Teacher and student

Hun nikkede bestemt.
"Denne gang holder jeg det for mig selv. Hvis du gør det igen, bliver jeg nød til at kontakte Niylah omkring det. Hvis noget var endt galt, kunne du have været en af grundene til mit fald." Svarede hun ret bestemt. Tatia var ikke bange for døden, men hun ville ikke dø fordi hun havde lagt sit liv i en unges hænder. Selvfølgelig kunne hun ikke give hele skylden på Meme. Hvilket også var derfor, at det var en advarsel.

Så observeret Tatia den lille ulv jagte sommerfugle. Tatia havde elsket sommerfugle dengang hun var ung, faktisk forgudet dem. Det var dengang hun var uskyldig og ung. Dengang... det var ved at være længe siden alligevel.
"Vi skal tilbage til lejren nu." Sagde hun så og begyndte at gå imod lejren.

Menominee faldte straks i ind bag Tatia. Hun kikkede sig hele tiden omkring. Observede alt omkring sig. "Jeg skal nok huske at løbe til lejren næste gang." sagde hun med en stemme fuld af ærelighed. Hun genkendte en duft og stak snuden ned i jorden. Hun fulgte den ivrigt. Heldigvis gik den i samme retning hvor lejren lå i. Hendes hoved havnede ned i indgangen til en hule og hun kikkede meget nysgerrigt ned i den. En sort/gråt hoved mødte hendes. Et yelp og hun sprang tilbage. Grævlingen kom ud og det så ud som om, den virkelig havde lyst til at bide hendes ørere af. "Jeg tror at jeg smutter." mumlede hun for sig selv og skyndte sig tilbage til Tatai. Hun skullede mod grævlingen og vendte så blikket op mod himlen. Himlen var begyndte at blive mørk med skyer. Det kunne godt se ud som regn. "Vil du træne med mig igen?" spurgte Menominee stille.

Normalt brød Tatia sig ikke om at true med Niylahs navn. Men det var en vigtig ting for ungen at huske på. Dog ville Tatia aldrig bruge Niylahs navn til en latterlig trussel. Hun himmlede let øjnene af den nysgerrige unge. Tatia begyndte at bevæge sig imod lejren, men holdt øje med Meme i øjenkrogen hele tiden. Dog ville hun egentlig bare gerne hjem nu.
"Selvfølgelig. Dog tror jeg du skal aftale det med Niylah. Hvis hun spørger imorgen, hvorfor du ikke var til træning, så sig du var med mig." Endelig kom de ind på grunden til lejren.

Menominee så op på Tatia. "Tak for træningen og undskyld igen." sagde hun med dyb respekt og gik hen til sin telt. Hun kunne ikke lade være med at skæve tilbage mod hende en par gange. Hun nåede til sit telt. Hun skiftede form og iklædte sig noget tøj. Hun flettede sin lange hår og gik ned på træningsbanen hvor andre unge ventede. De skulle lære at kæmpe med sværd, økser, bue og pil samt dolke. Deres underviser var en af de ældre krigere. Han havde en streng diciplin og forventede at hans elever gav deres yderste. "I kan ikke altid regne med at jeres dyreform ville være nok. I må lære at kæmpe med andre våben. Jeres våben skal passe til jeres styrker og evnet." Han skridtede ned langs rækken af elever. "Vælg jeres våben." Alle elever så på det bord der var fyldt med våben. Menominee trådte langsomt frem og så på bue og pil. Buen var smukt udskåret med gamle tegn. Hun samlede den op og beundrde den.

"Et godt valg, unge ulv." Læreren så på hende. Buen var en jægers våben, men også en der var god til at tage sig af andre skytter. Hun så på buen. De andre valgte lette økser eller dolke. De så alle på hinandens våben. Menominee så på sin. Hvorfor havde hun netop valgt den, forstod hun ikke helt selv, men der måtte have været en grund, ikke?

Tatia tog hjem. Hun skiftede form så snart hun var tæt på Wades værelse. Så gik hun ind for at få taget et hurtigt bad. Klædte om. Heldgivis var Wade da til stede, så hun fik sneget et par kys ind inden hun gik ud igen. Peter stod for træningen med våben i dag. Tatia observerede ham let, hvordan han håndterede de unge ulve.
"Tatia. Hvad er årsagen til at vi skal underholdes med dit selskab idag?" Spurgte han med et smørret grin. Tatia kunne ikke lade hver med at grine lidt.
"Jeg kigger bare, nogle skal jo se om du lærer dem det rigtige." Tilføjede hun en anelse drillende. Nogle af de unge grinte. Peter og Tatias venskab var specielt. Specielt fordi, at han havde været over hende engang og nu var det omvendt. Han gjorde an til hun kunne træde frem.
"Jamen, så lad os vise de unge, hvordan det er de kommer til at kæmpe en dag." Sagde Peter med et indbydende smil. Tatia kunne ikke bare forlade sådan en mulighed. Hun trak sit sværd frem som var placeret på hendes ryg.

Peter tog en dolk og stillede sig klar. Han kastede sig imod hende, og Tatia undveg hans angreb med ynde. Hun var meget rolig i sine bevægelser og øjnene voldsomt analyserende. Hun havde lært ikke at angribe sin modstander med vrede. Det gode ved Tatia og Peters kamp var, at de ikke var bange for at skade hinanden eller blive skadet. De slap begge med rifter. Dog til sidst lagde Peter med ryggen imod jorden imens spidsen af Tatias sværd var få centimeter fra hans strubehoved. Så vendte hun blikket over imod ungerne.
"Se. Når i bliver ældre. Bliver det her jeres form for kampe." Sagde hun og trak sværdet væk. Hun rakte sin hånd ned til Peter og hjalp ham på benene igen.
"Fik i bidt mærke i nogle af bevægelserne? Det håber jeg. Dan hold to og to. Peter og jeg skal nok guide jer.. det kræver dog i alle får en trækæp. Vi skulle nødig have i kom til skade." Peter kom frem en masse pinde. Lavet til at øve i slåskampe, ja de kunne slå hårdt, men modsat effekten af et skarpt blad fra et sværd - så var det her det bedste. Til de i hvert fald blev mere erfarende.

Menominee tog imod en af de lange kæppe og kikkede sig op efter en makker. "Mari. Er du frisk?" spurgte Meno sin veninde og gik hen imod hende. "Selvfølgelig." Mari gik straks til angreb og Meno var nød til at skynde sig at få staven op i forsvar. Rundt omkring dem foregik der lignende kampe. "Hvorfor vælger du hele tiden forsvar?" spurgte Mari og hævede et øjenbryn. Menominee smilede. "Fordi det er en god teknik." Menominee dansede udenom Mari og gav hende et rap over skinnebennet. Mari hylede op og vendte sig om med en knurren. Menominee frøs og bakkede langsomt væk. Mari var sød og venlig, men kunne også have et alvorligt temperament på hendes dårlige dage. Og idag var det nok sådan en. "Mari. Fald ned ikke? Det er kun for sjov." sagde Meno og så sig om. Maris ulveform var størrere end hendes så hendes eneste chance i den form var hvis hun kendte terrænet.

//out