I can outsmart a vamp [Panthea]

Joseph gik ensomt rundt i parken. Han var ikke ligefrem kendt for at være en populær fætter, så det var ikke et under han følte sig ensom til tider. Selvom han måske heller ikke gjorde så meget for at være en elskværdig person. Det var ikke let, når man gemte på så mange ubearbejdet følelser. Han sparkede til en sten, der fløj et godt stykke hen, så langt han ikke længere kunne spotte den i mørket. Joseph havde fået et godt forhold til mørket over tiden, det kunne skjule ham, hvilket han havde det helt fint med. Joseph havde en hvid t-shirt på hans krop, der var akkurat stram nok til, at fremhæve hans muskler, dog uden det virkede som om, han rent faktisk forsøgte at vise dem frem, selvom det var hans hensigt. Han havde derudover et par bukser på af et sort stof og et bælte af læder der holdt hans bukser oppe. Han var muligvis ikke den mest velklædte mand man kunne finde, men han vidste da en smule om det. Joseph førte en hånd over sit hår, men det faldt tilbage i præcis samme stilling lige så snart han gav slip igen. Han stoppede op og så sig omkring. Han vidste ikke hvor han var på vej hen, han gik bare for at holde sig i gang, for at nyde den køllige aftenluft. Der var ikke meget der kunne toppe, den friske luft man kunne finde på en stjerneklar aften. På trods af Joseph gerne ville fremstå ligeglad og følelseskold, blev han nemt nostalgisk. Hans mor havde altid fortalt ham historier om nattehimlen, det var de mest utrolige historier, og Joseph brugte mange af sine barndomsår, på at overveje hvad der kunne være deroppe, blandt stjernerne. Han gik hen til et træ og lænede sig op ad det. Da han var yngre, havde han tit fløjet højt oppe i skyerne, forsøgt at nå stjernerne. Lige indtil han fandt ud af, de var umulige at nå. Det var i den alder han begyndte at blive voldelig, han begyndte at få en masser følelser han ikke kunne forstå. Det gik ud over de forkerte, og han fortrød at han havde behandlet sin søster som han havde. Alligevel var hun der altid, hvilket egentlig var et mirakel. Joseph så frem for sig, og begyndte at gå videre igennem parken.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Panthea var som altid klædt i sort, hun elskede at sort kunne gemme blodet af et offer vis hun spildte, men hun plejede altid at være omhyggelig med ikke at gøre det og hun gjorde det næsten aldrig, udover hendes sort kjole havde hun en sort kappe med pels omkring kappens kant. Panthea havde trukket kappen så langt ned omkring hovedet at, men kun kunne skimte den marmor hvide hage som ikke bar nogle former for fejl. Vis man kendte til vampyrer ville man kunne se at hun var en vampyr, hendes gang var meget svævende og hun gik lydløs igennem natten. Panthea var ikke særlig høj og hendes krop var meget spinkel. Hvilket for mange fik hende til at se svag ud, det ville være løgn at sige at hun ikke havde dræbt mange på den konto. Panthea var et rovdyr gemt i en spinkel og tynd piges krop. Hun lignede en på atten, men var langt klogere og meget ældre end man skulle tro. Panthea havde egentlig ikke regnet med at hun skulle jage, faktisk havde hun troet at denne aften skulle tilbringes alene under stjernerne, men der tog hun fejl. Idet hun trådte ind i parken havde hun med sin forbedret lugte sans lugte en engel. Hvilken slags det var kunne være lige meget hun skulle nok ikke havde det at vide alligevel for hun havde tænkt sig dræbe den stakkels lille engel. Panthea forsatte med sin lydløse skridt imod duften af den fremmede. Panthea elskede at jage, men lige for tiden pågrund jordskævlet havde folk det med at kast sig for fødder af hende, og gjorde det nærmest alt for nemt for hende.
Panthea fuldte lugten og jo tættere på hun kom jo mere af færten fange hun, englen var meget ung til forhold til hende, men hun ville ikke gætte hvor ung den var hun havde slået fast at han ikke var en af de ældre og kedelige engle som oftes ikke havde tid til andre end dem selv. Panthea brød sig heller om engle de var for søde,men der var måske de faldne som godt kunne være nogenlunde fordi de ikke gik så meget op i at være god. Efter at havde gået i et stykke tid fik hendes mørke øjne øje på den faldne han var helt alene lignede en der var helt væk i sine egne tanker, men det ville nu ikke få hende til at stoppe sin jagt, det var alt for længe siden hun havde haft en rigtig jagt hvor hun ikke behøvede at skulle spille sød og naiv. Hun trådte nogle få skridt nærmere og rømmede sig så han vidste han ikke var alene, men så slog det hende hun skulle sikkert havde fat i ham inden han fløj sin vej med hans vinger. Det var ikke sikkert at han havde dem for det var der mange faldne som ikke havde, men dog var der nogle få som havde været heldig og nå væk og han kunne meget vel være sådan en.. Panthea syntes måske det bedste træk spille sød og naiv kortet end til hun kunne komme tæt nok på til at kunne gøre noget. Desuden var hun spiller som godt kunne lide at have kortene tæt ind til kroppen.
Hun rømmede sig endnu en gang gik tættere på ham ” undskyld de har ikke set min søster?” spurgte hun og lyd som hun virkelig var bekymret, men det var kun til at hun kunne komme tæt nok gribe fat om hans varme hals og mærke hvordan blodet brussede igennem hans større åre.

Joseph havde lidt erfaring med de fleste racer efterhånden. Vampyrer var dog en af dem, han kendte mest til. Hvis man ikke talte engle med selvfølgelig. Han gik i sine egne tanker, tænkte på hans familie, hvilket fik ham til at tænke på Nora. Han havde forvoldt hende så meget smerte, han vidste han havde sine problemer, men han havde aldrig ønsket det skulle gå ud over hende, bare fordi hun var der. Han havde ikke fortalt hende, hvor meget han fortrød sine handlinger, men han var også usikker på, om han overhovedet kunne fikse deres forhold, eller om han fuldstændig havde smadret det. Om ikke andet, holdte han sig væk fra hende, fordi han frygtede det voldelige forhold bare ville starte igen. Det var hvad der var sket med Aurora også. Han kunne ikke udtrykke hvad han følte, så hans næve talte for hende. Aurora var dog ikke som Nora overhovedet, hvilket han ikke var sikker på, om det var en god ting. Hun havde slået igen, og det fortjente han jo egentlig også, men det var bare aldrig noget han havde oplevet før, og han vidste ikke hvordan han skulle reagerer på situationen. Og når han ikke vidste hvad han skulle gøre, svarede han bare med vold. Så han var til sidst mindst lige så blodig som den unge kvinde. Joseph stoppede op, da en kvinde pludselig stod foran ham. Hvor var hun kommet fra? Havde han været så langt væk i sine tanker, at han slet ikke havde hørt hende komme? Det var en mulighed. Han så på hende, ind til hun spurgte ind til hendes søster, og han så sig omkring, for at se om der var nogen i nærheden. ”Det har jeg ikke, desværre.” Hun virkede bekymret, og han sendte hende et smil, der skulle virke betryggende, men det var ikke lige hans stærke side. ”Lad mig hjælpe dig med at lede.” Hvis Nora var væk, ville han også forvente at folk hjalp, så selvfølgelig ville han også hjælpe andre. ”Hvor så du hende sidst?”

Det var typisk engle at hjælpe en fremmede, faktisk havde hun troet at faldne var mere opmærksomme, men de var vel stadig bare engle og man kunne vel godt vække deres lyse siden. Da han spurgte hvor hun havde set hende henne kiggede hun på ” jeg stod og snakkede med en ude foran og der jeg kiggede var hun væk” sagde hun hun lyd så bekymret som hun kunne da hun alligevel en smule havde svært ved koncentere sig om det, for det der stod spil var hendes måltid. Panthea skulle have dem sted hen hvor ingen ville forstyrre dem, men hun ville heller helt afsløre hvad hun var helt endnu. Så hun ville heller ikke gribe fat i ham før hun mente at være sikker på at de var et sted som var perfekt. Hun måtte bare finde et godt sted inden han lugtede lunten. Hun begyndte at gå ned af en sti. Stien var en af dem som førte længere ind i parken. Hun bed sig svagt læben ” måske hun er længere inde i parken” sagde hun virkede så bekymret, men det var ikke fordi hun var det overhovedet der var ikke meget som bekymrede en med et sten hjerte. Panthea øjne stadig ikke chancen endnu og hun skulle være påpaslig med ikke at afsløre sig selv for tillidt for det kunne betyde at han fløj væk. Det var det der gjorde faldne så svære at bedømme for nogen havde vinger og andre havde ikke og selvfølgelig dem med vinger var svære fordi de bare kunne flyve deres vej. Hun betragtede ham svagt bag kappens beskyttende hætte. Hun syntes det  mærkeligt at han ikke havde spurgt at om se hendes angsigt, for det ville hun havde gjort vis hun var i hans situation sometider havde det sin fordel at være mistroisk og ikke stole på nogen. Panthea forsatte sin søgende, men havde ikke fundet det rigtige sted endnu, hun var meget kræsen omkring hvor hun indtog sit blod.
Panthea kunne svagt høre stemmer længere henne og hun bed sig svagt læben det var ikke godt de måtte et andet sted hen, men end til videre forsatte hun. Færten var ikke af noget specielt bare et par mennesker og da de kom tættere på kunne de se at de kyssede hinanden. Hun blev nød til at forsætte sit skuespil så gik hen imod dem ” undskyld har i set min søster?” spurgte hun og kiggede afventede på dem, men der kom ingen svar. Hun trak sig væk og kropssporget vidste hun at hun var blevet såret da de ikke svarede hende.
Inderst inde var hun vred, men hun blev nød til at skjule det så hun ikke ville skræmme englen væk, blod fra engle var hendes ynglins blod, det smagte så sødt nærmest som slik. Hun vidste dog at det ikke var det mest mættende blod hun kunne få. Hun trak sig væk og begyndte at gå. Hun lod sit kropssporg vise at hun var ked af det og bekymret. Panthea vidste godt at hun var en god skuespiller, men hun var sikker på at vis ikke hun fandt et sted snart så ville englen blive mistænksom og lugte lunten.