messenger of death. - Tana

en kolde natte luft, har lagt ned over byens gader, som en tiger mor ligger ved sine unger, men det var ikke kun kulden, som domineret på denne aften, da trykket stemning, kunne få selv den modigste til at kigge sig en ekstra gang over skuldren. og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.

Inden i den store kirke var havde en hensynløs gruppe af væsner samlet sig. de havde ingen sans for nogen andre visioner end deres egne, og verden omkring dem var ikke rigtig hvis deres overhoved sagde andet. om gruppen var god eller ond havde skiftet som generationerne var passede forbi. de havde for mange år været i samfundet skygge, holdt sig i væk fra verdens politik og andre anliggender, og så smådt var den engang store magtfulde organisation blevet forvandlet til en myte kendt af få. deres etik og visioner var gået i glemme bogen, og det tomme ingenting havde taget dens legende i sit kolde favn og histoierne visnet som blomsterne om vinteren. man kunne se skygger og glimt af vagter ud af øje kroven, der bevæget sig med skyggerne som var de et med natten. man skulle have et godt øje for at se den kvinde som stod i kirke åbningen. hun havde en hel sort dragt på med en gylden drage på brystet, dog var den ikke hel dylden og derfor kunne man godt skjule den i mørket. hun havde langt rødt hår der gik ned til hendes liv.

(Kvinden ser sådan ud, men har tøj på der passer til beskrivelsen i teksten)
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kvinden med det røde hår så stift på hende indtil de første ord kom ud af Tanas velformet læber, og ordne gav en reaktion i kvinden med det røde hår, som med det samme stoppede med den stenhårde kvinde charme, og hendes smil kom roligt frem, og nikkede nu til Tana, og sagde med en venlig tone "Velkommen frøken. hvis de vil følge med indenfor til herren" Kvinden med det røde hår vendte sig elegant om som var hun fjer der bliv drejet af vinden, og hun gik uden tøven med ryggen fra Tana. hvis Tanja gik med ville hun når hun kom ind i kirken, se en stor stol ude i midten af kriken, den havde et lag sort slike der dækket hele dens overfalde. den havde to store armlæn hvor der for enden af ver armlæn var en lille gylden drage figur lavet af massivt guld. den ene af dragerne havde åben mund, og så ud til at lave nogen flammer ud af munden mens den havde hovedet oppe i vejret, og man kunne se noget rød robin være formet som flammerne der kom ud af munden. den anden drage lå stille og roligt som var verden i perfekt harmoni. der sad en mand i stolen, han havde langt hvidt hår der gik ham ned til skuldrene, det var meget elegant og fint hængende ned af hans hoved. han havde et sort hånd syet læder rustning, med en rød krystal syet ind ved brystet, ved hans side var der et langt svær, som var stillet pænt op af stolen. han sad med et hvile løst ansigt udtryk som var han død, og hans øjne var farvet som raw fra en strand, og der var ingen sorte probiller i øjnene. han sad med arm på ver af arm lænende, og lavet en venlig gestus til med hånden til Tana om at komme tættere på. i samme øjeblik kom den tidligere omtalte kvinde frem af mørket, og lagde sig ned på alle fire, og gjorde sig så hun lignet en skammel Blair kunne sidde på. manden i den store stol havde stadig hånden frem som en venlig gestus mod kvinden på alle fire, som et tegn på Blair var mere en velkommen til at sidde ned. Der kom to store væsner frem bagfra stolen manden sad i. de var tydeligvis dæmoner, for man kunne se de store vinger på deres rygge. de var ivertfald over 1.90 høj ver, og de havde en fuld plade rustning af stål på, så man ikke kunne se noget fra deres kroppe udover deres vinger som der var lavet huller til på ryggen. de havde ellers nogen store hjelme på, og lagde bare armne over kors i bedste vagt still.

(Manden i stolen)
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]