And whom may you be young man? - Javir -

Tid Klokken er godt over 12 om natten
Sted The valley of the dead
Omgivelser Der er ikke just noget at se, eller for den sags skyld at høre. Stedet er nu ganske efterladt og stille
Vejr Det er småkølligt, men ellers er det en smuk stjerneklar nat
Påklædning Hun er iført denne [url=http://www.emilysotoblog.com/wp-content/uploads/2014/07/5019.jpg]kjole[/url. Den går hende til omkring anklerne og har intet fyld i sig. Derudover har hun dækker på sine arme, i form af nogle sorte handsker

Dette var nu ikke det første sted, hun normalt ville tage hende...faktisk var det ikke engang tæt på at være det sidste sted, dog havde der vel været en form for nysgerrighed i hende. Hun var normalt slet ikke så nysgerrig når det kom til stykket, efter flere tusind år på bagen og flere liv i baghovedet...så var nysgerrigheden ofte en farlig ting. Dog var den denne nat, stor nok til at få hende til at forlade sit hjem eller rettere den kro hun var på også tage ud i natten. Ganske vidst havde hun endnu ikke stødt på en eneste uddød, men så igen hun var heller ikke just særlig levende selv...så måske var det med til at gøre de ikke kom tæt på. Den slags skulle jo bruge en rask og levende vært, hvilket hun i den grad ikke var. Nok var hun rask, men helt levende ville man dog ikke klassificere hende som.
Sm hun vandrede rundt, betragtede de grønne øjne let hver eneste område. Nok havde hun endnu ikke set nogen, men man kunne da aldrig være for sikker på det. Efter at havde prøvet en død, ved en kniv i ryggen...så var det med at holde øje med alle vinkler skisme vigtig. Heldigvis for hende, så var hun en race som kunne blive genfødt...så det med at dø var ofte ikke just vigtigt for hende. For 10 år senere, ville hun blive genfødt på ny også ville hun vokse op og i det hun nåede alderen 23-25, så ville hendes mindre ligeså langsomt komme tilbage igen. Som hun gik der i sine tanker, lod hun stille blikket glide op på den smukke himmel. Meget kunne man da sige omkring dette sted, men der var nu en smuk udsigt til himlen. Stående der ved lysningen, så kom månelyset godt ned over hende. Ganske vidst var det ikke en fuldmåne, men der var nu ikke mange dage til månen blev hel og natten fuld af hylen. Dog blev hendes blege hud, næsten hel gennemsigtig og mange ville betegne det som om hun næsten lignede et spøgelse og nogle endda en engel.

//jeg håber dette er godt nok...jeg havde virkelig ingen ide om hvordan jeg skulle starte emnet op!

Det var nu egentlig en overraskende smuk nat, hvilket hun efterhånden ikke oplevede for mange af! De fleste nætter var efterhånden de samme, så hun kunne snart ikke finde hoved og hale i dem. Heldigt for hende, så kunne hun også opleve solen imod sig, så i det mindste fik hun så også det med. Det var virkelig en ting, alle de andre vampyrer ville misunde hende...hvis de altså vidste dette selvfølgelig. Dog var hun efterhånden mindre og mindre sammen med den vampyriske art, simpelthen fordi hun ikke vidste hvad hun skulle med dem. Som hun stod det dybt begravet i sine tanker, var det først da lugten af vampyr ramte hende. Hun rynkede brynet og vendte sig om imod der hvor lugten kom fra "kom du bare ud, jeg har opdaget dig" som forventet, af hvad hun var så var hendes stemme melodisk. Dette forekom, så at hvis hun var omkring folk af den menneskelige art...så kunne hun lokke dem imod sig og derved indtage føde.
Hun lagde hovedet på skrå, ganske vidst kunne hun ikke se denne vampyr, men hun kunne lugte nok til at vide dette var en mand. Så nu var spørgsmålet hvad hans intentioner var, for det var skimse ikke altid deres intentioner var helt rene. Selvfølgelig var det også det samme med kvinderne, de kunne også have andre dagsordner end hvad man kunne håbe på! Hun trådte et skridt i den retning hvor lugten havde kommet fra, de grønne øjne søgte imellem træerne, for at se hvem pokker der var der ude

Hun lagde hurtigt mærke til de blå øjne, og i det sekund hun fandt dem lod hun ikke sine øjne forlade dem. Hun lod sig træde et skridt tættere på ham "fordi det er altid dejligt, at vide hvordan vedkommende man taler til ser ud" pointerede hun og lagde hovedet på skrå. Der var en let drillenhed i hendes stemme, mest af alt fordi hun indtil nu ikke havde set nogen grund til at skulle være sur på denne John Doe. Som regel var hun rolig omkring de fleste, dog hvis du først begynde at pisse hende af...så kunne hun hurtigt forvandle sig fra en rolig kvinde, til en kvinde der ikke var bange for at få jord under neglene eller for den sags skyld blod.
Hun trådte igen tættere og tættere på hvor han var og til sidst var der måske ikke mere end 2 meter imellem dem. Nu hvor hun endelig kunne se ham bedre, hævede hun blot øjenbrynet og vendte de grønne øjne direkte op imod hans blå "så nu kan jeg se dig" sagde hun og lagde igen hovedet på skrå

// mit er heller ikke just for langt