Two demons. -Delilah-

S: I et form for gravkamre under jorden til The Valley of dead.
O: Et mørkt koldt rum. Rundt på de kolde stenmure er der mug der snører sig sammen med rådne rødder fra døde træer oppe fra overfladen. Udenfor det mørke rum kan man høre tunge støvler ramme hård stengulv.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
T: Vides ikke.

Efter langtid så det endelig ud til at han kunne åbne sine øjne. Det sidste han kunne huske, inden de blev lukket i, var at han var taget ind til byen efter skud til sin pistol, da en flok store bøller gav sig til at jagte ham. I starten så det ud til at han kunne slippe fra dem, lige indtil han kom til en blindgyde og de fik ham, ved at slå ham ud med en hård knytnæve i ansigtet. Det forklarede den tynde stråle blod der gled ud af mundvigen på ham. Det var nu tørt og klistret til hans hage.
I det dunkle mørke, satte han sig op og så sig omkring. En snævre lugt af rådne rødder gav ham kvalme, det samme gjorde lugten af råddent kød. Han vidste med det samme hvor han befandt sig henne. Eller, ikke præcis hvor, men han var sikker på at dette rum var inde for the Valley of deads klamme område. Den eneste vej ud af dette mareridt, var en stor, tung metal dør, hvor en stribe af lys forsøgte at slippe ind under den. Xander tog sig til hovedet og rejste sig op. Et kort øjeblik havde han det som om at benene ville give op under ham. Knæene var næsten skrabbet til blods. Han smilte svagt for sig selv. Et sår var en billig pris at betale for at komme ud af dette mareridt, hvilket han med den største glæde gerne ville betale! Selvom han måtte indrømme at han ikke vidste hundrede procent hvor sårene på knæene kom fra.
Den tunge metal dør blev pludselig åbnet. Dets hamren imod sten muren gav genlød i Xanders hoved i flere sekunder. Ind af døren, trådte en stor, robust mand.. Sår fra hænder til skuldre. Fra hage til øjenbryn. Han manglede endda sit ene øje. Det lykkedes ham at finde Xander i mørket. Han så nu på ham med sit ene stikkende øje. I hans mundvige spredte et lumsk smil sig.
"Sovet godt unge dæmon?" Hans stemme var skærende og hæs. "Vi skulle ikke have været så hårde ved dig, det beklager jeg," Det hånende glimt i hans ene øje afslørede at han ikke mente et eneste ord af hvad han sagde. Ikke at det gjorde Xander noget. Medfølelsen og god behandling behøvede ikke, for så ville han jo ikke have en god nok grund til at tage hævn over dem.
Xander løftede hånende på sit øjenbryn. "Sikkert," Den unge drenge stemme var vrissende og kold. Noget inde i ham ønskede at spørge hvad de ville med ham, desværre, var hans stolthed for stor til at han ville spilde tiden på det. Der var dog noget som sagde ham, at hvem de end var, så var de ikke glad for dæmon racen.
Han så et snit til at stikke af, slå manden ud og bare løbe sin vej, da en anden stor mand kom ind af døren og smed en ung kvinde fra sig. Endnu en dæmon tydede det på. Xander satte forvirret hovedet på skrå. Han forstod intet hvad der var ved at ske..
Inden den første mand, med det ene øje, nåede at sige noget, løb Xander hen imod ham og slog ham hårdt i maven med alt den styrke hans unge dæmon krop besad. Manden krøllede sig sammen, uforberedt over det pludselige angreb. Desværre, lykkedes det den anden mand at stoppe Xander, ved at spærre døren med sin store krop. Han skubbedet ham tilbage uden at fortrække en mine på sit ansigt. Den første mand var så småt ved at stå ret igen. Ud af hans mund kom der en klukkende form for latter. "Godt forsøg lille dæmon," Han grinte. "Godt forsøgt,"..
Han henvendte sit blik imod dæmon kvinden. "Velkommen ombord," Med de ord, lukkede han døren i og efterlod Xander og kvinden i mørket.
Xander fnyste kort for sig selv, inden han med et lavt bump satte sig ned og lænede sig op af den kolde mur. Lugten af rådne rødder og mug fik ham kort til at rynke på næsen. Efter lidt tid så han hen på kvinden. Mon hun vidste hvad de lavede her? Det var et stort mysterium.. Han valgte ikke at snakke til hende, for.. hvad skulle han sige?

Mørket snoede sig om dæmonens krop, med legesyge fingre der skabte skæve skygger og forvirrende billeder over hendes lyse hud. Om hendes ben bevægede læderbukserne sig smidigt, og sad om hende som var de malet derpå med lange, glinsende penselstrøg. En tanktop flagrede svagt ved det bugnende våbenbæltes afslutning, der var blevet spændt om hendes liv. Læderjakken glinsede som bukserne i månens blege skær, men bevægede sig alligevel bølgende om hendes krop.
Hendes sanser sneg sig alle vegne, for selvom mørket husede hendes hjem, og var hvor hun befandt sig bedst når hun blev opslugt, så var hun ikke den eneste der lod skyggerne være sin legeplads og månen være hendes følgesvend. Et råb et stykke derfra sugede hendes opmærksomhed til sig, og fik hendes hoved til at rykke sig derhenad.
I samme sekund lød et svagt skrab bag hende. Hendes fingre lukkede sig om en af knivene der hvilede imod hendes hofte. Et pust fra den modsatte retning af skrabet dansede igennem natten. Dæmonens krop var spændt, og hendes muskler trukket sammen, klar til at springe i kamp. Et strøg over en mur fra et tredje sted, brød hendes koncentration. Hendes blik afsøgte området, uden held. Med ét sprang en mand frem fra skyggerne. Hun trådte frem i ét skridt, med kniven trukket op af skeden.
Et hug, en bevægelse senere var mandens bryst blevet spiddet af hendes kniv, der havde vredet sig rundt inden i ham for at gøre såret større, mere dødbringende. Knapt var kniven ude af hans bryst, før en anden mand sprang frem fra en anden vinkel, hvis bryst ligeledes nåede at blive piercet. Længere nåede hun ikke. Knapt havde kniven skubbet sig ind i mandens bryst, før en tredje greb fat i hendes hoved, og hamrede det ind i muren ved deres side, med hvad der mindede om et brøl fra en gorilla.
- Nej!
Chayas råb ekkoede i hendes stemme, som slagene imod muren trak Delilah ind i bevidstløsheden.

Hendes krop ramte et gulv, og flåede hende ud af det søde ingenting hun var blevet slået ind i. Lys tvang sig vej ind i hendes øjne, fra en eller anden idiot der havde en dør stående åben. Hendes hånd havde løftet sig for at skygge fra lyset der strømmede ind, så hun fik chancen for at se en eller anden knægt løbe hovedkulds ind i den mand, der var dum nok til at lade døren stå åben. Hvad fanden?
Manden sagde et eller andet i retning af Delilah, men hun hørte ikke efter. Hendes fingre havde travlt med at søge igennem rebet hendes arme var bundet med, i et forsøg på at finde uregelmæssigheder og andre ting, der kunne hjælpe hende med at trække dem af. Med ét smækkede manden døren i, og mørket hamrede direkte ned over rummet, som havde en flodbølge af blæk skyllet ned over dem.
- Neco! Er du kommet noget til?
Jeg har haft værre dage.
Et smil oplyste de røde læber da fingrene fandt knuden. Primitivt bundet. Hendes fingre gled op under læderjakkens ærmes kant, og trak et barberblad frem fra en lille inderlomme, hun havde syet fast ved slutningen af ærmerne, i tilfælde af situationer som denne. Den snoede rundt i hendes fingre så den skarpe kant lå imod rebet. Med hurtige, professionelle bevægelser skubbede hun barberbladet ind imod knudens inderste sammensnøring, og bevægede den blot nogle få gange.
Den gled ubesværet af, og ramte gulvet med en svag puslen. Rebet var forholdsvist intakt, og kunne derfor bruges senere, hvis der var brug for det. Barberbladet fandt hurtigt vej tilbage til inderlommen, inden hun fokuserede på knægten der også havde været herinde.
"Hvem fanden er du?"
Høflighed var ikke lige hendes stil. Samtidig fløj hendes fingre henover hendes egen krop, for at undersøge om noget var brækket. Det eneste hun fandt, var det massive, blodklistrede sår der var at finde i hendes hoved.
Hun var oppe at stå, på vej rundt for at finde en udgang i det lille rum, ved med fingrene at søge på væggenes overflade.
"Næste gang, gå efter et hug i hans skridt. Pisse uværdigt, men det er satme effektivt."

Kvinden var med det samme i gang med at undersøge om hun var kommet til skade, eller, det så i hvert fald ud til at det var det hun var i færd med. For at tænke over en måde at komme ud af rummet fra, vendte han hovedet den anden vej og så ind i muren. Måske der ville være en form for hemmelig dør et sted? Eller, måske en form for hemmelig trappe? En masse tanker kørte igennem hans hoved. Det galt om at tænke for at finde ud af hvordan de skulle komme ud derfra. Da det gik op for ham at kvinden snakkede til ham, drejede han hovedet hen imod hende og så på hende med sine øjne, der lyste svagt i mørket. Som en lille lyseblå glød der var ved at gå ud. At hun bandede gjorde ham ikke spor, trods alt, gjorde han det også selv. Han rejste sig fra jorden. Den unge slanke krop var som en silhuet i mørket. "Jeg kunne også spørge dig hvem fanden du er?" Af en femten årig at være, var Xanders stemme halvmørk og hæs på samme tid. Ligesom hende, gav han sig til at søge rundt i rummet, efter den hemmelige udgang, som sikkert ikke ville vise sig at eksistere alligevel. Han satte sig på hug og begyndte at køre sin ene hånd rundt på beton jorden for at se om der kunne være en form for lem. Da hun endnu engang snakkede til ham, rejste han sig op, børstede sine hænder rene for snavs og kiggede nu op i loftet. "Det skal jeg nok huske, måske jeg skulle slå dem begge i skridtet næste gang," De lyseblå øjne blev ved med at stirre op i loftet. Der måtte være en vej ud.
Stemme udenfor døren, fik ham til at rette opmærksomheden hen imod denne, lukkede ting der forhindrede ham i at komme ud i friheden. Af ren nysgerrighed, gik han hen imod muren ved siden af døren og lagde sit øre imod den. Kulden fra muren generede ham ikke. Det var på en mærkelig måde behageligt. Stemmerne var lave og dybe, det var næsten umuligt at høre dem.
Op af sit bælte, trak han en lang dolk og gav sig til at skære i muren, kun for at lave et lille hul til øret. Det ville tage alt for lang tid at lave et kæmpe hul at komme ud af det.. Da det så ud til at der endelig var et lille, skrabbet hul igennem, satte han igen øret imod muren. Stemmerne tilhørte to mænd. Måske mændene fra tidligere.
"Hvem skal vi først eksperimentere på?" spurgte den ene mandestemme. Hans stemme var lav og skrøbelig, nærmest som om han var nervøs.
"Vi tager den mindste først, kvinden har været dæmon i flere år, jeg tror hun er sværere at have med at gøre," svarede den anden mandestemme, der var mørk og bestemt.
Xander fortsatte med at lytte. Indtil videre havde han da fundet ud af hvad de ville med dem. De ville lave eksperimenter, men, til hvad nytte og formål?
"Ville det så ikke være nemmere at tage kvinden først, nu når du tror hun bliver den mest besværgelige?"..
Xander bed sig svagt i underlæben. Det galt om at finde en udvej hurtigt før de begge endte som frankensteins monster. Han drejede hovedet og så hen på kvinden. "De vil lave eksperimenter med os," Da det så ud til at mændene var gået, fjernede Xander sig fra muren. De måtte finde en måde at komme ud derfra. "De diskuterede om hvem de skulle eksperimentere med først," Selvom det var noget af en grim situation at komme i, tog han det roligt og den halvmørke stemme gav ikke tegn på nervøsitet.

"Dude."
Hendes fingre søgte i rasende fart henover væggens overflade, for det mindste tegn på en smuldrende sti eller en ujævnhed der kunne falde til hendes fordel. Det var altid en fordel at være klar på hvordan ens omgivelser fungerede, så man kunne forme dem ind til sin egen fordel, når man havde brug for sådanne.
"Jeg er både ældre og stærkere end dig. Jeg tror sgu jeg har førsteret på svarene her."
Der sitrede et svagt smil under overfladen af hendes svar, men alligevel havde irritation og kølighed overtaget hendes stemme, og forsøgte at undertrykke den munterhed der lå og gemte sig, centimeter under hendes facade. Det var nu mest på grund af hans svar på hendes opfordren, at hun havde et strejf af noget, der ikke var fuldstændigt dystert i hendes sind.
"Du skal lige se om du overhovedet kan ramme først, knægt."
Hendes finger bankede svagt imod et punkt på væggen, samtidig med at hun lod sine sanser sive ud af hendes krop, og snige sig ind hvor end de kunne finde plads. Hendes sanser var en del bedre end de flestes, og det var utroligt handy i situationer som denne. Det var meget svagt, selv for hendes overdimensionerede sanser, men ved den svage banken ekkoede det fra indersiden af væggen, som var der hult et stykke inde. Ikke lige bag væggens overflade, men alligevel bag den.
Hendes fingre søgte straks ned til det våbenbælte, der altid hangt tungt omkring hendes hofter, bugnende af alle de våben der kunne tænkes mulige. De strejfede hendes hofte. Enhver muskel i hendes krop frøs, som var der sendt en stråle is igennem hendes krop, og flåede den alle bevægelsesmuligheder fra hende. Der var ikke noget. Hun havde et par stykker, men netop dette bælte havde været dét, hun brugte oftest - da det havde våben til enhver lejlighed. Våben hun havde slidt røven i laser for at få fat i! Fandme nej om hun ville lade dem snuppe hendes ting!
En ting er at kidnappe og torturere mig ..
- Neco, rolig.
Hold kæft! Man tager fandme IKKE mine ting!
Dæmonens hoved rev sig til siden med et pludseligt ryk, da knægten begyndte at snakke igen. Hendes sanser var altid på vagt, pudset skarpe og søgte hvor det var muligt - og derfor havde hun halvt opfanget dele af den samtale knægten refererede til. Men hendes tanker havde været så optaget i at simre i mukkenhed, at hun ikke havde været opmærksom, før han talte om den.
Istedet for at svare på hvad han sagde, spurgte hun i stedet om noget andet.
"Hvor gammel er du, knægt?"
Mændenes mumlen uden for døren stilnede hen, og skridt svandt bort ned af hvad der lød som en gang. Hvis man fokuserede ordentligt, kunne man netop høre den svage klingen af metal der bevægede sig imod metal, og hvad der lød som en mumlen og en næsten uhørlig hulken. Det var netop dér hun bemærkede knægtens kniv.
"Hvad fanden? Snuppede de ikke dine våben? Fuck hvor perfekt!"
Hendes læber fandt dog sammen i stilhed, i samme sekund hun bemærkede hvordan skridt, nu efterfulgt af en svag raslen og klingen, nærmede sig deres ... hvad, celle?

Selvfølgelig skulle hun bruge reglen: jeg er ældre og stærkere end dig, jeg har første ret. Desværre, var det bare ikke den regel Xander han fulgte. I mørket, løftede han på et øjenbryn af det hun sagde, hvor han derefter rystede svagt på hovedet og fortsatte med at gå rundt i cellen for at finde noget usædvanligt. Det varede dog ikke længe før han igen adskilte sine læber og sagde noget til hende. "Hvis du er så ivrig frk. jeg er ældre og stærkere, så er mit navn Xander," Han så endnu engang hen på hende med det svagt lysende øjne. Mørket var ved at æde Xander op. Han havde det som om at de aldrig ville komme ud derfra, at de ville være fanget der, indtil de kom for at hente dem. De ville måske ende med at blive eksperimenter. Til det med om han kunne ramme, klukkede han svagt. "Selvfølgelig kan jeg ramme, hvis ikke, hvad ville jeg så være værd?" Den ene af hans hænder, valgte han at køre forsigtigt langs den kolde stenmur. Fingrene havde nær blevet viklet ind i rødderne fra overfladens træer.
Dolken havde han valgt at putte tilbage i sin beholder igen. Kidnapperne havde ikke været kloge nok til at finde frem til dem. Dog havde de fået fingrene i hans pistol. Var der noget man ikke skulle gøre, så var det at tage hans pistol! Da det ikke så ud til at der var nogen hemmelig udgang, satte han sig ned langs den kolde mur igen og dunkede svagt baghovedet ind i den. Kulden fortærrede ham langsomt. Et kort øjeblik fjernede han sin hat for at køre en hånd igennem de rodede mørke lokker. Han satte derefter hatten på plads på hovedet igen.
Hun spurgte ham om hvor gammel han var og fik ham til at kigge op på hende, endnu engang med et svagt løftet øjenbryn. Hvorfor ønskede hun at vide det? Kunne det ikke være lige meget hvor gammel han var? "15 år," Han stoppede med at kigge på hende og så frem for sig igen. "Ikke så gammel og jeg ender allerede i sådan et problem," Han kunne ikke lade være med at klukke svagt. Udenfor døren, lød det til at nye væsner var ved at samle sig. Lyset under den lukkede metal klods flimrede. Xander så op på kvinden igen. "De har åbenbart ikke opdaget min dolk, tvært imod, har de taget min pistol fra mig,"
Da døren endnu engang blev åbnet, var Xander med et oppe at stå. Hver en muskel i hans krop spændtes. Den ene hånd lagde han på sin dolk. Ind af døren trådte de to mænd fra før ind. De så begge hen på Delilah med lumske blikke i deres øjne. Uden at sige et ord til hende, startede de med at gå hen imod hende. Den ene havde en dolk i sin hånd. Den anden havde derimod en sprøjte med rød væske i sig.
"Jo mere du gør modstand, jo mere vil det gøre ondt," Mandens stemme var kold og skærende.
En helt tredje mand var på vej hen imod Xander. Han skulle sørge for at han ikke blandede sig..
Xander trak sin dolk frem og inden manden nåede at blinke, var den imellem hans øjne og blod faldt som et vandfald ned langs hans kindben. Hurtigt trak Xander dolken til sig og kiggede hen på kvinden for at se om hun kunne klare mændene.

Et pust af latter forlod hendes læber i et næsten uhørlig tone, da han besvarede hendes ord med en flabet sætning. Great, hvad hun havde brug for lige nu var faktisk en eller anden flabet dude der kunne holde hendes humør oppe. Hun var en smule omvendt, når det handlede om hvad hun fandt morsomt.
"Xander, det er sgu godt du ikke kaldte mig frue. Så havde jeg nok revet dine øjne ud."
Delilahs nattesyn var bedre end den gennemsnitlige Drevens, grundet den evne der havde slået ind da hun ændrede sig. Derfor var stedet, der ellers viste sig med et slående mørke, ikke totalt kulfarvet for hendes blik. Så da hendes blik søgte over imod ham, kunne hun se omridset af hans krop i mørket, og dermed hans konstante placering i rummet, på trods af det mørke der næsten syntes at være en kvælende tåge omkring dem.
Da han påstod at han intet ville være værd hvis han ikke kunne ramme, så dunkede det moderinstinkt hendes børn havde født i hende, og hendes søgning bremsede. Hendes blik var rettet imod Xander i adskillige sekunder, hvor en stilhed lagde sig over rummet, men hendes tanker spandt sig ind i hinanden, og opildnede det moderinstinkt der var blevet vækket fra sin dvale.
"Intet barn burde nogensinde være tvunget til at forsvare sig."
Stemmen havde et mærkeligt tonefald. Som en blanding af hvad der syntes at være en iskold vrede der sivede igennem hendes krop, blandet med en varme og omsorg der kun kunne tilhøre en moder hvis tankegang bevægede sig omkring sine børn. Hendes skridt imod ham var hurtige, elegante, men havde alligevel en mærkelig kant af den samme vrede der havde fundet vej til hendes stemme.
Ved hans alder lød der et fnys fra hende, og hun gled ned på jorden foran ham. Hendes læber sitrede i stilhed i nogle sekunder, imens hendes tanker af en eller anden grund sendte smertetråde ind i sig selv, og gik igennem hvad end hun tænkte. Alderen 15 år betød noget for hende, og det gjorde hende ondt at en fyr på hans alder var nødt til at være så hård. Hvorfor fanden hun mente sådan, det ... Kunne hun slet ikke forstå.
"15? For fucks sake ... Jeg skal fandme nok få dig ud af det her lort."
Hun smilede svagt da han sagde, at de havde taget hans pistol.

Hendes hoved løftede sig ved lyden af skridt der nærmede sig, og med én lang bevægelse var hun i lodret stilling, med en krop der havde bevæget sig ind i angrebsposition. Spændte muskler der stivnede mens de ventede på at springe frem, og let bøjede knæ der gav fremdrift. Men da døren åbnede, var det noget andet der fandt hendes blik, og distraherede hende fra at angribe.
Er det en ... nål? Hvad fanden?
Der gik et sekund, før det gik op for hende at de styrede imod hende. Men hendes opmærksomhed var tydeligere imod den mand der gik imod Xander. Drengen var i kontrol. Hendes opmærksomhed rettede sig derfor imod de to mænd der gik imod hende, og hendes fingre gled endnu engang op under ærmet, og fiskede det lille barberblad op imellem sine fingre.
"Taler du til dig selv? For det er sgu et råd du har brug for."
Den første mand greb ud efter hende, i et forsøg på at holde hende fast, gled barberbladet ud mellem hendes fingre, og gled igennem hans strube i et sekund.
Blod vældede ud af hans hals, og flossede ned imellem hans fingre der var blevet flyttet op, i et forsøg på ham for at holde halsen sammen. Hans ven stoppede op, men nåede ikke fjerne sig, før hun var trådt frem, og havde revet nålen ud af hans fingre, så hun næsten flåede ham ud af balance. I et ryk havde hun hamret nålen igennem hans øjne, og sprøjtede hvad end det var de havde forsøgt at smide ind i hende, ind igennem hans øjne.
Sekundet senere skar hun en lang flænge i hans hals, der gjorde han ikke døde med det samme. Hvis han ikke døde af det der røde stads, så ville han forbløde på ikke så forfærdeligt mange minutter.
Uden snurrede omkring, og hvis ikke Xander gjorde modstand, ville hun rive fat i ham og trække ham fremad, i et forsøg på at få ham ud af døren. Spetaklet var blevet hørt, og skramlen og fodtrin begyndte langsomt at bevæge sig rundt omkring i det sted, de var blevet fanget i. Hvis Xander ikke havde trukket sig fri ville hun rive ham med ud i gangene, og skubbe ham ind i et rum ved siden af, hvorefter hun ville smække døren i bag dem.
"Hvad laver i, i min celle?"
En spinkel stemme lød bag dem, og en raslen af kæder.

Af en eller anden grund, fik kvindens svar ham til at smile lidt for sig selv. Det var på en måde rart at der var en anden person i cellen, specielt en med sin egen form for humor. kradset hans øjne ud? Ha! Den skulle hun længere ud på landet med! Han smilte kækt til hende i mørket, uden han vidste om hun kunne se det eller ej. Mørket kom nærmere og nærmere. Dog havde hans øjne så småt begyndt at vende sig til mørket. Kvindens skikkelse var som en silhuet.
"Så det havde du? Hvad havde du gjort hvis jeg havde revet dine ud først?" Den halvmørke stemme var drillende og kæk. "Men, nu når du ved mit navn, er det så ikke rimeligt at jeg ved dit?"
Der var pludseligt noget som over hende der overraskede ham. Den pludselig form for kølige og varme stemme hun snakkede med. Af en eller anden grund, følte Xander pludseligt at hun bekymrede sig om ham. Dog rystede han hurtigt den tanke væk. Det var sikkert bare noget han bildte sig selv ind at hun gjorde. Intet barn burde være tvunget til at forsvare sig? Det kunne hun have ret i. Xander havde bare ikke været et barn i flere måneder nu, faktisk var der endda måske tale om år. Hele sit liv havde han gjort hvad han kunne for at passe på sin moster og sin mor. Han smilte svagt til hende da hun satte sig foran ham. Lige da han ville til at sige noget til hende, kom hun ham i forkøbet, fortalte ham at hun nok skulle få ham ud af dette.
"Vi skal nok få os begge ud af det her," Han nikkede anerkende til hende.

Mændene faldt en efter en. De lå nu på orden, livløse og kolde. Rundt omkring startede der sig en forfærdelig larm. De andre forsker må have opdaget larmen, eller så havde de måske lugtet den tunge lugt af død og blod. Inden Xander overhovedet nåede at gøre noget, havde kvinden taget fat i ham og trak ham nu med sig, ud af cellen, for blot at ende i en ny celle. Den ved siden af for at være helt præcis.
Han pustede forskrækket ud. Udenfor cellen kunne man høre hvordan folk var ved at samle sig om de døde lig, ham og kvinden havde efterladt. Han puttede dolken tilbage i sin beholder. En lille chokbølge gik igennem ham som et stød, da en spinkel stemme puslede i mørket, imens den blev efterfulgt af lyden fra en raslen af kæder. Af ren refleks tog han dolken op i sin hånd igen. Han klemte om den og kneb øjnene sammen, for at se om han kunne få øje på den skikkelse der talte.
"Hvem der?" Xanders stemme blandede sig med lyden af kædens raslen. Han tog et skridt frem i mørket. "Vi skjuler os her, sladr til nogen og du får skåret struben over," De lysende øjne spejede rundt i rummet for at finde vedkommende der havde talt.

Dæmonen himmlede næsten med øjnene, da han spurgte hvad hun ville have gjort, hvis han havde gjort det før hun havde. Men smilet der huserede på hendes læber, blev ikke skubbet væk af den grund. Han mindede hende en smule om, hvordan hun forestillede sig hun selv havde været, dengang hun havde været på hans alder. Selvom minderne om det meste af hendes liv var væk, så kunne hun forestille sig, at det var lignende ham, hun havde været dengang.
"Jeg er sgu en del hurtigere end dig, knægt. Du er 15 - jeg er flere hundrede år gammel. Hvem tror du selv er hurtigst på aftrækkeren?"
Der var et smil, der havde fundet vej til hendes stemme, selvom den allestedsnærværende hånlighed, ikke forlod hendes stemme, på trods af at hun syntes at betragte ham med venlighed. Ved hans andre ord, vippede hendes hoved dog til siden, men smilet trak sig ikke væk fra hendes læber, på trods af hans spørgsmål.
"Delilah. Mit navn er Delilah."
Hun ignorerede det derimod, da han sagde de nok begge skulle komme ud herfra. Det var ikke et løfte.

Delilah snurrede omkring, med fingre lagt på hoften, hvor hendes våbenbælte skulle have hængt tungt. Der lød næsten en snerren, som en hvæsende knurren fra hendes læber, da hun blev mindet om at hendes våben var taget fra hende, og i stedet gled hendes fingre ned i hendes BH, hvor de rev en mindre, hellig sølvkniv op fra, hvor den havde været syet ind.
Hun kunne høre hvordan Xander straks gik igang med at gå i forsvarsmode, og hun ville brændende ønske at hun selv kunne gøre det samme, med mere end den fesne kniv i hendes hånd, der ikke var meget længere end hendes lillefinger. Med et par fingre om knivens skafte dansede hun nogle skridt frem, nærmere stemmen Xander i samme sekund talte til. Hun gav ikke meget for hans trussel, for hun troede ikke på at hvem end der talte så svagt, ville være stærk nok i sindet, til at ville overgive dem.
Hendes fingre søgte henover overfladen. En dryppende våd væg, lavet af beton, i modsætning til deres egen celle, der havde været støbt af jord og rødder.
- Til højre, Neco.
Chayas stemme guidede hende i sindet, og det lykkedes hende derfor hurtigt at få fingrene i et stearinlys, hvis tændstikker pænt lå ved siden af og ventede. Med nogle hurtige bevægelser fik hun lyst cellen op, og snurrede rundt, for at lægge blikket på ...
Den tynde, udmagrede mand i cellen, hvis snavsede hoved var lænet op imod væggen, og hvis håndled hvilede døsigt i lænkerne, der havde sat ham fast til betonvæggen.
"Jeg siger ikke noget .. Jeg vil bare gerne ud."
Selvom han missede med øjnene som smertede det ham at se lyset, så havde det ikke nogen effekt på hans stemme. Uden for dørene skramlede våben og der lød hurtige, høje samtaler, og løbende fødder der forsvandt ind og ud af cellen, hvori de selv havde været placeret, kun kort forinden. Delilahs fingre lå imod hendes læber for at tysse på manden, da nogle skridt standsede udenfor døren, og der blev helt stille. Sekunder tikkede af sted, hvor man kunne høre ord der ikke stod skarpe nok til at være forståelige, blive udvekslet foran døren.
Stilhed.

Flere hundrede år gammel? Ja, den kunne han nok ikke rigtig konkurrere med, selvom han ikke var den bedste til at indse at han sagtens kunne besejres. At møde en anden dæmon var for ham en smule underligt. Det var sjælendt han stødte på andre dæmoner i skoven og nu, sad han og delte celle med en der var over hundrede år gammel, samt rap i replikken. Han smilte kækt til hende. I nogen sekunder overvejede han hvad han skulle svare, han kunne jo aldrig vide med sikkerhed hvordan denne kvinde ville reagere på hans ord. "Tjah, det ved jeg ikke, når vi kommer ud herfra kan vi tage en dyst og finde ud af det?" Den hæse og halvmørke stemme skabte en drillende aura i den mørke celle. Han var en smule i tvivl om han kunne stole på denne kvinde. Måske de kunne samarbejde sig ud af cellen, men, det ville dog ikke betyde at hun nødvendigvis ville dække hans ryg. For mange galt det om overlevelse, om man så måtte lade andre i stikken. Det havde Xander endda selv gjort.
Hendes navn var smukt på sin egen måde. Det lå godt på Xanders tunge da han udtalte det. "Delilah," Han smilte svagt til hende. "Forresten, kald mig ikke knægt igen," Et sidste kækt smil blev sendt hende, hvor han derefter rejste sig fra den beskidte jord.

Han var ikke sikker på om truslen ville virke på manden, men en ting var sikkert, han mente det. Startede manden med at råbe, ville Xander ikke tvivle et eneste sekund på at skære struben over, bare for at få ham til at klappe i. Dog var der noget der tydede på at det ikke var det manden på jorden ønskede. Tvært imod, ønskede han sikkert kun det samme som Delilah og Xander. Nemlig frihed.
Et lille lys blev tændt og cellen var oplyst i en svag belysning fra et stearinlys flamme. Den mand lyset nu afslørede, passede godt sammen med den skrøbelige stemme han havde ejet. Udemagrede og beskidt. Han kunne minde om et skelet med kødrester på. I det øjeblik Xander skulle til at åbne munden og spørge ham om noget, tyssede Delilah, ved at lægge en af sine fingre op foran sine læber. Xander var som frosset til is da han hørte fodtrin udenfor døren. Det galte om at være helt stille. Han holdt endda vejret.. Da det så ud til at vedkommende udenfor døren var væk igen, åndet Xander lettet ud og så derefter hen på den magrede mand. Dolken blev lydløst placeret i sin beholder igen. Han gik forsigtigt tættere på manden, kun for at se nærmere på ansigtet. Hvem vidste om det kunne være bekendt? Da det ikke lå til at han kendte ham, trådte Xander et skridt tilbage og først der, adskilte han sine læber for endelig at stille sit spørgsmål. "Hvem er du? Og hvorfor skulle vi hjælpe dig ud herfra?" Han snakkede meget lavt. Risikoen for at der fortsat var nogen udenfor cellen var stor. Den ville Xander ikke risikere. Ud af sin øjenkrog så han hen på Delilah. Mon hun ønskede at hjælpe manden ud herfra? Langsomt startede Xander med at gå rundt i cellen, for at lade sin ene hånd følge den kolde mur, igen kun for at finde noget der måske kunne hjælpe dem ud af det her.

En dyst? Ej nu stoppede han fandme! Et stort grin blev pjasket ud over hendes læber, da han foreslog at de skulle dyste. Delilah brød sig sjældent om nogen - og da slet ikke latterlige små børn! - men lige netop Xander fik et smil på de røde læber, og et glimt i de opdelte øjne. Det betød ikke at hun elskede ham eller at hun var hans buddy for livet eller noget melodramatisk, men det betød at hun ikke ville lade hans blod blive spildt hvor som helst.
"Har du et dødsønske, knægt? Jeg skal satme ikke dyste imod nogen-som-fucking-helst! Våben er for at sige screw the motherfuckers, ikke for at lege soldat og hyphest med ungerne på gaden."
Hvis hans blik kunne række igennem de mørke, tunger skygger der balancerede i lag for at skyde deres muligheder for at se i stykker, ville han kunne se hvordan sølvet der bevægede sig om hendes pupil skinnede i munterhed, mens de mørkere farver i hendes øje lod de mere dystre følelser komme til syne. Alligevel ville man ikke kunne fange præcis hvilke følelser der rumsterede i hende, simpelthen fordi øjnenes kølighed alligevel distancerede følelserne, og ødelagde et godt udsyn til første række.
- Jeg kan godt lide ham!
Selvfølgelig kan du det. Du kan lide alle.
- Ikke onde mennesker.
........ Du er så pisse dum at høre på.
Hendes blik, der havde bevæget sig væk, henover de smuldrende vægge hvis skygger næsten syntes at bevæge sig, blev revet tilbage til ham, da han syntes at smage på hendes navn. Øjenbrynet løftede sig skeptisk, men for en gangs skyld, valgte hun ikke at håne drengen for det. Det var vel meget cute, hvis man så sådan på det. Resten af sætningen gik dog ikke fri fra et rapt svar.
"Jeg tager fandme ikke imod ordre, buddy! Og sorry mate, men alle under 20 hedder knægt i mit ordforråd."

Stilheden rumlede inden i dæmonkvindens hoved, som et tordenvejr der skrallede i et kaos af uforstigtig ingenting. Det var ikke til at holde ud. Hver eneste muskel i den tydelige jægers krop, var som fanget i sin tilstand, hvor den eneste bevægelse der var at se var hendes brystkasse, der svagt hævede og sænkede sig. Langsomt hørtes den sagte lyd af støvler der ramte et gulv, og et par åndedræt der forsvandt fra det rum de var fanget i's nærhed. Der gik næsten et helt minut efter det, før Delilahs muskler faktisk kom til live.
Lyn tordnede igennem hendes blik da Xander gik imod den lænkede mand, hvis hjerte næsten kunne ses banke, bag det næsten gennemsigtige hud. Mandens øjne fulgte interesseret Xander, men der var ingen frygt at spore i blikket. Efter at have været lænket så længe, som denne mand så ud til at have været det, så var døden nok ikke længere noget man frygtede. Hvis manden var udødelig, var det måske endda noget man så frem til efter et par århundreder i lænker.
Manden svarede ikke med det samme på Xanders ord. Det var nok fordi Delilah trådte frem og greb fat i Xanders skulder, hvorefter hun med et hårdt riv forsøgte at trække drengen væk fra den lænkede mand.
"Xander hvad helvede tror du at du laver?! Ved du godt hvor fucking meget magi vi vader rundt i? Det er over alt lort! Du skal ikke teste om der er magi der fucker dig op i nærheden!"
Hendes finger gled ind i BH'en hvor hun rev en minikniv ud, der var på størrelse med en lillefinger. Hun rettede den dog hverken mod Xander eller manden, men lod den blod hvile roligt i hånden. Hendes blik brændte sig ind i mandens, der langsomt rystede på hovedet.
"Jeg gør ikke noget, kære. Mit navn er Charlie. Jeg er 25 år ... Jeg ved ikke hvad de har gjort ved mig ... Vær sød at hjælpe mig ..."
Delilahs blik bevægede sig utroligt langsomt og intenst ned at mandens krop, med et blik der slugte hver eneste centimeter af hans forsvindende tynde hud. Uendeligt langsomt løftedes hendes øjenbryn skeptisk, hvilket manden tydeligt bemærkede. Han forsøgte at rette sig op, men al energi virkede som om det sivede ud af ham sekundet senere, og han faldt tilbage. Hans åndedræt var hvæsende og besværet.
"I tror ikke på mig ... Hør, de tog mig herinde for et par dage siden. De førte mig ind i sådan et ... et rum med tegn på væggene .. Og de tog noget fra mig med magi .. Og så vågnede jeg op, og så sådan her ud! Jeg ved ikke hvad du gjorde ved mig!"
Der kom en smule kraft i den sidste del af hans sætning, da han desperat forsøgte at overbevise dem. Han rev og sled i lænkerne, men der gik knapt nok et halvt minut, før hans åndedræt var stakåndet og han sank tilbage imod væggen med hivende pust.
- Hjælp ham Neco ...
Hey, prøv lige at tjek ud hvor dårlig form han er i! Haha!
- Neco, vær nu sød ...
Hendes blik gled op på Xander. Ærligt talt var det pisse upraktisk at have ham på slæb, men hvis knægten mente at de skulle redde fyren, så skulle hun nok slæbe ham frem og tilbage. Hvis ikke .. Tja, så endte hun fyrens pinsler. Hvorfor det var Xanders valg, havde hun ikke besluttet, men det virkede mest logisk.

Den glød, den underlige 'jeg syndes om dig knægt,' glød i hendes øjne, efter han havde spurgt om de skulle have en dyst, fik ham til at smile svagt. Et svagt smil der ikke vidste om det skulle sprede sig eller trække sig tilbage. Han havde egentlig heller ikke tænkt sig at dyste med hende når de engang kom fri. Der var dog bare et eller andet der skulle lette stemningen ikke sandt? Svaret på det han havde spurgt hende om, fik det svage smile til at sprede sig og udvikle sig til en kæk grimasse. Dødsønske? Ha! Der kunne hun godt tro om! "Jeg får ikke brug for et dødønske, for det er ikke mig der lader livet," Han så op i hendes øjne og lod straks mærke til det fangende sølv og det dystre mørke i dem. Der var blandet følelser i hende. Han kunne fornemme det på hende. Blandede følelser som han nok heller måtte lade være med at hidsige op. "Til det med våben er jeg enig, de er vel skabt for at gøre det nemmere at skille sig af med det, eller dem, man ikke lige syndes om," Den svagt lyserøde, fyldige underlæbe tog han kort imellem sine tænder og gav dog lidt efter slip på den igen.
Da han havde rejst sig, kiggede han hen på Delilah, med et løftet øjenbryn over det hun sagde med hensyn til knægt. Nåede sagde ham at han skulle lytte til ordet knægt en hel del igennem hele denne ballade. Han himlede bare svagt med de safir funklende øjne over det. Dog blev en kæk grimasse ved med at sidde fast på hans læber.

Inden et svar overhovedet nåede at slippe ud af den tynde mands mund, trak Delilah hårdt i ham, som havde en bombe i munden der ville blive tændt hvis han svarede. Xander rev sig med det samme ud af Delilahs greb og så op på hende. De safir farvede øjne viste hvilket temperament der voksede inde i ham. Han var ikke van til at nogen skældte ham ud eller for den sags skyld rykkede i ham. Magi? Skulle han være ærlig, så havde han ikke tænkt over alt den magi der suste rundt i rummet. Efter de ord, gav han sig med det samme til at spejde rundt i rummet, hvor tegn i forskellige former viste sig for ham. Tegn der var snoet hypnotiserende ind i hinanden.. De var alle malet med en rødsort, tyk mase.. En mase der uden tvivl var blod. Xander så først hen på Delilah med et svagt nik og derefter ned på den svage mand igen.. Manden vidste ingenting om hvad der var sket med ham. Kunne de mon vide om han løj eller ej? Da Delilah kiggede hen på ham, gengældte han ikke blikket, men blev blot ved med at se på manden i lænker. Hvis de tog ham med, kunne de risikere at blive fanget, eftersom han ikke kunne løbe selv og bare vær til besvær.. Og Xander ønskede ikke at blive fanget en gang til. Nul og niksen.. Desværre, var der også bare noget inde i ham der skreg og vred sig for at få ham til at tage manden med. Det føltes nærmest som om en rotte forsøgte at kradse sig ud af maven på ham.
Han så hen på de blod malede tegn en ekstra gang.. Hvad pokker betød de? Underlæben kom endnu engang imellem tænderne. Tanker blev ved med at køre rundt i hovedet på ham. Før han nåede at lade dem beslutte sig, gik han hen til mandens lænker og vred dem fra hinanden. Han ignorerede den svigende smerte han fik i sine hænder under processen. De lænker skulle skilles og sådan var det.. da en skærende KLIIING lyd afslørede at den ene lænke var ødelagt, tog han en dyb indånding og gik over til den anden lænke. Han havde ikke tid til at lade smerten i hænderne heale. "Kald mig bare skør eller ondsvag, men, jeg tager manden med os," Xanders stemme var bestemt. Han var sikker på at det var det han ville og den beslutning kunne ikke laves om. "Hvem ved, måske kan han blive en hjælp," Da den anden lænke gik fra hinanden med den samme skærende lyd, tøvede han ikke med at løfte manden over skulderen med en hurtig bevægelse. Xander så nu hen på Delilah.. "Tjekker du om der er fri bane?" Han gjorde et nik imod den store metaldør.. Det var et held for Xander at manden var så tynd som han var.. Han vejede næsten ikke mere end en fjer.. havde det været en mand med kød på kroppen, var det på ingen måde kommet på talefod at Xander ville kunne løfte ham. Xanders blik spottede en sidste gang tegnene på murene.. De måtte betyde et eller andet.. Han kiggede hen på Delilah igen.

"Hvem fanden skulle det ellers være? Mig? Enten overvurderer du dig selv like shit, eller også undervurderer du mig som ind i helvede!"
Slanke fingre dansede en hastig dans over et læderbeklædt lår, og mørke lokker bølgede næsten flydende om hendes skuldre, da hovedet drejede imod siden i et lille ryk. Normalt bankede teenagere dybe render af irritation ned i hendes krop, og gav hende en voldsom lyst til bare at skride, og lade dem sejle deres egen sø af hormoner. Men Xander havde et strejf af noget rebelsk, der for en gangs skyld ikke irriterede helvede ud af hende, som mindede hende en smule om hende selv.
Et svagt smil dansede om hendes læber, da han bekræftede hendes ord. Men samtidig bevægede en svag rysten sig igennem hendes hoved, der fik de mørke krøller til at hoppe og danse om hendes kindben. Han misforstod hendes ord. Delilahs holdning til våben og død, var mere en kringlet og besværlig at følge med i; Den var umulig at finde rundt i. Derfor var der heller intet i de mørke øjne, der viste noget om, at hun var det mindste overrasket over den misforståelse der lå imellem dem, netop i dette sekund.
"Hvis det er hvordan du har det med våben, knægt, så er vi sgu ikke enige."
I en elegant bevægelse snurrede hun omkring, så hun oprejst stod med retning imod døren, og ryggen imod dæmonteenageren. Uforudsigeligt gled hun nogle skridt fremad, inden hele hendes kroop vendte sig imod ham igen med et ryk, og håret flød ned af hendes skulder, da hendes ansigt blev tiltet til siden, i en næsten nysgerrig bevægelse.
"Våben er lavet til forsvar. Til jagt. Og de bliver brugt til selvsamme. Jeg jager motherfucking freaks med våben, og jeg forsvarer menneskeheden ved at hugge idiotiske supernatural freaks ned. Det handler om at forsvare de udskyldige, ikke være en bitch og stikke dem ned, man bare ikke har det vildeste trip med."
Selvom stemmen ubesværet gled igenne mørket, i en sigende, næsten drømmende klang, der dog aldrig forlod den skarpe kant af bestemmende trussel, var der en blød tone af ... lærdom. Som, selvom hun i virkeligheden bare sagde 'fuck overnaturlige', så var det et ubevidst forsøg på, at lære Xander om verdenen omkring ham, og fortælle hvordan hendes syn på livet var. En klang, der næsten aldrig nåede hendes stemme.
"Hvis du ikke forstår det, så er du sgu en pisse dum teenager, du er!"
Bum, visdommen og lærdommen fejet væk med én sætning, og den flabede tone var dumpet direkte tilbage i hende.

- Neco. De er magiske. Meget magiske.
Jeg ved det. Vi skal ud af det her sted, lige nu.
- Du ved hvad du må gøre ...
Delilahs blik flakkede nervøst imod jorden, inden det gled op på de tegn, der med blod var blevet skrevet på væggen. Frygt og nervøsitet rislede koldt ned af hendes ryg, og panik spredte sig langsomt fra hendes mellemgulv. Men intet af dette lod hun forsvinde op i hendes blik, så det blev muligt for de omkringstående af finde disse følelser. Det var hendes personlige frygt, hendes skræmte hemmelighed, hun holdt tæt til kroppen. Frygt for noget, disse tegn mindede hende om, i sådan en grad at hun tvivlede på at hendes frygt, ikke havde skabt disse tegn.
Xanders stemme afbrød det blik, der klistrede til tegnene, som afhang hendes liv af det. Chayas hviskende sætning ekkoede endnu i hendes sind. Hun vidste hvad hun måtte gøre, selvom det ville svække hende kraftigt. Hendes øjenbryn hævedes svagt ved synet af ham der hårdhændet løsnede lænkerne, men på trods af at hendes styrke, grundet hendes evne, var en hel del større end hans, gjorde hun ikke mine til at ville hjælpe. Han ville ikke have hendes hjælp; det var hun ikke et sekund i tvivl om.
"Korrekt, du er både pisse åndssvag, og fucking dum. Men at hjælpe de uskyldige, vil aldrig kunne diskuteres."
Hendes blik forsvandt fra ham igen, og tilbage på tegnene. Chayas bløde stemme hvislede endnu engang igennem hendes sind, med den samme gentagelse, der havde sat sig fast i hendes sind. Xanders ord brød kun halvt igennem hendes skal, og fik kort hendes blik til at flakke op på dæmonen.
"Mhm klart, jeg skal bare lige .."
Kniven imellem hendes fingre gled frem, samtidig med at hendes underarm blev skudt en smule ud, og jakkens ærme blev trukket op. I en hurtig bevægelse forsvandt knivens æg dybt ind i hendes underarm, og skar et lang rift, hvorfra blod straks vældede op som kastede armen dybrødt, klistret farve op. Som jæger vidste hun præcis hvor hun skulle ramme, for ikke at slå ihjel, men stadig lade blod blive spyttet ud i stride strømme, og gjorde brug af denne evne.
Hun stod med ét ovre ved væggen, med en kniv der gled ud mellem fingre der pludseligt var blevet slappe, og landede klingende på gulvet. Et par fingre gled ned i blodets oversvømmelse på hendes arm, og farvede fingrene røde i et snuptag.

Med lange, elegante bevægelser farvede hun på væggen, med sit eget blod. Tegnene der stod skrevet på væggen, blev alle ændret blot en smule, af hendes fingres kyndige bevægelser, og hendes eget blod, der ikke syntes at ville stoppe med at forsvinde ud af hendes krop. Chayas hviskende stemme guidede hende, til hvor hun skulle placere stregerne, og hvordan kurverne skulle drejes, når hun ændrede de magiske symbolers betydning.
- Perfekt. Du gjorde det godt, Neco.
Det friske blod stod tydeligt imod det lidt ældre blod på væggen, men det var allerede ved at størkne, og ændre den magiske værdi, symbolerne havde. Hun trådte et skridt tilbage, og lod blikket glide over sit mesterværk, med blod der stadig strømmede ned af hendes arm.
- Du har været dygtig Neco. Men du må forbinde dig selv. Du er ikke færdig.
Kort gled øjenlågene ned over Delilahs øjne. Hun var ikke færdig. Var hun nogensinde færdig? Hun vidste end ikke, hvad hun skulle opnå eller gøre, eller hvad det var, Chaya mente hun var bestemt til at gøre. Det var bullshit efter hendes mening, men alligevel var der tilfælde som dette, hvor hun helt simpelt bare .. gjorde det, alligevel.
Hun fik fisket en forbinding op af læderjakkens inderlomme, og snoede den stramt om den stærkt blødende underarm, for at stoppe blodets strømmen. Forbindingen blev forholdsvist hurtigt gennemblødt, men det var der ikke noget at gøre ved. Det var bedre end ingenting i sidste ende, og det var offeret hun havde måtte lave, for at ødelægge den magiske aura i denne underjordiske bygning, der sendte frygt i stride strømme nedover hende.
Hendes blik fandt tilbage til Xander, og den trancelignende tilstand, der var gledet over hendes blik, forsvandt til fordel for et klart, gnistrende blik. De skulle ud herfra nu. Hun havde ikke råd til at miste mere blod, men noget sagde hende at værelserne var fulde af disse tegn. Og hvis hun så dem, så voksede en trang til at ændre på dem, i takt med Chayas insisterende, lokkende ord. Manipulation!

"Vi skal ud herfra lige nu Xander! Du samler satme ikke flere blaffere op!"
Tonerne der blev skudt ud fra hendes læber, var hårde, på grænsende til beordrende. Det var slut med nicey-nice. De var nødt til at komme ud, medmindre de ville ende som den 25-årige dude, hvis energi og krop tilhørte en flere hundrede år gammel mand. Der var noget der var seriøst off herinde.
I et par skridt var hun ovre ved døren, og lirkede en sprække åben med et par fingre. Fri bane. I et hårdt ryk skubbede hun døren helt op, og forsvandt ud af døren, uden at kaste et blik tilbage. Hun regnede med at han fulgte med - hvis han ikke gjorde, så havde han sgu næsten ikke fortjent at overleve det her, for så var han dummere end en dør. Hendes lydløse skridt trak hende ned af gangen, endnu uden hun lod blikket falde tilbage, for at tjekke op på Xander. Han havde fandme bare at følge med, han havde!
Raslende, mumlende og sukkende lyde gennemborede hendes forstyrkede sansesystem, fra de døre hun passerede på vejen. Det skar i hendes hjerte at hun måtte efterlade væsner, fanget og ude af stand til at tage sin frihed.
- Du kommer tilbage efter dem en dag. Du er jo frelseren.
Chaya, jeg er ikke en frelser. Lyt nu til mig!
- Du ved det ikke endnu.
Chaya jeg kan ikke lade dem være fanget ...
Hun stoppede op, som var hendes muskler pludseligt frosset fast. Hun kunne ikke .. Åh forhelvede! Konflikterne blussede op i hende, men det var som kunne hun ikke flytte sig, før hun havde besluttet sig for hvad der skulle gøres. Hun måtte gøre noget, men .. Var det nødt til at blive en anden god dag, hun tog kampen op?

Han kunne straks se på hende, at det han lige havde sagt, ikke faldt hende for øre. Kvinden foran ham var ældre, det var han udmærket godt klar over, men det betød ikke at han ville give hende ret i, at det sikkert var hende der ville vinde duellen. Han undervurderet hende ikke og han overvurderet heller ikke sig selv. I stedet for at lade sig skræmme af det hun sagde, sendte han hende bare et kækt smil, imens øjnene svagt blinkede lumsk og drilsk i mørket. "Hvem ved.." Han klikkede kort tungen imod sine tænder. "Måske vinder ingen af os?" Han satte hovedet på skrå og så på hende. Intet over ham vidste hån. At være hånende overfor en som Delilah, var spild af tid og heller ikke nødvendigt. Da hun rejste sig op, fulgte de krystalblå øjne hendes bevægelser og fjernede sig ikke, selvom hun vendte sig om imod ham med et hurtigt ryk i hele sin krop. Han lyttede til hvert et ord hun sagde. En enkelt gang tog han sig selv i at løfte spørgende på et øjenbryn over det. Supernatural freaks.. Var hun ikke selv en dæmon? Han valgte at lade være med at spørge ind til det. For ham, lød det som den klogeste beslutning. Hendes stemme lød så.. blød? Drømmende og på en underlige måde fyldt med lærdom. Efter hun havde sagt det hun ville, nikkede han svagt på hovedet, i det mørke der gjorde hans krop til en silhuet. Med et pludselig ryk i dæmonen kvinden, sprang hun fra god politibetjent til dårlig politibetjent, ved nu at snakke som hun gjorde helt fra starten af. Det bløde og visdomfulde i hendes stemme var forsvundet. Han grinte lavt af det.. Med langsomme og lette bevægelser, gik han hen imod hende, hænderne foldet bag ryggen. Han så hende i øjnene.
"Jeg forstår det godt Delilah, jeg er ikke idiot," Han smilte skævt til hende. Det var ikke engang en løgn, han forstod Delilahs måde at se tingene på, trods alt havde han boet ved en mor der ikke så lyst på det overnaturlige. Hvilket ikke havde været heldigt når hun havde født et dæmonbarn.

Manden nikkede taknemmeligt til Xander, han lod sig endda slappe overraskende af over hans skulder.
"Tak unge man.."
"Du skal ikke takke mig endnu, vi er ikke ude herfra!" afbrød Xander ham, med et svagt vrissende stemme, der kort gjorde hans øjne lynende. Manden lod straks sine læber være flettet sammen. Det var nok ikke så god en ide at sige mere.
Xander stod utålmodigt og trippede, imens han ventede på at Delilah skulle tjekke til døren, så de kunne komme ud af dette uhyggelige, magiske hurlum hej rum! Nær hans øre kunne han mærke den svage mands vejtrækning, en vejtrækning han bemærkede at der blev tungere og tungere. Xander drejede hovedet og så på manden. Et par rynket øjenlåg mødte hans blik, i stedet for et par svage, mørke øjne. Manden havde ikke langt igen.
"Delilah, ville du.." Han blev afbrudt da han bemærkede at Delilah ikke tjekkede ved døren, tvært imod var hun i færd med at male på væggen med sit eget blod.
Hvad har kvinden gang i!?. Han gjorde et løft på manden, for at lægge ham bedre til rette over skulderen. Blikket fjernede han dog aldrig fra det Delilah var i færd med.. Hvad pokker tænkte hun på? De havde ikke tid til at sætte deres eget præg på vægmalerierne! Han valgte ikke at sige noget til hende. For skulle han være ærlig, så havde han ikke den fjerneste anelse om hvad han skulle sige til det. Hvis hun havde lyst til at male blod, så skulle hun da have lov til det.

I det at han selv ville gå hen til døren og tjekke, kom hun endelig ud af sin maleri hypnose og blev den Delilah han havde mødt i cellen. Det trancelignende blik hun først havde sendt ham, havde fået ham til at se spørgende på hende. Hvad havde der været i vejen med hende? Han bemærkede dog noget.. usædvanligt.. Det var som om det magiske, det uforklarlige forsvandt efter Delilahs maleri.. Kunne hun have brudt fortryllelsen?
En hård stemme fik ham ud af sine tanker og i takt med at hun var ude af døren, var han lige bag med hende, stadig med den svage mand over sin ene skuldre. Den tynde og livløse krop bankede konstant imod hans ryg. Da Delilah så sig over skulderen, ville hun finde Xander lige bag hende, med sit blik rettet forude, søgende efter en udgang. Xander bemærkede slet ikke stemmerne fra de andre celler, tvært imod, tænkte han kun på at komme ud af denne mærkelig kælder! Hans og Delilahs fodtrin gav genlyd i korridoren, så da de pludselige forsvandt, stoppede Xander selv op og drejede hovedet om, kun for at finde Delilah stoppet op nogen meter bag ham.
"Hvad laver du!?" Hans stemme var ivrig og forvirret, endda en smule irriteret. Kun en smule. "Lad os nu se at komme væk!"
Efter den sætning, lød et skud fra en pistol og Xander mærkede en sviende, brændende smerte i sin ene skulder. Den skulder manden var svunget over. Som en livløs dukke, faldt manden ned af Xanders skulder og ned på den hårde, kolde jord.. Xander tog sig såret til skulderen og holdt skriget af smerte inde, ved at bide sig hårdt i underlæben. Det føltes som om hans hud var ved at brænde op! Skulderen var slap og ubrugelig! Bag Xander stod en mand, høj og muskuløs, med en dampende pistol løftet i strakte arme og brysthøjde. "I skal ingen steder dæmoner!" Hans stemme var kold og skærende. Pistolen lod han falde ned i en dets beholder igen og i stedet trak han en dolk af dets skede. Ægget på dolken glimtet svagt i den dunkle korridors belysning.. En enkelt dråbe fra ægget af, gled ned langs mandens hånd. En dråbe vievand.
Xander så sig ikke op på ham. Han var udmærket godt klar over at han var der, det behøvede han ikke at løfte hovedet for at se. I stedet tog han fat i den tynde, livløse mand på jorden, med den arm der ikke var såret og slæbte ham langsomt bag ud imod Delilah.
Den stærke mand ved vievands dolken kom blot nærmere. Xander bed sig arrigt i underlæben. En enkelt dråbe blod forladt den da hans tænder endelig gav slip. "Delilah, tag den svage mand og lad os komme væk herfra!" Han hev i den livløse mand med den ikke såret arm, før at gøre hende sikker på at det var ham han mente og ikke manden med dolken, der var overraskende hurtigt henne ved Xander, for at stikke dolken igennem hovedet på ham. Som et lyn slog ned, havde Xander givet slip på den livløse mand, for at blokere dolken med den ene arm der da kunne bruges. Dog forhindrede det ikke manden i at forsøge at blive ved med at presse den ned imod Xander.. Xander kunne føle spidsen af dolken snitte hans pande..

Et hævet øjenbryn vidste hendes skepsis i tykke strøg over hendes ansigt. Mere behøvedes der ikke, for at vise hvordan hans ord strøg direkte forbi hendes sans for hvad der kunne være realistisk, og ind i den zone, der indeholdt hånlige jokes og flabede kommentarer. Med andre ord, hendes specialitet.
"Whatever floats your boat. Hvis du desperat vil tro at du kan vinde, så gør du sgu bare det."
Fingre dansede dovent igennem de mørke lokker, inden hun trak dem op så luft blev trukket ind mellem hårlokkerne, og gjorde håret større og fyldigere. I vandfald dansede det ned af hendes ryg, da hun med blikket tog øjemål af teenagedæmonen. For satan .. Hvem end der havde født ham og ladet ham opvokse sådan, måtte være et kæmpe svin. Måske var det derfor, trangen til at beskytte ham, sitrede let i hende? Som en eller anden forskruet version af en spejling af det moderinstinkt hun følte for sine børn? I en lettere version?
"Godt. Jeg gider sgu ikke håndtere en spasser lige nu."
Et muntert smil sitrede om hendes læber, så et smilehul opstod i hendes ene kind, og varme mærkeligt nok bevægede sig henover hendes cremefarvede hud - opstået ved de fyldige, rødlige læbers latterfyldte smil. Delilah kunne se noget så hård og bitchy ud, men hvis et ægte smil oprandt på hendes læber, ville man samtidig opdage, hvordan enkelte havde forelsket sig i hende. Varme bredte sig ud over hende, og en helt anden skønhed lå gemt under den hårde overflade, der blev brudt med et enkelt smil. Ikke en ydre skønhed, men den kvinde, som faktisk havde elsket.

Hendes blik strejfede i princippet teenageren der spurtede forbi hende, men hendes hjerne nåede slet ikke at opfange det, da det var spundet ind i et personligt kaos. En konflikt, der både spillede ind på hendes overlevelsesinstinkt og lyst til at redde drengen, men også fandt vej til det nervecenter, der styrede næsten alle hendes følelser: Hendes kærlighed og passion, for at ethvert levende væsen, skulle have frihed.
Hans stemme skød ud fra mørket, men snoede sig ikke alvor om hendes bevidsthed. Den var ubetydelig, i hendes sitrende, pulserende tanker, der spandt hende ind og fortryllede hende. Hun måtte gøre noget, det var sikkert - men nu? Hvordan? Hvornår? Men hun blev alligevel revet ud af sine tanker, i et brag - meget bogstaveligt.
- Neco, NED!
Ordene fik hende med det samme til at glide bagover, lige tids nok til at kuglen der allerede havde strejfet Xander skulder, fortsatte henover hende, istedet for at gennembore hendes pande. Den strejfede de øverste af hendes hårlokker der ikke bevægede sig i samme ryk som hun gjorde, men var forsvundet bag hende, da hun i det samme svang op endnu engang, og rettede rykken i pludselig klarhed, med et blik der med det samme fandt kuglens kilde. Hvem fuck i helvede ...?
Uden sit elskede våbenbæltede, fiskede hun halvfesne knive ud af lædderjakkernes lange ærmer, og gemte dem i håndfladerne. Hans stemme sendte flammer op igennem de mørke øjne, men lod intet tegn på at hun kunne forsvare sig, tilbage i hendes følelsesløse ansigt.

Hendes blik strejfede i et ryk Xander der begyndte at slæbe den bevidstløse mand over gulvet, men fandt straks tilbage til manden, der skiftede pistolen ud med en kniv, der så ud til at smelte i vievand. Et lettere makabert smil fandt ved til hendes læber, da det gik op for hende, at han havde absolut ingen intention om at dræbe dem - i såfald havde han bare skudt dem på afstand, og fået det overstået. Nærkamp var en idiotisk ting at gøre, så at han ville slå dem ihjel, var udelukket.
Faktisk var han bare en idiot generelt, for en pistol havde også været et hurtigere, nemmere og sikrere middel til at skade dem og gøre dem ukampdygtige. Det her blev peace of fucking cake! Xanders stemme fløj direkte igennem hendes hoved, uden at sætte sig fast. Delilah var ikke typen der flygtede - nogensinde, uden set hvor fucked up alt var ... selvom hun altid havde en mærkelig, sitrende fornemmelse i sig, af altid at være på flugt og på farten, så kunne hun ikke sætter en finger på den følelse, og blev, i hendes tanker, bare en følelse hvis opdukken var resultatet af svag paranoia.
- Neco! Drengen!
Jeg ved det godt!
Manden var sprunget frem, og havde revet kniven frem imod Xander. Teenagerens hånd lå og hvilede imod den anden mands hånd, men begges muskler så ud til at være spændt til bristepunktet - og næsten sitrende, gled kniven milimeter efter milimeter ned imod Xanders pande. Truslen imod dæmondrengens liv, sendte en meddelelse til jægerens muskler, der bad dem om at glide ind i den stilling, der var så kendt for hendes krop: Svagt ned i knæ, let krumning af ryggen, spændte muskler der gjorde klar til angreb.
I et smidigt, næsten katteagtigt glid, var hun som et lyn ovre ved manden, og borede fingrene dybt ned i hans hovedbund, hvorefter hun rev ham op fra Xanders og hans lille dans. Hendes styrke overgik langt en gennemsnitlig dæmon - kun overgået af en Archdemon, så derfor smed hun med lethed manden rundt, og hamrede ham imod en væg.
Slanke, stærke fingre snoede sig om hans hals, og klemte luftvejene sammen så hans åndedræt blev spyttet anstrengt, hektisk og panisk imellem læberne der straks blev drænet for farve. Mørke, sølvlysende øjne brændte direkte ind i hans øjne, samtidig med at en næsten knurrende, dyrisk stemme snerrede en langsom, tydelig sætning ind i hans ansigt.
"Udgang. Hvor?"
Hans læber kunne ikke gøre andet end næsten hysterisk forsøge at hive luft ind mellem de læber, der efterhånden blev svagt blålige. Der gik adskillige sekunder, hvor hendes blik brændte sig ind på hans nethinde, og livet ebbede ud af ham. Så rev hun sig pludseligt til siden, så manden blev kastet hen ad gulvet, hvor han væltende og gispende, rev luft ind mellem læberne. I det samme var hun ovre ham, med en fod der hamrede en utroligt robust stilethæl til et par læderstøvler, direkte igennem hans hånd.
Hans skrig blev kvalt i hans desperate lufthyperventilation.

"Udgang. Hvor?"
Hendes snerren var steget i styrke og intensitet. Han så ikke engang ud til at bemærke det, da han rystende pegede vejen, men den hånd der ikke var fanget under hendes hæls gennemborende smerte. Uden at slippe ham med blikket, fortsatte den dybe knurren i hendes hals, med at forme ord.
"Vagter og sikkerhed - hvor, hvordan og hvornår?"
Hans hæse stemme fik vaklende skubbet et rystende svar ud. Da det sidste ord var rindet ud, vred Delilahs smidigt kroppen omkring, og snuppede den vievandsvædede kniv han havde tabt, og stak den ned i støvlen. Hendes fingre sydede og brændte efter berørelsen af vievandet. Med et par fingre gennemsøgte hun hurtigt hans krop for våben, og fik nappet samtlige - hun smed en del stykker over til Xander, inden hun selv beklædte adskillige gemmesteder på hende med våben. Så rettede hun en pistol imod mandens pande, og trykkede på aftrykkeren.
Død på stedet.
Så fiskede hun et par nøgler op, og rendte hen til den første dør, og låste låsen op med et klik. Hun forsvandt ind i døren, og klikkede lænkerne på folkene derinde op. Hun forsvandt ud igen, og gentog tricket ved samtlige andre døre, indtil en hær af svagelige, langsomme mennesker var samlet bag hende. Så lagde hendes blik sig imod Xander, og hendes hoved rykkede svagt, da hun pegede med det, imod den retning manden havde sagt udgangen var i. Vagter kunne høres rykke nærmere, af lænkerne skramlen og pistolernes skud. Hun ville tilse og hjælpe Xanders arm, når de havde fået fred.
- Du gør det rigtige, Neco.
Måske. Men det kan koste mig og drengen livet.

Endnu engang himlede han med øjnene over det hun sagde til ham. Nok var hun en ældre dæmon, men det betød da ikke nødvendigvis at det var hende der ville vinde og der var bestemt heller intet der sagde at han kunne vinde. I stedet for at sige noget til hende, blinkede han bare uskyldigt med øjnene og smilte kækt, samt en smule sarkastisk til hende. Det fedeste ved at være dæmon.. Man kunne se så uskyldig ud som man ville og ingen ville opfange mistanke. Til ordet spasser, kunne han ikke andet end at grine svagt. En svag, hæs og nuttet lille latter. Dæmonkvinden foran ham vidste så sandelig hvordan hun skulle udtrykke sig. I det han drejede hovedet og så på hende for at sige noget, blev hans mund som syet sammen da han så smilet på Delilahs læber. Det var et helt nyt smil.. Og endda et smilehul formåede at lure ved hendes mundvige. Det var pludselig som om at der stod en helt anden person foran ham.. En smuk og oprigtig kvinde.. Ikke at hun ikke var smuk før også, men, det smil gjorde bare et eller andet for hende.. Noget godt.. Det var et smil han godt kunne gå hen og vende sig til.
Han rystede bare på hovedet over sine tanker, derefter så han hende endnu engang i øjnene. "Tro mig, det kommer du sku' heller ikke til," De krystalblå øjne blev oplyst i en drilsk flamme.

Kniven kom langsomt nærmere og nærmere ham. Dråberne fra vievandet gled ned af hans pande, samt kindbenene og fik hele hans hoved til at snurre rundt i en cirkel af smerte. I det dolken lige skulle til at snitte huden under dem, kom Delilah springende, nærmest som en løvinde på jagt og rev med et hårdt ryk, manden væk fra Xander. Lettet åndet Xander ud og så nu på det Delilah var i færd med, med store, udspillede øjne. Hun havde reddet ham... Hun havde rent faktisk reddet ham, hvor hun kunne være stukket af og reddet sin egen røv?
Et klynk ved siden af ham, fik ham straks til at sætte sig på hug ved siden af den svagelige mand.. Først nu gik det op for Xander at ligesom skuddet havde ramt ham, havde det også ramt den svagelige mand. Endda et sted der var meget værre end hans eget.. Med et par tunge øjenlåg hængende over sine øjenæbler, så han op på Xander og tvang sig selv til at smile. Mundvigen havde dog svært ved at løfte sig.
"Tak.. Fordi.. du prøvede," lykkedes det ham at fremsige imellem et par sprækket læber. "Se nu.. at komme ud herfra," Efter de ord, faldt de tunge øjenlåg helt ned over øjnene og den svagelige mand lå nu helt stille. Xander sukkede lavmælt for sig selv.. Når han endelig forsøgte at hjælpe nogen, endte det bare i et kaos.

Han rejste sig op og så hen på Delilah, der var godt i gang med at 'tæske' manden fra før. Våben blev smidt over til ham og han tog så glædeligt imod dem. Under hende, vred manden sig. Skreg som et lille hjælpeløst barn der bare ville slippe for 'balladen'. Inden længe stoppede hans skrig, da et bang suste igennem kælderen.. Han lå nu helt stille med et skudhul igennem hovedet.. Død på stedet..
I det han troede de skulle videre, gav Delilah sig til at låse alle de andre væsner ud af deres celler, hvilket for ham var forvirrende. Da hun endelig havde fået det sidste svagelig væsen ud af dets celle, kiggede han spørgende på hende. "Og du sagde jeg ikke skulle samle flere blaffere op?" Han lagde den usåret på over den såret skulder. "Hva.. Gælder der så en anden regel for dig eller?" Efter det, sagde han ikke mere. Han løb nu hen imod udgangen, der hvor Delilah havde peget, velvidende om at det sikkert ikke ville blive det nemmeste at komme ud derfra. Bag dem begyndte vagter at samle sig. De ville angribe i samlede flok.. Det mindede Xander om piratfisk. Når de var en, let nok at overvinde, når de var flere, så var de på spanden. Han løb så godt han nu kunne med den såret skulder.. Smerten måtte han sku' bare bide i sig. Der var ikke andet at gøre! Heldigvis for ham, samarbejdede hans ben stadig perfekt sammen med overkroppen.
Han så sig over skulderen for at se om Delilah var med ham.. Til hans store overraskelse, dukkede et par nye vagter op, nu foran dem og sigtet på dem med deres ny rensede våben. Xander måtte have fat i bare en af de pistoler.. Han satte farten op imod dem, hvor han en meter fra dem, faldt på hug og gled under dem.. Det stunt brød skulderen sig ikke om. Bare for at være helt på tværs, begyndte den nu at gøre mere ondt. Xander ignorerede den så godt han kunne, ved at tage sin dolk frem med den usåret arm og stikke den igennem nakken på en af vagterne. Vagten faldt om på stedet. Pistolen var nu Xanders! Han snuppede den hurtigt med den ikke såret hånd. Til hans - ikke overraskelse, stod de andre vagter nu og sigtet på ham med deres pistoler, skreg til ham at han skulle smide pistolen. Nogen af dem tilføjede endda monster.. Hvor skræmmende?
Med et kækt smil på læben, løftede Xander pistolen og affyrede et skud imod lampen i loftet. Mørket sænkede sig nu over vagterne og Xander.. Samt halvdelen af kælder gangen.
Lydløst begyndte Xander at se rundt efter Delilah..

Delilah snurrede omkring, men mørke lokker der hvirvlede om hende som fjerlette berøringer, og lagde et hårdt blik på Xander, netop som drengen rejste sig fra den døde mand.
Et glimt af medlidenhed og sorg flakkede henover hendes ansigt, da hun betragtede Xanders udtryk, og den svagelige mands sidste åndedræt, men hun fik det hurtigt flået væk fra sit ansigt.
Det var en svaghed, at vise den form for sorg, og selvom hun følte et stik af sorg over Xanders åbenlyse tristhed, lod hun det ikke vise, da Xanders blik landede på hende.
I stedet lod hun et smil sitre på de fyldige læber, og det ene øjenbryne hæve sig som hev en snor op i det, da han skældede på hende for at lukke dem ud. En svag rysten gik gennem hendes hoved, og selvom det var dyrebar tid der blev spildt, kunne hun ikke lade være med at stoppe op, snurre omkring for at rette hele kroppen imod ham, tilte hovedet let til siden, og lade et drilsk smil danse på hendes læber. Bare for god ordens skyld.
"Du samlede en person op. I princippet lukker jeg dem bare ud."
Et kækt blink i hans retning, og diskussionen var ovre. Delilah var ikke typen der lod andres tvivl påvirke sine ord, og hvad mange ikke vidste var, at hun faktisk var særdeles dygtig på visse punkter. Ikke kun i mord, vrede og upassende ord, men i strategier, planlægning og i særdeleshed at bruge andre væsner til hendes fordel - det var ikke noget mange så hende som klog nok til, helt simpelt fordi brugen af de mange bandeord fik hende til at virke lettere uintelligent. Hvilket hun ikke var utilfreds med.
Det var en kæmpe fordel at hendes intellekt blev undervurderet kraftigt af modstandere og fjender, og de rappe, arrogante kommentarer var endnu et eksempel på noget, der fik hende intelligens til at virke lav, men i virkeligheden ikke gjorde andet end at give hende en strategisk fordel. Et smil sitrede på hendes læber, som hun lod et mørkt blik glide henover de væsner der kom ud af dørene. Okay, så hun var ikke all upsides ...

Hendes rovdyragtige bevægelser var ligeledes i den retning der var blevet udpeget, og selvom hun med et skarpt blik sørgede for at folkene omkring hende var på vej, var det faktisk i et overraskende hurtigt tempo, det gik. Men lydene af fødder der trampede på jorden fra de forskellige væsner, druknede desværre også lyden af skridtene fra vagter der nærmede sig, hvilket resulterede i at Delilah ikke bemærkede vagterne, før der dukkede et par stykker op foran Xander, og deres blik gled forbi alle væsnerne, og om bag dem alle.
Åh .. fuck
Hendes fingre bevægede sig som en slange om pistolen i hendes hånd, indrammede blidt løbet, snurrede den omkring og fik fat i den rigtige ende, imens hun lod en silkeblød hud omkranse metallet. Men hun løftede den ikke, da hun vidste at en enkelt for hurtig bevægelse, kunne udløse et vildt skyderi, og død til de fleste. Det var også derfor Delilah hævede et øjenbryn i overraskelse, da vagterne ikke skød Xander der løb imod dem, da det var det fuldstændigt modsatte af hvad en godt uddannet vagt ville gøre.
Delilahs krop stivnede, ikke fordi hun frøs fast, men fordi hun fangede Xanders tanker, da han løftede våbnet opad, og trykkede på aftrækkeren. Hendes mørke øjne tilpassede sig omgående mørket, og da hun havde et langt bedre nattesyn end de fleste, kunne hun uden problemer finde rundt, på trods af masende væsner, der forvirrede løb omkring.

Hun bemærkede at Xander så ud til at søge efter hende, og lod en finger strejfe hans kind, lige nok til at hun kunne læne sig ind imod ham, og ånde en sætning i hans øre, så lavt at det var uhørligt for omkringstående.
"Det er mig. Jeg går højre om - det er skråt til venstre for din nuværende position."
Inden han kunne nå at svare, havde hun skubbet sig væk, og sivede fuldstændigt lydløst igennem mørket, som var hun gledet ind i skikkelsen af de spøgelser der omgav hende. Og som altid, stod de skjult i mørket blandt de levende, men en enkelt trådte frem for hendes blik, og pegede sigende på hvad der syntes at være noget eksplosivt der lige netop kunne anes i kanten af en af disses bukser, hvis man vidste hvad man kiggede efter. Eller ville det bare ligne en boner gone wrong.
Seri-fucking-øst?!
- Hvis du får krudtet ud, burde det være sikkert.
Ja, eller får ødelagt kredsløbet, ved at skære de rigtige steder.
I et ryk var hun derovre, fik snoet fingrene om den lille del der stak op af hans bukser, fiskede den op og fik skåret en lille kobbertråd over i et hurtigt flåen med en skarp kniv derimod. Kniven fortsatte opad, og skar hans strube over, inden han kunne sige en lyd. For en sikkerhedsskyld, i tilfælde af at der var et lukket kredsløb derinde, fik hun lukket den op og hældt krudtet ud, hvorefter hun vendte sig og fangede de mange vagter der løb imellem de forvirrede, svagelige væsner.
De har alle sådan en her, tror du ikke?
- Bestemt.
Så skal de alle disarmeres inden de bliver slået ihjel.
Hun gled, i skjul af mørket, henimod væggen, for at fange endnu en vagt, på samme tidspunkt som skrig og råb begyndte fra de svagelige væsners strube, da de gled i blodet de døde vagter spredte ud over gulvet. Pis og lort!

Mørket klistrede sig sultent op af hver en skikkelse og hver en mur. Havde det ikke været for dæmon dna'et var Xander færdig. Et hvert andet væsen, udover vampyrer og kattelignende shapeshifter selvfølgelig, ville have været fortabt i dette kulsorte mareridt. Rundt omkring ham, daskede de uskyldige Delilah havde lukket ud ind i hinanden og gav et højt hvin fra sig, hver gang de ramlede ind i en af vagterne eller muren. Han himlede svagt med øjnene i mørket. Det ville været et mirakel at få dem allesamen ud herfra. Hvad havde Delilah dog tænkt sig?!
Ved lyden af Delilahs stemme nær hans øre, spændte han i kroppen og gjorde klar til at fortsætte igennem mørket, samt fælderne af vagter, der bare ventede på at få fingrene i dem. Med den hånd der ikke var skadet, strammede han grebet om dolken og gjorde den klar til brug, hvis nu en af vagterne kom alt for tæt på.
I starten gik det fint med at undgå vagterne. De tumlede rundt som forvirret grise i en brænd. Hvis en af dem kom for tæt på, snittede han lydløst halsen over på dem og skyndte sig væk, så godt han nu kunne, før den næste vagt kom slentrende. Det lykkedes endda en af vagterne at glide i et af ligene fra hans medarbejdere.
Skrig og råb fra de svagelige væsner, fik ham til at klistre sig op af væggen, i en hurtig bevægelse. Den kolde mur føltes som nålestik i hans skudsår. Irriteret bed han i sig læben. Han følte sig ubrugelig takket være det sår.
En af de svagelige greb fat i ham, for ikke at falde i det blod de døde vagter spredte ud. Det lykkedes hende endda at gribe fat i den såret arm. For ikke at råbe op af smerte, bed han sig i hårdt i læben og strammede grebet om dolken med den brugelige hånd. Det lykkedes ham overraskende nok ikke at råbe og skubbe den svagelige fra sig. I stedet lod han hende få balance igen..
En af vagterne må have bemærket dem, for Xander nåede knap nok at nyde hun havde givet slip på hans arm, før et nyt og hårdere greb om den, fik ham til at stønne lavt af smerte.
"Hvor er den anden dæmon henne?" spurgte vagten igennem sin underlig form for maske rustning, der glinsede svagt af sølv i mørket.
Xander så op på ham. Smerten i hans arm var svær at ignorere.. I stedet for at svare ham, spyttede han ham bare i hovedet og så koldt på ham, med et blik der selv i dette mørke vil skære igennem en sjæl. Vagten fnyste irriteret af ham.. Fantastisk, en møgunge at slæbe rundt på.
Til Xanders held, valgte en af de svagelig at dunke ind i vagten og få ham ud af fokus længe nok, til at Xander kun snitte ham i nakken med dolken han bar i den anden hånd. Vagten faldt med det samme til jorden. Hurtigt sørgede Xander for at den svagelige, der lige havde reddet hans røv, kom videre igennem flokken og selvom han ikke anede hvordan, lykkedes det ham faktisk at finde Delilah i mørket. Han stillede sig ved siden af hende. "Så fortæl mig lige.. Hvordan har du tænkt dig at få dem allesammen ud herfra i et stykke?" Han hviskede det svagt i mørket, for at vagterne ikke skulle opdage dem.

//Sorry, hvis det ik' er det bedste svar, du siger bare hvis jeg skal tilføje noget mere eller ændre noget ^^

Delilah fulgte dæmondrengens kølvand, og fik hurtigt grebet vagterne inden de ramte jorden, for at ødelægge sprængstoffet der ville udløses. Når hun greb ud efter knægten, så drejede han, og missede at blive fortalt at han ikke bare kunne gå på killingspree uden først at tjekke om det var farligt! Teenagere! Det var derfor hun ikke glædede sig til hendes børn gik i succubus-alderen og begyndte at få hormonboostere!
Til sidst stod han dog endelig stille, og så først da ud til at bemærke hun havde forsøgt at redde ham fra at blive sprængt i stykker - samtidig med at hun vimsede om de svagelige væsner, i et forsøg på også at holde dem nogenlunde sikre. Hun var kun mor til to - ikke hele den flok hun stod omringet af! Teenagerens ord fik et svagt smil til at skinne henover de fyldige, røde læber hun besad, hvorefter de skinnende øjne med sølvcirklen glinsende lagde sig på incubusens ansigt, med et blik der sagde alt og intet.
"Sgu nok ved at få mig selv slået ihjel. Improvisation er en pisse god ting."
Et pust af latter forlod hendes læber, hvorefter et kækt blink med det ene øje blev sendt af sted imod teenageren. Hendes hånd skød frem, og hun trak ham helt tæt på, så hendes læbe strejfede hans øre - for at være sikker på han hørte det, og for at være sikker på at vagterne ikke gjorde. Hendes ånde var fulgt af lyd, så lav og varm som den ånde der forlod hende i et langt pust.
"Vagterne har sprængstof. Hold op med bare at slå ihjel som en idiot! Få krudtet ud først, og slå så dem ihjel. Ellers sprænger det din røv i stykker!"
Uden at vente på svar skubbede hun ham fra sig, og trådte nogle skridt frem, blot for at forsvinde i det altopslugende mørke.

Men han havde trods alt ret i at hun var nødt til at finde på noget. Så det gjorde hun. I et ryk fangede hun en af pistolerne fra de døde vagter, trådte et godt styk væk fra de forvirrede væsner, og trykket på aftrykkeren opad, så kuglen borede sig ind i loftet. Straks vendte alle vagterne sig efter skuddet, og lyden af en gruppe vagter der alle trak våbnet, ekkoede igennem gangen.
"Hov. Jeg må have ramt forkert."
Der var en legesyg, drillende tone under den sarkastiske munterhed der sitrede i hendes stemme, da hun langsomt smed pistolen fra sig. Hendes lysende øjne, kunne skimtes selv i det totale mørke, og sølvcirklen omkring hendes pupil virkede næsten selvlysende, som sølvlys der i en flod brusede om hendes pupil. Vagterne, der syntes lettede over endeligt at vide hvor de skulle fokusere, havde alle rettet sig mod hende.
Tumper.
Alle de svagelige væsner var blevet helt tyst, ved lyden at pistolskuddet. Faktisk, havde hendes afledsningsmanøvre vist virket en tand for godt .. Hun nærmede sig langsomt mændene, der tydeligvis havde fået besked på at fange, ikke slå ihjel, da de ellers havde skudt hende i småstykker by now. Da hun stod lige foran en af dem, lod hun fingrene glide ned af hans mave - han stirrede bare på hende - inden hun fik fat i sprængstoffet, desarmerede det, og i et ryk knækkede hans nakke.
Straks åbnede de andre mænd ild imod hende, hvilket hun havde forudset. Hun dukkede sig, så de to forreste mænd skød hinanden, fór hen og desarmerede begge inden de ramte jorden, og siden skyderiet var fortsat ved de andre, havde de kort efter næsten slået hinanden ihjel, alle sammen. Kun en lille gruppe var tilbage. Langt nemmere at slå ihjel.
- Du risikerede dit liv, Neco. Det er ikke okay.
Men det var fandme et adrenalinkick!
- Neco. Det gør du aldrig igen!
Åh slap dog af!
Øjnene havde løftet sig, og lagt sig på Xander, i håb om at han forstod hentydningen. Og denne hentydning var naturligvis Nu forhelvede!

Den lille kluklatter der forlod hendes kønne læber fik ham til, at himle svagt med øjnene. Det ville nok ikke lykkedes dem, at komme ud derfra i et stykke, når kvinden ikke engang vidste hvordan hun skulle få sin hær, af ranglende svaglinge ud derfra. Før han kunne nå, at sige noget til hende, trak hun ham ind til sig og lod sin ånde varme hans øre. Den pludselige nær kontakt, fik ham kort til at vride sig, men han stoppede så snart, da han hørte hvad hun hviskede til ham. Ordet sprængstof var det der fik ham til kort at holde vejret. Med andre ord, en forkert bevægelse og de ville alle blive sprængt i bitte små stykker? Det kunne se sjovt ud på gravstenen. Da hun igen trak sig væk fra ham, gjorde han sig klar på det hun havde sagt. Skaf krudtet først... Også slå dem ihjel! Han smilede skævt i mørket.

Et skud hørtes i det mørke lokale og ekkoer af pistoler der blev laddet, gjorde blot Xander endnu mere klar over hvad det var der var sket. I mørket kunne han svagt ane Delilahs skikkelse, med en pistol i sin hånd, løftet op i vejret og en legesyge tone forlade hendes mund. Han fniste knækt for sig selv. Vagterne havde med det samme deres opmærksomhed på Delilah. Imens helvede var løs i mørket, skubbede Xander til de forskellige svagelige, for at sikre sig at de kom hen imod udgangen. Det var som et lettet pust i maven, da han kunne se et svagt skarpt lys, for enden af den mørke gang. De svagelige kunne også se det. Nogen af dem begyndte at lånte ivrigt derhen imod. Han så hen imod Delilah, lige i rettet tid til, at fange hendes skrigende blik om, at det var nu han skulle slå til. Han nikkede til hende. Forhåbentlig havde han forstået hendes hentydning korrekt. Hurtigt var han henne ved den ene af vagterne. Der var kun en lille gruppe tilbage, takket være Delilah. Han snuppede, som Delilah så glædeligt havde fortalt ham, krudtet først og stak derefter dolken igennem halsen på ham. Vagten faldt på jorden med et bump. Xander så spørgende hen på Delilah, med et kækt blik der spurgte: Var det der her du mente?
Han så over sin skulder. En af vagterne greb fat i den dårlige arm og hev til, hvilket gav et kraftigt jag i Xander, så han nær havde undsluppet et skrig, hvis det ikke havde været for, at han kunne bide sig i underlæben...
Vagten så hen på Delilah med et alvorligt blik i sine øjne.
"Nu er det nok med julelege! Drop hele denne parade og kom med mig!" Han strammede grebet om Xanders arm...
Xander så hen på Delilah, før han kort blinkede til hende og vred sig ud af vagtens greb, selvom smerten skreg og skreg. Han stjal krudtet hurtigt og kiggede hen på Delilah, et tegn på, at hun kunne dræbe vagten nu.

Et muntert blink fór igennem dæmonens øje, som for at bekræfte Xanders spørgende blik. Samtidig knækkede hun hastigt nakken på vagten hun stod foran, der lydløst gik i knæ og faldt sammen på det kolde stengulv - Blodfri! Men da hendes blik allerede var ovre ved Xander, fangede hun hvad der skete, i samme sekund vagten greb fat i ham. Den næsten brummende sætning der forlod vagtens læber, reagerede hun knapt på.
Xander mindede Delilah ekstremt meget om hvordan hun kunne forestille sig, hun havde været da hun var yngre, og af en eller anden grund gav det hende en stikkende trang til at redde teenagerens røv. Men det betød også at hun kendte dele af ham godt, selvom han ikke havde ytret et ord om det - Han behøvede ikke at blive reddet fra en sølle vagt. Han ville højst sandsynligt helst ikke blive reddet, men hellere klare ærterne selv, for at bevise overfor sig selv og verden at han kunne.
Derfor sitrede et smil også over hendes læber da han begyndte at vride sig, i samme sekund som en vagt greb hendes bagfra - hun havde vidst været distraheret af Xanders lille optrin - og lagde en kniv imod hendes strube. Hendes hånd fløj op, hvor et par fingre snoede sig om kniven, og hun lavede en ballerina-agtig snurren, der fik trukket hende ud af hans greb i en elegant drejning, der samtidig skubbede vagtens kniv så langt frem, at den hakkede ind i hans strubehoved.
Hun flåede sprængstoffet fra ham som han væltede, og desarmerede det ved at hælde krudtet ud. Så lod hun de slanke fingre kærtegne den stjålne pistol, som hun drejede i endnu en piruette, blot for at lægge blikket på teenageren, der holdt sprængstoffet i hånden, imens vagten havde forvirring dansende over ansigtet.
Hendes hånd lagde sig vant rundt om pistolens glatte overflade, løftede den, og lod braget fra pistolens skud hamre igennem gangen, blot for at få alle vagternes opmærksomhed på sig endnu engang.

Hendes blik strejfede de svagelige væsner der vaklede imod lysets kilde for enden af tunnelen, og på trods af hele denne alvorlige, adrenalinpumpende situation, gled et dejligt smil frem på de rødlige læbers bløde kurver. Sekundet senere blev hun selvfølgelig revet bagud af en af de sidste vagters desperate forsøg på at overmande de to dæmoner, men det lille øjeblik havde alligevel fornyet hendes energi.
- Neco STOP nu! Det er en blodsudgydelse!
Yeah? So?
- Den er spildt. Lad nu være ...
Hun fik ødelagt sprængstoffet, skåret halsen over på ham, og lagde blikket over imod Xander, for at tjekke op på ham. Sekundet senere snurrede hun omkring, i en blød sky af mørke, krøllede lokker der dansede legende om hendes cremefarvede hud, som i en stærk kontrast, blot for at nedlægge endnu en vagt.
"Xander? Status?"
Her hentydede hun naturligvis til hvor mange der så ud til at være tilbage fra hans synspunkt. Delilah havde fungeret som leje- og snigmorder så længe hun kunne huske(hvilket kun var omkring hundrede år), og meget længere tid end det, foruden som jæger af ikke-menneskelige væsner, hvilket naturligvis gjorde at hun automatisk brugte det kortfattede, lettere indforståede sprog man brugte i de kredse på missioner. Derfor var det selvfølgelig ikke sikkert, Xander forstod.
Det så hun dog ikke ud til at tænke over.

Var der noget som helst denne dæmonkvinde ikke kunne? Ingen tvivl om, at hun var van til at slå folk ihjel. Ikke at det var en dårlig ting. Specielt ikke situationer som disse!
Der var så vagter tilbage, at man kunne ane frygten i deres øjne. De overvejede kraftigt at trække sig tilbage. Ærgerligt, det skulle de have overvejet noget før! Selvom hele hans ene arm gjorde ondt, sprang han imod en af de sidste vagter, stjal krudtet som Delilah så pænt havde bedt ham om, og stak derefter dolken i halsen på ham. Hos Xander var der nu kun en vagt tilbage. En vagt der så sjovt nok så ynkelig ud i den unge dæmons øjne. Under sin fine rustning, kunne man mærke benene ryste og det samme galt hænderne, der så ivrigt sigtede på ham med et snart krudtfri pistol. "Bliv hvor du er! jeg skyder dig!" sagde vagten med en rystende stemme, der gjorde sit bedste for at lyde stærk og mandig.
Da Xander gik et skridt hen imod ham, gik vagten et skridt bagud og sådan blev det ved og ved, indtil de nåede den mørke ende af korridoren. "Skyde mig med en krudtfri pistol?" Xanders stemme havde en hånende og drilsk klang. Ingen tvivl om, at han var sikker på, at han kunne få dræbt denne vagt på få sekunder.
Vagten sank en klump og så ned på pistolen. Delilahs råb ikke så langt fra ham, gav Xander et smørret smil på læberne.
"Der er en tilbage her hos mig, giv mig to sekunder," råbte han tilbage til hende.
Det varede ikke længe efter Xanders råb, at et skrig fra den sidste vagt, gav genlød igennem korridoren og fik nogen af fangerne til at få gåsehud. Frem af mørket kom Xander gående med rolige skridt, dog med den såret arm, hængende langs sin hofte. Han sendte Delilah et kækt smil. "Hvordan er status hos dig?" Det lå til at der ikke var flere vagter tilbage. At der snart kom nogen nye, var helt sikkert! Han tørrede blodet fra dolken af i en af de dødes vagters uniform og puttede den derefter ned i sit hylster. Der hvor den hørte til! Han kiggede hen imod udgangen. Det lå til at mange af de svagelige havde fundet vejen ud. Skønt! Det kunne ikke være bedre! Han åndede lettet ud og så op på Delilah. "Sikke noget af et eventyr huh?" Han kløede sig i nakken. Langsomt startede han at gå imod udgangen, fulgte med de svagelige, med sin egen svagelige arm dinglende efter sig. Om Delilah valgte at følge med ham, kiggede han sig kort over skulderen for at tjekke. Af en eller anden grund, ville han gerne have at hun var der. Ikke noget han gad at skulle til at stille spørgsmål til! Han smilede svagt ved tanken. Det var noget af en suppedas de begge havde havnet i og som de nu endelig så ud til at kunne komme ud af!

Delilah lænede sig dovent op af væggen, med en katteagtig facade og et svagt krummet spil, imens hendes øjne piercede mørket, ind til hvor ingen andres kunne nå. Xander var måske en dreng, selv i hendes øjne, men hun lod ham klare sine egne sager, og behandlede ham mere eller mindre voksent. Noget mange havde set som skandaløst - Det kunne have dræbt drengen! - men noget hun fandt naturligt.
Hendes arme var lagt dovent over kors over hendes bryst, imens hun ventede på at Xander ville få gjort manden færdig, så hun kunne trække ham ud herfra. Hendes blik glitrede i svag morskab da han trådte imod dem i skyggerne, som en eller anden frelser fra mørket - Hvilket hun fandt usigeligt morsomt, på langt flere planer, end det måske ville give mening, for de fleste andre.
"Blærerøv."
Da han kom op på siden af ham gav hun ham et legende, drillende dask på skulderen, og en svag latter forlod hendes fyldige læber, som for at understrege munterheden i det ene ord. Så blinkede hun legende til teenagedæmonen, og smækkede hænderne sammen, som for at skræmme en flok dyr væk. Dog var det bare for at sætte gang i de svagelige, så de hastede lidt hurtigere ud i den friske luft. Og det virkede! De sneglede sig endnu afsted, men sneglingen blev svagt hurtigere.

"Eventyr?"
Hun smilede svagt, og klappede en af de svagelige på skulderen, imens hun ledte ham i den direkte retning. Hun følte sig som en fårehyrde der skulle lede fårene hjem i sikkerhed - Ud over de her var fandens langsomme, og så ud som om de ville blive pustet til støv hvert sekund der tikkede forbi.
"Hvis det her er et eventyr for dig, så skulle du sgu prøve at være med på mine missioner. Se det er fandme drama og adrenalinkicks!"
De svagelige var næsten alle nået ud i lyset, hvor de straks syntes at få styrken tilbage i deres ultratynde kroppe. Så hun gav den sidste, den hendes hånd hvilede på, et svagt skub så han tumlede ud af døren, og straks syntes at kunne rejse sig op uden voldsomme mængder af besvær, som tidligere.
"Der er fandme ikke et sekund hvor du ikke risikerer livet, og det er fandme et konstant adrenalinrush. It's a-fucking-mazing."
Hun trådte selv ud i lyset, og lod strålerne kærtegne hendes blodige hud. Det ville være perfekt med et bad. Gad vide om der var en å eller flod i nærheden? Men først skulle hun lige have de knapt-så-svagelige sparket væk fra bygningen inden resten af vagterne og stedets folk kom rendende.

Det legende dask på hans skulder fra den smukke kvindedæmon, fik ham til at sende hende et kækt smil, der ligesom hendes dask også var muntert. At være en blærerøv gjorde ikke ham noget. På nogen punkter var det nøjagtig det han var. En blærerøv.
Han gjorde et løft med sine skuldre. ”nogen skal jo være det ikke sandt?” kommenterede han endelig på det med, at hun havde legende kaldt ham en blærerøv. Hans stemme var ligesom smillet på læberne, kækt og selvsikkert.
Sammen forlod de korridoren. Ikke en eneste gang overvejede han at se sig over skulderen, for at tjekke om der nu ville ende med at komme flere vagter. Det lå til at de kunne nå ud i tide. Hvis ikke, så måtte de gå hele moleviden igennem endnu engang, hvilket kunne gå hen og blive svært med den ene arm ude af drift. De svagelige sneglede sig afsted. Eller, lige nu ville Xander rent faktisk mene at en rigtig snegl ville bevæge sig hurtigere end dette. Roligt skubbede han til nogen af dem, hvor de nikkede svagt og forsøgte at gå hurtigere. Det blev dog ikke til meget mere. De var hverken i stand til at løbe eller gå hurtigt. Måske blev det ikke så nemt som Xander havde håbet. Han sukkede svagt med et smil på læben. Før han skubbede roligt til endnu en, kørte han en hånd igennem sit hår, ved at fjerne hatten. De mørke lokker var tørre og våde af sved på samme tid.

Han lyttede nysgerrig med, da hun fortalte om sine missioner, eller da hun næsten fortalte om dem. Sjovt nok, var denne lille information om dem, nok til at sende hans nysgerrighed ud igennem hans læber.
”Hvilke missioner er det du tager på?” Han bankede blidt en svagelige på skulderen. Det lå til, jo længere de kom ud, jo mere strålede de af energi og han måtte indrømme, at det var rart at mærke sollyset endnu engang. ”Og hvis jeg ikke tager fejl, kunne det nærmest lyde som en invitation?” Et kækt glimt voksede i de krystalblå øjne, da han så spørgende op på hende. En lille spørgende anmodning om han kunne komme med hende en af dagene. Ikke at han regnede med det. Hun havde sikkert bedre ting at give sig til.
De svagelige begyndte nu alle sammen langsomt at grine. En sød og lettet latter over at de endelige var frie! Det spredte sig som domino effekten. En grinte, hvor den næste derefter gjorde det samme og herefter den tredje. Til sidst grinte de alle lettet og nogen jublede så godt de nu kunne med de svagelige kroppe.
Xander så på det hele med et løftet øjenbryn. Skulle han være ærlig, så vidste han ikke hvordan han skulle reagere på det, eftersom han dybt inde i sig selv, at han var grunden til at de nu kunne juble og grine igen. Det var underligt. Var Delilah mon van til dette? Når man snakkede om solen, kiggede han spørgende hen på hende, hvor han derefter sendte hende et svagt og dog forvirret smil. Man kunne tydeligt se på ham, at han ikke vidste hvordan han skulle reagere på det eller gøre af sig selv.

Et smil sitrede henover de fyldige læbers bløde kurve, da han nysgerrigt spurgte ind til hendes missioner. Hendes blik gled opad imod solen, men de ekstremt følsomme øjne kunne ikke komme helt tæt på den, før en smerte bredte sig indefra og ud i de sensitive lysfangere, og hun var nødt til at trække blikket tilbage ned på jorden, hvor de nu knapt-så-svagelige syntes at være ved at bryde ud i dans.
"Jeg er en professionel leje- og snigmorder, selvstændig ikke-menneskelig huntress samt frontfigur i adskillige antislaveorganisationer. Gæt selv hvad fanden jeg laver på mine missioner."
Hun sendte ham et næsten leende smil, hvorefter hun med fingrene simulerede en eksplosion, imens hendes læber formede ordet Boooooooom uden lyd forlod dem. Hun blinkede til ham, endnu engang med en svag tanke imod blodet der langsomt dryppede fra hendes hud, og hvordan enhver vandkilde ville kunne få hende til at smide tøjet og hoppe deri. Alt for et bad til at rense sig.
Ikke at hun havde noget imod blod - For fanden, det var ikke ligefrem en sjældenhed at hun drak blod! Men hun brød sig ikke om den klistrende, tætomsluttende, halvlunke fornemmelse af blodet der langsomt bevægede sig ned af hendes krop, imens luften langsomt fik det til at størkne, tørre ind og danne en form for skorpe eller kappe omkring hendes hud. Det var pisse ulækkert.

Hun gennede blidt på folkene, der syntes langsomt at få liv i kinderne og glimt i øjnene. De var ved udkanten af en skov - De måtte fandme have bevæget sig langt! Hendes De væltede lykkelige ind i skoven, men en forvirrerende latter, der både fik hendes ene mundvige og ene øjenbryn til at løfte sig svagt.
"Come on guys, i skal hen til en fucking civilisation før vagter kommer og trækker jer tilbage."
Det satte gang i dem. Enkelte satte endda i løb igennem skovens kølige skygger, for at komme væk fra mændene, inden de valgte at smide dem tilbage i hulerne. Delilahs blik gled undersøgende over omgivelser, på jagt efter noget vådt hun kunne springe i. Et smil flakkede over hendes læber, ved lyden af hans spørgsmål.
"Jeg kører solo, knægt."
Der gik et par sekunder, hvor stilheden var overdøvende. Så spredte hun læberne igen, og selvom hendes blik ikke så meget som strejfede ham, så lå smilet tykt og varmt i hendes stemme.
"Men det kan godt være du kan lege assistent engang imellem."

Det kunne være rart lige nu bare, at komme væk derfra og bede til, at han aldrig ville ende med, at blive smidt tilbage i en kælder igen! Han havde intet imod spændingen, men han var ved, at være træt af, at blive smidt ned i en kælder. Derudover, skulle hans arm også heales. Tanken om armen, fik ham til at se ned på den, hvor man kunne ane størknet blod og skudrester. Forhåbentlig sad skuddet ikke stadig fast i huden på ham. Han pillede lidt ved såret for at tjekke, da smerten gav et jag i ham, så han hurtigt trak sine nysgerrige hænder væk igen. De spredte læber udspillede et udmattet suk. Han trængte virkelig bare til at slappe af!
Da Delilahs varme og smukke stemme fyldte hans øre endnu engang, så han på hende, med et skævt smil over alt det hun fortalte. I hans øre, lød det hun arbejdede med spændende og han kunne sagtens forestille sig, hvilket eventyr hver eneste dag måtte være for en kvinde som hende.
Ordet Booom hun formede med sine læber, fik ham til, at grine svagt og sjovt nok kærligt. Han rystede bare blidt på hovedet. Der var dog et sidste spørgsmål. ”Er der en bestemt grund til du ikke går efter mennesker?” De krystalblå øjne, med et skær af lysende blå ildkugle, kiggede nu nysgerrigt på hende. Ikke at han havde noget imod det, han var bare nysgerrig for, at høre hvorfor hun ikke gik efter mennesker.

Ligesom Delilahs, gled Xanders blik undersøgende rundt, som søgte han efter en sidste form for fare, før de kunne slappe helt af. Da det ikke lå til, at der var nogen eller noget i mildes omkreds, tillod han sine skuldre at falde afslappende ned. Han åndet lettet ud.
De svages latter døde hen, så snart Delilah råbte noget efter dem. Nogen af dem forsvandt ind bag træer og buske, overraskende hurtigere end Xander havde forventet, at de kunne bevæge sig i.
Jo længere de kom ind i skoven, jo lettere blev det, at slappe af.
Imens han ventede på, hvad Delilah mon havde, at sige til det med invitationen, så han sig omkring og ledte efter et perfekt sted, hvor han kunne slå måsen i jorden og tjekke til sit sår. Det hun svarede kom sjovt nok ikke bag på ham. Han havde ikke forventet, at hun ville sige ja og lade ham følge med hende til hendes dages ende, så det gjorde ikke ondt på ham, at hun sagde nej.
Stilheden imellem dem føltes i nogle få sekunder tunge. Han bed sig tænkende i underlæben. Det varede dog kun kort, Delilah afbrød stilheden ved, at sige nogle ord, der fik et kækt og bredt smil frem på hans læber. ”Så det en aftale,”

En sø i det fjerne fangede hans opmærksomhed. Overfladen glitrede smukt i solens stråler. Bare tanken om vand lige nu, var nok for Xander til, at dreje hælen om og gå hen imod søen. Han faldt på knæ ved dets overflade, foldede hænderne som en skål og kyldet derefter vandet i skålen op i sit ansigt. Det føltes fantastisk! Han tog noget om i sit hår og undslap et lettet suk. Fantastisk!