We had an okay time((Katerina))

Kol havde brugt dagen på at slappe af. Han så ingen grund til at bruge hver dag, på at dræbe og torturere folk. Hvis han gjorde det, ville det blive kedeligt for ham, og det var det sidste han ønskede sig. Han kom gående ned igennem byens gader, i de sene nattetimer. Byen var nærmest trimmet for mennesker, og efterlod derfor Kol og nogle få andre, alene på gaderne. Ikke at det generede ham, så var der færre irriterende mennesker og kæphøje vampyrer. På trods af han selv havde været vampyr engang, kunne han ikke fordrage hvordan de var blevet. Det troede at de var ih og åh så stærke, hvilket bestemt irriterede ham. Han bevægede sig ned igennem gaderne, med den grå, åbne jakke, blafrende omkring ham. Vinden generede ham ikke, da kulde ikke generede ham. Resten af hans krop var klædt i en hvid trøje og et par cowboybukser. Hans hår var sat i en overskuelig frisure, men grundet vinden, var det svært at styre den. Han nærmede sig en ensom bænk, som han placerede sig på. Han lagde hans arme på ryglænet og satte sig godt til rette, mens han så på de få personer der kom forbi ham. Det var interessant, at se hvordan folk reagerede på hans mørke væsen. Nogle stirrede overdrevet, mens andre forsøgte at undgå øjenkontakt. Kol håbede på der kunne ske noget, så han ikke ville komme til at kede sig. Det var noget af det værste han vidste, at kede sig. Kol fandt en lille flaske frem fra jakkens inderlomme, der var fyldt med engleblod. Uden tvivl noget af hans yndlingsblod, men andre blodtyper var skam lige så gode. Alle på hver deres måde. Han tog en stor tår af flasken, og mærkede hans blodtrang blive opfyldt lige så langsomt.

Katerina var i ført en sort kjole, som gik hende til knæene. Plus et par hæle som gjorde hende lidt højere. Håret var sat i perfekte krøller ned hals hendes ryg imens hun gik igennem gaden. Grunden til hun var her i byen var nogle oplysninger Spencer havde sendt hende afsted for at fiske frem, ellers holdte hun til i Sunfury, også for at søge efter Beths tilgivelse som nok aldrig ville komme. Jason hendes tvillingebror coyoten var i Sunfury på trods af han ikke ville, men hun skulle bruge nogle til at holde øje der. Øjne to steder var det bedste. Katerina gik i sine egne tanker da hun pludselig stoppede op ikke andet end i det kryds som gjorde hun nåede at spotte Kol. En video af minder - skræmmende minder kom flakkende forbi hendes øjne til hun slog dem ud. Måske hvis hun stod stille ville han ikke opdage hende? Nej nu måtte hun tage sig selv i skindet. Katerina valgte derfor at begynde at gå videre - satsede på, at hun kunne passere hans ryg uden han ville fine interesse i hvem stilethælene tilhørte.

Kol havde lært et par ting eller to ved, at være vampyr. Blandt andet at kende lyde fra hinanden, og hans lugtesans var stadig rimelig god. Især når det kom til blod. Han blev siddende, rolig, da et par høje hæle bevægede sig op bag hans ryg. Han havde hurtigt opfanget Katerinas duft, eller duften af hendes blod. Men han lod hende gerne tro, at han ikke havde opdaget hende. Han smilede for sig selv. ”Jeg ved godt du er der Katerina.” Han rejste sig op, og gik op bag bænken, så han stod foran hende. ”Prøver du at undgå mig?” Han så på hende, med det samme sleske smil der for det meste fandt sig på hans læber. ”Det er sårende Kat. Jeg troede vi betød mere for hinanden end det. Jeg brugt halvandet år med dig. Det er lang tid. Især for en som mig, der hurtigt keder sig. Men hvis det er sådan vores forhold er nu, vil jeg ikke stoppe dig.” Han trådte et skridt til siden, så hun kunne gå videre hvis hun ønskede det. Men hvis hun valgte at gå videre, ville han gøre noget drastisk. Noget hun sikkert ville synes mindre om, end hvis hun rent faktisk blev stående, og tilbragte sin tid med ham. ”Bliv eller gå. Det er dit valg.” Manipulation, var en af Kols andre store passioner.

Katerina stoppede op det sekund han sagde noget til hende. Hun havde lyst til at bande kort, men lod hver med at sige noget. Hun lod ham gå op imod hende. Modsat før i tiden, hvor hun havde været let at skræmme ved blot et enkelt ord, så var hun mere hård nu. Hun lod det ikke sive så tæt på hende som før.
*Bare se at komme væk derfra* Kom det igennem hendes hoved fra Jason af. Det var let nok at sige for ham. Katerina kneb øjnene kort og så direkte på ham. En del af hendes ønskede at gå videre, men hun vidste trods alt bedre. Som han selv sagde havde hun brugt halvandet år sammen med ham. Hun lade armene overkors og lagde hovedet en tak mistroisk på skrå. "Hvad vil du Kol." Kom det så fra hende og hun hævede på det ene bryn som at hun ville have et direkte svar. Katerina vidste hvad han var i stand til. Derfor passede hun diskret på med hvad hun gjorde. Hun kunne ligne en mørk tvilling af sig selv. Han måtte vel kunne regne ud, at han kunne tage æren for den.

Kol så på hende, da hun meget defensivt spurgte ham hvad han ville. Han lod hans hænder bevæge sig op, som hvis han opgav. ”Hvorfor skulle jeg ville noget? Tror du ikke jeg kan snakke med folk, uden at have en ondskabsfuld hensigt?” Han lod hans hænder falde ned langs hans side igen. Han havde det fint med, at hun var blevet mørkere, og at det var hans skyld. Han havde gjort hende stærkere, selvom det måske ikke var det indtryk hun havde. ”Ved du hvad? Du burde takke mig. Hvis ikke du havde brugt den tid sammen med mig, ville du ikke have været den du er i dag. Mennesker har det med bruge alle deres dårlige oplevelser. Enten nedbryder det dem fuldstændig, eller de bruger dem til at gøre dem stærkere. Alt det her, viser bare at du en af de stærke her i verden.” Han trådte hen foran hende igen, så de igen stod ansigt til ansigt. Han så hende i øjnene, og hans gennemskærende øjne, havde en effekt på næsten alle. Enten blev de skræmt for vid og sans, eller også fandt de det farlige tiltrækkende. Folk var sære.

//Lidt kort, undskyld.

Hun fnøs af ham, og slog kort blikket væk. "Jeg troede det var meget normalt at den ene person i et tidligere forhold ikke var glad for at se den part som forlod det hele." Svarede hun med et sarkastisk smil og lagde armene overkors. Det næste han sagde gjorde hun hævede på det ene bryn, ellers så var hendes ansigt ganske neutralt. Hun gjorde alt for ikke at give ham en ide om, hvad hun følte lige nu - for ærligtalt. Så følte hun intet lige nu. Der var ingenting, hverken positivfølelse eller negativ. Blot en evig sarkasme. Da han trådte hen foran hende blev hun stående, med samme kolde udtryk. Hun trådte et skridt tættere på ham - så de var overraskende tætte. "Jamen tak så." Svarede hun ham i en let hvisken. Takket var oprigtigt ingen tvivl omkring det. Hun trak sig tilbage og hævede atter på et bryn. Hvis ikke det var fordi, at hun havde den fortid med ham - så ville hun nok være sprunget i fælden. Men hun ville ikke lande i samme cirkel - det tog en evighed at komme ud af den sidste gang. "Jeg har ellers en interessant hemmelighed omkring dig, som du ikke engang selv kender til." Kom det så fra hende. Det var sandt. Hun havde noget interessant info til ham. Denne sætning var hver at spille ud, for hvad han end havde planlagt siden han forsatte med at snakke med hende - ville ikke ende kønt. Så med den her sætning havde hun sikret sig måske lidt længere tid. På samme tid med det, måtte der være en grund til, at han ikke havde slået hende ihjel endnu - men hvad havde Katerina ingen anelse omkring og ville sikkert aldrig finde ud af det. Måske fordi, at hvis han forsøgte ville hendes evne tage over? De skrig hun kom med når en tæt på hende ville blive slået ihjel, eller nogle ville gå efter hende. Kol kunne sikkert ikke lide det skrig, og måske nok lige det han ville undgå. Hvem vidste med Kol? Ingen.

//Håber du har regnet ud at det er mig xDD Og at det er sandheden om, hvems hans forældre er hun kender til, det med Angela og Logan xD

Kol kunne godt lide den nye Katerina, meget bedre end den hun havde været dengang han først havde mødt hende. Hun var stærk nu, hun turde give ham modstand, og det var bestemt en tiltrækkende egenskab. De fleste blev skrækslagne ved blot synet af ham, så længe de kendte til hans rygte. Det var ikke fordi han ligefrem forsøgte at skjule sig af vejen. ”Siger du at du ikke er glad for at se mig? Det er sårende Katerina. Meget sårende.” Hun trådte tættere på ham, takkede ham. Hun havde fået en rygrad, og det var bestemt interessant for ham. ”Det var så lidt,” lød det fra ham, før han trådte et skridt tilbage, så de ikke stod så tæt. Han havde aldrig været god med intimitet, slet ikke den slags. ”Hvor hyggeligt det end har været at se dig igen, har jeg nogle ting jeg skal ordne.” Kol drejede sig rundt og begyndte at gå, men stoppede ved hendes ord. Antydningen af et smil spredte sig på hans læber, men ikke et smil der antydede glæde, et smil der udtrykte at han var interesseret. Han var immun over for glæde. Det var umuligt for ham at føle det, men det generede ham ikke. Han behøvede ikke glæde. Det var en følelse, der kun gjorde folk svage. Det gav dem håb i en verden, hvor der intet håb var. Kol drejede sig hen imod hende igen, og gik de få skridt tilbage til hende. ”Så hvad vil du have for den hemmelighed?” Han vidste, fra sig selv, at han altid skulle have noget for noget. Han ville ikke give noget ud, og ikke modtage noget igen. Men han vidste også at nogle naive mennesker og menneskelige racer gjorde ting fra det gode i deres hjerte. Problemet med Kol var bare, at hans hjerte var vissen. Der var ingen godhed at komme efter, og lige meget hvor længe man ledte, ville man aldrig finde det. Han gjorde kun ting for sig selv, hvis han ikke kunne få noget ud af det, var han ikke interesseret.

Hun lo en smule. "Jeg troede det var yderst normalt for den ene part af et gammelt forhold - at man den ene ikke var glad for den anden?" Spurgte hun med hovedet en tak på højkant. Hun virkede selvsikker, men hun var skam også opmærksom.
Katerina løftede opmærksomt på hovedet da han drejede sig rundt. Hun smilede tilfreds.
"Ikke andet end dit ord på, at min død ikke vil ligge i dine hænder på nogen måde." Katerina var blevet selvisk. Det kunne høres, for år tilbage ville hun trylle om benådning af både folk som havde hjulpet hende i hendes liv som gadetøs. Venner havde hun aldrig haft mange af. At Kol havde haft hende havde været starten på, at gøre hende af det rette stof til at overleve. Det sagde man da i hvert fald. Nu var det hendes eget liv som lagde først på listen. Katerinas bror Jason var nok det tætteste hun kom på en som hun ville give sig for. Men de var også båndet til hinanden. Katerina trådte selv tilbage.
"Lad os bare sige. At den familie du slagtede. Som du troede var dit kød og blod. Det var ikke din rigtige familie. Nogensinde tænkt den tanke, med, hvorfor du er så syg i hovedet? JEg kan sige det ligger til din mors side af familien." Katerina legede lidt med ham nu, ikke vildt, men hun prøvede at vække hans nysgerrighed. Hun lænede sig op af den nærmeste væk imens hun let betragtede ham. "Du skal bare give mig dit ord, så får du hver eneste detalje jeg kender til." Katerina vidste mere end mange ville kunne fremsnuse på bare hundrede år. Hun havde et ganske særligt talent indenfor dette fag.

Kol trak på skulderne i uvidenhed. Han vidste intet om, hvordan det var at være i et forhold. Ikke et normalt et, om ikke andet. Han trådte nu helt hen til hende, og lod en finger føre en tot af hendes mørke hår væk fra hendes ansigt. ”Jeg ville aldrig dræbe dig Katerina.” Han lod hans hånd falde ned langs hans side igen. Kol så på hende med et blik, der først virkede lige så køligt som ellers, men da hun påstod, han havde familie derude, at hans ”sindssyge”, som hun kaldte det, kom fra hans mor, viste han et øjeblik en følelse. Eller flere følelser. Fortvivlelse, forvirring. Men kun et øjeblik, før det igen var forsvundet. ”Jeg rører dig ikke.” Han drejede sig rundt og begyndte at gå igen. For en første gang i lang tid, følte han en masse ting, og han ville ikke dele det med nogen. Heller ikke engang Katerina, som måtte være en af dem, der kendte hende bedst. På trods af, han måske ikke havde været den store deler, kunne hun ikke undgå at lære ham at kende, når hun havde været så stor en del af hans liv. Kol vidste ikke om Katerina talte sandt, men han ville undersøge det og finde ud af om det var sandt. Var det sandt, ville Kol takke Katerina for det.

Hun nikkede let da han sagde han ikke ville røre hende. Om han talte sandt var noget helt andet, men hun ville kunne se ham komme - ikke noget han kendte af, men alt skulle han jo heller ikke vide. Katerina så han begyndte at gå, anderledes end for hvordan hun normalt så ham. Det gjorde hun alligevel sank en klump.
"Du finder flest svar i Sunfury City." Sagde hun så lidt højt efter ham. Det ville da give ham en lille start. "Søg efter Angela Emilia de Maskahy... også skal det nok give dig pote." Tilføjede hun så. Alle steder kunne man nærmest spørge efter den tøs, hvorfor ellers skulle Katerina vide så meget? Hun var ekstremt god til at skaffe informationer omkring alt og alle. Sådan var det at være en del af The Darkblooms. Det havde sine fordele.

Kol stoppede op da hun gav ham de sidste informationer, der kunne give ham et sted at starte. Han drejede kun hovedet, og mumlede ordet ”tak”, før han gik videre. Han satte skam pris på hendes informationer, og hvis hendes informationer var korrekte, ville han give hende noget til gengæld. Ikke kun bevare hendes liv, men noget andet. Det ville hun fortjene. Kol så igen frem for sig, og forsatte med at gå. Det ville ikke overraske nogen, at det var svært for ham at sige tak. Så at han ren faktisk takkede Katerina, var ikke noget hun skulle tage let på. Det var noget der skete så sjældent, man ikke skulle tro han kunne føle taknemmelighed. Det var en af de få følelser, han faktisk satte pris på. Kol tog en dyb indånding, før han forsvandt ind i mørket.

//Out.