This is going to be... Le Epic! - Anca! xxx

Hun kiggede ned på hjortene, da han bedte hende om at spise, inden han selv begyndte at tage for sig.
Hun studerede ham, imens han spiste, hvordan han gjorde det, hvordan han splittede hjorten ad, og spiste den helt rådt, hun var slet ikke vant til at spise rådt kød, det var meget mærkeligt, at skulle gøre det.
Hun tog en hjort og begyndte at gøre det samme, og da hun så bed ned i hjorten og fik dens smag i munden, begyndte hun rigtig at tage for sig, hun spiste som om hun ikke havde fået mad i flere dage, Anca havde nok aldrig set hende spise så vildt, som hun gjorde som drage, han ville nok ikke se det, når hun var i sin menneske skikkelse, men drage skikkelse, ville han nok se det en hel del.
Hun slugte de stykker hun tog af hjorten, som han havde sagt, hun vidste ikke helt hvorfor man skulle det og ikke tykke, men hun tænkte ikke meget over det, hun spiste bare som var det hendes sidste dag.
Da hun var færdig med at spise, lå der ikke mange hjorte stykker tilbage på jorden, alt var væk, og Lynie var tilfreds og mæt, indtil videre.
Hun kiggede efter Anca, da han lettede fra jorden, og fløj op ad, hun fløj bare efter, holdt sig ved siden af ham hele vejen og holdt tempoet.
Hun fulgte med ham så godt hun kunne, selv da han dykkede, indtil de kom til en platform, som de landede på.
Hun kiggede på Anca og nikkede til det han fortalte hende, men hun vidste ikke helt hvorfor han fortalte hende det, skulle han nogen steder hen? Ville han efterlade hende der?
Et undrende blik kom fra Lynie, da Anca sagde at hun ikke skulle angribe byen, da folk ville komme efter hende.
"Zu'u fen ni, nuz druv los fun zey daar?" spurgte hun, meget nysgerrig.
Hun kom med en lidt klagende lyd, da han sagde at han ville flyve hjem, til deres børn og tjekke op på dem, grunden til at hun kom med den klagende lyd, var fordi at hun også gerne ville med hjem og se til børne, hun savnede dem også, det var mærkeligt ikke at være i nærheden af dem..
En let knurren kom fra hende, nydende på en måde, da han gnubbede sit hovede mod hendes og lagde sin pande mod hendes.
"Saag ahnok wah niin, nol zey" bad hun og kiggede på ham med et kærligt blik, eller så kærligt som det nu kunne se ud, fra en drage af. Det var i hvert fald et blik, der viste at hun holdt af ham og deres familie.

"Drun waan atruk koros wah hi, Zu'u fund ag tum lohiim" svarede han kort og ligeud, han var seriøs på det punkt, hvis der skete Lynie noget, ville han ikke stoppe før han fandt ud af hvad der var sket og slagte folk og brænde ned deres hjem hvis det havde været folk so havde gjort hans mage noget.
Ancalagon lagde an for at lette fra klippen og strøg sin halespids langs kinden på hende, "Zu'u fen" kom det fra ham og med et ordenligt vingefang, lettede han og var hurtigt af sted og højt op på himlen.
Et højlydt brøl kom fra ham, hvilket var til hans mage, lidt i takt med som ulve hyler til hinanden.
Da Ancalagon ankom til deres hjem igen og han åbnede døren, lignede det nærmest en kampplads, rod, ødelagte ting, en økse der sad godt fast i væggen. *Lynie slår dem ihjel* tænkte han for sig selv som han bevægede sig længere ind og gjorde det ikke bedre, sofaen havde set bedre dage, bordet var var væltede om på siden og lignede noget som var brugt til at gemme sig bagved.
"DADDY!" lød der et højt glædelses hvin og en ung tøs med alt for meget krut i røven sprang op i Ancalagons favn.
"Hva' er der sket her Lucy?" Spurgte Ancalagon sin datter, dog glad for at se den lille krutunge igen.
"Du gætter aldrig hvad der skete mens i var væk! Vi blev angrebet!" sagde hun enormt stolt og smilede over hele femøren.
Rogan kom frem selv med resten af slænget og Azgon som lignede sig selv, en indlukket og aldrig smilende knægt.
"Fos ausul koros?" Spurgte han og kiggede på sin gruppe, alle havde mindre skrammer, dog ikke det store. Azgon og Lucy havde ingen skrammer eller var kommet godt til, hvilket var godt, ellers var Lynie helt sikkert flippede ud på dem og det ville ikke være noget kønt syn.
Rogan gik igang med at forklare hvad der havde sket og ødelæggelsen gav mening i forklaringen. Han var glad for at Lynie og sine børn var ikke kommet noget til, selv om Lucy helt sikkert ville elske hvis hun fik et kampar som hendes onkeler og far.
De fik ryddet op en smule, mest bare bordet og nogle stole, Azgon var emo som altid og prøvede virkelig ikke at vise at han var ligeglad og det ikke var specielt stort.
Lucy dog, hende kunne Ancalagon næsten ikke få til at være stille, hun skulle bare fortælle alt hvad der var sket og hvordan de havde kæmpede, eller Ancalagons gruppe kæmpede, hun brokkede sig til Ancalagon over at hun ikke fik lov til at kæmpe med alle sine onkeler, hvilket var pretty much Ancalagons gruppe af mænd, de var stortset hendes onkeler. Ikke biologisk, men det var hun ligeglad med.
Tiden gik, Ancalagon fløj frem og tilbage, fra Lynie, til deres unger og tilbage igen.
Som månederne fløj af sted, gav Ancalagon Lynie lov til at prøve og passe sig selv i længere tid, dog det var også kun nogle gange, han brugte stadig så meget tid med hende som muligt, men Lynie skulle lære også selv at være drage på egen hånd, præcis som han lærte det.
De stødte et par gange inde i andre drage, dog ikke det værste og kom altid helskindet ud eller næsten, nogle gange havde de nogle få skrammer.
En dag hvor Ancalagon havde fløjet hjem til deres børn og kom tilbage efter noget tid, dog denne gang, da han landede på klippeplatformen, kunne Lynie høre en velkendt stemme som hun kendte alt for godt.
"MOMMY!" Råbte en frik tøs med krut i røven.
Lucy kom spænende hen mod Lynie som selvfølgelig stadig var i sin drageform, men det stoppede ikke deres datter fra at elske sin mor, Lucy så heller ikke helt normal ud og begge deres børns horn havde vokset en smule.
Azgon stod ved siden af Ancalagon og lignede stadig sit deprimerede selv og selv om Ancalagon skubbede til ham med sit hoved, som tegn på, 'tag dig sammen knægt og gå hen og sig hej til din mor.

Hun kom med en kort og kærlig knurren, selvom Anca var meget seriøs. "Nid fen koros wah zey, zu'u kaat Anca" forsikrede hun ham om, hun ville passe meget på, han skulle ikke bekymre sig overhovedet.
Hun havde ikke lyst til at han fløj væk fra hende, men det var vigtigt at han kom hjem til deres børn, så de ikke skulle leve uden deres forældre i al for lang tid, for selvom hun havde al tillid til Ancas brødre, så havde børnene brug for deres forældre, det var helt sikkert.
En dyb knurren kom fra hende, da hans halespids, strøg hendes kind og han så fløj væk med de sidste ord.
Da hun ikke længere kunne se ham, lagde hun sig bare ned på klippen og slappede af, efter at havde spist, så var hun ret så træt og havde brug for en lille lur. Det havde været noget af en dag, så hun var glad for at kunne få lov til at slappe bare lidt af.
Hun lukkede øjne lidt efter lidt, og til sidst var hun i drømmeverden.

Imens hun var blevet overladt til sig selv, de gange Anca havde taget hjem, havde hun øvet sig mere i at flyve, at gå på jagt, faktisk havde hun vendt sig til at gå på jagt, hun var blevet ret glad for det rå kød hun var begyndt at spise, det smagte godt, af og til, andre gange smagte det ikke helt så godt, fordi hun havde fået fat i et ikke så godt stykke kød, hun hade når det skete.
Dog det meste af dagene gik med at Lynie faktisk sov, eller tænkte på sin familie derhjemme, hvordan de mon havde det, hvordan det gik med at passe dem.
Hun var lidt bekymret for Azgon, for hun vidste at han ikke var så vild med at træne og lave alt det som Lucy kunne lide, og hun vidste at Anca kunne finde på at tvinge ham ud og Lucy kunne være ondskabsfuld, og de fleste gange var det Lynie som måtte indover og beskytte ham, Azgon var som han var, om han voksede ud af det eller ikke, så accepterede Lynie ham som den han var, men hun kunne dog sagtens se at hvis han ikke ændrede sig bare en smule, ville han have svært ved at bo i den verden de levede i, for det var ikke bare en dans på roser, den virkelige verden var brutal og ond. Lynie havde dog bare været meget heldig, at rende ind i Anca, som kunne beskytte hende fra den verden, ellers havde hun heller ikke kunne passe på sig selv, som Anca kunne passe på hende.

Lynie lå og sov, da hun pludselig hørte noget lande på klippen og en lille pige stemme i nærheden, som mindede meget om hendes datters, for selvom hun havde været lang tid væk fra dem, så kunne hun stadig huske hvordan de lød.
Hun åbnede sine øjne og rejste sig op, da hun så sin datter løbe mod hende og kramme hendes store dragekrop, Lynie var meget overrasket, men også meget overvældet af glæde.
Hun nussede sit store hoved mod Lucy, men kiggede så hen på Anca, og så på sin søn, som stadig stod der, uden at sige hej eller komme hen, som hans søster gjorde.
Azgon lignede sig selv, og det samme med Lucy, de havde ingen skræmmer og det var Lynie meget taknemlig for.
Et brøl kom fra Lynie, rettet mod Azgon, som for at bede ham om at komme herhen, og selvom det nok tog en del energi for ham, så gik han hen til Lynie, han krammede hende dog ikke, han stod med hænderne i lommen og nikkede bare til sin mor.
Lynie rystede sit store dragehoved, men gjorde så det samme som hun havde gjort med Lucy, nussede sit store hoved mod Azgon, med en tilfreds knurren.

Lucy brugte ingen på at være under sin mor, nej nu var hun jo en kæmpe stor drage jo, så nu kunne hun jo ride på sin mor!
Hun var allerede igang med at kravle op på ryggen af sin mor og nok alle andre folk i verden ville skide i bukserne hvis de så et ung teenager gå igang med at kravle op af dette store bæst, dog de fleste som var glad for livet, ville med stor sikkerhed holde sig væk fra drager. Azgon stod bare med hænderne i lommerne og kiggede op på sin mors nye skikkelse og så tilbage på sin far. "Skal vi ikke snart hjem?" Spurte han Ancalagon, "vi er lige kommet Azgon, du har ik' set din mor i under en lille måned" svarede Ancalagon og rystede bare på hovedet.
Han vidste godt at Azgon ikke mente det med at han ikke ville være sammen med sin mor, både ham og Lynie ku' tydeligt se at han havde savnet Lynie, han var bare ikke god til at vise det og kunne godt lyde kold når han snakkede, eller mere ligeglad om ting.
"Du bare jaloux big bro!" kom det oppe fra ryggen af Lynie, hvor et kønt lille pige hoved med horn og andre tydelige træk at hun var en blandings race af en drage og menneske.
"Shut up Lucy!" snappede Azgon tilbage mod Lucy, så bare smilede over hele 5-øren.
"But it's true!" kom det fra hende igen, bare for at få sin bror til at reagere. "Jaloux?" Spurgte Ancalagon nysgerrig men samtidig undring over hvad de hentød til.
"Det ik' noget far!" snappede Azgon og blev endnu en gang sur på sin lille søster og begyndte at kravle op af Lynie for at få fat på Lucy som hvinede op og skulle til at kravle væk, men Azgon fik fat på hendes ben og det endte nu med at bryde på ryggen af deres mor.
Ikke lige noget alle børn kunne prale overfor andre folk, 'vi kan bare brude på vores mors ryg'.
Ancalagon åndede tungt, typisk, der gik ikke mere end 15 minutter eller der omkring, og allerede var deres to halv drager igang med at slås.
"Waan hi ziin dreh ni vuth viilut nu Zu'u vaat bo wah vosmah hi ziin avok daar kes!" kom det nu irriteret til sine to børn.
Det gav et kæmpe sæt i Lucy og Azgon, da Ancalagons dybe aggrassiv dragestemme lød og stoppede med det sammen.
"Det ik' fair far! Det ik' min skyld at Azgon er vild med en eller anden tøs!" brokkede hun sig, hun vidste godt deres far aldrig ville gøre dem noget, men han var stadig skræmmende når han blev sur eller rassende.
"Jeg sagde hold kæft!" Kom det nu sur og flov over at hans irriterende og dumme lille søster sagde hans hemmeligt, bare fordi hun så ham stå og glo rå forelskede i pige.
Ancalagon kiggede nu på Lynie og tilbage på Azgon, "really? Wait, hvem?" Spurgte Ancalagon med en blanding af nysgerrighed og undren.
Der var ikke så mange børn i nærheden hvor de boede.
Det kunne være bager tøsen som arbejdede hos sin far, som havde en bager over på den anden side af gaden.
Dog igen, han lagde ikke mærke til sådan noget, det ville helt sikkert være noget Lynie ville lægge mærke til hvis de var der, det var mere hendes afdeling.. well da hun var menneske, han var ikke så sikker nu når hun var drage.
Azgon daskede ud efter Lucy med tomat røde kinder som han prøvede at gemme sine kinder en smule.

Lynie kiggede på sin lille pige, der var på vej op på ryggen af Lynie, hun hjalp hende lidt på vej, ved at læne sig til den modsatte sig, så hun kravlede mere vandret end lodret, så det var meget nemmere.
Hun kiggede på Azgon, men på grund af at hun var drage, var det ikke lige fordi man kunne vise et hav af følelser, det var i hvert fald meget svært for hende, men hendes øjne blev alligevel lidt bedrøvede, da Azgon spurgte om de ikke snart skulle hjem  igen.
Det kom et stort suk fra Lynie, som så begyndte at koncentrer sig om Lucy lidt, som var kommet op på hendes ryg, hun ville helst ikke have at hun faldt ned og slog sig.
Lynie kiggede dog ned på Azgon igen, da Lucy nævnte at han bare var jaloux, hvad ville det så helt præcist sige, jaloux over hvad dog? En dyb knurren kom fra Lynie, da onde ord kom ud af Azgons mund.
Lynie kiggede hen på Anca, med et par undrende øjne, men blev ret så overrasket, da Azgon begyndte at kravle op på hende, for at få fat på Lucy, det var ikke noget Lynie var særlig glad for, især ikke da de begyndte at slås, de kunne falde ned af hende og der var altså lidt vej ned fra hendes ryg, til jord.
Hun kiggede overrasket hen på Anca, da hans aggressive tone, ikke var noget hun var særlig vant til blev brugt.
Der kom dog noget af et undrende blik, da Lucy pludselig afslørede at Azgon var lun på en pige.
Hvem kunne det dog være? Hun havde ikke set mange piger i deres nabolag, slet ikke på Azgons alder, eller tæt på, der var meget få, men det kunne været at han havde set en ude fra nabolaget, det var dog ikke en stor sandsynlighed, da Azgon næsten aldrig gik fra huset, medmindre han ville ud og gå en tur, bare alene.
Lynie lagde ikke mærke til at Azgon sagde hold kæft til sin lillesøster, da hun var fordybet i tanker om hvem det kunne være.
Lynie havde ikke meget at gøre i Azgons liv, det havde ingen fra familien, da han holde sig for det meste til sig selv, hvilket var ret sørgeligt.
Det ville sige, at hun heller ikke viste meget til hvem han måske havde et øje til, eller hvem han havde kigget lidt for meget på, til bare at kunne være en tilfældighed.
"Ja hvem?" spurgte Lynie og kiggede på Azgon med et spørgende og kommanderende blik, så han vidste at han altså skulle fortælle det, ellers vankede der.

Azgon stod bare med arme lagt over kors og kiggede væk, han var fornærmet og opførte sig som han altid havde gjort når han var fornærmede, ikke til at snakke med med mindre man virkelig pressede på.
"Jeg så dem endda kysse.. møssarh møssarh!" sagde hun bare for at pisse sin bror af endnu mere og lavede kysselyde og gemte sin bag sin mors ene side af hendes drage krop da hun fik et 'stop eller der vanker' blik fra Ancalagon.
Lucy kunne nogle gange opføre sig som en lille pige, med at gemme sig bag Ancalagon eller Lynie og titte frem med noget af hovedet, og andre gange kan hun ligefrem være skræmmende at se på og efterligne sin far alt for meget når hun havde kommet op og slås med nogle af de få andre børn omkring dem, hvilket fik de andre forældre til at komme over og brokke sig til Lynie, for de turde ik' brokke sig til Ancalagon. Andre gange mindede hun om Ancalagons gruppe, livlig og skør, dog hun havde også en del traits fra sin mor. Dog havde Lucy nogle personligheder som var kommet i løbet med at Flemeth var kommet ind i familien som Lynie kom hadet, Magi.
Lucy kunne intet magi da hun ikke var blevet lært endnu, men hun gik nogle gange rundt i huset og sagde nogle af de samme formulare som Flemeth havde sagt nogle gange.

Lynie rystede på hovedet af Lucy, og skubbede til hende med sin store krop, da hun blev ved med at håne Azgon med den pige han godt kunne lide.
Hun blev dog noget overrasket, da Lucy sagde at de havde kysset, de havde slet ikke fået noget af vide, men det undrede ikke Lynie, Azgon var en meget stille fyr, og han holdt alt for sig selv, hvis det ikke var fordi man pressede noget ud af ham, en gang imellem.
Lynie kiggede hen på Lucy og kom med en lav brummen. "Stop med at dril din bror" sagde hun irriteret, hun stoppede hurtigt, og Lynie vendte sit blik mod Azgon, som stod så ret sur ud på sin søster.
"Hvem er så den heldige pige?" spurgte Lynie ham. Han himlede bare med øjne og kiggede ligegyldigt på sin mor.
Men da han så hendes mors øjne sukkede han bare tungt og rystede på hovedet. "Det er ikke en i kender, hun bor et stykke væk..." sagde han og kiggede hen på sin far og så tilbage på sin mor.
Lynie kiggede noget så forvirret på Azgon, ikke en de kendte, men han var aldrig nogensinde ude, for at møde nogen som helst, hvordan kunne han møde hende.
"Jeg har aldrig set dig bevæge dig ude for en dør?" Lynie kiggede spørgende på sin søn, og bagefter over på Anca med et ligeså spørgende og forvirret blik.
Azgon kiggede noget ubekvemt ned i jorden, men kiggede så op på sin mor og far igen.
"Jeg siger mig ud hver aften..." sagde han bare, næsten stolt over det han gjorde.
Lynie fik dog noget af et stramt blik da han afslørede sin hemmelighed, hun kiggede over på Anca, og så tilbage til sin søn.
"Du sniger dig ud om aften... når vi alle er gået i seng... ER DU SINDSSYG!" hun råbte det sidste, og med hendes drage stemme lød det endnu mere faretruende end det skulle.
Azgon krøb sammen, og Lucy bakkede lidt væk.
"Du kunne have været kommet ud for en ulykke, hvor du ikke kunne komme hjem, og du skulle havde ventet helt til næste morgen på os! hvad tænker du på!" hun var meget vred og det kunne børne sagtens se og sikkert nok også Anca.
"Jeg er ikke så sikker på at denne pige har en god indflydelse på dig...." sagde Lynie så til sidst.
Azgon spærrede øjne op og kiggede op på sin mor med et meget ulykkeligt blik.
Lynie sukkede tungt og kiggede over på Anca. "Anca, sig dog noget! din søn sniger sig ud hver aften uden vi ved noget om det..." sagde hun og kiggede meget intenst på sin drage mage som stod der og så med.

Lynie ville nok hade det, men Ancalagon var faktisk ikke særlig sur over at han sneg sig ud efter de alle var gået iseng, han var glad for at den knægt endelig lettede sin lille røv, han havde fandme prøvet at få den knægt ud, men han brugte alt sin tid indenfor på sit værelse, hvis det betød at han kom udenfor.
"Lynie, vos Azgon koraav kon, we've unt wah ofaal mok vok nol ok reym" kom det fra Ancalagon.
"Aalkos rok vust ofaal osos liin fah ont" tilføjede han og kiggede ned på Azgon som stadig havde et ulykkeligt blik, hans krypdyrs øjne var blevet en smule våde over at få et ret hårdt nej til at må se hans veninde igen som han var ret vild med, men han turde ikke sige sin mor imod.
Lucy begyndte at kede sig nu og var pludselig ikke lige til at se på Lynie eller omkring dem, hvilket fik Ancalagon til at reagere lyn hurtigt, efter alle de år med Lucy, havde både Ancalagon og Lynie vendet sig til at de skulle forvente det værste og farligeste ville sket, når Lucy fik alt for gode idéer.
Og rigtig nok, da Ancalagon kiggede bekymrede rundt, gik Lucy lige på kanten af klippe platformen som de befandt sig på med udstrakte arme og balancerede mens hun gik og kiggede ned på sine fødder.
Hun nåede dog ikke særlig langt da en velkendt drage hale snogede sig om hendes krop og trak hende ind, samt væk fra kanten af platformen.
"What did we tell you about trying stuff like that?" Spurgte Ancalagon deres datter og kiggede ned på hende.
"Jamen jeg keder mig! Og stop med at snakke i dragesprog! Det ikke fair!" sagde hun og dumpede ned med armene lagt over kryds og fik sit kendte tøsefornærmede ansigt.
Ancalagon stønnede over deres datter, af all børn de lige skulle få, skulle det bare være to komplet modsætninger af hinanden.

Lynie kiggede overrasket på Anca, da han faktisk slet ikke var så sur som Lynie egentlig var lige nu, hun var rigtig sur, fordi at han ikke havde sagt noget til dem, han havde sneget sig ud, han kunne havde været kommet noget til, uden at Anca eller Lynie ville finde ud af det, hun kunne virkelig ikke lide den tanke.
Og at han skulle have en mage i sådan en tidlig alder, det var hun slet ikke med på, men det kunne være at det var fordi Anca var en mand, og at Azgon var en dreng, at der blev set anderledes på det, end en mor ville have set på det.
Lynie rystede på hovedet af Anca og kiggede stadig lidt surt ned på Azgon, men da hun så hvor bedrøvet han så ud, gav hun et stort suk fra sig og kiggede hen på Anca. "Okay, you can see her.... But no sneaking out, you say it to us before you go" krævede Lynie af Azgon.
Hun havde sin opmærksomhed på på Azgon, så hun lagde slet ikke mærke at Lucy var begyndt at kede sig,
Kun da Anca begyndte at reagere, så gjorde Lynie også, hun kom med en irriteret knurren, da det jo ikke var første gang at Lucy begyndte at kede sig og gå rundt på må og få, nej, det var mere den tusinde gang hun gjorde det, og det var ved at gøre Lynie sindssyg.
Da Anca fik fanget Lucy og trukket hende over, kiggede Lynie meget intenst på hende, som at sige at hun gjorde noget galt, endnu engang.
Lynie sukkede tungt, det var klart at Lucy kedde sig, der var ikke meget at lave på den klippe de sad på.
Lynie kiggede på Anca. "Aalkos hi fend kuz niin hofkiin nu?" sagde hun og kiggede på Lucy og Azgon. De var børn og de kede sig hurtigt når der ikke var noget at lave.

Ancalagon nikkede, var nok bedst, hvilket han også gjorde, dog Lucy sku' lige give sin mor et ordentligt kram om snuden før hun hoppede op på ryggen af sin far. Azgon ku' overtales lidt mere for at vise følelser.
Ancalagon trykkede sin pane mod sin mages og derefter lettede og fløj hjem med deres børn.

Dage, uger og måneder gik med Ancalagon som skiftede med at flyve op til Lynie og hjem til deres børn, andre gange tog børnene med.
Som tiden gik, kunne Ancalagon tydelig se sin mage ligne mere og mere en drage på væremåden, hvilket var godt.
Som månederne gik og Ancalagon og Lynie havde været ude af jage, slog Lynies første 'menneske' transformation, en slags genfødsel, hvor hos Drakuâ er det deres evne som gør at de kan forvandle sig frem og tilbage til menneske og tilbage til drage igen.
Dog, siden at Lynie allerede havde levet som menneske for 20 år, ville dette mere føles som en genfødsel.
Og så Flemeth havde fortalt dem, på på den sidste dag i den 20 måned, slog hendes nye evne ind, at kunne forvandle sig til menneske.
Først kom smerten, samme smerte som da hun forvandlede sig for så lang tid siden, heldigvis var de nede på jorden, inde i en skov, ingen kunne se dem.
Dog det eneste som ikke ændrede Lynie fuldstændig til menneske, var hendes øjne og hjørnetænder, samt sin nye hæftig dominerende drage personlighed, blandede med sit menneskelige. Lynies øjne lignede Ancalagons, et krypdyrs/drageligende øjne, dog hver drage med deres helt egen øjenfarve, og så sine hjørnetænder var også en smule længere end et menneske.
Som en sidste ting som gjorde Lynie anderledes end mennesker, men også stortset alle andre racer, var hendes lugte sans, Ancalagon og Lynie's Drakuâ race, havde en af de bedste lugte sanse og ved med det samme hvad for nogle slags racer de er, det hjælper især på lugtesansen hvis en Drakuâ drage har prøvede at spise nogle af de bestemte racer.
Ancalagon havde stoppede op og kiggede bare på sin mage forvandle sig i smerter og ventede på at hun vil blive sit menneskelige jeg igen, dog med lidt drage influence.
Som altid, efter en transformation var de nøgne og måtte skaffe nyt tøj efter hver gang de forvandlede sig til menneske igen.
En større sø havde en rolig glans til den og vandet bevægede sig stille frem og tilbage, dog ingen dyr var i nærheden, da alle var skræmt væk fra alle de lyde Lynie havde lavet ved transformationen.

Lynie og Anca havde lige været ude og jage, og Lynie var godt træt, men da hun endelig havde fået lidt pusterum, begyndte en sindssyg smerte, der fik hende til at brøle højere end nogensinde før, så det sikkert kunne høres fleres tusinde kilometer væk.
Det var en smerte sammenlignet med den hun gik igennem, efter ritualet var færdigt, hvor hun blev forvandlet til en drage, nu gik det så  bare den anden vej, hun kunne ikke forstille sig andet.
Transformationen gik langsomt, men da den endelig var slut, lå hun bare på jorden, helt nøgen og gispede lidt efter vejret. Udover at hendes øjne, hjørnetænder og sin drage personlighed ikke var ændret, var der også en anden form for feature som hun ikke var kommet helt af med.
Der sad horn i hendes pande. Hun skævede lidt op til dem og hev lidt i dem, de var der for at blive. De føltes rustikke, som en knogle.
Hun rejste sig langsomt op og vende sig mod Anca.
Hun kiggede lidt ned af sig selv, det var mærkeligt at stå på to ben, efter hun havde været drage i 20 måneder, så at hun lige pludselig skulle stå på to ben, var meget svært, hun kunne ikke helt holde balancen.
Hun gik lidt langsomt hen til Anca, som en baby der lige havde lært at gå.
Hun kiggede op på den store drage, som Anca stadig var.
Hun støttede sig lidt ind til ham, hun var klar til at komme hjem faktisk, hun var blevet 'menneske' igen, hun var klar til at komme hjme til sine børn, hun var klar til at komme hjem og ligge i sin dejlig varme seng, sammen med Anca ved sin side.

Ancalagon og Lynie begav nu deres rejse hjemad, Lucy havde savnet sin mor, jah selv hendes stramme regler, for det gjorde det sjovt at bryde, men Ancalagons, sin far, så fik hun mere eller mindre lov til at gøre hva' hun nu havde lyst til og det blev kedeligt når der ingen konsikvenser bag det hun gjorde. Azgon havde også fået lov til at passe sig selv, for det meste, eller det gældte for begge børn, Ancalagon var ikke uden regler, men slet ikke så stramme eller mange som deres mor.
Ancalagon landede i en velkendt skov som Ancalagon og Lucy havde været i før, Ancalagon gemte noget ekstra tøj og ting og sager til dem, inden de gik det sidste stykke hjem.
Ancalagon tog sit sædvandlige tøj/brynje på med våben til, hvor Lynie fik noget [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] tøj som drengene i Ancalagons gruppe mente passede til hende, nu da hun var drage selv og skulle have noget tøj som passede til hende.
Ancalagon forvandlede sig tilbage til menneske og hvad havde været skræmmende og frygteligt som fremmede for Lynie nu, havde hun sikkert vendede sig mere eller mindre til forvandlingen.
Ancalagon stod nu nøgen og derefter med tøjet på, Lynie havde endda fået sit eget et håndssværd med et håndtag lige til den ene hånd og ikke meget længere.
Efter en lille dags vandring tilbage til bøgen de boede i, blev Lynie nærmest overfaldet af Lucy som skreg op, "MONAH!" skreg hun på drage sprog, hvilket overrasket Ancalagon en smule, Rogan må havde oplært Lucy lidt, hvilket er utroligt for Lucy hader af hele sit hjerte læse og skrive og havde været et kæmpe kamp for Rogan at lære hende, dog vandt over Lucy til sidst og fik lært hende, i hendes tempo.
Den mand har en tålmodig som ingen anden, det måtte han give Rogan.
Azgon var ingen stedet at se, så Ancalagon gik hen og hamrede på Azgons dør og stod med armene krydset.
Han kiggede ned på Azgon som tittede ud med hovedet og kendte sin fars blik, et blik der betød, 'get moving or feel my wrath'
Azgon gik næsten genert hen mod sin mor, usikker på om han skulle kramme eller hvad han skulle, han havde altid været et underligt barn når det kom til at vise følelser.
Ancalagon rystede bare på hovedet over sin søn.
Ancalagon gik længere ind i deres hus og et drillende smil formede sig på hans læber, hele hans gruppe lå og lignede nogen der havde løbet flere maratons efter hinanden.
"Lucy?" Spurgte han og vidste allerede svaret, men de alle nikkede.
Ancalagon rystede bare på hovedet, Lucy havde faktisk formåede at køre hans gruppe træt, var fandme imponerende.

Lynie gled ned af Ancas ryg, da de landede i en skov, hun havde ikke haft lysten til at forvandle sig til en drage igen, så hun havde bare reddet på ham, selvom det var en del ubehageligt, da hun stadigvæk var nøgen, og hun sad der på hans ryg... det var ikke ligefrem den bedste følelse i verden.
Da hun kom ned på jorden, begyndte hun at tage sit tøj på, som drengene havde udvalgt til hende.
Hun sukkede tungt da hun havde fået tøjet på, det var mærkeligt, men på en måde dejligt, at få tøj på igen, at mærke stof mod hendes hud, hendes menneskehud,
Hun kiggede ned af sig selv, på sine ben, sine arme, hun var så lille, hun følte sig som en dværg i forhold til den store drage hun havde været i 20 måneder nu.
Hun kiggede over på Anca, da han forvandlede sig til menneske igen, hun havde heller ikke set hans menneske form i så lang tid, det var som om han var helt fremmed for hende. Hendes blik var så nygerrigt plantet på ham, med hun stille gik over til ham, imens han fik tøj på.
Et smil formede sig på hendes læber, inden hun gav ham et blidt kys på munden, inden de fortsatte den lange rejse hjemad.
Lynie blev meget spændt da de ankom til det hun kaldte hjem, da hun kom ind af døren, blev hun mødt med det samme af sin datter. Hun smilede da hun rendte ind i hendes arme og råbte mor på dragesprog, hun var stolt over at hun var begyndt at lære det, og hvis hun gættede rigtigt, så var det sikker Rogan.
Hun løftede Lucy op i sine arme og krammede hende ind til sig. "Mmm min datter, jeg har savnet dig" sagde hun smilende og satte hende så ned igen efter lidt.
Da hun så Azgon smilede hun til ham, som han stod der, altid lidt akavet, som Lynie også altid havde været, så hun vidste hvordan det skulle bæres ad.
Hun gik roligt hen mod Azgon og krammede ham ind til sig.
"Savnet mig søn" spurgte hun, hun vidste at det var et udfordrende spørgsmål, men hun vidste at det var sådan hun fik ham til at tale, det var sådan hun fik ham til at vise følelser.
Efter lidt slap hun ham, inden hun gik hen til Anca og drengene som lå og så ret udkørte ud.
Hun stillede sig med et par korslagte arme og et skævt smil, før hun kiggede lidt op på Anca, før hun kiggede ned på dem. Hun rømmede sig lidt. "Er der sket mine englebasser noget, siden jeg var væk" spurgte hun som det første. Selvom det så ud som om de virkelig havde arbejdet hårdt,

Lucy begyndte at grine over fyrene der bare lå og tumlede på gulvet eller sofaen, pånær Rogan, han sad i sine eksotiske klæder med en god bog og kiggede smilende op på Lynie og hilste hende et 'velkommen tilbage'. Rollo lå og snorkede med et tomt krus mjød men Arne halvt ved at vågne mens Erik sad og boblede over bordet med hans lange skæg godt vådt efter mjødet.
Rogan rejste sig op og gik familien imøde, "De fik lidt for meget af drikke, men vi har holdt godt øje med Lucy og Azgon" forklarede Rogan og puttede bogen ind i ærmet og gik hen og sparkede til Rollos fod som vågnede ved at lave en snork lyde og kiggede rundt, helt rund forvirret hvor han befandt sig.
Lucy løb hen til Rollo og ruskede i ham, "onkel Rollo! Vågn op!" Kaldte hun med sin halv høje pige stemme som fik Rollo til at daske ud efter Lucy som med let hed undgik hans store hånd, hvilket fik Rollo til at falde op på maven og snorke videre.
Ancalagon gik ind og satte sig ved bordet og tog et af de krus som stod på bordet og kiggede ned, damn intet mjød i.
Azgon var allerede væk og inde på sit værelse, hvilket ikke overrasket Ancalagon meget, men Lucy hun drillede Rollo og hev i ham med det dejligeste pige latter og fik Rollo op og sidde til sidst.
Arne kom op med den sygeste hovedpine og satte sig ved bordet og bankede hovedet ned i det med hænderne placerede mod siderne af sit hoved for at få hovedpinen til at gå væk.
Rogan begyndte at spørger Lynie ind om hendes oplevelse som drage og hvordan det var mens han sad klar med en primitiv blækblyant og papir.
Han var meget nysgerrig i at høre Lynies oplevelser, da det Lynie havde været igennem var noget ingen andre havde prøvet som han havde hørt eller læst om, han spurgte også ind til ritualet og hvad hun oplevede inde i hendes eget hovedet.
Det var lidt af en slags journal han lavede. Han havde allerede skrevet meget ned som Ancalagon ville fortælle, selv Ancalagons mor når de havde passerede veje, men den kvinde var umulig at få noget rigtig svar ud af.

Lynie nikkede til Rogan, da han hilste på hende. "Det er dejligt at være tilbage" sagde hun med et stort smil på læben. Det var virkelig dejligt at være tilbage for hende, at være menneske igen, at kunne kramme sine børn og holde om dem som hun ikke havde kunnet i 20 måneder, det var simpelthen for meget.
Hun kiggede hen på Anca med et blidt og kærligt smil, inden hun gik over til ham og holde sig ind til ham.
Hun skulede lidt over til drengene, som sov deres brænderet ud. Hun rystede på hovedet af dem lidt, men trak så bare på skulderne. "Så længe der ikke er sket mine børn noget... kan de vel godt slippe af sted med det..." sagde hun. Hun grinede lidt da Rogan vækkede Rollo sov den første, som ikke så ud til at vide helt hvor han var, indtil Lucy selvfølgelig kom over og begyndte at ruske i ham. Det var herligt at være hjemme igen, selvom der havde været meget roligt da hun ikke var hjemme, så havde hun savnet alt den larmen og alt det kaos, som hun havde efterladt for 20 måneder.
Hun knurrede dog lidt da Rollo langede ud efter Lucy, hun undveg ham dog, men hendes knurren var stadig meget advarende.
Hun kiggede sig lidt omkring, så da Anca gik hen ved bordet, begyndte Lynie at gå på opdagelse i sit eget hus, som om det var helt nyt, det var det på en måde også, hun havde ikke været der i 20 måneder, hun kunne ikke huske det hele.
Hun gik op på Anca og hendes soveværelse, og tog hendes tøj af, inden hun tog noget mere behageligt på, som var hendes pyjamas, det ville sige en natkjole.
Hun gik derefter ned igen, hvor hun fik en masse spørgsmål fra Rogan, hun fortalte det hele, fra da ritualet begyndte, til diskussionen mellem hendes drage jeg og menneske jeg og hvem hun valgte, for at blive drage, til smerten der kom efter det, hvor hendes drage jeg overtog og hun gik amok på Anca, som hun grinte lidt af, da det ville hun aldrig nogensinde kunne finde på da hun havde været menneske.
Efter hun havde svaret på spørgsmålene, gik hun hen til Anca med et smil.
"Niidro kosaan lingrah tiid, ruzun Zu'u worax hi ol mun" sagde hun kælent og puttede sig ind til ham.

Rogan skrev ivrigt ned alt det Lynie fortalte ham og forsvandt så satte han sig over i sofaen igen og trak bogen frem igen så han kunne læse videre, han var lige ved et spændende sted. Rollo bemærkede slet ik' Lynies tilstedeværelse eller det at hun knurrede af ham og snokkede videre.
Ancalagon kiggede fra det tomme krus mjød og op mod sin mage og et drilisk dog blandede med charme og rejste sig op og førte sine hænder hen over Lynie smukke store horn, "frolok ahst hi, 20 tik ahrk frolok zos ahrk zos dovah med" svarede han og fortsatte sine hænder tilbage over sin mages horn og ned af hendes kinder og klasede hende så i røven med et godt fast slap med hånden og gik halv rundt hende, som om det var stoleleg, men fortsatte hen til Lucy, "Haaaarh har du opført dig som en drakûa?" Spurgte han drilisk og greb fat i Lucy og løftede hende op i luften drejede lidt rundt i luften, hvilket fik Lucy til at grine og sagde jah med et rigtig stort smil som gik lige fra det ene øre til det andet.
"Hah! That's putting it lightly!" Udbrød Rollo pludselig som havde sat sig op og tumlede omkuld igen.
Ancalagon kiggede over på Rogan som automatik vidste at Ancalagon kiggede op fra sin bog og på Ancalagon, "Lucy har kørt dem flade hurtigere end du kunne sige drage, Erik og Rollo havde drikkekamp, de ville se hvem der kunne drikke den anden i hægnet" opsumerede han kort da det var præcis det Ancalagon ville spørger om.
Rogan læste videre og Lucy reagerede hurtigere end nogen anden da det pludselig bankede på og døren gik op og ingen anden end Flemeth i egen høje person stod nu pludselig i stuen med alle de andre, men sin troldkvinde stav i sin hånd og næsten et dæmonisk smil viste sig dog stadig med den samme mysteriske og tiltrækkende smil.
"Well well well Lynie, du har sandelig ændrede dig til det bedre" udbrød hun men ændrede fokus til sit ene barnebarn, Lucy som stormede mod sin farmor med åbne arme.
"FARMOR!" Udbrød hun og spring op i armene på Flemeth som omfavn sit ene barnebarn som kun en farmor kunne, "du har sandelig også vokset Lucy" sagde hun og smilede ned til sit barnebarn som lignede en som lige havde fundet verdens største bamse.

Hun rødmede, da Anca kom og kommenterede hendes horn og rørte dem, det var en mærkelig følelse når han rørte dem, det var ikke en irriterende følelse, mere behageligt, som hun forstillede sig en hund havde det, når man kløede den bag øret.
"Nii fraan. .. likaan" sagde hun, da han lod være med at røre hendes horn, selvom det føltes godt, på en måde, kunne det også gå hen og føles virkelig mærkeligt.
Det var enormt mærkeligt at hun overhovedet havde fået horn, hun vidste ikke lige at det ville ske for hende, men måske var det bare en midlertidig ting, som ville gå væk med årene.
Hun kom med et overrasket hvin, da han klaskede hende i numsen. Hun rystede på hovedet af ham, hvor efter hun gik hen og satte sig på en stol.
Det havde været en hård rejse, og hun var ekstrem træt efter det hele.
Hun ville give alt for at kunne ligge i sin dejlige bløde seng, for nogle timer bare, før hun skulle op igen.
Hun kiggede på Lucy og Anca, som stod sammen, hun smilede, hun var glad for at have sådan en fantastisk familie som hun havde, to børn, en mage som hun var mega forelsket i, en svigermor som hun måske ikke var helt vild med, men som gjorde hende til drage. og så de drenge Anca havde slæbt ind i hendes liv, de var herlige at have omkring sig.
Lynie døsede lidt hen, i sine egne tanker, indtil der blev banket på døren.
Hun åbnede sine øjne og kiggede rundt, hun rettede sig op i stolen, da hun hørte Flemeth tale til hende.
Hun gav Flemeth et neutralt smil, som for at sige at hun var taknemlig for det hun havde gjort, men hun vidste stadig ikke hvor hun havde Flemeth helt.
Lynie rystede på hovedet, da hun hørte Lucy råbe på Flemeth og løbe ind i hendes arme, det slog hende lige igen, gud hvor hun hade den kræft Flemeth havde over Lucy, hun var den eneste der kunne få hende til at sidde stille, lade være med at råbe, lade være med at lave ravage, alt som Anca og Lynie ikke kunne få hende til, og det gik Lynie ekstremt meget på nerverne.

Flemeth smilede til Lucy og rakte Lucy noget som hverken Lynie eller Ancalagon kunne se og før nogen af dem fik chancen for at stoppe Lucy for at spørger hende hvad Flemeth gav hende, var Lucy løbet hviende glad ind på sit værelse.
Ancalagon lagde hovedet tilbage og lagde armen over øjne for at slappe af efter deres lange tur og så også bare fordi at han havde glemt hvor behageligt det var at sidde i en sofa.
Flemeth kiggede rundt, "Pruzah. .. Zu'u lorfonaar daar los dii tiid wah lif" Udbrød hun og vendte rundt på sin hæl og forlod Lynies og sin søns hus og var pist væk som var hun lavet af luft.
Rogan rømmede sig og pakkede sin bog væk, "well, det os på side at vi må komme videre" kom det fra ham og efter lidt baksen, fik Rogan faktisk resten af gruppen ud af huset så der til sidst kun var Ancalagon og Lynie i stuen med deres børn inde i på deres værelser.

//blev kort, men skriver på min laptop i timen xD//

Selvom det irriterede Lynie gevaldigt, at hun ikke kunne se hvad det var Flemeth havde givet Lucy, som hun blev så glad for, lod hun bare Lucy have det indtil videre, men når hun fik fat på det, ville hun lige se om det var noget som hendes datter skulle have, hun kendte efterhånden Flemeth, og det var ikke lige altid at det hun havde med, var til 'børn', som Lynie stadig synes hendes unger var.
Lynie kiggede efter Flemeth, da hun sagde at det var på tide at tage hjem for hende, Lynie nikkede bare og sagde farvel til hende, inden Flemeth forsvandt ud i den blå luft.
Hun blev dog overrasket, da Rogan sagde at drengene nok også skulle gå, det var ikke lige normalt, men hun kunne godt forstå dem, efter så mange måneder at være i huset, samt at passe børnene, så havde man nok brug for at komme lidt ud.
Da alle var gået, sad kun Lynie og Anca tilbage. Et dybt suk kom fra Lynie, hun lænede sig tilbage i stolen hun sad i, og kiggede over på Anca.
"Dreh hi laan wah bo wah sek ahrk laag voth zey?" spurgte hun med et blidt smil.

(Uuuh, Anca going rebel xD )

Det var Ancalagon med på og rejste sig og med en hånd på sin mages røv, bevægede de sig op på deres værelse som de ikke havde brugt i 20 måneder, da Lynie havde været drage og Ancalagon stortset havde brugt alt sin tid som drage og sammen med sin mage.
Det første Ancalagon gjorde, var at falde om på sengen, udmattet, han havde kun lige fået sine støvler af og våben samt sit tøj på overkroppen.
Ancalagon lå med arme udstrakt på den store dobbeltseng og havde lukket øjne, dog sov han ikke, da han ventede på Lynie ville lægge sig i den ved siden af ham.
Det tog dog ikke særlig lang tid for ham at falde hen, han havde helt glemt for behageligt menneske senge var at ligge i, da han havde brug så meget tid i sin rigtige krop.
Dog nåede de ikke at få meget mere søvn end nogle timer, for pludselig var noget sprunget op i deres seng og på dem, hvilket fik Ancalagon til at få et shock, så han rullede ud fra sengen.
"Zu'u vaat, ahsul Lucy..." Kom det fra Ancalagon som lå på gulvet og placerede sin hånd på sengekanten så han kunne trække sig op fra gulvet.
"Jaja far, mor se! Azgon er påvej hen til sin kæreste, hvorfor må han gå ud, når jeg ik' må?!" Beklagede hun sig og pegede på vinduet og Azgon som hurtigt listede sig væk fra huset og overmod pigen han var mere vild med end han overhoved ville indrømme.
Ancalagon vidste at Lynie nok ville gå helt amok over at Azgon bare var smuttet uden de vidste det, men når det kom til søvn, så ku' han næsten care less hvad andre folk lavede, han var fucking træt og hans lille møj unge af en half-breed datter vækkede ham bare for at sladre om sin bror!
Han ville selvfølgelig andre sige sådan nogle ting til Lucy eller Azgon, da hans børn betyder ham alt og ville dræbe alt der kunne finde på eller gør hans børn fortræd, men Lucy nogle gange ku' være sådan en plage og den krudt hun havde var ham en gåde nogle gange, hun kunne være oppe en hel dag og stadig havde energi for to dage straight med sjov og ballade, eller bare irritere sin bror eller give sine forældre hjernestop ved at lave noget som at balancere på tagkanten af deres hus, speciel hendes mor.

Lynie smilede da Anca var med på at komme op i sengen, hun så meget frem til at komme op og ligge i sin egen seng igen, istedet for en klippe, ikke fordi det gjorde så ondt, da hun havde været i drageform, men det var heller ikke specielt rart for hende at ligge på.
En svag rødmen men et advarende blik kom Ancas vej, da han placeret sin hånd på hendes røv, hun sagde dog ikke meget til det, det var bare Anca, men han skulle vide at han ikke bare kunne gøre sådan noget, og det fik han i hvert fald af vide når han så hendes advarende øjne.
Da de kom op til sengen, begyndte Lynie at smide sit tøj, før hun så på Anca, som allerede havde smidt sig på sengen og var klar til at sove, han havde dog også gjort plads til hende, med sin udstrakte arm, som helt klart var ment for hende.
Hun smilede og lagde sig ned ved siden af ham, inden hun puttede sig ind til ham og lagde sit hoved på hans bryst.
"Pruzah vulon, dii dovah" sagde hun, inden hun lukkede øjne og faldt stille og roligt hen, mens hun forsvandt i drømmeverden og havde alle mulige vidunderlige drømme om hendes familie og hvordan den bare blev større og større.
Indtil hun blev vækket af en af de personer der gjorde hendes familie større og som hun ikke håbede på at hun ville få alt for mange af, hun elskede Lucy, men hun var ikke altid for vild med hvor energisk hun var, selvom det var det som gjorde hende til Lucy, det der gjorde hende meget unik og speciel... på en irriterende måde.
Lynie åbnede først øjne, da Lucy sagde at Azgon var på vej over til sin kæreste, ærligtalt, hvis hun havde været mere vågen end hun var, var hun strøget direkte op for at gå efter ham, men hun var alt for træt til det, så hun gjorde ikke noget ved det, i stedet for kiggede hun bare advarende på sin datter. "Lucy. Seng. NU!" sagde hun meget hårdt, inden hun lagde sig tilbage i sengen og lukkede sine øjne igen, i håb om at hun kunne få mere søvn end hvad hun havde blevet givet.

Lucy fandt hurtigt ud af at sine forældre ikke gjorde noget så hun blev rigtig tøsefornærmet, dog når hun blev tøssefornærmet, var det 10x værre, da hun ikke var menneske og rent faktisk væssede af Lynie, som om de var drager.
"Ik' fair! Hi los nunon hinzaal mun!" sagde hun og lagde sine arme over kors og gav sin mor et dødsblik.
Hun var dog på ingen måde dum og var klar til at spæne for sit liv og væk fra sin mor, hvilket hun var ret god til, lige siden hun hun kunne løbe, har hun syntes at få sin mor til at jagte hende rundt fordi hun gjorde noget uartet, hvilket fik Lucy kun til at skaldgrine.
Ancalagon var faldet isøvn igen og hørte intet, desuden blev Lucy sikkert bare tøsesur på Lynie, så han kunne bare sove videre med hans hoveds side på puden, det ene ben halv ud af senge kanten, den højre arm under puden, den venstre halvt inde på Lynies side af sengen.

Lynie slog øjne op, da hun hørte en væsen kom fra Lucy.
Efter som Lynie var blevet drage, var hendes temperament ikke som det havde været, hun blev meget hurtigere sur nu, og når hun var sur, var der ingen nåde at hente, ikke engang hos sine børn.
Lynie rejste sig hurtigt op, hun tog et hurtigt kig på Anca, som selvfølgelig bare havde lagt sig til at sove igen. "Uansvarlige skiderik" mumlede hun og fnys.
Hun vendte blikket tilbage til Lucy, som stod og så ud til at diskutere med sig selv, om hun skulle løbe, eller ej.
Men inden hun kunne nå at tage beslutnigen, greb Lynie fat om hendes ene arm og trak hende med hen til hendes værelse, hvor hun løftet i seng og fik dyne på.
Et advarende blik blev sendt hendes vej. "Nu passer du på unge dame, lig dig så til at sove, eller jeg skal komme efter dig" sagde hun, inden hun gik ud af døren og lagde sig ind i sin seng igen, klar til at sove.
Dog ikke uden at hun gav Anca et hårdt dask på armen og en knurren, inden hun lukkede sine øjne.

Lucy skulle lige til at løbe, men blev grebet ved sin arm og hvinede op som om mommy dare torturerede hende. Ancalagon lavede et lille snork da Lynie daskede ham på armen men vågnede ikke af det, selv om det var et hårdt dask, dog ville helt klart mærke dasket når han vågnede.
Dog både Lynie og Ancalagon vidste udmærke godt at Lucy kunne være en lille djævel når hun var tøsse fornærmet og denne gang var på intet tidspunkt anderledes.
"Jeg tager bare over til farmor!" Skrig hun sur i dørkarmen til Lynie og Ancalagons soveværelse mens røg lige så stille sivede ud af munden på hende, som når en drage var tæt på at spyde ild.
Lucy drejede rundt på hælen og trappede ned af trappen, bare så hun vidste det ville pisse sin mor af endnu mere.
Hun hev hoveddøren op og vendte rundt og rakte tunge af huset og så begyndte hun bare at vandre mod, hvor hun mente farmor boede, selvfølgelig anede hun ikke hvor Flemeth boede, men hun var tøsefornærmet/tøsesur og vidste at Lynie aldrig ville lade noget ske med hende, eller for den sags skyld sin far Ancalagon.

Lynie var ret så sur over at Anca slet ikke vågnede af det dask som hun gav ham, at hun faktisk overvejede at give ham et par flere dask, så han virkelig kunne føle hvor sur hun var og at han bare skulle komme igang med at tage del i det her.
Eftersom Lynie var blevet drage, var hun tydeligvis en del stærkere end hun havde været, så hun turde faktisk nu, at stille sig op imod Anca og skælde ham ud og vise hvem der var bossen i huset.
Hendes tanke gang blev dog afbrudt, da Lucy skreg til dem, at hun ville gå til Flemeth, det gav dog ingen mening, da Lucy slet ikke vidste hvor hun boede, så Lynie tog det bare som en tom trussel, men da hun begyndte at gå ned af trappen og hun kunne høre hoved døren, sprang hun op af sengen, slog Anca så hårdt hun kunne, så han kunne vågne.
"Lucy er gået" sagde hun bare, imens hun tog sin morgenkåbe på og løb ud af huset for at fange hende.
Da hun så hende, greb hun hurtigt fat i Lucys arm og hev hende med hjem igen, med et meget fast greb, så hun ikke kunne komme fri.
"Det ender sgu med vi må låse din dør og sømme det vindue til Lucy!" råbte hun af hende da de endelig var tilbage til huset.
Hendes øjne lynede med vrede, som var rettet direkte mod Lucy.