End of the road - Caroline

Nicolas havde ikke været meget ude blandt folk på det seneste. Hele hans liv var vendt på hovedet, og ved den miste bevægelse, ville han falde og slå sig noget så gevaldigt. Først var han overbevidst om, at Caroline var død, da hun så kom tilbage, var alting knust imellem dem. Så havde han været sammen med Nemesis, men hun havde forladt hende. Nu følte han sig mere alene end nogensinde, men noget i ham, sagde at det var bedst sådan. Nicolas bevægede sig igennem den park, hvor han sidst havde set Caroline. Over træernes toppe strakte solen sine trætte arme, før de til sidst forsvandt helt. Natten var på vej, og alle vidste hvad den bragte med sig. Han rette en smule på den grå jakke, der dækkede en hvid t-shirt og nåede kanten af de blågrå cowboybukser. Hans øjne var rettet imod et bestemt sted i parken. En stor del af hans liv var stoppet der, hans liv med Caroline. Han var ikke sikker på hvor han ville ende nu, han kunne ikke se en fremtid for sig selv. Caroline havde fyldt så stor en del af hans liv, at det uden hende virkede fuldkommen sort. Han gik hen og satte sig på en bænk, mens han forstillede sig hvad der kunne være sket, hvis han bare havde ledt efter hende, hvis han havde fundet hende og reddet hende som han altid ville have gjort før. Men nej, han havde travlt med at være sindssyg. Det var også lige meget nu, den del af hans liv var slut og han blev nød til at komme videre.

@Caroline

Tilbage i parken. Det sidste sted hun havde set Nic før de var gået hvert til sit. Det var der han opdagede hun ikke var død. Men også der hvor de havde haft et intimt kys inden deres vegne skiltes. Sandheden var. Han var hendes første rigtige kærlighed, hun ville aldrig stoppe med at elske ham. Det var fysisk umuligt for hende. Hele den største del af hendes liv havde været under påvirkning af Nicolas, det var først da hun mirakuløst blev forvandlet til vampyr, at hendes liv for alvor startede - og hun kunne ikke rigtig huske hvordan det havde været uden til nu. For nu havde hun chancen for sin egen frihed. Det havde været hårdt, og hun skulle genvinde kontrollen - og den var ikke engang i fuld kontrol endnu. Caroline gik igennem denne dejlige køllige aften, i ført et par shorts og en rød tank top. De lyse lokker var for engangs skyld sat op i en høj rodet knold, hvor enkle løse ender hang ned i smukke slange krøller. Det var ikke fordi hun havde travlt eller noget, hun søgte efter informationer, informationer hun ikke gad få folk til at søge for. Det var sjovt som når man regnede med, at man havde mistet alt familie, at man fik en helt ny bunke at samle på. Nu hvor Carmilla havde styr på posten som leder, så havde Caroline kunne træde tilbage. Hun ønskede stadigvæk at være der for vampyrerne - men Carmilla var bare bedre tilredt som deres leder, specielt efter alt der var sket.

Caroline stoppede op i et spildt sekund. Hendes øjne blev større. Nicolas. Selvfølgelig skulle hun forvente at se ham en eller anden dag igen. Hun havde været i Terroville nogle måneder nu, og faktisk frygtet at se ham der, men hun burde have vidst, at han ville være omkring Andrea nu når han var hendes rådgiver. Selvom hun var nygift og havde konge. Kai og Nicolas havde vidst heller ingen problemer, af hvad hun vidste af. Logan havde hun heller ikke set i noget tid, hvilket på sin vis måske også var bedst. Alt hun rørte ved syntes at dø eller gå i stykker - så hun holdt lav profil overfor alt. Dog kunne hun ikke undgå at have lysten til at fikse ting hun havde ødelagt og gik derved over til Nicolas der sad på bænken. hun satte sig ved siden af ham og kiggede frem for sig. "Det bliver aldrig lettere gør det?" Spurgte hun og sank en klump ganske stille.

Nicolas havde haft en del minder I den park. Hans, højst sandsynlige, sidste kys med Caroline, da Nemesis forlod ham. Det var ikke ligefrem nogle minder, han havde lyst til at mindes. Men han havde brug for at komme lidt væk fra Andrea og Kai. Det var på ingen måde, fordi hun havde noget imod dem. Men det var ikke behageligt at se dem sammen. Det mindede ham om, hvad han selv havde mistet. Han sad og dvælede i minderne, da en velkendt stemme trak ham tilbage. Tilbage til den virkelighed, han helst ikke ville se i øjnene. Nicolas drejede ansigtet imod hende, og overvejede længe hvad han skulle svare. Det var ikke ligefrem, måden de plejede at mødes på. Så stille og roligt, det var ikke deres stil. Måske var det derfor, det gik galt for dem. Men selvom han aldrig kunne se på Caroline, som andet end hans livs kærlighed, så var det i fortiden. Han ville aldrig kunne se på hende, og tænke på hende som en ven. Men de blev nød til at kunne omgås, for det var næsten umuligt for dem at undgå hinanden. ”Lettere måske, men aldrig let.” Nicolas vidste godt Caroline var eftertragtet. Det havde hun altid været. Nu var hun fri, og han kunne ikke gøre noget ved det. Selvom det sikkert ikke ville behage ham, at se hende med en anden. ”Hvordan går det?” De der kendte ham godt, vidste han spurgte af en bestemt grund. Hans undertone indikerede det. Han ville vide om der var en anden, men han ville aldrig spørge direkte. Det var han for stolt til. Nicolas fjernede blikket fra hende et øjeblik. Han blev for fristet, men han blev nød til at stoppe sig selv. De kunne aldrig finde tilbage til et godt sted i deres forhold, så det var bedst ikke at prøve.

Bare han svarede hende var process i sig selv. Andre gange havde man set ham gå uden at ville tale til hende. De ville nok aldrig blive venner, og sidde her grine over tingene. Men at snakke sammen, det var en gave i sig selv. Deres liv havde været et stort drama. Følelserne havde været for store og ekstreme, til at de begge kunne holde det ud til sidst. Det forklarede hvorfor det havde været så svært for dem. Deres eventyr var måske ovre, men historien langtfra færdig for dem begge. Caroline virkede mere afslappet end sidst. For sidst havde hun været følelsesladet og prøvet at finde ud af alle tingene. Hun kiggede over på ham da han spurgte, hvordan det gik. Hun sukkede lydløst.
"Det går. Jeg har omsider fundet ud af, hvad jeg vil med mit liv." Svarede hun let og slog så de blå øjne ned kort. Rowan havde fået hende til at arbejde sig imod en fremtid, hvor hun gjorde hvad hun ville. Caroline kløede sig kort i nakken, og slog så blikket op igen. Selvom hun stadigvæk elskede Nicolas, og sikkert ville risikere sit eget liv for at han var okay. Så var hun ikke forelsket i ham længere, hun havde ikke følelserne for ham længere. Det var den triste sandhed. Og han måtte komme videre, og han ville finde en som kunne give ham en større kærlighed end hun kunne.
"Hvad med dig. Går det?" Spurgte hun let og sank en klump.

Nicolas ville ikke have mere drama med Caroline. Han følte sig skyldig, han havde forvoldt hende så meget skade og drama. Det var slut nu. Nu ville han være der for hende når hun havde brug for det, men holde sig væk når hun ikke havde. Nicolas ville aldrig rigtig komme over Caroline. Hvordan kunne man det? Selvom de havde haft mange dårlige oplevelser, bragte det dem bare tættere sammen og til sidst kunne man knap nok se hvor Caroline sluttede og han startede. Det var på tide, at de voksede fra hinanden igen. Selvom Caroline altid ville bære en del af ham med sig, det var en del han ikke kunne få tilbage. En del han ikke ville have tilbage. Da hun afslørede, at hun vidste hvad hun ville med sit liv, nikkede han med et smil. ”Det er godt. Det var noget jeg aldrig kunne give dig. En stabil fremtid.” Han så ned med et dybt suk, før han igen rettede blikket imod hende. ”Jeg er glad på dine vegne.” Nicolas var ikke ligefrem kendt for at være rolig, men med Caroline kunne han nu. Hun var ikke længere midtpunkt i hans liv, og det var også bedst sådan. Når hun var midtpunkt, var det dømt til at gå galt. Men nu hvor hun ikke længere var det, manglede der noget i midten. ”Det går fint. Jeg fordyber mig i arbejdet. Det er den bedste distraktion jeg har lige nu.” Hans liv var bestemt ikke på toppen, men med hans arbejde kunne han distrahere sig selv fra det, og ikke konstant blive mindet om hvad han mistede. ”Jeg forventer hele tiden at finde en, der kan ændre mit liv som du gjorde. Jeg er begyndt at indse, det ikke kan ske.”

Han ville måske ikke kunne give hende det forevigt de havde snakket sammen, også alligevel. Caroline lyttede til alt han sagde, og sørgede for at holde deres blå øjne i kontakt når det var muligt.
"Du gav mig en stabil fremtid da jeg var varulv. Du tog chancen og forvandlede mig - og det lyttedes selvom det ikke burde. Du lærte mig at stå på mine egne ben, og selvom det til tider har virket som en del mørke. Så har du haft sådan et stort præg på mit liv, at jeg ikke ville gå tilbage i tiden og ændre på noget selv hvis jeg havde muligheden for det." Svarede hun let, og bed sig ganske kort i læben inden hun forsatte, "du vil blive overrasket. Nok er vores store historie slut, men der venter et nyt og spændende eventyr for os begge to. Så snart vi er klar til at se det." Caroline prøvede at lyde positiv. Var det Rowans værk? Caroline virkede mere menneskelig lige nu end nogensinde. Hendes smil havde en anden glød.
"Du skal vide, at lige meget hvad der sker fra nu af. Så vil du altid have en yderst speciel plads ved mig. Så let slipper du alligevel ikke af med mig." Smilede hun let drillende.

Caroline åndede ud, skønt hun egentlig ikke havde behovet for det. Hendes og Nicolas kærligheds historie var lang. Nærmest mere episk end nogenanden. Hendes første sande kærlighed. Den første person, som hun havde givet sig selv til - og været helt åben for. Derfor vidste hun også, at han altid ville betyde noget for hende. Nok ikke forelsket i ham længere, men hun vil altid elske ham. Rowan var hun forelsket i, og ventede spændt på at se, hvor hendes næste kapitler ville fører hende hen af.

"Jamen, er det ikke Nicolas og Caroline?" Spurgte en stemme bagved dem. En mørk og dyb sukkersød stemme - en god blanding! Et spøgelse. Når man var sluppet af med Julian - så kom... Julianna selvfølgelig.
En mennesketøs, som havde været yderst jaloux på Caroline tilbage i tiden, og sur nok til at stjæle Nicolas fra hende. Dog var tøsen vendt tilbage fra de døde. Ikke just savnet. Det tog dog stadigvæk Caroline et par minutter at sætte navn på hende.
"Oh. Julianne. Ikke sandt?" Spurgte hun med et forvirret bryn og rejste sig op og kiggede på spøgelset.
"Yeah. Godt du kan huske det. Jeg håber i begge husker det i jeres grav!" Sagde hun og med en bevægelse fik hun bænken de havde siddet på til at hamre ind imod dem.

Caroline mærkede sin ryg ramme jorden, og stønnede svagt. Mest af chokket. Hun vidste også de spøgelser nærmest var umulig at slippe af med igen.

//Du sagde Action.. og jeg ser Go! xD