So you are the one - Yra

Hun havde prøvet at få fat i Niylah. Men efter at ikke at kunne have fået kontakt til hende, blev Yra nervøs. Hun besluttede sig for at tage over for at se om Niylah virkelig bare var forsvundet. Så da hun havde vist den kniv, som Niylah havde givet hende til Niylahs pack-medlemmer for at komme ind kunne hun mærke hendes mave snurre ængsteligt sammen. En del af hende håbede stærkt på at da hun åbnede døren at Niylah ville være bag den med åbne arme til at tage imod hende, gud måtte vide hvor meget Yra havde savnet varmen fra hendes favn, sødmen fra hendes læber og duften af hendes hår. Så hun kunne ikke andet end at sukke da hun ikke var der. Yra ville endda vise hende at hun ikke længere følte sig utilpas i stenhuse, blot fordi at dette var Niylahs sted. Hun gik hen til vinduet og så ud. Hun blinkede en anelse hurtigt med øjnene og sundede sig. Savnet gjorde ondt.

Hun blev flået ud af sine tanker da nogen trådte ind, som ikke var Niylah. Hun vendte sig roligt og betragtede den kvindelige shapeshifter som nu var kommet ind. Hun opfangede også hurtigt at denne person havde samlet mod til at komme ind. Men så snart personen tiltalte hende som var de på lige fod, spændte hun kort i kæben af vrede og løftede hovedet en anelse for at blotte sin hals:” Tatia. Niylah har fortalt mig om dig.” sagde hun roligt inden hun lod sit hoved falde en anelse ned. At denne beta troede at hun kunne tiltale hende uden respekt ville ikke passere forbi.
”Det er ikke sådan man taler til en Khal.” pointerede hun så let, inden hun tog en anelse truende fat om sit spyd:” Før du overhovedet ville kunne blinke, ville mit spyd have delt dit hjerte i to.” advarede hun så inden hun så bare slap sit spyd. Hun ville ikke lade en næsvis beta gå hende på. Hun vendte sig mod vinduet igen og så ud af det. Hun havde allerede besluttet herfra at Tatia ikke var en trussel, men stadig var hun klar på at forsvare sig om nødvendigt. Yra havde dog ingen intentioner om at starte en slåskamp, det var ikke derfor hun var kommet og hun havde ingen planer om at skabe en brist i hendes alliance med Niylah. Skulle det ske at Niylah ville finde ud af at mødet havde hændt, måtte hun vel forstå at Yra måtte sætte sin fod ned når hendes værdighed blev undervurderet.

Da Tatia pludselig gik hen foran hende, stirrede hun bare direkte ind i øjnene på hende. Yras blik var ikke til at tage fejl af, hun havde ingen grund til at give Tatia respekten af at underlægge sig hende. Blikket var fyldt med en hårdhed og ikke et eneste sekund ville hendes øje vande eller give det mindste tegn på at hun ville overgive sig til at blinke:” Du kan spørge din leder om hvad jeg ville hende, når jeg tager hjem” snerrede hun truende med tænderne blottet og rykkede tættere på Tatia, så tæt på at Tatia kunne få valget mellem at bukke under eller angribe. Yra havde intet problem med at virke truende, for i hendes øjne skulle Tatia bare sættes på plads. Det ville ikke nytte noget hvis dem der skulle forestille at være fronten af alliancen anså hende som svag. Så hellere bevise overfor dem at hun ikke frygtede noget eller nogen.

Tatias ord irriterede hende grænseløst:” Det er store ord fra en beta, en svagere shapeshifter underlagt en alfa. En alfa der er gået med til en alliance med mig frem for at vores folk slagter hinanden som kvæg. Jeg foreslår at du smider din egen dumdristighed væk i stedet for at irritere mig. Har i ikke nok kampe med jægerne?” sagde hun gennem sammenbidte tænder. Hun var dog ikke vred eller rasende, hun kunne ikke tillade sig at lade nogen bringe hende op i det vrede felt. Ingen skulle have den ære. Hun kunne ikke undgå at smile til det Tatia sagde:” Taler til dig? Du taler som er vi på lige fod.” sagde hun først en anelse blidt i det, men hendes stemme blev så en anelse neutral:” Jeg er ikke på lige fod med en beta.” kom det så roligt fra hende. Hun frygtede ikke Tatia. Hendes fars træning havde ikke blot været i at træne hende fysisk. Hendes måde at agere på var også noget han havde lært hende.
Fremstå som en hård og stærk leder, uden det eneste form for svaghed. Man kunne næsten se hendes far i hende, bare i en lavere kvindelig udgave. Samme ynde blandet med brutalitet, samme logiske sans. Det var også derfor Yra vidste at hun ikke skulle slås med Tatia. Hvad ville pointen i alliancen så være. Hun trak sit spyd og slap det så det faldt mod jorden, arakh’en blev trukket inden den landede på jorden ved siden af spyddet. Kniven som hun havde fået af Niylah, beviset på at alliancen stadig var intakt sad i hendes bælte. Det var ikke noget hun havde tænkt sig at skille sig af med.

Hun kunne godt se at hende og Tatia var nogenlunde samme alder. Men de agerede slet ikke på samme måde. Havde hun mødt Yra et år tidligere, havde Yra ikke haft selvbeherskelsen i at nedlægge hende. Men overgangen fra Khalens datter til selv at være Khal, havde tydeligt ændret meget i hende. Ikke at Tatia ville vide det. Men Yra bar også et kæmpe pres, det pres at ingen skulle undervurdere hende. Da Tatia ikke gav Yra den underdanige reaktion som Yra fiskede efter, knugede hun sine hænder u-bemærkeligt svagt sammen. Hendes øjne glødede ikke, men havde en koldhed der skreg at hun var klar, gud ja hun var klar hvis denne beta troede at hun havde styrken til at kæmpe imod hende!
Hun kunne ikke andet end at fnyse til det næste Tatia sagde:” Havde det her været en anden klan hvor jeg værdsatte lederen mindre, havde du ikke overlevet. Vælg dine kampe med vished, beta.” sagde hun blot inden hun trådte et skridt tilbage og vendte hende ryggen. Tydeligt et provokerende tegn på at hun nedværdigede hende. Tatia havde heller ikke givet hende en grund til at behandle hende med nogen form for respekt. Så flår jeg dig fra hinanden. Hun rystede bare på hovedet og kom med et smil. Hun vendte sig mod hende igen og så hende i øjnene:” Jeg beundrer din kærlighed til din alfa, og jeg forstår at du blot vil beskytte hende. Det er også det eneste jeg respekterer.” sagde hun så. Det næste hun sagde fik hende til at synke en klump. Hun gik roligt over til bordet og tog en halvfyldt pose op inden hun slap den så den faldt på bordet.
Posen åbnede sig og en masse tegn faldt ud. Tegn som jægerne bar rundt på for at kunne kende hinanden:” Sig til Niylah at der er færre fjender at bekymre sig om.” sagde hun blot inden hun samlede sine våben op igen og skulle til at forlade rummet. Hun skulle ikke forklare sig overfor nogen. Tatias ord fik hende dog til at stoppe i døren. Hun holdt fat i rammen og stirrede kort ud i luften inden hun rettede sig op og vendte sig. Niylah havde talt om hende? Hun sukkede lydløst og lukkede døren i.

Hun blev endnu mere overrasket da Tatia pludselig undskyldte sin opførsel. Hun lagde hovedet på skrå og kneb øjnene svagt sammen:” Dit instinkt burde fortælle dig at alliancer er en reel ting.” sagde hun, tydeligt stadig ikke særlig glad for hende. Hun kunne forstå hvorfor Tatia havde gjort det, og hendes mors side skreg og rev i hendes indre om at se bort fra det og lade det ligge. Men hendes fars stemme overdøvede det hele med de hårde ord: Du er en khal. Du bøjer for ingen, du adlyder ingen. Må de der står i din vej møde enden af din arakh, og må resten bøje sig. Du er min datter og ingen skal undervurderer din styrke.
Hun tog en dyb udånding og lod sin egen ignorance forsvinde i et øjeblik til Tatias tilbud. Hun overvejede det grundigt inden hun så blot sagde:” Jeg vil aldrig glemme det her. Men du er ikke min fjende. Så jeg vil ikke behandle dig som en.” sagde hun så. Hun gik tilbage til bordet og sorterede tegnene ind i bunker, den ene større end den anden. Nogle var nogen hun blot havde stødt ind i, men de store bunker var tydelige steder som hun havde invaderet. Hun var ikke engang sikker på hvorfor. Måske var det trangen til at holde Niylah og hendes folk sikre. Det var vel sådanne ting som man gjorde for dem man elskede.