørte den lille gruppe af rimeligt kønne kvinder, der var iført intet andet end et lille, gennemsigtigt lag stof. I deres hår var bundet blomster, men blomsterne syntes lettere visne i kanten. Endnu fnisende kravlede kvinderne op i sengen til Rowan, og pegede på en lille bunke mørkt stof ved hans side. Hvis han valgte at folde den ud, var det en meget smuk smoking, der syntes at være lavet i silke, og havde en form der var tilpasset ham fuldstændigt perfekt.
Hvis han ikke gjorde, ville en af kvinderne holde den op for ham.
"Herskeren ønsker at De påfører dig denne påklædning, Herre. Har De brug for hjælp med afklædning og påklædningen, Herre? Vi står til Deres rådighed, og vil adlyde alt De befaler, så længe De ikke ønsker at komme væk fra dette sted."
Kvinden der havde talt havde en smuk solbrun hud, der glinsede af en eller anden form for olie der var smurt ud over hende. Hendes læber så store og indbydende ud, og hendes hår bølgede ned af hendes ryg - men var sat praktisk op så man kunne holde om det med lethed, og det ikke kom ind i munden hvis hun lænede sig forover. Det var ikke svært at se, hvilken form for slave, disse kvinder fungerede som.
"Ønsker Herren hjælp? Vi må meddele at Herskeren ønsker Herren i dette tøj, så vi må tvinge Dem hvis Herren nægter. Men hvis Herren adlyder, vil vi stå til rådighed for alt hvad Herren ønsker .."
De seksuelle hentydninger kunne snart skæres direkte fra luften med en kniv, og den tøsede fnisen der startede hver gang en lyd brød tavsheden eller et par øjne lagde sig imod Rowan. Kvinderne bevægede sig langsomt fremad, i smidige bevægelser der viste noget om hvad de blev brugt til. Solen glitrede i det gennemsigtige stof, og bevægede sig henover kvindernes ansigter. De var smukke, sandt nok, men de syntes ikke at have nogen personlighed. Slaver i krop og sind.

Kjolen; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lokalet Rowan trådte ind i, var voldsomt stort. Et langt træbord rev sig igennem lokalet, og syntes at være vokset direkte op fra gulvet. Det mange meter lange bord bugnede af alskens madretter, og den varme madduft fyldte lokalet med strømme af en underligt bismag der lagde sig på tungen derinde. Noget der næsten syntes tungt at virke beroligende og let døsende, og syntes så tykt i luften at det næsten var som lagde det et slør over verden. Og så alligevel ikke.
Væggene var næsten lysende hvide, og en tung lysekrone faldt fra loftet over dem. Hele lokalet emmede af penge, hvilket også syntes endnu mere tydeligt, da der var så tydeligt lagt vægt på at skabe en blød og hyggelig atmosfære i lokalet. Hvilket slog voldsomt fejl, idet trygheden fordampede i lokalet, og den hyggelige følelse der burde komme snigende, i stedet fandt vej igennem kuldegysninger eller hånlige tanker om arkitekten. Dette var alt efter hvilken slags person der trådte ind igennem den store trædør, der havde så mange træk fra en port, at de næsten kunne forveksles.
En kæmpe stor pejs lod flammer slikke op ad brændet ved endevæggen til højre for Rowan, men selv den ellers så hyggelige ild syntes kunstig og industriel. Måske var det fordi brænden var stablet fanatisk lige i en mønsterlignende formation, eller fordi ilden flakkede underligt lige og hakkende. Foran pejsen oplyste den rødglødende ild, en dæmon hvis blik var rettet imod ilden, og ryg vendt imod døren Rowan var kommet ind ad. En om muligt endnu mere latterlig dyr smoking smøg sig om denne mands krop, og håret var nydeligt strøget tilbage for at fremhæve de mere maskuline træk i hans ansigt.
Han så godt ud. Han var mere en lækker, han var gudelignende smuk - og havde så mange træk der mindede om Delilahs, blot forstærket på de maskuline leder og kanter. Delilahs træk var langt mere feminine, yndefulde og elegante, men de havde også været lettere barske og havde vist det hårde liv hun levede. Denne mand var blød som smør, og alligevel så slibrig og glat som en ål. Men hans race tvang ham til at være smuk imens han gjorde det, selvom det ikke var incubusracen der tvang ham til at lege med på legen, og passe bedre på sig selv end man burde.
"Du må være Rowan."
Hvorfor han kendte Rowans navn, ville nok aldrig blive afsløret. Måske havde han haft forbindelser, der kendte til denne varulv. Måske havde han iværksat en eftersøgning for at lære ting om varulven, inden han vågnede op. Måske havde han set ham før, eller havde faktisk et kendskab til hans familie. Måske var han bare helvedes god til at gætte. Men hvorfra den slangeagtige stemme der koldt syntes venlig kendte hans navn fra, var uvist.
"Kom endelig ind. Er du sulten?"
Mandens ansigt, der havde været oplyst af det orangelignende skær fra pejsens brændende ild, blev nu istedet oplyst af lysekronens lys, idet han vendte front imod Rowan i stedet for pejsen. Et behageligt smil var dansende omkring mandens læber, idet han gjorde en venlig gestus imod det bugnende madbord der strækte sig igennem lokalt, med den ene arm. Noget flakkede igennem hans blik, idet hans arm endnu var udstrakt imod bordet, for varmt at vise Rowan vej dertil.
"Så vil jeg fortælle dig hvorfor du er her, min ven. Sæt dig, og du vil få hele historien."

Der var ikke gået mange minutter fra denne sætning havde forladt mandens læber, til et råbt brød alting i det falsk hyggelige lokale. Den klingende stemme der afbrød dem blev hvæst fra den klare stemme der tilhørte Delilah, og var søbet ind i et dybt raseri der tydeligt var blevet udløst af flere faktorer. En af dem kunne være at hun havde fået hamret baghovedet til blods imod en væg, for at blive tvunget til besvimelse og slæbt til det sted Rowan nu også var fanget i.
"Slip mig! Fucking dæmoner! Vent, tog du lige på mig!? Du skal fandme ikke røre mig, creep!"
Højrøstede, dybe, mumlende stemmer fandt vej igennem den samme dør Rowan var kommet ind på, inden dørhåndtaget med trykket ned af et pres fra den anden side, og en bred hånd skubbede træet op. Ind trådte to super-sized dæmoner, der syntes som normale mænd der var svulmet op, med muskler der bugnede ud af deres kroppe som balloner. Deres tykke arme havde hårdt fat om noget mere spinkle arme, der alligevel havde en overraskende styrke gemt i sig.
Den slanke arme tilhørte Delilah. Hendes skridt var elegante og yndefulde, og det bølgende hvide stof der flød om hendes krop som bløde skyer, var kun med til at forstærke denne skønhed der lå i hendes bevægelser. Rovdyret, jægeren og morderen i hende var lagt væk, og var blevet erstattet af den prinsesse hun var født til at være. Eller, i hvert fald på udseendet.
"Jeg sværger, hvis i ikke slipper mig, så flår jeg tungen ud på jer og graver det ind i jeres øjenhuler!"
Stemmen var smurt af noget næsten sødt, der virkede malplaceret i den makabre sætning. Mændene slap dog ikke, og i stedet gled en af mændenes hånd lidt frem, så den strejfede hendes bryst. Et smukt mønster snoede sig over kjolen, og stramt fremhævede hendes barm, inden den ved taljen løsnede op og faldt som et vandfald af stof omkring hende. Hendes hår faldt som krøller om hendes krop, der slangede sig omkring hendes ansigt, og syntes at fremhæve hendes huds kulør.
"Drake-"
Hendes rystende stemme prøvede tydeligt at beherske det kogende raseri der knitrede i hendes øjne, da hendes blik landede på inucubus'en der havde ført dem herhen. Hun kendte ham tydeligt.
"- én ting er at du banker mit baghoved til grød, skærer i mig og klæder mig ud som en sminkedukke. Men hvorfor!? Er det stadig den fucking forlovelse!?"
Vreden gnistrede i hendes blik, men det var tydeligt hvordan hun sugede vreden til sig som en svamp, og fejede den væk fra hendes ydre. Hun var tydeligt blevet sminket som hun var, og tøjet syntes faktisk at passe til ordet 'forlovelse'. Det var en brudekjole der smøg sig om hendes krop, og ynden og elegancen i hendes krops holdning kom ikke kun fra hendes egne smidige bevægelser. Hun var klædt ud som et barn til fastelavn, og hun hadede hvert sekund. Delilah hadede lange kjoler. Og hendes fætter - incubus'en - vidste det.
Med en enkelt håndbevægelse signalerede han hendes frisættelse, hvorefter begge dæmoner slap hende synkront, og trådte et skridt baglæns. Et ubestemmeligt smil gled over hendes dukkefacade, sekundet inden hun hamrede en albue bagud og op i den enes næse, hvorefter hun i samme bevægelse smidigt bevægede den anden albue tilbage og hamrede den andens næses knogle op i hjernen på ham. Dæmonerne knækkede sammen og faldt til jorden, med næsens knogle hamret dybt op i hjernen. Stendøde.
Delilahs opmærksomhed blev i et ryk vendt tilbage til incubus'en, og det syntes ligesom ikke til at hun havde bemærket Rowan endnu. Dette blev der dog rettet op på i samme sekund, idet hendes blik ved et uheld gled henover varulvens ansigtet. Stivnede. Og gled tilbage igen. Hendes læber skiltes med et chokeret plop, da blikket lå tæt imod varulven.
"Drake hvad har du gjort .. Hvorfor har du taget ham med? Hvad har du gjort!?"

Mandens latter rungede igennem lokalet, idet hans blik igen vendte sig imod Rowan. Hans ansigt var nu lettere sindssygt, selvom det, grundet hans race, var umuligt at skubbe skønheden fra ham. Hans blik satte sig fast på Rowan, og det underlige var - hvis man bemærkede det - at Delilah ikke angreb denne mand. Hun syntes at have problemer med at bevæge sig i anden retning end imod den stol hendes lette skridt førte hende imod. Det var som tvang en kraft hende ned i denne stol, og bandt hendes hænder fast på de stolearme hendes arme lagde sig imod. Som usynlige lænker.
"Det er alt sammen en leg for dig, Delilah. Så se, nu har jeg gjort det til en leg. Ved du at vi stadig er forlovede? Det er mange hundrede år siden, men jeg har stadig valgt dig. Du er stadig min. Og så vælger du ham! Det er en varulv, Delilah. Vi kan ikke lide varulve."
Mandens blik var stadig lagt imod Rowan. Sindssygen begyndte at skinne igennem i hans ord, og det begyndte langsomt at gå op for Delilah, at siden hun flygtede fra det samfund der havde tvunget hende til at skulle gifte sig med sin fætter, havde han ledt efter hende. Nøjagtig som resten af dem.
Fuck.
Men fandme nej om hun ville give efter for hans latterlige ønsker. Desuden måtte hun for alt i verden få denne varulv væk fra incubus'ens fingre. Hvorfor helvede han havde fået den idé at varulven og hende selv var sammen, vidste hun faktisk godt - det at han havde hjulpet hende uden grund, kunne næsten ikke betyde andet sammen med Delilah. Men det var også lige netop derfor, hun ville gøre alt for at få denne mand væk.
"Drake det var tvang! Stop! Jeg kender ikke denne her varulv, og han har for fanden ikke gjort noget! Slip ham fri, så skal jeg nok .."
Hendes øjenlåg gled ned over hendes blik, idet en tøven passerede de let adskilt læber.
".. Så skal jeg nok blive hos dig. For fanden da også!"
Drake grinede voldsomt, på en måde der næsten syntes hysterisk. Hun ville have sværget på at han havde været normal dengang hun forlod ham. En rysten gik igennem hans hoved, og han viftede en finger foran Rowans hoved. Den finger styrede direkte frem, og landede derefter i Rowans bryst.
"Nej nej. Vi leger nu. Rowan og Delilah skal lege. Hvis i vinder spillet er i fri. Hvis i taber er i døde. Så skal vi se om i er noget værd! I ved hvornår legen begynder!"
Pludseligt forsvandt sindssygen i et ryk fra hans ansigt, og efterlod intet andet end kulde og intethed. Om den i virkeligheden var mere uhyggelig end sindssygen var ikke til at sige. Delilah selv blev dog ikke synderligt bange for ham, men siden hun ikke engang frygtede Rafael ... Ja, hun gjaldt ikke rigtigt på dette punkt.
"Drake tænk dig forhelvede om!"
Hans rysten på hovedet, bragte små bølger igennem hans hår. En let bevægelse med fingeren, og vagter trådte frem fra skyggerne. Både Rowans og Delilahs krop syntes pludseligt bundet fast til med stærke men usynlige tråde, idet det faktisk var Drakes evne at kunne styre folk på denne måde. Endnu en af disse væskefyldte stofklude blev presset foran begges mund og næse, og blev trukket ind i deres lunger på denne måde. De havde intet andet valg end at lade sig besvime.

--- Sted; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En trommen hamrede igennem Delilahs øregange, og tvang hende til at vågne. Som bankede hundredevis af folk på tromme i den samme bankende rytme, og sendte næsten rystelser igennem den fugtige jord. Vent .... Hvad? Den fugtige jord? Hun slog øjnene op, og rev sig op i siddende stilling.
Hvad fanden i helvede?!
Tykke træstammer og fugtig luft omringede hende, med rødder der snoede sig henover jorden og borede sig ned i dybet. Det var som var hun dumpet ned i en jungle, selvom det ikke syntes muligt. Drake ... Hvad havde han gjort!? Hvor var hun!? Og langt vigtigere. Hvor fanden var varulven, Drake havde kaldt Rowan. Hendes krop spændte let da hun rev sig op i stående stilling, og bemærkede for en gangs skyld ikke det lange hvide stof, der flød omkring hende.
"Varulv!? Eh ... Rowan?"
Den trommende, rytmiske og vedvarende lyd der dunkede igennem hende kunne, i hendes øjne, kun betyde en ting.
Spillet er begyndt.

//OOC: Du er velkommen til at tilføje flere ting 'Drake' siger, selvom jeg skiftede scene igen efter^^

Delilahs sanser var langt fra lige så skarpe som varulvens, ligesom hverken hendes styrke eller hastighed kunne konkurrere med dette væsen på noget plan. Men hun var en jæger, så hendes sanser var filet skarpe og var aldrig mere sløret end de kunne prikke hul på den slørede hinde, og søge ud for at finde eventuelle farer. Derfor bemærkede hun den lette knirken fra grenene der sivede igennem luften for at nå hende, samt den svage duft af noget .. blødt dyrisk, der havde lidt af den samme fært som når man krydser vilde dyrs skovsti. Dog var han ret tæt på for hun bemærkede disse, idet hun på ingen måde havde supersanser.
Men disse sanser der havde suget indtrykkene til sig, sørgede dermed også omhyggeligt for at der ikke gik et sæt igennem hendes krop da han et pust forlod hans læber, og gjorde hende opmærksom på hans præcise placering. Kjolen flød af bølgende bevægelser idet hun snurrede omkring, og lagde blikket tæt op ad den varulv, Drake havde benævnt som 'Rowan'. Igennem de lysende øjne, glitrede en let lettelse for at han endnu var i et stykke. For fanden, at hun ville blive ormeføde snart var der intet spørgsmål om.
Men ham her .. Han var speciel. Han havde hjulpet hende uden grund, hvilket endnu sad dybt i hende. Det betød noget for hende, for der havde aldrig været et individ der havde hjulpet hende minutter efter de de havde mødtes, og sekunder efter de var blevet svinet til af hendes hårde ord. Det gjorde ham speciel i hendes øjne, hvilket også var grunden til at hun nok skulle få ham ud. Det var egentligt også mest stædigheden, der nægtede at lade Drake vinde, ved at slå Rowan ihjel. Fandme nej!
Dog flakkede et let skær af irritation igennem de glitrende øjne, i samme sekund hans stemme formede ord, der omhandlede bryllupper. At blive. Drake. Delilah kunne ikke elskes, så hun kunne aldrig blive gift - hvilket sgu nok også var meget godt på trods af alt. Det var også derfor det blussende bål af irritation der var flammet op i hendes blik, igen døde ud utroligt hurtigt endnu engang.
"Forstår du det ikke? Det er tvangsægteskab. Han er min fætter. Jeg elsker ikke ham, han elsker ikke mig. Han vil kun have mig, fordi jeg er hans trofæ og hans billet til at blive regent i min hjemby."
Hendes stemme var helt flad, idet alle følelse syntes sivet så langt væk fra hendes stemme, at de også havde forladt hver celle der byggede hendes krop op. Kun hvis man betragtede hendes øjne meget nøje, ville man bemærke den flakken af sorg og vrede der bevægede sig igennem hende, i de millisekunder det tog hende at udtale ordet hjemby. Hendes fingre legede smidigt med det bløde stof der bevægede sig rullende omkring hendes krop, og endnu skabte små bølgende rystelser i hendes statur.
"Flere flabede kommentarer du skal ud med?"
Et skær af munterhed havde - på trods af omstændighederne - alligevel fundet vej til hendes stemme, og skinnede igennem det tykke lag af ingenting der var smurt på.

Hans ord satte endnu engang hendes sanser frem i forreste kø, idet hun i det samme forsøgte at opspore stedets lokation og lede efter mulige udveje. En tung, fugtig duft af træer og natur hang i næsen, og den klamme lugt af halvrådent kød havde også sit tag i de selvsamme lugtesanser. Men der var også noget andet, der virkede så malplaceret i denne tætte jungle der omringede dem. En svag metallisk fært, der kun lige netop strejfede lugtesansen, så man blev i tvivl om den fandtes eller var indbildning.
Delilahs blik gled søgende rundt, endnu uden at have svaret Rowan. Det bevægede sig henover tungthængende blade der var tynget ned af tykke fugtdråber, og lette plysskyer der syntes klistret fast til himlen. Bogstaveligt klistret fast, idet de - på trods af den rimeligt kraftige vind der langsomt opbyggede sig til at piske hende i ansigtet med lange slag - ikke syntes at bevæge sig overhovedet. De få der bevægede sig, hakkede mekanisk frem og tilbage med timede mellemrum.
Selv vinden gled ikke frit og ubesværet som tonerne i en melodi, men nærmere rev sig frem i ryk der virkede .. omhyggeligt tilfældigt sat. De lange, buede øjenvipper omkring Delilahs øjne, der var blevet dullet alt for meget op af diverse slaver, kastede lange skygger ned over det blik der mistroisk kneb sig let sammen, inden hun pludseligt bevægede sig fremad i et ryk - endnu uden at have svaret den varulv der havde spurgt hende om noget.
Kjolen svajede melodisk og næsten rytmisk omkring hendes krop i små rystende bølger, idet hun gik i knæ i en lang, glidende bevægelse. Uanstrengt gled et par af hendes fingre frem og strøg blidt nogle mosklatter væk. Trykket fra hendes fingre blev pludseligt mere insisterende, og hurtigt rev hun mosklatter og planter væk fra deres plads, og gravede sig i nogle underligt elegante bevægelser ned i undergrunden.
Og stødte fingrene imod et metallag.
"Alt er en fucking kulisse. Jeg ville gætte på at vi er under jorden et sted. Ikke langt fra der hvor han bor."
Hendes blik bevægede sig let opad, indtil de landede på Rowan endnu engang. Stædigheden sydede under den arbefængte ud, og brændte sig vej til de glitrende øjne hun besad.
"Og jeg ved præcis hvor han bor. Vi har lige været der. Hvordan fanden han fik smuglet os ind midt i den by, der har mit ansigt indprentet i deres 'eftersøgt'-liste, kan jeg ikke svare på, men det var der vi var."
Hvad man ikke kunne finde spor af i hendes tonefald, var at hun ikke brød sig om at en fremmed skulle trækkes ind i hendes familieproblemer. I forvejen kendte kun en eller to af de .. 4-5 stykker der ikke hadede hende, til hendes fortid .. En helt fremmed der hadede hende voldsomt havde ingen ret til at være så dybt inde i de dele af hendes tanker og følelser som nogen nogensinde havde været, uden hverken hun eller han kunne gøre noget for at stoppe det.

Ved hans næste ord, blev en bølge af vrede skyllet ind ad hende. Hendes krop rettede sig op i et ryk, og hendes blik klistrede fast til ham. Der gik dog ikke mange sekunder, før hun blev distraheret kraftigt af den lange kjole der svøbte sig omkring hendes ben, og hæmmede hendes bevægelsesmuligheder kraftigt. Hendes blik bevægede sig ned og lagde sig imod det bløde stof, og irritation flammede kraftigt op dybt i hendes øjne.
"Fucking kjole .."
Ordene var ikke mere end en næsten uhørlig hvisken, og blev efterfulgt af hendes fingre der rev sig fat i kjolens stof, og trak til. Et flæns rev sig igennem luften, da hun rev kjolen over, og dermed reducerede længden til lårkort. Resten af kjolens oceaner af stof blev fanget imellem hendes fingre, og bundet hastigt omkring hendes liv i en løs knude. De lange ben bevægede sig derefter hurtigt i et ryk fremad, som for at teste om hendes bevægelsesfrihed var kommet tilbage.
Det var den. Et smil gled frem på hendes læber, og i det samme syntes hendes humør at have fundet tilbage til hende. Især fordi de høje, cremefarvede stiletter der beklædte hendes fødder, havde næsten samme højde som de hun altid gik rundt i. Det betød at dette var meget tæt på hendes normale undercover/fest-beklædning, og var næsten lige så nemt at myrde i, som læderbukser og en tanktop. Nu manglede der blot våben.
"Lad være med at beordre mig til noget. Jeg følger ikke ordre."
Stemmen var helt neutralt, og blev sagt uden nogen følelse indprentet i disse legende toner. Hendes blik forsvandt dog hastigt fra ham, længe inden han forsvandt imellem træernes brede vifter af grene og blade, og søgte i stedet opad. Susende lyde dalede nemlig ned imod dem, og idet hendes blik løftes, fandt det utallige bokse i varierende størrelser, der faldt fra himlen - bundet til intet andet end en faldskærm hver. Nogle af kasserne rystede let, og bjæffende, raspende og hvæsende lyde sivede igennem luften, imens andre blot svingede roligt fra side til side i den drillende vind.
"Rowan. Se op."
Hendes blik lagde sig på en af de nærmeste, der ikke knurrede vredt med dybe strubelyde. Den svang sig istedet imod dem, som var den fjernstyret til at lande direkte på den lysning, hun nu var placeret i. Kjolen svingede dansende om hende, da hun forsvandt nogle skridt længere hen imod træerne, og betragtede boksen der var næsten 1 x 1 meter, dale ned imod dem.
Et ryk gik igennem jorden, da en stor metalklo blev flået op fra jorden - der hvor Delilah havde stået for få sekunder siden - og gjorde det samme utallige steder i de jungleagtige kulisser omkring dem. Den lukkede sig omkring træboksen, og rev den ned på jorden, hvorefter den syntes at skubbe til noget, der lukkede kassen op for oven. Metallet nåede knapt at skinne i det falske sollys, før de skarpe kløer fra metalkloen blev suget ned i jorden med et svup, og jorden gled på plads. Hvis ikke kassen nu havde stået åben for deres øjne, ville det have virket usandsynligt at det var sket.
Overraskelsen var kun kort at spore i Delilahs øjne, idet hun for længe havde været vidne til de særeste ting, hendes fjender satte hende igennem. Død, ødelæggelse, mord og tilsyneladende dødelige og farefulde ting overraskede hende ikke længer. Venlighed gjorde. Dog gled hendes blik over imod Rowan, og en hånd løftedes svagt som et stopsignal.
"Bliv. Jeg tjekker. Hvis det er noget der river min hals ud, så løb i stedet for at kæmpe."

Uden at vente på svar fra ham, blev hun skubbet nogle skridt frem af sin egen krop, og bevægede sig med rovdyrsagtige skridt fremad, og gled hen imod kassen - uden at værdige Rowan et blik. Der gik derfor ikke mange splitsekunder, før hendes fingre snoede sig om kanten på den rimeligt tykke kasse, og klatrede fremad således at hun blev trykket nærmere kassen.
Hendes blik lagde sig imod indholdet af kassen, og ændrede sig i samme sekund fra alvor til noget nær lettelse og glæde. Det store udvalg af våben gav et svagt genskin i de forskelligtfarvede øjne, og syntes at lyse hele hendes sind op. Delilah havde en svaghed for alt der kunne nedlægge hendes fjender, idet det var hvad der havde holdt hende levende i så mange år - sammen med hendes succubusudseende og kampteknikker.
"Så starter festen fandme! Ingen fare, varulv, vi har sgu fået våben!"
Som et lille barn juleaften, der netop havde flået en gave åben, pillede hun nu diverse pistoler, knive og patroner op fra den voldsomme kasse. Hvis han kiggede ned, ville han se alt fra Beretta 92FS'ere der ikke vejede mere end 950 g, til M82 Barret 50CAL'ere der vejede mere end 12 kg. Ligeledes var der alt fra ganske almindelige lommeknive og barberblade, til køkkenknive med flænser i kanterne der skulle rive sig fast i huden, samt store sølvknive med pentagrammer indgraveret.
Selv vievandskapsler, træstykker og lignende var at finde i denne kasse. Dette var som et våbenhus fra himlen, til en kvinde som Delilah. Med hurtige fingre greb hun fat i et af de mange våbenbælter der var sat fast i kanten af boksen, og fyldte det til randen, hvorefter hun snoede det om livet.
Derefter fik hun fat i de læderremme der skulle snoes om lårene under kjolen, og fyldte ligeledes dem til randen, hvorefter hun spændte dem fast. Der gik kort sagt ikke længe, før hun var armeret til tænderne, og havde gemt våben steder, som kun årelang erfaring havde vist, ville være effektiv til at gemme våben i. Der var sågar blevet skubbet nogle barberblade ind i hendes BH, og skubbet patroner og barberblade ind i den stramt opsatte frisure.
Et stort smil oplyste hendes ansigt, idet hun endelig var færdig med at stoppe diverse våben ind hvert sted muligt, og greb derefter fat i et par håndpistoler, og snoede dem ind så de lå langs hendes håndflader og inderarm. Munterheden havde fundet vej tilbage til hende, da hun drejede sig og lod smilet ramme Rowan.
"Hvis vi skal nå at gøre os klar inden de ting de andre kasser indeholdt fanger os, så skal vi til at tage af sted. Ready to go, eller skal vi tage kampplads her? Flygt eller kæmp?"
Hun lagde et ubevidst tryk på kæmp, idet hun faktisk ønskede dette. Hun hadede at flygte, idet hun i så fald følte sig mere end svag. Hun følte sig patetisk og havde tydeligt tabt hvad end kampen handlede om. Dog nåede der ikke rigtigt være et valg, idet en knurrende lyd pludseligt syntes at starte fra alle sider omkring dem, som tusinde sirener der startede samtidigt.
Hendes øjne blev knebet hårdt sammen, og i det samme skiftede hendes position til kamptilstand. Pistolerne snurrede hastigt i hendes hænder så de blev rettet fremad, og dermed blev klar til kamp. Det var langt fra første gang hun var blevet omringet af fjender. Og uden set hvad det var der havde omringet hende, så skulle det rive halsen ud på hende først.
"Bliv bag ved mig. Skyd hvad der kommer for tæt på, men undgå nærkamp. Det tager jeg mig af."
Og det var hun helt seriøs omkring.

Det var ikke hans ord som sådan der havde udløst denne vrede som en sydende undergrund i hendes krop, det var mere hvad de betød for hendes sind, hendes tanker og det liv hun havde haft grundet det disse ord repræsenterede. Delilah var blevet 'bestilt' i en alder af 13 til at være denne dæmons kvinde, idet han havde valgt hende - selv havde hun intet haft at skulle sige, idet hun blot var en simpel kvinde. Kvinder var som slaver, de betød intet. De var redskaber, og selvom Delilah var født som prinsesse af det samfund, så var hun blevet valgt som var hun et objekt, og hun var blevet solgt som var hun en slave. Hun havde levet som en slave - en meget fancy slave ganske vist, men en slave på trods af alt.
Dette ægteskab med hendes fætter havde været den endelige grund til at Delilahs tålmodighed brændte sammen, og tvang hende til at flygte væk fra det samfund der havde hende i sin hånd. Det var grunden til at hendes liv siden da havde været en evig kamp, og hvert skridt hun havde taget havde udløst smerte for hende eller andre - at hun var på flugt konstant. Det var grunden til at hun nægtede sig selv at elske andre, og at hun var umulig at elske. At hun var farlig for sig selv og hendes omgivelser, om hun så ønskede det eller ej.
Så at Delilah reagerede lidt voldsomt på ordene, ville ikke være et chok for en person der kendte hende. Men end ikke Lailah, hendes bedste - og eneste - veninde, kendte hende godt nok til at vide præcis hvorfor hendes reaktion var som den var. Men stor ville overraskelsen være, når man så hvordan hun pludseligt sugede vreden ind i sig, og så på ham med vreden væk fra ansigtet - idet Delilah aldrig havde haft så meget kontrol over sig selv.
"Du må gerne have flabede kommentarer. Ellers kommer jeg jo med dem alle sammen."

Delilahs blik søgte nysgerrigt omkring sig, idet hun forsøgte at finde den vej de var ønsket at finde, for at kunne vejen ud. Regnede Drake med at de ikke ville overleve skovens kolde mysterier, eller havde han andre planer end blot de flyvende kassers indhold og nogle glatte sten henover en å? Det troede hun af underlige grunde ikke rigtigt på, og måtte derfor sætte sin lid til sine egne instinkter. På den anden side, det havde hun gjort i de sidste mange hundrede år, så hvorfor ikke fortsætte?
"Vi kæmper os ud. Vi har sgu ikke en anden måde."
Hun vidste ikke præcis hvor de var - for alt hun vidste, kunne de være blevet flyttet flere kilometer væk, men hun troede ikke at han var så .. praktisk anlagt. Han regnede ikke med at de kom ud. Han troede at de ville dø i denne falske skov der duftede så tykt af planter, træer og fugt. Men Delilah havde ingen planer om at lade livet, ejheller havde hun nogen planer om at se denne varulvs blod omkring sig. Hun skulle fandme nok sørge for at han ikke vandt denne her leg.

Det var egentligt ikke fordi det var blevet personligt for hende da han kommenderede rundt med hende, det var fordi hun fik en voldsom lyst til at flå tungen ud af hans mund og stoppe den så dybt ned i hans luftrør at han kvæltes i den. Dog skulle der ikke så forfærdeligt meget til før hun havde undertrykt denne lyst der boblede i hende, og hun fik derfor mere presserende sager at tage sig til, end at myrde hendes .. hvad kaldte man det? Hendes medspiller?
Dog syntes hun lettere irriteret over hans ord, om at ikke ville flygte hvis noget rev halsen ud på hende - hun ville ikke have en modig person her. Hun ville faktisk selv stå helt alene her, men siden hun ikke kunne det, så ville hun bare have en der ville gemme sig og smutte i sikkerhed, og lade hende klare hvad end der måtte komme. Eller lade hende dø, alt efter hvad udfaldet i kampene måtte være. De var så meget nemmere at holde styr på, og holde ude af fare, fordi de havde en medfødt evne til at være svag og kujonagtig.
"Ved en kamp, så forsvind og gem dig! Jeg er langt ældre end dig, og jeg har langt mere kamptræning end du har. Jeg kæmper, du gemmer dig!"
Dét var en ordre, og det var også tydeligt i både autoriteten og vreden der sitrede nederst i hendes stemme, samtidig med at noget bestemt og overraskende modigt lå og sydede i hendes blik. Og noget stædighed der gik til yderste hårgrænse, selvfølgelig.

Selvfølgelig havde Delilah taget sølvvåben. Hun havde taget en halvstor sølvdolk, samt adskillige sølvpatroner til forskellige af hendes våben - men det var ikke for at bruge dem imod Rowan. Hun havde ingen planer om at skade ham, men havde istedet bestemt sig for at hvis nogen skulle overleve denne her latterlige 'leg', så skulle det være ham. Og hvis han forsøgte at sige hende imod, så ville hun nok skade ham bare en lille bitte smule, til han fattede at hun ikke havde nogle planer om selv at overleve.
Sølvdolken og ammunitionen var derimod til sikring imod dyr, der eventuelt havde samme svagheder som varulve. Måske var der endda varulve i denne falske jungle - hun vidste, at man aldrig kunne vide hvad der var, eller hvad der blev gemt, og derfor var hun forberedt på alt. Hun havde sågar et kors hvilende imod brystet, der langsomt var begyndt at brænde sig imod hendes hud - men det kunne bruges imod andre dæmoner og vampyrer, hvis de mødte sådanne.
Hun smilede let ved hans ord, og lagde blikket imod ham med et halvt hævet øjenbryn.
"Ja, man begynder at bande efter et par hundrede år blandt idioter der forsøger at myrde en."

Hun bemærkede kun halvt da han stillede sig med ryggen til hende, men opfangede straks hans strategi, og gik med på den.
"Virkelig? For jeres lugt virker langt mere dødbringende end jeres kampevner."
Knapt havde denne sætning forladt hendes læber, før hun løftede en af håndpistolerne, og placerede en kugle direkte imellem øjnene på det væsen der kom springende. Okay, at hun havde ramt præcis mellem øjnene var måske mere held end dygtighed, fordi det var utroligt svært at ramme så præcist på et bevægende væsen, men hun havde også øvet sig på sådanne situationer som denne, i mange hundrede år. Det hele var ikke held.
Hendes hånd hamrede til den anden side da et andet bæst sprang frem, og denne fik kuglen ind gennem munden, og skubbet ud gennem på den anden side, da den gik igennem dens hoved. Samtidig sprang et andet væsen frem imod hende på den anden side, og siden hendes opmærksomhed havde ligget på den nu døde, så nåede den at komme tæt nok på til at bide ud efter hendes arm, og lave lange, dybe rifter ned af hendes overarm da den strejfede hende. Et hvæs forlod hende, og samtidig med at den væltede hende omkuld, fik hun grebet fat i en kniv, og flåede knivens blad igennem væsnets hals.
Okay, klamt. Mange liter blod strømmede ud over hende, og væsnet kollapsede ovenpå hende - det betød dog ikke meget, for på trods af hvad der syntes logisk for hendes størrelse og køn, så var hun utroligt stærk. Hun skubbede væsnet en smule op og fik rullet væk under det, tidsnok til ikke at blive mast af det væsen hun ikke havde bemærket, der landede tungt på det væsen der havde været over hende. Hun løftede pistolen, og skød denne, før den opdagede at den havde været for sent på den, hvorefter hun fik skubbet sig op i stående stilling igen.
Hendes blik gled hastigt over til Rowan, for at finde ud af om han klarede den, eller om hun var nødt til at tvinge ham til at flygte. Hun grinede let.
"Har du brug for hjælp, derovre?"
Hun havde allerede vendt sig om, og placeret en kugle i panden på først et bæst, men kort efter lagde en anden sig også ned, død for hendes pistols løb. Disse væsner var ikke kloge nok til at arbejde i flok, men syntes derimod at angribe enkeltvis. Det var helt sikkert en fordel.

//OOC: Det var slet ikke rodet, haha! Tror mit er en hel del mere rodet end dit var - sorry for tiden, btw^^

"Hvis ord ikke er noget du kan, så ved jeg ikke hvad det er du skulle kunne."
Et svagt smil drillede hendes læber til at vibrere, for at få lov at bryde frem. Flabede kommentarer var de ord hun havde nemmest ved at finde, og sammen med de næsten dansende, elegante bevægelser der syntes som et kaotisk virvar - der slog de angribende væsner ihjel på stribe - så syntes hun utroligt kampdygtig. Og det var ikke fordi hun ikke var utroligt kampdygtig, men det så langt bedre ud end det faktisk var.
Hendes bevægelser virkede avancerede, fordi de hastigt gled fra den ene til den anden uden noget synligt bump på vejen - men i virkeligheden var det meget simple angrebsteknikker der kom naturligt til hende. Hendes smidighed fik hende til at så ud til at hun udførte alting med lethed, men adskillige af hendes bevægelser ville faktisk være lettere klodsede, hvis man vidste hvordan de rent faktisk skulle have set ud. Men de fungerede bedre for hende, end de 'rigtige'. Fordi Delilah var ikke en perfekt, elegant angrebsmaskine, hun var en kvinde der havde fought dirty hele hendes liv.
Derfor lagde hendes blik sig også misbilligende på ham i samme sekund han faldt sammen på jorden, omringet af ligene. Hendes øjenbryn løftede sig, og hun var sekundet senere nået over til ham, og stod med en hånd nede for at hive ham op igen.
"Ja, vi er nødt til komme væk nu. Så op med dig!"
Ja, hendes stemme lød måske lettere bestemmende, men det var fordi det faktisk var utroligt vigtigt at de kom afsted. Blodet ville lokke andre dyr til, for hun var ikke i tvivl om at dette langt fra var alt der var planlagt for dem. Og at han lå og slappede af, ville bare gøre hans sved koldt og få ham til at fryse. Det ville hjælpe langt mere at være oppe og holde sig igang, selvom han måske var udmattet. Helt ærligt, hvis Delilah ikke trænede flere timer om dagen, havde hun også været på randen af undergang.
... Sex gjaldt som træning, right?

Et svagt smil dansede over hendes læber, da han komplimenterede hendes kampevner, og hun nikkede som et tak. Hvilket var sært, for Delilah var langt fra den høflige type - især ikke på det punkt.
"Sådan er det når man lever af at slå idioter ihjel. Men du er selv bedre end jeg havde forventet."
Et brøl bragede igennem den fugtige, stegende jungle, og fik smilet fra hendes læber slettet i samme sekund. Hendes hoved bevægede sig op, og blikket gled undersøgende over træernes klæbende, klistrende fugt i nogle sekunder, før hun greb fat i hans hånd i et forsøg på at trække ham op - om han så ville med op eller ej. Varmen var blevet skruet voldsomt op, så sveden begyndte hastigt at sprænge frem på hendes hud. Hun ignorerede det, og syntes ikke at have bemærket det - selv hun naturligvis havde i vældig grad - selvom hendes krop tydeligt viste at det var fandens varmt.
Så snart han havde gjort som hun forsøgte at få ham til, snurrede hun omkring(uden at slippe ham, fordi hun var nødt til at sikre sig at han fulgte med), og gik med hastige skridt afsted. I samme sekund de trådte ud forbi det sidste lig, gik det galt.

Jorden forsvandt under Del. Og siden hun havde et fast, ubrydeligt greb om Rowans hånd, så rev hun ham med sig da hun faldt igennem jorden. Ikke en lyd undslap hendes læber, og der gik også adskillige sekunder inden de ramte jorden. Naturligvis ramte Delilah først fordi hun faldt først, men hun tænkte sig nok om til at lave en form for rullefald da hun ramte, så Rowan ikke ville falde direkte ned på hende og mase hende under sig.
Om sig var der ørken. Rasende varm ørken, hvis sand piskede omkring dem og slog sig imod deres hud med en rasende fart. Solen(den falske sol?) varmede hedt og brændende imod dem, og med det samme mærkede Delilah hvordan varmen sprang frem i ham og brændte hende, og hvordan sveden dansede tydeligere imod hendes hud. Den korte, iturevne kjole gav hende ikke meget ly imod solen, og derfor snoede hun med det samme den ene af de to iturevne stofstykker fra kjolen om hendes arme, så hun havde et skjold imod solen. Det andet løftede hun imod Rowan som et tilbud, som han ville have et stykke.
Den nye udfordring begyndte snart. Det var hun ikke et sekund i tvivl om.

Irriteret spyttede hun en klat sandkorn ud af de rødlige læber, kun for at få dem erstattet sekundet senere at flere sandkorn. Næsten opgivende stønnede hun, inden hun lagde et grønbrunt blik på varulven. Hans ord fik et svagt smil til at danse på hendes læber, inden hun trak blikket tilbage, og spejdede i horisonten efter noget, der kunne være enten en trussel eller en lettelse imod .. Omgivelserne. Fandt naturligvis intet. Alt var bare en stor kage af ... sandet, brændende varmt intethed.
"Er det ikke det man ikke må sige? Så faktisk er det dig der fuckede det op."
Delilah havde igennem mange års træning lært, at overraskelser ikke måtte ødelægge hendes kølige tænkning, og da slet ikke give udtryk for hendes overraskelse og nærmest opgivende sitren. Hvis modstanderen fandt en svaghed nær hele tiden at skifte taktik og scene, så ville det blive brugt til at lægge hende ned, og skære halsen over på hende. Det havde hun ikke råd til. Derfor lod hun overraskelse og ubehag være de to førnævnte ting, og spejdede ud i fremtiden. Eller ... Tilbage på Rowan, der tog hendes kjolestykke.
"Nej, vi må videre. Vi skal holde vores muskler varme, og det gøres bedst ved bevægelse. Desuden bryder jeg mig ikke om at stå stille."

Uden at vente på Rowans svar, begyndte den gravide dæmon at bane sig vej igennem det fygende sand, der piskede over hendes blodige hud, og sendte små stød af smerte igennem hende konstant. Men det var der ikke noget at gøre ved. Der gik dog ikke mange sekunder, før de flyvende kasser endnu engang sivede ned fra himlen, flyvende, skramlende, larmende, og omringede dem - dog så langt væk, i en cirkel, at hvad end der var i kasserne, umuligt ville have overraskelsesfordelen. De ville blive set.
"Pis og ... Rowan!"
Hun vendte sig for at få øje på ham, men det resulterede i stedet for med tusinde sandkorn der borede sig ind i hendes øjne, så hun i et hvæs var nødt til at dække dem med slanke hænder. Hun kunne høre kassernes højlydte skramlen, knirken og opbrydning, der blev båret til dem med den piskende vind, og straks rev Del stædigt hænderne fra øjnene, på trods af den smerte der brændte igennem hendes blik. Åh forhelvede!
"Rowan! Hvor fanden .."
Hun fandt ham i det samme med blikket - uden set hvor han så måtte være - og var ovre ved ham i nogle skridt. Hun lagde næsten blidt en hånd imod hans kæbe, og trak ham tæt nok på til at de til en vis grad skærmede hinanden fra at få sand i ansigtet, og så ham så dybt og stædigt i øjnene, med øjne der var røde af irritationen fra sandkornene.
"Jeg ved godt det her er noget pis. Men hvis vi vil ud, må vi kæmpe os vej ud. Jeg går ud fra at du stadig har dine våben? Åh forhelvede .. Jeg ved godt det her er min skyld, men jeg skal nok råde bod for det her. Deal?"
Uden at vente på han svarede, snurrede hun rundt, for at spejde efter de væsner, hun vidste var på vej.

Sandet syntes at ville blænde hende fuldstændigt, og hun havde nok erfaring, til at vide at det var ekstremt vigtigt at hvis ikke alle, så i hvert fald så mange sanser som muligt var i spil, på ethvert givet tidspunkt. Der tikkede dog ikke mange sekunder forbi, hvor sandkorn hobede sig op over alt på hendes krop, før løsningen krop til hende, i et svirp af en kjole. Hun rev et smalt stykke af, og snoede det hastigt om øjnene, så strakt ud at det næsten gennemsigtige stof, ikke skærmede hendes blik - men det var stadig så tykt at sandet ikke nåede hendes øjne længere.
Hun drejede sig på hælen for at tilbyde Rowan det samme, men netop som hun snurrede omkring, forsvandt han og blev trukket bagud. Overraskelse sitrede over hendes ansigt, men før hun nåede at reagere, greb lange, tynde kløer ind i hendes hår, og rev hende så hårdt bagud, at hun vaklede. Hun samlede sig på sekundet, fik snoet nogle slanke fingre hårdt om hvad end der holdt hende, og rev det løs fra sit hår, imens hun trak det frem foran hende, og lagde blikket på det .. grimme væsen.
For grimt, det var det. Det var ikke så ekstremt stort, måske på størrelse med en overkrop. Væsnet havde kæmpestore øjne, et skaldet menneske/baby hovoed, og ekstremt lange, tynde kløer. Men hele dens krop var dækket af en rynket, sort læderagtig hud, og en spaltet tunge bevægede sig ud fra dens skællede læber, som en slange eller øgle. Fra dens skulderblade voksede drageagtige vinger frem.
"Du er da en grim lille én .."
Det var ikke mere end en mumlen der forlod hendes læber, for en klobesat hånd fløj frem, og rev tre lange rifter henover hendes kind. En irriteret snerren forlod hendes læber, samtidig med at hun i ren refleks over smerten, trak den anden hånd frem, og rev dens hoved af. Lilla blod .. Specielt ... Men det var ikke det vigtigste. Det vigtigste var, at den havde været ekstrem nem at rive hovedet af.
Det var da en svaghed der sagde spar to!

Før hun lod begejstringen løbe igennem hendes krop, gled hendes blik over på Rowan, for at finde ud af om han havde brug for hjælp. Han var på vej tilbage imod hende. Et svagt smil gled frem på hendes læber, men nåede ikke blive der, for som hendes blik flyttede sig fra Rowan, begyndte hundredevis af de halvstore væsner at grave sig op fra jorden med kæmpe øjne, der ikke blev spor påvirket af sandet.
Blafrende lyde begyndte samtidig at bevæge sig oppefra, så da hendes blik gled opad for automatisk at forfølge lyden, bemærkede hun en næsten sort sværm af dem der nærmede sig fra luften. Hun var i et ryk henne ved Rowan, rev et stykke af kjolen og lagde den i Rowans hånd. Hvis han ikke forstod hvad han skulle gøre, udfra hvad hun havde ... Så fortjente han næsten ikke at få den.
Så uden at sige noget klappede hun den ned i hans hånd, rev en håndpistol frem, og skød hovedet af en af dem, der kradsede opad hendes ben. Irriteret sparkede hun til en mere, så hovedet fløj af, før hun trykkede på aftrykkeren endnu engang, og tog to ned med et ryk. De var overraskende stærke, deres kløer var ekstremt skarpe, de var forholdsvist hurtige og ikke påvirket af sandet. Men de var forholdsvist nemme at slå ihjel alligevel - Så problemet var .. At der var stimer og atter stimer af de små bæster.
Det her ... stinker

Den var latterlig, rød og klistret - Verden. Badet i fugtigt, tykt, rødligt blod der klistrede den nu halvgennemsigtige røde kjole til hendes krop som superlim, blot for at afsløre mere end mere sky typer havde fundet behageligt. Delilah? Hun opdagede det end ikke, men selv hvis hun havde ladet blikket glide ned over hendes tydeligt markerede krop, havde hun ikke fundet det spor mærkeligt - Blot en smule træls at kjolen ville ende stiv og svær at bevæge, når blodet størknede.
I et dybt, tragisk suk svuppede hun en fod op fra horderne af døde kroppe, og gjorde en smidig bevægelse, for at 'sparke' ligrester af den bløde hud der omsluttede hendes fod. Hun himlede med øjnene. De bevægede sig hastigt rundt i hendes ansigt, samtidig med at et ulogisk smil kravlede frem på de blødt kurvede læber - blot for at lukke et muntert pust af latter ud derfra sekundet senere.
Hele situationen .. Den var så latterlig, så urealistisk at den sendte stråler af latter igennem hendes krop, og holdt hendes humør højere end det ville være naturligt. Hun blinkede muntert til ham som latteren rindede ud, og lod nærmest drillende blikket udforske stedet omkring sig. Nysgerrigheden brændte i hende, og sceneriet virkede en del mere interessant end det havde gjort sekundet tidligere.
Det var højst sandsynligt blot adrenalinen der havde fucket hendes humør og tankegang fuldstændigt op, men ikke desto mindre fangede det hende i et muntert loop. Hun daskede legesygt til Rowans skulder, og blinkede med et smil lagt ned i mundvigen imod ham.
"Jeg tror vi har pisset ham nok af til at vi snart får hele lortet på nakken!"
Hun smækkede blodige hænder sammen, så en sky af blodige minidråber sværmede om hende. Hendes krop satte igang i et ryk, der frembragte at hun straks efter var landet nær kassernes tomme dyb - men tomme var de skam ikke.

Hun løftede smidigt en finger, og bøjede den ind over gentagne gange, for at trække varulven hen imod sin skikkelse, uden hun lod blikket forsvinde fra kassens indhold, der blot fik endnu et smil til at sitre over hendes lettere ulogiske læber. Kassens indhold var ikke til hende.
Bugner af menneskemad af forskellig slags lå i stakke og små bunker nede i kassens dyb, og sendte en dunst af mad op i atmosfæren. Den ville ikke give hende mæthed, næring eller en anden form for nydelse end smag, men ville måske kunne give hende en illusion af ikke at føle sig sulten, hvis hun virkelig tvang sig selv - Men den kunne bestemt hjælpe ham en del. Selvfølgelig hvis det ikke var forgiftet.

En bølge af dårlig samvittighed skyllede ind over hende i små, skvulpende bølger, da han stormede over for at kaste sig over føden, som tusinde vampyrers lange sult havde fanget ham. Et svagt smil spillede over de fyldige, blodige læber, og en legesyg tunge snappede drillende ud fra mellem deres bløde skjul, og hapsede blot et strejf af de blodige dråber der glinsede på hendes overlæbe, og trak den ind i hende.
Som han proppede sig som en kalkun til thanksgiving, betragtede hun ham med et glimt i øjet, der udstrålede ... bekymring. Først efter hvert en mundfuld havde fundet vej ned i hans krop og gav ham energy, et stykke af gangen, trådte hun helt hen til ham, som ord flød ud af hans læber. I første omgang syntes hun ikke ligefrem at bemærke dem, slet ikke reagere på dem, men havde istedet noget at sige selv.
Hun lod et par slanke, blodige fingre lægges blidt imod hans kind, med et overraskende blødt skær glidende igennem øjnene, og et uskyldigt blik der simrede umiskendeligt over hendes cremefarvede hud. Hendes blik lå dybt i hans, og nægtede at slippe før hans også lå i hendes. Selvom hendes krop altid havde og altid ville havet et strejf af seksualitet, var dette langt fra en forførelse eller et forsøg på det - Og det var forhåbentligt ikke umuligt at mærke for varulven.
"Rowan ... Du er en bemærkelsesværdig mand."
Et svagt smil spillede over hendes læber, men det syntes sørgmodigt.
"Du holder dit humør overraskende højt, selv når du står dækket i blod ved siden af en sindssyg dæmonkælling hvis forlovede idiot forsøger at kværke os alle, fordi han er pigesur."
Hun lod fingrene trækkes væk fra hans hud, og syntes at studere den nøje, som fandt hun det pludseligt ubehageligt at lade blikket hvile i hans.
"Jeg er ked af at jeg har bragt dig i denne her situation. Du har intet gjort galt."

Sekundet senere var denne anger og undskyldende kvinde forsvundet, og en facade smækkede sig tydeligvis op udover hendes krop, og den samme hårdhed blev fanget omkring hendes blodige skikkelse.
"Men ja, vi venter bare på at han sender død og ødelæggelse efter os. Yippi-ka-yay motherfucker."
Hun lavede nogle små eksplosioner med hænderne, og lod øjnene rulle så hun ironisk fik himlet med øjnene, imens hun lod det selvsamme blik gennemsøge området. Hun syntes at overveje det spørgsmål hun ellers havde ignoreret grundigt, inden hun fik et svar spyttet ud af læberne.
"Honestly? Ingen ved shit. Den mand er en sindssyg freak, og lige så uforudsigelig som én. Men mit gæt er at han giver os en udvej, og en hær at komme igennem, som han ikke regner med at vi kan klare."
Et iskoldt smil bedrog hendes læber.
"Basically siger han, her er udgangen, i er velkomne til at dø i forsøget på at nå derhen. Det er mit gæt. Men det er sgu ligeså godt som ethvert andet."

Et smil spillede over hendes læber ved hans indrømmelse, og om det var en smal latter der forlod hende da han genbrugte hendes charmerende beskrivelse, var ikke helt usandsynligt. En svag rysten gik igennem hende, så de blodige, fugtige lokker svævede om hende som en maltrakteret, rødlig glorie der glitrede i den brændende hede sols stråler.
"Som sagt, bemærkelsesværdig."
Hendes blik løb henover kassens indhold, men intet udtryk fandt vej til hende. En sitren gled igennem hendes krop, og billeder af afhængigheder hun benægtede sig selv flakkede over hendes blik. Duften af blod fra hendes egen krop nåede hende endelig, og den tykke, jernrige duft sivede ind i hende, for at overtage hendes tanker. Åh hvor ville hun ønske at blot en dråbe af den smagfulde drik ville ramme hendes tunge, og berige hendes smagssanser med den fyldige ...
Hans stemme afbrød hende. En trance syntes at flyve fra hendes blik, samtidig med at de chokerede øjne fløj op og lagde sig tungt på ham. Mørket glitrede i hende, men genskinnet fra solen slettede strejfende af overraskelse, og erstattede dem med et gyldent farvespil i hendes blik.
Hendes hoved tiltede svagt til siden, og hun betragtede ham nysgerrigt med et blik der syntes at genoverveje ham. Så trak det svagt i mundvigen der afsluttede de bløde, fyldige kurver der formede hendes rødlige læber, og et kønt smil voksede langsomt ud over hende. Han var sgu ikke så slem som så mange andre køtere hun kendte.
"Så skulle du prøve stedet han kommer fra. Det er sgu en karrusel der vil noget."
Et kækt blink blev sendt i hans retning, men der var absolut intet udtryk ved hendes ansigt, der beviste at stedet han kom fra, var stedet hun ikke blot var født og opvokset, men også stedet der jagtede hver af hendes bevægelser, som hun trådte igennem sit liv. Stedet hun aldrig rigtigt ville være frit for.

"Han er en perle, er han ikke?"
Hun rullede det todelte blik rundt i kraniet, og pillede et lille stykke hjernemasse af kinden i samme bevægelse, som for at understrege ironien der sydede i hendes stemme. Der var absolut intet ved ham hun ikke hadede - End ikke hans latterligt gode udseende, som hun var latterligt vant til efter de mange år fanget i en by udelukkende af succubus'er og incubus'er.
Hendes blik sprang op, da hun bemærkede at hans blik havde fundet vej opad. Hun lod øjnene løbe henover hæren der nærmede sig i horisonten med skridt der var fuldstændigt synkrone, så jorden nærmest rumlede og skælvede i takt med deres skridt. Selvfølgelig var det ikke mere end en sitren, men hun havde en forholdsvist god følesans, og kunne derfor mærke det sive op igennem hende.
Ironisk. En hær stod i vejen for udgangen - Netop som hun havde sagt det. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun tro at han lyttede til deres samtale, og trak idéer fra samtalen og ind i sit eget spil.
Men helt kunne hun ikke koncentrere sig. Hendes krop manglede sex, og succubus'en i hende skreg. Det var dage siden hun havde så meget som overvejet det, for hun ønskede ikke ligefrem at suge sjælen ud af en person. Hun havde i stedet druknet lysterne i alkohol, og ikke nok med at manden ved hendes side fik sexlysten fra succubus'en til at pulsere i hende i en trang til at suge hans sjæl, der var også en voldsom duft af alkohol der pumpede ud fra skindet der var imellem hans fingre.
Hendes blik blev derfor med det samme tiltrukket skindet, da han stak det hen imod hende med en kæk kommentar på læben, og hun snappede den hurtigt ud derfra, hvorefter hun nærmest panisk tog den til læberne og fik alkoholen i kroppen.
Det dulmede lysterne, nerverne og den pumpende, pulserende følelse der dunkede i hende. Et smil trak sig smalt henover hendes læber, og et blik fandt endnu engang vej tilbage til hæren. Et svag latter blev fanget på hendes læber ved hans kommentar, og hun syntes ikke at tænke den som specielt dum eller mærkelig.
"Skal vi kværke nogle svin?"
Med latteren på læben lod hun fingrene lægge sig om en af hendes pistoler, fik med hurtige, smidige og tydeligt vante bevægelser tjekket hvor mange patroner der var tilbage i hylsteret, inden hun smækkede den tilbage, afsikrede den og sendte ham ét enkelt blik: Kommer du?
Sekundet senere sprang hun frem imod hæren.

//OOC: Jeg vil gerne tilføje mere hvis du ønsker at jeg beskriver "væsnerne" eller en del af kampen for at få inspiration, men ellers vil jeg ikke gøre indlægget alt for langt, og har derfor stoppet det her;)