Jus drein jus daun - Wade

Faktisk havde hele dagen fungeret fin nok. Wade og Tatia var begge tilbage i lejren. Selvom Niylah havde haft Tatia væk i en uge for at opsøge en anden flok i The forest. Tingene havde været stille og selvom hun prøvede - så lykkedes det hende aldrig at få Wade til at fortælle hende, hvad der var sket. Raksha havde dog ikke opgivet. Hvorfor opgive nu når hun havde brugt så længe på det? Så efter at have haft sparket benene væk under ham - rent bogstavligt. Så var han gået. Og hun var fulgt efter. Han virkede ikke i det bedste humør for tiden. Det gjorde Tatia heller ikke.Den tøs virkede til at have nogle problemer med sit healings system, og Rakshas blod var ikke kuren. Hvilket undrede hende. Raksha var fulgt efter Wade ud af flokkens grund. Han måtte efterhånden have lært at hun ville følge efter, og hun var en god jæger - hun kunne finde hans fært lige meget hvor god han var til at prøve at dække over sig. Raksha ville blot sikre sig at han var okay, specielt efter de mange uger hun havde været så bekymret. Noget af det første hun havde haft gjort da hun så ham igen, var at slå ham så hårdt hun kunne. Sikke en velkomst, men han havde gjort hende så bekymret der. Alt for bekymret. Hun havde ærligtalt været bange for at han var død. Hun havde troet det - frygtet det. Dog havde Niylah haft hende til at undskylde for sin reaktion bagefter. Raksha havde mange forskellige reaktioner til forskellige ting. De fleste var virkelig dyriske.

Raksha bemærkede stemningen ikke var andet end tung og trist. Der var måske noget der gik ham på. Hun ville spørge. Da en sten ramte hendes baghoved. Hun faldt forover og ned på jorden. Hun prøvede at hviske Wades navn inden hendes øjne lukkede i, men hun var langtfra sikker på at ordene kom ud. De trak hende op og slæbte hende med. Så kastede de sig over Wade.
Raksha vågnede hurtigere op end de forventede. Så hun så dem kaste sig over Wade. Hun prøvede at rive sig fri, da hun så de havde fået fat i Wade, men det resulterede i endnu en velplaceret albue ramte hendes hoved for at slå hende ud. Raksha så ikke mere efter der.

Musklerne spændtes. Hendes krop var tydeligvis ikke van til den form for smerte der gik igennem hende, og den gjorde hende svimmel. Svækket. Hun følte sig helt vildt svag. Det var næsten ubeskriveligt. Hendes var sløret. Alt hun kunne hører var hendes hjerte. Hvordan det galopperede afsted som syv vilde heste. Lyset var skarpt imod hendes øjne. De kom op foran hende. De var klædt i hvidt og halvdelen af deres ansigter var dækket med noget som lignede masker.
"Det er snart ovre." Sagde de og stak en nål i hendes hud. Raksha havde aldrig oplevet dette før. Ikke noget i stil med det overhovedet. Et skrig sprang ud af hende da smerten kom. Bedøvede hendes dyriske side. Ulven fald i søvn sammen med hendes evne som de havde sørget for ville tage langtid om at blive trukket tilbage. De havde taget hendes blod ved at erstatte det med blod fra en nydød shapeshifter. Så havde de givet hende et middel så hendes evne ikke bare sådan kunne bryde ind og redde hendes røv. Sveddråberne dannede sig i hendes pande. Hun ventede jo trods alt blot på at hendes krop skulle heale hende. Skulle få hende revet ud af dette mareridt.
"Wade..?" Lykkedes det hende at spørge. Hendes stemme var svækket og det var lidt svært for hende faktisk at tale, men hun skulle lytte. Lytte om Wade var der. For hvis han var. Så vidste hun to ting, hun var ikke alene, og at de nok skulle komme fri. Hvordan de skulle komme fri vidste hun ikke, hun vidste blot at de nok skulle komme fri. "Wa.. Wade kan du høre mig?" Fik hun spurgt i samme toneleje som før.

Mændene lo let og klappede hende på kinden.
"Bare rolig pigebarn. Han kommer til at klare sig helt fint. Vi har dit mirakel blod. Så hvis vores tests ikke virker, kan vi altid kurere dem nu." Sagde en af dem. Hun ville gerne bide ud efter ham, men kunne ikke. Heller ikke selvom det hun allermest havde lyst til var at flå ham fra hinanden. "Lad os prøve at se, om vores plan virkede som planlagt." Sagde de og stak en kniv i maven på hende. Raksha skreg op og smerten. Men hendes arme og ben i lænker. Hendes krop kæmpede imod smerten og hun ventede på den ville heale, men det gjorde det ikke. Smerten blev der. Den forsvandt ikke. Så forsvandt de ind bagved et andet forhæng. Lod hende blive der. Hun kiggede rundt som en hare der var fanget i et skarpt lys. Hun var i panik og hendes vejrtrækning var voldsom.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

Hun lyttede til hvad de sagde, prøvede at holde sig selv fra at panikke, men det skabte blot en endnu større panik i hende. Hun var langtfra van til disse måder at reagere på. Hendes hjerne var nået til det punkt, hvor siden den ikke kunne få hende til at flygte - så måtte hun blive til det blev bedre. Hvis det blev bedre. Smerten forsvandt ikke, hvorfor forsvandt smerten ikke. En af lægerne kom hen og lagde noget på såret for at stoppe blødningen. Hun snerrede af dem, imens sveden løb henover hendes ansigt i frustration og anstrengelse. Hun var ikke van til denne form for stress. Pludselig hørte hun det. Det gik hendes hjerte til at stoppe med at banke sådan afsted. Stemmen af Wade. Hun lyttede. Ønskede at hun kunne få sig selv til at svare på de ord han sagde, men hun var så kvæstet og det nye blod i hendes system gjorde hende træt. Men stemmen beroligede hende nok til, at panikken i hende havde sænket sig. Kroppen kunne derved faktisk tage sig sammen til at slappe af, og tillod hende at lukke øjnene. I håb om søvn kunne bringe hendes kræfter tilbage. Kroppen blev tung og musklerne slappede endelig af.

Raksha vågnede op til smerterne igen. I det svage gyldne lys stod en af lægerne atter foran hende. Han holdt hende for munden imens han stak en kanyle ind i hendes hals. Kroppen reagerede ikke just positivt på det. Den rystede voldsomt, som var det gift for den. Rakshas øjne var fyldt med frygt. Hun var så bange. Havde aldrig nogensinde været så bange hele hendes liv. Manden i førte hende en hvid top og et par hvide bukser. Som at de var færdige med at tappe hendes blod. Manden gik og slukkede lyset. Lod hende blive i mørket. Hun kunne ikke få noget lyd ud i mellem hendes læber, det var som om at hendes krop var gået i koma. Lænkerne var blevet løsnet. Midlet hun havde fået i sit system nu gjorde dog, at hun hurtigt og tungt faldt i søvn.  Som var hun blevet slået i hovedet med en hammer.

Smerten i hendes hoved var dog det kraftigere da hun så vågnede op. Let tog hun sig til hovedet. Det hvide skarpe lys gjorde, at hun kneb øjnene let. Lyden af den sære person som flakkede forbi hende gjorde at hun fløj op hurtigere end lynet. Hun måtte dog trække sig sammen i smerte over skaden på hendes mave. Hun fald ned på sine knæ og klemte øjnene sammen i smerten. Sidst hun havde oplevet så meget smerte var før hun fik sin evne. Men hun kunne knap nok huske livet uden. Det var blevet en vane, ikke at kunne komme til skade uden at skaderne ville heale helt op igen i sidste ende. Lyden af Wades stemme i det fjerne fik hende til at gribe fat i sengen eller hvad det var hun havde lagt i. Hun fik trukket sig op og holdt for sit sår. Anstrengelsen var i hendes ansigt. Manden kom tæt på hende. Den fremmede mand. Hvilket gjorde at Raksha bakkede tilbage i frygt. Hun reagerede af syn frygt. Hendes mentale styrke var ikke særlig stærk.  Ikke det som det lignede overhovedet.  Manden stirrede hende i øjnene, og virkede til at være upåvirket af at hendes øjne strålede af frygt. Man kunne nærmest se, hvordan hun rystede. Dog sagde han intet til hende. Han løb til sidst bare videre. Raksha pustede lettet ud og førte en hånd op til sit hjerte som stadigvæk bankede voldsomt af sted. Så drejede hun sit blik over imod Wade da han kom til syne. Øjnene var lettet.
"Er du okay?" Spurgte hun og lod blikket køre henover ham. De sørgelige rester af hendes magiske blod lagde på det hvide lagen sengen var beklædt i.  Hun fik endelig taget sig et kig omkring. "Og du får ikke lov til at sige undskyld. Næste gang jeg høre dig sige det. Så slår jeg dig." Sagde hun og prøvede at trække på et kækt lille smil, men det falmede hurtigt på grund af smerten.

Skrig lød pludselig. Hun rettede opmærksomheden imod det. Lægerne der kastede sig op af døren indtil dem. Døren var heldigvis låst. Indtil videre. Rakshas blik så på lægerne som skreg om hjælp. Ruderne blev dækket til af blod og hun skimtede væsnernes barbariske ansigter bagved blodet. De monsteriske væsner, som lignede mennesker, men ikke agerede sådan. Ikke som et dyr, men de slog blot ihjel. Så kunne hun se de gyldne øjne kigge ind af ruden på Wade og hende. Det fik det til at krible ned af ryggen på hende. Så begyndte væsnerne at hamre på døren. Lyden af at der var flere som kastede sig hårdt imod døren for at slå den ind. Det gav et sæt i hende og af ren instinkt greb hun fat i Wade.
"M.. Måske burde vi finde en udgang?" Spurgte hun. Let sank hun en klump og bakkede lidt. Raksha kunne mærke, hvordan hendes hjerte prøvede at banke ud af hendes brystkasse, hvis hun ikke havde vidst bedre, ville hun have troet at det lagde i den modsatte side af rummet. Frygten forsvandt ikke fra hendes øjne eller fra hendes ansigt. Det gav et knæk fra døren.
"Wade de kommer ind." Hviskede hun. Panikken spredte sig i hendes krop igen. Så kiggede hun efter, hvor manden fra før var løbet hen af. Måske de kunne følge efter ham, ikke at hun stolede på den mand, men dem som kastede sig imod døren virkede mere til at ville slå dem ihjel end at hjælpe dem. Raksha bed sig kort i læben, men hun ville lade Wade tage denne beslutning. Nok var hun også en af de stærkeste krigere i flokken sammen med Wade, men hun var bygget ud fra en anden opvækst end hans og var slet ikke van til de samme ting eller agere med fremmede væsner. Det var derfor hun var så bange. Bange for det ukendte.

Et af væsnerne fik sin arm mast igennem den lille spræk i døråbningen. Prøvede at lange ud efter Wade og Raksha på trods de var flere meter fra dem. De virkede ikke til at blive berørt af smerten overhovedet. Eller var det blot noget hun bildte sig ind. De skader de fik healede hurtigt. Var det, hvad hendes blod var gået til. At skabe nogle mærkelige drabelige væsner? Egentlig havde hun ikke helt lyst til at blive og finde ud af det..
"Løb." Sagde hun så og greb hårdt om Wades håndled for at sikre sig, at han løb med hende - og ikke gjorde noget dumt. Hendes første instinkt var helt klart, at de skulle væk herfra - og uden hun ikke var alene så virkede det lettere af overskue. Hun skulle fylde sin energi ud på et eller andet. Hvorfor så ikke kæmpe kampen til frihed. De løb igennem et sæt døre ud i en lang gang fyldt med skabe. Lyden af væsnerne bagved dem gjorde at benene nærmest flyttede sig af sig selv. Hendes hånd var på såret. Hun ventede vel stadigvæk inderst inde på, at det skulle heale om lidt - desværre var det ikke tilfældet. Hun prøvede at skifte form, men det virkede ikke.
"Jeg kan ikke skifte form.." Lød det panisk fra hende. "Jeg healer heller ikke..." Tilføjede hun i en mumlen og slap kort for såret. Blodet havde allerede trukket igennem det hvide stof.

Raksha havde dog ikke i sinde at stoppe på trods af hendes panik. Endelig kunne hun se en dør og trak Wade med over imod den. Så snart de var inde lukkede hun døren i. Og naturligvis havde hun ingen forstand i at låse en dør, så hun flyttede på skrivebordet i rummet så det blokerede døren. Så stillede hun sig let op af muren og bed tænderne hårdt sammen.
"Hvad har de gjort ved os?" Spurgte hun i et hjerteknusende toneleje. Frygten hang stadigvæk i hendes øjne. Det kunne også ses på hendes vejrtrækning at hun ikke var tilpas overhovedet. "Hvad hvis vi ikke kan komme ud... hvad hvis vi dør herinde..." Brød det så fra hende, typisk hende ikke at sige mere end det første der slog ind på lystavlen. Raksha havde ingen anelse om, hvordan det skulle lykkedes dem at komme fri. Nu var hendes hjerne måske heller ikke den mest fantastiske til sådanne roller her. Wades tilstedeværelse gjorde dog, at hun havde en smule håb for de nok skulle klare den. Hvis hun havde været alene, så havde hun været død på stedet.
"Hvis man ser bort fra situationen, så er jeg glad for du er her..." Sagde hun så og så imod ham. Hun trak svagt på mundvigen. Han vidste ligeså godt som hende at hun var så godt som død på egen hånd.

Det var underligt. Ikke at kunne få færten. Ikke kunne bruge nogle af sine dyriske egenskaber. Naturligvis kom en del af det hende naturligt fra hendes opvækst, men alle de ekstra egenskaber hun bar ved at være shapeshifter var lagt i dvale. Raksha bed sig i læben. Faktisk forstod hun godt, hvorfor Wade ikke kunne lide hende. Hun virkede altid så perfekt og generelt bare uskyldig... god. Hun havde gjort sit bedste for at være perfekt, hvilket hun egentlig godt kunne se - måske ikke havde været så godt. Desuden var Wade den første Niylah tog ind og så som sin egen søn - og pludselig kom Raksha ind og som Niylahs datter. Hun ville også være frastødt, hvis det var hende. Tanken boblet op i hende.
"Jeg ved jeg ikke klare det her Wade." Sagde hun så og sukkede let. "Jeg er ked af, at jeg har været sådan en byrde på dine skuldre."