I really don't wanna ask for help.. But help! - Azrual.

Alex havde besluttet sig for, at tage en tur på kirkegården. Hun ville egentlig bare gerne se hendes forældres navne på en gravsten. Hun havde før haft chancen for, at dræbe dem, men hun kunne bare ikke få sig selv til det. Selvom de aldrig havde været forældre eller været der for hende, så havde hun ikke nænnet, at kunne slå dem ihjel. Hun stod i en hvid kjole der gik til midt på læggen, hvor den til midt på låret var stram og så ellers gik ud i et slags slør. Hun stod foran to gravstene og så på de to navne, hun sukkede lettet, da hun egentlig var lettet over hun ikke længere behøvede, at bekymre sig om dem. Hun mærkede en kold hånd ligge sig på hendes skulder, og da hun vendte sig om var det en udød. Hun havde ikke mødt en før, så hun var ikke sikker på om hun kunne bruge hendes evne på den, men hun forsøgte. Du vil ønske, at gå væk herfra. Hun ventede på den vendte sig om og gik, men der skete ingenting. Flere udøde kom til og de tog hurtigt fat i hende og forsøgte at få hende med sig, hun forsøgte selvfølgelig, at komme fri, men de var for mange.

Azrual havde lagt på taget af det mausoleum, som førte ned til hans hjem, for at trække solens sidste stråler, da han så nogle udøde samles, han vidste at det ville betyde nogens død, på dette tidspunkt var han begyndt at kede sig, så han valgte at tjekke det ud det kunne være at det var en køn pige de var ved at fange, som han kunne rede så hun forelskede sig i ham, han har trænet fra han var helt lille hvilket har gjort at han ikke ved ret meget om hvordan andre mennesker tænker (ud over hvor de normalt ser hen, når man prøver at snige forbi dem) så derfor har han nogle ret barnlige ideer.
da han så at det var en køn pige, som de udøde var ved at fangevar han lige ved at springe ind, men så han hvor mange udøde der var og han måtte tænke sig om endnu en gang

Alex var rent stærk, både fysisk og psykisk, så hun fik slået et par stykker ud, men der kom bare flere nye til når det skete. Hun så ned af sig selv og opdagede at hendes kjole var blevet zombificeret og det gjorde det for alvor slog klik for hende. Hun gik amok på mange af zombierne, men de rejste sig bare som om der intet var sket. Hun holdte op med, at kæmpe imod da de løftede hende og bar hende væk. Hun gjorde sig ikke vildt let, men hun gjorde ikke modstand. Det var gået op for hende, det ikke hjalp alligevel. Hun havde endnu ikke opdaget Azrual.

//Undskyld længden.//

Azrual så dem slæbe pigen væk og tænkte 'hvad helvede man lever jo kun en gang' han greb en sten af normal brosten størrelse og kastede den ind i hovedet på en af zombierne og så hvordan den brækkede nakken og faldt sammen han råbte også ''hey muk-hjerner jeg er her, jeg er den sidste Tal'mahe'Ra'' han vidste at de kendte det ord, da necromantigerne der have lavet dem havde brugt dem til at angribe Tal'mahe'Ra kulten, og det højest sandsynligt ville fange deres opmærksomhed
hans råb virkede og zombierne glemte alt om pigenog stormede mod ham med alt den fart de kunne præstere, Azrual trak sit sværd, men da den første angreb ham gjorde han intet, for han vidste at hans tjener Salot kunne tage den første, han sprang frem fra hans skygge og borede sine 8 cm lange klør ind dens hoved, imens gik Azrual til angreb med sit sværd på den næste, og inden der var gået lang tid stod de ryk mod ryk og kæmpede som en

Alex hørte en råbe og blev opmærksom på ham der råbte. Det varede ikke længe før det første af zombierne lå død, og de andre måtte have bedre fat om hende. Kort efter det lå hun på jorden og zombierne havde vendt deres opmærksom imod ham. Hun rejste sig op og gik hen imod zombierne. Hun tog fat i den ene af dem og knækkede nakken på den og lod den falde, hun blev ved sådan ved et par stykker. Hun havde ikke tænkt sig, at takke denne mand for hans hjælp, hun ville tvært imod klage fordi han havde fået hende til, at falde ned på jorden. Alex så en zombie komme løbende og sukkede opgivende, zombien tog fat om hendes liv, mens hun tog fat i hans nakke og knækkede den og så faldt zombien ned, undtagen hans arme der stadig sad om hendes liv. Hun udbrød med en lyd der tydeligt viste hun væmmes ved det, men hun tog bare fat i armene og smed dem på jorden. Da der ikke var så mange tilbage gik hun hen og satte sig på en sten og så på. Hvis nogen kom hen imod hende, ville hun bare gøre det af med dem igen.

Azrual og Salot var omringet af zombier, men ingen af dem kom nær nok til at gøre skade, før de blev stoppet af enten et sværd eller en klo, Azrual ville nok have tænkt  at dette var en dum ide, men han var, grundet faren, i en adrenalin rus lige nu så han kunne ikke tænke det, hans og skyggevæsnet bevægelser var som en dans de var i perfekt synkronisering.
de stod ryk mod ryk og deres telepatiske forbindelse gjorde at de ikke have nogle blinde vinkler, som zombierne kunne komme forbi deres våben, og inden længe var der en stor bunke afhuggede læmmer og døde zombier (rigtig døde)og men for vær zombi de nedlage var der en til at tage dens plads, men det begyndte at tyndes ud i dem.

Alex synes det var meget underholdende, at se på mens de udkæmpede zombierne, hvis de kom for tæt på hende sparkede hun bare til dem og så ændrede de retning mod de andre igen. Om det var ondskabsfuldt? Ja, det var det. Men Alex var ligeglad, hun tænkte altid på sig selv og ingen andre. Hun var imponeret over, at et simpelt menneske kunne rydde så mange af vejen, han måtte kunne noget andre mennesker ikke kunne, ellers var det ikke muligt. Hun rejste sig op da de var ved, at være færdige. Hun trådte igennem de mange lemmer og gik hen til mennesket og hans ven. "Jeg har lige slået min ryg på grund af dig. Mange tak." Hun fnøs irriteret, på trods af hun slet ikke havde ondt i ryggen. Men hun ville bare gerne i kontakt med ham, så hun måske kunne få sagt tak på et tidspunkt, men indtil videre måtte han nøjes med en bunke ubehøvlede kommentarer.