Dance with the Devil - Camille

Formelt var de har
et bal for de mægtigste, rigeste og mest perfekte væsner. I
virkeligheden var det bare en måde, at de rige kunne møde de
herskende snigmordere, pirater, oprører. Alle med magt ville være
der. Selvfølgelig var Benjamin ikke overrasket, da en falk var
kommet med en fin, officiel invitation med gul kant. Han havde endnu
til at åbne den.

Det havde været
nat siden siden klokken ni, da havet havde slukket solens stråler,
kun for at lyset skulle komme tilbage to timer senere.
Natten blev vendt
til dag, himlen var oplyst af fyrværkeri, griske smil og klodsede
diamanter. Brevet havde muligvis været af hvidt papir og med
rosenduft, men stanken af død og råd, og den sorte farve hang ved
alle til festen.


Alle havde gjort
noget ulovligt for at være, hvor de var og alle prøvede nu vaske
lugten af sig. Havde det været det værd? ville han gøre spørge
dem. Var det smerten og skyldfølelsen værd?






Han havde taget
tuxedo på. Præcis som alle de andre mænd. Alligevel kunne du godt
skille ham ud. Du kunne altid skille ham ud. Selv hvis han havde
ordnet håret som de andre, og selv hvis han ikke havde en stor
pirathat i hånden.*
I starten havde det
været morsomt. Deres ansigter, vurderende, arrogante, så ubevidste
om deres egen uvidenhed. Men efter at have brugt en halv time på at
iagttage, diskusserede prisen på den og dens hoved, at se folk danse
til den deprimenerende dårlig musik og havde fem forskellige tjener
til at spørge ”Undskyld, hr., men må jeg tage din hat?”. Til
sidst var han blevet så sur, at han havde rejst sig op og råbt ”Få
dig dog en hat selv!”. Siden da havde aftenen været ødelagt.
Dumme Stephano, havde det ikke været for ham, ville han slet ikke
være her.
Hvor
var idioten overhovedet? Var det ikke meningen, han også skulle være
her? Han så en gammel, tyk dame komme imod ham. Hendes make-up hang
ned fra øjnene, som sorte tårer, der sad lige under øjet, klar til
at falde ved den næste droppe sved. Jessica hed hun. Eller det sagde
hun i hvert fald. Personligt syntes han, at 'ko' eller 'forvokset
gris' lød mere sammende. Hun satte sig ned hans bord, man sad kun
ved hans bord(det var
egentlig Stephanos, men ligemeget), hvis man havde nogle dræbt. Han
ville aldrig dræbe i hendes navn(Jessica? Forfærdeligt, grimt,
utilstrækkeligt navn) om så han gik verden for det. Den kunne han
erobre en anden gang, alene.
Hun gik efter under
et minut.
Et suk undslap ham;
en ny dans var ved at begynde.




*Barbossa-style!

Lod man kalenderen diktere, var det faktisk sommerens ende...den sidste officielle sommerdag året have at byde ind med, inden efterårets komme.
Hvilken fantastisk måde at tage afsked på, at takke sommeren for denne omgang på, med at planlægge en overdådig og dekadent fest på paladset.
Camille var netop ankommet, og var stadig i den store velkomst hal, hvor hun benorvet stod og glanede på de gigantiske lysekroner af det smukkeste krystal, der hang ned fra det hvidkalket loft, som gav de en lektion i elegance og velstand.

Hvor de fleste af kvinderne her, var meget pompøse i deres fremtoning, dette være sig både i form af frisure ( der kunne forveksles med en bryllupskage i flere lag ), store glitrende smykker og kjoler , der som med håret , var holdt i adskillige lag- skilte Camille sig en smule ud.
Hun havde ikke penge til smykker og kjoler på det niveau der her blev dyrket, men hun var heller ikke forblændet af den stil...faktisk brød hun sig ikke om når ting blev...overdrevet, blev det ikke på en måde... vulgært? Selv var hun i al fald mere 'less is more' typen.
Så jo...en del blikke..nogle nysgerrige, nogle nærgående men de fleste sikkert fordømmende ,hægtede sig ved hende, da hun kvittede hallen og bevægede sig ind i den store balsal, kun udrustet med en sort stilren kjole ,der svøbte  hende fint og enkelt ind.Den havde korte gennemsigtige ærmer og en V udskæring foran, hvor det eneste dikkedare var en brokadekant i guldtråd.Sorte høje sko der havde en rem om anklen og den simple halskæde med et lille vedhæng, en camilleblomst, som hun elskede så højt.
Camilles hår var snoet i siderne og hæftet fast med nogle hårnåle ,de små glitrende sten der sad  derpå var naturligvis fake, men det betød intet for hende.Resten af håret hang løst i det sædvanlige lidt messy look,ned af hendes ryk.
Om hendes lår,sad en kniv fastspændt med velcro... En anelse ukomfortable, men det kunne ikke ses på hende.

Hvorfor hun havde fået invitationen var en gåde.Stefano ( mente hun han hed)  var ikke en hun kendte, og hun frygtede lidt at det måske var en fælde hun var ved at træde ind i.Men hendes nysgerrighed havde vundet kampen med fornuften....og desuden trængte hun til at komme lidt ud, få en drink and so forth.
Hverken Tristan eller Aleck havde kunne escortere hende...eller det vil sige hun havde aldrig fået nævnt det var et bal, for så snart de havde hørt datoen, havde de - begge to- smækket døren i hovedet på hende, da de havde andre planer.Og ja....kendte man Camille, så lod hun sig ikke hæmme af dem.Nææ så måtte hun jo selv tage afærde, og finde ud af hvad det hele handlede om.

Men ak, hendes lidt fanden i voldske natur, fik et par hak i snuden da hun stod der, midt i salen.Hun registrerede hvorledes musikken skiftede, men også hvordan alle synes at være sammen, enten som par - eller som tilhørende en gruppe.Det var tydeligt ikke cotume at ankomme som singel kvinde til et arrangement som dette.
Shit...det var ikke lige opmærksomhed hun behøvede jo.
Camille kiggede sig omkring, søgende og lidt fsmlende, imens hun stod helt ubevægelig på det sort og hvid ternet gulv.Kun de knyttede blege hænder ville afsløre at hun var nervøs, og naturligvis det lidt flakkende blik, men hendes holdning var rank og antydningen af et smil lå på hendes læber.
Var der virkelig ikke et eneste bekendt ansigt, der kunne fungerer som støttehjul? 

Kedelig. Kedeligt.Bal.
Dette var forfærdeligt. Han kunne ikke gå, ikke endnu. Han havde brug for at snakke med den lille rottelort til Stephano.Kravene skulle være på plads i aften. Lort. Stephano skulle væreheldig for leve længe nok til at se den rigtige sol igen. En tjener,ikke den samme som før, spurgte om havde lyst til et glas champagne?Nej, jamen, hvad ønsker herren så? Øhm... Det var vi ikke, hr. Jeg undskylder, hr. Noget champagne, hr.? Ja, for helvede, og skrid så.Lugten inde i salen blev mere og mere indelukket i takt med, at folks fede kroppe til den skingre musik. Tanken om at hive
violinerne ud af hænderne på de grå musikere og smadre den ud i gulvet. Eller i deres hoveder. Det sidste var nok af foretrække. Enhver som spille med i det her smukke skuespil. Denne så veludførte komedie, så god, at den erstattede virkeligheden. Balsalen var som taget ud af et eventyr. Et eventyr med så gode mennesker, at de ville dø for deres sande kærlighed og derfor overlevede de, de onde væsner, levede lykkeligt resten af livet.
Nu havde væsnerne overtaget prinserne og prinsessernes roller, det onde var blevet mere onde og de gode de værste. Sjovt, så lav en moral folk har. Så sjovt, så dødhamrende morsomt. Men Benjamin kunne ikke grine mere. Ikke fordi det ikke var hylende morsomt, men kedsomheden vandt til sidst. Sang efter sang, dansende de her mordere imellem hinanden som om de havde en fremtid. Havde de det? Kunne de se sig selv i øjnene? Var det ikke alle sammen døde? Han var. Eller han burde være. Burde er død havde han sagt, du er død, havde været hans svar og hvorefter han gennemborede ham.

Tankerækken blev afbrudt, da glasset kvastes i hans hånd. Den ellers så klare væske blev farvet rød, da den ramte de store roser på bordet og af hans hånd. Den hvide hud havde ny røde prikker og drybber glidende ned af håndleddet.
Roser er røde. Lige indtil de råbnede og blev rynkede og sorte som Dødens hånd.
”Er du en Succubuc? Ligner en... Skal vi ikke finde ud af det,
hmmm?” stemmen var sukkersød, lokkende ondskab. Kolde, slanke
fingre tog fat i hans håndled og bragte det op i hendes mund. Han
havde endnu ikke vendt sig om. Hvorfor gøre det? Han prøvede ikke at stoppe hende. Hvad kunne hun gøre ham alligevel? Vampyrkvinden stak sin tunge ud, slikkede lidt af blodet op og lod sine hugtænder røre ved huden. Så spændte hendes krop som en flitsbue og han vidste, at hun nu kiggede ned på ham med opspildede øjne. ”Du... du er.... ”
”Ja.”
Hun slap hans håndled, gled væk fra ham og fandt sig en partner på dansegulvet. Hun var smuk, selv for en vampyr at være. Hendes blondehår var sat op i en stor klud, mens to krøllede lokker hand ned foran hvert øre. Hendes blege hud lyste nærmest, når de brændende lysskær ramte. Hendes kjole var blå, gammeldags, smuk og hendes krop fik til at ligne et vandfald. Hun skulle nok få det sjovt.
Benjamin smilede af hende. Fjols. Folk kiggede ham, deres blikke prøvede at gennemborer ham, ligge hemmeligheden ud på bordet, for alle at se. Men blodet er en god vogter og de fandt intet. Og så skete der noget, han ikke havde set komme. Vampyren gik tæt forbi en anden kvinde. Denne var lavere, havde også lyst hår, men var ingen vampyr. Var så langt fra at være vampyr. Det havde været længe siden. Uger. Men han kunne stadig huske dét ansigt.
Selvfølgelig kunne han det. Pigen fra baren. Hvad fanden i helvede lavede hun her?
Og vigtigere, hvad gjorde han ved det?

Det ene meningsløse ansigt efter det andet gled passé , som hun kiggede sig rundt imellem de runde borde,der var så udsøgt opdækket med hvid dug og blomster arrangement i midten.
Hun vidste at største dele af de tilstædeværende her var væsner, som det generelt var i Underworld.
Her var menneskerne i mindretal, og langt største delen af dem derfor mere eller mindre anonyme...holdte lav profil.
Anonymitet var noget Camille var særdeles glad for, og særligt nu hvor så mange jagtede hende, efter en stor sum var sat på hendes hoved.Helt ærligt...tænkt at nogen  ville hende til livs, blot fordi hun købte slaver fri...nååå ja..og ranede deres slavetransporter, stjal deres penge og værdier og satte slaverne fri.
Ja...hun var blevet lidt at et navn, den blonde landevejsrøver der talte slavernes sag, og kæmpede for den. Godt at ingen havde været i stand til at give en dækkende beskrivelse af hende- endnu.

De blå øjne finkæmmede nu lokalet og gled forbi en ung mørkhåret fyr...og tilbage på ham igen.
Camille spærrede øjnene op.En kvinde tydeligvis vampyr, slikkede blod af hans håndled og han...han så helt uanfægtet ud.
Hun blegnede....var det dén slags fest det her? Var den så løssluppen at blod ville blive delt, uden forsøg på at skjule det? For hun vidste at de fleste også forbandt det med...sex.
De fleste....hun nægtede....så langt det lod sig gøre, og selv om hun ikke havde været i seng med Aleck, var der ingen tvivl om at blodet hun drak fra ham...var ret så hæftig i dets virkning.

Hun betragtede fyren...han mindede hende om Aleck, hvor underligt.
Det var måske blodet? Naaa....der ar noget ved ham? 
Vampyren gled forbi Camille og hviskede i forbifarten.." Hej sukkertøs....der er mere hvor det kommer fra, læææææærkert" hendes smil viste efterladte spor af blod, og hvor Camille normalt ville føle en kvalmende følelse i maven, fik hun nu istedet et slags sug.
Nej!! Formanede hun sig selv....jeg behøver ikke blod i dag! 
Imens hun bevægede sig tættere på bordet, hvor fyren sad...gik en tjener forbi med et rundt fad hvorpå høje glas af krystal, stod skinnende og bød sig til med boblende champagne.
" oh yes...come to mama" mumlede hun og greb ud efter et ,som hun med det samme begyndte drikke af.
Tæt på hans bord, forblev hendes blik ved  hans blodige skræmmer... Hun havde næsten lyst til..nej!!! ikke noget med blod...og desuden var det kun Alecks hun drak. Han forstod hende..og han ville ikke afsløre hendes flove hemmelighed. Og hvad hvis hun nu havde det... lyst til blod ? Så ville hun sku aldrig blive budt til et bal igen, hvis nogen opdagede det.
Et kort sekund strejfede Hendes øjne fyrens og hun stivnede.
No freakin way! Hun lagde hovedet lidt på skrå og kneb øjnene en smule sammen, i forsøg på at fokuserer mere skarpt, for tydeligvis måtte hun tage fejl.
Problemet var bare...hun huskede ham alt for tydeligt.Selv om hun havde været iklædt en lille bimmelim og et sort humør, havde Camille faktisk kunne lide ham...Benjamin...han havde gjort et indtryk, ikke fordi han var en logrende lille hvalp..nej, fordi han havde været både kvik og skrap, træk hun kunne lide.Og hun havde bablet ud om portalen....og helt ærlig...for fanden da...nu var han her.Hvad skulle hun dog stille op..med ham?
Hun dappede hurtigt over til hans bord, og selv om hun blit udtalte eet enkelt ord, stemme næsten virkede stemmen anklagende, både over blodet og det han var her i det hele taget ..
" Benjamin?'" sagde hun og løftede sit glas til hilsen.

Lige fra da han havde set hende, havde han vist det ville ende i konfrontation. To væsner, som havde snakket sammen under så usandsynlige omstændigheder, ville ikke kunne være i det samme rum uden at konverserer. Han havde ikke lyst til at konversere med hende. På ingen måde. Hvor ville han så være?
Hans bange anelser blev kun bekræftet, da vampyren hviskede til Camille og smilede til samme. De var forlangt væk til, han havde nogen som helst chance for at høre orderne og uheldigvis kunne han ikke mundaflæsningens kunst. Det burde ham, faktisk. Det måtte han skrive på hans liste over ting, han ville gøre, når han kedede sig, men ikke i aften. For hans kedelig aften havde lige vendt om en tallerken.

Han betragtede hende. Så hvordan hun spærrede øjnene i en lille smule op ved synet af ham. Så hende bevægede sig langsomt i retning af ham, så at hun fangede sig endnu et elegant champagne glas, der lovede glemsel og glæde. Som hun med det samme sagde ja tak til, da hun, så snart hendes fingre lukkede sig om glasset, drak. Det så ikke ud som om hun havde ændret vaner siden den gang for længe siden, hvor hun havde været så fuld, at hun havde plapret ud med hemmeligheder som porte til andre verdner. For at gøre noget så slemt, skulle man virkelig være
fuld.
Hun bevægede sig igen, hendes kjole flagrede bag ved hende. Hun så... kønnere ud, end den
gang på baren. Ikke noget videre mirakel; de fleste så kønnere ud ædru end fuld. Eller måske han havde ikke rigtig kigget på hende før nu.
Da hun kom tættere på, gled hendes blik ned i hans blodige håndled og blev der. Han rynkede let på panden. Kunne hun ikke lige synet af blod? Var hun så piget? Kunne hun virkelig... ? Nej, men kom ikke ind til den her slags fester, hvis man ikke kunne tåle synet af blod. Hvad
hulen var der så galt med pigebarnet?
Det var faktisk underligt, at han kaldte hende pigebarn, for lige nu så hun meget mere voksen ud end han gjorde.
Nu så mere ud som om hun måtte tvinge blikket væk fra blodet. Kunne hun godt lide blod? Det ville give mere mening, men han ikke taget hun for den slags pige. Hun
virkede...
Underligt, han havde ikke taget fejl af mange før. De fleste var faktisk som
åbne døre. Alle bedre væsner, mennesker inkluderet(selv de onde), var meget ens. Alt, hvad
de sagde, gøre, cliché. Alt. De var alle sammen kopier. Camille havde virket som en ny kopi med stavefejl, men dog en kopi. Stavefejl som alkohol problemer. Da hun endelig nåede hen til hans bord, lænede han sig tilbage og smilede til hende. Ikke et af sine bedste smil, men man burde smile, burde man, ikke?
I hvert fald ville han ikke have hendes ansigt, der var stram og noget nær behersket. Lige før han var taget hertil, havde der været en række forfærdelig film om pige og en god vampyr(han
havde gang på gang undret sig over, at virkelig vampyrer ikke slå ham ihjel, men det måtte vel være deres sag om de ville tage hævn på en, osm åbenlyst ødelagde det gode rygte de havde fået efter hundred års godt arbejde), og Camille havde præcis hovedpersonens ansigt. Altså på ingen måde tilfreds eller glad. Til trods for glasset i hendes hånd.
”Benjamin?”
Sagde hun og hilste med glasset. Ægte drankere hilste med glasset. Ordet lød som en anklage pakket ind i et spørgsmål eller omvendt. Det var i hvert fald faldt tanken om hans tilstedeværelse ikke hende godt. Smilet blev bredere.
”Camille” kontrolleret, blottet. ”Du ser...” anderledes ”godt
ud.”
Og hun så anderledes ud, mere først antaget. Hun så ældre ud. Mere... aret. Som om hun havde en tung burde. Måske tog han fejl, men ærlig talt så for chancen for, at han havde ret langt større end det modsatte.
Han slå ud med hånden, den blodige, den så ud til at fremkalde et
eller andet i hende, som han ikke forstod(og som han ville forstå),
et tegn på hun skulle sætte sig.
”Så hvordan går det med dig?” hans stemme var glat, venlig og noget så falsk. ”Tak
for tippet for resten.”

Hun kunne se fra afstand , genkendelsen i hans øjne...dog foruden glæden som man plejer at sige skulle være der.Han burde måske ikke ligefrem få på knæ og fri til hende, men en knivspids af taknemmelighed- eller glæde for den sags skyld- over at hun havde givet ham en adgangsbillet til en helt ny dimension , det havde klædt ham.Men igen...hvad ville ikke.
Huskede hun korrekt, var Benjamin en type der havde et spidst sind, en kryptisk hjerne og et udseende der fik pigerne til at dåne....de fleste af dem...undtagelser var der altid.
Camille selv skulle tilbydes langt mere end et lækkert look fra en fyr, før hun gik i knæ og sådan havde det bare altid været.Det var ikke et mål for hende...ikke desideret...at stå imod, men hvorfor ikke være lidt kræsen ? Hun mente at sex uden kærlighed eller forelskelse, var som vanillieis uden fløde og vanillie...rimelig kedelig og uden smag...og desuden gjore det en meget sårbar og afhænig, hvilke hun mente hun var rigeligt i forvejen.
Og alligevel....alligevel..var hun havnet lige midt i mellem to fyre..så forskellige som nat og dag.
Hendes lys og hendes mørke...men det var kun overfladen, begge havde de så mange nuancer.
Hendes kæreste så hun for tiden ikke meget til, Tristan havde som oftest meget travlt, og Aleck...ja..det med blodet havde taget deres forhold til nye højder, og Camille var nu ængstelig for at få højdeskræk. Hans øjne....Alecks...de mindede om Benjamins.
Hun havde bidt mærke i , hvor iagtsomme øjne Benjamin havde.Helt uden at gøre sig umage havde hans øjne scannet og indsamlet data om hende, det vidste hun bare....og det gjore hende...nervøs...hvilke hun selvklart ville gå meget langt for ikke at vise.
Hmmm selv hans kompliment var pakket ind i flabetheder, var det ikke ?
" Alt afhænger af øjnene der ser" smilede hun til ham, falske komplimenter var næsten ligeså svære som de ægte at skulle forholde sig til.
Hendes blik lå på Benjamins håndled, da han slog ud med armen og bød hende at tage plads.
Camille trak en stol ud...og fik sat sig ned.Det var en stor stress kilde for hende, at skulle forholde sig til at blive tiltrukket af blod...og især Alecks.Hun var flov over det...følte det var dirty og sleasy at...gøre sådan noget...men...hum havde intet valg.Efter Alecks donation , da hun var på hospitalet, havde hendes krop bare krævet det...og ...indtil Aleck havde fundet en måde at bryde det på..både lysten og det meget forstærkede bånd mellem dem, indtil da...måtte hun leve med den sorte samvittighed.
Hun så ind i Benjamins øjne..." jeg har det helt fint...alt er...ligeså kompliceret as always, sååå" , hun tog igen en tår af champagnen.
Camille var ikke afhænig af alkohol.. Jaja hun kunne lide det, men der gik ofte evigheder i mellem hun fik noget..Og en aften som denne, ballet...det var overvældende og den boblende masse gav hende en mental massage, så hun slappede bedre af.Det var alt.
" jeg ser du besluttede at teste om jeg talte sandt? " sagde hun lidt henkastet.
Hvad mon han lavede her...i underworld? En del af hende var faktisk glad for at se ham...af urangsagelige årsager, hun ikke selv formåede at afdække lige her og nu.
Hun ville ikke tale om hendes alias som landevejsrøver...eller det faktum at der hang mostwantet plakater over alt hvor en blond pige kaldet Camille med blå øjne efterlyses, fordi hun havde gjort karriere i at befri slaver...og iøvrigt i bare at være ekstremt god til at jokke de forkert over fødderne.Alt dette var unteressant for Bemjamin.Måske ville det interessere at efter hendes fegener var sprunget mere ud...havde hun også fået en lillle fiks evne til at modtage syner fra fremtiden, ja ja...alt dette havde hun ikke travlt med at oplyse dæmonen ved hendes side.

"Alt afhænger af øjnene, der ser" svarede hun ham smilende, langt mere ægte end hans og han undrede sig over, hvordan hun kunne gøre det. Hun virkede ikke glad. Måske læste han bogen forkert, men det gjorde hun ikke. Hun virkede som om hun var på dybt vand. Det kunne sagtens tænkes hun var. Havde der ikke været en løsesums-seddel om en lyshåret helt? På en eller anden måde var hun helte-typen. En sandt, godt væsen, en fantastisk kopi. Hendes blik fæstnede sig igen ved blodet, men blikket blev vendt bort langt hurtigere end sidste gang og hun satte sig. Det måtte var en af hendes stavefejl afgjorde ham.
”Jeg har gode øjne” gav han igen. Orderne var meningsløse på hver sin måde; det var ikke det her, de ville tale om. Havde de overhovedet lyst til at tale sammen? Han lagde hovedet en anelse på skrå, som han havde for vane. De var så forskellige personer, de burde overhovedet ikke
kende hinanden. Og hvis rygterne talte sandt, så burde de slet ikke kunne side ved det samme bord og drikke champagne og snik-snak om, hvordan tingene gik.
En tjener fik øje på hans hånd og kom styrtende hen mod en fugtig klud. Der gik nogle flere meningsløse ord til, før han gik igen, men først efter han havde sikret sig, at Herren ville være så elskværdig at tørre sit blod op igen. Det kunne anfægte nogle de andre gæster og det ville
Hr. Stephano slet ikke bryde sig om. Vil Herren forresten have mere champagne?
Benjamin var tæt på at fortælle tjeneren, at det måtte være gæsternes problem, ikke hans, at elskværdig var ikke et ord som indgik i hans ord forråd at, Hr. Stephano kunne gå
til helvede til og tage sin fordømte champagne med sig.
Meget tæt på. Men ærlig talt ville han hellere finde ud af mere om Camille end at lave
kaos. Det kunne han altid gøre senere. Hvilket han var hundred på ville ske, måske af ham, men lige så meget som en hver anden. Det var de mest garvede forbrydede i hele Underworld man havde fundet. Camilles øjne fandt hans og svarede hans spørgsmål med det traditionelle 'Jeg har
det fint', at hun så afsluttede med 'kompliceret' gjorde det hele meget mere spændende. Han havde ikke forventet, at hun ville afgive personligheder oplysninger som svar til hans langt for høflige spørgsmål. Hun tog endnu en stor slurk af sit champagne glas. Hun
behøvede snart et nyt glas, observerede han.
”Jamen, dog” sagde han og lød på ingen måde som sig selv ”Hvorfor det?”. Henkastet. Superb. Udover han faktisk virkelig gerne ville have et svar. Der var et eller andet ved hende.... Som om han ikke kunne sætte fingeren på, og det havde umodeligt svært ved at acceptere.
”Jeg tvivlede dig aldrig,” sendte hende et lille smil, ligeså godt som det første ”men ja, du har ret. Og hvad jeg ikke har fået ud af det... Jeg kommer herfra ser du.”
Det havde været noget af et chok at finde ud af det, også selvom han havde haft sine mistanker. Pens bog havde været det endegyldige bevis. Beviset på, at han var mere end bare end sjæledæmon, bevis på, at han havde haft en familie, stadig havde,
beviset på Pens og hans bånd og på... Aleck. Han troede stadig ikke på hans såkaldte tvillingebrors eksistens. Selv ikke, da brikkerne blev samlet og det hele gav mening. Der var stadig huller, der var altid huller, men han nægtede.
Han vidste ganske enkelt ikke, hvad han skulle stille op med alle de spørgsmål omkring ham. Det var langt bedre at overbevise sig selv, at han ikke eksisterede. Og nemmere.
Benjamin var så tæt på finde sine svar; personen ovefor ham havde dem.
Beviserne i hvert fald. Så tæt på, han fattede ingen mistanke.
I stedet samlede han det brændte sand op med den hvide væske og blev lovet glæde og glemsel.

" Og du er tydeligvis ikke den eneste med gode øjne.." fik Camille drejede den væk fra sig og over på en meget skyndsom og en en smule usikker tjener, som hun nikkede i retning af.
Faktisk kunne det også være lugtesansen det var glimrende , hos tjeneren der ilede fremad mod Benjamin og 'var over det hele' omkring ham, og fik styr på det blodige håndled- hvilke var udmærket for Camille,der så ikke blev ukoncentreret.Det var sært...sært som Benjamins blod duftede...hun plejede altsår ikke at være SÅ fokuseret.Måske var hun ved at blive syg..eller noget?
Hun følte sig dog ikke syg...mere ...levende og nysgerrig.Hun var kommet her i håb om at finde afgørende oplysninger og nye slave transporter...så hun kunne planlægge den næste tids arbejde.Nu måtte hun se hvad aftenen havde at byde på.
Tjeneren var lidt som en lille husalf...bare mindre vrissen.Det fik et smil frem på Camilles læber og på Benjamins vegne ,svarede hun hurtigt men meget venligt " ja tak..to glas vil vi gerne bede om" - tjeneren bukkede og forsvandt ind i mængden af konverserende væsner der stod i klynger og førte deres mere eller mindre uinteressante samtaler om deres perfekte liv , imens ders perfekte øjne og deres smukke læber og deres fejlfri hud skinnede som sol ....kunstig sol...men hvem gav en skid for det? De dansende individer fyldte gulvet op, og dansen var elegant og behersket.
Det føltes som en af de aftener,hvor overfladen var omhyggelig poleret og facaden skulle være intakt- men under det hele lå en truende stor slange af korruption og hemmeligheder, og den ventede bar på sit snit til at hugge.En lille gysen løb ned af hendes ryg.

Camille var sikkert langt fra det eneste menneske her, dog var de i svært undertal her i Underworld, og det var en af de ting der kunne være udfordrende ved at leve her.Men...hendes fe gener havde nogle gange redet hende, af den simple årsag at folk blev nysgerrige og ikke tog hendes liv. Desuden havde hun fået gode allierede og gode venner.Men desværre triple af fjender.
Hvorfor er det kompliceret, spurgte Benjamin...og Camille lo stille...en lys og mild latter og svarede , imens hendes øjne spejdede ud over hoben af folk og fæ....nok mest fæ egenlig.
" Fordi Askepot aldrig har lært regelerne for ballet? Eller...hmm...måske fordi hun stadig forsøger bekæmpe den onde stedmor?" Et lidt fjollet svar, men dog ikke helt uden relevans for virkeligheden.
Askepot var en helt almindelig pige, og uanset bor meget fe de stoppede ned i halsen på Camille, insisterede hun på at være en ' almindelig pige'. Og den onde stedmor var i Camilles situation 'den onde svigerinde' da det havde vist sig at Isabella De Minion, hende der have hele Underworld i færd med at finde Camille,så hendes hoved kunne hvile på en pæl, ved siden af hendes lemlæstede krop, - hun havde vist sig at være Tristans søster.Det var så næsten mere end Camille lige syntes var fedt.
Benjamin fik dog gjort rent bord...og alle hendes tanker skiftede retning og cirkulerede omkring ham.
" Du er herfra?? Hvordan i al verden har du gravet den info frem....og hvad lavede du så på deploratus?" Camille var død nysgerrig, og Benjamin skulle nok ikke lige tro at hun ville slippe

”Nej, desværre. Hvis jeg var, ville det hele være mindst hundred gange lettere” og lød opmærksomheden flyve fra hende til tjeneren. Hvis Stephano nogensinde dukkede op, skulle de to have en lang snak om standard-tjenere. Eller i hvert fald dem som skulle tjene ham. Hvis ham kom til at løfte hånden mod dem, så kunne det på ingen måde være hans skyld, når de blev ved med at opføre sig som irriterende fluer?
”Er du okay?” Ikke fordi svaret betød noget særligt for ham, men hun så virkelig ud som om hun havde det for godt. Kunne det have en forbindelse med blodet? For det her gav næsten ingen mening. Hvornår var muligvis efterlyste kriminelle blevet påvirket af blod?
Benjamin kendte ikke til blodets virkning. På Deploratus, eller for den slags skyld på Jorden, havde brugen af blod som stoffer ikke været udbredt, ikke udbredt nok til han havde hørt om det. Hvis han havde vist, ville hans tanker ville nu være nogle helt andre maner. Maner med spørgsmål som startede med latter og så gik over til 'hvordan hulen er det gået til'. Han vidste, at i blodet kunne man smage, hvad man var og hvor stærk man var. Det var blodets hemmelighed.
Selv havde han aldrig prøvet det, og det var nok derfor han ikke vidste, hvad blodet rent faktisk kunne gøre ved person. Hvis han havde vidst det, havde han nok fundet det frastødende.
Hans blik vandrede i samme retning som Camilles; ud mod dansegulvet. Der var færre
personer end før og disse var bedre dansere. Det lignede noget fra et eventyr og en gyserfilm på samme tid. Det var smukt, så idyllisk og på samme tid, ventede alle på det øjeblik blod dryppede fra loftet, væggene, smurt ud på gulvet.
Og som han havde sagt før; det ville. Så mange 'monstre' kunne simpelthen ikke fungerer sammen i så lang tid, uanset hvor meget de dansede. Det var umuligt.
Ved hans spørgsmål lo hun, dæmpet og mildt. Mildt var ikke et ord som han brugte om ret meget eller brød sig om at bruge. 'Mildt' var et ord, som ikke burde være i en ordbog. I nogens ordbog
”Fordi Askepot aldrig har lært regelerne for ballet? Eller...hmm...måske fordi hun stadig forsøger bekæmpe den onde stedmor?" Det var nok ment som et retorisk spørgsmål eller måske bare en fin, klog bemærkning som ikke skulle svares på.
”Nej, Askepots problem var, at hun ikke arbejdede på sin egen skæbne eller dens forandringer” hvilket var fuldstændig sandt. Askepot lod andre gøre som de ville og lod tingene ske. Havde det ikke været for hendes gudmor var hun ikke kommet med til ballet, havde det ikke
været for stedmoderen havde Askepot måske gjort indtryk på prinsen på den hvide helst og hvis prinsen ikke havde ledt efter hende, ville de være blevet gift.
Askepot sagde aldrig nej. Eller ja. Hun så bare til. Sådan læste han historien om Cinderella. Det var en dum historie, uanset hvad hendes navn var. Og hun var dum. Cinderella, altså.
"Du er herfra?! Hvordan i al verden har du gravet den info frem....og hvad lavede du så på Deploratus?" Tja, det var i hvert fald en god start på en længere samtale.
”Se det, kære Camille, er umodelig lang historie. Jeg antager du gider høre den.” Gad han fortælle den? Hvad kunne skaden være? Hvorfor sad han egentlig forklarede sig for hende? Han, den mægtige leder, kunne vel ikke have brug for at snakke om det?
Nej, det kunne ikke være det som trækkede.
Måske var det tanken om, at det ville være rart at have en normal samtale, som omhandlede den by som skulle ødelægges eller den næste person, som skulle møde sit endeligt ved hans hånd.
Benjamin tog en stor slurk af sin champagne, kiggede Camille ind i øjnene og så brød kontakten. Sukkede og startede på historien. Et eller andet sagde ham, han skulle holde den hemmelig, holde hende hen, men han var træt. Af hvad der var det klogeste og det bedste.
”Jeg kom fra en familie af geniale snigmordere. Jeg har ikke alle detaljer på plads, men det ved jeg da. Da jeg blev født var mit hjerte dårligt, skønt jeg var dæmon. Ingen kunne finde svaret på hvordan. En magisk læge lagde mig i en kunstig søvn, som jeg var fanget i et år. Derefter var mit hjerte fint. Jeg havde ikke vokset i den tid, så min... tvillingebror havde et års forespring. Jeg er ikke sikker på, at han eksisterer eller eksisterede, men det er det jeg har fået at vide.
Vores forældre trænede os, så vi kunne følge i deres fodspor, men på forskellige måder. Min tvilling blev en god soldat og jeg blev en møgunge, men vores evner var ligebyrdige.” Efter det vidste han ikke rigtig, hvad der skete. Noget havde bragt dem fra hinanden...
”Senere blev vores klan angrebet. Han blev tilbage her, død eller levende, og en eller anden fik mig gennem portalen til Deploratus. Personen døde under rejsen.
Jeg mp have slået mit hoved eller noget, for da jeg vågnede, huskede jeg kun få glimt, som jeg senere besluttede måtte være drømmesenarior. Indtil jeg måtte dig.” Og indtil han havde mødt Penny. Hun havde været det vidste stykke.
Det var den forkortede udgave Camille fik. Men alligevel lettede et eller andet, på en måde han havde følt før. Underligt. Så underligt. Han tog noget mere champagne.

I et split sekund var lysten - eller måske enda behovet for at knalde alle kortene på bordet, til fri skue for Benjamin, tulstede.Ikke at hun forventede af ham at trøste hende eller forsøge at løse dem eller noget, for hvem ville kunne det ?
Sikkert ingen. Men i bedste fald ville byrden måske føles...lettere og mindre at trækkes rundt med?
Camille beherskede sig dog, af flere grunde. Benjamin ville blive overdynget med oplysninger og problemer han dybest set ikke have interesse i eller ønskede at være i nærheden af.
Det ville også tage til midten af næste uge at få ham up dateret. Og udover dette....så var hun slet ikke sikker på at Benjamin og hun var på samme side i dette her game, hvilke faktisk gav det hele en særlig kulør, en farve hun ikke før havde malet med.
Camilles liv var som et punkteret dæk, og det var forbundet med en stor sikkerhedsrisiko at køre med et sådan.
Hun brugte den lidt afvæbende humor , smilede ind i hans blå øjne og svarede " Jeg lever og deeeet tæller vel for en del , vil jeg mene" hun tømte sit glas, og knipsede på den smukke kant så et fint langtrukkent 'kling' kunne høres.Hun elskede krystal.
Det var jo heller ikke fordi alt i hendes liv var forfærdeligt, hun havde kærlighed...folk hun elskede og ville gøre alt for.Hun havde opnået ting som hun var så stolt og lykkelig over - som at købe lille Mira fri og nu var hun sammen med Eric, forældre til den lille pige.Det var bare det...alt var så kompliceret , like ALL of the time.
Det føltes udmattende.
Camille kunne godt lidt den kryptiske måde at Benjamin tænkte og var på.Hans respons på askepot historien var et typisk eksempel. Camille tappede lidt på bordets kant med to fingre og trak på skuldrene.." Askepot har formået ikke at blive hævngærrig, ond , psykisk nedbrudt ,egoistisk og så videre...men har sit hjerte intakt, en god moral og overskud til at tænke på andre.
Det er smukke handlinger , og det udviser styrke i hendes skod situation. At hun så ikke hæver sig og bruger energien på at gøre noget for sig selv...istedet for at gøre alle de ting for andre...tja...no bodys perfect,eh ?"
Camille så udfordrende på Benjamin... Han havde godt af lidt modstand og hendes blik var nok set eneste der forærede ham det.Så vidt hun kunne se....havde alle de kvindelige blikke han tiltrak, ikke lige modstand i tankerne...nærmere overgivelse.
Åh..hvor var nogle folk...simple.
Camille ville meget gerne høre om Benjamin, der repræsenterede alt andet end ' simpel'.
" Indtil videre er det dét bedste tilbud jeg har fået hele aftenen" smilede hun og så pyt vær med at hun kun netop var ankommet til festen. Hun var desuden ikke en der høstede 90 tilbud på en aften, hun havde vel efterhånden en slags aura af at være is ikke uopnåelig , så meget fjern omkring sig.
Nøjagtig som hun ønskede.
Hun lod sig fodre af hans ord, og tog hans ansigtstræk ind i mellem tiden.Der syntes en stærk kontrast mellem hans ydre og den barske barndom og det liv han havde levet, med store larmende huller i sin hukommelse." hvad er der med jer dæmoner....skal i altid trænes til dræber maskiner?" Mumlede hun. Det var da lige før hun slev fik lyst til at få...altsår føde...en lille dæmon bebs og opdrage den til at være den mest lille betænksomme og kærlige sjæl der gik på jorden, bare for at vise at der faktisk VAR andre opdragelses metoder.
Han mindede hende en smule om Aleck, der som Benjamin var opdraget som soldat.
Hun hørte fortællingen til ende og i det samme kom ' Dobby' den lille husalf, tilbage med to fyldte glas, som han med stor forsigtighed og i et forsøg på at være så usynlig som mulig, stillede foran dem.
" Benjamin...det... Det er da noget af en fortælling det der. " hun stirrede lidt på ham, stirrede fordi jo mere han fortalte desto mere nysgerrig blev Camille.
" Hvad så nu...hvad laver du...altsår når du ikke sidder her og drikker champagne" sagde hun blidt.
Han måtte da have haft svært ved at finde ud af alle disse nye ting om ham selv, eller?