Thank you - Theodora

Påklædning: En ternet skjorte der er et par numre for stor, et par tynde tætsiddende bukser og nogle korte ankel støvler.

Blair havde brugt en masse tid på det vilde svin, og det stoppede ikke, bare fordi hun var begyndt at hægte op i sig selv. Hun elskede stedet, og de mennesker man kunne møde der. Mange var stamkunder, mens andre bare kom en gang imellem eller kun en enkelt gang. Men en ting var sikkert, der var altid fuld af liv. Denne sene aften var ikke en undtagelse. Der var fuldt hus og snakken summede i alle krogene. Blair havde siddet ved baren hele tiden. Det var normalt for hende, at sidde der. Så kunne man nemt lukke folk ude, hvis de blev lidt for meget. Hun havde siddet ved siden af en mand der var godt oppe i 30'erne, der havde vist interesse fra starten. Han havde flirtet med hende, købt hende drinks og hun var hoppet med på vognen. Lidt harmløst flirteri skadede ingen og så fik hun gratis alkohol ud af det. Han havde drukket en hel del efterhånden, og Blair havde drukket nogenlunde det samme, men hendes tolerance for alkohol var noget anderledes end hans. Det tog længere tid, og mere alkohol, for hende at blive påvirket. Han var fuld og det betød han begyndte at gramse. Han overskred en masse af hendes grænser. Flere gange, måtte hun bede ham holde op, eller fjerne hans hånd fra hende krop. ”Jeg mener det. Stop.” Skete det igen, var hun fristet til bare at tage ham med ud bagved og få sig et godt måltid, men alkoholen i hans åre smagte slet ikke så godt anden gang sammen med blod. Han lagde han hånd på hendes lår og lod den kravle op ad. Hun slog hans hånd væk og rejste sig. ”Lad mig være.” Hun gik ud af kroen og stod et øjeblik, imens hun forsøgte at afgøre hvilken vej hun skulle gå, men hun nåede ikke at beslutte sig, før manden og fire andre kom ud.

De gik direkte hen imod hende, og manden der havde lagt an på hende, stillede sig foran hende. Han nikkede til de andre, og de to alle fat i hendes arme, så hun umuligt kunne komme fri, på trods af hendes styrke. ”Fatter i det? Hun er fin på den. Hun burde bare tage hvad hun kunne få.” Han gik tættere på Blair og begyndte at lod hans kravlende fingre, bevæge sig hen over hendes krop. Han pressede sig helt tæt op af hendes krop og begyndte at kysse hendes hals, kraveben og brystkasse. Hun lod hendes hugtænder vokse ud, så var der fri buffet. Hun bed sig fast i hans hals, men han formåede, at komme fri. ”Nåda. Vi har med en lille vampyrpige at gøre.” Han viftede med hånden til det ene hold drenge, som drejede hendes arm om, indtil der lød et højt knæk. Hun skreg af smerte, men var klar over, at hun nemt kunne få den på plads igen. Nu skulle hun bare slippe væk fra dem, hvilket ikke var let, men hun havde så sandelig ikke tænkt sig at give op. Hendes anden arm røg og smerten overvældede hende. Hun kunne tage meget, men hun var ikke en særlig gammel vampyr, så det krævede ikke nær så meget, at såre hende som en vampyr, på flere århundrede. Hun faldt sammen af smerte, og det ene der holdte hende oppe, var mændenes greb på hendes arme.

Påklædning Et par skinny jeans, også en stor stort sweater, et par slidte convers og løst hår.

Det var ikke ofte, at hun bevægede sig så langt ned som Doomsville Rotten Root District, som regel befandt hun sig længere oppe på bjerget. Men et eller andet i hende, havde fået hende til at bevæge sig ned af, i stedet for at forblive oppe i Terreville. Måske var det vel blot fordi, hun havde brug for at lave noget nyt og der ærlig talt ikke var en skid at beskæftige sig med andre steder. Her for tiden, kunne hun aldrig rigtig finde noget at lave, det var virkelig som der aldrig var noget at lave...når man havde levet så længe som hun havde, så havde man efterhånden nærmest prøvet det hele og derved var det sgu ikke altid man kunne finde på noget nyt at få tiden til at begå sig med. Det var efterhånden virkelig fået ind og irriteret hende, heldigvis var der de heldige øjeblikke hvor man rent faktisk kunne finde noget interessant at lave, eller måske blot møde nogle interessante personer. De øjeblikke var dog efterhånden så få de næsten aldrig skete.
Som hun bevægede sig igennem de mange gader og til sidst kom forbi en kro, syntes hun at kunne opfange lyden af en yderst bekendt stemme. Hun havde været helt henne ved kroen, eller rettere måske endda inde da stemmen ramte hende. Hun kendte den stemme ganske godt og hun vidste den tilhørte en ung kvindelig vampyr, en vampyr med nogle problemer og lige nu havde hun i den grad problemer. Hun kendte måske ikke tøsen særlig godt, men alligevel havde de to snakket så meget sammen, til at hun i dette øjeblik var på vej ud for at se hvad der skete. Det sekund hun kom frem til hvor det hele foregik, blev hendes normalt gyldne først helt sorte og derefter fik de en mere blodrød farve...hvilket i den grad betød hun enten var sulten, eller også var hun utrolig pissed. Hun gik stille hen og greb fat om den ene mand, som hurtigt fik brækket nakken. Da Theodora samtidig også var en bloddæmon, så havde hun en hel del aggressioner i sig...med andre ord var hun i dette sekund en bombe der netop var sprunget. Efter godt 10 minutter, hvor hun havde tævet løs på de latterlige mennesker, også endt ud i at slå dem alle ihjel vendte hun sig imod Blair. Hun trådte hen imod tøsen og lagde hovedet på skrå "er du okay?" spurgte hun kortfattet. De førhen røde øjne, tog nu igen den sædvanlige gyldne farve, som hun lod sine øjne glide ned over Blair.

Blair havde forsøgt at komme fri af mændenes greb, men det havde været umuligt. Hun burde virkelig forsøgte, at blive bedre til at klare sig selv. Hun hørte en knækkende lyd og vendte blikket op af, i stedet for at se ned i den beskidte jord. Theodora. På trods af, de ikke kendte hinanden særlig godt, var de der stadig for hinanden i nød. Blair fulgte hendes bevægelser, og fik en ny respekt for hende. Helt uden at tænke, tog hun livet af fem mænd. Blair havde næsten kun dræbt for blodet. Få gange havde hun dræbt i selvforsvar, men det var sjældent det skete. Men Theodora havde rygraden til bare at gøre det, noget som Blair godt kunne bruge. Hun var faldet ned på knæ, da mændene havde sluppet hendes arme. Hun så op på Theodora og nikkede til hendes spørgsmål. Blair tog fat i sin ene arm, og skubbede den på plads med et dybt suk, det samme skete med den anden. Hun rejste sig og bevægede hendes skuldre, i et forsøg på at lindre smerten.
”Hvor heldig kan man have lov at være.” Blair sendte hende et smil og så ned af sig selv. Hendes bukser var beskidte og hun sukkede småirriteret. Hun så op på Theodora igen. ”Tak for hjælpen. Det havde jeg brug for.” Hun rettede en smule på hendes hår og så sig omkring. ”Har du lyst til en drink?” Hun undersøgte ligene for penge, de havde en hel del. Langt flere end Blair nogensinde ville få. Hun samlede dem sammen, og gav Theodora de fleste. Hun havde trods alt reddet hendes liv. Uden hende, havde Blair lagt død i en gyde nu. ”Du gir',” sagde hun og blinkede med det ene øje. Hun pakkede resten af pengene væk og så hen imod kroen. På trods af, det ikke virkede som om, Blair havde lav selvtillid, havde hun det. Hun havde lært at sætte en facade op, for at beskytte sig selv. Hun havde oplevet en masse smerte, og det ville hun helst forhindre igen. Hvis det var muligt.