About time! - Nicolas

S: Kroen i Sunfury
T: Nat
O: Fest og fulde folk.
V: Koldt udenfor
P: En hvid top og et par shorts
@Nicolas

---

Gemma havde fået så meget afvide nu, at hendes sidste spor ledte hende til Sunfury. Det var mange år siden hun havde opgivet at finde sin far. Men alligevel opgav hun aldrig helt alligevel. Let sank hun en klump imens hun gik imod kroen. Mon hun kunne finde svar der? DEt ville tage opmærksomheden fra de dårlige minder væk. Og give hende noget nyt at tænke over, bare i lidt tid i hvert fald.Hvad havde hun at miste? Hun kom ind på kroen.
Gemma så sig let omkring og sank en klump. Så gik hun op i baren.
"A whisky please." Sagde hun og satte sig på en stol. Let kørte hun hånden igennem de blonde lokker. Kiggede sig let tilbage. Efter at have drukket det, så rejste hun sig op - men det var lige i samme sekund som tjeneren gik forbi hende med maden og drikkelsen til en af gæsterne. Alkoholden blev spildt henover hendes trøje, og maden fløj næsten af tallerkenen.
"For the love of god. Stupid girl. Look where you going. Some of us try to work, and we would do that without stupid thoughless people like you." Brokkede tjeneren sig over. Gemma hævede overrasket et bryn og sank en klump.
"Sorry." Mumlede hun og slog blikket let ned.
"Sorry?!" Hævede manden sin stemme. "You will be sorry after you go over and tell that man overthere you just were the reason his food will be late!" Pointerede manden. Gemma var overrasket over den voldsomme reaktion. Og det rystede hende så voldsomt at hun frøs fast. Det tog manden tydeligvis ikke som noget godt og placerede et slag på hendes kind. Al larm stoppede af de klask der lød. Gemma ramte jorden og så forskrækket op. Hun turde faktisk slet ikke at bevæge sig den mindste smule. Lammet af skrækken fra fortiden, så rørte hun sig ikke overhovedet.
"Get up." Brokkede han sig og tog sig ikke af gæsterne så hans opførsel. Da Gemma ikke rokkede sig ud af stedet, så greb han fat i hendes arm og rev hende på benene. Han ruskede let i hende. Men folk begyndte at passe deres egne ting igen.
"You are making me very angry. You stupid girl." Vrissede han voldsomt af hende. Gemmas ansigt trak sig sammen af frygten. Hvorfor var hun ikke stærk længere. Før i tiden ville hun have givet ham et slag eller dræbt ham for overhovedet at spilde på hende, nu var hun bange og ked af det hele tiden. Hun var alene og ensomheden dræbte hende langsomt indeni.
"D..don't hurt me please.." Hviskede hun nærmest grædende. Manden lo af hende og rystede på hovedet.
"Did mommy and daddy didn't give you enough hugs? Or are you just some loser who sits in the corner and waits for your friends to come back? Maybe both? Look at you. You are foolish and stupid. You even cry now.. I understand why people wont be around you." Alle ordene sårede hende vildt dybt, for de passede. Det gjorde hun følte tusinde af sværd blev stukket i hendes hjerte gang på gang, til sidst var der kun hende tilbage. En tom skal, en levende død person som gik rundt fra dør til dør. Lyden af hvisken i kroen fra hendes kilde. Der hviskede til de andre om, at det var hende som ledede efter Nicolas. Tingene hang ikke sammen, hvorfor ville en ynkelig pige lede efter en så stærk som Nicolas?

Det var ikke uvant for Nicolas at befinde sig på kroer. Efterhånden som hans liv var skredet frem, havde han brugt mindre og mindre tid der. Men han nød det alligevel. Det mindede ham om en tid, hvor han ikke havde så mange bekymringer og valg at fortage. Han havde bestilt noget mad og drikke. Ikke fordi han nødvendigvis ville spise det - hans appetit var trods alt til noget andet. Men han kunne meget god lide at lade som om. Huske på hvordan det var at være menneske. Sådan havde det ikke været før i tiden. Der havde han nydt at rende rundt som det magtfulde væsen han var. Men Andrea havde ham fået til at indse noget. Han var ikke så anderledes som et menneske. Han var i teorien bare et dødt menneske med nogle ekstra styrker.

Hans tankestrøm blev afbrudt, da mad og alkohol blev spildt. Han så hen imod hændelsen og opdagede den unge blonde pige. Hun virkede underligt bekendt på en måde. Som en der havde brug for ham. Nicolas forsøgte at forstå følelsen, som situationen udviklede sig. Da hun blev slået, rejste Nicolas sig hurtigt op. Det tog ham ikke mange sekunder, før han stod ved siden af manden - dette på trods af, han ikke havde brugt overnaturlig fart. ”You should probably stop. This man would prefer you treated other with dignity than slapping young girls. That is a sign of weakness, you know. It just means you want control in life. So before you go on a punching spree, go back in the kitchen and get my food. Now.” Han lød ikke vred, faktisk var han ret rolig. Men man kunne alligevel fornemme man ikke skulle trodse ham. Han havde temperament, og hans ry var efterhånden kendt i Sunfury og omegn.

Nicolas lod hans ene hånd glide ned til hende, så hun nemt kunne komme op at stå. ”Are you allright love?” Han var stadig ikke klar over hvorfor han havde en følelse af ansvar og beskyttelse for den pige, men han ville heller ikke finde ud af det, før han snakkede mere med hende. Måske hun vidste hvem han var. Det ville i den grad gøre tingene lettere. Han virkede varm og indbydende, hvilket bestemt ikke var en side, mange fik lov at se.

Sekunderne føltes som minutter, som han blot gjorde nar af hende og kvaste hendes sidste dråber af selvværd. Pludselig stod der en mand ved dem. Let blinkede hun lettet over en som blandede sig. At han faktisk bad manden stoppe gjorde en sten lettede sig fra det næsten ødelagte hjerte. Manden forsvandt ud i køkkenet med det samme, for han skulle ikke nyde noget fra en som kunne slå igen. De blå øjne fjernede sig ikke fra vampyren. De blev derpå, noget i hende følte sig i sikkerhed - og hun kendte ikke engang hans navn. Gemma kunne føle postive følelser fra ham imod hende. Det gjorde hende mere sikker på benene end først regnet med. Han rakte hende hånden. Først så hun lidt tøvende imod den. Det var ikke ligefrem fordi, at hun havde den største tillid til andre. Dog greb hun alligevel fat i den og lod ham hjælpe hende på benene. Blot det håndtryk, gjorde et eller andet. Ikke på den måde som hun havde haft det omkring Daron - mere som ved Malia. Det virkede tættere på. Måske? Nej umuligt ikke.

"I will be. Some day." Svarede hun kortfattet før hun opdagede, hvor dyster hendes sætning egentlig var blevet sagt. Gemma var stadigvæk rystet voldsomt. Slaget på hendes kind sad der stadigvæk i form af et rødt mørke. "Can we sit down?" Spurgte hun lettere nervøst, men gik alligevel derover, hvor hans bord var. Folk stirrede lidt i ny og næ. Pludselig fik hun øjenkontakt med en, hendes kilde - den person som hun skulle snakke med omkring hendes far. Dog nikkede personen blot over imod Nicolas, hvilket gjorde Gemma tog øjnene derfra.
"Thank you.. about making him go away. Most people just stare like its a freak show or something." Sagde hun let og kiggede ned i bordet. Efter hendes sætning var sagt løftede hun blikket op igen.
"I'm Gemma de Maskahy." Mellemnavnene var ligegyldige. Lige nu. For lige nu havde hun brug for svar. Øjnene så direkte imod hans. Vampyren som blot havde stoppet tjeneren fra at gennembanke hende. Dog gik der ikke længe før tjeneren kom med noget mere mad. Så besværligt havde det alligevel ikke været.
"Enjoy your meal sir." Sagde han venligt til Nicolas, hvorefter han kort skulede over til Gemma.

Det gik hende til at synke en lettere nervøs klump, hvorefter hun ikke turde fjerne blikket fra ham igen. Frygten ved nogle folk holdte hende skarp. Man lærte af de oplevelser man havde. Det skete og derfor kunne det ske igen - og det ønskede hun ikke. Gemma kløede sig kort i nakken før hun tvang sig selv til at kigge imod Nicolas igen.

Nicolas var sjældent ridderen på den hvide hest. Men alligevel oftere, end han ville indrømme. Han hadede bare at se unge kvinder blive behandlet dårligt. Det mindede ham for meget om Angela og deres forældre, hvordan de havde behandlet hende. Han ønskede ikke det for nogen. Dengang kunne han ikke gøre noget, men han havde selvtilliden og styrken til det nu. Nicolas fulgte manden med sit blik som han forsvandt. Han hjalp hende op at stå, da hun grab fat i hans hånd og blev igen opmærksom på hende. Han kunne ikke komme uden om, hun virkede bekendt. De blå øjne var ikke til at tage fejl af. Hun lignede en ung Angela. Men han kunne ikke tro på det. Det måtte være et tilfælde. Hun var bare en kvinde der havde brug for hans hjælp, en kvinde der tilfældigvis havde øjne der mindede meget om hans.

Nicolas kunne godt forstå hende. Han havde selv været et sted i hans liv, hvor han måtte finde en måde at blive okay på. Det var ikke let at være nyfødt vampyr, han havde været noget til at tage nogle valg, han aldrig havde troet mulige. Han fulgte hende hen til bordet, og så hun kiggede væk. Han fulgte hendes blik, og så nogen kigge på ham. Han blev opmærksom på hende igen, da hun talte. ”Most people are idiots.” Han så hen mod køkkenet, da tjeneren kom ud med hans mad.

Han hørte hende præsentere sig selv, men havde brug for et øjeblik til at håndtere den information. Så hun var med stor sandsynlighed enten hans datter eller niece. Hun kunne umuligt være hans datter, medmindre… ”Who is your mother?” Spurgte han og ignorerede tjeneren. Han virkede ikke vigtig lige nu. Det gjorde maden heller ikke. Han havde bare brug for at finde ud af, hvordan hun var i familie med ham. Det var sjældent man hørte efternavnet ’de Maskahy’ rundt omkring, der var kun en familie med det efternavn.

Most people are idiots, hunskar en grimasse tydeligvis var hun enig med hans ordvalg. De fleste i denne verden var idioter. Aldrig på samme måde dog, for ingen var ens. Næsten alle Gemma havde kendt i hendes liv havde skuffet hende, ikke engang næsten alle, men alle. Det overraskende hende positivt, hvor den frygten stille sneg sig af hendes hud. Det var en betryggende følelse omkring denne Nicolas. Det var en følelse hun ikke havde kendt til længe, og den var rar. Han virkede til ikke først at vide, hvordan han skulle tackle informationen omkring hendes navn. Tjeneren virkede ikke til at ville gå før Nicolas havde givet ham lov. Den gamle side af Gemma, havde lyst til blot at flå ham fra hinanden - men det var den gamle hende... den nye hende turde knap nok kigge væk.
Hvem hendes moder var.
"My mother? I have never seen her. But she left me a letter. Her name was Katherine." Svarede hun lettere nervøst.  Gemma så på ham, hvorefter hun sank en klump. Hendes tvillingesøster havde hun ikke hørt fra længe. Ikke set længe, om hun var død eller levende var der ingen tegn fra. Så Gemma ville ikke nævne noget om sin søster før hun var sikker på, om Nicolas egentlig var ham hun ledte efter.
"In that letter there were names, the names of my parents. And I spent ages searching.. But I never found anything." Det var tydeligt på den måde hendes stemme rystede, at hun var nervøs for hans reaktion. Efter over 2000 år at finde ud af, at man havde en datter. Det måtte være rystende og hun ville ikke engang vide, hvordan hun skulle reagere - hvis det var hende selv. Gemma var holdt op med at forvente noget positivt længe.
Tjeneren rømmede sig kort men gik så sin vej. Eller begyndte at liste afsted. Det var ingen hemmelighed her i denne by, at Nicolas var yderst beskyttende omkring sine kære. Og tjeneren havde ikke ligefrem været sød imod Gemma - måske var det for egen overlevelse at han begyndte at liste afsted?

Gemma fik et smil på læben, også selvom hun ikke vidste om hun burde. Hvis han ikke ville have noget med hende at gøre, så var det ikke ligefrem udtrykket at give. Gemma var dog alligevel glad for at have fundet den person, som hun havde brugt flere års søgen på at finde. Frygt og glæde smedet sammen i hendes krop, men ikke på den måde at hun var disideret bange for Nicolas - overraskende nok. Men det var hele situationen som satte hendes frygt igang, men hvad havde hun tilbage at miste?

//out c: