Who are you? //Rafieo//

S: Sunfury - Gågaden
T: Middags
V: Solen skinder
O: Bygninger og nogle enkelte gyder
@Rafieo

Rafaela havde fået en fridag hos sin nye, gamle eller hvad man nu skulle kalde ham af en Herre for, at kunne tage sig af sin nyfødte søn, samtidig for, at være på udkig efter nogle nye slaver til ham så han forhåbentlig ville slippe hende fri og redde hendes biologiske mor for den gift som han gav hende for mange år siden ellers ville hun dø fordi hun ikke kunne få det skyggevæsen blod som hun havde behov for.
Hun bar Reine i sin favn, hvor han var pakket ind i et lyseblåt tæppe som hendes faster havde lavet til ham. Hun gik rundt i gågaderne. Ikke for, at finde slaver til Zero for hun havde allerede nogle i tankerne. Hun ville sådanset bare nye sin frihed. Hun gik rundt i en sort/rød kjole der gik ned til hende knæ. Hendes hvide hår hang i en fletning hen over hendes ene skulder som Reine legede med.

Byen var tit travlt på denne tid. Boderne var åbne og folk vandrede rundt mellem hinanden. Der blev råbet omkring tilbud og hvad de solgte. Et meget ideelt sted for tyve at slå til. Slavehandlere var på vej ind til markedet, med slaver i lænker, på lange rækker. "Følg så med!" snerrede en slavehandler og piskede en ung mand. Mange af slaverne var unge mænd og kvinder. Man skulle ikke være et geni for at finde ud af hvad der var sket med deres forældre.
En kappeklædt skikkelse kom gående ned af gaderne. Den lange kappe blæste i vinden og man kunne se det lange sværd der han på ryggen. Under hætten skinnede de gyldne øjne og på nogen havde det en gennemskærende effekt. Hans gang havde en form for vagtsomhed og stolthed. Rafieo Esteban Valeryk var en tidligere kriger og nu lejesoldat. Han havde dog visse krav. Han dræbte aldrig mødre eller børn. Han havde dog ikke meget tilovers for dem på hans Hitliste.
Han fortsatte ned mod markedet på jagt efter hans bytte. Hans "brødre" ventede inden på en af kroerne der var i nærheden. Han lod hætten falde ned og hans lange hvide hår viste sig. Det meste af håret var sat op i en hestehale, men efter en lang ridetur ville ens hår altid gå i uorden. Længere fremme kunne han se sit kontrakt. Et blodigt smil bredte sig og han gik nu hurtigere. Skubbe folk blidt til siden.
Kontrakten var en ældre mand med dybe forbindelser i slavehandlen. Han var skaldet og havde ar på armene. Han havde næsten ingen tænder tilbage og nød tydeligvis at torturere slaverne. Da Rafieo nærmede sig blev han mere forsigtig. Man kunne jo aldrig vide, vel?

Reine legede med Rafs fletning og hev nogle gange i den. Han pludrede og smilede op til hende. Hun kunne ikke lade være med, at smile over ham. Nogle folk stoppede endda for, at se på lille Reine og rose hvor godt hun passede på ham og hvor sød han nu var og hvad nu folk sagde om små børn, men Raf kunne tydeligt se, at de ikke kendte sandheden. Hun var ikke så meget sammen med Reine som hun burde pga Zero. Reine var meget sammen med hendes onkel, faster og fætter. De forkælede ham også og hun var sikker på, at han var i sikkerhed der end, hvis han var hos Assorian ville hun mene for der var det tjenestefolk som ville passe på ham og hun mente personligt ikke, at det var et liv for et barn. Sådanset var både Assorian og Rafaela dårlige forældre for ingen af dem havde rigtigt tid til ham og lod andre passe ham end de selv gjorde.
Byen blev stille da en slavehandler kom ind med nogle slaver. Rafaela så vredt på mændene som kom med slaverne. Hun ærgede sig over, at hun havde taget Reine med for hun ville redde disse slaver, men hun måtte tænke på sin søn for han kom i første række når hun endelig havde ham hos sig. Hun stod stille og holdt Reine tæt ind til sig imens hun så slaverne og slavehandlerne gå forbi sig. Hun bakkee lidt da hun blev skubbet til side af en hvidhåret mand. Hun kiggede undersøgende på ham. Han så bekendt ud. Det hvide hår. Lige så hvidt som hendes eget. Hun kiggede efter manden der havde puffet hende til siden med et undrende blik. Hvem var denne mand? Hun fulgte efter manden, men holdt sig skjult mellem folkemængden. Reine havde taget sin ene tommel i munden og suttede på den imens han kiggede rundt. Raf smilede for sig selv. Han ville være en god spion senere så stille som han pludselig var blevet.

Manden opdagede slet ikke Rafieo før han mærkede kniven begrave sig i hans nakke. Han udstødte et stille skrig pg greb ud efter Rafieos hånd. Den hvidhåret Draconianer bakkede væk. Så sig om. Folk havde opdaget det og slaverne så på ham med åben mund og polypper. "Han dræbt Latuius." mumlede en slave og straks bredte det sig som en løbeild. Han trak hætten op og begave sig væk. En fornemmelse fik ham til at standse. Han kikkede rundt, men fandt ingen. Rødt og brunt hår var meget tit set, men hvidt hår? Han blik gled tilbage til det hvide hår. Et øjenbryn hævede sig næsten usynligt under den dybe hætte. "Der er han! Famg ham!" det var hans tegn til at smutte. Han begyndte at gå. Når han først begyndte at løbe ville han afslører sig selv.da vagterne passerede ham havde han en hånd hvilende på sit sværdskæfte. Han folk begyndte at gå rundt mellem hinanden. "Hvem var den mand?" spurgte en ung mand og hans ældre rystede på hovedet. "En Draconianer. Lejesoldat og tidligere Test Subject kendt som Rex. Han stak af sammen med sit lille hold." "Hvad er hans eftnavn?" der blev stille og Rafieo lyttede intense efter. "Valeryk. Det var og stadig er Valeryk." Rafieo kunne ikke holde en stille klukken tilbage. Så der var stadig nogen kendte til hans efternavn. Et suk forlod ham dog også. Han savnede sin familie. Specielt hans yngre bror.

Rafaela var utroligt nysgerrig på, at finde ud af, hvem denne fyr var for hun kunne ikke pege fingre efter ham, men han virkede på en måde bekendt for hende og hans hvide hår havde fanget hendes opmærksomhed. Dels fordi hun selv havde så hvidt hår. Hun fulgte roligt efter ham i mængden. Hun syntes der blev meget tulmuldt omkring hende. Hun kiggede ned på sin søn som var blevet meget forvirret over den tumuldt der blev. Hun bestemte sig for, at gå væk fra stedet og lyttede stille til det der foregik omkring hende. Hun valgte derfor, at gå væk fra gågaden og hen til et springvand som stod et godt stykke væk fra alle folkene, hvor der havde været en masse tumuldt. Reine var blevet meget urolig over, at der havde været så meget omkring ham og var begyndt, at græde. Rafaela gik rundt med ham i armene og prøvede, at trøste ham.

Han standsede op da han hørte gråd. Folk var stadig forvirret, men den hvidehåret person var søgt hen mod et springvand med sin baby? Han krøb nærmere og holdte sig på afstand. Hun var ret ung og der var noget genkendeligt ved hende, men han kunne ikke sætte fingeren på det. Han stillede sig i skyggen af en stor bygning og så på dem med sine ravgule øjne. Øjnene var limet fast til hendes ansigt. Noget ved ham fik ham til at tænke på Chev. Han nærmede sig langsomt dem med hætten oppe. "Sikke dog et smukt barn du har der, Madam." sagde han med sin dybe stemme. Han smilede til barnet og så på dens moder. Du virker mig bekendt." mumlede han og gned sig hagen. Han så tilbage mod folkemængden. Hans gule øjne så inde i hendes. Det her var specielt.

Rafaela holdt Reine tæt ind til sig. Hun begyndte, at spekulere på om Reine muligvis var blevet sulten istedet. Hun vendte sig pludselig om så hun stod med fronten til manden som snakkede til hende. Hun kiggede undersøgende på ham. Det var manden fra før. "Øhm tak. Han er nok også det bedste der er sket for mig" sagde hun stille med glæde i stemmen. Man kunne tydeligt se på hende, at hun var stolt af, at have Reine hos sig. Hun satte sig på kanten af springvandet med Reine i sin favn. Han var stoppet med og fræde og kiggede op på den fremmede mand. Hun kiggede undersøgende på manden. Hun ville ønske, at han tog sin hætte af så hun bedre kunne bedømme ham. Hendes gule dyreagtige øjne stirrede på ham "Jeg kan kun sige, at du også minder mig om en" sagde hun stille og kiggede ned på sin søn som var begyndt og lege med hendes fletning igen. Hun grinte stille og kiggede på manden "Hedder forresten Rafaela, hvad hedder du?" spurgte hun stille og kiggede på ham med rolige øjne.

Rafieo lod hætten falde ned på ryggen. "Rafieo Esteban Valeryk. Flot navn.Betyder det ikke God has healed?" spurgte han og nærmede sig lidt mere. Holdte stadig en respekt fuld afstand og så ned på hendes søn. Øjnene blev blødere og han udstødte en dyb brummen som en drage. Han var soldit bygget både over brystet og skuldrene. "Du ser også ret ung ud. Hjælper faderen ikke med den unge dreng?" spørgsmålet røg ud af før han kunne stoppe sig selv. Han hørte et ørneskrig og så op på himlen. "Fald tilbage. Jeg kommer engang." svarede han og så på pigen foran sig. Han havde en stor lyst til at lærer hende at kende. Hjælpe hendes hvis han kunne. "Du har godt nok vakt min nysgerrighed." klukkede han og satte sig et stykke fra hende på kanten af springvandet. Han tog kappen af og afslørede sin stærke og tunge rustning. Han bar to sværd og en masse knive. Han hvilede albuerne på knæene og så på Rafaela.

Hun kiggede på ham og spekulerede kort over hans spørgsmål. Det vidste hun sådanset ikke "Det ved jeg faktisk ikke for, at være ærlig" svarede hun stille og kiggede på ham. Hun smilede stille over den kompliment hun fik og grinte "Tak er også kun 203 år og mig og faren er ikke sammen længere så vi deles lidt om, at have ham eller det vil sige jeg har ham fast indtil han ikke behøver modermælk længere" svarede hun stille og kiggede på ham og derefter op på himlen da hun hørte ørneskriget. Hun undrede sig lidt over det, men rystede lidt på hovedet og kiggede på Rafieo. Hun spekulerede på hvorfor han var blevet nysgerrig omkring hende, men hun var selv nysgerrig over ham for hun syntes, at han mindede hende om hendes biologiske far, men han så mere brutal ud og alligevel var det som om hun ikke kunne forbinde Chev med denne mand. "Hvorfor er du nysgerrig omkring mig?" spurgte hun stille for, at skyde sig selv og sin nysgerrighed så langt væk som hun nu kunne og måske fandt hun mere ud af ham ved, at udnytte hans nysgerrighed imod ham selv.

"Du minder mig om en jeg engang holdte nær." sagde han og så på barnet. En smuk dreng med blålig hud. Hovedet tippede til højre og de gyldne øjne blinkede i sollyset. "Og så er der din personlighed. Du virker mig som en fighter, men også en klog ung dame." Han satte den ene fod op på kanten og hvilede hovedet på knæet. Hestehalen faldt ned over hans skulder og sværdene gled lidt ud til siden. En kuldegysning gled nedover over hans rygrad og fik ham til at fnyse. Endnu et kort blik ud mod den store gade. "Jeg har en ide." sagde han og så på hende med et skævt smil.

Hun kiggede lidt på ham "Hvem var det du holdt nær dengang som minder dig om mig?" spurgte hun nysgerrigt. Hun var en meget nysgerrig kvinde, men det gjorde også, at hun havde nemmere ved, at få informationer ud af folk ved, at spille dum eller uviden, men denne gang der var hun reelt nysgerrig fordi hun var nysgerrig omkring ham her og undrende over, hvorfor han var nysgerrig omkring hende. Hun grinte lidt over det næste han sagde. Han kendte hende knap nok og så, så han hende på den måde? De fleste så hende godt nok som et nemt bytte, men hun gjorde sjældent modstand før hun kunne knække folk fra midten og ud for det var altid svære, at knække dem udefra og ind "Tak tror jeg" sagde hun stille og kiggede ned på Reine. Hun var lidt ked af, at hun ikke havde taget hans barnevogn med eller en bæresele som hendes faster havde lavet til hende, men hun havde heller ikke haft planer om, at skulle være så længe ude med ham. Hun kiggede stille om på Rafieo og lagde sit hoved undrende på skrå da han sagde, at han havde fået en ide. "Hvad handler den ide om?" spurgte hun stille og kiggede ned på Reine som var faldet i søvn. Hun smilede stille for sig selv. Hun kunne tydeligt se nogle træk fra sig selv af, men også fra Assorian af. Han var faktisk en smuk dreng, hvis hun selv skulle sige det.

"Han navn var Chev Chelios. En yngre bror. Vi kom ikke altid godt ud af det sammen, men jeg ville have gjort alt for ham." mumlede Rafieo og hans øjne blev lidt mørkere i det. Han øjne gled ned til drengen og så ud på gaden. "Ideen var at du spørger mig om hvad du ville vide. Og så spørger jeg dig?" Han rettede lidt på sin siddestilling og kneb øjnene sammen i smerte. Hans venstre ben var der stadig lidt problemer med efter hans sidste opgave. Der har aldrig været nemt at være lejesoldat. Slet ikke når man var oppe imod vagter og krigere. Han strakte sit benet ud og lænede sig tilbage.

Hun kiggede skarpt op på Rafieo med et mørkt dræbende blik på ham da hun hørte Chevs navn. En masse følelser løb rundt i kroppen på hende en blanding af frygt og vrede. Hun knyttede Reine tættere ind til sig og rystede over hele kroppen. Chev havde smadret hende psykisk på et tidspunkt ved, at voldtage hende og ydmyge hende foran en masse folk på gaden i Doomsville og oven i købet var han hendes biologiske far. Hun havde fået det, at vide af hendes biologiske mor. "Er du bror til...ham..." sagde hun lavt med en blanding af vrede og frygt i stemmen. Hun kiggede usikkert op på Rafieo. Så dette måtte være hendes biologiske onkel? Det kom helt bag på hende og hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun kiggede usikkert rundt og prøvede, at få ro på sig selv igen "Du begynder" sagde hun stille og kiggede på ham. Hun snakkede om den ide han havde fortalt hende.

Han så på hende da hun stivnede i vrede? Han hævede et af de elegante øjenbryn. "For det første. Kender du Chev og hvordan?" Spørgsmålet kom ud uden det mindste besvær. Han kunne se på hende at hans lillebror havde gjordt noget der ikke var godt. På en måde var det godt han ikke vidste hvor Chev var. Rafieo ville nok bare have krævet svarene ud af ham. Rafieo stirrede på hende. De gyldne øjne var åbne og ærglige. Hans holdnign viste hans nysgerrighed. "Han må have gjordt noget slemt siden du ikke kan fordrage hans navn." Ikke et spørgsmål, nærmere et tegn. Øjnene gled kort rundt. Rafieo rejste sig op og strakte sig. Han ville ikke gå, men han trængte til at få strukket venstre ben godt ud. Hans arme buglede af muskler og begge skuldre gav et soldit knæk da knogler og muskler faldt på plads igen. "Jeg kan ikke allerde være for gammel til det her." knurrede den ældre Draconianer og vred overkroppen let rundt.

Hun nikkede kort til ham da han spurgte hende om hun kendte Chev. Selvfølgelig kendte hun ham desværre. Hun ville aller helst undgå, at vide hvem han var eller nogensinde haft mødt ham hvis det stod til hende var han død. "Han...voldtog mig på et tidspunkt og ydmygede mig foran en hel by..." sagde hun stille og kiggede ned i jorden "Har fundet ud af at...han er min...far" mumlede hun lavt og havde nærmest lyst til, at grave sig selv så langt ned i jorden, at det halve var mere end rigeligt.
Hun vidste ikke hvordan Rafieo ville reagere på måden hans lillebror havde behandlet hende på plus det, at han lige fik, at vide, at han havde en niece som sad lige foran ham. Hun kiggede op på ham da han rejste sig op. Blev det for meget for ham det hun lige sad og fortalte ham? Hun vidste det ikke helt og det bekymrede hende lidt og alligevel ikke for de havde sådanset aldrig haft noget med hinanden, at gøre. Hun smilede kort for sig selv da han sagde, at han umuligt kunne være blevet for gammel. Det sagde mange tit. Hun trak let på skuldrene og kiggede ned i jorden igen. Reine lå stadig og sov i hendes arme og det var faktisk blevet ret tungt i længden.

Han så på hende med et trist blik. "Jeg beklager virkelig at du skulle gennemleve det. Jeg er har ikke set ham i flere år." Rafieo tøvede, men trådte frem. "Jeg ved ikke om det for meget at spørge om, men må jeg prøve at holde din søn?" Han lagde hovedet på skrå og så på hende med rolige gyldne øjne. Han havde selv ikke børn, men vidste hvordan man skulle holde dem. Rafieo var den ældre bror og havde holdt sin lillebror efter han var født. Et kort blik rundt på gaden og et kik op på himlen. Den ældre mand satte sig ned igen og kunne ikke tage blikket fra hans nyfunde niece. Hans bror havde hende som barn og havde voldtaget hende? Når de engang mødtes ville han have en alvorlig snak ned Chev.

Hun kiggede op på ham og lyttede stille til det han sagde til hende. Hun trak let på skuldrene "Det er vel bare en lille ting i forhold til alt andet jeg har oplevet i mit liv, men kommer aldrig til, at kunne lide ham eller respektere ham sådan har jeg det" sagde hun stille og kiggede på ham med et usikkert blik. Hun kiggede ned på Reine og derefter op på sin onkel da han spurgte om han måtte holde ham. Hun sad lidt og tænkte over det og nikkede kort og rakte ham Reine. Man kunne tydeligt se på hende, at hun var lidt utryg ved det, men hun ville gerne kunne stole på sin nyfundne onkel og have en bedre relation til ham end til hendes biologiske far. Det var vel altid godt, at have folk man kunne stole på rundt omkring i verdenen så hun altid havde et sted hun kunne komme, hvis hun havde behov for det.