ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164956 indlæg i 8752 emner
The Devil Comes Here and Sighs - Wade
Side 1 af 1
The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Lør 7 Maj 2016 - 14:53
S: En gård til et stort hus ved udkanten af Firewood
T: Eftermiddag
O: Ukendte
P: En top med en jakke over, plus et par short samt sko.
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3
Sveden dansede henover hendes pande, og dryppede ned på hendes kraveben fra hendes hår. Hjertet bankede voldsomt fra denne lille boks hun var i. Ekkoet fra hendes åndedrag var voldsom. Det føltes som om, at hun ikke længere kunne få luft. Der var ikke andet end små lufthuller. Tatia prøvede at sætte sig i en anden stilling for at komme hen og kigge ud af et af de smukke huller, men de havde skadet hendes bene ben. Så et klynk lød fra hende. Hun knyttede sin næve og hamrede den ind på trækassen. Lyden af fodtrin gjorde hende opmærksom. Dog blev kassen hun var i blot væltet om på siden, og hun råbte svagt op af smerten. Lyset skar i hendes øjne da de åbnede kassen. De var ikke i skoven. Det var hendes første sanseindtryk. De rev hende op i begge arme og kastede hende hen af jorden som skrald. Hun løftede hovedet op og kiggede vredt på dem. Lige til hun opdagede en fært i hendes nærheden. Det gjorde hende særligt opmærksom. De fik jægerne til at grine voldsomt.
"Se selv bæster kan elske. Ser man det." De skubbede en af kasserne væk og i modsatte ende af lokalet sad Wade i en celle. Tatia prøvede at rejse sig op og ren instinkt. Hun skar ansigt og kiggede ned på sit ben. Nu kunne hun bedre se den lille kniv som sad dybt inde i hendes lår. Hun rev den ud.
"Hvad vil i?" Spurgte hun arrigt og trådte et par skridt tilbage.
Bagved kom der en gående som hun ikke var opmærksom på. Hendes mål var at befri Wade, og det hun derfor var opmærksom på, var dem foran hende. Dog fik hun opmærksomheden tilbage da hun ramte jorden, da ham bagved gav hende en albue i baghovedet. Hun ramte jorden hårdt og blev revet op igen. De slæbte hende hen til et bord. Måske var det for at pine den anden shapeshifter. Den som hun tydeligvis havde et eller andet for? Tatia vågnede da iskoldt vand ramte hendes ansigt. Hun gispede let. Her bemærkede hun, at hun lagde på et bord. De havde bundet hendes arme og ben fast til det. De morede sig tydeligvis med at finde ud af, hvem som kendte hinanden af deres gæster. Tatias øjne begyndte at gløde rødt da ulven gik i panik. De lagde en klud henover hendes ansigt, hvorefter de hældte vand udover den. Følelsen af at drukne blussede sig op i hende. Manglen på ilt. Man kunne ane, hvordan hendes muskler spændte sig i anstrengelsen. Spørgsmålet var, om det var på tide at bruge sin evne eller ej. Det havde virket da de prøvede at drukne hende i et kar sammen med Razor. Men hvad nu hvis hun skulle bruge evnen til at låne egenskaber fra et andet dyr lige om lidt alligevel? Så ville hun ikke kunne gøre det. Så hun gjorde det ikke. Da de fjernede kluden spyttede hun vandet ud og hev efter vejret.
"Jeg er okay. Du skal ikke bekym.." Mere nåede hun ikke at sige i sit hurtigtalende sprog før hun fik kluden over hovedet igen. Tatia ønskede ikke at sprede panik ved Wade. Velvidende om, at hvis det var ham, ville hun ikke ville være til at berolige. Da hun endelig fik luft igen, virkede det til at være nok. I hvert fald af denne omgang.
De fjernede spanden med vand, og fandt noget andet værktøj frem. Det var som om, de testede evner. Udholdenhed. Måske også styrke.
"Vi skal bruge krigere til festivalen. Vi skal kun bruge fire." Sagde den ene. Tatia sank en klump.
"Vi skal have testet smertetærskel." Tilføjede den anden. De ord fik Tatia til at prøve at rive sig fri. Nok var hendes smertetærskel stor, men hun ønskede ikke at være en forsøgsperson for at de skulle finde ud af, hvor stor den var. En af dem tog en kasse frem og placerede lidt væk. Så løftede han en lille fin kniv frem og løftede den op. Tatias øjne borede sig nærmest ud for at se den. Med et ordenligt hug, så hamrede han kniven ned i hendes lår. Omkring det samme sted, som der allerede var en skade. Lysten til at skrige var det, hun ønskede ikke at give dem den fornøjelse. Hendes ansigt trak sig i smerten imens hun prøvede at bide det i sig. Tanken var vel i hendes hoved at de blot ville trække den op igen. Det var dog ikke det de gjorde. De vippede kniven rundt, som når man piskede noget sammen. Til sidst kunne hun ikke holde det inde, og et skrig fløj ud fra hendes læber.
"Stædig." Noterede den ene på en blok. Kniven blev trukket ud og hun blev bundet fri. Stædig, de skulle bare vide. For selvom det var deres mening, så kunne hun se et snit til at komme væk. Så hun rejste sig op. Vaklede helt på sit dårlige ben, men prøvede at holde sig oppe. Let sank hun en klump da en af vagterne kom hen til hende. Hendes åndedrag var tunge og hendes krop ønskede hun skulle hvile sig, men det var der ingen tale om lige nu. Ikke endnu.
"Hold dig vågen Tatia." Hviskede hun let til sig selv. Han løb imod hende og slog ud efter hende. Det første slag undveg hun. Det næste blev placeret i hendes mave så hun krøb sammen. Et slag på kæben gjorde hun fløj tilbage og ramte jorden. Ganske kort virkede det til at være det, til hun knyttede hånden sammen og rejste sig op. De andre noterede og noterede, som om, at det var en del af deres tests. Måske havde Wade allerede været udsat for det? Eller måske var han den næste? Ikke tale om. Tatia kom på benene og fik nogle pæne blå mærker sat i ansigtet på manden.
"Nok for idag. Sæt hende ind til de andre." Sagde en af de andre. Manden gik selskab af to andre. Selv Tatia vidste, at hun ikke ville gøre sig klog i at prøve at udfordre dem. Så hun gjorde intet. De greb fat i hende og åbnede buret for blot at smide hende ind som en muggen sæk kartofler.
T: Eftermiddag
O: Ukendte
P: En top med en jakke over, plus et par short samt sko.
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3
Sveden dansede henover hendes pande, og dryppede ned på hendes kraveben fra hendes hår. Hjertet bankede voldsomt fra denne lille boks hun var i. Ekkoet fra hendes åndedrag var voldsom. Det føltes som om, at hun ikke længere kunne få luft. Der var ikke andet end små lufthuller. Tatia prøvede at sætte sig i en anden stilling for at komme hen og kigge ud af et af de smukke huller, men de havde skadet hendes bene ben. Så et klynk lød fra hende. Hun knyttede sin næve og hamrede den ind på trækassen. Lyden af fodtrin gjorde hende opmærksom. Dog blev kassen hun var i blot væltet om på siden, og hun råbte svagt op af smerten. Lyset skar i hendes øjne da de åbnede kassen. De var ikke i skoven. Det var hendes første sanseindtryk. De rev hende op i begge arme og kastede hende hen af jorden som skrald. Hun løftede hovedet op og kiggede vredt på dem. Lige til hun opdagede en fært i hendes nærheden. Det gjorde hende særligt opmærksom. De fik jægerne til at grine voldsomt.
"Se selv bæster kan elske. Ser man det." De skubbede en af kasserne væk og i modsatte ende af lokalet sad Wade i en celle. Tatia prøvede at rejse sig op og ren instinkt. Hun skar ansigt og kiggede ned på sit ben. Nu kunne hun bedre se den lille kniv som sad dybt inde i hendes lår. Hun rev den ud.
"Hvad vil i?" Spurgte hun arrigt og trådte et par skridt tilbage.
Bagved kom der en gående som hun ikke var opmærksom på. Hendes mål var at befri Wade, og det hun derfor var opmærksom på, var dem foran hende. Dog fik hun opmærksomheden tilbage da hun ramte jorden, da ham bagved gav hende en albue i baghovedet. Hun ramte jorden hårdt og blev revet op igen. De slæbte hende hen til et bord. Måske var det for at pine den anden shapeshifter. Den som hun tydeligvis havde et eller andet for? Tatia vågnede da iskoldt vand ramte hendes ansigt. Hun gispede let. Her bemærkede hun, at hun lagde på et bord. De havde bundet hendes arme og ben fast til det. De morede sig tydeligvis med at finde ud af, hvem som kendte hinanden af deres gæster. Tatias øjne begyndte at gløde rødt da ulven gik i panik. De lagde en klud henover hendes ansigt, hvorefter de hældte vand udover den. Følelsen af at drukne blussede sig op i hende. Manglen på ilt. Man kunne ane, hvordan hendes muskler spændte sig i anstrengelsen. Spørgsmålet var, om det var på tide at bruge sin evne eller ej. Det havde virket da de prøvede at drukne hende i et kar sammen med Razor. Men hvad nu hvis hun skulle bruge evnen til at låne egenskaber fra et andet dyr lige om lidt alligevel? Så ville hun ikke kunne gøre det. Så hun gjorde det ikke. Da de fjernede kluden spyttede hun vandet ud og hev efter vejret.
"Jeg er okay. Du skal ikke bekym.." Mere nåede hun ikke at sige i sit hurtigtalende sprog før hun fik kluden over hovedet igen. Tatia ønskede ikke at sprede panik ved Wade. Velvidende om, at hvis det var ham, ville hun ikke ville være til at berolige. Da hun endelig fik luft igen, virkede det til at være nok. I hvert fald af denne omgang.
De fjernede spanden med vand, og fandt noget andet værktøj frem. Det var som om, de testede evner. Udholdenhed. Måske også styrke.
"Vi skal bruge krigere til festivalen. Vi skal kun bruge fire." Sagde den ene. Tatia sank en klump.
"Vi skal have testet smertetærskel." Tilføjede den anden. De ord fik Tatia til at prøve at rive sig fri. Nok var hendes smertetærskel stor, men hun ønskede ikke at være en forsøgsperson for at de skulle finde ud af, hvor stor den var. En af dem tog en kasse frem og placerede lidt væk. Så løftede han en lille fin kniv frem og løftede den op. Tatias øjne borede sig nærmest ud for at se den. Med et ordenligt hug, så hamrede han kniven ned i hendes lår. Omkring det samme sted, som der allerede var en skade. Lysten til at skrige var det, hun ønskede ikke at give dem den fornøjelse. Hendes ansigt trak sig i smerten imens hun prøvede at bide det i sig. Tanken var vel i hendes hoved at de blot ville trække den op igen. Det var dog ikke det de gjorde. De vippede kniven rundt, som når man piskede noget sammen. Til sidst kunne hun ikke holde det inde, og et skrig fløj ud fra hendes læber.
"Stædig." Noterede den ene på en blok. Kniven blev trukket ud og hun blev bundet fri. Stædig, de skulle bare vide. For selvom det var deres mening, så kunne hun se et snit til at komme væk. Så hun rejste sig op. Vaklede helt på sit dårlige ben, men prøvede at holde sig oppe. Let sank hun en klump da en af vagterne kom hen til hende. Hendes åndedrag var tunge og hendes krop ønskede hun skulle hvile sig, men det var der ingen tale om lige nu. Ikke endnu.
"Hold dig vågen Tatia." Hviskede hun let til sig selv. Han løb imod hende og slog ud efter hende. Det første slag undveg hun. Det næste blev placeret i hendes mave så hun krøb sammen. Et slag på kæben gjorde hun fløj tilbage og ramte jorden. Ganske kort virkede det til at være det, til hun knyttede hånden sammen og rejste sig op. De andre noterede og noterede, som om, at det var en del af deres tests. Måske havde Wade allerede været udsat for det? Eller måske var han den næste? Ikke tale om. Tatia kom på benene og fik nogle pæne blå mærker sat i ansigtet på manden.
"Nok for idag. Sæt hende ind til de andre." Sagde en af de andre. Manden gik selskab af to andre. Selv Tatia vidste, at hun ikke ville gøre sig klog i at prøve at udfordre dem. Så hun gjorde intet. De greb fat i hende og åbnede buret for blot at smide hende ind som en muggen sæk kartofler.
Sidst rettet af Tatia Søn 10 Jul 2016 - 18:43, rettet i alt 3 gange
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Tirs 17 Maj 2016 - 21:07
En pose var trukket over hans hoved da de førte ham afsted. Han var stadig en anelse døsig, egentlig kunne han slet ikke huske hvordan de havde fået ham nedlagt. Alt han huskede var at han hørte nogen bag sig og pludselig… mørke. Han havde fået en masse tæv før de smed ham ind i cellen eller buret. Han kunne ikke se noget, og han kunne mærke de store rifter var på hans sorte trøje, der med de sidste laser skjulte de værste sår som han havde fået. Pludselig blev posen trukket af hans hoved og hans øjne blev mødt af et skarpt falsk lys – magiske lys. Han tog en hånd op til hovedet og prøvede at samle fatningen inden han orienterede sig om hvor han var.
Men han blev hevet ud buret og de holdte ham så han kunne stå og observere hende. Det havde ikke taget ham længe at opfatte det men han var så øm og træt at det hele virkede så surrealistisk. Hans øjne kunne han også knapt nok holde åbne. Hans trøje var gennemvædet, kunne man tydelig se, men det var skam ikke vand. Han knurrede svagt som kluden blev lagt over hendes ansigt og alle hans muskler spændtes:” Hun har intet med det her at gøre. Lad hende gå. Det er mig i vil have. Rådgiveren af den store pack som i har jagtet så længe.” sagde han så med en let træt stemme.
Så afkræftet som han nu var blev kun tydeligere når man hørte ham snakke. Han så op på manden der holdte kluden og viste kort tænder inden han snerrerede:” Hold godt fast i den klud. Når jeg får fat i dig ville du ønske du aldrig havde lagt den på hendes ansigt.” dog selvom hans trussel ikke blev taget med et gran salt, kom en mand over og stak en finger i Wades skulder, dybt ind i et sår som han havde. Han læber dirrede og han kunne mærke hans kæber spænde sig sammen men han stirrede bare op på manden uden at give ham den reaktion han ville have.
”Jamen det er da fint. Ham her har fået et godt lag tæsk. Når i har testet hende, så test ham. Han virker til at være stærkere end man skulle tro..” sagde han så roligt til de andre inden han klappede Wades skulder. Han lænede sig ind mod ham for blot at hviske:” Jeg skal nok brænde jeres lig sammen. Med de andre monstre.” og så forlod han ham. Wade mærkede vreden trænge sig på, men selv hvis han ville var han for svag til at kunne gøre noget. Han stod og betragtede det hele, hvordan de pinede Tatia, skrev det ned. Han væmmedes ved det. Disse mennesker var ikke andet end bytte for ham. De var bare heldige at han var så svag som han var.
Han sukkede let da en stoppede hendes pinsler. Han var sikker på at hun havde noget af Rakshas blod, hun kunne heale de værste skader. Det var det eneste der beroligede ham lige nu. At vide at Tatia kunne have en chance for at overleve. En mand rakte en hånd op og sagde så:” Stop! Hun viste en form for… kærlighed overfor vores skaldede ven. Måske skulle hun få æren af at se hans test?” den anden var ikke andet end enig, hun skulle få lov at se Wade lide som havde han set hende.
De placerede Wade i en stol. En kvinde der havde fået en interesse til ham kom hen og aede hans kind kort:” Hvis du er heldig. Går dit hjerte ikke i stå.” hun lænede sig ind imod ham:” Om du giver op og lader dig dø er op til dig selv. Men tænk på hvem du efterlader.” hviskede hun så inden hun let begyndte at gnide hænderne sammen. Som hun så skilte dem ad, hørte man og så hvordan elektriciteten skød fra den ene hånd til den anden. Hun så om på Tatia inden hun let placerede sine hænder på Wades bryst. Han kunne mærke hvordan alle muskler med det samme spændte sig og han måtte lukke øjnene i mens han mærkede smerten skyde igennem ham. Han bed sammen og kom med smerteskærende gryntelyde som det eneste.
Han faldt let sammen i stolen da hun slap hans bryst, fuldstændig afkræftet, han tvivlede på at han ville kunne gå. Han hang let med hovedet og rettede så blikket op mod Tatia, bare et kort øjeblik, for at lade hende vide at alt nok skulle gå. Hænderne blev atter placeret mod hans bryst, samme smerte og reaktion, gentagne gange indtil han til sidst faldt helt sammen i stolen uden at reagere på det længere:” Åh. Det ser vidst ud til… At han har nået sin grænse. Hvis han klarer sig gennem natten. Er han klar til festivalen..” sagde hun så inden hun løftede Wades hoved. Ingen reaktion, udover at blod flød ud af hans mund. Han blev lagt ind i et bur, hvorefter kvinden tillod at lade Tatia komme ind i hans bur:” Monstre skal vel have lov til at elske.” var det hun sagde.
Men han blev hevet ud buret og de holdte ham så han kunne stå og observere hende. Det havde ikke taget ham længe at opfatte det men han var så øm og træt at det hele virkede så surrealistisk. Hans øjne kunne han også knapt nok holde åbne. Hans trøje var gennemvædet, kunne man tydelig se, men det var skam ikke vand. Han knurrede svagt som kluden blev lagt over hendes ansigt og alle hans muskler spændtes:” Hun har intet med det her at gøre. Lad hende gå. Det er mig i vil have. Rådgiveren af den store pack som i har jagtet så længe.” sagde han så med en let træt stemme.
Så afkræftet som han nu var blev kun tydeligere når man hørte ham snakke. Han så op på manden der holdte kluden og viste kort tænder inden han snerrerede:” Hold godt fast i den klud. Når jeg får fat i dig ville du ønske du aldrig havde lagt den på hendes ansigt.” dog selvom hans trussel ikke blev taget med et gran salt, kom en mand over og stak en finger i Wades skulder, dybt ind i et sår som han havde. Han læber dirrede og han kunne mærke hans kæber spænde sig sammen men han stirrede bare op på manden uden at give ham den reaktion han ville have.
”Jamen det er da fint. Ham her har fået et godt lag tæsk. Når i har testet hende, så test ham. Han virker til at være stærkere end man skulle tro..” sagde han så roligt til de andre inden han klappede Wades skulder. Han lænede sig ind mod ham for blot at hviske:” Jeg skal nok brænde jeres lig sammen. Med de andre monstre.” og så forlod han ham. Wade mærkede vreden trænge sig på, men selv hvis han ville var han for svag til at kunne gøre noget. Han stod og betragtede det hele, hvordan de pinede Tatia, skrev det ned. Han væmmedes ved det. Disse mennesker var ikke andet end bytte for ham. De var bare heldige at han var så svag som han var.
Han sukkede let da en stoppede hendes pinsler. Han var sikker på at hun havde noget af Rakshas blod, hun kunne heale de værste skader. Det var det eneste der beroligede ham lige nu. At vide at Tatia kunne have en chance for at overleve. En mand rakte en hånd op og sagde så:” Stop! Hun viste en form for… kærlighed overfor vores skaldede ven. Måske skulle hun få æren af at se hans test?” den anden var ikke andet end enig, hun skulle få lov at se Wade lide som havde han set hende.
De placerede Wade i en stol. En kvinde der havde fået en interesse til ham kom hen og aede hans kind kort:” Hvis du er heldig. Går dit hjerte ikke i stå.” hun lænede sig ind imod ham:” Om du giver op og lader dig dø er op til dig selv. Men tænk på hvem du efterlader.” hviskede hun så inden hun let begyndte at gnide hænderne sammen. Som hun så skilte dem ad, hørte man og så hvordan elektriciteten skød fra den ene hånd til den anden. Hun så om på Tatia inden hun let placerede sine hænder på Wades bryst. Han kunne mærke hvordan alle muskler med det samme spændte sig og han måtte lukke øjnene i mens han mærkede smerten skyde igennem ham. Han bed sammen og kom med smerteskærende gryntelyde som det eneste.
Han faldt let sammen i stolen da hun slap hans bryst, fuldstændig afkræftet, han tvivlede på at han ville kunne gå. Han hang let med hovedet og rettede så blikket op mod Tatia, bare et kort øjeblik, for at lade hende vide at alt nok skulle gå. Hænderne blev atter placeret mod hans bryst, samme smerte og reaktion, gentagne gange indtil han til sidst faldt helt sammen i stolen uden at reagere på det længere:” Åh. Det ser vidst ud til… At han har nået sin grænse. Hvis han klarer sig gennem natten. Er han klar til festivalen..” sagde hun så inden hun løftede Wades hoved. Ingen reaktion, udover at blod flød ud af hans mund. Han blev lagt ind i et bur, hvorefter kvinden tillod at lade Tatia komme ind i hans bur:” Monstre skal vel have lov til at elske.” var det hun sagde.
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Tirs 17 Maj 2016 - 21:57
Tatia bemærkede deres ord. Teste Wade. De skulle ikke rører ham. Allerede ved ordene havde hun fået samlet sig ustabilet op på benene. Hun sank en klump. Svedperlerne dannede sig på hendes pande og løb ned stille og roligt. Det var anstrengende, men hendes krop havde været udsat for lignende stress for ikke så længe siden. Så de fandt hurtigt hen til sporet af den smerte. Hun spærrede øjnene op da de placerede ham på en stol. De røde øjne glødede voldsomt imens hun brugte sine kræfter på at se om hun kunne rive sig fri. Det lykkedes dog aldrig så til sidst stoppede hun og så blot på. Hvis du er heldig, så går dit hjerte ikke i stå. De ord skar igennem hende og hun kunne knap nok trække vejret. Hun følte ikke fysisk den smerte der ramte Wade, men det gav samme sæt i hende.
"Stop det!" Skreg hun nærmest. Hendes stemme var skinger og hæs, men man var ikke i tvivl om, hvad hun råbte. Vreden. Frustrationen. Frygten. Det var som om at de rev hjertet ud af hendes bryst da hun så ham sådan. Lettere faldet sammen. Tømt for kræfter. Hendes vejrtrækning var alt for hurtigt og hun kunne minde om en som mere eller mindre ville få et panikanfald. Hun brød næsten sammen da hun fik øjenkontakt med ham. Hun kendte det blik. Det troede hun for engangsskyld ikke på. Hun skreg op da stødet endnu engang ramte ham. Han så til sidst så død ud, at hun næsten fald sammen foran tremmerne. Hendes hjerte gjorde ondt.
"Jeg flår dig fra hinanden!" Råbte hun hjerteskærende. Buret blev åbnet og de gik ud med hende. Det lykkedes Tatia i ganske få sekunder at få revet sig fri. Det lykkedes hende at få et slag ind. Ramte kvinden på kæben med sin næve. Så blev hun smidt ind til Wade. Hvilket fjernede hendes opmærksomhed fra bæsterne.
Hun kravlede stille hen til ham. Hun rystede nærmest ved tanken om, at han måske ikke klarede den. Måske var det hans livløse krop hun nåede hen til.
"Wade?" Hviskede hun stille. Lige glad med egne smerter. Den smerte hun følte størst var frygten for, at Wade skulle forlade hende nu. Tatia sank let en klump og lod en hånd glide henover hans ansigt. "Wade?" Spurgte hun igen. Han virkede ikke til at ville give nogle reaktioner fra sig.
"Vågn op. Wade. Du bliver nød til at vågne op." Sagde hun og prøvede forsigtigt at ruske en smule i ham. Så gennemrodede hun sine lommer. Måske var hun heldig at have noget af Rakshas blod på sig. Det havde hun så tit. Hun fandt noget. En lille flaske og tog den op af hendes støvle. Hun åbnede flasken og åbnede Wades læber let så væsken kunne sive ned.
"Lad det ikke være for sent.. sig det ikke er forsent." Bad hun. Tatia lagde sig ind til ham. Hun følte det var for sent. Hun havde måske allerede mistet ham. Tanken var ubærlig. Hun ville dræbe dem alle sammen. Hendes lår gjorde ondt. Hendes krop gjorde ondt, men hvad der gjorde mest ondt. Var nu hendes hjerte. Så var alt den anden smerte helt ligegyldig. Hun var lige healet fra sit andet eventyr. Sårene var blevet slået op og hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle lukke dem denne gang. Hvis denne festival mindede bare lidt om turen i arenaen med Razor. Så ville det ikke ende godt.
For første gang var hun ikke sikker på om hun kunne klare kampen.
"Det ser ud til at han ikke klare den. Du kan jo altid komme herover så. " Sagde en af vagterne og klappede på sit lår. Tatia løftede hovedet op og kiggede derover.
"Hvad med du holder din kæft.." Knurrede hun vredt. Vagten løftede hænderne opgivende op og gik så sin vej. Tatia pustede ud. Så flyttede hun blikket over på Wade.
"Kom nu Wade.. du kan kæmpe dig igennem det her.. det ved jeg.. jeg tror på dig." Hviskede hun let og foldede sine læber sammen som en smal streg. Tårerne væltede ud. Det var forfærdeligt.
"Du burde få set på det der." Sagde en af de andre fanger.
"Hold kæft." Vrissede hun. Ingen skulle forstyrre hende lige nu. Ikke andre end Wade ville overhovedet kunne trænge igennem til hende lige nu. Det kunne ikke være forbi, det måtte ikke være forbi!
"Jeg kan ikke klare det her uden dig." Hun tog om sine hænder omkring hans og løftede dem op til hendes ansigt. Vente tiden på om blodet virkede eller ej var værre end uvisheden. Hun havde aldrig set lignende skade før blive påført. Hun ventede blot. Udmattelsen ramte hendes krop, men måtte give efter for hendes stædighed til at holde sig vågen.
"Stop det!" Skreg hun nærmest. Hendes stemme var skinger og hæs, men man var ikke i tvivl om, hvad hun råbte. Vreden. Frustrationen. Frygten. Det var som om at de rev hjertet ud af hendes bryst da hun så ham sådan. Lettere faldet sammen. Tømt for kræfter. Hendes vejrtrækning var alt for hurtigt og hun kunne minde om en som mere eller mindre ville få et panikanfald. Hun brød næsten sammen da hun fik øjenkontakt med ham. Hun kendte det blik. Det troede hun for engangsskyld ikke på. Hun skreg op da stødet endnu engang ramte ham. Han så til sidst så død ud, at hun næsten fald sammen foran tremmerne. Hendes hjerte gjorde ondt.
"Jeg flår dig fra hinanden!" Råbte hun hjerteskærende. Buret blev åbnet og de gik ud med hende. Det lykkedes Tatia i ganske få sekunder at få revet sig fri. Det lykkedes hende at få et slag ind. Ramte kvinden på kæben med sin næve. Så blev hun smidt ind til Wade. Hvilket fjernede hendes opmærksomhed fra bæsterne.
Hun kravlede stille hen til ham. Hun rystede nærmest ved tanken om, at han måske ikke klarede den. Måske var det hans livløse krop hun nåede hen til.
"Wade?" Hviskede hun stille. Lige glad med egne smerter. Den smerte hun følte størst var frygten for, at Wade skulle forlade hende nu. Tatia sank let en klump og lod en hånd glide henover hans ansigt. "Wade?" Spurgte hun igen. Han virkede ikke til at ville give nogle reaktioner fra sig.
"Vågn op. Wade. Du bliver nød til at vågne op." Sagde hun og prøvede forsigtigt at ruske en smule i ham. Så gennemrodede hun sine lommer. Måske var hun heldig at have noget af Rakshas blod på sig. Det havde hun så tit. Hun fandt noget. En lille flaske og tog den op af hendes støvle. Hun åbnede flasken og åbnede Wades læber let så væsken kunne sive ned.
"Lad det ikke være for sent.. sig det ikke er forsent." Bad hun. Tatia lagde sig ind til ham. Hun følte det var for sent. Hun havde måske allerede mistet ham. Tanken var ubærlig. Hun ville dræbe dem alle sammen. Hendes lår gjorde ondt. Hendes krop gjorde ondt, men hvad der gjorde mest ondt. Var nu hendes hjerte. Så var alt den anden smerte helt ligegyldig. Hun var lige healet fra sit andet eventyr. Sårene var blevet slået op og hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle lukke dem denne gang. Hvis denne festival mindede bare lidt om turen i arenaen med Razor. Så ville det ikke ende godt.
For første gang var hun ikke sikker på om hun kunne klare kampen.
"Det ser ud til at han ikke klare den. Du kan jo altid komme herover så. " Sagde en af vagterne og klappede på sit lår. Tatia løftede hovedet op og kiggede derover.
"Hvad med du holder din kæft.." Knurrede hun vredt. Vagten løftede hænderne opgivende op og gik så sin vej. Tatia pustede ud. Så flyttede hun blikket over på Wade.
"Kom nu Wade.. du kan kæmpe dig igennem det her.. det ved jeg.. jeg tror på dig." Hviskede hun let og foldede sine læber sammen som en smal streg. Tårerne væltede ud. Det var forfærdeligt.
"Du burde få set på det der." Sagde en af de andre fanger.
"Hold kæft." Vrissede hun. Ingen skulle forstyrre hende lige nu. Ikke andre end Wade ville overhovedet kunne trænge igennem til hende lige nu. Det kunne ikke være forbi, det måtte ikke være forbi!
"Jeg kan ikke klare det her uden dig." Hun tog om sine hænder omkring hans og løftede dem op til hendes ansigt. Vente tiden på om blodet virkede eller ej var værre end uvisheden. Hun havde aldrig set lignende skade før blive påført. Hun ventede blot. Udmattelsen ramte hendes krop, men måtte give efter for hendes stædighed til at holde sig vågen.
Sidst rettet af Tatia Søn 22 Maj 2016 - 2:30, rettet 1 gang
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Ons 18 Maj 2016 - 2:11
Kvindens hoved rykkede sig til siden med slaget mod kæben. Hun vendte hovedet mod Tatia og selvom hun stod helt stille, virkede det kort om hun skulle til at angribe. Hun rettede så hovedet op og vendte sig på hælen inden hun forlod rummet. Wade lå nærmest livløs, med en ret svag vejrtrækning. Det var næsten som var han i en koma. Det eneste der foregik i hans hoved var alligevel bare en slags drøm. Selvom hans drøm bestod af at scenen i hovedet lignede præcist den i virkeligheden.
Tatia som var ved hans side, hvis hjerte nok var ved at blive knust i tusind stykker. Han rakte ud efter hende, men så snart han rørte hendes skuldre, blev alt flydende og faldt sammen til et dybt hav. Han røg i vandet. Drømmen føltes lige så virkelig som mindet. Så snart han kom til overfladen, var der en smilende Tatia. Deres første møde. Deres første kys. Deres første gang.
Fanget i sin sind mærkede han ikke væsken der blev hældt i hans mund, dog så slugte hans krop det automatisk, for ikke at kvæle sig i det. De værste sår blev helet, men han var stadig fanget. Et nyt minde. Det med Kaeden. Hvordan han smed ham op af væggen. Men Tatia kom aldrig. En svag stemme plagede ham. Han rystede let på hovedet og prøvede at gennemleve mindet som det rigtig var. Wade.. Du kan kæmpe dig igennem, han vendte sig og så sig en anelse om. Hvor kom det fra? Han forlod rummet og fulgte lyden.
Jeg kan ikke klare det her uden dig, han begyndte at løbe. Løbe så hurtigt han kunne. For enden af gangen var der et glas, men bag det var der ikke andet end lys. Han tog en hånd op for øjnene for ikke at blive blændet af det. Med den anden hånd rakte han ud efter lyset, hans fingre ramte glasset, hvorefter glasset splintrede, lyset forsvandt og mørket opslugte ham som verdenen forsvandt. Den Wade der lå hos Tatia strammede hånden i mindre end et sekund som skulle han til at vågne, men så blev hele hans krop slap og han stoppede med at trække vejret.
En vagt gik forbi og kiggede på ham:” Han er færdig. Du kan lige så godt bare opgive. Din kæreste er død.” sagde han roligt inden han så bare piftede. Nogle mænd kom og åbnede buret, de fleste klar til at nedlægge Tatia om nødvendigt. To mænd løftede Wade og slæbte ham ud, men de vidste ikke helt hvad de skulle gøre af ham til at starte med. Blodet som Wade havde indtaget, havde siddet fast i hans hals. Så da de løftede på ham, kunne blodet få lov til at hele ham som planlagt. Han åbnede øjnene en anelse og gispede så let efter vejret. De to mænd der holdte ham fik et chok og slap ham. Han faldt ned på jorden og tog et par dybe indåndinger inden han så roligt rejste sig. Han så lidt ned på sin trøje inden han roligt tog fat i den og flåede de sørgelige rester af.
De fleste sår var allerede helet, på trods af at han egentlig ikke have fået meget blod. Han trak den ene mands kniv hvorefter han i et hug dræbte dem begge. Manden som havde overværet det hele stod en anelse måbende:” Men…. Men…. Du trak ikke vejret… du…” stammede han, Wade vendte sig roligt imod ham og gik hen til ham inden han så bare stak kniven i brystet på ham:” Og det ville jeg komme til igen… hvis det ikke var fordi i var så dumme..” konkluderede han så inden han trak kniven ud. Manden faldt til jorden og Wade tog hans nøgle. Han gik roligt hen til buret hvor Tatia var låst inde og åbnede døren. Han gik ind og faldt træt på knæ mens han tog armene om hende:” Du fik mig tilbage… Jeg hørte dig kalde på mig..” hviskede han roligt og trykkede hende helt indtil sig i et varmt kram. Hans ansigt var begravet i hendes skulder, men det var blot for at skjule de tårer der faldt på hende.
Tatia som var ved hans side, hvis hjerte nok var ved at blive knust i tusind stykker. Han rakte ud efter hende, men så snart han rørte hendes skuldre, blev alt flydende og faldt sammen til et dybt hav. Han røg i vandet. Drømmen føltes lige så virkelig som mindet. Så snart han kom til overfladen, var der en smilende Tatia. Deres første møde. Deres første kys. Deres første gang.
Fanget i sin sind mærkede han ikke væsken der blev hældt i hans mund, dog så slugte hans krop det automatisk, for ikke at kvæle sig i det. De værste sår blev helet, men han var stadig fanget. Et nyt minde. Det med Kaeden. Hvordan han smed ham op af væggen. Men Tatia kom aldrig. En svag stemme plagede ham. Han rystede let på hovedet og prøvede at gennemleve mindet som det rigtig var. Wade.. Du kan kæmpe dig igennem, han vendte sig og så sig en anelse om. Hvor kom det fra? Han forlod rummet og fulgte lyden.
Jeg kan ikke klare det her uden dig, han begyndte at løbe. Løbe så hurtigt han kunne. For enden af gangen var der et glas, men bag det var der ikke andet end lys. Han tog en hånd op for øjnene for ikke at blive blændet af det. Med den anden hånd rakte han ud efter lyset, hans fingre ramte glasset, hvorefter glasset splintrede, lyset forsvandt og mørket opslugte ham som verdenen forsvandt. Den Wade der lå hos Tatia strammede hånden i mindre end et sekund som skulle han til at vågne, men så blev hele hans krop slap og han stoppede med at trække vejret.
En vagt gik forbi og kiggede på ham:” Han er færdig. Du kan lige så godt bare opgive. Din kæreste er død.” sagde han roligt inden han så bare piftede. Nogle mænd kom og åbnede buret, de fleste klar til at nedlægge Tatia om nødvendigt. To mænd løftede Wade og slæbte ham ud, men de vidste ikke helt hvad de skulle gøre af ham til at starte med. Blodet som Wade havde indtaget, havde siddet fast i hans hals. Så da de løftede på ham, kunne blodet få lov til at hele ham som planlagt. Han åbnede øjnene en anelse og gispede så let efter vejret. De to mænd der holdte ham fik et chok og slap ham. Han faldt ned på jorden og tog et par dybe indåndinger inden han så roligt rejste sig. Han så lidt ned på sin trøje inden han roligt tog fat i den og flåede de sørgelige rester af.
De fleste sår var allerede helet, på trods af at han egentlig ikke have fået meget blod. Han trak den ene mands kniv hvorefter han i et hug dræbte dem begge. Manden som havde overværet det hele stod en anelse måbende:” Men…. Men…. Du trak ikke vejret… du…” stammede han, Wade vendte sig roligt imod ham og gik hen til ham inden han så bare stak kniven i brystet på ham:” Og det ville jeg komme til igen… hvis det ikke var fordi i var så dumme..” konkluderede han så inden han trak kniven ud. Manden faldt til jorden og Wade tog hans nøgle. Han gik roligt hen til buret hvor Tatia var låst inde og åbnede døren. Han gik ind og faldt træt på knæ mens han tog armene om hende:” Du fik mig tilbage… Jeg hørte dig kalde på mig..” hviskede han roligt og trykkede hende helt indtil sig i et varmt kram. Hans ansigt var begravet i hendes skulder, men det var blot for at skjule de tårer der faldt på hende.
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Ons 18 Maj 2016 - 9:25
Det korte håb forsvandt da kroppen blev slap. Tatia kunne mærke sig selv falde fra hinanden.
"Nej..." Hviskede hun og rystede på hovedet. Hun reagerede næsten ikke på ordene bagved sig. De lød som et ekko i hendes hoved som var meget fjernt. Dog da nogle valgte at komme ind for at tage Wade rejste hun sig op på trods af sine smerter. Der skulle to til at holde hende. Et spark i maven hun var på sine knæ.
"Hvad med, at vi brækker det andet ben næste gang?" Tatia løftede sine tårefyldte øjne op og genkendte ansigtet. Han trak en kanyle og stak den i halsen på hende. Derefter skubbede de hende tilbage og lukkede buret i. Tatia kravlede hen til tremmerne.
"Stop. Ikke må ikke tage ham.. han er alt jeg har.." Råbte hun og prøvede at række ud efter ham. Hendes stemme var hjerteskærende. Hun følte sig magtesløs. Helt ude af stand til at gøre noget. Hendes verden fald fra hinanden, stykke fra stykke.
Et gisp fik hende til at rette opmærksomheden op da Wades krop fald til jorden. Hendes greb om tremmerne blev strammere. Hun spærrede øjnene op da Wade rejste sig op. Tatia åndede lettet ud. Drabende sagde hende intet, hun havde intet imod de mænd døde. Tatia sagde intet efter der, for hun ville ikke vække de andres opmærksomhed. Tatia fulgte Wade med øjnene da han tog nøglerne. Hun slap tremmerne så snart han låste op til hende. Hendes krop ville ikke lade hende rejse sig op, men Wade gik hen og fald på knæ foran hende. Tatia svang armene omkring ham, og klemte ham hårdt indtil sig. Alt hendes frygt kunne mærkes i det kram.
"J..Jeg troede jeg mistede dig." Hendes stemme var stadigvæk forvrænget fra sin gråd. Hendes hjerte var ved at samle sig igen. Hun var så lettet. Også selvom, at hun vidste at de ikke var ude derfra endnu. Kampen var lige begyndt. De havde givet hende noget, så hendes ulv var i en tilstand hendes krop ikke brød sig om.. Hvilket hun tydeligt kunne mærke. Det gjorde ondt, men hun var nu ret sikker på, at hun kunne leve sig igennem smerten. Dog havde været noget engleblod i kanylen også, så hendes sår healede. Dog slap den anden underlige smerte ikke fra hende. Det føltes som en krampe i hele hendes krop. Kroppen blev stille mere og mere slap. Hun vidste, at hun ville være tvunget til at falde i søvn.
"H.. hvis jeg falder i søvn om lidt. Skal d... skal du ikke blive bange.." Hun kunne mærke hendes krop stille lukke ned. "De vil ikke have mig dø... endnu.. de vil have hævn fra sidst.." Tatia kæmpede for at holde sig vågen. "Da jeg var væk... jeg var et lignende sted. De vil have hævn." Hendes krop blev slap i hans omfavnelse. Dog sov hun ikke. På trods af de lukkede øjne, den langsomme hjerterytme så kunne hun høre alt. Føle alt. Hendes krop der ikke ville lade hendes muskler slappe af. Den endeløse smerte hun ikke rigtig kunne finde rundt i.
Nogle vagter kom ind og rystede på hovedet.
"Vi vil forslå dig ikke at gøre noget. Hvis du gør får du aldrig midlet til at vække hende." Sagde den ene vagt. De havde været kloge nok til at rette på fejl fra sidste gang. Sidst havde de ladet hende heale og hun var brudt ud. Det kunne de ikke risikere endnu engang. De havde det ikke på sig heller, lidt kloge var de vel. De gik i flok hen til tremmerne for at lukke Tatia og Wade inde.
"I morgen begynder det. Jeg kan give dig et hint. Hun kan høre alt du siger. Hvis du kan få hende til at lytte. Vi kunne ikke lade hende slippe fri igen. Hun er skal betale en pris for de liv hun tog sidst. " Fortalte den ene roligt. "Vi må se om kærlighed virkelig kan besejre alt." Tilføjede han og gik så. Hurtigt stak han et hoved ind. "En sidste ting... bivirkningerne kan være voldsomme mareridt. Hyg jer." Så lukkede han døren og lod dem være alene.
Pludselig var hun tilbage i fortiden fra da hun var barn. Der var de smukkeste sommerfugle. De var alt andet end normale. De var både lilla og blå som havet. Nogle grønne som kronerne på træerne. De fløj rundt omkring dem, satte sig blidt på Tatias arme imens hun smilte stort.
"Er de ikke bare flotte!" Udbrød hun og så stolt over på Harley. Begejstringen var tydelig. Men sådan var det altid med børn jo, de små ting talte mere end de store nogle gange. Dog da hun kiggede om var Harley væk. Spist af en stor ulv. Let sank hun en klump og pludselig skiftede ulven form. Til hende selv som voksen. Den lille Tatia kiggede på den voksne. Den voksne var dækket i blod og de røde øjne glødede varsomt. Så førte hun en hånd for sine læber for at den lille ikke måtte sige noget.
"Hvem er du?" Spurgte barnet. Den voksne Tatia satte sig på hug ved barnet. Kørte en hånd henover barnets smukke prinsesse hår. "Jeg er dig. Som voksen." Pigen rystede voldsomt af frygt. Dog da pigen skulle til at løbe greb den voksne fat i barnets arm.
"Du skal se, hvilket monster du bliver." Den voksne slæbte barnet afsted. De kom til arenaen. Alle de kroppe der lagde flået fra hinanden. Barnet så sig omkring da hun så den voksne flå kroppe fra hinanden. Barnet var bange. Mareridtet tog udgangspunkt i hendes skyld. Den voksne jagtede barnet.
"Du kan ikke ændre på det jeg har gjort. Du kommer til det. Du har alt det her blod på dine hænder. Vi har alt det her blod på vores hænder." Barnet forsøgte at gemme sig i en krog, men den voksne var for hurtig for hende.
"Man kan aldrig ændre på, hvad man har gjort. Men vi må leve med det... Sådan er det." Svarede barnet svagt. En hjerte rytme. En lyd. En følelse ramte hende udefra.
Det gjorde at hendes hjerne vendte tilbage til, hvad det egentlig var hendes krop prøvede at løbe fra. Begivenheden udefra. Så barnet satte i løb. Snart fik hun sin rette alder i takt med hun løb. En væk fald ned fra himmelen og en anden. Snart var hun i en lille mørk kasse.
"Luk mig ud." Råbte hun og slog på kassen. "Det er en drøm. Det er bare en drøm." Hun klemte øjnene sammen og lod sig selv glide ned af en af de tykke grå vægge.
Det var tydeligt, at hun oplevede noget. Nok var der ingen forskel på hendes hjerterytme. Men der var tårer som stille løb ud af hendes øjne. Musklerne vidste kroppen var anspændt. Ellers var der ingen form for mimik i hendes ansigt. Hendes hjerte var dog aktivt. Dog begyndte det stille at reagere ved at slå en smule mere naturligt. Hendes indre kamp kunne ses da hun prøvede at få bevægelse i sine fingre.
Tilbage i drømmen blev en dør pludselig dannet i væggen og Blake stod foran hende. Det lettede hende. Sikkert hendes drøms mening. At berolige hende for hun ikke skulle gøre noget for at vågne op. Det var længe siden hun havde set sin bror.
"Jeg er ked af det." Sagde hun og skiftede form. Hun flåede sin bror fra hinanden. Det gav hende et chok. Et stort nok chok til at hun gispede op i virkeligheden. Hendes hænder rystede let.
"Jeg har altid hadet mareridt.." Mumlede hun lidt og så på Wade. Hendes ben var healet. Tatia lagde armene omkring Wade igen og holdt ham ind til sig.
"Vi har en fordel. Vi er ved vores fulde styrke.. Vi må bare ikke lade dem se vi er." Sagde hun da hun trak sig ud af omfavnelsen. Der var bekymring i hendes stemme ligesom i hendes øjne. Nu havde han set et glimt af, hvad hun havde været ude for. Dengang hun bare sagde det var nogle jægere på trods af at hun havde været blå flere dage af mærker fra kampene. Det havde været svært at fortælle nogle om en oplevelse de ikke forstod, men nu forstod han. Bare lidt. I det mindste var Razor her ikke.
Det føltes som år før døren blev låst op der. Et kæmpe hold vagter kom ind.
"Vi bliver nød til at vente med at kæmpe imod." Hviskede hun og placerede kort sine læber på Wades før deres celle blev låst op. De blev slæbt afsted ud af rummet. Hvis nogen prøvede modstand fik de slag. Sådan var det bare. Festivalen var stor. Oplysende. Mindede om en fest. Undtagen at de blev smidt i en boks sammen alle shapeshifterne. Folk kunne gå rundt og kigge på dem. Byde penge på dem som var de slaver. Pludselig dukkede et velkendt ansigt op og det gjorde hun automatisk greb fat i Wade. Let slog hun blikket ned i håb om, at hun ikke blev genkendt. Hvis hun virkelig skulle bøde for hvad hun havde gjort, så kunne hun da drukne sig selv i skyld.
"Ser man det. Så uheldig er du bare var smukke. Du kommer til at få betalt for det." Sagde han truende. Tatia løftede blikket op og de røde øjne glødede let. Dog lo han blot. "Spar mig jeres ulvepjat. Jeg er her for at lave en aftale med dig." Tatia lyttede tøvende.
"Hvis du går med mig. Så lader vi ham gå." Sagde han og kiggede over på Wade. Tatia sank en klump. Hun så over på Wade. Det var egentlig en god aftale. Hun ønskede ikke at miste ham. Hun havde været al for tæt på. Det skulle ikke ske igen. Hun ville ikke miste ham.
"Fint. Men jeg vil se i holder ord." Sagde hun og slap så Wade. Det var ikke fordi, at hun regnede med at han ville gå med til det. Men hvis hun kunne sikre hans sikkerhed. Så var det virkelig det værd. Så var hun ligeglad med sig selv. Hurtigt placerede hun et kys på hans kind.
"Vi skal nok klare den." Hviskede hun kort og gik imod udgangen.
"Nej..." Hviskede hun og rystede på hovedet. Hun reagerede næsten ikke på ordene bagved sig. De lød som et ekko i hendes hoved som var meget fjernt. Dog da nogle valgte at komme ind for at tage Wade rejste hun sig op på trods af sine smerter. Der skulle to til at holde hende. Et spark i maven hun var på sine knæ.
"Hvad med, at vi brækker det andet ben næste gang?" Tatia løftede sine tårefyldte øjne op og genkendte ansigtet. Han trak en kanyle og stak den i halsen på hende. Derefter skubbede de hende tilbage og lukkede buret i. Tatia kravlede hen til tremmerne.
"Stop. Ikke må ikke tage ham.. han er alt jeg har.." Råbte hun og prøvede at række ud efter ham. Hendes stemme var hjerteskærende. Hun følte sig magtesløs. Helt ude af stand til at gøre noget. Hendes verden fald fra hinanden, stykke fra stykke.
Et gisp fik hende til at rette opmærksomheden op da Wades krop fald til jorden. Hendes greb om tremmerne blev strammere. Hun spærrede øjnene op da Wade rejste sig op. Tatia åndede lettet ud. Drabende sagde hende intet, hun havde intet imod de mænd døde. Tatia sagde intet efter der, for hun ville ikke vække de andres opmærksomhed. Tatia fulgte Wade med øjnene da han tog nøglerne. Hun slap tremmerne så snart han låste op til hende. Hendes krop ville ikke lade hende rejse sig op, men Wade gik hen og fald på knæ foran hende. Tatia svang armene omkring ham, og klemte ham hårdt indtil sig. Alt hendes frygt kunne mærkes i det kram.
"J..Jeg troede jeg mistede dig." Hendes stemme var stadigvæk forvrænget fra sin gråd. Hendes hjerte var ved at samle sig igen. Hun var så lettet. Også selvom, at hun vidste at de ikke var ude derfra endnu. Kampen var lige begyndt. De havde givet hende noget, så hendes ulv var i en tilstand hendes krop ikke brød sig om.. Hvilket hun tydeligt kunne mærke. Det gjorde ondt, men hun var nu ret sikker på, at hun kunne leve sig igennem smerten. Dog havde været noget engleblod i kanylen også, så hendes sår healede. Dog slap den anden underlige smerte ikke fra hende. Det føltes som en krampe i hele hendes krop. Kroppen blev stille mere og mere slap. Hun vidste, at hun ville være tvunget til at falde i søvn.
"H.. hvis jeg falder i søvn om lidt. Skal d... skal du ikke blive bange.." Hun kunne mærke hendes krop stille lukke ned. "De vil ikke have mig dø... endnu.. de vil have hævn fra sidst.." Tatia kæmpede for at holde sig vågen. "Da jeg var væk... jeg var et lignende sted. De vil have hævn." Hendes krop blev slap i hans omfavnelse. Dog sov hun ikke. På trods af de lukkede øjne, den langsomme hjerterytme så kunne hun høre alt. Føle alt. Hendes krop der ikke ville lade hendes muskler slappe af. Den endeløse smerte hun ikke rigtig kunne finde rundt i.
Nogle vagter kom ind og rystede på hovedet.
"Vi vil forslå dig ikke at gøre noget. Hvis du gør får du aldrig midlet til at vække hende." Sagde den ene vagt. De havde været kloge nok til at rette på fejl fra sidste gang. Sidst havde de ladet hende heale og hun var brudt ud. Det kunne de ikke risikere endnu engang. De havde det ikke på sig heller, lidt kloge var de vel. De gik i flok hen til tremmerne for at lukke Tatia og Wade inde.
"I morgen begynder det. Jeg kan give dig et hint. Hun kan høre alt du siger. Hvis du kan få hende til at lytte. Vi kunne ikke lade hende slippe fri igen. Hun er skal betale en pris for de liv hun tog sidst. " Fortalte den ene roligt. "Vi må se om kærlighed virkelig kan besejre alt." Tilføjede han og gik så. Hurtigt stak han et hoved ind. "En sidste ting... bivirkningerne kan være voldsomme mareridt. Hyg jer." Så lukkede han døren og lod dem være alene.
Pludselig var hun tilbage i fortiden fra da hun var barn. Der var de smukkeste sommerfugle. De var alt andet end normale. De var både lilla og blå som havet. Nogle grønne som kronerne på træerne. De fløj rundt omkring dem, satte sig blidt på Tatias arme imens hun smilte stort.
"Er de ikke bare flotte!" Udbrød hun og så stolt over på Harley. Begejstringen var tydelig. Men sådan var det altid med børn jo, de små ting talte mere end de store nogle gange. Dog da hun kiggede om var Harley væk. Spist af en stor ulv. Let sank hun en klump og pludselig skiftede ulven form. Til hende selv som voksen. Den lille Tatia kiggede på den voksne. Den voksne var dækket i blod og de røde øjne glødede varsomt. Så førte hun en hånd for sine læber for at den lille ikke måtte sige noget.
"Hvem er du?" Spurgte barnet. Den voksne Tatia satte sig på hug ved barnet. Kørte en hånd henover barnets smukke prinsesse hår. "Jeg er dig. Som voksen." Pigen rystede voldsomt af frygt. Dog da pigen skulle til at løbe greb den voksne fat i barnets arm.
"Du skal se, hvilket monster du bliver." Den voksne slæbte barnet afsted. De kom til arenaen. Alle de kroppe der lagde flået fra hinanden. Barnet så sig omkring da hun så den voksne flå kroppe fra hinanden. Barnet var bange. Mareridtet tog udgangspunkt i hendes skyld. Den voksne jagtede barnet.
"Du kan ikke ændre på det jeg har gjort. Du kommer til det. Du har alt det her blod på dine hænder. Vi har alt det her blod på vores hænder." Barnet forsøgte at gemme sig i en krog, men den voksne var for hurtig for hende.
"Man kan aldrig ændre på, hvad man har gjort. Men vi må leve med det... Sådan er det." Svarede barnet svagt. En hjerte rytme. En lyd. En følelse ramte hende udefra.
Det gjorde at hendes hjerne vendte tilbage til, hvad det egentlig var hendes krop prøvede at løbe fra. Begivenheden udefra. Så barnet satte i løb. Snart fik hun sin rette alder i takt med hun løb. En væk fald ned fra himmelen og en anden. Snart var hun i en lille mørk kasse.
"Luk mig ud." Råbte hun og slog på kassen. "Det er en drøm. Det er bare en drøm." Hun klemte øjnene sammen og lod sig selv glide ned af en af de tykke grå vægge.
Det var tydeligt, at hun oplevede noget. Nok var der ingen forskel på hendes hjerterytme. Men der var tårer som stille løb ud af hendes øjne. Musklerne vidste kroppen var anspændt. Ellers var der ingen form for mimik i hendes ansigt. Hendes hjerte var dog aktivt. Dog begyndte det stille at reagere ved at slå en smule mere naturligt. Hendes indre kamp kunne ses da hun prøvede at få bevægelse i sine fingre.
Tilbage i drømmen blev en dør pludselig dannet i væggen og Blake stod foran hende. Det lettede hende. Sikkert hendes drøms mening. At berolige hende for hun ikke skulle gøre noget for at vågne op. Det var længe siden hun havde set sin bror.
"Jeg er ked af det." Sagde hun og skiftede form. Hun flåede sin bror fra hinanden. Det gav hende et chok. Et stort nok chok til at hun gispede op i virkeligheden. Hendes hænder rystede let.
"Jeg har altid hadet mareridt.." Mumlede hun lidt og så på Wade. Hendes ben var healet. Tatia lagde armene omkring Wade igen og holdt ham ind til sig.
"Vi har en fordel. Vi er ved vores fulde styrke.. Vi må bare ikke lade dem se vi er." Sagde hun da hun trak sig ud af omfavnelsen. Der var bekymring i hendes stemme ligesom i hendes øjne. Nu havde han set et glimt af, hvad hun havde været ude for. Dengang hun bare sagde det var nogle jægere på trods af at hun havde været blå flere dage af mærker fra kampene. Det havde været svært at fortælle nogle om en oplevelse de ikke forstod, men nu forstod han. Bare lidt. I det mindste var Razor her ikke.
Det føltes som år før døren blev låst op der. Et kæmpe hold vagter kom ind.
"Vi bliver nød til at vente med at kæmpe imod." Hviskede hun og placerede kort sine læber på Wades før deres celle blev låst op. De blev slæbt afsted ud af rummet. Hvis nogen prøvede modstand fik de slag. Sådan var det bare. Festivalen var stor. Oplysende. Mindede om en fest. Undtagen at de blev smidt i en boks sammen alle shapeshifterne. Folk kunne gå rundt og kigge på dem. Byde penge på dem som var de slaver. Pludselig dukkede et velkendt ansigt op og det gjorde hun automatisk greb fat i Wade. Let slog hun blikket ned i håb om, at hun ikke blev genkendt. Hvis hun virkelig skulle bøde for hvad hun havde gjort, så kunne hun da drukne sig selv i skyld.
"Ser man det. Så uheldig er du bare var smukke. Du kommer til at få betalt for det." Sagde han truende. Tatia løftede blikket op og de røde øjne glødede let. Dog lo han blot. "Spar mig jeres ulvepjat. Jeg er her for at lave en aftale med dig." Tatia lyttede tøvende.
"Hvis du går med mig. Så lader vi ham gå." Sagde han og kiggede over på Wade. Tatia sank en klump. Hun så over på Wade. Det var egentlig en god aftale. Hun ønskede ikke at miste ham. Hun havde været al for tæt på. Det skulle ikke ske igen. Hun ville ikke miste ham.
"Fint. Men jeg vil se i holder ord." Sagde hun og slap så Wade. Det var ikke fordi, at hun regnede med at han ville gå med til det. Men hvis hun kunne sikre hans sikkerhed. Så var det virkelig det værd. Så var hun ligeglad med sig selv. Hurtigt placerede hun et kys på hans kind.
"Vi skal nok klare den." Hviskede hun kort og gik imod udgangen.
Sidst rettet af Tatia Søn 22 Maj 2016 - 2:35, rettet 1 gang
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Tors 19 Maj 2016 - 11:16
Han rettede sig en anelse op og lagde sin hånd mod hendes kind inden et blidt smil gled over hans læber:” Du vil aldrig miste mig, Tatia. Aldrig.” forsikrede han hende mens han plantede et kort kys mod hendes pande. Han lyttede til hende og satte sig roligt med hende. Der var ingen chance for at han ville lade nogle komme tæt på, ingen skulle røre Tatia. Han forsøgte ikke at vække hende, hvilket viste hvor meget tillid han egentlig havde til hende. Hvis hun sagde at han ikke skulle være bange, så ville han ikke være bange. Han lagde hende roligt ved siden af sig.
Da vagterne kom ind rejste han sig men han stoppede lige før burets åbning og stod og betragtede dem mens de lukkede buret igen:” Det er ikke os der er monstrene her. Jus drein, jus daun er vore veje, men det er jer der følger det, ikke os. Man kan ikke diskutere med væsener som ikke kan se andet end blod og hævn.” sagde han blot og lyttede så til vagten. Han lagde armene over kors og vendte så ryggen til ham. Han havde intet at sige til dem. Han satte sig og trak Tatia op i sin favn, mens han tog armene om hende:” Tatia. Jeg ved du kan høre mig. Eller hvis du lytter..” sagde han lavt mod hendes baghoved, placerede et blidt kys inden han snakkede videre:” Jeg ved godt at du altid vil redde folk. Og jeg er stolt over at kalde dig min. Det håber jeg du ved.” sagde han lavt og nussede hendes arm let. Sådan talte han blidt til hende, i håb om at hun lyttede indtil hun var faldet i søvn.
”Men. Hænder det at det skal stå imellem dit liv og mit. Vil jeg havde at du vælger dig selv. Ikke mig. Det er det eneste jeg kræver af dig. Du har så meget at give denne verden.” sagde han så en anelse seriøst dog strøg han hendes arme blidt. Det var ikke fordi at han ikke holdt af sit liv, for det gjorde han. Men velvidende at det kunne ende med at være Tatia eller ham, var hans hjerte klar og tydelig om hvem det var der fortjente det mest. Og alligevel, jo mere han tænkte over det, jo mere kunne han ikke undgå at bringe fortiden frem. Han skulle have været død med sine forældre, at han var her nu var kun en service, en service han ikke engang havde gjort sig fortjent til. Han endte med selv at falde i søvn på et tidspunkt, opslugt af sine tanker.
Han blev vækket af Tatias gisp og trykkede hende indtil sig. Han åbnede øjnene en smule og kyssede hendes hår let:” Det er okay. Jeg er her..” sagde han lavt inden han lagde sin hånd mod hendes nakke og pressede sine læber mod hendes i et kærligt men kort kys. Han så på hende og aede hendes hår let mens han lyttede til hende og lod hende trække sig ud af hans favn. Han virkede nu ikke særlig berørt af situationen hvilket nok var en anelse nervepirrende:” Selvfølgelig ikke. Men Tatia. Jeg vil have at hvis du får chancen, så løber du. Så langt væk som du kan, indtil du er i sikkerhed.” hans stemme var ikke tøvende, hans øjne var klare og det var tydeligt at hun ikke ville kunne sige ham imod for han havde allerede taget beslutningen for hende.
Han slap hende roligt og rejste sig op da vagterne kom, dog nød han det kys som Tatia gav ham, gengældte det, som var det, det sidste. Vagterne trak dem ud, men han kæmpede ikke det mindste imod. Faktisk virkede han underdanig i det, blot for at tilfredsstille dem. Han så ud på folkene gennem boksen og måtte indrømme at det væmmedes ham at se dem behandle shapeshiftere som slaver. Han så op da Tatia greb hans arm og så ind i en mands ansigt som så ud til at genkende Tatia. Han snerrede kort. Han lagde en arm beskyttende foran Tatia og stirrede manden ind i øjnene:” Hvis du vil have hende, må du vriste hende ud af grebet på mit døde lig, først.” advarede han. Hans ellers sort-brune øjne lyste pludseligt grå, noget der ellers aldrig skete for ham.
”Man kan ikke stole på en hævngærig gammel mand. Hellere dø end at ligge mit liv i dine usle hænder.” sagde han lavt. Han så på Tatia og så på manden igen:” Hvad end hun har gjort. Så udsæt mig for det.” sagde han så. Det var ikke sikkert at manden ville gå med til det, men Wade havde et es op i ærmet:” Jeg er mindst lige så skyldig som hun er. Jeg havde valget mellem at slå hende ihjel eller tage hende ind. Hvis jeg havde træffet det andet valg ville hun ikke have været her, og ingen havde været kommet til skade.” sagde han så, selvom at denne løgn var så hvid som den kunne være, tøvede han ikke det mindste eller viste det mindste træk til at lyve. Wade var en god taler, men en endnu bedre løgner:” Og alligevel, hvis i skulle lade mig gå, ville jeg blot hente resten af min flok og slagte jer som var i grise fanget bag mure af sten.” han rynkede let på brynene og var egentlig ligeglad med om manden tog hans advarsel ilde eller ej. For hvis de tog Tatia, ville det slet ikke være til debat om Wade ville komme tilbage. For det ville han. Hans øjne glødede stadig i den truende grå farve.
Da vagterne kom ind rejste han sig men han stoppede lige før burets åbning og stod og betragtede dem mens de lukkede buret igen:” Det er ikke os der er monstrene her. Jus drein, jus daun er vore veje, men det er jer der følger det, ikke os. Man kan ikke diskutere med væsener som ikke kan se andet end blod og hævn.” sagde han blot og lyttede så til vagten. Han lagde armene over kors og vendte så ryggen til ham. Han havde intet at sige til dem. Han satte sig og trak Tatia op i sin favn, mens han tog armene om hende:” Tatia. Jeg ved du kan høre mig. Eller hvis du lytter..” sagde han lavt mod hendes baghoved, placerede et blidt kys inden han snakkede videre:” Jeg ved godt at du altid vil redde folk. Og jeg er stolt over at kalde dig min. Det håber jeg du ved.” sagde han lavt og nussede hendes arm let. Sådan talte han blidt til hende, i håb om at hun lyttede indtil hun var faldet i søvn.
”Men. Hænder det at det skal stå imellem dit liv og mit. Vil jeg havde at du vælger dig selv. Ikke mig. Det er det eneste jeg kræver af dig. Du har så meget at give denne verden.” sagde han så en anelse seriøst dog strøg han hendes arme blidt. Det var ikke fordi at han ikke holdt af sit liv, for det gjorde han. Men velvidende at det kunne ende med at være Tatia eller ham, var hans hjerte klar og tydelig om hvem det var der fortjente det mest. Og alligevel, jo mere han tænkte over det, jo mere kunne han ikke undgå at bringe fortiden frem. Han skulle have været død med sine forældre, at han var her nu var kun en service, en service han ikke engang havde gjort sig fortjent til. Han endte med selv at falde i søvn på et tidspunkt, opslugt af sine tanker.
Han blev vækket af Tatias gisp og trykkede hende indtil sig. Han åbnede øjnene en smule og kyssede hendes hår let:” Det er okay. Jeg er her..” sagde han lavt inden han lagde sin hånd mod hendes nakke og pressede sine læber mod hendes i et kærligt men kort kys. Han så på hende og aede hendes hår let mens han lyttede til hende og lod hende trække sig ud af hans favn. Han virkede nu ikke særlig berørt af situationen hvilket nok var en anelse nervepirrende:” Selvfølgelig ikke. Men Tatia. Jeg vil have at hvis du får chancen, så løber du. Så langt væk som du kan, indtil du er i sikkerhed.” hans stemme var ikke tøvende, hans øjne var klare og det var tydeligt at hun ikke ville kunne sige ham imod for han havde allerede taget beslutningen for hende.
Han slap hende roligt og rejste sig op da vagterne kom, dog nød han det kys som Tatia gav ham, gengældte det, som var det, det sidste. Vagterne trak dem ud, men han kæmpede ikke det mindste imod. Faktisk virkede han underdanig i det, blot for at tilfredsstille dem. Han så ud på folkene gennem boksen og måtte indrømme at det væmmedes ham at se dem behandle shapeshiftere som slaver. Han så op da Tatia greb hans arm og så ind i en mands ansigt som så ud til at genkende Tatia. Han snerrede kort. Han lagde en arm beskyttende foran Tatia og stirrede manden ind i øjnene:” Hvis du vil have hende, må du vriste hende ud af grebet på mit døde lig, først.” advarede han. Hans ellers sort-brune øjne lyste pludseligt grå, noget der ellers aldrig skete for ham.
”Man kan ikke stole på en hævngærig gammel mand. Hellere dø end at ligge mit liv i dine usle hænder.” sagde han lavt. Han så på Tatia og så på manden igen:” Hvad end hun har gjort. Så udsæt mig for det.” sagde han så. Det var ikke sikkert at manden ville gå med til det, men Wade havde et es op i ærmet:” Jeg er mindst lige så skyldig som hun er. Jeg havde valget mellem at slå hende ihjel eller tage hende ind. Hvis jeg havde træffet det andet valg ville hun ikke have været her, og ingen havde været kommet til skade.” sagde han så, selvom at denne løgn var så hvid som den kunne være, tøvede han ikke det mindste eller viste det mindste træk til at lyve. Wade var en god taler, men en endnu bedre løgner:” Og alligevel, hvis i skulle lade mig gå, ville jeg blot hente resten af min flok og slagte jer som var i grise fanget bag mure af sten.” han rynkede let på brynene og var egentlig ligeglad med om manden tog hans advarsel ilde eller ej. For hvis de tog Tatia, ville det slet ikke være til debat om Wade ville komme tilbage. For det ville han. Hans øjne glødede stadig i den truende grå farve.
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Tors 19 Maj 2016 - 12:44
Hun stoppede op det sekund, hvor Wade snakkede. Hendes hjerte bankede afsted. Hun sank en klump. Det føltes som om, at hendes verden kunne gå under når som helst. Og ingen tale om, at Wade skulle tage skylden for, hvad hun havde gjort.
"Jeg dræbte flere jeres venner. Jeg flåede dem fra hinanden stykke fra stykke til der intet var tilbage af dem. Det var midt valg, og jeg må stå til ansigt for hvad jeg har gjort." Sagde hun knurrende til Wade. Tatia vendte sig imod ham, og så lidt hårdt på ham.
"Hvis du gør det her... snakker jeg aldrig til dig igen." En lille tåre trillede ned af hendes øjenkrog. Hun ønskede ikke, at han skulle ofre sig for hende. Forestillingen om at elskere der ofrede sig for hinanden. Det var så smukt til det skete.
"Du skal løbe når du har chancen. Der er ingen verden at leve i, hvis du ikke er her sammen med mig. Desuden. De ønsker ikke at dræbe mig, ikke uden den anden part." Pointerede hun og så bedende på Wade. Så gik hun hen til lågen med hurtige lange skridt. Dog nåede hun ikke engang ud af den før manden havde sin hånd strammet om hendes hals. Han tog en kanyle frem og stak den i hendes arm.
"Første dosis er den værste." Sagde han. Så åbnede de op for hende og greb fat i hende. Musklerne i hendes krop spændte voldsom. Ulven var faldet i søvn. Den røde glød blussede op udenfor hendes kontrol. De vendte hendes hoved imod Wades, så han kunne se, hvordan ulven slukkede.
"Næste trin." De tog endnu en kanyle op med noget blåt væske og stak det i hende. Let blinkede hun til den underlige følelse i kroppen. Hendes krop gik i krampe og hun fald sammen. Dog holdt vagterne hende oppe så hun ikke ramte jorden. Let løftede hun øjnene op, og blodet sev ud af hendes øjenkrog og erstattede de salte tårer.
"Så det er hvad der sker når din evne kommer på overarbejde... interessant." Sagde manden. Blodet begyndte at løbe ud af hendes næse også. Det var sket engang før. Hende og Wade havde testet, hvor meget hendes evne kunne trække. De var dog stoppet med det samme hun var nået til dette punkt. De andres mening. Var at se, hvor meget hun kunne holde til. Det sveg i hendes øre i ekko kunne hun høre nogle lyde og stemmer højere end andre. Men det skiftede meget.
"Tag hende væk." Sagde manden så. Tatia løftede blikket op. "Du love..de.." Hendes stemme knækkede over i et mindre skrig.
Manden vendte sig imod Wade.
"Du har ret. I er begge skyldige. Og vi havde ikke i sinde at lade nogen af jer gå. Vi skal til arenaen. " Sagde han til Wade og så kølligt på ham. "Dette bliver en anderledes kamp end i har prøvet før. Dør i. Så dør i. Kæmpe eller dø. Det er jeres liv nu. Og din lille veninde havde ret... vi har ikke tænkt os at dræbe hende.. endnu. Gem dit helte ego til senere.. du får brug for det. " Fortalte han. "Så kæmp godt, jeres liv afhænger af det. Folk er her for at byde på jer." så klappede han let på muren og gik sin vej. Folk kom og gik. Det kunne føles som timer.
Skrigene kunne høres når der var helt stille. De skrig man kunne genkende, hvis man kendte stemmen fra dem. For ærligtalt. Så havde hun ikke lyst til andet end at skrige. Tårerne fløj ud af hende. Kroppen kunne ikke magte det. Den tvang hendes evne til at skifte frem og tilbage mellem forskellige dyrtyper, og det var den slet ikke bygget til. Hun lagde på gulvet og svømmede nærmest rundt i det blød som hendes tåre havde spredt ud på gulvet. Det var ikke den første dosis længere. De blev ved. Sørgede for ulven ikke reagerede. For hvis den reagerede vidste de, at den ville stoppe. Manglen på selvkontrol var forfærdelig for hende, hun ville have det skulle stoppe, men det ville ikke stoppe. Dørene gik op til hende. Men hendes krop ville ikke lade hende bevæge sig. De tåre fyldte øjne løftede sig op til mandens ansigt.
"Alt du skal sige er ja, og vi tager smerten væk." Sagde han og greb om hendes hage. Tatia rystede på hovedet.
"Jeg har jo sagt vi ikke kan knække hende... det er umuligt. Hendes stædighed er for stærk." Noterede en anden. "Jamen så må vi jo tvinge hende." Mumlede manden og slap hendes hage.
"Hent George. Han ved, hvad der skal gøres." Han stak endnu en kanyle med det blå væske i hendes system. Et endnu højere skrig forlod hende. Hendes krop kunne ikke magte det. Svedperlerne dannede sig i anstrengelse.
En ny mand kom ind og gik hen til hende. Satte sig på hug foran hende. Løftede hendes hoved op trods af, at hun kæmpede for ikke at gøre det. Mandens øjne blev sorte og ligeså gjorde hendes.
"Du er under vores magt du. Alt vil du gøre for at behage os. Du føler ikke smerte. Du føler ikke kærlighed. Du føler intet til overs for andre." Så slap han. Tatia blinkede let og den sidste tåre forlod hendes øje. Så stak han en kanyle med modgift i hendes system som stoppede smerten. Så rakte han sin hånd ned og hjalp hende op.
"Hvorfor går du ikke hen og vasker dig. Så vi kan få gjort dig klar til finale runden imorgen." Tatia nikkede og blev vist hen til et værelse. Her fjernede hun blodet. Fik noget rent tøj på. Det virkede tomt. En stemme indeni kaldte, men den kunne ikke nå hendes bevidsthed.
Den næste morgen slog hun øjnene op. Hun kunne ikke huske sin kærlighed til Wade. Følelsen var væk. Minderne lå væk fra hendes bevidsthed så langt væk, at de ikke kunne lokkes frem sådan lige. Hun kunne høre lyden fra hornene til at kampen ville gå i gang snart. Så hun gik derhen imod. Hun kunne se, hvad der skete, fra hvor hun stod. Hvordan portene blev åbnet og fangerne blev sat ud for at kæmpe.
"Tatia kom her. Vi skal gøre dig klar." Hun nikkede og gik derhen. Hun kunne høre skrigene ude fra. Hendes hår blev sat.
"Hvad er du bedst til. Våben eller uden våben?" Spurgte de. Hendes underbevidsthed hviskede til hende.
"Våben." Sagde hun. En løgn. Hendes underbevidsthed vidste, at Wade var bedre med våben. "Du skal handle med vrede på kampbanen. Din fjende forventer dig ikke som vred. Din vrede er din eneste styrke." Hun nikkede let. De kendte ikke hendes vrede, men det troede de.
Så blev det endelig hendes tur til kamp.
"Han er din fjende." Hviskede de i hendes øre. Lyset blev skarp i hendes øjne da hun gik ud i arenaen. Hun havde ikke sit sværd, hun havde en andens. Det var langtfra behageligt. Hvorfor vidste hun ikke. Så fik hun øje på Wade. Hendes ansigt var følelseskoldt da hun så ham. Lignede en hun ikke kunne genkende. Fjende.. Fjende. Skreg det i hendes hoved. Så løb hornet. Vreden viste sig i hendes ansigt. Når hun sloges med sværd i vrede, så var hun alt for vred. Hun kæmpede. Inden i ønskede hun at holde sig tilbage. Fjende. De havde da fortalt det var en fjende?
"Kæmp.." Vrissede hun lavt. Hun fik en smule tvunget sig selv igennem. "Jeg kan ikke kæmpe imod det her." Hviskede hun og svang sværdet imod ham. Så overtog det hende igen og hun blev ved.. og ved.
"Jeg dræbte flere jeres venner. Jeg flåede dem fra hinanden stykke fra stykke til der intet var tilbage af dem. Det var midt valg, og jeg må stå til ansigt for hvad jeg har gjort." Sagde hun knurrende til Wade. Tatia vendte sig imod ham, og så lidt hårdt på ham.
"Hvis du gør det her... snakker jeg aldrig til dig igen." En lille tåre trillede ned af hendes øjenkrog. Hun ønskede ikke, at han skulle ofre sig for hende. Forestillingen om at elskere der ofrede sig for hinanden. Det var så smukt til det skete.
"Du skal løbe når du har chancen. Der er ingen verden at leve i, hvis du ikke er her sammen med mig. Desuden. De ønsker ikke at dræbe mig, ikke uden den anden part." Pointerede hun og så bedende på Wade. Så gik hun hen til lågen med hurtige lange skridt. Dog nåede hun ikke engang ud af den før manden havde sin hånd strammet om hendes hals. Han tog en kanyle frem og stak den i hendes arm.
"Første dosis er den værste." Sagde han. Så åbnede de op for hende og greb fat i hende. Musklerne i hendes krop spændte voldsom. Ulven var faldet i søvn. Den røde glød blussede op udenfor hendes kontrol. De vendte hendes hoved imod Wades, så han kunne se, hvordan ulven slukkede.
"Næste trin." De tog endnu en kanyle op med noget blåt væske og stak det i hende. Let blinkede hun til den underlige følelse i kroppen. Hendes krop gik i krampe og hun fald sammen. Dog holdt vagterne hende oppe så hun ikke ramte jorden. Let løftede hun øjnene op, og blodet sev ud af hendes øjenkrog og erstattede de salte tårer.
"Så det er hvad der sker når din evne kommer på overarbejde... interessant." Sagde manden. Blodet begyndte at løbe ud af hendes næse også. Det var sket engang før. Hende og Wade havde testet, hvor meget hendes evne kunne trække. De var dog stoppet med det samme hun var nået til dette punkt. De andres mening. Var at se, hvor meget hun kunne holde til. Det sveg i hendes øre i ekko kunne hun høre nogle lyde og stemmer højere end andre. Men det skiftede meget.
"Tag hende væk." Sagde manden så. Tatia løftede blikket op. "Du love..de.." Hendes stemme knækkede over i et mindre skrig.
Manden vendte sig imod Wade.
"Du har ret. I er begge skyldige. Og vi havde ikke i sinde at lade nogen af jer gå. Vi skal til arenaen. " Sagde han til Wade og så kølligt på ham. "Dette bliver en anderledes kamp end i har prøvet før. Dør i. Så dør i. Kæmpe eller dø. Det er jeres liv nu. Og din lille veninde havde ret... vi har ikke tænkt os at dræbe hende.. endnu. Gem dit helte ego til senere.. du får brug for det. " Fortalte han. "Så kæmp godt, jeres liv afhænger af det. Folk er her for at byde på jer." så klappede han let på muren og gik sin vej. Folk kom og gik. Det kunne føles som timer.
Skrigene kunne høres når der var helt stille. De skrig man kunne genkende, hvis man kendte stemmen fra dem. For ærligtalt. Så havde hun ikke lyst til andet end at skrige. Tårerne fløj ud af hende. Kroppen kunne ikke magte det. Den tvang hendes evne til at skifte frem og tilbage mellem forskellige dyrtyper, og det var den slet ikke bygget til. Hun lagde på gulvet og svømmede nærmest rundt i det blød som hendes tåre havde spredt ud på gulvet. Det var ikke den første dosis længere. De blev ved. Sørgede for ulven ikke reagerede. For hvis den reagerede vidste de, at den ville stoppe. Manglen på selvkontrol var forfærdelig for hende, hun ville have det skulle stoppe, men det ville ikke stoppe. Dørene gik op til hende. Men hendes krop ville ikke lade hende bevæge sig. De tåre fyldte øjne løftede sig op til mandens ansigt.
"Alt du skal sige er ja, og vi tager smerten væk." Sagde han og greb om hendes hage. Tatia rystede på hovedet.
"Jeg har jo sagt vi ikke kan knække hende... det er umuligt. Hendes stædighed er for stærk." Noterede en anden. "Jamen så må vi jo tvinge hende." Mumlede manden og slap hendes hage.
"Hent George. Han ved, hvad der skal gøres." Han stak endnu en kanyle med det blå væske i hendes system. Et endnu højere skrig forlod hende. Hendes krop kunne ikke magte det. Svedperlerne dannede sig i anstrengelse.
En ny mand kom ind og gik hen til hende. Satte sig på hug foran hende. Løftede hendes hoved op trods af, at hun kæmpede for ikke at gøre det. Mandens øjne blev sorte og ligeså gjorde hendes.
"Du er under vores magt du. Alt vil du gøre for at behage os. Du føler ikke smerte. Du føler ikke kærlighed. Du føler intet til overs for andre." Så slap han. Tatia blinkede let og den sidste tåre forlod hendes øje. Så stak han en kanyle med modgift i hendes system som stoppede smerten. Så rakte han sin hånd ned og hjalp hende op.
"Hvorfor går du ikke hen og vasker dig. Så vi kan få gjort dig klar til finale runden imorgen." Tatia nikkede og blev vist hen til et værelse. Her fjernede hun blodet. Fik noget rent tøj på. Det virkede tomt. En stemme indeni kaldte, men den kunne ikke nå hendes bevidsthed.
Den næste morgen slog hun øjnene op. Hun kunne ikke huske sin kærlighed til Wade. Følelsen var væk. Minderne lå væk fra hendes bevidsthed så langt væk, at de ikke kunne lokkes frem sådan lige. Hun kunne høre lyden fra hornene til at kampen ville gå i gang snart. Så hun gik derhen imod. Hun kunne se, hvad der skete, fra hvor hun stod. Hvordan portene blev åbnet og fangerne blev sat ud for at kæmpe.
"Tatia kom her. Vi skal gøre dig klar." Hun nikkede og gik derhen. Hun kunne høre skrigene ude fra. Hendes hår blev sat.
"Hvad er du bedst til. Våben eller uden våben?" Spurgte de. Hendes underbevidsthed hviskede til hende.
"Våben." Sagde hun. En løgn. Hendes underbevidsthed vidste, at Wade var bedre med våben. "Du skal handle med vrede på kampbanen. Din fjende forventer dig ikke som vred. Din vrede er din eneste styrke." Hun nikkede let. De kendte ikke hendes vrede, men det troede de.
Så blev det endelig hendes tur til kamp.
"Han er din fjende." Hviskede de i hendes øre. Lyset blev skarp i hendes øjne da hun gik ud i arenaen. Hun havde ikke sit sværd, hun havde en andens. Det var langtfra behageligt. Hvorfor vidste hun ikke. Så fik hun øje på Wade. Hendes ansigt var følelseskoldt da hun så ham. Lignede en hun ikke kunne genkende. Fjende.. Fjende. Skreg det i hendes hoved. Så løb hornet. Vreden viste sig i hendes ansigt. Når hun sloges med sværd i vrede, så var hun alt for vred. Hun kæmpede. Inden i ønskede hun at holde sig tilbage. Fjende. De havde da fortalt det var en fjende?
"Kæmp.." Vrissede hun lavt. Hun fik en smule tvunget sig selv igennem. "Jeg kan ikke kæmpe imod det her." Hviskede hun og svang sværdet imod ham. Så overtog det hende igen og hun blev ved.. og ved.
Sidst rettet af Tatia Søn 22 Maj 2016 - 2:40, rettet 1 gang
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Tors 19 Maj 2016 - 21:15
Han rystede bare på hovedet da hun ikke lod ham tage skylden. Han så på hende men sagde ikke noget. Han vidste ærligt ikke hvordan han skulle reagere, for der var ingen chance for at han bare ville lade hende tage skylden. Hun var det der betød allermest i verdenen, og bare at se hende blive slået ihjel? Han så hende direkte i øjnene, hendes hårde blik blev gengældt med noget der mindede om vrede og frygt, frygt for at miste hende:” Ville det betyde noget hvis de slår dig ihjel?” spurgte han så bare og lagde hovedet på skrå. Han var stadig stærkt mistroisk, og måske en anelse skuffet over at hun valgte og sætte sin lid til jægere, af alle.
Du skal løbe når du har chancen, han rystede bare stærkt på hovedet:” Det kan du ikke bede mig om. Jeg løber aldrig. Vi er en flok, og hvis du nægter at stikke af, så gør jeg også.” sagde han lavt nok til at hun var den eneste der kunne høre ham. Han knugede sine hænder hårdt sammen og snerrede let af manden så snart han rørte Tatia. Dog blev han stoppet i at gøre noget ved tanken om at hans handlinger kunne ende med at gøre mere skade end gavn. Så han lod dem tage hende.
Han så til mens de udsatte Tatia for de forskellige kanyler. Han var glad for at han havde så meget selvkontrol ellers havde han bare sprunget på dem uden at tænke over hvad der kunne ske. Hans øjne glødede stadig i en lysegrå farve. Han slappede af i sine hænder og prøvede at udtænke en plan, en måde hvordan de begge kunne slippe levende væk derfra. Der var bare intet der virkede logisk, ikke når hans blik hele tiden var optaget af den smerte de hev hende igennem.
Han stirrede ind i øjnene på manden som de hev Tatia væk, han vidste godt at der ikke var en chance for at de ville lade ham gå fri. Han tog armene over kors og et smil gled over hans læber idet han snakkede til ham:” Jeg er ikke bange for døden. Ligesom jer. I er bange for os. Det er derfor jeg er bag tremmer og du ikke tør komme herind.” han gik over til tremmerne og tog fat i dem mens han kiggede vredt på ham:” Vi får at se.” var hans eneste svar.
Da natten var ved at falde på og det eneste man hørte var Tatias skrig, åbnede de cellen, og førte ham ind i en større med alle de shapeshiftere som skulle deltage i morgen. Han så let rundt på dem og gik hen til listen over dem der skulle kæmpe. Han vidste ikke hvilken shapeshifter der var hvem. Men han var sikker på at den Tatia skulle møde, ikke var ham. Han vendte sig om og betragtede de andre shapeshiftere der var der. Hans øjne begyndte at lyse i en stærk grå farve og han nærmede sig roligt den første mens hans klør kom frem. Det var den eneste måde. Og så det at han kunne høre hende skrige, gav ham bare lyst til at flå noget.
Skrigene blev blandet. Men alle var sikre på at det kom fra det samme sted. Det var også derfor at vagterne der kom for at hente shapeshifterne i cellen med Wade næste morgen, fik sig en grim overraskelse. Cellen var helt mørk, der var ikke en eneste væg, gulv eller loft som ikke skinnede i en mørkerød farve. Han trådte roligt ud i lyset, dækket af blod og så på dem:” Vi har vist en der har brugt natten konstruktivt.” sagde den ene vagt for at smide et komisk indslag over situationen. Den anden gryntede vredt og gik hen for bare at slå Wade i jorden.
De løftede ham hen til arenaen hvor de først gav ham ordentligt tøj på, og en kniv. Han blev smidt ind i arenaen i håb om at støde på Tatia. Men den der kom ud var en stor aggressiv shapeshifter med en kølle. Efter et par slag blev uddelt mellem de to mænd, besluttede shapeshifteren sig for at løfte køllen for at placere et dræbende slag oveni Wade. I en bevægelse, stak Wade kniven ind i hans armhule og så dybt ind som han kunne, for at ramme hjertet. Wade sukkede bare og lukkede den dødes øjne. Sådan gik det, shapeshifter efter shapeshifter blev nedlagt af Wade. De fleste af dem, unge som nok ikke var ældre end de som Wade normalt trænede i packen. Det gjorde ondt på ham, alle de liv der bare var gået til spilde.
Men alligevel, jo flere der døde, jo mere van til det blev han. Han ventede blot på den næste så snart han havde vundet. En enkelt havde ramt hans skulder og få rifter var der på hans arme og bryst, men ikke nogle slemme sår. Han stod roligt med kniven i hånden og ventede arrigt. Indtil hun kom. Han tabte kniven og skulle nærmest til at brede armene ud i glæde for at omfavne hende. Indtil han bemærkede hendes blik. Det var ikke Tatia som havde trådt ind i arenaen. Tatia havde heller aldrig valgt et sværd som våben.
Han så overrasket mod sværdet da hun svang det. Men det var noget han havde oplevet før, flere gange. Hun brugte altid sin vrede, ingen selvkontrol over slagene. Det var nærmest som om hun bare slog for at komme af med vreden. Han trådte til siden og greb fat i hendes arm inden han ruskede sværdet ud af hendes hånd. Derefter vendte han hende og holdt hendes hænder så hun ikke ville kunne rive ham eller kæmpe. Hvis hun ikke var sig selv, måtte han bare minde hende om hvem hun var:” Tatia! Du er ikke dig selv. Tænk på vores minder. Tænk på dengang ved søen… Dengang med Kaeden. Tænk på det hele. Vores kram, vore kys. Den fornemmelse du føler når vi krammer... Bare tænk på det!” sagde han en anelse prøvende mens han ruskede i hende for at holde hende stille. Hvad end det var der havde blændet hende, ville han tage hendes hånd og vise hende vejen tilbage, om nødvendigt.
Du skal løbe når du har chancen, han rystede bare stærkt på hovedet:” Det kan du ikke bede mig om. Jeg løber aldrig. Vi er en flok, og hvis du nægter at stikke af, så gør jeg også.” sagde han lavt nok til at hun var den eneste der kunne høre ham. Han knugede sine hænder hårdt sammen og snerrede let af manden så snart han rørte Tatia. Dog blev han stoppet i at gøre noget ved tanken om at hans handlinger kunne ende med at gøre mere skade end gavn. Så han lod dem tage hende.
Han så til mens de udsatte Tatia for de forskellige kanyler. Han var glad for at han havde så meget selvkontrol ellers havde han bare sprunget på dem uden at tænke over hvad der kunne ske. Hans øjne glødede stadig i en lysegrå farve. Han slappede af i sine hænder og prøvede at udtænke en plan, en måde hvordan de begge kunne slippe levende væk derfra. Der var bare intet der virkede logisk, ikke når hans blik hele tiden var optaget af den smerte de hev hende igennem.
Han stirrede ind i øjnene på manden som de hev Tatia væk, han vidste godt at der ikke var en chance for at de ville lade ham gå fri. Han tog armene over kors og et smil gled over hans læber idet han snakkede til ham:” Jeg er ikke bange for døden. Ligesom jer. I er bange for os. Det er derfor jeg er bag tremmer og du ikke tør komme herind.” han gik over til tremmerne og tog fat i dem mens han kiggede vredt på ham:” Vi får at se.” var hans eneste svar.
Da natten var ved at falde på og det eneste man hørte var Tatias skrig, åbnede de cellen, og førte ham ind i en større med alle de shapeshiftere som skulle deltage i morgen. Han så let rundt på dem og gik hen til listen over dem der skulle kæmpe. Han vidste ikke hvilken shapeshifter der var hvem. Men han var sikker på at den Tatia skulle møde, ikke var ham. Han vendte sig om og betragtede de andre shapeshiftere der var der. Hans øjne begyndte at lyse i en stærk grå farve og han nærmede sig roligt den første mens hans klør kom frem. Det var den eneste måde. Og så det at han kunne høre hende skrige, gav ham bare lyst til at flå noget.
Skrigene blev blandet. Men alle var sikre på at det kom fra det samme sted. Det var også derfor at vagterne der kom for at hente shapeshifterne i cellen med Wade næste morgen, fik sig en grim overraskelse. Cellen var helt mørk, der var ikke en eneste væg, gulv eller loft som ikke skinnede i en mørkerød farve. Han trådte roligt ud i lyset, dækket af blod og så på dem:” Vi har vist en der har brugt natten konstruktivt.” sagde den ene vagt for at smide et komisk indslag over situationen. Den anden gryntede vredt og gik hen for bare at slå Wade i jorden.
De løftede ham hen til arenaen hvor de først gav ham ordentligt tøj på, og en kniv. Han blev smidt ind i arenaen i håb om at støde på Tatia. Men den der kom ud var en stor aggressiv shapeshifter med en kølle. Efter et par slag blev uddelt mellem de to mænd, besluttede shapeshifteren sig for at løfte køllen for at placere et dræbende slag oveni Wade. I en bevægelse, stak Wade kniven ind i hans armhule og så dybt ind som han kunne, for at ramme hjertet. Wade sukkede bare og lukkede den dødes øjne. Sådan gik det, shapeshifter efter shapeshifter blev nedlagt af Wade. De fleste af dem, unge som nok ikke var ældre end de som Wade normalt trænede i packen. Det gjorde ondt på ham, alle de liv der bare var gået til spilde.
Men alligevel, jo flere der døde, jo mere van til det blev han. Han ventede blot på den næste så snart han havde vundet. En enkelt havde ramt hans skulder og få rifter var der på hans arme og bryst, men ikke nogle slemme sår. Han stod roligt med kniven i hånden og ventede arrigt. Indtil hun kom. Han tabte kniven og skulle nærmest til at brede armene ud i glæde for at omfavne hende. Indtil han bemærkede hendes blik. Det var ikke Tatia som havde trådt ind i arenaen. Tatia havde heller aldrig valgt et sværd som våben.
Han så overrasket mod sværdet da hun svang det. Men det var noget han havde oplevet før, flere gange. Hun brugte altid sin vrede, ingen selvkontrol over slagene. Det var nærmest som om hun bare slog for at komme af med vreden. Han trådte til siden og greb fat i hendes arm inden han ruskede sværdet ud af hendes hånd. Derefter vendte han hende og holdt hendes hænder så hun ikke ville kunne rive ham eller kæmpe. Hvis hun ikke var sig selv, måtte han bare minde hende om hvem hun var:” Tatia! Du er ikke dig selv. Tænk på vores minder. Tænk på dengang ved søen… Dengang med Kaeden. Tænk på det hele. Vores kram, vore kys. Den fornemmelse du føler når vi krammer... Bare tænk på det!” sagde han en anelse prøvende mens han ruskede i hende for at holde hende stille. Hvad end det var der havde blændet hende, ville han tage hendes hånd og vise hende vejen tilbage, om nødvendigt.
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Tors 19 Maj 2016 - 22:07
Han holdt hende fast. Hun prøvede at rive sig fri. Sværdet var faldet til jorden. Hun prøvede virkelig at komme fri. Tatia ville aldrig have valgt en fremmeds sværd af alle våben. En kamp af hendes valg ville have gået som ulv. Det var voldsomt for hende. I takt med hun ønskede at kæmpe sig fri for den magt der var lagt over hende. På samme tid ønskede magten over hende at flå ham fra hinanden.
"Det kan jeg ikke! " Udbrød hun i et højt råb. "Jeg kan ikke." Hviskede hun trist. Hendes stemme var hjerteskærende.
"Alt jeg kan tænke på, er at flå dig fra hinanden." De røde øjne glødede let. Det var dem som kunne nå mest ind til hendes jeg. Det var mennesket der var kontrol over ikke ulven. Så ulven ønskede at kæmpe sig fri.
George råbte pludselig op: "Så kæmp dog!" Hvilket gjorde Tatias øjne blev sorte ganske kort. Så blev de blågrønne igen, slap følelsen. Ulven inde i hende skreg for at komme ud. En pil bagfra fløj afsted for at ramme Wade i hans skulder så han kunne give slip på hende kort nok til at hun kunne få sig selv fri. Tatia skubbede ham bagud, men bukkede sig derefter forover for at tage fat om sine knæ. Let pustede hun ud.
"Jeg kan ikke kæmpe imod det. Jeg har ingen kontrol." Hun løftede hovedet op og pustede ud. Tatia klemte øjnene hårdt sammen. Så virkede det dog pludselig som om hun slappede af. Dog ikke til hende og Wades side af sagen.
"Jeg føler ingen smerte. Ingen kærlighed.. intet tilovers forandre." Det gentog sig i hendes hoved og ordene kom ud i en mumlen. George gentog dem for hende for at de blev placeret i hendes hoved igen. Tatia greb fat i sit eget hoved og lod sine næver bore sig ind i hovedbunden.
"Ulven.. " Hviskede hun let. Hendes vrede kontaktede ulven. Men det vidste de ikke.
Hun så og kiggede på Wade som om, at hun havde fået en åbenbaring, en ide. Hovedet ønskede ikke at sammenarbejde med hende dog. Så pustede hun let ud.
"Måske... måske kan det virke.. nej.. det for risikabelt... " Det var en mulighed. Men måske ikke så fornuftigt. Kontrollen hang på kanten til at falde ned og blive tabt. Lysten til at skrige ramte hende. Det sad dog fast i halsen på hende og kunne ikke komme videre
"Jeg vil ikke skade dig.. Jeg vil virkelig ikke skade dig.. " Sagde hun sørgmodigt. Sværdet samlede hun op igen. Hun kiggede på bladet og så sig selv.
Tatia pustede ud og sank så en klump. Så gik hun lidt rundt frem og tilbage for at holde sig selv beskæftiget. Prøvede at holde hovedet koldt. Koble sig til sig selv. De vidste det ikke. Det vidste ikke, at blot duften af ham bragte hende i en tilstand, hvor hun følte sig tilpas. Synet af ham gjorde hende i stand til at se en smule mere klart end før. Han var i stand til at bringe hende tilbage og det vidste hun godt. Hvis de skulle få hendes lykkedes. Få endes lykkedes i at dræbe ham. Ville hun aldrig kunne vende tilbage. Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis hun skadede ham. Tatia pustede ud.
"Så fortag dig dog noget kvinde! Vi har ikke hele dagen!" Blev der råbt af George. Let kiggede hun tilbage. Hun nikkede, og gjorde an til at kaste sværdet imod Wade. Han vidste ligeså godt som hende, at hun var rart god til at ramme plet, hvis hun ønskede. Tatia så varsomt på Wade. Der var ingen form for forbindelse til ham i hendes øjne. De var kolde. Ligeglade og så på ham som om, at han var hendes værste fjende. Dog i det hun gjorde an til at kaste drejede hun sig rundt og kastede sværdet så det ramte George lige i brystkassen. De røde øjne glødede varsomt for ulven havde taget kontrollen ganske kort. Det gav et stød igennem hende, imens hun koblede sig fra George. Det så ekstremt ud. Kroppen rystede voldsomt at det nærmest virkede helt urealistisk at hun kunne holde sig på benene. Hvis man rørte hende ville hun være brandvarm, alt for varm til at man kunne rører hende. Pludselig var det ovre.
Hun åndede lettet ud og vendte sig om imod Wade. Hun slappede omsider af og løb direkte over til ham. Kastede sig i armene på ham. Hun var lettet. Hendes åndedrag var dybe og hun følte sig fri igen. Tatia pressede sig ind til ham med al sin styrke, blot for at mærke at det virkelig var ægte. Det var ægte. Hun var ikke længere en fange i sine egne tanker.
"Jeg er så ked af det.." Hviskede hun ind imod ham. Hun mindede lidt om en som kunne bryde sammen, og hun var også på kanten til det. Så pustede hun ud.
"Jeg elsker dig så højt... så så højt." Hun fortrød handlinger hun havde taget. Men det havde været det værd, hvis de virkelig havde givet ham lov til at slippe fri. Tanken havde været naiv, men af godt hjerte.
"Lad os komme væk herfra... sammen." Sagde hun så denne gang. Ikke noget med at hoppe på, at de ville lade den anden gå. Ikke noget med tage dumme beslutninger. De skulle ud. Sammen.
"Jeg forlader ikke din side. Forstået?" Hun trak sig ud af krammet og kiggede ham i øjnene. De blågrønne øjne var fyldte med tårer og et par blink så tog de turen på skift ned af hendes kinder. Svedperlerne dansede henover hendes hud fra den varme hun havde været kort udsat for.
"Det ser ud til, at i sidste ende bringer vi hinanden tilbage." Et smil trak sig skævt på hendes læber. før hun tørrede sine øjne.
Tatia havde fuldkommen glemt sine omgivelser. Al den råben omkring dem.
"Sidste gang jeg var her.. tog jeg turen i ulve form op over tribunen og sprang udover kanten. Der var langt ned. Men jeg ved ikke om der er en anden mere sikker vej. Det er der sikkert." Tatia kiggede sig rundt. "Den vej jeg kom ind. Hvis vi kan banke døren op.. så føre vejen os direkte op til deres gemakker. Det tog mig og Razor to forsøg sidst at slippe væk. Jeg tror på vi ville kunne klare den op til tribunen, men at springe. Jeg var på engleblod sidst. Vi kunne ende med at lande forkert. Plus publikum er ret vilde når de ikke får deres show." Tatias hoved tænkte kun på at de skulle ud. Det kunne høres på hende at hun ville ud herfra. Det var dårlige minder der blot blev bygget mere på. Det kunne måske komme som en overraskelse at hun havde været her før. Tatia greb fat i hans hånd og løb hen til den dør hun var gået ind af. Det andet virkede for risikabelt. Tatia turde ikke at rigtig bruge sin evne. Døren virkede dog ikke til at ville gå op lige meget, hvor meget hun prøvede at rive den op. Så pustede hun ud og lod alligevel hendes evne spille med i styrke. En styrke fra en elefant burde kunne gøre det. Og ganske rigtig, hun fik døren revet op. Kroppen reagerede ved at advare hende. Tårerne løb stille ud som blod og blodet løb stille ud af hendes næse.
"Kom." Sagde hun så og sank en klump. Lod sin håndryg køre henunder sin næse for at fjerne blodet. Ingen grund til at gøre ham bekymret jo. Mere end han måske var i forvejen.
Der var flot i dette rum i forhold til det form for fængsel de andre som Wade havde været i. Tatia sank let en klump og gik videre. Tatia holdt dog ikke meget afstand fra Wade, for hun ville ikke risikere at han pludselig forsvandt bagved hende.Hendes hjerte bankede som de gik videre. Larmen havde hun lukket ude af sit hoved og lugten af blod ramte hende da hun passerede rummet, hvor Wade havde haft dræbt de andre. Let kiggede hun over på ham. Man kunne vel bare bange for, at hun ville dømme ham på det? Men hun havde ikke været bedre selv.
"For at overleve gør vi, hvad vi er nød til." Sagde hun så. Og lod sin hånd glide henover hans kind. "Hvis du vil have tilgivelse.. så har du den. Du er tilgivet." Hun smilte oprigtigt til ham, intet havde ændret sig i forhold til følelserne for ham. Det var ikke fysisk muligt.
Turen gik videre over i de pænere og mere rige omgivelser. Dog lige inden passerede hun den lille celle, hvor blodet fløj på jorden. Som en hel sø fra, hvor hendes smerte havde fundet sted.
"Vi burde brænde det her sted til grunden." Hviskede hun og slog blikket væk fra blodet. Lyden af stillethæle lød længere nede.
"Vent her." Hviskede hun til Wade og trådte lidt frem. Hun pustede lidt ud og fandt sin bedste skuespillerinde frem. Det var kvinden som havde haft skadet Wade. Tatia vidste, at hun ikke havde deltaget i legende, fordi hun havde sovet... men kendte til planerne. Et smil bredte sig stort og falsk henover læberne da hun mødte hende. Tydeligvis ingen mistro.
"Vandt du over ham?" Spurgte hun virkede en smule overrasket.
"Selvfølgelig gjorde jeg det. De bad mig gå imod fjenden med vrede. Så det var hvad jeg havde tænkt mig at gøre." Tatia løftede sit knæ op i maven på kvinden så hun fald sammen. Så sparkede hun hende ned og ligge. Tatia satte sig på hug over hende og greb om halsen på hende. Styrken var på Tatias side med evnen i brug stadigvæk. Dog kunne hun ikke undgå at nå at modtage en smule stød da kvinden greb om hendes håndled.
"Godnat solstråle." Hviskede hun derefter. Kvinden blev slap. Ulven var ikke tilfreds. De røde øjne glødede varsomt. Imens de kiggede på den livløse kvinde. Den knurrede. Den var rasende.
Lyden af flok der kom imod dem fik hende til at løfte hovedet op. Ulven så rødt. Den ønskede at løbe imod dem og nedlægge byttet.
"Vi kan tage dem.. " Det var tydeligvis ikke det mest fornuftige valg, udvejen var den anden vej.
"Det kan jeg ikke! " Udbrød hun i et højt råb. "Jeg kan ikke." Hviskede hun trist. Hendes stemme var hjerteskærende.
"Alt jeg kan tænke på, er at flå dig fra hinanden." De røde øjne glødede let. Det var dem som kunne nå mest ind til hendes jeg. Det var mennesket der var kontrol over ikke ulven. Så ulven ønskede at kæmpe sig fri.
George råbte pludselig op: "Så kæmp dog!" Hvilket gjorde Tatias øjne blev sorte ganske kort. Så blev de blågrønne igen, slap følelsen. Ulven inde i hende skreg for at komme ud. En pil bagfra fløj afsted for at ramme Wade i hans skulder så han kunne give slip på hende kort nok til at hun kunne få sig selv fri. Tatia skubbede ham bagud, men bukkede sig derefter forover for at tage fat om sine knæ. Let pustede hun ud.
"Jeg kan ikke kæmpe imod det. Jeg har ingen kontrol." Hun løftede hovedet op og pustede ud. Tatia klemte øjnene hårdt sammen. Så virkede det dog pludselig som om hun slappede af. Dog ikke til hende og Wades side af sagen.
"Jeg føler ingen smerte. Ingen kærlighed.. intet tilovers forandre." Det gentog sig i hendes hoved og ordene kom ud i en mumlen. George gentog dem for hende for at de blev placeret i hendes hoved igen. Tatia greb fat i sit eget hoved og lod sine næver bore sig ind i hovedbunden.
"Ulven.. " Hviskede hun let. Hendes vrede kontaktede ulven. Men det vidste de ikke.
Hun så og kiggede på Wade som om, at hun havde fået en åbenbaring, en ide. Hovedet ønskede ikke at sammenarbejde med hende dog. Så pustede hun let ud.
"Måske... måske kan det virke.. nej.. det for risikabelt... " Det var en mulighed. Men måske ikke så fornuftigt. Kontrollen hang på kanten til at falde ned og blive tabt. Lysten til at skrige ramte hende. Det sad dog fast i halsen på hende og kunne ikke komme videre
"Jeg vil ikke skade dig.. Jeg vil virkelig ikke skade dig.. " Sagde hun sørgmodigt. Sværdet samlede hun op igen. Hun kiggede på bladet og så sig selv.
Tatia pustede ud og sank så en klump. Så gik hun lidt rundt frem og tilbage for at holde sig selv beskæftiget. Prøvede at holde hovedet koldt. Koble sig til sig selv. De vidste det ikke. Det vidste ikke, at blot duften af ham bragte hende i en tilstand, hvor hun følte sig tilpas. Synet af ham gjorde hende i stand til at se en smule mere klart end før. Han var i stand til at bringe hende tilbage og det vidste hun godt. Hvis de skulle få hendes lykkedes. Få endes lykkedes i at dræbe ham. Ville hun aldrig kunne vende tilbage. Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis hun skadede ham. Tatia pustede ud.
"Så fortag dig dog noget kvinde! Vi har ikke hele dagen!" Blev der råbt af George. Let kiggede hun tilbage. Hun nikkede, og gjorde an til at kaste sværdet imod Wade. Han vidste ligeså godt som hende, at hun var rart god til at ramme plet, hvis hun ønskede. Tatia så varsomt på Wade. Der var ingen form for forbindelse til ham i hendes øjne. De var kolde. Ligeglade og så på ham som om, at han var hendes værste fjende. Dog i det hun gjorde an til at kaste drejede hun sig rundt og kastede sværdet så det ramte George lige i brystkassen. De røde øjne glødede varsomt for ulven havde taget kontrollen ganske kort. Det gav et stød igennem hende, imens hun koblede sig fra George. Det så ekstremt ud. Kroppen rystede voldsomt at det nærmest virkede helt urealistisk at hun kunne holde sig på benene. Hvis man rørte hende ville hun være brandvarm, alt for varm til at man kunne rører hende. Pludselig var det ovre.
Hun åndede lettet ud og vendte sig om imod Wade. Hun slappede omsider af og løb direkte over til ham. Kastede sig i armene på ham. Hun var lettet. Hendes åndedrag var dybe og hun følte sig fri igen. Tatia pressede sig ind til ham med al sin styrke, blot for at mærke at det virkelig var ægte. Det var ægte. Hun var ikke længere en fange i sine egne tanker.
"Jeg er så ked af det.." Hviskede hun ind imod ham. Hun mindede lidt om en som kunne bryde sammen, og hun var også på kanten til det. Så pustede hun ud.
"Jeg elsker dig så højt... så så højt." Hun fortrød handlinger hun havde taget. Men det havde været det værd, hvis de virkelig havde givet ham lov til at slippe fri. Tanken havde været naiv, men af godt hjerte.
"Lad os komme væk herfra... sammen." Sagde hun så denne gang. Ikke noget med at hoppe på, at de ville lade den anden gå. Ikke noget med tage dumme beslutninger. De skulle ud. Sammen.
"Jeg forlader ikke din side. Forstået?" Hun trak sig ud af krammet og kiggede ham i øjnene. De blågrønne øjne var fyldte med tårer og et par blink så tog de turen på skift ned af hendes kinder. Svedperlerne dansede henover hendes hud fra den varme hun havde været kort udsat for.
"Det ser ud til, at i sidste ende bringer vi hinanden tilbage." Et smil trak sig skævt på hendes læber. før hun tørrede sine øjne.
Tatia havde fuldkommen glemt sine omgivelser. Al den råben omkring dem.
"Sidste gang jeg var her.. tog jeg turen i ulve form op over tribunen og sprang udover kanten. Der var langt ned. Men jeg ved ikke om der er en anden mere sikker vej. Det er der sikkert." Tatia kiggede sig rundt. "Den vej jeg kom ind. Hvis vi kan banke døren op.. så føre vejen os direkte op til deres gemakker. Det tog mig og Razor to forsøg sidst at slippe væk. Jeg tror på vi ville kunne klare den op til tribunen, men at springe. Jeg var på engleblod sidst. Vi kunne ende med at lande forkert. Plus publikum er ret vilde når de ikke får deres show." Tatias hoved tænkte kun på at de skulle ud. Det kunne høres på hende at hun ville ud herfra. Det var dårlige minder der blot blev bygget mere på. Det kunne måske komme som en overraskelse at hun havde været her før. Tatia greb fat i hans hånd og løb hen til den dør hun var gået ind af. Det andet virkede for risikabelt. Tatia turde ikke at rigtig bruge sin evne. Døren virkede dog ikke til at ville gå op lige meget, hvor meget hun prøvede at rive den op. Så pustede hun ud og lod alligevel hendes evne spille med i styrke. En styrke fra en elefant burde kunne gøre det. Og ganske rigtig, hun fik døren revet op. Kroppen reagerede ved at advare hende. Tårerne løb stille ud som blod og blodet løb stille ud af hendes næse.
"Kom." Sagde hun så og sank en klump. Lod sin håndryg køre henunder sin næse for at fjerne blodet. Ingen grund til at gøre ham bekymret jo. Mere end han måske var i forvejen.
Der var flot i dette rum i forhold til det form for fængsel de andre som Wade havde været i. Tatia sank let en klump og gik videre. Tatia holdt dog ikke meget afstand fra Wade, for hun ville ikke risikere at han pludselig forsvandt bagved hende.Hendes hjerte bankede som de gik videre. Larmen havde hun lukket ude af sit hoved og lugten af blod ramte hende da hun passerede rummet, hvor Wade havde haft dræbt de andre. Let kiggede hun over på ham. Man kunne vel bare bange for, at hun ville dømme ham på det? Men hun havde ikke været bedre selv.
"For at overleve gør vi, hvad vi er nød til." Sagde hun så. Og lod sin hånd glide henover hans kind. "Hvis du vil have tilgivelse.. så har du den. Du er tilgivet." Hun smilte oprigtigt til ham, intet havde ændret sig i forhold til følelserne for ham. Det var ikke fysisk muligt.
Turen gik videre over i de pænere og mere rige omgivelser. Dog lige inden passerede hun den lille celle, hvor blodet fløj på jorden. Som en hel sø fra, hvor hendes smerte havde fundet sted.
"Vi burde brænde det her sted til grunden." Hviskede hun og slog blikket væk fra blodet. Lyden af stillethæle lød længere nede.
"Vent her." Hviskede hun til Wade og trådte lidt frem. Hun pustede lidt ud og fandt sin bedste skuespillerinde frem. Det var kvinden som havde haft skadet Wade. Tatia vidste, at hun ikke havde deltaget i legende, fordi hun havde sovet... men kendte til planerne. Et smil bredte sig stort og falsk henover læberne da hun mødte hende. Tydeligvis ingen mistro.
"Vandt du over ham?" Spurgte hun virkede en smule overrasket.
"Selvfølgelig gjorde jeg det. De bad mig gå imod fjenden med vrede. Så det var hvad jeg havde tænkt mig at gøre." Tatia løftede sit knæ op i maven på kvinden så hun fald sammen. Så sparkede hun hende ned og ligge. Tatia satte sig på hug over hende og greb om halsen på hende. Styrken var på Tatias side med evnen i brug stadigvæk. Dog kunne hun ikke undgå at nå at modtage en smule stød da kvinden greb om hendes håndled.
"Godnat solstråle." Hviskede hun derefter. Kvinden blev slap. Ulven var ikke tilfreds. De røde øjne glødede varsomt. Imens de kiggede på den livløse kvinde. Den knurrede. Den var rasende.
Lyden af flok der kom imod dem fik hende til at løfte hovedet op. Ulven så rødt. Den ønskede at løbe imod dem og nedlægge byttet.
"Vi kan tage dem.. " Det var tydeligvis ikke det mest fornuftige valg, udvejen var den anden vej.
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Søn 22 Maj 2016 - 1:29
Han måtte indrømme at han var bange for at han ikke ville kunne få hende tilbage. Og at slå hende ihjel var ikke en mulighed. Han holdte stadig om hende og forsøgte endnu engang:” Bare tænk tilbage. Tænk på vores pack. Den har brug for dig. Jeg har brug for dig! Kæmp imod!” sagde han til hende, men så snart den uventede pil ramte hans skulder var han nødsaget til at slippe hende. Han tog fat i kæppen og knækkede den af, han kunne alligevel ikke fjerne den før alt dette var overstået. Hvis han da slap med sit liv i behold. Han stod og betragtede hende med et bedende blik, dog søgte han efter hendes øjne for at se om hun stadigvæk ikke var sig selv.
Wade stod og nærstuderede hende mens han alligevel prøvede at række ind til hendes rigtige jeg, der var gemt væk. Han forstod stadig ikke helt hvad der var sket, men noget sagde ham at det var den der væske, som de havde givet hende, der pillede ved hendes følelser og minder. Han lyttede til hende og rakte ud efter hende, dog nærmede han sig ikke:” Tatia. Du behøver ikke skade mig. Du kan kæmpe imod. Du er stærk. Du har altid været stærk.” sagde han så inden hans blik faldt op på George. Det var ham der styrede det hele. Ham der mindede hende om at hun var under hans kontrol. Han rettede blikket mod Tatia igen da hun gjorde an til at kaste sværdet imod ham. Han sukkede kort og var klar til at undvige, men blev overrasket da hun kastede det i en anden retning.
Det ramte George. Et stort smil bredte sig på hans læber og han gik hende i møde, inden han greb hende. Han trykkede hende tæt indtil sig som havde han ikke set hende i tusinder af år og han følte sig så glad. Men det var ikke ovre endnu. Hans arme var helt om hende og hans hoved begravet i hendes skulder mens han lyttede til hende. Han kunne ikke undgå at smile:” Det er okay. Du kom tilbage til mig.” hviskede han tilbage mens han kom med en dyb udånding. Han ville gerne bare lukke verdenen ude, kun fokusere på hende. Og det gjorde han også nu hvor han havde chancen. I de minutter de havde sammen, handlede det kun om hende:” Jeg elsker dig højere end mit eget liv.. Det ved du sikkert allerede nu..” hviskede han mod hendes skulder inden han løftede sit hoved og så hende i øjnene.
”Sammen.” bekræftede han. Det var slut med at forsøge at ofre sig for hinanden. Det var alligevel ikke packens veje, de skulle holde sammen, for sammen var de stærkere. Sådan havde det altid været. Men tanken om at kunne miste Tatia havde fået ham til at smide alle tanker væk om packen, hvilket nok var en forbrydelse. Wade vidste bare at uden Tatia, var der intet at leve for. Ingen grund til at forsøge at overleve livet, hvis hun ikke var der til at støtte ham. Og støtte skulle han bruge når de var kommet ud af denne knibe. Han havde ikke selv glemt hvad han havde gjort. Han så på hende og nikkede roligt:” Vi har en vane med at gøre det.” sagde han og klukkede let. Med en tommelfinger fjernede han blidt det saltede vand fra hendes yderste øjenkrog. Så smuk hun var, selv med tårer i øjnene. Han kunne ikke undgå at smile.
Råbene kom også først da hun lod til at blive berørt af omgivelserne. Han så sig om inden han lyttede til hende. Han nikkede bare roligt, dog strejfede en undren sig over hvem denne Razor kunne være. Men det måtte vente til en mere belejlig tid. Der var faktisk mange spørgsmål. Han klemte kort om hendes hånd da hun greb hans og løb med hende. Han så på døren og kom med et suk:” Tatia… jeg syntes ikke du…” men inden han kunne færdiggøre hvad han ville sige fik hun døren op. Han greb fat i hende og løftede hende op i sin favn inden han skyndte sig gennem døren. Der var ingen chance for at han ville lade hende gå, da han godt havde set hendes krops reaktion på at hun brugte sin evne. Hvis hun prøvede at kæmpe imod ville han blot holde hende og fortsætte med at gå.
Dog havde han ikke regnet med at komme tilbage til cellen. Han satte hende roligt på benene igen og betragtede selv cellen. Han greb den ene tremme og betragtede blodet:” Tatia, det…” forsøgte han men han blev stoppet af hende der talte videre. Han kørte en hånd ned af hendes kind og pressede sine læber mod hendes i et kort men passioneret kys:” Tak…” sagde han så bare, men det smil der kom var halvhjertet. Ikke fordi at han ikke værdsatte det, men tanken om at hun skulle kende sandheden om hvad der skete den nat. Det måtte komme ud på et tidspunkt. Han sukkede let og gik videre.
Som de bevægede sig ind i de rigere omgivelser, kunne han mærke noget var galt. Der var noget helt, helt galt. Han ventede som hun bad ham om, dog kunne han ikke undgå at følge efter, blot for at sikre sig at hun var okay. Han fik øje på kvinden og knugede sine hænder hårdt sammen, blot tanken om hvad hun havde trukket ham igennem, skar i ham. Han stoppede hende heller ikke da hun angreb hende. I øjenkrogen spottede han en taske, en som lægerne plejede at lade ligge. Han fandt en sprøjte frem og gemte den, mens Tatia var optaget af at kvæle kvinden. Han trådte frem og lagde en hånd mod hendes skulder:” Tak..” mumlede han kort inden han hjalp hende op.
Han lagde en hånd mod hendes kind og kom med et kort smil:” Det kan vi godt. Men det vil jeg ikke have vi gør. Tilgiv mig.” nåede han at sige inden han stak hende i halsen med sprøjten. Midlet var blot noget der ville få hende til at sove. Nok tid til at han ville kunne få dem væk. Han løftede hende op over sine skuldre og løb afsted. En person åbnede en hemmelig gang for ham for at han kunne komme ud. De blev lukket direkte ud i skoven.
Natten var allerede faldt på før han blev træt af at løbe og måtte sætte sig. Han følte at han havde været nød til at tage de beslutninger som han havde taget. At give hende den indsprøjtning, var ikke noget han fortrød. Han så i hendes øjne at hun ikke havde nogle intentioner om at finde en vej ud, men mere hævne sig på dem. Det var unødvendigt, men om hun ville se sig sur på ham over det, måtte han finde ud af når hun vågnede. Han lagde roligt Tatia ned og kom med en tung udånding. Han ventede til hun vågnede igen før han begyndte at snakke:” Jeg har ikke fortjent at blive tilgivet for det jeg har gjort. Det var ikke for at overleve.. Jeg lavede en aftale, så vi kunne slippe ud i god behold..." han sukkede kort inden han fortsatte:" Men det var på bekostning af alle de shapeshiftere i den celle. De liv jeg har taget. Er nogle jeg skal leve med resten af mit liv..” sagde han så med en lettere sørgmodig stemme.
Hvad ville Tatia sige til det? Og for den sags skyld, hvad ville Niylah sige til det? Det han havde gjort, var så selvisk. Han sukkede dybt og kørte en hånd over hovedet.
Wade stod og nærstuderede hende mens han alligevel prøvede at række ind til hendes rigtige jeg, der var gemt væk. Han forstod stadig ikke helt hvad der var sket, men noget sagde ham at det var den der væske, som de havde givet hende, der pillede ved hendes følelser og minder. Han lyttede til hende og rakte ud efter hende, dog nærmede han sig ikke:” Tatia. Du behøver ikke skade mig. Du kan kæmpe imod. Du er stærk. Du har altid været stærk.” sagde han så inden hans blik faldt op på George. Det var ham der styrede det hele. Ham der mindede hende om at hun var under hans kontrol. Han rettede blikket mod Tatia igen da hun gjorde an til at kaste sværdet imod ham. Han sukkede kort og var klar til at undvige, men blev overrasket da hun kastede det i en anden retning.
Det ramte George. Et stort smil bredte sig på hans læber og han gik hende i møde, inden han greb hende. Han trykkede hende tæt indtil sig som havde han ikke set hende i tusinder af år og han følte sig så glad. Men det var ikke ovre endnu. Hans arme var helt om hende og hans hoved begravet i hendes skulder mens han lyttede til hende. Han kunne ikke undgå at smile:” Det er okay. Du kom tilbage til mig.” hviskede han tilbage mens han kom med en dyb udånding. Han ville gerne bare lukke verdenen ude, kun fokusere på hende. Og det gjorde han også nu hvor han havde chancen. I de minutter de havde sammen, handlede det kun om hende:” Jeg elsker dig højere end mit eget liv.. Det ved du sikkert allerede nu..” hviskede han mod hendes skulder inden han løftede sit hoved og så hende i øjnene.
”Sammen.” bekræftede han. Det var slut med at forsøge at ofre sig for hinanden. Det var alligevel ikke packens veje, de skulle holde sammen, for sammen var de stærkere. Sådan havde det altid været. Men tanken om at kunne miste Tatia havde fået ham til at smide alle tanker væk om packen, hvilket nok var en forbrydelse. Wade vidste bare at uden Tatia, var der intet at leve for. Ingen grund til at forsøge at overleve livet, hvis hun ikke var der til at støtte ham. Og støtte skulle han bruge når de var kommet ud af denne knibe. Han havde ikke selv glemt hvad han havde gjort. Han så på hende og nikkede roligt:” Vi har en vane med at gøre det.” sagde han og klukkede let. Med en tommelfinger fjernede han blidt det saltede vand fra hendes yderste øjenkrog. Så smuk hun var, selv med tårer i øjnene. Han kunne ikke undgå at smile.
Råbene kom også først da hun lod til at blive berørt af omgivelserne. Han så sig om inden han lyttede til hende. Han nikkede bare roligt, dog strejfede en undren sig over hvem denne Razor kunne være. Men det måtte vente til en mere belejlig tid. Der var faktisk mange spørgsmål. Han klemte kort om hendes hånd da hun greb hans og løb med hende. Han så på døren og kom med et suk:” Tatia… jeg syntes ikke du…” men inden han kunne færdiggøre hvad han ville sige fik hun døren op. Han greb fat i hende og løftede hende op i sin favn inden han skyndte sig gennem døren. Der var ingen chance for at han ville lade hende gå, da han godt havde set hendes krops reaktion på at hun brugte sin evne. Hvis hun prøvede at kæmpe imod ville han blot holde hende og fortsætte med at gå.
Dog havde han ikke regnet med at komme tilbage til cellen. Han satte hende roligt på benene igen og betragtede selv cellen. Han greb den ene tremme og betragtede blodet:” Tatia, det…” forsøgte han men han blev stoppet af hende der talte videre. Han kørte en hånd ned af hendes kind og pressede sine læber mod hendes i et kort men passioneret kys:” Tak…” sagde han så bare, men det smil der kom var halvhjertet. Ikke fordi at han ikke værdsatte det, men tanken om at hun skulle kende sandheden om hvad der skete den nat. Det måtte komme ud på et tidspunkt. Han sukkede let og gik videre.
Som de bevægede sig ind i de rigere omgivelser, kunne han mærke noget var galt. Der var noget helt, helt galt. Han ventede som hun bad ham om, dog kunne han ikke undgå at følge efter, blot for at sikre sig at hun var okay. Han fik øje på kvinden og knugede sine hænder hårdt sammen, blot tanken om hvad hun havde trukket ham igennem, skar i ham. Han stoppede hende heller ikke da hun angreb hende. I øjenkrogen spottede han en taske, en som lægerne plejede at lade ligge. Han fandt en sprøjte frem og gemte den, mens Tatia var optaget af at kvæle kvinden. Han trådte frem og lagde en hånd mod hendes skulder:” Tak..” mumlede han kort inden han hjalp hende op.
Han lagde en hånd mod hendes kind og kom med et kort smil:” Det kan vi godt. Men det vil jeg ikke have vi gør. Tilgiv mig.” nåede han at sige inden han stak hende i halsen med sprøjten. Midlet var blot noget der ville få hende til at sove. Nok tid til at han ville kunne få dem væk. Han løftede hende op over sine skuldre og løb afsted. En person åbnede en hemmelig gang for ham for at han kunne komme ud. De blev lukket direkte ud i skoven.
Natten var allerede faldt på før han blev træt af at løbe og måtte sætte sig. Han følte at han havde været nød til at tage de beslutninger som han havde taget. At give hende den indsprøjtning, var ikke noget han fortrød. Han så i hendes øjne at hun ikke havde nogle intentioner om at finde en vej ud, men mere hævne sig på dem. Det var unødvendigt, men om hun ville se sig sur på ham over det, måtte han finde ud af når hun vågnede. Han lagde roligt Tatia ned og kom med en tung udånding. Han ventede til hun vågnede igen før han begyndte at snakke:” Jeg har ikke fortjent at blive tilgivet for det jeg har gjort. Det var ikke for at overleve.. Jeg lavede en aftale, så vi kunne slippe ud i god behold..." han sukkede kort inden han fortsatte:" Men det var på bekostning af alle de shapeshiftere i den celle. De liv jeg har taget. Er nogle jeg skal leve med resten af mit liv..” sagde han så med en lettere sørgmodig stemme.
Hvad ville Tatia sige til det? Og for den sags skyld, hvad ville Niylah sige til det? Det han havde gjort, var så selvisk. Han sukkede dybt og kørte en hånd over hovedet.
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Søn 22 Maj 2016 - 2:13
Hånden på hendes skulder og hjælpen på benene gjorde kort hun kneb øjnene let. Tatia følte ikke de havde tid til at stå i dette øjeblik med øjnene rettet imod hinanden. Det korte smil. Tatia nåede ikke at lave nogen form for respons andet end et forvirret blik før han stak sprøjten i halsen på hende.
"N." Hun nåede ikke engang at udtale sin reaktion før hendes krop faldt sammen i hans arme. Søvnen var dyb. Hun bemærkede slet ikke, hvad der forgik omkring dem. Hvad der skete. Det var først lidt senere hun begyndte at komme en smule til bevidstheden imens han løb. Hvad skete der? Hvor længe havde hun været væk. Hendes krop var stadigvæk træt. Og reagerede ikke rigtig før hun var sat ned. De blågrønne øjne var en anelse forvirrede. Dog lyttede hun stadigvæk da han snakkede. Let sank hun en klump. Han havde dræbt dem for at slippe ud stadigvæk. Aftale eller ej. I sidste ende havde hans instinkt været at slippe ud i god behold. Det vidste hun ærligtalt ikke hvorfor hun skulle se som et problem. Måske var det fordi, at hun selv følte sig så skyldig over alt hun havde gjort? Skyld var den ting som altid havde fyldt meget ved hende, og den sværeste at jage væk.
"Vi har alle lavet nogle valg vi skal leve med resten af vores liv." Hviskede hun og slog blikket let ned. Så kom hun på benene igen og kiggede over imod, hvor de var løbet fra. Et sank hun en klump.
"Hvorfor lod du mig ikke dræbe dem... " Spurgte hun så og kiggede ned på ham. "Har du nogen anelse om, hvad de har haft gang i... det er ikke bare det første kul de har fanget. Det er ikke første gang de skader folk på den måde.." Let pustede hun ud for ikke at miste besindelsen. Det var ikke et godt tidspunkt for hende at miste sin lunte.
"Alt jeg ville have var at de skulle lide..." Hviskede hun og slog blikket i modsatte retning af Wade. Det var måske ikke sundt. Let knyttede hun sine næver for at give slip.
"Selvfølgelig er det min egen fejl... jeg havde nær mistet alt denne omgang. Den første havde jeg intet med mig at miste... men da... men ja jeg så dig derinde.." Hun foldede kort sine læber og pustede ud for ikke at trille en tårer. "Det var min skyld de gjorde, hvad de gjorde imod dig.. det var min skyld du næsten.." Hun slog blikket væk fra ham og pustede udmattet ud.
Så bed hun tænderne sammen.
"Du havde måske en aftale, men da jeg var der for ikke så længe siden.. imens du ikke var hjemme.. der var reglerne anderledes. Der var det i hold. To mands hold. Hvis den ene døde ville den anden dø også. Jeg udslettede. Slagtede folk. Uskyldige som var bange. For at komme hjem... jeg lod mig tæve gul og blå af dem. Det er jeg nød til at leve med. Vi er alle nød til at leve med, hvad vi har gjort." Det mindre anfald var overværet. Lige til hun så, hvor de hvilede sig. Det fik hende til at reagere blandet. Boede hun virkelig så tæt på dengang. Stille bevægede hun sig modsat af, hvor de kom fra. Det var så tæt på hendes barndomshjem. Sommerfugleklippen kom til syne for hendes øjne. De smukke farver havde sommerfuglene endnu.
"Så smukke." Hun kiggede over imod Wade, for hun ville ikke gå uden at kunne se ham bare lidt.
"Kom og se. De er virkelig smukke." Sagde hun så. Stemmen var anderledes end den lettere vrede-frusterede fra før. Den her var... glad. Dejlig blød.
Huset var på den anden side af busken. Hun var kommet til denne sten så tit for at tage på eventyr som barn. Tatia var skiftet om i humør, fordi hun ikke kunne tåle at bære rundt på følelsen mere. Den følelse af kontroltab hun havde haft.
"Tænker du nogensinde tilbage...? På tiden før alt ulykke ramte en... jeg gør det ofte. Tænker tilbage på, hvordan mit liv ville se ud, hvis jeg ikke havde været skyld i min fars død. Nogle gange fortrækker jeg det kort.." Let kiggede hun over på ham og sank en klump; "Men så ville jeg ikke have mødt dig. Og du er det bedste der nogensinde er sket for mig." Tilføjede hun og så direkte på Wade.
Så rømmede hun sig lidt.
"Jeg er ikke just glad for din måde at 'kidnappe' mig med dig på... men jeg forstår, hvorfor du gjorde det.. Jeg ville have gjort det samme. Jeg var heller ikke glad for, at du var ved at tage skylden over på dig. Men når det så er sagt.. " Hun gik tættere på ham, og der var ikke et sekund hvor hun kiggede væk fra hans mørke øjne. "Selvom jeg sagde, at jeg aldrig ville tale til dig igen, hvis du gjorde det.. så ved vi begge vidst godt, at jeg ikke ville kunne overholde det." Et skævt smil spredte sig på hendes læber før hun plantede dem på hans ganske kort.
"Der er intet i denne verden, som kan få mig til at ændre mening om dig. Intet. Når du føler du fortjener tilgivelse, så giv den til dig selv. Kun der bliver du tilfreds." Sagde hun så og så ham direkte i øjnene. "En meget klog flot mand sagde engang til mig; Du bærer rundt på noget der er stærkt unødvendigt, så længe du gør det til at svaglig-gøre dig selv,” Faktisk citerede hun ham, om han kunne huske de ord han havde sagt tilbage til deres første møde var selvfølgelig en anden side af sagen.
"Der er et hus deroppe... det kan være at der ikke bor nogle eller der ingen er hjemme.. vi har brug for ordentlig søvn, hvis vi skal få mest ud af turen hjem." Ikke at hun ikke kunne holde til det, men Wade og lade hende presse sig selv og omvendt.
Lidt nervøs for at se sit gamle hjem tæt på? Ja det kunne man sagtens sige. Dog tog hun Wades hånd og bevægede sig derop imod. Han havde været der før, men hun ville bekræftes i det før hun sagde noget omkring det. Så bevægede hun sig tættere på. Der var ingen fært der. De måtte være flyttet ud siden hun sidst var der. ellers så var de bare ikke hjemme. Hendes hjerte bankede voldsommere og voldsommere des tættere hun kom på huset. Hun bemærkede slet ikke, at hun gav Wades hånd et ekstra lille klem. Det kunne selvfølgelig også være af andre årsager. Bagdøren stod lidt åben. Hvilket gjorde det til den bedste mulighed, nu når hun ikke havde Razor til at smutte ind for at dirke låsen op. Hvis de var heldige boede der ikke en fuldmand som kom hjem senere. Hvis Wade kunne huske dette sted, måtte han vel tro at familien havde været i live og været lykkelig.. ellers så turde hun ikke tænke sig til andet end hvad der faktisk var sket. Tatia bed sig i kinden imens de gik imod stedet. Let greb hun med en rystende hånd fast i dørhåndtaget og åbnede den. Så trådte hun ind. Hendes fingre gled henover en rift i døren fra et sætklør. Ikke særlig store, men stadigvæk fra en ung kæmpeulv. Så gik hun længere ind. Slap ikke Wades hånd. Hun rystede. Blikket gled rundt i huset. Det lignede ikke sig selv på indretningen. Ikke det mindste og dog kunne hun se det hele for sig alligevel. Hendes hjerte sprang en takt over, hvilket gjorde det gøs koldt henover hendes ryg. Billedet af jægerne som flåede hendes far fra hinanden få skridt fra hvor hun stod. Det gav et sæt i hende.
Det føltes kort som om, at hun glemte at trække vejret. Hun stirrede direkte ud i luften som om, at hun havde set et monster. Al lyd forsvandt ud i et ekko som var så langtvæk, at hun ikke kunne opfatte lyden. Scenen spillede sig igen. For første gang i så mange år ramte den fortid hende. En lille tårer trillerede ned af hendes kind før hun blev rusket tilbage til virkeligheden og slog blikket ned. Hendes første instinkt var at søge tryghed. Hvilket gjorde at hun kastede sig ind i favnen af Wade. Let sank hun en klump og varmen fra ham berolige sig. Så tørrede hun øjnene let. Selvom de allerede havde forplantet sig imod hans hud. Hun hadede skylden ved oplevelsen. Generelt skylden som overfyldte hende hele tiden.
"N." Hun nåede ikke engang at udtale sin reaktion før hendes krop faldt sammen i hans arme. Søvnen var dyb. Hun bemærkede slet ikke, hvad der forgik omkring dem. Hvad der skete. Det var først lidt senere hun begyndte at komme en smule til bevidstheden imens han løb. Hvad skete der? Hvor længe havde hun været væk. Hendes krop var stadigvæk træt. Og reagerede ikke rigtig før hun var sat ned. De blågrønne øjne var en anelse forvirrede. Dog lyttede hun stadigvæk da han snakkede. Let sank hun en klump. Han havde dræbt dem for at slippe ud stadigvæk. Aftale eller ej. I sidste ende havde hans instinkt været at slippe ud i god behold. Det vidste hun ærligtalt ikke hvorfor hun skulle se som et problem. Måske var det fordi, at hun selv følte sig så skyldig over alt hun havde gjort? Skyld var den ting som altid havde fyldt meget ved hende, og den sværeste at jage væk.
"Vi har alle lavet nogle valg vi skal leve med resten af vores liv." Hviskede hun og slog blikket let ned. Så kom hun på benene igen og kiggede over imod, hvor de var løbet fra. Et sank hun en klump.
"Hvorfor lod du mig ikke dræbe dem... " Spurgte hun så og kiggede ned på ham. "Har du nogen anelse om, hvad de har haft gang i... det er ikke bare det første kul de har fanget. Det er ikke første gang de skader folk på den måde.." Let pustede hun ud for ikke at miste besindelsen. Det var ikke et godt tidspunkt for hende at miste sin lunte.
"Alt jeg ville have var at de skulle lide..." Hviskede hun og slog blikket i modsatte retning af Wade. Det var måske ikke sundt. Let knyttede hun sine næver for at give slip.
"Selvfølgelig er det min egen fejl... jeg havde nær mistet alt denne omgang. Den første havde jeg intet med mig at miste... men da... men ja jeg så dig derinde.." Hun foldede kort sine læber og pustede ud for ikke at trille en tårer. "Det var min skyld de gjorde, hvad de gjorde imod dig.. det var min skyld du næsten.." Hun slog blikket væk fra ham og pustede udmattet ud.
Så bed hun tænderne sammen.
"Du havde måske en aftale, men da jeg var der for ikke så længe siden.. imens du ikke var hjemme.. der var reglerne anderledes. Der var det i hold. To mands hold. Hvis den ene døde ville den anden dø også. Jeg udslettede. Slagtede folk. Uskyldige som var bange. For at komme hjem... jeg lod mig tæve gul og blå af dem. Det er jeg nød til at leve med. Vi er alle nød til at leve med, hvad vi har gjort." Det mindre anfald var overværet. Lige til hun så, hvor de hvilede sig. Det fik hende til at reagere blandet. Boede hun virkelig så tæt på dengang. Stille bevægede hun sig modsat af, hvor de kom fra. Det var så tæt på hendes barndomshjem. Sommerfugleklippen kom til syne for hendes øjne. De smukke farver havde sommerfuglene endnu.
"Så smukke." Hun kiggede over imod Wade, for hun ville ikke gå uden at kunne se ham bare lidt.
"Kom og se. De er virkelig smukke." Sagde hun så. Stemmen var anderledes end den lettere vrede-frusterede fra før. Den her var... glad. Dejlig blød.
Huset var på den anden side af busken. Hun var kommet til denne sten så tit for at tage på eventyr som barn. Tatia var skiftet om i humør, fordi hun ikke kunne tåle at bære rundt på følelsen mere. Den følelse af kontroltab hun havde haft.
"Tænker du nogensinde tilbage...? På tiden før alt ulykke ramte en... jeg gør det ofte. Tænker tilbage på, hvordan mit liv ville se ud, hvis jeg ikke havde været skyld i min fars død. Nogle gange fortrækker jeg det kort.." Let kiggede hun over på ham og sank en klump; "Men så ville jeg ikke have mødt dig. Og du er det bedste der nogensinde er sket for mig." Tilføjede hun og så direkte på Wade.
Så rømmede hun sig lidt.
"Jeg er ikke just glad for din måde at 'kidnappe' mig med dig på... men jeg forstår, hvorfor du gjorde det.. Jeg ville have gjort det samme. Jeg var heller ikke glad for, at du var ved at tage skylden over på dig. Men når det så er sagt.. " Hun gik tættere på ham, og der var ikke et sekund hvor hun kiggede væk fra hans mørke øjne. "Selvom jeg sagde, at jeg aldrig ville tale til dig igen, hvis du gjorde det.. så ved vi begge vidst godt, at jeg ikke ville kunne overholde det." Et skævt smil spredte sig på hendes læber før hun plantede dem på hans ganske kort.
"Der er intet i denne verden, som kan få mig til at ændre mening om dig. Intet. Når du føler du fortjener tilgivelse, så giv den til dig selv. Kun der bliver du tilfreds." Sagde hun så og så ham direkte i øjnene. "En meget klog flot mand sagde engang til mig; Du bærer rundt på noget der er stærkt unødvendigt, så længe du gør det til at svaglig-gøre dig selv,” Faktisk citerede hun ham, om han kunne huske de ord han havde sagt tilbage til deres første møde var selvfølgelig en anden side af sagen.
"Der er et hus deroppe... det kan være at der ikke bor nogle eller der ingen er hjemme.. vi har brug for ordentlig søvn, hvis vi skal få mest ud af turen hjem." Ikke at hun ikke kunne holde til det, men Wade og lade hende presse sig selv og omvendt.
Lidt nervøs for at se sit gamle hjem tæt på? Ja det kunne man sagtens sige. Dog tog hun Wades hånd og bevægede sig derop imod. Han havde været der før, men hun ville bekræftes i det før hun sagde noget omkring det. Så bevægede hun sig tættere på. Der var ingen fært der. De måtte være flyttet ud siden hun sidst var der. ellers så var de bare ikke hjemme. Hendes hjerte bankede voldsommere og voldsommere des tættere hun kom på huset. Hun bemærkede slet ikke, at hun gav Wades hånd et ekstra lille klem. Det kunne selvfølgelig også være af andre årsager. Bagdøren stod lidt åben. Hvilket gjorde det til den bedste mulighed, nu når hun ikke havde Razor til at smutte ind for at dirke låsen op. Hvis de var heldige boede der ikke en fuldmand som kom hjem senere. Hvis Wade kunne huske dette sted, måtte han vel tro at familien havde været i live og været lykkelig.. ellers så turde hun ikke tænke sig til andet end hvad der faktisk var sket. Tatia bed sig i kinden imens de gik imod stedet. Let greb hun med en rystende hånd fast i dørhåndtaget og åbnede den. Så trådte hun ind. Hendes fingre gled henover en rift i døren fra et sætklør. Ikke særlig store, men stadigvæk fra en ung kæmpeulv. Så gik hun længere ind. Slap ikke Wades hånd. Hun rystede. Blikket gled rundt i huset. Det lignede ikke sig selv på indretningen. Ikke det mindste og dog kunne hun se det hele for sig alligevel. Hendes hjerte sprang en takt over, hvilket gjorde det gøs koldt henover hendes ryg. Billedet af jægerne som flåede hendes far fra hinanden få skridt fra hvor hun stod. Det gav et sæt i hende.
Det føltes kort som om, at hun glemte at trække vejret. Hun stirrede direkte ud i luften som om, at hun havde set et monster. Al lyd forsvandt ud i et ekko som var så langtvæk, at hun ikke kunne opfatte lyden. Scenen spillede sig igen. For første gang i så mange år ramte den fortid hende. En lille tårer trillerede ned af hendes kind før hun blev rusket tilbage til virkeligheden og slog blikket ned. Hendes første instinkt var at søge tryghed. Hvilket gjorde at hun kastede sig ind i favnen af Wade. Let sank hun en klump og varmen fra ham berolige sig. Så tørrede hun øjnene let. Selvom de allerede havde forplantet sig imod hans hud. Hun hadede skylden ved oplevelsen. Generelt skylden som overfyldte hende hele tiden.
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Lør 6 Aug 2016 - 20:43
//Tænkte på om du ville oute eller skal vi fortsætte det?? ^^
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Lør 6 Aug 2016 - 22:25
// Tænker at siden vi allerede har det andet emne med dem, ville det være mindre stressende for mig at vi har det nyeste. I det andet forklarer vi jo hvad der sker her ^w^
Gæst- Gæst
Sv: The Devil Comes Here and Sighs - Wade
af Gæst Lør 6 Aug 2016 - 23:18
//Jamen så outer vi dette ^^
Gæst- Gæst
Lignende emner» My new lap dog - Wade
» A Deal with the Devil//Skylar//
» dancing with the devil// Rebekah//
» My devil girl. (Tegning)
» Dance with the Devil - Camille
» A Deal with the Devil//Skylar//
» dancing with the devil// Rebekah//
» My devil girl. (Tegning)
» Dance with the Devil - Camille
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» Oh, My Sweet Summer Child - Juniper
» Bog klub - idetråd til bøger
» A royal search for knowledge
» What do you get, when you mix a broken heart with bad company?... A sinful cocktail.
» Wait a meow-ment... this can't be good! - Dr. Trott
» Ny hersker af Aquener (admin nyhed)
» In the Hands of a Demon - Emery
» Your new home, my little sweetheart