It is one thing to read about dragons, and another to meet them >Ancalagon<

---

Haru stod på det lille scene gulv, med sin Hurdy-Gurdy. Hun skulle spille endnu engang... Måske hun var en smule for nervøs til dette, burde hun virkelig være så nervøs? Hun havde trods alt spillet mange forskellige steder efter hånden, det var næsten som om hun havde spillet ved hver eneste by. Var hendes rejse begyndt at stoppe allerede? Hun smilte kærligt ved tanken, inden hun lukkede sine øjne i. Følelsen af hendes hjerte der bankede en smule nervøst i hendes hjerte, fik hende til at tage et par dybe indåndinger.
"Come oooon!!! Start the music sweetheart." Var der nogle der råbte efter hende. "Elver kan ikke spille... Det bliver bare kedelig opera." Var der nogle andre der sagde. Alt sammen på forskellige sprog. De regnede nok med at hun ikke forstod et eneste ord? Typisk, de turde snakke dårligt om hende, men ikke til hendes ansigt. Hun klikkede kort med tungen.
Hun begyndte langsomt at snurre håndtaget rundt på sin Hurdy-Gurdy, så den opslugte en smule luft fra rummet, inden hun begyndte at spille på strengene og trykke på luft sluserne. Musikken fulgte rummet, mens
Musikken kunne fyldte rummet, mens hun stod og koncentrerede sig en smule. Dog havde hun et meget roligt ansigts udtryk, som om dette var ligeså nemt som at trække vejret. Hun sukkede kort, inden hun begyndte at synge. Sangen var en smule festlig, en sang man sagtens kunne danse til. Hvilket der kun var folk der gjorde. Enkelte dansede rundt, med højt humør, mens andre bare drak og lyttede til hendes stemme.

https://www.youtube.com/watch?v=pyIXR3s8OtY Sangen

Det havde følt som en evighed siden Ancalagon havde mødt sin kampbrødre. Sidste gang de så hinanden var hvert fald 1 til 2 månder, hvis ikke mere. Dog havde de stødt på hinanden en dag, uden i naturen, hvilket var ret komisk. Grunde det var komisk for dem, var fordi at nærmest ingen kom levende fra en vild drage, hvor nærmest hævede deres stemme i overraskelse og glæde da en kæmpe drage landede med et brag foran dem.
Gruppen havde hurtigt faldet i snak og Ancalagon fortalte om at han var alene med hans og Lynies børn, da Lynie var taget på en eller anden rejse han ikke lige kunne huske hvor var tid.

Gruppen havde aftalt at mødes i Targaryen kroen i Sunflower, som de så ofte gjorde, dog måtte Rogan lige høre Ancalagon hvem der så tog sig af børne som Ancalagon og Lynie havde sammen. Utroligt nok var Ancalagons mor til stede, som om hun vidste at Ancalagon havde brug for en babysitter.
Dog vidste Ancalagon at Lynie hadet at hans mor passede børnene, hvilket Ancalagon godt kunne forstå, men hans mage var nu ikke til stede og sige ham imod. Alle lignede hinanden og det var nærmest som at gå tilbage i tiden, til før Ancalagon kom sammen med Lynie og fik børn, mødte Ahri eller blev tage til fange. Ancalagon især bar sit sædvanlige tøj dog uden noget tungere våben, da han ofte kun brugte sin økse som altid hang roligt i sin metalring i bæltet i højre side og den skjulte dolk som altid lå vandret i sin egen skede på bæltet.
Selvom dårligt vejr ikke påvirkede Ancalagon var det nu rart at være tør og ikke gennemblødt, men han havde ståede og ventet på resten af gutterne. Som gruppe gik indenfor, fjernede de alle deres tunge hætte og kiggede rundt. Stedet virkede som et livligt sted, endda med en optræder, det var noget tid siden at de havde oplevede det på en kro.
Erik som var den eneste blonde af gruppen og bar det største skæg, puffede til en mindre fyr ved navn arne, mindste i gruppen og havde en klap for øjet, de kunne virke lidt som brødre mens de hurtigt daskede til hinanden og fat et bord.
Rogan som var den eneste som ikke lignede resten af gruppen, bar noget meget eksotisk stof og krumsabel i siden af bæltet, mens han fandt vej hen til Erik og  Arne som allerede sad og grinte over en sjov oplevelse. Rollo som var den største og muskuløse mand i gruppen, havde langt brunt hår og fast trimmede fuldskæg. Rollo Råbte efter kroværten og bestilte 5 krus store mjød og gik ned til de tre andre som allerede sad til rette.
Ancalagon derimod stod stadig og kiggede på den syngende og spillende kvinde på scenen, elver uden tvivl, den søde duft ramte ham med det samme... og i hans tilfælde, smag. Elvere havde en hel nektar sød smag, var sikkert pågrund af deres race, men det var den race som smage sødest, hvert fald, hvad han huskede som Ancalagon går længere ind i den stemningsfyldte kro.
Ancalagons lysende krypdyrs øjne fjenede sig fra kroens underholdning og gik med rolige skidt ned til bordet hvor resten af hans kampbrøder sad og hyggede sig med mjødet som ankommet til deres bord.
Med et smil der bredte sig, satte Ancalagon sig på den sidste plads ved bordet, så han sad med ryggen til scenen godt nok mens Rollo piftede af den fortryllende elver der spillede og syngede.

Alting virkede faktisk meget hyggeligt, det var som om alting kørte som det skulle. Intet forfærdeligt kunne ske, i hvert fald ikke mens hun sang. Det var som om at hendes egen sang fik hende væk fra verden, ind i et mere hyggeligt sted - Som om den fangede hende i sit vidunderlige spind, et spind hun ikke havde noget imod at være i. Hun lukkede øjnene i, mens hun sang.
Hun kunne høre folk juble en smule, mens hun stod og overdøvede regnens susen mod vinduerne. Hendes lange sorte hår, var sat op i mange små fletninger, hvor det derefter var sat op i en lille knold. Håret gik hende til under hendes numse, selv når det var sat op. Hvis det var løst gik det hende omkring il anklerne. Hendes mørke øjne lyste nærmest op, mens hun så ud imod de dansende folk. Det var fantastisk, folk dansede seriøst til hendes sang, de virkede helt glade. Et stort smil blev formet på hendes fyldige rosen røde læber, mens hendes øjne flakkede en smule rundt. Hendes hjerte bankede afsted, mens folk begyndte at danse på nogle borde og få forholdsvis fulde folk allerede piftede. Der var dog en enkelt der buh'ede af hendes sang - Ikke at dette gjorde hende noget, ikke alle ville kunne lide den samme form for musik. Hun var bare glad for, at der var så mange der rent faktisk var vilde med hendes sang.
Hun så kort mod døren, i det nogle folk kom ind i hætter. Dette stoppede bestemt ikke hendes sang, folk kom ind på grund af det forfærdelige vejr. Så hvorfor skulle det være truende at de nu kom ind? De virkede mere som brødre, end fjender. De kom ind med godt humør, samt glade ansigtet. Her fik hun dog kort øjenkontakt med den eneste blonde i den lille bande. Et kærligt smil blev sendt ham, hvor hun kort bukkede som en hilsen på ham, inden hun lod blikket køre hen over menneskemængden igen. Hun forsatte sangen roligt, hvor hun enkelte gange så ned på sin Hurdy-gurdy, for at sikre sig at hun ikke mistede fokuset fra den. Hun gik forsigtigt rundt på den lille scene, mens hun sang de sidste vers.
I det sangen stoppede, bukkede hun kort inden hun så ud imod folkene. Der var kun nogle få elver til stede på kroen. Det var som om, elver bare ikke rigtig kom udenfor deres skove længer? Hun smilte varmt til dem alle, inden hun begyndte at tage modet til sig. "Næste sang er mere en historie... Som er velkendt hos os elver... Jeg håber i vil nyde den." Hun bukkede endnu engang kort, inden hun lukkede øjnene i. Hun lagde sin venstre hånd på hendes hals, inden hun begyndte at nynne en lille melodi. Roligt lod hun hånden glide ned på sin Hurdy-Gurdy, hvor hun begyndte at spille på strengene og kun strengene.
Her begyndte den rolige sang, man kunne høre regnen slå mod roderne, mens hun sang. Dog som hun begyndte at komme længere ind i sangen, begyndte der sjovt nok at være en kvinde der sad på bar bordet, som begyndte at spille på sin fløjte. Hvilket fik Haru til at smile stort, mens hun sang. Dette havde hun alligevel ikke regnet med, hun havde nok forventet nogle folk ville falde til ro, eller snakke om det typiske elversprog der kom ind i sangen. Dog som hun nærmede sig slutningen, gik det hårdt for sig. Dem der kendte sangen joinede nu, mens de trampede i gulvet og løftede deres glas. Enkelte tog armene om hinanden, mens de svang en smule fra side til side.
Efter denne sang rejste folk sig op, klappede og jublede. Hvilket endnu engang fik hende til at neje en smule. Her kom pausen, hun kunne få lidt at drikke, samt at spise før hun ville synge flere sange. Hun gik hen til baren, hvor hun satte sit instrument for sine fødder og bestilte en salat. Kjolen omfavnede hendes former og hver eneste gang hun tog et skridt, viftede den nærmest om hendes ben, så elegant.

((Hvem er Ragnar? Har ikke kunne læse om ham på din profil? Eller har jeg læst forkert på din profil?))

Sangen foresten https://www.youtube.com/watch?v=pEZpB9DJR9E

Rollo havde bestemt ikke ændrede sig, han var altid den som drak mest og den der blev fuldest, og denne gang var ingen ændring. Rollo havde sunget med, dog han kunne intet elver sprog, så det gik over på fuldemands sang, da han var på det 12 eller 14 krus mjød. Jah kroer tjente godt på Rollo i salg af alkohol, dog ofte sjovt nok, endte med at miste penge da Rollo ofte endte i slås kamp. Gutter.. Je-j-jeg trjor jeg vilhj gå op og sjakke med en tjøs oppe der kom det halv fuldt fra Rollo, som han rejste sig op. You might want to rethink that my old friend kom det fra Rogan og rystede bare på hovedet af sin kampbror. pfft lev lidt min gamle ven svarede Rollo og travede op gennem den munter menneske mængde. Folk vidste godt hvem Rollo var og folk elskede ham for hans sjove kro events og de frygtede ham for hans styrke og brutalitet når det kom til kamp, da han altid brugte sin berygtede kampøkse der havde et blad på hver siden af den.
Med overraskende hurtige bevægelser for hans størrelse, satte han sig ved siden af Haru, Hvja' så smujke elvy tøs, har du ikke ljyst til at underholde mig og mjine kammerater? Spurgte Rollo og havde sit største smil på sit halv berusede ansigt.
Ancalagon sad og nød til Mjød og lyttede til de andre som var i højt humør, Erik havde endda fået lidt for meget af drikke, hvilket også galte for Arne. Begge udbrød pludselig i sang, som hurtigt blev efterfuldt af en helt tredje mand i kroen som hev sin guitar. Lidt efter lidt fulgte hele kroen med og alle sang med så man næsten skulle tro der var en krig i gang, så højt som der blev sunget.
Ancalagon grinte af hans to kampbrødre som hver sang for og Arne som var den mindste i gruppen var endda ved at vælte på bordet og væltede omkuld på gulvet, hvilket alle grinte af og sang sangen videre.
Rollo var mand af få ord når det kom til spørger om lov fra kvinder, og da sangen brød ud, endte Haru med at sidde på Rollos muskuløse arm mens han sang med for fulde drøn og vippede Haru rundt på gulvet.
Ved slutningen af seng jublede alle omkring dem og råbte skål på alle mulige sprog, da mange havde forskellige modersprog.
Da sangen sluttede, satte Rollo Haru ned og gav hende et velplacerede klap i måsen og grinede mens han forlod hende for at vende tilbage til sin gruppe for at hente sit krus mjød.
Rogan himlede med øjne over Rollos vamle måde at behandle den pæne pige som endda optrådte for dem alle sammen i kroen, men hvad Rollo gjorde var ikke hans opgave at stoppe. Eneste som har kunne stoppe Rollo i noget, var faktisk deres gruppeleder, Ancalagon, men det havde også kun været en enkel gang og endte i brækkede riben og dybe sår.
Ancalagon hævede sit krus, KROVÆRT, MERE MJØD! Råbte ham og hamrede den ned i bordet, hvilket mange andre fulgte efter og så gik der alkohold rundt til alle borderne.
Vejret udenfor var næsten til at glemme i den høje og larmene, dog muntre stemning i kroen.

I det Rollo satte sig ved Harus side, blev hun måske en smule overrasket. Ikke at folk ikke havde været henne ved hende, efter hun havde sunget før. Det var bare mere det faktum af at han var så stor, virkelig høj og muskuløs. Det virkede næsten uvirkelig, hvordan kunne et menneske få så store muskler? Hun så kort ned af ham, hvor hun viftede en hånd foran hendes ansigt. Han stank seriøst af alkohol, mere end hvad de normale gjorde. Hvor meget havde han lige fået at drikke?
Dog rynkede hun ikke på næsen, i stedet smilte hun bare varmt til ham. "Tak... Men, jeg ret sikker på at dine kammerater er her for at hygge sig med hinanden, og ikke en tilfældig kv..." Mere nåede hun ikke at sige, før Rollo havde hevet hende op og nu svang hende rundt til musikken. Hun så en smule skræmt samt overrasket på ham. Hvorfor samlede han hende bare op på denne måde? Gjorde man normalt dette, sådanne steder? Det var hendes første gang på denne kro, da hun normalt rejste rundt. Hun stoppede kun når hun havde behov for penge eller ønskede at spille nogle sange, i hvert fald hvis hun havde en enorm lyst til at synge sine nyere sange. Hun skrev sangene langs sine ture, hvilket gjorde dem unikke.
Hun smilte en smule forsigtigt, mest fordi stemningen stadigvæk var god på kroen, det faktum af at Rollo hellere ikke virkede truende på nogle punkter, gjorde hende skam en smule glad. Hun behøvede ikke at frygte at han ville tabe hende, vel? Han havde trods alt ret brede arme, så hun ville ikke blive tabt... Vel? Det skete så hellere ikke, i stedet blev hun sat ned igen, hvor hun kun lige nåede at føle jorden under hendes barefødder igen, før han klappede hende i måsen. Hvilket fik hende til at tråde få skridt frem og vende sig hurtigt om, mens hun lagde sine hænder på sit bagparti. Slog han hende lige i røven?! En kraftig rødmen sprede sig over hendes kinder, mens Rollo forlod hende. Dette fik hende til at så en smule rundt.
Folk lo bare af det hele, humøret forlod ikke stedet. Det var som en evig glæde i kroen. Hun ønskede bestemt ikke at skabe problemer, for nogle. Hvis hun gjorde, hvor skulle hun så skaffe sine penge fra, eller selvfølgelig skaffe maden fra. Hun sukkede blidt, inden hun satte sig elegant på stolen igen, for at spise resten af sin mad. Hun var meget elegant at se på, måske for nogle en smule snobbet. Men hun havde skam det mest behagelige smil på sine læber, enkelte folk så endda på hende med en smule drømmende blikke. Enden var det den tæt siddende kjole, eller alkohollen der fik mændene til at se lidt underligt på hende. Hun drak kun vand, mens hun sad på kroen. Hvis hun blev fuld, ville det bare ende ud i problemer. Hvordan skulle hun synge, hvis hun snakkede præcis som Rollo lige gjorde.
Roligt rystede hun på sit hoved, i det en fyr råbte efter Mjød, hvilket fik kro ejeren til at finde en masse krus frem, nu hvor Ancalagon havde sat gang i drukken. Han fik pludselig meget travlt, det samme gjorde kro kvinderne. Dette fik ham til at se mod Haru, der bare nød sin mad. "You work here... Right now atleast, bring him this." Han nikkede mod slænget, hvilket fik Haru til at se tilbage på dem og derefter mod kroejeren igen. "But! I work as a..." Mere fik hun ikke sagt, før han så strengt på hende. "You get free food, free drinks and even a few coins, you could do this little!" Hun nikkede kort, inden hun samlede det store krus op og gik imod Ancalagon, hvor hun stillede kruset ved hans højre side.

Ancalagon hørte lyden af kruset der blev sat ved hans højre side med en fint og yndig, meget kvindelig hånd der havde sat kruset. Pludselig greb han om Harus håndled, før hun forlod stedet og trak hende nærmere til bordet så hun nu kunne se ham direkt i øjne hvis hun så på ham. Ancalagons orange-rødlige krypdyrs øjne vilede på den galante og ekstrem flotte sangerine og underholder. Han holdte ikke hårdt fast om Harus håndled, men nok til at hun ikke kunne slippe fri hvis hun prøvede. Rollo flækkede højlydt over en joke som Erik havde fortalt og væltede af sin stol, hvilket fik folk omkring dem til at grine af Rollos fuldhed og hjalp ikke på folks latter, da Rollo med besvær prøvede at komme op. Ancalagons dyriske øjne kiggede Haru i øjne og havde et meget seriøst blik som fik resten af gruppen til at blive helt sille. et pludselig blink og et smil der bredte sig, brød seriøsheden i gruppen og Haru blev sat op på Ancalagons skød med en arm om hendes liv så hun ikke faldt af. haha rek lor Zu'u bo wah ahraan ek lød den grinende fra ham, hvilket resten af gruppen forstod, men som Heru helt sikkert ikke forstod.
Rogan rystede bare på hovedet og grinte selv lidt af hele situationen og tog en slurk af sit krus.
Rollo fik endelig kæmpede sig op på stolen igen og bundede sit krus som nu rundede omkring de 20 stykker krus i hans hånds størrelse og med et smadrede han hovedet hårdt ned i bordet og lavede lidt af et brag. Det fik selvfølgelig alle i gruppen til at grine over deres kampbror og ignorerede den snorkende mand. What's your name little elf? Spurgte Ancalagon som stadig havde Haru på sit skød mens han med sit anden og fri hånd drak, hvilke holdte Haru fra bare at kunne hoppe af hans skød.
Erik rejste sig op fra bordet da han hørte af nogle søgte en udfordre til armlægning, hvilket Erik aldrig lod sig misse og tonsede halv fuld hen til det andet bord med Arne bag så. Arne og masse andre mennesker stod nu og vædede om hvem der ville vinde, mens Rogan rejste sig og smilede venligt til Heru og nikkede til Ancalagon. Pruzah tol los nii fah zey kom det fra ham på det samme fremmede sprog som før. Han havde nemlig lejede et rum hvor han kunne lægge sig til at sove og få sove brænderen ud til næste morgen.
Nu var det så kun Ancalagon og Heru tilbage ved bordet, Where do you come from, little elf? I've never seen you around here before spurgte han så nysgerrigt, da han alligevel havde været på alle kroer der var værd at kende.
Kro-værten og kro-værtinden havde ekstrem travelt da folk bad om mere alkohol, da vædemålene blev vildere og vildere og flere folk prøvede at få lagt Eriks arm ned, men uden held. Kro-værten kom hastende i retningen af deres bord, men stoppede kort op, Want to earn some more pennies elf? Give that mad whatever he want and I'll put some extra coins in our deal forklarede kro-værten, hvilket han fik et løftede krus fra Ancalagon og et nik.
Hvad Haru sikkert ikke vidste, var at Ancalagon og hans gruppe faktisk allerede kendte kro-værten, men fordi at kro-værten havde så travelt, havde han ikke rigtig fået sagt hej og så var det også fordi at han først nu genkendte dem da der blev sunget.
Med en mundfuld, blev kruset med mjød tømt som Haru lige havde givet ham, som han så gav hende tilbage, think this need a refil, wouldn't you agree elf girl? kommenterede han og gav hende et blink og et klap i måsen, dog slet ikke så hårdt som Rollos klask. Nej det var mere end puf som, "go on, go get it".

Haru havde seriøst aldrig set sig selv blive behandlet på denne måde. Hun var normalt den, som folk bragte drikkelse ud til. Men lige nu var det totalt omvendt, hvorfor fandt hun sig overhovedet i dette? Et opgivende suk slap hendes læber, inden hun lukkede øjnene i. Personerne hun skulle bringe mjøden til, gjorde hende en smule nervøs. De virkede dog til at være i godt humør, men hun følte sig underligt tilpas. Nok mest fordi denne Rollo havde samlet hende op, samt klappet hende i røven. Det var bestemt ikke en behandling hun som sådan ønskede.
Kruset blev sat forsigtigt på bordet, mens hun bøjede sig en smule ned for at stille det. Hendes øjne var lukket en smule i, så hun kun fremstod mere elegant. Hun havde lært at man skulle være så feminine som overhovedet mulig, for ikke at snakke om at man konstant skulle forsøge at virke smuk for andre. Hvis man selv fremstod som elegant, ville folk automatisk selv se hende som køn. Dette gjorde hende en smule nervøs, hvad nu hvis hun gjorde noget forkert, hun var ikke van til at servere ting eller i det hele taget arbejde. Alt hun kunne var at opføre sig som en kvinde, være elegant og gå med elegante skridt, ret ryg og opføre sig formelt. Hun vidste også hvordan man skulle spise, når man er sammen med en kongelig.
Hun skulle lige til at trække væk fra bordet igen, da hendes håndled pludselig blev grebet og hun blev hevet en smule ned igen. Hun lod sine øjne spærre sig op, mens de så ned på hånden. Nervøsiteten sprede sig i hende - Hendes hjerte slog hårdt i hendes bryst, mens blodet steg hende en smule til hovedet. Hvad havde hun gjort forkert, hvad ville ske nu? Spørgsmålene kørte igennem hendes hoved, inden hun lod de mørke øjne glide op i Ancalagons øjne. De var uden tvivl dyriske. Hun følte nærmest som om hans øjne opslugte hende, som var hun fanget. Hun adskilte sine rosen røde læber en smule, på trods af at hun ikke kunne få et ord ud. Hvad skulle hun også lige sige, burde hun undskylde til ham. Men ville det ikke være nedladende? Hun ønskede ikke at blive lavt til grin!
Dog i det øjeblik Rollo faldt af stolen, så hun ud af øjenkrogen mod ham. Han var virkelig fuld, burde de ikke gøre et eller andet for ham. Måske få ham i seng, det var ikke sundt at drikke så meget. Hun fugtede kort sine læber, før hun vende blikket tilbage til Ancalagon, der underligt nok smilte nu. Hans ord var uforståelige, på trods af at hun forstod næsten alle sprog, forstod hun intet af dette. "Sor.." Mere fik hun ikke sagt før hun blev hevet ned og sidde på hans skød. Dette var der ikke tid til, hun var sanger og ikke en concubine. Hun skulle ikke behandles på denne måde, eller det burde hun i hvert fald ikke. Da hun ville rejse sig, føltes det nærmest som om hans hånd hev hende ned igen. Havde hun virkelig ikke lov til at gå fra dem? Var dette en underlig plan som Kroejeren havde med disse mænd, eller var hun indbildsk lige nu?
"My name is Haru Furukawa." Lille, han kalde hende lille. Hun vidste godt at hun nok var en af de laveste elver man kunne møde, men hun var da ikke lille i forhold til en dværg. Hun rettede en smule på sit hår, inden hun så rundt. Hun skulle vel arbejde, ikke at der var så meget arbejde, men hun ønskede ikke rigtig at sidde med disse. Hun følte sig til grin, mest fordi de alle var så store og barbariske mens hun her sad som en kylling på hans skød. Da Erik og Arne stormede mod et andet bord, så hun efter dem. Så nu ville folk altså til at splittes op, dette betød vel at hun kunne få lov til at smutte fra dem igen. Hun ånede kort lettet ud, inden Rogan også smuttede. Hans påklædning virkede en smule elegant, i hvert fald mere end de andres. Dog snakkede han også på det underlige sprog. "What did he say, if i may ask?" Lød det lavt fra hende, inden hun lod sine øjne rette sig imod Ancalagon igen.
Da han spurgte hvor hun kom fra, kunne hun mærke nervøsiteten sprede sig i hende. Skulle hun virkelig sige hvor hun kom fra, hvis han kunne ligge tingene sammen, kunne han måske regne ud hvem hun var. På den måde ville han måske kidnappe hende og måske bede om en løsesum fra hendes forældre! Hun rystede blidt på hovedet, af sin egen tanke gang. Hendes familie var rig, men de var ikke ligefrem berømte. Kun hendes far var, plus hvis de kunne regne det ud, ville de vide det på grund af hendes unikke efternavn og det havde hun allerede fortalt, så problemerne var vel allerede begyndt, hvis de skulle komme. "Im from Thorban, or at least, that's where i was raised." Lød det lavt fra hende. "But I just started traveling around the world, to play music... Otherwise i usually never left my home, so that might be the reason for you never seeing me." Hendes stemme var kærlig, mens hendes blik havde et kærligt lille glimt i sig. Hun var nød til at holde sig selv bare en smule i ro, især foran ham. Han virkede bestemt ikke menneskelig.

Da værten pludselig kom hen til hende, havde hun måske regnet med at han ville sige at denne mand skulle lade hende gå, da dette ikke var passende. Dog var det ikke de ord han lukkede ud, han ønskede derimod at hun arbejdede for denne mand. Sikkert fordi det virkede til at manden virkede glad for hende, plus hun kunne ikke tjene mange border, da hun ikke normalt havde arbejdet med alkohol før. Hun adskilte kort sine læber, mest for at sige nej. Dog da han bragte pengene op, sukkede hun kort, inden hun sendte værten et kærligt smil. "Sure... But you know i never been waitering before." Hun forsøgte at beholde en blid tone i sin stemme, mens hun så sig en smule rundt.
Hun virkede måske lidt som en fangede mus. Da Ancalagon slugte sin mjød i sig, så hun en smule overrasket på ham. Hvordan kunne han bare bunde så stort et glas? Da han lod hende gå, dog mest for at få hende til at hente noget at drikke til ham - Skar hun kort tænder, inden hun smilte til ham. "Sure.... Right on the task." Lød det lavt fra hende, inden hun gik tilbage til baren. Det klap han gav hende, fik hende til at gispe. Hvordan kunne folk opføre sig sådan? Havde disse folk ingen manere? Hun sukkede blidt, inden hun kom tilbage med et nyt glas af mjød. "Here you go." Hun stillede det forsigtigt på bordet, inden hun trak lidt væk. "Anything else?" Hun håbede måske lidt på at hun kunne få lov til at snige sig væk igen.

Ancalagon hyggede sig, eller nærmere morede sig med at drikke denne lille fornæmme elver tøs og han kunne se at hun var nervøs og utilpas med situationen, problemet var bare at han egentlig var ligeglad om hun var utilpas. Da Haru kom tilbage med et nyt krus, flydt med mjød tog han det og tog en slurk og kiggede på hende ud af øjnkrogen mens han drak. Som han stillede kruset på bordet, lavede han en bevægelse med hovedet mod en af stolene som tegn på hun skulle sætte sig. No need for you to worry your little elf ears with.. Thorban you say kom det fra Ancalagon og kiggede på Haru igen, You don't strikes me as the tavern lively kind of girl kommenterede han som han studerede pigebarnes gudeskøne kjole hun havde på. Rollo kort pludselig til sig selv, vågnede i et højlydt grynt og hamrede sin næve ned i bordet, men reagerede ikke på hverken Ancalagon eller Haru som var ved bordet. Med egentlig utrolige kontrol bevægede Rollo sig hen til Erik og Arne og sluttede sig til mængden, så Ancalagon og Heru nu var alene ved bordet. En beslutning som lige faldt over Ancalagons ansigt og et lille smil formede sig i hans ene mundvig Tell me more about you little elf insisterede han og med en rolig håndbevægelse, skubbede han Rogans krus mjød hen til Haru. Kruset var ikke drukket af, da Rogan kun havde drukkede 3-4 krus og forlod dem, da det 5 blev placerede foran ham.
Drink, join me sagde Ancalagon med et lille smørrede smil og med et glimt i øje som han lændede forover bordet, så han bedre kunne høre elverpigen. Kroværten kunne endelig slappe lidt af oppe ved disken, da alle havde fået deres drik og ikke lige spurgte efter mere, for nu. For, hvis man kiggede på ham, kunne man tydelig se sveden der løb ned af ham og gav hans ansigt et glimtene skær i lyset.
Hans kone havde dog stadig travelt da folk spiste næsten hurtigere end hun kunne nå at levere, hvilket betod at man ofte så hende løbe ind og ud af køkkenet kroen. Hey! you cheated! Lød det pludselig fra den store folkemængden der var samlede omkring armlægningen og den første næve var sendt. Det var vel uundgåelig og før Haru eller Ancalagon vidste af det, brød en Slåskamp ud. Finally, some real fun! Råbte Rollo og løftede en allerede stor mand op over sit hoved og grinte det mest fantastiske grin man havde hørt fra en som havde det sjovt. Manden over Rollos hoved blev kastede mod et bord og som flækkede bordet da han ramte det. Næsten som om det var planlagt, sprang Arne fra en hestesko som Erik havde lavede, så Arne fløj lige over mod en mand som skulle til at smadre en stol ind i siden på Rollo. Arne slog løs på manden som væltede omkuld i ren overraskelse.
en stol fløj lige forbi næsen på Haru og Ancalagon og bragede højt mod vægen, alt i mens kro-værtinden prøvede at få folk til at stoppe slåskampen sammen med sin mand. Et dyrisk men samtidig smørrede smil formede sig og tog lige en ekstra slurk før han gav Haru sit krus, her hold my meat, You better not drop it fortalte han hende og hev ærmerne op til albuerne og greb hans stol og sløngede den ind i ryggen på mand som selv var i gang med at lange en næve mod en helt tredje mand.
Nogle få blev kastede ud af vinduet og lavede et højlydt brag, efterfuldt af af regn og storm som blæste ind af det ødelagte vindu. En af mændene som havde buuede af Haru, så hende stå, helt for sig selv og så chancen for at tag hende.
There you are my little singing bird kom det fra ham og begyndte at gå med faste skridt imod Haru mens han knækkede fingre som tegn på at han var seriøs.

Han ønskede ikke engang at forklare hende hvad de snakkede om, burde hun være bekymret? Hvorfor var hun så god truende overfor disse folk, det var hun ellers normalt aldrig. Normalt gemte hun sig ikke, ellere frygtede noget. Måske var det fordi disse folk var fulde, enlig ikke lavede så meget andet end at drikke. Hun forsøgte ikke at virke irriteret over at han ikke ønskede at fortælle hende det, i stedet så hun bare kort rundt. "Well, maybe i worry that it might've had something to do with me." Lød det en smule lavt fra hende. Hun var nysgerrig og det at han ikke ønskede at forklare hende det, gjorde hende bare mere nysgerrig.
Da han nikkede mod stolen, så hun sig kort omkring. Humøret virkede stadigvæk højt og der var efterhånden knap så meget stress på. Roligt trak hun stolen ud igen, før hun satte sig ned ved Ancalagons bord. Hun lod sine hænder hvile i sit skød, mens hun så på ham.
Hun nikkede roligt, da han sagde navnet på hendes by. Et smalt kækt smil formede sig på hendes læber, inden hun så op i hans øjne igen. "I am not a tavern girl, i live in the rich part of Thorban... My family owns a few mines there, that's why we live in such a mountain place, instead of a forest like other elves does." Hun lagde sine arme over kors, mens hendes øjne forsat smeltede sammen med hans. Hun var ikke engang sikker på om det var en god ide at fortælle ham dette, men han var sikkert allerede så fuld at han ikke ville huske et eneste ord.
Da Rollo slog ned i bordet, var det tydeligt at det gav et spjæt hos Haru. Hun troede at han var gået helt under, altså at han i det mindste ville sove i flere timer, måske endda til næste dag? Hun så en smule underligt på Rollo, da han brummede før han forsvandt fra bordet igen. Endelig var de alene, så ville hun snart få lov at gå. Medmindre han ville være ensom og have hende til, at tilbringe sin tid hos ham? Hun så kort op på ham, da han ønskede at vide mere om hende.
Hans smil gjorde hende enlig en smule rolig, hvilket fik hende til at lukke øjnene i langsomt. Hun tog en dybindånding, inden de mørke øjne blev synlige igen, med en lille refleksion af Ancalagon i dem. "There's not much to tell, im 21 years old, im traveling the world, to see the world... Mostly because I always wanted to see the world.. I've always been inside the mansion, so being outside is quite new for me." Hendes stemme var endelig rolig, som om hun slappede mere af, mens et behageligt glimt i hendes øjne, sprede sig. Hun burde vel ikke frygte ham, han drak måske meget, men han virkede nu bare mere som en der ønskede at være omkring en eller anden.
Hendes øjne faldt ned på kruset, hvor han tilbød hende mjøden. Hun så en smule tøvende op på ham, inden hun samlede kruset op og tog en lille slurk af det. Det smagte en smule sødt, men var også stærkt. Hun rynkede en smule på næse inden hun satte kruset fra sig igen. "I'm not use to drinking, so excuse me if i might not drink as fast and much as you do." Lød det kærligt fra hende. Hun kunne lige så godt forsøge at få en god oplevelse ud af at være omkring denne underlige, samt en smule skræmmende mand.
Det tog dog ikke lang tid, før et råb blev hørt og en stor slåskamp gik i gang. Haru så overrasket rundt, mens der begyndte at flyve stole og mennesker rundt. Haru rejste sig ikke helt op. Hun frygtede måske lidt at hvis hun rejste sig op, ville hun ryge ind i slås kampen.
Haru var opvokset med manere, at have en ret ryg, ikke at slås. Hvis hun kom op og slås, kunne man lige så godt slås med et barn. Hun anede hverken hvordan man slog hårdt, eller hvordan man undvig slag.
Hun så en smule overrasket, samt faldt tilbage i stolen, da en anden stol fløj forbi hendes næse. Hun lagde en hånd ved sit kraveben, hvor hun kort gispede. Hun tog imod Ancalagons krus, mens hun så overrasket rundt. Burde de ikke stoppe denne slås kamp, dette virkede forkert. Stedet ville da gå helt i stykker, så de burde vel gøre et eller andet. Hun rejste sig op fra sin stol, da Ancalagon slog en anden mand i ryggen med den. Hun trådte lidt tilbage, mens folk råbte og værten løb rundt i håbet om at stoppe slås kampene. "This will only end in tears." Lød det lavt fra hende, inden hun så ned i kruset. Måske hun skulle gå udenfor, på den måde ville hun ikke blive hevet ind i en unødvendig slås kamp, det krævede da også at hun kunne se sig for, og ikke risikerede at få en næve svunget mod sig ved et uheld. Hun så kort imod baren, hvor en mand fløj over. Her begyndte hun selv at gå imod baren, hun trådte over nogle mænd og gemte sig enkelte gange bag en der blev slået, hvor hun holde en hånd mod hans ryg, så han ikke væltede bag om.
Hun beholde dog Ancalagons krus i sin ene hånd, mens hun begav sig mod baren. Her fik hun endelig fat i sin Hurdy-Gurdy, den skulle helst ikke gå i stykker, i sær ikke under en slås kamp som dette.

Før Haru kunne nå længere, blev hun løftet op over skulderen på manden som havde set hende og buuede af hendes optrædelse og inden Haru nåede at reagere, var hun påvej ind dybere på kroen. Gotcha little bird, bet your father will pay good money for his little bird coming home in a whole lød det skræmmende fra manden mens hans ene hånd gramsede på hendes røv og den anden om hendes ryg så hun ikke kunne slippe fri. Dog som Heru bliver trukket op på mandens skulder, væltede alt Ancalagons mjød ud af hans krus og ramte gulvet med lidt af et pjask. Maybe I should see what the fuss are about elvish snob girl kommenterede han og nussede Harus bagdel som hentydning til sex. Manden nåede aldrig længere end til trapperne før han blev stoppede af Rogan som var kommet ned begrund af larmen.
Get out of the way old man, this elf is mine væssede han og holdte ekstra godt fast på hende, som om hun var noget værdifuldt guld. My good man, doubt the lady would want you to handle her, the way you do kom det roligt fra Rogan som ikke rykkede sig en meter fra hvor han stod. That's it! kom det fra manden med Haru over sin skulder og trak en dolk men desværre nåede ikke længere, før han blev slåede ned bagfra af Ancalagon. I det at manden blev ramt hårdt i knæhaserne så han tippede bagud og næsten smed Haru bagud, blev hun grebet af Ancalagon, Told you not to spill my meat little elf teasede han hende og slap hende så hun landede med et lille bump på gulvet som heldigvis ikke var alt for langt fra hende men stadig langt nok væk til at mærkes.
Med en gentlemans håndbevægelse, rakte Rogan sin hånd frem til Haru som tegn på at ville hjælpe hende op og stå, I feel like I must apologize for my friend, Ancalagon can be quite the cad at times, I'm Rogan by the way undskyldte og forklarede Rogan og gav en kort introduktion af sig selv. You might want to stay by me and out of these parties, can get quite messy forklarede han muntert med armene lagt over kors og gav manden på gulvet som havde prøvede at bortføre Haru et spark så han faldt op, bevistløs og et par tænder mindre.
Slåskampen blev dog afbrudt af byens vagter, til kroværtens store glæde og takkede vagtkaptainen for at komme så hurtigt som de gjorder. Resten af gruppen kom hen til Rogan og Haru, hvis Haru selvfølgelig havde bestemt at blive ved Rogan i kaoset. Alle var godt medtaget, enten et blåt øje eller to, ondt i rygen eller rifter lidt over det hele, hvor der nu var synligt.
What a fight! Haven't had such fun in a long time! udbrød Rollo fornøjet og bragede ned på gulvet med ryggen op af vægen, hvilke resten af gruppen fulgte og sad og stod nu rundt omkring Haru. Hey you elf girl! can't pay you anyway, need the money for repairs lød det fra kro-værten som ikke lignede en som var i særlig godt humør efter hans kro var blevet smadret fra slåskampen.
Nogle af de besøgene blev endda trukket væk af vagterne da det var dem der havde startet balladen og slåskampen.
Rollo begyndte at grine, grine af, hvor uheldig Haru var, det var bestemt Alkoholen som var skyld i det, men det var bare så typisk at det nærmest var for sjovt. Rogan tiskede af Rollo og gav ham et klap i baghovedet, shush Rollo... I am sorry, maybe we could maybe you for your trouble? forslog Rogan til Haru og kiggede over mod Ancalagon så ikke havde flyttede sine orange-rødlige krypdyrs øjne fra den yndige elver.
Ask me again in the morgen, I'm going to bed svarede han og forlod stedet og forsvandt op af trappen, mens Rogan vendte sig til Haru, don't worry m'lady, I'm sure he will be willing to pay you for your outstanding good service forsikrede han hende, mens Erik og Arne også var smuttede op. Rollo derimod lå nu og snork sov op af vægen.
Do you have a room m'lady? Spurgte han hende inden han selv ville smutte op for at sove, rigtig sove, uden at blive vækket. Da klokken stadig var nat og der mindst ville gå et par timer, før det ville blive morgen igen.

Haru kunne knap nok nå til sit instrument, før hun pludselig blev hevet op over skulderen på en tilfældig person. Hun var ikke engang sikker på at hun vidste hvem han var, hun slog kort sin hånd imod hans ryg. "Put me down, this is not funny." Lød det hårdt fra hende, lidt i håb på at han ville sætte hende ned. Dog gik han bare dybere ind på kroen, som om det ville hjælpe hende på en eller anden måde? Hun knurrede kort af ham, lige til hun snakkede og hun følte hans nysgerrige hånd gramse hendes bagparti. Nok havde hun fået klap på røven, men det var klap, denne mand lod sin hånd blive liggende på hendes bagparti. "He won't pay money, to get me home! He knows im out, so put me down this instant! Or i'll swear to the dragons, that you will pay!" Hendes stemme var arrig, mens hun følte blodet stige hende til hovedet. En rødmen sprede sig på hendes kinder. "And let go of my butt, or i..." Mere fik hun ikke sagt, før hun blev afbrudt af ham.
Hun havde ikke engang lagt mærke til at hun havde ladt kruset med mjød falde på gulvet, hun holde stadigvæk fast i kruset. "The fuss? There is no fu.....sss... I said stop touching me there!" Hun slog ham kort i baghovedet med kruset, inden hun sparkede en smule med benene. Hendes hår begyndte så småt at blive mere og mere løst, så det var begyndt at stritte lidt ud til siderne.
Da manden stoppede, forsøgte hun at se over ham, for at se grunden til at han stoppede og enlig klemte hende en smule. Lyden af en dyb stemme, meget rolig stemme faktisk, fik hende til at se en smule rundt. Hvis det var en ældre herre, ville det så ikke bare skabe nogle problemer, han skulle da ikke komme til skade?! Hun gispede kort, da lyden af en klinge gav genlyd hos hende. Hun løftede hovedet en smule, kun for at se Ancalagon løfte sin hånd bag manden. Han slog ham udentvivl hårdt i nakken, hun kunne mærke grebet løsne omkring hende, hvor hun følte sig selv falde mod jorden. Hun klemte kort sine øjne i, for at gøre sig klar på et hårdt slag. I stedet følte hun sig selv blive grebet. "Eh? I.. I did not..." Hun så ned på kruset, der kun havde nogle få dråber siddende på kanten. "Ups." Lød det lavt fra hende.
Var hun nu også i problemer her? Hun gispede højt, da han bare slap hende og lod hende falde til jorden. Hun sad nu på det hårde gulv, mens hun kunne mærke sin numse dunke en smule. Hvorfor var alle så hård imod hendes bagparti? Hun knurrede kort af oplevelsen, mens hun mumlede på elver sprog.
Hun løftede sit blik, i det Rogan rakte hende en hjælpende hånd. Hun tog forsigtigt imod den, inden hun kom op at stå. Han virkede til at have manere, meget mere end de andre, han var også den bedst klædte i forholdene til de andre. Hun smilte forsigtigt til ham, inden hun lod nogle tottere hår glide om bag øret. "Well he did help me... So i shouldn't be to angry about him... Nice to meet you, sir Rogan." Lød det kærligt fra hende. Her gik det op for hende, at hun enlig ikke havde spurgt om Ancalagons navn, hun havde bare regnet med at han ville lade hende være efter kort tid. "The names Haru Furukawa." Lød det varmt fra hende, inden hun sendte ham et kærligt smil.
Han tilbød vel at beskytte hende en smule, siden han sagde at hun bare kunne være ved hans side? Ikke? Hun nikkede til hans ord, inden hun gemte sig en smule bag ham, hun ønskede bestemt ikke at komme ind i disse slås kampe. Hun kunne hellere ikke slås, så det ville kun ende i problemer. Åndsvage og unødvendige problemer.
Da vagterne kom ind og stoppede kampen, så hun nærmest lykkeligt rundt. Hun var ikke længere en flue mellem to negle. Hun så en smule rundt på de andre der var en smule medtaget. Hun smilte skævt til dem, mens Rollo råbte op omkring hvor sjovt det havde været. Dette var noget hun ikke forstod, hvordan kunne kamp være sjovt?
Hun sukkede blidt, inden hun trådte lidt frem. Hun rettede elegant på hendes hår, så det ikke ville være så ustabilt igen. Hun lukkede øjnene i, mens hun meget elegant rettede på det. Ryggen var ret, så hendes brystparti blev skudt en smule frem og hendes velformet bagparti kun blev mere synligt.
Øjnene sprang op, i det hun hørte værtens ord. "Wait what! N... No can do." Hun viftede kort med hånden. "We had a deal, you can't back out of it, just because someone started a fight, that's not how the world goes." Hun var ikke fornøjet med dette, hvem ville også være det. Hun havde brug for pengene, det kunne godt være at hun var rig, men ikke mens hun rejste rundt. Mens hun rejste rundt, om handlede det hele at hun skulle klare sig selv og ikke leve for sine forældres frønse goder. Det var sikkert deres måde at håbe på at hun ville komme tilbage hurtigt på.
Det at Rollo begyndte at grine af hende, fik hende til at se nedladende på ham. "Peasant." Lød det lavt fra hende, inden hun rettede blikket mod værten igen. Hun skulle lige til at råbe af ham igen, i det Rogan snakkede til hende. "How, not to seem ungratefull but i needed the money." Hun så kort tilbage på Ancalagon der stirrede på hende, dette fik hende til at trække lidt væk fra ham. "What..." Lød det kort fra hende, inden han sagde han gik i seng. "Hey! You can't just..." Hun stoppede sine ord, da han valgte at gå fra hende. Hun knurrede en smule af ham, hvor hun vende sig imod Rogan. "I hope..." Lød det en smule trist fra hende, inden hun lagde armene over kors.
"I sleep in the woods... I don't have a room, but then again im an elf, it shouldn't be to hard to sleep outside." Hun sendte ham et kærligt smil.

Rogan brød sig ikke om at den smukke og skrøbelige sangerinde skulle sove ude i skoven og så endda gå alene ud i gaderne i mørket, endda med sådan et vejr lige nu. Nej det måtte han ændre på og gik hen til kro-værten og snakkede lidt med ham og pegede hen imod Haru som kro-værten selv kiggede over på og åbnede sin hånd. Rogan lagde nogle penge i hans hånd og Rogan fik en nøgle og forlod kroværten som fortsatte med at gøre rent efter folk, da der nu næsten ikke var nogen folk nede i kroen. For you m'lady, would kill me to know that you would be alone out there in the night with this weather..
now I insist fortalte han og med en blid bevægelse holdte han om Harus hånd og placerede nøglen til et værelse. Et lille stykke papir hang i noget snor som var bundet fast til nøglen hvor rummets nummer stod.
Now I bid you good night m'lady and meet us down in the inn in the morning forklarede han med et lille smil og lod Haru så til sig selv, da han nu var ved at være godt træt for hans alder.

Solen steg langsomt op over hustagene og Rogan sad som altid, den første i kroen og spiste lidt morgenmad, mens han læste en god bog. Kroværten fejede lidt i kroen for at få resterne væk til en ny morgen, ja selv vinduet der blev smadret, var igang med at blive ordnet af nogle folk fra byen.
Ikke lang tid efter Rogan, viste Arne sig, som sluttede sig til sin ven og bestilte noget morgenmad og gik ellers igang med at spise og drikke, da tømmermændene fra slemme. Næste i gruppen var Erik og stønnede lavt for sig selv, begrund af sin egen tømmermænd mens han også satte sig og faldt i snak med Arne over sin morgenmad.
Dernæst viste Ancalagon sig og modsætning til de andre der var til stede, som spiste normale portion som mennesker nu gjorde, bestilte Ancalagon noget store portioner, mad for hvert fald 3 mennesker. Det var normalt for folk i deres gruppe at se Ancalagon spise så meget, men alle andre som ikke vidste hvad han var, syntes det var meget mærkeligt at han spiste så meget, som han gjorde.
Til sidst var der Rollo, næsten væltende ned af trappen, satte han sig og hamrede hovedet ned i bordet af træthed og værste tømmermænd nogensinde, tell me again why the fuck we have to get up so early? Spurgte han med ansigtet i bordet.
Because we have to continue our trip, remember? Forklarede Rogan roligt, uden at kigge væk fra sin bord som han læste med ro og mager, selv med Rollos bragende stød fra hovedet i bordet. Den sidste de manglede nu, var Haru, før det faktisk kunne forsætte, men det var kun Rogan som vidste det og så det at det faktisk var en god bog han sad og læste og ikke lige gad at stoppe midt i et godt kapitel.
Flere folk, som havde leje et værelse kom nu ned for morgenmad, hvilket de fik og jo flere der vågnede jo mere snak blev der udbred i kroen. Dog det var på ingen måde voldsomt som om aften, da folk var trætte, havde slemme tømmermænd eller bare lige var vågnede og heller ville sidde og nye deres mad og morgen, inden de skulle videre med livet og hverdagen.

Rogan begav sig mod værten, da han fandt ud af at hun sov udenfor. Hvilket gjorde hende en smule nervøs, dette var ikke meningen. Hun ønskede jo ikke at han skulle betale for hendes værelse, på den anden side var det, nok det mindste værten kunne gøre. Altså give hende et gratis værelse, da han ikke ville betale hende alligevel.
Da Rogan kom tilbage, så hun en smule på ham, mens han placerede nøglen i hendes yndefulde lille hånd. Hun sendte ham et kærligt smil, inden hun  nejede for ham. "Thank you." Lød det blidt fra hende, inden hun trak nøglen lidt til sig. Hvis hun skulle være ærlig, faldt hun måske lidt for Rogans prinse adfærd. Hun smilte lidt over sine tanker, inden hun selv ønskede at sige godt. "Goodnight sir." Lød det fra hende, inden hun lod en hånd køre forførende over hans bryst, mens hendes øjne havde et lettere forførende glimt i sig. Hun gik roligt forbi ham, mens hendes hofter svejede elegant fra side til side. "Sleep tight." Lød det fra hende, mens hun forlod ham. Hun skulle bare lige finde sit værelse, hvilket skam blev fundet.
Hun rødmede en smule over sin opførelse, hun var en fin dame! Hun skulle ikke opføre sig på den måde, hvad var hun i færd med. Det var sikkert den ene slurk af mjød der gjorde hende lidt ør i hovedet. Et kort suk slap hendes læber, inden hun kom ind på sit lille værelse. Hvor hun her ville tage et velfortjent bad og derefter begive sig til sengen.

Da solen stod op, var Haru sjovt nok tidligt oppe. Det var ikke nyt for hende at skulle stå tidligt op. Ikke at hun vidste om det var noget med hendes elver blod, men så snart solen stod oppe på himmelen, følte hun sig frisk igen. Gennem natten havde hun dog været nede og snakke med værten, omkring hans måde at betale på og det faktum af at man ikke kunne hyre folk også ikke betale dem. Hvilket fik hende til at true ham måske en lille smule, ved at hente vagterne og fortælle dem en ting eller ting. Hun var en kvinde, de ville måske se ned på hende, men så snart hun ville vise dem et segl hun havde, ville de sikkert gerne lytte til hendes kommando.
Hvilket var grunden til at hun lagde en pose foran Rogan, hvor hun her stod i en elegant hvid kjole, med blomstret kjole. Denne var dog meget nedringen i forhold til den anden hun havde haft på. Denne viste bare ikke helt hendes krops form, mere hendes overkrop. "Here you go, I'll thank you for the room, but i wouldn't want to be a bother to you, Rogan." Lød det kærligt fra hende, mens hun sendte ham et kærligt smil. Hendes læber var endnu engang malet røde, mens det lange sorte hår var sat op i en fletning, hvor der var to tottere der sad løst hos hende. Hendes øjne virkede som altid som hvalpe øjne, der så mod en. Så store og runde.
Dog rettede hun blikket imod Ancalagon. "But... You and i had a deal, about you paying me for the troubles that your guys brought me last night." Hun lagde armene over kors, hvilket løftede hendes barm en smule. Hun ignorede enlig de andre en smule, nok mest fordi de så, så medtaget og trætte ud.

Tøjet https://68.media.tumblr.com/df389624c85f90dae7da06fe9e768817/tumblr_o02p0uUrXP1thq0t0o1_540.jpg

Rollo stønnede trættende og bestemt begrund af hans hovedpine fra igår og ignorerede alle, mens Arne og Erik faldt lidt til deres eget. Arne var fuldt i gang med sin morgenmad, hvor Erik havde fundet den nydelige og meget forførende udseende fra Haru udmodståelig. Erik sad og smilede for sig selv som han gav Haru et blidt blik mens hans spiste langsomt. Rogan kiggede op fra sin bog da penge landede foran ham på bordet, hvilket fik folk til at vågne, især Rollo og kiggede irriterede imod retning, hvor lyden kom fra. Rollo kiggede meget intenst på Haru og hvor tiltrækkende hun var, tol los gein flogah fahliil kommenterede han men hurtig fortrød det da hans hovedpine slog igen og et støn kom fra ham.
Miss Haru, I can't take that, you don't own me anything forklarede han smilende og vendte blikket tilbage til sin bog og fortsatte som han havde gjort før.
Ancalagon kiggede på Haru og gav hende et elevator blik mens et smørrede smil formede sig på hans læber, hi frolok zos med fahliil nuk wah alunrinis saavir parties, wey wundun kom det fra ham og tog den sidste bid af sin mad før han rejste sig op.
And I'm not paying you for work you clearly enjoyed fortalte han ansigt til ansigt med Haru. Han havde et smørret grin i den ene side af munden og gav hende nogle små klap på hovedet og snorrede rundt og forlod stedet, som om hun havde været et lille barn som blev efterladt hos sine forældre. Rogan kiggede op og efter Ancalagon som gik mod døren, Anca... don't be so rude! Råbte han efter sin ven men blev ignorerede som Ancalagon forsvandt ud af døren.
Rogan kiggede på haru, If you want your money from him, you better get after him, or you never see him again or the money forklarede Rogan til Haru og viftede med hånden som tegn til at hun må se at skynde sig ud efter ham. Det var ved at være senere morgen og flere og flere folk vågnede og kom ud på gaden, så inden længe ville gaden være fyldt af liv og så ville det næsten være umuligt for en pige som Haru at finde en mand som Ancalagon.
Solen tippede kun lige over det mange hustage i byen, lyset i byen var stadig en smule mørk med lange skygger overalt man gik. Man kunne høre butikker åbne, sælgere som råbte ud til folk som var på indkøb, gav tilbud, i håb om at få folk hen lige deres shop.
Ancalagon gik for sig selv mod porten i byen som førte ud af den kæmpe by han befandt sig i, han kunne mærke han havde brug for at sprede vingerne en smule og komme væk fra den store by, måske jæge lidt? Det var nu lang tid siden han faktisk havde gjort det efter han havde slåede sig ned med Lynie og fået sig nogle små afkom til "møjunger".
Desuden så hyggede de sig sikkert fantastisk sammen med deres farmor Flemeth, eller han vidste Lucy gjorde, Flemeth var som en rollemodel for Lucy, hvor Azgon måske ikke var helt så vild med sin farmor.

Hvorfor var det lige at de konstant snakkede et andet sprog, nu havde hun trods alt hørt dem snakke engelske før. Så hvorfor var det lige at de valgte at snakke anderledes til hende, måske de hånede hende? Hun sukkede dybt, inden hun så mod Rogan der ikke ønskede at tage pengene tilbage. "Yes you can, it's your own money. That is what you paid for my room, I understand that you wanted to help, but i talked with the owner about it, so please take it." Hun smilede forførende til ham, inden hun gik en smule tættere på Ancalagon. Denne mand skyldede hende derimod, hun havde betjent ham i kort tid, men hans folk, venner, hvad end de var... Så var de grunden til at hun ikke fik nogen betaling.
Da han rejste sig op, lagde hun sine arme over kors. Endnu engang! Hun knurrede en smule, inden hun tog fat i hans arm. "I enjoy singing, thats why i work with it. And that sure as hell doesn't mean that i shouldn't be paid." Hun slap hans arm, kun for at føle ham klappe hende på hovedet, som var hun et lille barn. Hun lukkede øjnene i, som afventede hun nogen slag. Hun tog en dyb indånding, da Ancalagon pludselig valgte at efterlade hende.
"Wait!" Lød det højt fra hende, i det Rogan pludselig snakkede til hende. "Gosh!" Hun luntede ud af døren, hvor hun hurtigt stoppede op i dørens åbning. luften fik hendes hår til at falde elegant tilbage, mens de store øjne så mod Ancalagon. Han burde vel ikke være så svær at få øje på, han var trods alt ret høj og en smule skræmmende. Hun knurrede kort, inden hun lod sine barefødder træde ud på den kolde jord, for at løbe efter ham.
Hun måtte dog presse sig forbi nogle forskellige folk, samt takke nej til nogle sælger der konstant hev fisk og andre ting ud til hende. Hun skulle stoppe denne ubehøvlede mand! Da hun så Ancalagon foran hende, dog en smule væk. Knurrede hun kort, hvor hun skabte intet andet end en portal foran ham, så i det han trådte et skridt frem, gik han igennem portalen og stod nu foran hende igen. Hun havde armene over kors, mens hun så op på ham. "Now... The money that we were talking about." Portalen forsvandt hurtigt igen, hvis han ville forsøge at gå igen, ville hun enden tage fat i ham eller danne en ny portal, som så ville få ham til at stå foran hende igen. Som var han fanget i et loop, der konstant førte ham til hende. "I won't let you leave, until i got the money you owe me." Lød det en smule hårdt fra hende. Det virkede til at man skulle snakke kort og kontant til ham, selvom det ikke rigtig var hendes stærke side.

Da Ancalagon stod foran Haru igen, kiggede han lidt rundt i forvirring men regnede så ud af det var den lille elver som havde gjort det.. ugh det mindede om hans mors portaler. Han lænede sig forover så han var i øjenhøjde med elveren og før hun vidste af det, var hun røget op over hans skulder mens Ancalagon fortsatte med at forlade byen. Still not giving you anymore, I saved your life from rape and probably death, you should actually pay me svarede han drillende med en arm om Haru, som hun lå på hans skulder med røven i vejret. Bare for at gøre det hele værre, så greb en forbi passerende vind, fast i Harus kjole og hev kort op i den så man kunne kort lige se hendes bar. I'm going home and if you think a little pretty elf like you can stop me, you're gravely mistaken fortalte han hende og var ved at nå porten til ud af byen. Folk de kiggede med måbende øjne som Haru blev bårede gennem byens gader og forbi en tonsvis af mennesker. Haru kunne sparke og slå så meget hun ville, det ville ikke ændre at de passerede gennem porten og for hvert skridt Ancalagon tog, kom de længere og længere væk fra byen. handelsfolk med vogne, trukket af heste, fik noget af et grin over synet de så som de passerede Ancalagon og Haru.
Det var først da de kom til grænsen af en større tæt skov, at Haru blev sat ned, Now I'm gonna leave you hear, and no I'm still not paying you little elf, take care var hans sidste ord og forsvandt for øjne af Haru ind i skoven.
Ancalagon gik dybere og dybere ind i skoven til han kom til en lysning, han stoppede op da han stod i midten af lysningen og begyndte at smide tøjet og læderbrynjen der var syet sammen i en, selv hans økse, dolk, støvlerne, det hele røg af. Han stod nu fuldstændig nøgen i skoven og puttede det hele i en sæk han havde haft snorede fast til sit bælte.

Med et brækkede hans knogler som de gik i gang med at ændre plads mens Ancalagon faldt ned på knæ i smerte. Huden smeltede af som var det vand, mens hans arme blev længere, huden på siden af ham smeltede sammen med hans armes hud. Horn begyndte at gro, fingrespidserne flækkede og store sorte klør voksede ud, en hale groede som han voksede og voksede til der stod en gigantisk drage med rød-orange farvede krybdyrsøjne.
Med et kæmpe brøl, lød det flere kilometer væk i form af torden som dragen rystede sig en smule og som den skulle til at lette med et vingefang, fik den duften af den søde, fantastiske smag af elver og vendte sig imod retning af duften.
En dyb, bulrende knurren der kom helt nede fra mavegulvet som dens øjne ledte efter elveren, I know you're there little elf kom det aggressivt og bulrende da stemmen var meget dyb, næsten som var det torden.

Haru stod og pustede sig måske en smule op, lige til Ancalagon samlede hende op og smed hende over skulderen. "W-Wait! Put me down! You... You... I'll have you know, that im a woman of status, i could have you beheaded... OR no, i couldn't but i will scream your ears off, if you dont put me down!! Right now!" Lød det højt fra hende, mens hun sparkede en smule med sine ben og slog ham hårdt mod ryggen. Hun forsøgte at vride sig en smule ud af hans greb. Men udentvivl var han stærk, han virkede hellere ikke som en man nemt ville kunne komme væk fra, hvis han først havde fat i en.
"You saved me!? I will... This..." Han havde ret, han havde vel reddet hende og her brokkede hun sig over at hun ikke havde fået nogen betaling. Men hvis hun ikke fik løn, havde hun hellere ikke rigtig råd til at leve. "You're right... You..." Mere nåede hun ikke at sige, før vinden blæste hendes kjole op. Hvilket fik hende til at daske ham i baghovedet med sin albue, inden hun ivrigt forsøgte at holde den nede. "This is humiliating!" Råbte hun højt, inden hun sparkede ham en smule i ribbene. "This is not... Don't you know how to be polite, or how to be around a female!" Lød det irriteret fra hende. Den eneste der virkede til at have bare en smule manere var Rogan i den gruppe.
Da Ancalagon satte hende ned, så hun forvirret op på ham. Lige til han valgte at sige at han stadigvæk ikke ønskede at give hende penge. "Fine! Fine!" Lød det højt fra hende, inden hun trampede i jorden. "But... Why would you take me this long way, if you didn't want to pay me... And that would be the least you could do, after kind of kidnapping me!" Hun lagde armene over kors endnu engang, inden hun lod sit blik følge ham, mens han gik længere og længere ind i skoven.
Hvis han gik hjem, betød det vel at hun kunne få pengene der, på den anden side virkede det underligt at følge efter ham. Hvis hun gjorde det, ville hun også bare trænge på... Den bedste ide ville være at tage tilbage til byen, yup.. Hvis hun tog tilbage til byen, ville hun kunne spille en smule på gaderne, for ikke at snakke om at hun ville kunne komme over denne opførelse og pinlige oplevelse.
I det øjeblik hun drejede om på hælen, var hun omringet af træer. Alting lignede hinanden, hun havde bestemt ikke lagt mærke til hvor han havde ført hende hen. Hvilket betød at hun var så godt som faret vild, og denne gang havde hun ikke engang Julio(hendes hest) Med sig, han havde alt hun ejede. Hvis hun ikke havde ham med sig, havde hun enlig intet. Hun så sig kort rundt, da Ancalagon nu også var væk. "W-Wait! Sir!" Lød det højt fra hende, inden hun begyndte at gå længere ind i skoven.
Hun kunne høre noget underligt i nærheden, som om noget brækkede. Hvem vidste om denne fremmede barbar var i gang med at knække grene til et bål, eller måske han knækkede hænder, det gjorde folk åbenbart ret så tit. Hun pustede en lille tot hår væk fra sit ansigt, før hun stoppede op og væltede en smule tilbage, af synet af intet andet end en gigantisk drage.
Det høje brøl, fik hende til at holde sig for ørene. Det kunne helt sikkert sprænge et par trommehinder, når man stod så tæt på. Måske manden var blevet spist, det ville ikke overraske hende, en drage i følge fortællingerne spiste de hvad som helst, bare det var kød. Hun klemte sine øjne sammen, lige til brølet faldt stille hen. Hun fjernede langsomt hænderne fra sine øre, i det lyden af en aggressiv og høj stemme, fik skoven til at ryste en smule under hende. "What, no... No elver here..." Vent.. Han ville kunne regne ud at hun var der, hvis hun snakkede! "I mean... Meow?!" Yup... Hun var en kat. Hun rødmede en smule over sin egen idioti. Inden hun valgte at kravle langsomt væk fra ham. Hun skulle ikke nyde noget.
Selvom det var noget af en oplevelse at se en drage så tæt på, hvis hun kunne ville hun elske at studere dens adfærd, dens måde at leve på. På den anden side, skulle det hellere ikke koste hende, hendes liv.

En dyb kølig dog lav latter kom fra dragen som Haru prøvede at redde sig selv ved at lade som om hun var en.. kat? Troede hun virkelig at en drage var så dum og selv hvis dragen troede hun var en kat, var det stadig føde... hvis den var sulten selvfølgelig. Dragens hoved bevægede sig tættere og tættere på hvor Haru befandt sig og prøvede at kravle langsomt væk. Faktisk, så sadistisk som dragen var, fandt den det faktisk sjovt at drille hende, why don't you come out little elf, we could play a game.. kom det fra dragen med en dyb, dog lav knurren. Dragen begyndte at vælte træerne med dens ene vingeklo, så træerne omkring Haru knirkede og bragede mens de blev revet op med rødderne. Noget greb pludselig fast om Harus ankel, det var blødt og følte som skind. Hvilket det så også var, for før Haru vidste af det, blev hun trukket ud fra sit gemmested i skoven og trukket ud på midten af græsset og direkte foran den kæmpe store drage. Dragen grinte sadistisk, men lavt igen, your smell of sweets little elf, did you think you could out-smart me little girl?! snappede han med munden med sin dybe bulrende og aggressive stemme. Han sænkede sit hoved så Haru og dragens snude var kun få centimeter fra hinanden. So tell me.. little elf, how do you wish to diiiiie?! Spurgte han og hævede først sig højt over Haru, som hans mave lyste op af et kraftigt lyst orange-rødlig farvede, der fulgte revnerne mellem hans skæl. lyset fortsatte længere og længere op gennem halsen og som han åbnede munden, kunne Haru se direkte ind i hans mund og hvordan det kraftige orange-rødlige lys blev kraftigere. Det var uden tvivl den glodhede ild der inden for få sekunder, ville slette haru fra Underworld jords overflade og kun aske ville være tilbage.
Dog Haru blev aldrig brændt op, hun blev ikke spist eller mast på nogen måde, det eneste der skete, var at det kraftige lys fra dragens indre forsvandt og dragen sad bare og kiggede ned på den lille elver pige mens halen piskede roligt frem og tilbage.
Huh, this is actually fun... no little elf, I'm not going to kill you, even if your kind tastes the sweetest fortalte dragen Haru pludselig med en meget mere rolig stemme. Stemmen var stadig meget dyb og virker aggressiv at høre på, men på ingen måde, kunne Haru se aggressive kropsbevægelser fra den. Ingen knurren, hvæsen eller for den sags skyld, glodhedende ild, i stand til at udslette skove og byer.
Foolish little Haru kom det næsten halvhåneligt fra dragen som han gik over hende og rejste sig på bagbene, som tegn på at den skulle til at lette.

Hvordan skulle man nogen sinde vinde over en drage, eller komme fra en. Hun forstod godt at drager var noget af det mest fantastiske, for ikke at snakke om hvor fantastisk et bæst sådan en drage var, men at møde en var ikke altid en stor ære. Det kunne også være ens undergang! Hun kravlede meget diskret væk, lidt i håb om at holde sig udenfor dens øjne, på den måde ville den måske bare se hende som en hvid busk? Yup, hun kunne godt selv høre hvor dumt det var.
En leg, eller et spil. De kunne vel godt gøre det, på den anden side ville det også være ret så underligt. Hun klemte sine øjne en smule sammen, i det hun følte noget sno sig omkring hendes ankel. Hendes hjerte stoppede i et kort sekund, inden hun måtte gribe fat i hendes kjole, for at hive den ned, så da hun blev trukket over græsset ville hun ikke få revet kjolen op. Dog blev det hvide stof skam en smule beskidt. Hun fik også blade i håret! Hun så overrasket op på den, inden hun adskilte sine læber, hvor underlæben vibrerede en smule. Hun vidste seriøst ikke hvad hun skulle sige, hun kunne næsten sige hvad som helst, men det hele ville være ufatteligt dumt. "No." Lød det fra hende, inden hun satte sig en smule op.
"How could i ever outsmart a dragon. They are seen as some of the most beautiful, awesome and incredible animals in... the whole world." Hun forsøgte skam at skjule sin nervøsitet, hvis hun sagde noget forkert ville hun udentvivl blive slået ihjel. Men monstro en smule smiger ikke kunne hjælpe en smule. Drager blev trods alt set som lidt af nogle egotripper, der elskede at høre om sin egen storhed.
Da han spurgte omkring hendes ønske om døden, hvor hans mave langsomt begyndte at lyse op. Rejste hun sig hurtigt op, hvor hun løftede hænderne. "H-HOLD ON!! Hold on!" Lød det højt fra hende. "You gave me a wish, i wish to die of old age." Yup, hun overvejede skam at skabe en portal mere, for at slippe væk. Men i det øjeblik hun skabte en, ville hun føle sig så utilpas, så man næsten skulle tro det ville være løgn. På den anden side, ville det vel være det værd for at overleve.
Dog inden hun fik skabt den, stoppede dragen med alt han var i færd med. I stedet ønskede han ikke at æde hende, udover det, vidste han hvem hun var? Hun sank sine hænder en smule, inden hun trådte forsigtigt tilbage. "Uhm... S-Sorry that i ask... But where do you know my name from? And how come you don't want to kill me, not that i aren't grateful, to keep my life, but i feel like i must ask you." Lød det en smule lavt fra hende.
Hvis han derimod forlod hende, som han ellers gjorde klar på, ville hun bare stå en smule forvirret tilbage.

Haru var ikke nogen dum pige, hun havde vist læst op på lektien omkring drager, mange drage racer var nogle værre egotripper og dragen foran hende var ingen forskel på. Han havde helt glemt hvordan det følte at få sådan noget af vide af et andet væsen, mennesker var sjovt nok det bedste til at plapre og kaste den ene smir efter den anden, hvis det betød de overlevede.
Før at Haru fik et svar lettede dragen fra jorden med sine vinger, hvilket fik Haru til at vælte bagover så kjolen fløj op. dragen forsvandt med et brøl op gennem skyerne og så hurtigt som dragen havde forsvundet, faldt stilheden over skoven igen. Haru bare nu alene i en skov, et godt stykke fra byen hun var blevet båret væk af Ancalagon.
Hvad havde lydt som vind, havde vist sig at være noget langt vildere og det ene hun nåede at se, var en drages fod der nærmest slugte hende og lettede igen. Før Haru vidste af det, var hun hundrede vis af kilometer over jorden, holdt godt fast på af dragens klør, så hun ikke ville falde ned. Dragen fløj hurtigt og alt lignede miniature landskaber, såvel som bygninger som de passerede det alt sammen. Med voldsom fart, nærmede de sig nogle høje og store bjerge og fulgte bjergsiden til var ved en kæmpe flad platform, eller det lignede en form for platform. Dragen lod haru falde nogle få meter fra jorden så hun ikke kom til skade, men landede endnu engang på røven.
Med et bulrende bump, landede dragen, ikke så langt fra hende og studerede elveren, there you're safe fortalte han elverpigen med hår der lignede det var løgn. Håret stod ikke fint og fornemt, det lignede mere det vildeste morgenhår, da dragen som sagt havde fløjet hurtigt.
Don't bother getting away little elf, no path leads down from this place, only way of getting down, is by flying forklarede han Haru og lagde sig ned, foldede sig sammen, med hovedet hvilende på sine arme mens han studerede Haru.
Stedet de var ved, var næsten ved toppen af bjerget, de var omkringet af næsten lodrette klippevægge, hvilket gav dem næsten et menneskeskabt udseende. Selve platformen så ud til at havde været udhugget med hånd, da det var utrolig lige og gladt at gå på, ingen skarpe sten eller buglede grund.
Luften var tynd men ikke nok til at få en til at besvimme, dog blæste det kraftigt og blev kun kraftigere jo tættere på kanten af platformen man kom, hvilket forhøjede chancen for at blive blæst ud over kanten.
Dog var klippeplatformen stor nok til at Haru og dragen havde hvert fald 10-15 meter fra hinanden. Harus kjole blev ved med at blive blæst op, vise hvad end hun havde under kjolen, hvilket bestemt nok gjorde hele situationen endnu mere forfærdelig for en som Haru som var vand til en lidt anden hverdag og oplevelser.
Men så igen, hvem havde regnede med at blive taget af en drage og stadig være i live? Der havde været mange historier om vilde drager der havde slået ihjel på stedet, hvilket gjorde det meget sjældent forfolk at rent faktisk overleve et møde med en.

Haru var hurtig til at holde kjolen nede, i det dragen lettede fra stedet. Hun væltede en smule bagover, men fik skam hold kjolen på plads, mens hun klemte øjnene i, for ikke at få sand i øjnene. Dette var bestem ikke det hun havde regnet med ville ske, da hun sagde hun ville opleve verden omkring hende, hun havde gået mere efter bare at spille musik også hvis hun var heldig, ønskede hun at få gjort tingene på sin egen måde. Spille musik i byerne og for en gangs skyld ikke ende ud i noget underligt rod, på den anden side kunne ingen have forudset at hun ville støde på en drage.
Da dragen forsvand, rejste hun sig forsigtig op igen, hvor hun fjernede blade fra sit hår. "Fantastic.... Now what." Mumlede hun lavt, inden hun gik lidt rundt. Hun skulle finde en vej tilbage, kom hun derfra... Hun pegede kort til venstre, inden hun så mod sin højre. "Or was it this way... " Hun sukkede dybt, inden hun kort stampede i jorden. Hvis det gik helt galt, kunne hun altid bruge sin evne, men det ville også betyde at hun fik problemer med søvnen igen... Typisk!
Hendes tanker forsvandt, i det suset fra vingerne kom igen og en stor fod slugte hende. Et kort skrig slap hendes læber, inden hun slog ned i den hårde fod. Var hun fanget, hun kunne ikke komme fri... Hun forsøgte en smule, men stoppede kort tid efter de var kommet væk fra jorden, hvis hun faldt ville hun bare komme til skade, når hun engang ramte jorden. En lav knurren slap hendes læber, inden hun så sig omkring og derefter op på dragen. Yup, det var skam den selv samme drage som før!
Da den slap hende, måtte hun ligge en hånd på sin numse. Det gjode seriøst ondt at blive smidt rundt på denne måde. Hun sukkede dybt, inden hun så en smule irriteret op på dragen. Som den forklarede at hun var fanget her oppe, rystede hun blidt på hovedet. "Thats sweet, but my ability makes me able to get away from anyone and anywhere... So dont flatter yourself! Tell me mr Dragon, why would you take me here, why me and why here." På trods af den hårde blæst omkring dem, fik Haru sat sig på sine knæ og lagt kjolen under dem, på den måde ville den ikke flyve op og mens hun snakkede med Dragen, kørte hun en hånd igennem sit hår igen og igen, inden hun flettede det, så hendes hår ikke fløj omkring hovedet på hende.
Dette var bestemt ikke en situation hun ønskede at være i, i alt for lang tid.

Dragen sendte bare en dybt bulrende men lav latter ud, if you are oh so powerful, little elf sweet, why haven't you done it already? spurgte han, but oh lemme me guess, you got some sort of restriction... something to make your weeeeak? Forklarede han og lagde vægt på ordet weak i et manipulerende toneleje. Det var tydeligt at dragen nød magten over dette lille væsen som i dette tilfælde var en elver.
Dragen lå og kiggede på Haru mens hans hale viftede fra side til side, som en cat, når den var aktiv og utilregnelig. Isn't it obvious? I want to and can svarede han direkte. I take what I want, when ever I want and however I want, little elf forklarede han noget så arrogant og smilede endda noget så gruefuldt imod Haru.
Dragen rejste sig op og gik hen mod kanten af platformen og stillede sig på bagbene endnu en gang, greb Haru med sin fod igen, om hun ville det eller ej og lettede fra stedet. Det var et direkte dyk fra bjerget og mod jorden for godt og vel 5-10 minutter, før dragen rettede sig op og fløj langs jorden til den landede igen.
Dragen lod Haru dumpe ned på måsen igen, før dragen landede, så den ikke knuste hende i landingen.
Dragen gik så et stykke fra hvor de var, og nogle ubehagelige lyde af knogler der brækkede og dragen der brølede i gyselig smerte. Forvandling lignede noget fra en gyser, skæl, skind og horn, faldt af, kroppen på dragen, forminskede og hvor før en stor flygtigydende drage havde stået, stod nu en noget så velkendt mand.
Den selv samme mand som Haru havde lært af kende fra kroen, stod nu og kiggede på hende, nøgen endda med et halvt flabet smil.
Ancalagon åbnede posen med sine ting, som han havde haft med dem fra stedet Haru første gang havde stødt på dragen og til dette sted nu. Posen indeholdte alt hans tøj, våben og restende ting som han havde haft på sig.
Han fik hurtig tøjet på og sat våbene på deres rette plads før han vendte sig mod Haru og gav hende et lille blink, som "take care little elf" og så begyndte at bare han gå, efterlade hende midt ude i det ukendte. Hey, han vidste godt, hvor han var henne, men om Haru vidste, var ikke hans problem, eller sådan så han det som.

Han havde regnet hende ud, hun kunne have gjort det med det samme hvis hun ønskede. Dog stoppede hun sig selv, ved bare at være der. Problemet ved hendes evne var at det tog så meget energi at hun kunne besvime af det og, da hun ikke rigtig havde et sted at bo ville hun trods alt besvime på åben gade. Hvem vidste hvad folk ville gøre ved hende, hvis hun lå på en åben gade? Måske stjæle hendes tøj, sælge hende som slave, man vidste det aldrig. Hun så sig kort over skulderen, inden hun knurrede lavt. "Don't we all!" Knurrede hun af ham.
Hun vendte blikket irriteret mod ham, mens hun forsat holde sin kjole nede. "You must be really proved of yourself, stealing a defensless person, like it was nothing. I know a dragon feels high and mighty, but taking people is somewhat wrong, and you should know that!" Hun kunne mærke sit hjerte slå hårdt i hendes bryst. Hun forstod bestemt ikke hvor hendes ord kom fra, det var forkert af hende at gøre dette, meget forkert! Den kunne æde hende, hvor forfærdeligt ville det ikke være for hendes forældre, hun ville bare pludselig forsvinde og aldrig komme tilbage.
Hun skulle lige til at puste ud, i det øjeblik hun blev grebet fat i endnu engang. Et højt hvin slap hendes læber, i det han sprang ud over bjergets kant igen. Han var sindssyg, eller det var han vel ikke. Det var en drage og han kunne trods alt flyve! Hun skreg til lungerne ikke indholde mere ilt. Hun klemte sine øjne hårdt sammen, mens hun knugede sig selv til hans klo. Hun kunne ikke åbne sine øjne, som elver var hun bestemt ikke helt vantil at flyve, hun var ikke glad for pludselige højder!
Følelsen af at kløerne slap hende, fik hende til at knuge sig ind til kloen igen. Hun måtte ikke give slip, ellers faldt hun i sin død! Dog var kløerne glatte og ikke til at holde fat i. Hvilket gjorde at hun faldt det lille stykke, dog med benene på jorden først. En smule overrasket så hun rundt, havde den lige ladt hende være her? Lyden af knækken fik hende til at gyse, var de allerede i gang med at fortære et dyr? Hun så sig kort over skulderen igen, men måtte møde en nøgen mands øjne. Selv samme mand der havde været på baren. Var han dragen, vent vidste hun enlig det i forvejen? Hendes hoved gjorde ondt. Hun lagde en hånd mod sin pande, da lyden af hans stemme fik hende tilbage til virkeligheden. *Take care* Lød det fra ham, hvilket fik hende til at ryste en smule.
Hurtigt trådte hun fire skridt mod ham, hvor hun greb fat i hans tøj. "Wait! Where am i? You can't just leave me here!" Lød det en smule desperat fra hende. Hendes øjne skreg af desperation, mens det flettede hår hang ned over hendes skulder.

Ancalagon blev stoppede bragt som Haru stod foran ham og grab fat i hans tøj, som om hun prøvede at lave en udmelding. Med sin hånd om Harus fine silkebløde hånd, fik han hendes hånd til at slippe hans tøj og tog hendes anden hånd og holdte dem sammen i sin egne hænder. Ancalagon kiggede haru dybt i øjne og smilede kækt, You're in a forest and of couse i can sagde han flabede og slap Harus hænder, som han fortsatte med at gå ud af skoven. Heldigvis var skoven ikke særlig stor, så det var ikke fordi at man kunne fare vild og en stor by var desuden kun nogle få kilometer fra stedet og selve skoven var omringede af mindre landsbyer. Om Haru fulgte efter ham eller ej, var han ligeglad med, hun var ikke hans problem, eller det mente han dog selv. Sjovt nok, så var dette scenarie næsten det samme som da han mødte sin kommende mage, som han nu har 2 børn med.
Hvis Haru ville med, måtte hun trippe hurtigt med ham, for han gik i et rask tempo og havde snuden mod storbyen, da han faktisk boede i storbyen. Turen derover tog ikke mere end en time eller to og en mindre karavane stødte de på, som også var på vej til byen, da et marked åbnede op idag.
Da de endelig passerede gennem porten, var der pludselig meget fyldt op af mennesker, da der var et kæmpe marked i byen lige den dag de ankom til byen.

//Regner med at Haru tager med anca xD Sorry det blev ret kort!!//