Where do i go? - Ryan

T ^ 16:00
S ^ Gågaderne i Doomsville
V ^ Køligt og let blæsende
O ^ Nogen grupper af folk
P ^ En sød lyserød kjole. En sløjfe i hendes røde hår og sin kanin bamse.

Gaderne var ikke ligefrem fyldt den aften. Det var mere sådan middel aktivitet en Søndag aften. Folk tog det stille og roligt i de få grupper de var i. De talte stille over en øl eller noget ligne og fik nogle gode grin. Noget som en pige aldrig ville kunne igen med hendes fortid. Pigen kom gående gennem gaden, med tunge skridt og blikket vendt mod asfalten. Hun havde en lyserød kjole på, en sløjfe i hendes røde hår og en kanin knuget ind mod hendes bryst. Hvis man skulle vurdere hende var hun slet ikke hjemløs. Men faret vild. Det var så ik lige tilfældet. Sammi som pigen hed, var 13 år, hun havde boet på gaden siden hun var 12 efter hun var flygtet fra hendes herre som havde haft hende siden hun var fem.
Sammi var ik trygt ved nogle og det skyldes ham at hun ikke kunne binde sig helt. Det ville hun nok aldrig kunne. Det var værst med mænd. Hun kunne faktisk slet ikke omgås med dem uden hun fik det rigtig skidt med det.
Et tungt suk kom fra hendes frysende læber.
Et djævelsk grin lød bagved hende. Hun frøs som is og stoppede med det samme. Hun stirrede direkte ud i luften og det djævelske grin blev bare højere. Og før hun vidste af det var hun hevet ind i en gyde. Den første reaktion der kom fra hende var et højt skrig, men manden med grinet holde hende om munden. Det var der to andre mænd dukkede op foran hende. Der var tre mænd? Hvad ville de hende. En varm væske gled ned af hendes bløde kinder, tåre begyndte at strømme langsomt og hun røg tilbage til sine minder fra sin fortid.
Hun kunne ikke græde selvom hun ville, men tårene strømmede bare ned af hendes kinder.
Den ene af mændene begyndte at tage hendes sløjfe ud af hendes hår og den anden ville have hendes kanin bamse, men hun holde godt fast i den. Hun ville ikke have andre skulle røre den, og da slet ikke holde den. Det var hendes. Hun knugede den indtil sig og vred sig og sparkede og slog ud efter dem. De skulle holde sig væk skulle de!

Hår :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Aften var ved at komme til syne i gågaderne på Doomsville, og selv om det var søndag var der næsten ingen væsner ude, og hvis der var var det nogen som skulle snakke om noget vigtig, ellers holdte de fleste sig inden for i varmen med lyset tændt, en ung frøken ved navn Katniss, men beder kendt som Ryan, som var hendes efternavn, Ryan var leder for en gruppe dæmon og det havde hun været siden hun var helt ung, selvfølelig er hendes gruppe voksede efter hånden, men alligevel var de en lille gruppe, Ryan var iført sit normale tøj som bestod af sorte bukser og sin sorte hætte trøje men et halv hvidt hoved på, Ryan lange hår var i aften i et hvid og sort look, ikke nok med at Ryan var leder for en dæmon gruppe var hun også halvt og halvt slave for en ved navn Zero, men kun fordi han havde Ryan's højt elskede søster, Ryan var også i selvskab med tre andre dæmoner fra hendes gruppe, en sjældæmon, bloddæmon og en skyggedæmon.

De tre dæmoner løb lige hurtig frem fordi de havde hørt nogen andre væsner stod foran en lille pige, nok ikke mere end de 12-13 år, Ryan kom frem til der hvor de stod og knyttede sine hænder, langsomt kom isen fra hendes føder ud til de tre mænd som havde overfaldet den lille pige, isen gik op af deres ben og vider op så de til sidst var rend is, Ryan gik hen til pigen og bukkede sig ned og sagde med en rolig stemme, "Smut hjem med dig" hun raste sig op igen og var nikkede til sine dæmoner.

Hånden fra hendes mund blev fjernet og i det samme kom der et hyl og et skrig fra hende som hun havde holdt inde. Hun kiggede overrasket på mændene da der lige pludselig voksede is om deres ben. Hun kiggede mod en pige med nogen ved siden af sig. Hun kiggede skræmt op på pigen med tåre i øjne. Løbende ned af hendes kinder. Hendes blik fulgte pigen da hun satte sig ned foran hende. 'Smut hjem med dig' helt ærligt? Hun havde ik noget hjem... Hun kiggede op på pigen da hun rejste sig. Sammi blev siddende. For hvor skulle hun gå hen? Hun var ligesom hjemløs. "Jeg... Har ik noget hjem" sagde hun lavt

Ryan så hvor bange denne pige var, der var noget over pigebarnet som fik det hjælp samme frem i Ryan, hun kiggede rundt og sagde med en svag stemme til den ende dæmon og han tog sig jakke af og lade den om pigen, og Ryan kiggede på hende igen og sagde med en svag stemme, "Hmm okay du kan bor hos mig til du kan klare dig selv" Ryan vente ryggen til pigen og ventede på at hun ville føle med hende, hun vente blikket igen imod pigen og sagde så igen med en rolig stemme, "Kommer du eller ville du blive der og græde?"

Hun kiggede op da en af dem pigen fuldtes med lagde en jakke over hende. Hun vidste ik hvad hun skulle sige. Det her var... Nej det føltes... Mærkeligt. Hun kiggede op på pigen da hun talte til Sammi. Hun kiggede undrende da hun sagde at hun kunne bo hos hende. Bo? Et hjem? Dog til hun kunne klare sig selv...
Hun kiggede efter pigen ds hun vende om og gik. Hun skælvede af pigens stemme og talemåde. Den var hård. Men så heller ik så hård som hun havde oplevet andre være.
Hun rejste sig langsomt op og gik langsomt og svagt efter.

Ryan smilede til den lille pige som gik efter hende, de tre dæmoner var foran Ryan men Ryan sagde med en hård stemme til dem "Tag hjem og gør et bad og mad klar og nu hvor i er i gang så gør et værelse klar til pigen" hun kiggede igen på pigen af dæmonerne løb af sted, Ryan smilede til hende og sagde med en rolig og blid stemme, "Når hvad hedder de så?" hun sagde det på en meget sød møde, en møde som hun kun havde snakket til sin søster Fatih, men hun var blevet så stor at hun kunne klare sig selv, hun vente på at pigen ville sige noget før hun ville forsætte med at gå.

Hun kiggede spændt på pigen da hun smilede, Sammi bed sig let i læben og smilede så tilbage til pigen, det var første gang i lang tid hun havde smilt til nogen. Og lad os bare sige at det ik var det mest smukkeste smil.
Hun kiggede efter dem som havde gået med pigen som nu gik vejen hjem til pigen for at gøre ting klar til.. Hende? Hun kiggede lidt ned i jorden. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på dette.
Sammi, med kanin tæt til brystet, tøffede roligt op til pigen og kiggede op på hende da hun spurgte om hendes navn, Sammi var rigtig nok 13 år, men eftersom hun ingen træning havde fået mens hun var blevet holdt fanget, fungerede hendes hjerne som en 5 årig. "Sammi.." sagde hun roligt og smilede til pigen, "du?" spurgte hun tilbage.

Ryan smilede bare mere til den lille pige som var kommet op til hende, hun så lidt mærkelig ud i ansigtet, og Ryan kunne virkelig ikke helt forske hende, hvad var det godt gjord hende så usikker? Ryan valgte ikke at sige, mest på grund af at hun stadig så bange ud, Ryan lade sin hånd på hendes hoved og sagde med en glad stemme, "Sikke et flot navn Sammi" hun løftede igen hånden fra hendes hoved og forsatte med at gå, lige en til hun spurgt og hendes navn, Ryan vente blikket imod hende og sagde med en rolig stemmen, "Bare kald mig for Ryan" hun gik vider.

Hun kiggede lidt undrende op på pigen da hun lagde en hånd på hendes hoved, men smilede ellers bare, for selvom det var mærkeligt, var det ikke mærkeligt fordi hun ikke kunne lide det, mest fordi hun ik havde prøvet det før... Og det var en dejlig følelse.
Hun smilede stort. "Tak" sagde hun smilende. Der var aldrig nogen der havde sagt det til hende.
Hun tøffede lige så stille med da hun begyndte at gå igen. "Ryan..." Gentog hun for ligesom at kunne huske det og udtale det rigtigt. Hun smilede ned til sin bamse og nussede den ind til sig mens hun gik sammen med Ryan

Ryan smilede til hende da hun sagde tak, hun kunne godt hører på hendes stemme at hun ikke helt var vandt til at snakke, men det var selvfølelig også i orden, det var jo heller ikke altid at Ryan snakkede da hun var lille, men hun gjord det dov meget lidt, hun smilede til Sammi igen da hun gentog hendes navn, "Flot sagt Sammi du skal nok blive verden mester i at snakke" de gik i noget tid, lige end til det kom til et stort hus, Ryan stoppede op sagde roligt, "Ja dette er så dit nye hjem Sammi"

Sammi tøffede bare lige så glad efter Ryan, smilede stolt og klukkede lidt da hun sagde at hun ville blive verdens mester i at snakke... Det var så nok bare ikke muligt, tænkte Sammi jo nok. Hun gik ved siden af Ryan hele vejen, prøvede hele tiden at holde tempoet mens hun holde bamsen ind til sig. Hun kiggede på det store hus foran dem, hun kiggede med store øjne på det og så på Ryan. "Bor du virkelig her?" spurgte hun begejstret.

Ryan så at hun ikke rigtig troede på hvad hun sagde med at blive verden mester i at snakke, måske havde Sammi ikke snakket særligt meget siden hun mødte Ryan, men hun var alligevel godt på vej til at snakke mere med hende end med nogen andre, eller det troede Ryan selvfølgelig viste Ryan intet om Sammi fortid, "Nej Sammi det er her vi bor" hun tog Sammi op i sine arme og gik hen til hoved døren og åbnede det så gik ind i det kæmpe store hus, da de var kommet ind stod der to mandlige dæmon for at tage imod dem, "Dit bad er klar unge frøken og tog jakken fra Sammi og lade den på en stol ikke så lagt der fra.

Hun kiggede op på Ryan da hun rettede Sammi, det var der de boede. Hun smilede og da hun blev løftet op i Ryans arme var det som at være hjemme igen.
Hun holde sig indtil Ryan imens de gik ind i huset. Hun kiggede på mændene og da de havde taget hendes jakke af puttede hun sig ind til Ryan. Var hun genert... Nej, bange... Ja! Det var mænd, det værste hun vidste i hele denne verden. Noget hun slet ikke kunne fordrage, noget som bare skulle dræbes. Sådan kunne hun dog ikke helt tænke. Endnu.

Ryan mærkede hvordan hun puttede sig ind til hende, og en glæde kom frem i Ryan, det var som om at havde en lille datter som ikke helt kunne klare sig selv endnu, hun smilede dov bare til hende da de var kommet ind.
Ryan så hvordan hun gemte sig bag hende og Ryan grinede bare og sagde med en glad stemme, "Du skal ikke være bange Sammi de går dig ikke noget, i dette hus er det mig som bestemmer" Ryan tog en hånd bag Sammi's ryg og ville vise hende vej op til badeværelset så hun kunne få sit et bad.

Hun fulgte roligt med Ryan da de gik mod badeværelset. Hun sagde hun ikke skulle være bange. "Så, de gør mig ik noget" spurgte hun og kiggede på Ryan med et nervøst blik.

Ryan kig op af krappen med Ryan i sin hånd, hun smilede glad, og var meget glad for at denne lille pige kunne for noget frem i hende den eneste som kunne det var sådan set Fatih, men hun boede ikke længer i huset, hun var flyttet hen til Zero, og det var også meningen at Ryan skulle det når han havde bestemt sig på hvornår hun skulle, og selvfølelig håbede hun på at det ville tage meget langt tid, tanken om at efterlade Sammi alene i huset uden at vide hvad hun skulle, det gjord Ryan lidt bange, hun så ned på Sammi som hun så som sin egen, men ås alligevel ikke, "Nej det gjord din intet, de kan allerede mærke på mig hvor meget du betyder for mig, så de tør ikke rører dig overhovedet, så på en møde bestemmer du også over dem" hun smilede til Sammi og åbnede døren til badeværelset.

Hun gik roligt ved siden af Ryan op af trappen, hun kiggede hele tiden på Ryan, som de gik, for at se hvad hun gjorde. Som en lille pige som efterlignede for at lære.
Hun smilede op til Ryan, hun var glad for at hun var sammen med Ryan, Ryan gjorde hende tryg, selvom de mænd nedenunder ik lige frem gjorde hende trykkere ved det hele. Ryan var bare... Tryg. På en måde. Hun kiggede lidt overrasket over det Ryan sagde, de kunne mærke at hun betød meget for hende, betød hun meget for Ryan. "Betyder jeg meget for dig?" spurgte hun stille og hev hende med ind i badeværelset.

Ryan smilede glad, hun havde fundet en som betyd mere for hende end nogen andre, ikke engang Zero kunne overgå Sammi, men der ville altid være en over alle og det forbliver altså hendes søster til Faith, selv om hun ikke længer er i hendes hus er det alligevel som om hun stadig er der.

Ryan kiggede nu på Sammi og sagde med en rolig stemme, "Ja du betyder meget for mig Sammi, hvis jeg ikke viste beder ville jeg tro du var min datter" men kunne godt hører på hendes stemme at hun blev lidt trist over at Sammi alligevel ikke var hendes, men Ryan havde jo taget sig af hende, så det ville jo næsten være det samme at Ryan nu var hendes nye mor, men selvfølelig kunne Sammi selv bestemme det, det var jo ikke op til Ryan at Sammi ville være hos hende hele tiden, det kunne jo være at hun skulle vider ud i livet.

Hun smilede til Ryan, hun var glad for st hun betød noget for en. Hun ville så gerne have ønsket at Ryan at hun var hendes mor, så var hun ik død, men.. Hun kunne jo være en form for bonus mor. En ny mor. Som hun ville nok holde lige så meget som sin egen mor. "Jeg ville ønske jeg dig som mor" sagde hun stille. "Det kunne være dejligt..." Hun kiggede op Ryan med et smil.

Ryan fik det største smil på læberne af hun spurgte om hun ville være hendes mor, "Selvfølelig ville jeg det kære" hun nussede Sammi i håret og sagde så igen med en blid og rolig stemme, [b]"skal vi ikke se at få dig i bad?"[/i] Ryan ventede med at gøre noget, for det kunne jo godt være at hun ville være alene nu hvor hun skulle havde tøjet af.

Sammi smilede til Ryan, "tak" sagde hun lykkeligt, det føltes dejligt... At have en mor, det var specielt, hun var så lykkelig. Nu måtte Ryan bare ik komme ud for noget.
Hun nikkede da hun spurgte om de skulle få hende i bad. "Ja" svarede hun hurtigt og smilede.

Ryan havde fået noget som hun aldrig havde troet at hun ville få og nu var det altså sket, hun havde fået det som hed en datter, eller Sammi var jo ikke hendes rigtig datter, men alligevel var hun som en datter får Ryan, selv om Ryan selv ønsker at føde en og tænke på at det er hendes og ingen andre.

Ryan så igen på Sammi og sagde mede en rolig stemme, "Ville du havde hjælp eller kan du selv?" hun så igen på Sammi imens hun mærkede på vandet som var lige tilpas.

Hun kiggede op på Ryan med et lidt nervøst blik. Hendes krop var dækket med gamle af, brandmærker, piskeslag, tortur redskaber. Hun vidste ik om Ryan skulle se det. Men på den anden side ville det være rart at have en ved sin side mens man bade.
Hun nikkede "hjælp" sagde hun stille og kiggede ned.