A ballad of song birds and cool hats ~ Katrina (Featuring Edgar)

Allan gav et så gruopvækkende skrig fra sig, at det for stort set enhver anden mor ville have været hjerteskærende at lytte til. For Lenore var det kun en lettelse, da det betød, at han gav slip. I ren refleks lagde hun de skeletagtige hænder over sine ører. Næppe så meget for at lukke specifikke lyde ude, som at undgå verden i det hele taget. Hun klemte øjnene hårdt sammen.

”Det findes ikke, det findes ikke, det findes ikke,” hviskede hun for sig selv. Hvad, det uspecificerede det var er uvidst for alle andre end Lenore selv kære læser. Måske var det hendes barn, der lige krøb sammen i et afsides hjørne af kælderen, skælvende som var det bedårende lille gedekid et urgammelt monster, der var kommet for at brække hans ribben op og flå hans hjerte ud. Måske var det hende selv. Måske var det hele situationen.
Ravnene var ligedele ophidsede af hendes sindsstemning og af raseriet, der udgik fra Edgar, som de kendte så godt.
Luften i kælderrummet var i øjeblikket et væld af ravneskrig, fjer og fuglekløer.
Men pludselig. Lyden af instrumenter. Lyden var så uventet for Lenore, at hun sænkede de gennemsigtigt blege hænder fra ørerne og stirrede mærkeligt på den lille gruppe barder. Hun glippede undrende med de sølvstrålende stormøjne. Måske var det fordi, at situationsændringen var hende så uventet, at hun på sin egen særegne måde fandt en vis drømmeagtig ro i scenariet. Hun eksisterede trods alt så meget i sin egen lille verden, at dette blot ville forekomme som en kærkommen distraktion og ikke så meget som noget unaturligt, selvom det for de fleste nok ville være relativt gruopvækkende at se en flok indelåste barder spille musik i denne mareridtsagtige kælder.
Som i en døs satte hun sig på hug på det kolde stengulv og kaldte det lille gedekid til sig uden meget mere end en simpel håndbevægelse.
Mere nænsomt end hun nogensinde havde behandlet nogen af sine børn, samlede hun Peachfuzz op, så den l med hovedet på hendes ene skulder. Og så gav hun sig til at danse.
Det kunne have set absurd ud. For nogen gjorde det det måske.

Men Lenore var hjemme i dette rum. I det flakkende skær fra stearinlysene i kælderens mørke spillede umulige nuancer af lilla, blå grøn og farver aldrig set på jorden (ville man måske sige, hvis man var en tilpas overtroisk bonde) i det blanksorte hår. Uvirkelig som hun så ud i sin hvirvelvind af sorte skørter og med ravnene kredsende om sit blomsterkronede hoved, var det svært at fortænke nogen i at have gjort hende til en sagnfigur.
Efter nogen tid, og uden at afbryde sin dans rakte Lenore ud og greb Annabelle med sin frie hånd. Trak hende med ind i dansen om hun så ville eller ej. Hvirvlede videre og slap hende igen som var de til et bal, hvor hun var sikker på, at Annabelle ville blive grebet af en anden partner.

Da hun endelig greb sin brors hænder, som om det hele tiden havde været planlagt, så hun på ham med et blik der indeholdt tusind års udmattelse, men også et blik, der svor, at det havde hun ikke tænkt sig at tænke mere på i dag. Og der uden tanke for diverse tilskuere af mindre Grayagtig kaliber kyssede hun ham, som om de var de eneste to væsner, der fandtes i verden.