En vigtig last - Jazmin

Sted: Havnen Minotaris
Omgivelser: store skibe, som har lagt til, forskellige sømænd, tiggere. Kort fra kajen, ligger der forskellige kroer, hvor der høres råben, skrålen og fuldemands snak. Ved nogle kroer er der slagsmål.
Vejr: Lummert, regnen er lige begyndt, det trækker op til en storm, der varer 3 dage.
Dag: Søndag.

Emnestatus - Privat

Denne gang var det en stor handel, hvilket resulterede i farer. Hun havde vidst, det ikke var det mest fornuftige, men hun kunne tjene på den. Alítheia var kendt for at være blandt de bedre smuglere på havet, og havde længe beskæftiget sig med det.
Hun havde fået handelen i hus, ved et besøg på kroen det vilde svin. En ting havde dog undret hende den gang, hvordan personen havde fundet frem til hende. Alítheia var normalt meget diskret, sørgede for at have flere identiteter, så intet kunne spores tilbage til en og samme person.
Det var ikke svært at smugle for tiden, især ikke efter Necromanceren havde hærget Underworld. Der var færre sikkerhedstjek, og det var lettere at komme uden om toldere, eftersom de var flygtet til Doomsville. Havene var langt fra sikrer, især for dem, som ikke kendte dem. Det var her hun havde sin fordel, hun kendte dem som sin egen lomme. Sidan hun havde fundet sin far, havde hun sejlet og beskæftiget sig med disse handler. Hendes far havde ikke kendt til hende, i starten sneg hun sig om bord iklædt som en dreng. Med tid erfarede hendes far, hvem hun var og da han døde overtog hun hans rolle som kaptajn og sørøver, smugler mm.
Engang havde hun været fattig, et gammelt brød havde dengang fået hende til at føle sig rig. Nu var det omvendt, hun var velhavende, var kendt blandt de finere, dog ikke som Sørøveren eller smugleren. Hun ejede pistoler, juveler og sjældne stoffer. Hun havde vendt sit liv om, hun ville ikke længere være den svage fattige pige.

De Havde netop lagt ind til havnen, skyerne var mørke og tunge. Den første dråbe ramte hendes ansigt, som hun gik ned ad landgangen, snart styrtede ned. Det var en lummer dag, og det trak op til tordenvejr, en storm var på vej. På den side havde de været heldige, at komme frem med lasten, inden stormen.
Havnen hun havde valgt var Minotaris, da det var et normalt handelssted for smuglere og andet ulovligt. Her kunne hun uden problemer slippe af sted med hvad hun foretog sig. I denne by, var hun kendt som Kaptajn Piarton, som havde været et navn der i flere årtusinder havde været et kendt sørøver navn.
Hun trak den sorte kappe op over hovedet, så det skjulte det røde hår, og det meste af hendes ansigt. Under den var hun klædt i en hvid skjorte og et par sorte læderbukser som altid. Derudover havde hun de høje læderstøvler på. Der hang to pistoler ved bæltet, rundt om hendes liv.
Hun så sig rundt om på havnen, efter personen, der skulle modtage lasten. Den tålmodige type, kunne man ikke kalde hende for. Hvis denne person ikke ville dukke op i tide, solgte hun lasten til en anden. Den værdifulde last bestående af 40 baller silke, kunne man få mange penge for.

Da hun var kommet ned fra landgangen kiggede hun tilbage mod skibet, så på mændene, der var på vej ned og råbte med myndig stemme ”Inden i forlader skibet, læs lasten af på havnen, og ti af jer bliver tilbage. Forstået!”, ”Forstået!” lød det kort efter som enstemmigt svar. Det var ikke normalt kvinderne havde magten, men Alítheia havde en myndighed over dem, og hendes mandskab havde lært hun ikke tålte modsigelse. De få gange nogle havde prøvet at underkue grundet kønnet var det endt galt, for dem.

//Undskyld at det ikke er det mest velskrevne... håber du kan leve med det /: og bruge det... //

// Jeg svare imorgen. Bare for at sige jeg ikke lige har glemt dig. :3 //

Jasmin så sig selv i spejlet. Den fine og skrøblige ansigt, var ved at falde for hinanden. Hun var ved at falde fra sig selv. Der var for mange ting i hendes liv, samtidigt med at hun havde det hun havde, at leve med. Jazz og Jamie var ulidelige. De kom og gik som de ville, og de lavede ballade konstant. Alle troede det var Jasmin fordi de ikke kendte til de andre. Den eneste der gjorde, var Sean. Han havde hjulpet hende en smule med at styre dem i en kort tid, inden de var gået amok igen.
Jasmin lod hendes hånd omfavne håret, i en hurtigt bevægelse blev håret sat op i en hestehale. Jasmin lod langsomt blikket falde ned af hende, imod brysterne. Hun havde altid haft mange problemer med dem. Ment de var for små, og for mærkelige, men hun var stadig en anelse glad for dem.
Jasmin rejste sig op fra stolen af. Langsomt trak hun en mørk kjole over håret. Den var sort, med nogle røde mønstre. En af hendes ynglings kjoler, når hun endelig gik i kjole.
Hendes sko, var helt almendelig højhælede men sorte.

-- 2 timer senere --

Jasmin lod skridtene begå frem af. Star lød som en helt almendelig hest med sko på. Den sædvanlige lyd. En pruste kom engang imellem.
Langsomt, lod sig gå i trav. Helt af sig selv. Star var begyndt at blive en stor del af Jasmin. Som at hun forstod alt der forgik i hendes liv.

Der gik ikke lang tid, før de var nede ved havnen som Jasmin havde aftalt med Alíthea at mødes. Hun havde bestil en last med massere af silke, som hun kunne sælge videre og tjene flere penge på. Selvom hun allerede havde en del penge, kunne hun altid bruge flere.
Jasmin hoppede af Star, imens hun gik. Landte på bene. Star gik sin vej, og Jasmin gik sin vej.
Længere henne stod Alíthea med lasten.
'' Hey du! '' Jasmin så imod hende. '' Er lasten her? '' Skridtene blev tungere og længere. Der gik dog ikke lang tid, før hun havde sagt det, før Jazz tog over. De ondskabsfulde af dem. Den Jasmin ikke kunne styre. Hun sagde og gjorde hvad hun ville..

// Beklager selv det korte, og ikke velskrevene svar. ): //

Mændene samlede sig oppe på dækket, og fik hurtigt fordelt opgaverne. De gik under dækket, for at bærer lasten op. Oppe på dækket, stod andre klar til at bære kasserne, med lasten ned på dækket. Det gik langsommeligt fremad, men efter et par timer, var hele skibets last placeret på kajen. De ti sømænd, der gik for at være stærkeste, blev tilbage på kajen. Når Jasmin kom for at hente varerne, skulle de sørge for hendes egen sikkerhed, at handelen blev gennemført og blev transporteret hen til Jasmin.

Regnen silede ned, og gjorde den sorte uldkappe tung. Regnen gjorde at havnen snart var mere forladt end før. De tunge regndråber, slog mod brostene og hoppede op igen. Det dæmpede alle lyde, så det virkede som en drømmeverden. Ens syn blev sløret, af de tykke strimer. Alítheia stod der midt på havnen og lignede en dyster skabning, der bragte dårligdomme med sig. Hun rørte sig ikke, der var intet tegn på liv, fra hende. Alt hun gjorde, var at stå og vente og lade verden omgive hende.

Efter den lange ventetid, dukkede kvinden endelig op. Alítheia var ikke meget for at vente, men hun havde gjort det. Hun så hende hoppe ned ad hesten og snart hørte hun stemmen. Vist var Alítheia ikke nogle kongelig eller en finere dame, men måden kvinden talte til hende på, irriterede hende. Først og fremmest fandt hun ikke at hende og Jasmin var dus. Derfor svarede hun med en kold tone, på spørgsmålet. ”Lasten er, hvor den skal være, og jeg foretrækker de, frøken eller kaptajn fremover, tak. Derudover siger jeg ikke noget om lasten, før jeg får pengene.” Hun sendte et  skarpt og dømmende blik til Jasmin. Dog var hun stadig nysgerrig, for hun havde aldrig fået svar på, hvordan Jasmin havde fundet frem til hende. Dette måtte hun få ud af hende, hvis denne kvinde kunne finde frem til hende, kunne andre måske også. De andre hun frygtede det skulle lykkedes for, ønskede hende set i fangehul eller død. Hun afventede nu hendes reaktion og svar, alt hun ønskede var pengene og svar på den ene ting.  

//Undskyld det er kort og dårligt x_x men kunne ikke lige finde på mere... //

Jazmin så blot på Alíthea. Hendes måde, selv at tale til Jazmin på var ikke ligefrem den fedeste eller rareste. Hendes blik var koldt overfor hende.
'' Hør her, kære tøs. Jeg snakker nød agtigt til dig, som jeg vil. Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal kalde folk. '' Et smil kørte ned af hendes mundvige. Et falsk smil.
'' Her er din pokkers penge. '' Jasmin rakte ned i lommen, og hev den lille pose op, hvor pengene lå i. Hun kastede dem over til Alíthea.
'' Fortæl om lasten. '' Jasmin betragtede folk omkring hende imens.

// Beklager det korte svar. D: //

Alítheia morede sig over Jasmin, den måde hun troede, hun kunne tillade sig at tale til hende på. Hun var den der havde lasten, som jasmin ville have. Hun vidste derfor, at hun havde fordelen. I stedet for at blive vred, lod hun bare et lille ondskabsfuldt smil glide hen over læberne. ”Jeg hører skam lille ven, men du gør klogt i at lytte til mig. Du må selvfølgelig selv om det, men husk hvem der har lasten af os to.” sagde hun med en overlegen og smilet blev langsomt bredere.
Alítheia fandt sig ikke i at blive talt grimt til, ikke længere. Da hun havde været lille havde folk kaldt hende ved mange øgenavne, det var slut nu. Det var derfor hun reagerede voldsomt, på den slags, selv små detaljer som et ’du’.

Hun greb den lille pose med penge og åbnede den, for at tjekke indholdet. De havde sat prisen til 45 guldmønter for hver rulle silke, derudover forlangte hun så også penge for transporten. Så hvis Jasmin ønskede alle 40 ruller silke, ville den samlede pris blive 1805 guldmønter. Derfor stod det klart for hende, at når den var så lille, strakte pengene kunne til få ruller.
Hurtigt fik hun talt sig frem til at pungen præcist indeholdt 95 guldmønter. Hun vinkede en fra mandskabet hen og bad ham hente to ruller silke. ”Jeg giver dig den mængde du har betalt for” sagde hun nonchalant. Kort efter blev to ruller silke bragt frem til Jasmin.

//Det er okay... det her er helle rikke det bedste ._. håber dog det kan bruges... //

Jazmin så blot på Alíthea. Mente hun selv hun eget hele stedet? Tssh. Snobbet møgkælling. Det var det eneste hun kunne tænke om tøssen. Hun var sikkert en del yngre end hende, og mere umoden. Jazmin smilede blot, over de ting hun sagde.
'' Kære. Jeg kan sagens få andre til at hente min last. Så brug det ikke som en trussel. Så er det dig, der har ofret pengene. '' Et smil gled over hendes læber.

Jazmin så blot, da hun kun fik 2 ruller. Overpriser, efter hendes holdning. Hun ville aldrig have taget så meget for det, hvis hun kunne tjente penge på det. Jazz smilede blot.
En vrede begyndte at rase op i hende. Tænkte hun siger overhovedet om? Jazmin var ti gange mere magtfuld end hende, og hun flere kontakter. Helt sikkert.

Star stod blot bag hende, og gumlede på noget græs. '' Hver sød at binde det fast til hesten. '' Et smil lande på manden der havde rullerne.

Alítheia stod med den ene hånd i siden, og kiggede stadig lige dømmende på Jazmin. Denne pige tog hun ikke ligefrem seriøst, hun virkede for selvhøjtidelig. Det var tydeligt at se på tøsens udstråling hun mente hun var stærkere og visere end alle andre på, hvilket morede Alítheia. Hvor gammel hun var ragede hende egentligt, for alder betød ikke nødvendigvis man var visere, og selv hvis Jasmin var gammel fandt Alítheia hende alt andet end vis.
Et hånligt grin slap hendes læber, da hun hørte hendes bemærkning, især fordi tøsen troede hun havde fået ram på hende. ”Åh lille skat dog, at du tror det. Jeg har massere andre jeg kan sælge det til, så vær du blot glad for du fik noget. Derudover held og lykke med at finde andre der kan skaffe det for ikke at nævne det var hurtigt, og sikkert det kom frem.” svarede hun med en ligeglad stemme og slog ud med hånden.

Alítheia kunne se utilfredsheden i Jasmins øjne, hun var ikke tilfreds med det hun havde fået for pengene. Selv var hun ligeglad, hun gik efter det, hun kunne tjene mest på. Derfor var prisen sat til 45 guldstykker, og så det faktum er silke var ekstremt sjældent. Lidt efter begyndte hun at se små tegn på Jasmins vrede, dog var hun ikke helt sikker, alligevel fik det hende til at smile bredere og mere ondskabsfuldt.
Manden der var kommet med silkerullerne gjorde ikke tegn til at læsse silken på hesten. Han var under Alítheias kommando og adlød derfor kun hvad hun sagde. Eftersom hende og jasmin lige nu stod og havde en indirekte magtkamp, turde han heller ikke gøre det, derfor stod han stille og gloede på Alítheia, for at se hvad han skulle gøre. ”Jamen kære Jasmin, du fik det til at lyde som om du selv kunne sørge for den slags, så hvorfor skulle mine mænd dog hjælpe, du kan vel sørge for det” sagde hun med en sukkersød stemme og smilede flabet til hende.

Jazmin så blot på Alíthea med en irriterede mine. '' Skal du altid, være så pokkers irriterende? Har dine forældre aldrig fortalt dig, at man ikke skal gøre folk, der er mere intelligente, end dig sure? '' Jazz smilede blot. En mine gik over hendes hoved, inden hun bevægede sig over mod herren, og tog de to ruller med Silke. Hun hev dem nærmest ud af hans hånd, arm.. Greb, og gik hen til sin hest. Hun så længere frem. Der lå en smule snor, men om det skulle bruges anede hun ikke helt.
Hurtigt gik hun over imod det, samlede det op, og spændte det fast til hesten sammen med de 2 ruller silke. Hun skulle nok tjene en del på dette.
'' Farvel.. '' Jazz smilede en del, og mumlede enormt lavt; '' Møg arrogante kælling. '' Jazmin satte i spark, og hesten begyndte at gå i galop.

// Ved, ikke.. Om det er okay med dig? //

Kommentaren Jasmin gav Alítheia, fik hende til at slå en høj latter op. Hvis hun troede at det ville gå hende på, at blive kaldt irriterende tog hun fejl og derudover fandt hun hendes bemærkning om at Jasmin selv skulle være mere intelligent, en yderst morsom joke. ”Irriterende, jeg siger det bare som det er, men virkeligheden er måske hård for dig at se i øjnene? Derudover kan jeg ikke have gjort en person der er mere intelligent end mig sur, hvem skulle det kunne være?” Svarede hun og sendte et flabet smil tilbage til Jazmin.
Kort efter havde hun revet de to ruller silke ud af manden hånd, bundet dem fast til hesten og var siddet op. ”Farvel” svarede Alítheia igen og lød overdrevent høflig, imens så hun Jasmin sætte hesten i galop og ride væk.
Endelig var den imbecile arrogante tøs redet væk, og selv kunne hun begynde nogle ordentlige forretninger.

----- 3 dage senere -----

Alítheia gik stadig rundt i havnen, hun havde i løbet af de seneste dage, fundet flere købere til silken. Handelen med dem, var gået væsentlige bedre, ingen flabede samtaler var blevet udgydt der. Det var tilmed lykkedes hende at sælge det for højere priser, hun fik 50 guldstykker for en rulle, hvilket var lige i overkanten.
Køberne havde ikke været svære at forhandle med, man kunne ikke ligefrem kalde dem de mest intelligente.
I alt var det lykkedes hende at sælge halvdelen af lasten, altså 20 ruller silke. Nu gik hun rundt i havnen, for at lede efter flere købere, så hun kunne komme af med den sidste halvdel.

//Det helt iorden ... det er ikke det bedste svar, håber det kan bruges... men tænker de måske kan mødes i havnen igen? Oo hvis det er okay eller? //

Jazmin havde egentlig ikke fået nok silke, til netop det hun ville have ud af det. Hun havde forventet en anelse mere, men Alitheia havde ikke været til at forhandle med ordenligt. Hun var flabet, og ikke mindst en arrogant møgkælling, i følge Jazmin. Men Jazz, var heller ikke ret meget bedre. Den måde, hun havde talt til Alitheia på, var ikke den bedste måde. Men efter at Jazmin havde mistet det hun holde af, var det gået hende meget på. Hun havde mistet sin elskede hest. Beauti, var ikke længere blandt hende. En hest der havde været med hende i længere tid. Selvom det lød dumt, var det egentlig ikke noget der burde havde gået hende på.
Egentlig bekymrede det hende ikke, at folk var sådan. Verden var sådan. Men at hun var det overfor Jazmin, og overhovedet ikke havde vidst nogle former for respekt, overfor en anden person. Det kunne kun få hende til at grine.
Hun sparkede til hesten, for at få den i galop, så hun kunne komme hurtigere afsted.

------------------------ 3 dage senere -----------------------------------------------------

Jazmin gik langs havnen. Hun havde egentlig ikke fået alt det hun skulle bruge.
I håbet om at hun kunne få mere hernede, til en billigere pris, var kun håbet hver. Hun havde taget en del flere penge med denne gang. Og med prisen sidst, havde hun i hvert til fald, til et par stykker mere.
Hun smilede, da hun så synet af kvinden igen. Kvinden Alitheia. Det flabet pigebarn.
Hun bevægede sig over imod hende, med hendes hest samt posen med guld i. Denne gang havde hun selv taget snor med, til at kunne transportere det med.
'' Mylady. Jeg undskylder mit sprog sidst. Men, har de mere silke tilbage? '' Hun så hende direkte i øjne. Hun forsøgte at holde tonen så pæn som muligt.
Der var mange andre her, og hvis hun udlagde sig selv som en kælling endnu engang, ville folk nok begynde at hade hende endnu mere. Problemet var bare, at de ikke anede at hun var en gammel dæmon.
Hun var slægtning til Lucifer, så magt havde hun massere af. Eller det havde hendes forældre fortalt hende, men om det var sandt nok, anede hun ikke.
'' Så? ''