Another fella?

Med en hurtig håndbevægelse snuppede Edwin en plakat ned fra barens ydermur. Han studerede ansigtet på papiret med et skævt smil og klukkede lavmelt for sig selv. Han rullede papiret sammen og gemte det i en inderlomme. Det måtte han vise til de andre senere! Med dén tanke spaserede han muntert videre langs molen. Han gik iklædt en slidt vest og passede såmænd fint ind blandt sejlere og fiskere. Han lignede ikke en pirat, men blot en slidt arbejder. Det var passende i disse omgivelser - desuden var det bedst ikke at skilte for meget med sin proffession. Det var ikke alle, der var så glade for pirater, trods alt.

Længere fremme blandt de mange andre folk og fæ, spottede Edwin pludselig et velkendt ansigt. Et stort smil gled henover hans læber og han masede sig hen til den høje mand.
"Seuzan!" lo han og masede sig op på siden af den større mand. "Du bli'r sgu flottere for hver gang jeg ser dig, gamle mand!" sagde han med et kækt smil og lagde armene over kors. "Jeg ser at du er en kendt mand her i byen." Tilføjede han så, og trak dusørseddlen frem fra lommen. "Det ligner dig ikke helt, men de har dog fanget din feminine side, synes du ikke?" Han lo igen og klappede sin gamle kammerat på skulderen.

"Det er godt at se dig, min ven. Hvad bringer dig mon til Aquener?"

Edwin fulgte sin ven uden et ord, og lod sig føre ind i en dunkel gyde. Man kunne stadig høre folkets muntre snak fra kajen og de handlende råbte ind over hinanden. De to pirater ville kunne tale i fred her. For nu.

"Du ved at jeg hader dårlige nyheder, eh. Lad mig høre de gode først, og hvis jeg er skæv af glæde, så kom med de dårlige bagefter." Han rynkede på næsen og sendte den ældre pirat et skævt smil. Smilet forsvandt dog straks efter og hans ansigt fortrak sig i en mere neutral mine. "Leder du efter mig? Hvad skyldes det? Hør, hvis det er angående det væddemål i Minotaris så... så havde jeg intet at gøre med det! Jeg ville aldrig snyde penge fra dig, det ved du jo!" Et uskyldigt smil gled atter over det løgnagtige ansigt og han trak på skuldrene for at underbygge sin naturlige uskyld.

Folk passerede gyden i tide og utide. Edwin hørte også ordren - Seuzan var en eftersøgt mand. Og ikke ligefrem svær at få øje på. Ed rykkede sig ind foran sin siddende kammerat, så hans krop kunne skygge lidt for ham. Måske kunne de forblive uset lidt endnu.

Edwin hævede smilende et øjenbryn, da Seu fortalte om en jobmulighed på Burning Revenge. Ed arbejdede for tiden på kajen, hvor han solgte informationer og sorte varer. Det var et farligt job, eftersom vagterne altid holdt øje med hvad der foregik - men Ed nød livet på kanten. På den anden side, så savnede han havet mere end noget andet. Hans smil bredte sig over Seuzans fine komplimenter. Smilet forsvandt dog igen hurtigt, da vennen viste sine brændte hænder frem. Han betragtede de forbrændte fingre og overvejede hvor den nærmeste kammeratlige healer mon befandt sig i disse dage. Han sukkede. "Blood Circle." Han rystede opgivende på hovedet. "Må havet vise de stakkels mænd og kvinder vej til et bedre sted. Hm... Minotaris er et oplagt sted at sejle til, men hvis du bliver forfulgt, så vil folk nok følge os dertil. Desuden ville det være nemmere at snuppe et lille skib og slippe uset væk." Han overvejede lidt deres muligheder.
Et par vagter trådte ind i gyden og sendte de to mænd et overvejende blik. Edwin handlede som altid hurtigt. Han snurrede rundt på hælen og vaklede hen til den nærmeste vagt. "Hey! D-dhu... Mig og min lille ven her vil gherne hahve lidt privatliv, for vi skal... uuh..." Han slyngede armen omkring vagten og lod blikket køre op og ned af den chokerede mand. "Du er heller ikke så grim selv, hr... hvor meg't k-khoster du, flotte fyrh?" Vagten skubbede straks den fulde mand fra sig og bandede højlydt, inden han trak den anden vagt med sig ud af gyden. Edwin rettede sig op og vendte tilbage til Seuzan, som var intet sket.

"Der ligger en lille fiskerbåd ved mole 13." sagde han pludselig i sit normale kække tonefald. "Jeg ved tilfældigvis at ejeren først tager hende ud på vandet i morgen, så hun er lige til at snuppe. Hun er lille nok til ikke at drage opmærksomhed, men stor nok til at kunne nå til Blodøerne." Han rettede lidt på sin vest og sendte sin kammerat et opmuntrende blik. "Så jeg håber du stadig kan lide fisk!"

Edwin førte an ud af gyden og ud på kajen. Hvis man lignede en der intet havde at skjule, så var det de færreste vagter der stoppede en. Så længe man lignede en der vidste hvad man lavede.
"Hajer? Puha, jeg har aldrig været glad for haj." lo han og kastede et hurtigt diskret blik rundt for at spotte potentielle vagter. "Men vi fangede engang en hval ud for Aquener. Den smagte bedre end man skulle tro!" Han sendte sin kammerat et skævt smil og et blink, inden han viste vej til mole 13. For enden af den slidte træmole var en lille fiskerbåd fortøjret. Den havde nogle slidte sejl, men så ellers ud til at være forholdsvist velholdt. Ed trådte ned i den lille båd og bandt fortøjningerne op. Et par vagter inde på kajen havde vidst spottet dem, og så ud til at være på vej ud til dem.
"Hop ned. Jeg tror vi får besøg. Jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke tid til gæster lige nu." Han lo, bandt dem fri og skubbede dem væk fra molen. Der var fralandsvind, så vinden skubbede dem blidt ud i havnebassinet. De trak det lille storsejl op, og som altid hoppede Ed hen for at tage roret. Vagterne råbte efter dem inde på kajen - befalede at de kom tilbage. Ed smilte blot trodsigt.
"Så, vores hjem, sagde du. Tja, jeg kan vel godt bruge nogle faste rammer, selvom jeg nyder at være en fri fugl." Han så ud på havet, da de forlod havnen og hurtigt fik lagt afstand mellem sig selv og fastlandet.
"Men selvfølgelig slutter jeg mig da til jer. Hvordan ville I dog klare jer uden mig?"