As if anything would change (Valentine)

S: Sunfury slot
V: Solrigt, varmt
O: Slottets og det omgivelser, med dets udvalg af dekorationer
T: Sen eftermiddag, tidlig aften

@Valentine

Turen var blevet tilbagelagt på rekordtid. Hestene var blevet skiftet undervejs, og alligevel var det en prustende hest der stod stønnede ved slottet, hvor en stalddreng tog lidt forvirret imod den, da en bestemt hånd holdt tøjlen frem til ham. Men manden der gav den så ikke engang på den stakkels dreng, der tydeligt kunne mærke han ikke skulle sætte den uventede gæst på prøve. I stedet tog han stille imod tøjlen og førte hesten væk, eftersom den så ivrig ud for en pause med mad og drikke.
Gæsten var ikke kommet alene. Men ingen i selskabet så ud til at have nydt turen det mindste, og ingen sagde et ord. Der lå en sky over selskabet. Få mænd, de 4 andre der stod bag den forreste var intet mindre end sikkerhedsfolk. Et minimum, med let oppakning, det havde kunne tage afsted med kort varsel. De var dog fuldt bevæbnede og lignede nogle der med lethed kunne svinge de robuste sværd ved deres sider eller indgår i en nævekamp og som regel vinde. De var briste at se på, og man kunne blive i tvivl om de faktisk foretrak den tunge stilhed, som komplimenterede deres hårde udseende.
"Sir..."
En hånd gled op i luften i en hurtig bevægelse, der fik alle 4 mænd til at tie stille. De kiggede bare på deres Herre, som stod foran dem. En mand, der selv kiggede op på det store slot. Men ikke fordi han beundrede arkitekturen.

I en meget behersket bevægelse gled samme hånd igennem håret. På trods af den hårde ridetur fra Doomsvilles regnvejr til denne bys hårde varme, virkede han på ingen måde påvirket. Håret sad overraskende pænt, efter hånden gled igennem det og rettede de få vilde lokker. Om hagen lå et let skæg, der blot understregede mandens kantede hageparti. De mørkegrå øjne skinnede sorte i den skarpe sol, der allerede nu var begyndt nedstigningen fra den høje himmel, men som derfor ikke var mindre varm. En dråbe af sved gled ned over tindingen på manden, men han fjernede den ikke. Opfangede den måske ikke engang.
Den tunge kappe var for længst smidt, og i stedet stod den tidligere herskere af Doomsville og Dragons Peak, den nuværende leder af en stor klan i underverden og ikke mindst en nær relation af Genevira, den nuværende herskerinde af Doomsville, i en tynd hvid skjorte og et par lysebrune hørbukser. Et valg af tøj man sjældent så manden i, men som om ikke andet næsten fremhævede hans muskuløse og kantede krop mere end normalt. Et par lette sko på fødderne. Og ikke mindst hans mærkværdige og sorte sværd ved hans side - og hvem vidste hvor mange skjulte våben?

Endelig bevægede den stille skikkelse sig. Det var en tøvende bevægelse fra vagten, der endelig turde stoppe mandens fremgang ind på slottet. Det lille følge fulgte efter, ivrige efter at finde skygge fra den hårde varme udenfor.
Det mørke blik landede på vagten og fik manden til at krympe sig. Måske var det kun tilstedeværelsen af hans kollegaer, der holdte vagten fra bare at lade manden gå indenfor. Auraen var tung og truende, og når Sean var i dette humør, var der meget få der turde stoppe ham.
Og dog, var det som om vagtens tilstedeværelse huskede Sean på noget...
For pludselig var det som om skuldrene gled en anelse tilbage og øjenbrynene gled kortvarigt op i panden, som om han lige skulle løsne ansigtsmusklerne og huske hvordan man brugte dem.
"Valentine. Nu"
Vagten vendte sig om og løb ind for at hente Valentine - eller give beskeden videre. Sean var faktisk bedøvende ligeglad. Men havde ingen hentet ham indenfor kort tid, ville han selv marchere ind på slottet. Hvad ville de gøre? Slå ham ihjel?
Tanken om deres usle forsøg på selv samme fik han næsten til at smile. Hans hænder åbnede og lukkede sig et kort øjeblik.
...Faktisk...
Ville de ikke nok?
Det ville give ham en pause og mulighed for at afreagere. Hans krop føltes trods alt stiv efter den hurtige men hårde rejse. Ved den tanke gled skuldrene rundt et kort øjeblik.
Han måtte være sød. Eller i det mindste venlig. For Genes skyld. Han skulle bare lige snakke med Valentine lidt.

Lykkeligt uvidende om den tragedie som efterhånden syntes faretruende nær, befandt aftenens næste hovedperson sig i selskab med sit eget lille følge. Gemt væk dybt inde bag Sunfury paladsets imponerende facade, fandt man dødssynden svøbt i en verden af silke og overflod i form af lidenskab og vin. Valentine, havde som så mange gange før valgt at tage hul på den næstsidste del af sin aftenrutine. En afslappende stund, hvor han fik lov til at glemme hverdagens (minimale) stress og jag, og samtidig fik suget næring til sig uden nogen bekymringer for forstyrrelser eller pligter, der ventede. Derfor var det også med en ubekymret mine, at han tog endnu et sug af den pibe, som elskerinden ved hans højre side tilbød ham. Piben blev fjernet igen efter et par sekunder, og han lod dovent en røgsky glide ud mellem læberne, som hurtigt blandede sig med resten af den hede luft i lokalet. Det kølige blå blik gled ned og betragtede med nyvunden interesse, hvordan en hånd havde placeret sig mod hans manddom. Hånden tilhørte den mandlige elsker ved hans venstre side, som udover den kærlige behandling af hans nedre region var travlt beskæftiget med at lade læberne vandre over dødssyndens blege hud. Specifikt området mellem hals- og skulder regionen oplevede lidt ekstra opmærksomhed, da det lod til at gå op for manden, at det sensitive område var nok til at opnå den ønskede reaktion. I hjørnet af lokalet befandt nattens sidste elskerinde sig i færd med at skænke vin op i et krystalglas, som hun efterfølgende slentrede til sengen med. Valentine rakte frem og tog imod vinglasset inden, at han med stor tilfredshed mærkede fornøjelsen af elskerindens andre evner efter, at hun var kravlet op i sengen til resten af dem.

Der måtte være gået en god stund før, at nogen af dem lagde mærke til den hektiske banken på døren. Med det tiltagende lydniveauet i rummet, kunne enhver have svært ved at skelne, hvad der var hvad. Men i sidste ende bemærkede Valentine dog, at nogen forsøgte at fange hans opmærksomhed. ”Hvad?!” råbte han blot fra sin position i sengen, ikke specielt interesseret i at stoppe, hvad der foregik. “Der er bud efter dem, min konge. Fem bevæbnede mænd ved døren. Flere af vagterne mener, at de har set den ene før, som leder gruppen… men husker ikke omstændighederne.” Valentine sukkede tungt og irriteret. Han skubbede let til gruppen, så han i det mindste kunne rejse sig op på albuerne. “Bring lederen til mig, og lad resten af gruppen vente med en håndfuld vagter. Men fjern deres våben.”. “Det skal ske, min konge.” lyden af metal der forsvandt, indikerede at vagten var rendt afsted igen. Valentine væltede kortvarigt tilbage i den bløde, tillokkende verden af hænder og kys inden, at han endelig fik viftet gruppen af elskere bort. Til sidst stod han op og så sig om i lokalet. Et af slottets mange rum, som han havde tilfældigt udvalgt til nattens aktiviteter. Et soveværelse, ikke hans eget selvfølgelig, i lyse toner med enkel indretning i form af et sminkebord, et klædeskab og en lænestol, hvorpå det meste af hans sparsomme beklædning befandt sig. Valentine vurderede dog, at lidt tøj var bedre end ingen tøj, og han slentrede derfor over og iførte sig bukserne af mørk, løst stof samt kåben, som han dog valgte at lade stå åben. Kronen, som stod placeret på sminkebordet, lod han være, og koncentrerede sig i stedet om at rette lidt på den gyldne øjenmakeup og håret, som havde løsnet sig undervejs. Da han var tilfreds, tog han sig selv og sit vinglas og gik over til glasdøren, som ledte ud mod balkonen, hvorfra man havde udsigt ned over Sunfury. Der ventede han til at nogen eller noget, krævede hans opmærksomhed igen.

Tilbage til gruppen, dukkede en ny håndfuld vagter op sammen med den originale mand, som Sean havde sendt af sted. Ingen af vagterne så særlig veltilpas ud ved situationen, anspændte og med hænderne hvilende mod deres egne våben, lod de dog originalen føre ordet i ro og mag. “Kongen har mulighed for at se Dem nu. Men kun Dem. Resten af gruppen må vente her. Og alle våben konfiskeres indtil besøget er slut.”

Det tog lidt tid før nogen vendte tilbage.
Var der nogen der spillede kostbar? Eller var kongen ikke hjemme? Optaget, måske? Sean nød ideen om at han afbrød et eller anden kongen var midt i, kun for at kræve kongens fulde opmærksomhed. At der var en tydelig forskel i rang forekom ikke Sean som noget problem. Godt nok var han ikke hersker mere, men alle vidste han havde været det, og autoriteten fra det lå ham ganske naturligt.
Desuden havde han en relation til Genevira. Og det var jo humlen ved det hele, var det ikke? Hans tætte forhold til Genevira gjorde ham stadig - til en grad - vigtig i de rigtige kredse. For dem der ikke blot så ned på ham, efter borgerkrigen, selvfølgelig. De folk skulle nok snart glemme ham, og han kunne indtage sin rigtige plads ved siden af Genevira uden problemer.

Sean stod og så ud over pladsen med et uinteresseret blik, da gruppen af vagter endelig kom tilbage. Så mange, til deres lille følge? Enten vidste de ikke hvem han var, og skulle til at sende ham hjem igen - eller også blev han anset som en trussel. Det sidste passede ham fint nok.
Hans egne mænd blev urolige, men en hånd fra Sean fik dem til at stå stille.
"I hørte ham"
Tøvende tog mændene deres våben af og lagde dem i en samlet bunke foran sig. En, som minutterne gik, ikke så lille bunke endda. Mest sværd og stikvåben, men enkelte lagde også forsigtigt små flasker af ukendt indhold fra sig, samt noget der mindede om små bomber der kunne kastes.
Da de var færdige, tog Sean demonstrativt sit sværd af og lagde det øverst på bunken. Det gav et stik i ham at efterlade hans elskede sværd...Det helt sorte sværd, der virkede levende i hans hånd. Som kunne ændre form, og nærmest kommunikere med Sean, når han holdt det i hånden. Men han vidste godt han ikke kom ind med et åbenlyst sværd ved sin side.
Dog gjorde han intet andet for at fjerne andre våben han måske - måske ikke - havde på sig. Til dels fordi han på ingen måder forventede at bruge dem, selvfølgelig.
"Vogt de våben med jeres liv" Han så på en af sine mænd, der udgjorde lederen af den lille gruppe når Sean ikke var der. Han pegede specifikt på sit eget sværd. Hvis nogen stjal det...
"Og jer..."
Han vendte sig om til de andre vagter, der nok skulle sikre sig at Seans lille følge ikke gjorde noget.
"...Kan i det mindste vise dem skyggen og noget vand. Det har været en lang tur"
Med de ord vendte han sig til den oprindelige vagt.
"Vis vej"

Hvordan det lille udspil end løste sig, blev Sean endelig vist vej indenfor. Bare at træde indenfor gav med det samme et køligt pust, der var som en befrielse for Sean. Han hadede den voldsomme varme. Hvis han kunne, ville han nok have lagt sig mod det kølige gulv. På trods af han havde et sommerhus i udkanten af byen, tilbragte han kun begrænset tid der. Det var der han i sin tid havde mødt den tjenestepige, der var sig Genevira. Sikke som det slog en fuld cirkel nu, hvor Genevira kunne vende tilbage som byen. Ikke som en lille pige uden værdi, men dronning.

Som altid var det det hvide hår der stjal opmærksomheden fra Sean. Det lange hvide hår. Det kom virkelig til sin ret på den sorte baggrund fra kåben. Sean vidste ikke hvad det var, men hvidt hår havde altid talt til ham. Måske fordi det mindede ham om Alane, og måske fordi han bare altid havde haft det sådanne. Alle havde vel deres små finurligheder de fandt tiltrækkende. For Sean var hvidt hår en stor en.
Han nikkede svagt til vagten, før Sean ventede lidt bag Valentine - inde i skyggen. Han samlede sine hænder bag på ryggen og kiggede ud over balkonens kant et kort øjeblik.
"Flot udsigt. Jeg kan se hvad Genevira måske finder tiltrækkende ved den"
Med et svagt - men tomt - smil så han hen på Valentine igen. Mon han ville få mandens opmærksomhed nu?
"Jeg håber ikke jeg forstyrrede?"

Skjulte blikke blev vekslet mellem vagterne, mens bunken med våben kun lod til at fortsætte med at vokse. Selvfølgelig var det Seans sværd, som stjal det meste af opmærksomheden. Mørk og utilregnelig (som sin ejermand) lå det der og pulserede som en vogter af bunken. Ingen turde nærme sig. En tjenestepige blev dog sendt af sted med ordren om at skaffe både læ og forfriskninger til Seans mænd, som ønsket, mens han selv blev ført videre ned gennem slottets gange.

Tydeligvis fortabt i egne tanker stod Valentine stadigvæk placeret i døråbningen til balkonen, da Sean og vagten nåede rummet. Selv vagtens diskrete bank på døren lod ikke til at have fanget kongens opmærksomhed, der i stedet virkede fikseret på en gylden fingerring han snurrede rundt om en af sine blege fingre. Vagten anerkendte Seans nik, men fastholdt stædigt sin position i døren, imens han lod dæmonen fortsætte videre ind i rummet. Først da Sean talte, var det som om, at det gik op for dødssynden, at han ikke længere var alene. Hovedet snurrede en halv omgang, ved lyden af den svagt genkendelige stemme, hvilket nær havde sendt vinglassets indhold flyvende gennem rummet. I sidste øjeblik, næsten øvet, fik Valentine dog drejet glasset således, at væsken forblev i krystalglasset. De tilsvarende krystalblå fikserede sig dog rimelig hurtigt på stemmens ejermand, og et smil formede sig helt automatisk, ved gensynet af den familiære skikkelse. Smilet nåede dog aldrig helt øjnene. For netop som han var i færd med at dreje resten af kroppen, ramte den ham. Vreden. Som en kold, våd klud, der blev klasket i ansigtet, blev han flået ud af den behageligt erotiske døs, som rummets tidligere gæster havde efterladt ham i. I stedet mærkede han, hvordan vreden skar gennem luften som en kniv. Ildevarslende rumsterede den i Sean. En flamme der vred sig, rastløs og ivrig efter at fortære den mindste smule brænde, man gav dem. Valentine skulle træde varsomt. Ethvert andet væsen havde måske næppe bemærket det. Sean gjorde tydeligvis sit bedste for at holde følelsen i skak. Den rolige facade, det diskrete smil - selv tonelejet indikerede ikke umiddelbart problemer - men som dødssynden ejede Valentine et naturligt talent for at opfange den slags mørke i folk. Spørgsmålet var bare, hvad der havde skubbet Sean helt derud. Det var ikke mange timers bekendtskab de havde med hinanden, men det havde altid været under langt mere afslappede forhold - selv da Sean havde fanget ham med Genevira ved hans besøg i Doomsville. Mon der var sket hende noget? Valentine slugte tanken og besluttede at lade bekymringerne vente. I stedet koncentrerede han sig om at holde smilet oppe, alt imens han fik verfet vagten bort.

“Sean McGivens… hvilken ære. Og slet ikke! Aftensnackeriet kan vente lidt endnu…” Tilføjede han med et lille glimt i øjet, men skyndte sig dog at fortsætte, samtidig med at han illustrerende løftede sit fyldte vinglas. “Vin? Jeg tænker, at De må være tørstig efter sådan en tur. De kan ikke have været i Sunfury længe, uden at jeg havde fået besked… så hvad skyldes fornøjelsen af Deres spontane besøg?”