What where are the others//Katerina//

S Vally of The Dead.
O Ingen, dog er der en gruppe monstre der går rundt.
V Svaget tåget.
Tid omkring 18,00
P [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Lucas red ud mod Vally of the Dead, han havde hørt at der var en gruppe mennesker her som var fanget. Han red mod Vally of the Dead, mens han prøvet og få styr på, hvor det var. Han, havde som altid sit sværd med sig. Bag ham var der en daggert, som han kunne bruge, hvis det alt sammen ville ende galt. Lucas bevægede sig frem af lige så stille, mens han så sig omkring. Han, havde nemlig sadlet af sin hest og bevægede sig derfor tæt på det sted, hvor han sidste havde hørt, hvor gruppen var. Lucas så sig kort omkring, før han bevægede sig længere ned i området. Han fandt lig efter lig, mens han forsætte hen mod området de skule være. Han lukket deres øjne, da han passeret dem. Lucas øjne så hen mod det sted, hvor disse væsner, var ved og samle sig. Han fandt en gamle bue, ved et af ligene, hvorefter han han tog sigte. Han skød en af disse monstre i benet, for at få dem til og trække sig, hvilket der faktisk virket. Lucas træk hætten lidt længere ned, hvorefter han nærmet sig huset, da der ikke var flere omkring stedet. Huset så ud til ikke og kunne holde til mere, men han måtte sikre sig hvis der var nogen, at de ikke var døde og kunne komme med tilbage. Dette var et job, han havde taget fordi, han satte andres liv højre end hans eget. Han var mere eller mindre, sikker på dette ville blive han sidste job for Dronningen af Sunfury, mere fordi han ikke så hende som en der var værd og tjene i hans blik. Men tiden kan ændre en person, hvilket det gjorde her. Hun ville ha ham til og redde, en gruppe folk som var forsvundet, efter dette mærkelig shit var sket, men nu måtte Lucas vise at han havde styr over det. Han fandt en vej gennem et af de mange vinduer, hvorefter han bevægede sig rundt derinde, han hostede let da der var meget støvet herinde.

Hun havde siddet i det her hus i et par uger nu. Måske skulle hun stoppe med at prøve at hjælpe de døde. Det gav hende flere problemer end hun havde til at starte på. Det var mærkeligt for Jason ikke at kunne hente Geralt eller Beth. De var alene nu, som dengang de var yngre. Katerina var den sidste tilbage, hvor mange gange havde hun lige skreget - for hver enkel der døde. De gjorde bare disse levende døde prøvede at komme ind i de rum hun sad i. Døren var spærret med alle genstande inde i det lille værelse Katerina sad i. Hun var ikke sikker på, om det var en virkelighed eller ej. Det havde snydt hende før, men hun turde aldrig at tage chancen. Katerina sad foldet sammen i et hjørne. Og et skrig ramte fløj ud af hende endnu engang, hendes skrig var ufattelig høje, overnaturlig høje - hvilket også var grunden til disse levende døde var samlet foran døren. De prøvede at kradse sig ind, og efter hendes skrig vågnede flere af dem og prøvede mere desparat end først på at komme ind til det levende kød.
Katerina tog hænderne op til sit hoved. Det var så forfærdeligt, hun kunne ikke kende forskel. Var det en drøm... det måtte være et mareridt. Hun var så frustreret.
Jason hvad gør jeg... Tænkte hun igennem tankerne til hendes bror.
Hold ud, der nogen på vej ind til dig. Tænkte Jason til Katerina. Katerina rejste sig op og kørte en hånd igennem håret.
"Hjælp!" Råbte hun så. Det var da i det mindste en mulighed. Og hun havde brug for hjælp. Der var ingen vinduer i dette værelse.

Lucas bevægede sig videre gennem huset, han prøvet og få styr på hvor der var flere af disse levende døde, han træk dog sit sværd, hvorefter han bevægede sig rundt. Han ville ikke bliver overmandet. Ikke idag, han måtte indfrie sine løfter. Hvilket dette her gjorde, han høre pludselig et råb om hjælp længere inde. Han svang prøvende sit sværd i hånden, hvorefter han løb der hen. I et splidt sekund, var deres fokus ændret til ham. Lucas bed sig i læben, før hans første hug blive svunget. Et hovedet faldt af, hvorefter de blive oplyste af et lyn. Lucas tog sin kniv, hvorefter han kaste den ind i et kranium, han svang sit sværd et par gange igen, hvor flere hoveder fløj af.  Efter en hurtig kamp, var alle disse væsner døde. Lucas sætte der ved sit sværd ned og bede for de fortabte sjæle, som nu var døde. Han rejste sig op, hvorefter han banket på til døren. "De kan komme ud nu, der er sikkert." Lød det fra Lucas af, hvorefter han sætte sit sværd ned i skeden og sætte sig op af væggen, mens han tørte hans sved af panden, der ville komme flere, men de måtte væk herfra inden de derfor dukkede op.

Et par bank på døren fik hendes hjerte til at springe flere tagter over. Hun var bange selvfølgelig var hun det, det ville være mærkeligt ikke at være det. Let skeptisk rejste hun sig op, og skubbede det skab væk der stod for døren. Så låste hun forsigtigt døren op, hun kiggede til siden - derved skabte øjenkontakt med den unge herre foran hende. Let gav hun et par blik i beundring fra sig. Hun havde ikke set en rigtig levende person i over en uge nu - så i ren og skær reaktion kastede hun sig direkte ind i favnen på ham. Hendes hjerte bankede voldsomt afsted.
"Jeg beder dig... få mig ud herfra." Kom det nærmest hjerteskærende fra hende. Hun hadede at være her.. for hun kunne mærke de døde overalt herinde. Og det var som om, at det opslugte hende. Dog kunne hun huske noget Geralt havde vist hende... Lucas.. mon det var ham, som Geralt havde ledt hende imod?

Lucas kunne svagt høre, hvordan døren blive skubbet op. Lucas så hen mod døren, hvor han kort mærket hendes øjne se ind i hans. Kort efter inden han nået og få gjorde noget overhovedet, blive han overfalde af hende. Lucas, havde aldrig været så glad når folk bare overfalde ham sådan. Lucas lyttet til hende, hvorefter han ikke kunne lade vær med og komme med et lille smil. "Jeg skal nok få dig væk, er der andre som stadig er i live." Lød det svagt fra Lucas af, hvorefter han rettet hendes ansigt op så de kiggede hinanden i øjene. "Det er meget, vigtigt at jeg for at vide, hvad der er sket og om, der overhoved er chance for der er flere i live." Lød det kort fra Lucas, hvorefter han så hende i øjene. Han vidste dog, at de skulle væk første. Han så sig omkring og blinket et par gange med hans øjne da det var ved at blive tåget for ham, " kom så, lad os komme afsted nu, vi tag snakken når vi er i lidt mere sikkerhed frøken." Lød det meget ledt fra Lucas, men han prøvet ikke det var på det, at hans øjne var ved og flimre for ham da han jo, ikke havde brugte sin evne i lang tid. Han fik derefter hende til og gi slip på ham, hvorefter han vidste hende, hvilken vej de skulle tag. "Den vej," lød det fra Lucas, hvorefter han selv løb lige bage hende, da der første kom et monster og skulle til og overfalde hende, brød hans evne ud, han telepoteret sig hen på siden af hende, hvor han stod med sit sværd og sin kniv i dens hoved. Han smed derefter liget af, hvor hans syn kom lidt tilbage. "Kom så nu, ikke tid til og forklare." Da de var kommet op igen til hans hest, skubbet han hende op på hesten, hvorefter han sparket hesten igang og løb med den, til han kunne svinge sig op på den. Da det var gjorde, greb han tøjlen og red videre med hende, gennem The Vally Of Dead.

Om der var andre i live, det var der ikke - hun var ikke i tvivl. Derfor rystede hun let på hovedet. Let begyndte hendes paniktåre at blive til blod - hun var omgivet af for meget død og det tog på hendes energi. Hendes hjerte bankede voldsomt, imens hun stille fulgte med. Hendse blik flakkede vildt rundt, og stille tog hun sig til hovedet. Hvisken. Skrig. De lød så voldsomme inden i hendes hoved, og ingen andre kunne hører dem. Katerina sank en klump og forsatte stædigt med at gå. Hun gik den vej de skulle, men hun havde ikke ligefrem fokus på vejen. Katerina var forrest, hvilket måske ikke var det bedste. Alt omkring hende var død, og det gjorde også, at hun gik som en eller anden der var voldsomt syg - fordi hun netop var så svækket. Et af de levende døde kom imod hende, og hun stoppede op imens hun blot stirrede på væsnet. De kom udenfor, og følelsen af frisk luft i hendes lunger var fanstisk. Fyren sendte hende op på hesten, og svang sig selv der op også.
Se du klarede den. kom det fra Jason. Katerina smilede inden hun endelig følte hun kunne slappe af. Hendes øjne blev tunge og stille faldt hun i søvn op af rytteren.

Lucas nikkede til hende mens de bevægede sig videre, han havde håbet at der havde været flere i live men, så heldige havde han dog ikke været. Lucas sætte derefter tempoet op mens hun lagde sig op af ham, han forsætte til de endelig nået ude af the vally of the dead, sætte han kursen mod Sunfury, kvinden her skulle i sikkerhed og det eneste sted, han kunne tænke på ville være Sunfury, han ville lade hende komme sig, hvorefter han så ville sende hende afsted igen, hvilket nok virket meget som om han ville af med hende. Men sandheden var en helt anden, hvilket mange folk ikke ville forstå. Men Lucas, havde hele sit liv sæt andre folks liv før hans eget, hvilket han sikkert ville forsætte med. Han red derfor så hurtigt han kunne mod Sunfury. Da de endelig var ankommet og var kommet op i den lidt mere rige del, havde Lucas båret hende ind i huset, da han ikke ville vække hende, hvorefter han så var taget afsted igen. I forhold til mange andre ridder, havde Lucas dog ikke tjenstefolk. Han følte sig mere fri, når det kom til det her, hvis han ikke havde nogen der plejet ham og, hans familie hvis han havde sådan en.

Men efter Lucas, havde lagt hende fra sig på en seng. Bevægede han sig videre, hvorefter han ville se til hende igen, når han havde aflagt raporte til dronningen. Da han endelig, havde fået det gjorde bevægede han sig tilbage, han havde smidt hans læder armor, hvor han så i stedet da han var kommet hjem, havde taget en normalt t-shirt på og et par bukser. Han sætte sig nede i, hvad der ville svare til hans stue, mens han overvejet, hvor længe der ville gå før hun var rask igen, hun var ikke syg så meget vidste han godt, hvilket førte til at det måtte være en evne. Han bevægede sig lidt senere der op, hvorefter han svagt talte til hende, "hvordan har du det, har du ondt nogen steder skal jeg kalde på en doktor, noget som helst." Lød det kort fra Lucas, mens han så på hende med et svagt smil der på. Lucas, vidste os godt at han, havde glemt og sige sit navn til hende, hvilket hun helt klart havde grund til og skulle ha, af ren høflighed. "Navnet er Lucas Flamehall ridder af Sunfury." Kom det meget ædelt fra ham, "men bare kald mig Lucas jeg hader når folk bruger sir, eller andet foran det, og de er."

Det var første gang i flere uger hun faktisk sov ud. Det var til trængt. Katerina bemærkede slet ingenting, og Jason sneg sig ind i mandens hus igennem døren inden han nåede at se ham. Jason sneg sig ind til Katerina og da Lucas smuttede igen - sprang han op på sengen og lagde sig i fodenden.
Flere timer gik før hun fik et mareridt - en død ødelagde ofte hendes søvn. Hun sprang op og sidde med et sæt og slappede mere af, da rammerne var mere trygge for hende. Hun rejste sig fra sengen og lod sin hånd køre henover Jasons pels. Let kiggede hun udenfor. De var i Sunfury.

Stille gik hun ud af soveværelset, og stillede sig i dørkarmen da han talte til hende.
"Nah, der er intet galt, det var bare et panikanfald." Den undskyldning brugte hun altid for folk som ikke forstod hendes evne. Navnet lød bekendt... det var det navn Geralt og Beth havde fortalt hende om. Lucas.
"Katerina Rivers." Svarede hun ham, hende og Geralt havde samme efternavn, så det ville jo være oplagt - at han ville genkende hende udfra det. "Men sir Lucas lyder ellers så fængende." Sagde hun kækt. Jason sprang ned fra sengen og gik ud til dem. "Jeg unskylder for min brors snigen ind, han var bekymret for mig." Tilføjede hun og kørte hånden igennem sit hår.

Lucas hævet svagt på hans øjnebryn, da hun sagde det var et panikanfald Lucas købte den dog ikke. Han smilede dog til hende som om intet var galt, hvis hun ville fortælle ham om det, ville han ikke ha et problem med det. Lucas lavet en svag grimase til hende da hun talte omkring, hans navn da Sir Lucas lød mere fængende. Lucas rystet svagt på, hovedet hvorefter han bevægede sig hen mod hende og hendes bror, han fik dog ikke den store chance for at komme tætte på Katherina da hendes bror holde lidt vagt, Lucas gik dog stadig hen til hende, hvorefter han træk hendes hånd ud, hvorefter han gav hendes håndryg et kys. "Katherina Rivers, søster til Geralt River, jeg har hørte, hvad der er skete hvad lavet du os helt derude så, prøvet du og tag de eget liv eller, prøvet du og spille helt, de behøver dog ikke besvare det" Lød det spørgene fra Lucas af, hvorefter han sætte sig ned på knæ, hvor han prøvet og lære hendes bror og kende mens han snakket til hende, "men det gør mig ondt Geralt var en god ven, selv om vi ikke altid så på samme måde på de samme ting."

Lucas vidste godt at de måske skulle skifte emne, "men er der noget andet jeg kan gøre for dig lige nu, eller er du sulten, bliver i og spiser, eller skal i afsted med det samme." Lød det charmerne fra Lucas af, hvorefter han så på dem begge to, "det er lidt op til jer, hvad i vil nu." Lød det lidt svagt fra Lucas af, hvorefter han prøvet og bevæge sig lidt væk, for at hente noget og spise, hvis de nu ville blive. Men som altid var han klodset når kvinder var i hans nærvær, hvilket gjorde alt dette her meget forvirrende. Han håbet bare ikke at hun fandt ham åndsvag og at hun, aldrig ville se ham igen, han håbet faktisk på det modsatte det, havde været letter da det bare var et job.

Katerina hævede let på det ene bryn anerkendende, da han kyssede hendes hånd. Hun vidste han var ridder, så det lagde vel til ham. Jason var altid en smule beskyttende, specielt med alt Katerina havde været udsat for her fortiden. Hun havde aldrig en pause.
"Lad os sige nogle havde brug for min hjælp... men vi blev overrasket da en var bidt af et væsen.. og pludselig døde alle.. og ja.. her er jeg nu." Svarede hun ham. Da han nævnte Geralt sank hun let en klump og slog blikket ned.
"Tænk en storm skulle smide ham og hans kæreste i døden.. ædt af sirener inden de nåede at drukne helt." Det slørrede for hende øjne kort, og hun så scenen for sig igen - men blinkede så kort ofr at få det væk. "Men ja han var en god ven." Tilføjede hun med et suk.

Hun lagde hovedet let på skrå.
"Lidt mad ville være godt.. jeg har ikke spist i et par dage.. " Svarede hun med en lille grimasse. Kort kløede hun sig i nakken. "Min bror fortalte mig.. at jeg skulle finde dig faktisk.. Så det ret komisk." Tilføjede hun med et lille grin. Hun gik et par skridt længere ind i huset da hun så en kvinde. Let lagde Katerina hovedet let på skrå. Faktisk lige nu, og lige her... der troede hun, at kvinden her var levende - nogle gange kunne hun ikke se forskel. Så stille gik hun over til et skab og stoppede op lidt fra det. Da hun var yngre, var hun blevet kaldt mental ustabil, og lægerne havde flere gange overvejet former for chokbehandling. Men hun nåede at stikke af inden da. Bare fordi hun kunne se ting ingen andre kunne - så skulle hun da ikke straffes.
"Jeg synes du sagde, at du.." Kvinden tyssede på hende, hvilket gjorde Katerina en smule skeptisk. men stoppede så sin sætning. "Ikke noget alligevel." Mumlede hun så og gik tættere imod Lucas.

Lucas lyttede til hende, mens han begynde og lede efter noget mad til hende og hendes bror. Han begynde kort efter og arbejde på maden. Han var ikke den bedste kok, men han kunne da finde ud af lidt af hvert. Lucas begynde derfor og lave maden da hun talte vendte han hurtigt sit ansigt mod hende, hvorefter han så på hende.  Da hun var færdig med og prøve og fortælle ham, "hvad, okay" lød det svagt fra Lucas af, hvorefter han forsætte med og lave deres mad. Han havde fundet noget mad som man kunne bruge, hvorefter han smillede svagt til dem, da maden var ved og være færdig kunne han pludselig mærke kulden som huset nærmest udsende som om der var flere i huset ind ham Katherina og hendes bror. Han sank svagt en klump, hvorefter han fik lavet maden og sæt den ned, hvorefter han kigget hen mod dem to. "Maden er klar, i kan lige spise, jeg bliver nød til og tjekke noget gi mig lige et kvarter." Med de ord, havde han bevægede sig ned gennem huset igen, hvorefter han så sig omkring. Han kunne svagt høre en tuden vind eller det fik han sig selv til og tro, derfor bevægede han sig der hen af, hvorefter han sætte en kniv ned i hans side, efter sværdet var taget i den anden hånd. Han bevægede sig derefter ned i en del af huset han aldrig, havde set før, hvorefter han fik tændt en fakkel og bevægede sig gennem lige så stille. Da hans øjne havde, vænne sig til mørket, mærket han en kraftig vind mod sig, hvor den vælte ham omkuld. Han  falde derfor bagover med hovedet første mod jorden, da han ramte faldt der, nemlig lidt blod ud, han havde fået hul i hovedet og faklen lå på den anden side af ham.