You enjoy chaos, too? (XXX) - Vetis

Gyderne havde været forholdsvist stille denne aften. Men der gik ikke længe før den stilhed blev brudt. Først den lave lyd af stemmer der diskuterede. Den ene aggressiv, den anden rolig. Det fortsatte et minut eller to. Derefter brød et brøl igennem stilheden, efterfulgt af adskillige høje skrig og lyden af voldsom kamp. Knogler der knak med ubehageligt høje knæk. Det sidste skrig stoppede brat - og så var der igen stilhed. Kun den lette susen af vinden gennem gyderne, der nu bragte lugten af friskt blod med sig.

Der, på jorden foran Gale, lå der en nu meget død varulv. Eller - hvad der engang havde været en varulv. Det var lidt svært at se nu. Hans hoved var der ikke rigtigt længere- og hvis man så den blodige warhammer i Gale’s ene hånd, var det nok klart at det var den, der havde smadret mandens kranie fuldstændigt, og havde været grunden til at skriget stoppede ret brat. Et smil spredte sig på Gale’s læber,som der blot voksede sig større alt imens han langsomt lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene, nød følelsen af den elskede adrenalin der pumpede gennem hans krop og gjorde ham helt euforisk.

Dæmonen havde blot været på vej hjem og taget nogle genveje gennem gyderne, da varulven dumt nok mente at han kunne tage ham. Han havde råbt og skreget af ham - noget med at Gale vist havde dræbt hans far engang, sidst han boede her? Og så ville den her varulv have hævn over ‘Bonecrusher’. Og var derfor bare bruset frem og havde angrebet ham straks efter at have beskyldt ham. Det var også derfor der var nået at komme et par klo mærker på Gale’s overkrop. Ikke at han bekymrede sig om det, for med hans magi havde han blot fået sårene til at stoppe med at bløde igen, så let som ingenting.

Og så havde det været hans tur. Mumlede stille ordene for sig selv, der gjorde ham stærkere og hurtigere. Hankede op i warhammeren, ignorerede fuldstændigt sit skjold nu det ‘kun’ var denne ene varulv han skulle kæmpe imod. Og så var han gået bersærk. Havde ladet vanviddet overtage, den rå, brutale, primale kraft han havde lært at slippe fri på de rigtige tidspunkter,og som han heldigvis også ofte kunne tæmme igen. Varulven skulle betale for sin fejltagelse, og det gjorde han.

Uden tanke for egen sikkerhed gik Gale amok på ham. Et slag med hammeren der, brækket ben. Et slag dér, og armen var ude af led. Et tredje brækkede alle ribben i den ene side. Så i den anden. Og så hovedet, der fik skrigene til at stoppe brat, som hjernemasse og blod spredtes til alle sider, også udover Gale selv. Men han kunne ikke stoppe. Han fortsatte, og fortsatte, og fortsatte. Blod dækkede ham mere og mere. Hjernemassen gled langsomt ned af hans ansigt for at klaske ned på brostenene. Han kunne slet ikke stoppe sig selv. På et tidspunkt slap han hammeren for at fortsætte med sine hænder, hvor han snildt brækkede de sidste få, intakte knogler mellem sine hænder, med et nærmest manisk grin på læberne, helt fyldt op af blodrusen.

Da han endelig kom til sig selv igen, ud af bersærk, var der nærmest ikke andet tilbage end knoglesplinter, hud, blod, og en smule kød hist og pist. Det var svært at se det hele havde siddet sammen engang. Og nu stod han så der, samlede sin hammer op igen med havde den sænket ned langs sin side, hovedet løftet mod himlen, og det euforiske smil på læberne som hans krop dirrede af spændingen, af adrenalinen der gjorde ham helt høj. Hvis bare der kom nogen der kunne være endnu mere sjov end en dum lille varulv der troede han var noget.

Han kunne helt sikkert bruges... ingen tvivl om det.

Der var gået rygter i undergrunden for nogle dage tilbage at en vis person var tilbage i Doomsville. En noget brutal mand som ikke så længe havde arbejdet for kongen af Sunfury. En mands vis brutalitet havde tjent ham navnet Bonechrusher. Et passende navn taget i betragtning af hvad man lige havde kunnet overvære i gyderne i Rotten Root distriktet. Et ellers så dejligt distrikt da der næsten ingen kedelige dage var. Der skete altid noget... især når man vidste hvad det var at man skulle være på udkig efter. Det vidste Vetis trods alt i aften. Siden at rygterne startede, havde Vetis kontaktet sine kontakter og havde bedt dem om at holde både øjne og ører åbne. Han havde fortaget sig noget research og undesøgt nærmere. I dag var én af de dage hvor han havde holdt udkig og om han ikke fandt ham. Vetis var iklædt nogle meget neutrale farver såsom en grå bluse og sorte bukser. Han havde svunget et halstærklæde om halsen og taget en lang kedelig og hullet jakke på. Hans hår havde han dækket til med en hue så hans hår ikke var til at skimte. Derudover lignede han bare enlig nogen af de fattige og ynkelige folk som boede her. Han gik i alt fald et med omgivelserne hvilket også var hele meningen med det.

Vetis bed sig i læben efter at have overværet det hele. Det var som var der blevet spillet en symfoni for øjnene af ham. De fantastiske slag og de efterfølgende knæk. Alt sammen havde det lagt op til et euforisk klimaks som fik hjerterytmen til at stige hos Vetis. Han stod nu på taget på hug og kiggede ned på manden som var søllet ind i blod. Han slikkede sig tilfreds om læberne og var generelt i et fantastisk humør. Han måtte have ham... Mulighederne for denne mand var endeløse. Især vis det viste sig at han kunne vise samme brutalitet og styrke i ringen. Undergrundkampenes ring. Han ville simpelthen også passe perfekt ind og ikke nok med det så ville Vetis kunne sådan et show her hver gang. Bare tanken om det gjorde han en smule hår mellem benene. Hans lille destruktive Bonechrusher. Nu var det bare om at se om han kunne overtale, men hvis manden elskede sådan noget her havde han vel ikke mange grunde til at afslå Vetis. Han ville trods alt også blive belønnet på andre områder vis han gjorde et godt stykke arbejde. Det var der nok ikke nogen tvivl om at han ville gøre.

Nu var det bare om at introducere sig selv. Så lige så fint fik Vetis hoppet ned fra taget og ned i den gyde hvorved at manden stod. Synet tættere på var endnu mere betagende. Der kunne man virkelig også få en bedre følelse for hvor grotesk og makabert det havde været. Vetis kunne ikke lade være med at smile og gik hen til den døde mand. Han bukkede sig ned for bedre at inspicere.
"He never stood a chance the poor dumb sod..." sagde han grinende og med ingen form for medlidenhed i hans stemme. Derefter rejste han sig op for bedre at få set på den anden mand. Sejrherren. Han smilede bredt til ham og gik tættere på. Ikke så ringe endda. Vetis kørte en finger af brystet på ham og samlede noget blod op som han sensuelt slikkede af sin finger igen.
"Delicious... Say, are you per chance the Bonecrusher? If so then I've got the proposition just for a man of your caliber..." sagde han flirtende og med et glimt i øjet. Nu vidste han godt at der var en kæmpe chance at dette var manden som han ledte efter men der var vel ingen skade i at spørge manden.

Han stod blot der. Hovedet lænet tilbage, hammeren ved sin side, blodet langsomt glidende ned af hans krop, for at blive suget op af tøjet han bar, der nu med de store mængder blod i sig, klæbede sig helt ind til hans krop. Så tyndt som tøjet var formede det sig perfekt efter hans slanke former, der tydeligvis løj om hans reelle styrke, som var bevist ved at se på kaosset omkring ham, som der var opstået ved ét forkert valg fra den nu meget døde varulv. For ja, han var meget slankt bygget - men med en dæmons råstyrke og et par århundreders kamptræning så lå der nu så meget bag den facade som folk ikke lige forventede ved første øjekast. Det var som regel først når de fik øje på hans warhammer at det gik op for dem hvem han var.

Men lige nu stod han blot der med lukkede øjne og nød suset efter at have kunnet slippe al galskaben fri, efter så længe at have holdt den inde. Hverken som Elizabeth’s beskytter, eller som far til hans lille pige, tidligere, havde han rigtigt kunnet give den los. Han havde heller ikke kunnet give den los på samme måde mens han havde haft Allistor under sin vinge. Bersærkergangen var trods alt svær at håndtere - og sådan et flip her i nærheden af ens elev? Det gav en meget død elev. Men det her… Det havde været perfekt. En der havde haft sine egne grunde til at opsøge Gale, og endda en der selv havde lagt op til at det ville være en kamp til døden. Synd for manden at han ikke havde indset det var hans egen død han gik ind til.

Som han stod der med  lukkede  øjne, lagde han godt mærke til lyden af en der landede ikke langt fra ham. Først havde han ikke den store reaktion på det, stadig i fuld færd med at nyde adrenalinen som hans vejrtrækning stille og roligt blev normal igen. Det var først da han hørte den fremmede træde lidt tættere på, at han drejede hovedet og langsomt åbnede øjnene for at lade dem følge den nytilkomne, der lod til at være meget interesseret i resultatet af hans arbejde her.

“Indeed, he did not.” sagde han så helt simpelt, hans stemme stille og rolig igen. “His father was more of a challenge.” tilføjede han, og det havde han skam også været. Nu han havde tænkt lidt mere over det kunne han nemlig godt huske at jo, han havde da også dræbt faderen, det havde manden haft ret i. Faderen havde da idet mindste haft meget mere styr på sin styrke… Og Gale havde nok også haft lidt mindre kamperfaring dengang. Ikke meget, men lidt mindre. Det gjorde vel også noget. Han tog derefter en dyb indånding, let smilende ved lugten af alt det blod, som han kørte en hånd gennem sit hår så det meste af det kom væk fra hans ansigt igen.

Hans øjne fulgte fortsat den fremmede som han  trådte tættere på, og han løftede let et øjenbryn da manden rakte ud for at køre sin finger ned af hans bryst, samle noget af alt det blod han nærmest bogstaveligt talt havde badet i, for så selv at slikke det af fingeren - hvilket fik et skævt smil til at vokse frem på Gale’s læber. Det lodvist til at de kunne være ligesindede på mere end et punkt, at dømme efter dette og mandens reaktion på det ‘kunstværk’ han havde lavet her i gyden. “I am.”

Der var jo ingen pointe i at prøve at løbe fra det - det havde han så heller aldrig gjort. Eller jo, måske lidt i Sunfury for at han nemmere havde kunnet få de jobs han havde haft der. Men han havde skam aldrig løjet om hans nickname mens han var i Doomsville. Han var trods alt rimelig nem at genkende, nærmest uanset hvad han gjorde, så det gav slet ikke mening at prøve på at løbe fra det. Især ikke når navnet alene havde indgydet folk med så megen frygt og respekt som det havde. “A proposition, you say? I’m all ears…” det kunne jo aldrig gøre nogen skade at høre det først, frem for at beslutte sig før man overhovedet vidste hvad det hele gik ud på. Han gik også et halvt skridt tættere på den anden mand, lod sine øjne glide over den smule af hans kropsformer han kunne se under det ellers intetsigende tøj.

Det var da altid noget at han ikke prøvede at slå Vetis halvt fordærvet idet han hoppede ned. Han havde også virket til at være lidt væk i sin blodrus hvilket enlig fuldt ud gav mening. Især når det var at man havde prøvet og oplevet sådan en blodrus på egen krop. Det var en fantastisk følelse at svælge i og nyde. Især adrenalinen som stadigvæk måtte pumpe fuldt ud i kroppen på manden lige nu. Sådan noget var vanedannende for ikke at nævne at man sagtens kunne blive afhængig af det. Se, den følelse kendte Vetis alt for godt.

Vetis smilede bare til hans kommentar. Den anden varulv havde godt nævnt at Bonechrusher havde slået hans far ihjel. Så det passede skam. For en mand som Bonechrusher var det vel svært til tider at huske alle dem han havde sloges med eller slået ihjel. Det var måske helle ikke alle som var noget værd at huske som sådan. Ham her som lå splattet ud var måse ikke meget værd at huske. Han havde trods alt ikke holdt særlig langt tid og havde faktisk været en del ynkelig. Vetis ville i alt fald ikke ligge noget værd i ham. Selvom han havde svært ved at glemme... faktisk havde Vetis en glimrende hukommelse som dog godt kunne være noget af et irritationselement til tider. Især når den i få tilfælde bragte noget tilbage fra fortiden af. Sådan noget var træls og gav bare Vetis en forfærdelig lyst til at distrahere sig selv. I fleste tilfælde med at få f*cket hans hjerne ud elle ved at gå på jagt. Det hjalp oftest... og det sjældent at det var tilfældet at det ikke hjalp ham. Det var trods alt en metode som han havde brugt igennem flere år da det virkede stærkest for ham.

Han virkede i alt fald ikke frastødt over Vetis' handling hvilket kun var et plus i Vetis' bog. Han kunne være så god en kæmpe, men hvad var han værd vis han var kedelig? Ikke så meget igen siden at vis han skulle være Vetis' kæmper skulle han også vide hvad det ville sige at have det sjovt. Han havde dog godt på fornemmelsen at denne mand vidste hvad det ville sige at have det sjovt... især nu hvor han rigtigt kunne lugte ham. Det var en meget velkendt og følelse som manden bar på. Den præcis samme som Vetis selv. Nu hvor han fokuserede på den var det nemmere at genkende at han stod over for en anden incubus. Endnu et plus...

"Well, consider me very delighted then to meet you," sagde han med et glimt i øjet og et skævt smil. Så, det var trods alt Bonechrusher... ikke at han som sådan havde været i tvivl. Ikke med den måde som han havde tævet manden på... også hans warhammer gav ham væk. Ikke at han havde lignet én som havde prøvet at skjule det. Vetis smilede større idet han virkede at ville lytte til hans forslag. Det var lige som det skulle være.
"Good then," sagde Vetis før at han to et skridt tilbage og gave ham det fulde blik med at kigge ham op og ned. Det var et perfekt image og noget som Vetis i den grad kunne bruge. Især den måde som det ville skabe frygt. Den perfekte kæmper for Den Gale Hatter. Vetis formåde at smile yderligere bredere og alligevel se ondskabsfuld og nededrægtig ud med hans blik.
Han trådte nærmere igen og stod knap en meter fra ham. Før han med en spændt og opstemt stemme sagde, "Be mine..." Han lagde derefter en hånd på brystet af ham.

"Be my fighter... paint the streets red with the gore and blood of my enemies and those foolish enough to stand in our way. Laugh in the face of death and prove yourself the victor in the pits and you'll be greatly rewarded. Money, men, women, gore and chaos... whatever you see fit to be your price. I'll provide... as long as you're mine," sluttede han af med at sige og afventede nu mandens svar. Selv synes han at det var et godt tilbud, men nu var det bare om hvad manden syntes.

Gale holdt blot øjnene på den anden dæmon som han var kommet helt tæt på. Hans øjne fulgte fingeren som den blev slikket ren for noget af alt det blod han var sølet ind i, og et skævt smil dukkede op på hans læber. Som han så manden ind i øjnene gik det også hurtigt op for ham at det var præcis samme type dæmon som ham selv, han stod over for. Interessant. Han havde i alt fald aldrig kedet sig i nærheden af andre incubi. Der var altid gang i noget af den ene eller anden art… Hvilket kun var godt når man ikke kunne forestille sig noget være end bare at sidde og kede sig uden at have noget at tage sig til. Der skulle helst være noget kropslig kontakt på den ene eller anden måde. Om det var at brække knoglerne på en anden og male blodet ud over hele gaden, eller den mere intime slags… Det var fløjtende ligegyldigt. Bare der skete noget.

“Is that so. Well, since you seem to already know me - from my reputation I assume - I’d think it very fair I get to know who you are, too. Don’t you agree?” smilet var der stadig, men var nok lige blevet en tand mere djævelsk i sit udtryk.. Ikke at der ligefrem var noget overraskende ved at det gik den vej, når man nu vidste hvad han var. Hvad de var. Han satte sin warhammer tilbage i ringen der hang ved bæltet, og lagde armene løst over kors som den anden mand nærmest inspicerede ham. Det var tydeligt at han igen var helt fattet, rolig og afslappet, præcis som han havde været før varulven havde prikket til hans iltre temperament. Han gav sin far skylden for det - nu han trods alt var en blod dæmon og den der havde stået for størstedelen af Gale’s opdragelse. Ikke at det var noget videre problem de steder han færdes, og med de fleste af de jobs han havde haft. Det var kun de forskellige vagtkorps der ikke havde kunnet lide hans temperament.

Han løftede let et øjenbryn som han kort så ned på den hånd der blev sat på hans brystkasse, og forholdt både sin krop og sin ansigt i neutral tilstand som den anden dæmon kom med sit forslag. Hmm. Undergrundskæmper? Under ham? Gale lagde hovedet let på skrå, som hans øjenbryn blev trukket en smule sammen i en lettere tænksom mine mens han overvejede forslaget.

Han var trods alt blevet fyret fra sit arbejde som prinsessens beskytter, hvilket var grunden til han var tilbage i byen. Og ingen vagtkorps eller hære ville tage imod ham, for bange for hans berygtede temperament ville gå ud over eventuelle kollegaer. Og de fleste andre steder sagde bare nej så snart de så ham… Han var jo desværre lidt stereotypisk for hans overordnede race. Alt for nemt at se det var et af mørkets væsner man havde med at gøre. Ikke at han ikke kunne gøre noget ved det, men han kunne lide hans udseende som det var, og det havde så desværre de negative sider i forhold til at finde et fast arbejde af nogen som helst slags.

Så det forslag her lød mere og mere interessant jo flere gange han vendte og drejede det i sit hoved. At regelmæssigt kunne få lov til at slippe galskabet løs - endda opfordres til det - og få noget godt ud af det samtidig… Altså andet end hans elskede adrenalinsus han var blevet noget så afhængig af? Man kunne vel også altid se det lidt an før man gik helt ind til det. Det kunne vel aftales at han kunne prøve en enkelt kamp først og se hvordan han syntes om måden de kørte tingene på.

Den tænksomme mine forsvandt og blev erstattet af et løftet øjenbryn og let smil. “Fighting for you, you say…?” sagde han så, hans tone lige så eftertænksom som hans mine havde været for få øjeblikke siden. “I might just be convinced to do that, yes.” sagde han så endelig, og lod armene falde ned til sine sider igen, som han lænede sig tættere ind mod den anden dæmon. “One fight. And then I’ll decide if I like it enough to continue.” fremsatte han så sit krav, og så afventende på den anden mand.

Det var altid lækkert når det var at folk reagerede positivt. Manden havde hverken skubbet ham væk eller noget i den stil da han var gået tættere på. Vetis havde godt forventet det lidt, at det intet problem ville være, men som sagt var han ikke en seerske. Han kendte ikke til fremtiden og han kunne ikke læse tanker... ikke at det gjorde noget siden han havde det tit med at være ret god til at gætte. Især med sådan nogen typer her som Bonecrusher. Især når det var at han var en dæmon ligesom Vetis selv. Dem havde han trods alt en god del erfaring med end de fleste andre dæmoner. De var også en del sjove at hænge ud med siden de for det meste var ude efter det samme. Ikke at det gav noget næring som sådan, men det var i det hele taget bare underholdende... også havde de det heller ikke med at være så kræsne. Det var der nogen som var, men størstedelen var godt tilfreds med alle køn... Ikke som Vetis som eksklusivt var til mænd, men hvem vidste? Efter hans første årtusinde kunne det være at han ville prøve sig med kvinder? Eller intet ville have imod at ligge sig med dem. Det var en tanke som i alt fald ikke var muligt lige nu, så dem ville han gemme til det første eller andet årtusinde. Hvis han ellers levede så længe. Det var aldrig til at vide hvad der ville ske. Især ikke når man levede i en verden som Vetis gjorde, og når han levede i det miljø som han gjorde. Så mange stærke væsner som kunne kværke ham vis han trådte forkert eller ikke passede på. Tanken var opstemmende. Næsten ligeså opstemmende som at have overværet scenen fra før som havde udfoldet sig. Den smukke dans mellem liv og død samt blodet som havde malet området omkring dem og malet et smukt billede af kaos... midt i det åbne hvor enhver kunne komme og se det.

Vetis smilede af hans svar og blev ellers hvor han stod. Tja, det var vel kun fair at han fortalte hvem han var, sådan da. Han skulle først, efter han havde fået fat i ham, så hvilken form for mand han var. Altså udover hans rygter og udover fortællingerne om ham. Det var trods alt aldrig helt til at se om de to ting helt stemte overens. Hvem folk sagde at man var og hvordan man i realiteten var. Ikke mange i den verden var hvem de sagde de var og hvem de udgav sig for at være. Mange havde deres forskellige masker, såsom Vetis selv. Han havde efterhånden rigtig mange. Sjovt, taget i betragtning af hvor meget han elskede at se folks sande ansigt, men selvfølgelig lå der noget dybere i det. Noget som Vetis hverken ville erkende eller undersøge dybere. I hvert fald ikke nu.
"Well, honestly you can call me whatever you want..." sagde forførende idet Vetis havde lænet sig frem mod hans øre og hvisket deri. Han lænede sig derefter tilbage igen og blinkede til ham inden at han fortsatte. "But, if you want to know who I am then I suggest you follow me and get to know me... But, to give you some information," sagde han, inden han fortsatte. "They call me The Mad Hatter... among other things, and I work in a world most wondrous... where blood and gore paint our walls. Where chaos most wondrous gets to roam free and wherein everyone gets the opportunity to shine, and make a name for themselves... and much, much more..." Han slog ud med armen. "A world that I'd love to show you, but you'd have to follow..."

Det virkede til at han tænkte over forslaget. Det ville de fleste nok, så intet nyt der. Han skulle nok fristes lidt mere, hvilket Vetis nok havde gjort med hans salgstale fra før... også alligevel ikke...

"Indeed, fighting for me... for now anyway" sagde han og smilede idet manden selv lænede sig ind imod ham. Han kunne heller ikke lade være med at le lavmælt til hans sidste kommentar. Han kiggede op på ham og sagde med selvtillid.
"Trust me on this... You're going to love it... and come begging to me for more," sagde han med et djævelsk smil. Han tog derefter et skridt tilbage, vendte sig om og begyndte at gå lige så stille og roligt ud af gyden. Ville manden med ham, så var det nu... også skulle Vetis nok føre ham mod hans nye job... og alt det skønne blod og kaos som han ville kunne holde til.

Det her var skam ikke lige hvad Gale havde forestillet sig da han gik ud af sin hoveddør tidligere på aftenen. Slåskampen, jo, det var rimelig meget en hverdagsting at folk på trodsafhans rygte - eller måske netop derfor? - tit lagde sig ud med ham. Men som var bevist her for blot fem minutter siden, skulle der altså en del til for at få ram på ham. Han havde før overmandet en gruppe af fem der var gået på ham... De havde ikke helt taget højde for præcis hvor farlig en person i berserkergang var, de havde ikke forventet at han fortsatte med at kæmpe på trods af sår der kunne have været dødelige, havde han ikke sin magi der kunne stoppe blødninger.

Han havde igen lagt armene over kors, men smilede dog svagt, lettere skævt, og løftede et øjenbryn da han fik at vide han nu bare kunen kalde dæmonen hvad end han ville. Nådada. Det var da også en fin måde at holde sit rigtige navn skjult på, og intet som Gale trods alt blev stødt over. Han vidste godt at mange af deres race blev nødt til at holde sig skjult bag utallige alibier med nogle af de ting de gik og lavede indimellem, så det var vel ikke anderledes for denne mand. Gale selv var en af de få undtagelser der ikke gad skjule det da hans udseende alligevel var så nemt at genkende, selv de få gange han havde prøvet at skjule det lidt, genkendte folk ham. Så han kunne selv ligeså godt lade være.

Men Mad Hatter... Ja, det havd ehan vist godt hørt hvisken om hist og pist. Nok på samme måde som manden havde hørt om 'Bonecrusher'. I alt fald fik dæmonens ord kun smiletpå Gale's læber til at vokse lidt, da det præcis var hvad han godt ville høre. Det at han kunne høre ud fra de ord, at manden her elskede præcis de samme ting som ham selv. Ikke at det burde være det største under når de begge var incubi, men han havde trods alt selv mødt nogle succubi og incubi han havde syntes var kedelige for ikke at kunne lide blod, kamp og kaos på samme måde som han selv kunne. At de holdt sig til kun at forføre folk. At de ikke kunne se det smukke i en kamp på liv og død, det smukke i at destruere ens modstander fuldkomment. Det var måske ikke helt uden grund at folk ofte antog ham for værende en blod dæmon ligesom sin far, og ikke en incubus. Det gav ham dog blot et overraskelsesmoment overfor de personer, så det var ikke noget der gik ham på.

Og den selvtillid der var i hans stemme der. Det var sådan noget Gale elskede at høre. Han gad ikke have med usikre folk at gøre. Det skulel gerne være folk der havde en god portion selvtillid, folk der vidste hvad de selv og deres tilbud var værd. Og det gjorde denne mand da uden tvivl. Gale's smil blev en anelse skævere... Før han rettede sig op, strøg en hånd gennem sit lange hår så det blev skubbet tilbage og afslørede de barberede sider, hvori der sad nogle metal nitter, fæstnet i overfladen af huden, nærmest som var de små horn. Han ventede med vilje et sekund eller to før han roligt slentrede efter den anden incubus, efter et sidste blik tilbage på den blodpøl der var alt, der var tilbage af varulven han havde pulveriseret i gyden midt i al sin galskab. "Well then... Show me something that lives up to everything you've just promised."

Han havde hans fulde opmærksomhed - godt. Han havde ligefrem fået ham til at smile større end førhen. Det havde det oftest med at være et godt tegn... sådan da, men sådan som hans blik virkede tændt med hans forslag, gik han ud fra at han havde en god chance for at få ham her på sin side.

Vetis smilede skævt til sig selv idet han hørte ham nærme sig... det her skulle nok blive en god aften.

//Timeskip//

Da de havde gået igennem nogle gyder var de ved at nærme sig det sted hvorved Vetis havde tiltænkt sig at Bonecrusher skulle kæmpe. Det var en underjordisk arena som nok modsat nogle andre, ikke var for sarte sjæle. For ikke mange som gik derind kom ud igen... og dem som så gjorde, var tit og ofte forandret... på mere end én måde. Vetis gik dog ud fra at Bonecrusher her nok skulle klare sig fint og nok ikke lide under nogle varige mén. Nok ikke af den negative slags heller. Han lignede trods alt en mand som kunne mere end blot tage vare på sig selv, men dette var også en måde at teste ham på. Nu havde Vetis trods alt kun hørt rygter, og rygter havde oftest med enten være under- eller overdrivelser af en persons egenskaber og karakter. Der var aldrig nogen som passede perfekt til personen som de var myntet på. Det var dog oftest det eneste man kunne gå ud efter til tider når det var at man ikke selv stod inde med den viden. Noget som Vetis gerne ville lave om på ved at brede sit netværk endnu mere. Folk havde det med at undervurdere et netværk, men for sådan en som Vetis var det ufattelig vigtigt. Det åbnede døre op og lod høre og ham se ind forskellige steder hvorved hans syn eller øre ikke burde række. Det gav ham noget at forhandle samt noget at true med. Det gav ham en fordel som nok ikke mange havde... og gav ham muligheden for mange flere ting... Men, det var skam ikke altid nemt sådan at opretholde et godt netværk, fordi som det altid var så var folk fejlbarlig... og nogle grådige samt forræderiske snyltere. Så, til tider måtte han rydde ud i det for at sikre sig selv samt resten af hans netværk.
Det var træls til tider, men noget som han var nødt til. Især også når det nu var at han havde et ry at opbygge. Folk skulle ikke tro at de sådan bare kunne træde på ham, uden at forvente nogen former for konsekvenser.

Vetis fik hurtigt øje på udkigsfolkene rundt omkring bygningen hvorved det hele foregik. Det var en del sikkerhedsforanstaltninger taget i betragtningen af arenaens natur. Den var bund ulovlig. Lige pt. i alt fald, og ikke nok med det så ville man helst have de rigtige folk ind. Dem som kunne stå indenfor en god kamp, samt nogen som kunne bedrage med en masse penge. Dem var der trods altid brug for.

"Almost there..." sagde han smilende og fik øjenkontakt med en udkigspost. Vetis nikkede til ham og manden deroppe forsvandt for at give en besked videre. De kendte skam godt til Vetis her. Han kom her trods alt fra tid til inden for at investere samt sende folk til dem. Han havde fået et godt ry her fordi han altid levere... og fordi han selv havde deltaget i en del kampe, og skabt noget af et spektakel. Hvad kunne han sige? Han var bare et naturtalent. Især når det kom til lemlæstelse og at skabe frygt og rædsel i hjerterne på mænd. Det var en hobby, og han fik da noget motion ud af det, så det kunne han da ikke klandres for.

Der var ingen forhindringer for dem at komme derind. Manden fra før havde trods alt informeret resten om hvem som der ankom, samt at han fulgtes med nogen. Så selvom de ikke vidste hvem den anden var tænkte de sig nok at det var nogen som enten skulle deltage i arenaen eller noget som nok skulle være godt for deres forretning. Det havde det oftest med at være dem som Vetis bragte med sig.

De trådte ind i en bygning som enlig ikke så ud af meget, men det var det som gemte sig indefor... og nedenunder som havde dem betydning. Stedet skulle trods alt ikke skabe for megen opsigt og var derfor bygget på denne måde. Der var allerede en del mennesker og stemningen var opstemt og ivrig. Folk virkede i alt fald oppe og køre og de fleste af dem havde et tændt blik i deres øjne. De fleste af dem tilskuer. Der var dog nogle som så knap så tændte ud... det var nok nogen som var tvunget til at være her for at udkæmpe en gæld eller andet.
Der kom en anden mand Vetis og Bonecrusher i møde. Vetis og manden vekslede kort nogle ord før manden ledte af en vej ned gennembygningen og mod arenaen. De tog en anden passage end de fleste... mest af alt fordi at Vetis skulle tale med arrangøren og fortælle om hans hensigt. At først lade Bonecrusher være vidne til en kamp for derefter at tilmelde Bonecrusher til en kamp selv. Hvis han ellers havde lyst... hvilket med hvad Vetis havde set tidligere, at han nok var.

"Welcome to the arena," sagde Vetis og vendte sig mod Bonecrusher da de ankom til stedet hvorved at skrig og smerte var sød musik i ens øre.

Gale fulgte stille og roligt med den anden dæmon gennem gaderne, et lille,skævt smil på hans læber næsten hele tiden, med tankerne kørende omkring præcis hvilket type sted det nu måtte være, med hvad der foregik. Og jo mere hans tanker kørte omkring det, jo mere hans forestillede sig, jo mindre kunne han vente på at de rent faktisk kom derhen. Men som det var blevet en vane for ham, havde han selvfølgelig trukket hættenop igen, om ikke andet bare for stadig at være en kende skjult, på trods af det våben og skjold han åbenlyst bar rundt på, som tøjet ikke lige kunne dække for... Samt det blodige spor der var et godt stykke efter ham med præcis hvor meget blod han havde fået på sig, som langsomt dryppede ned af ham som de gik, inden det størknede i hans tøj og på hans hud.

Han nikkede til Love's ord, og så sig en smule omkring - fik skam også øje på den person den anden incubus så op mod, men løftede blot selv et øjenbryn før han så frem for sig igen, stadig roligt følgende efter den anden mand. Han kiggede sig roligt omkring som de trådte ind i bygningen og hurtigt kom forbi mange andre der var i højt humør af den ene eller anden slags. Man kunne nærmest mærke blodtørsten hænge i luften... Og det var også kun noget der fik gale's smil til atter at blomstre, større end før... For den følelse? Det var en der gjorde at han nærmest følte sig hjemme så snart de var derinde, på trods af at det var først egang han nogensinde var her. Han lod roligt hætten falde igen, og det varede heller ikke længe før han i lav mumlen hist og her kunne høre at folk sagtens genkendte ham. Ikke at det var noget under i kredse som disse, at hans rygte ville komme ham i forkøbet selv hvis de ikke vidste han ville være her denne aften. Det havd ehan jo heller ikke selv vidst at han ville. Men det lod i alt fald til at den hvisken spredte sig som en steppebrand, og han kunne mærke flere sæt øjne hvile på ham som han blev ledt videre ind.

Han stod pænt og ventede mens Love talte med en anden mand, for atter at følge efter da de blev ledt endnu dybere ind i komplekset. Smilet var der skam også stadig som han drejede hovedet for at se på den anden dæmon, da der atter blev talt til ham. "Why, thank you. I can see what you meant... And I don't blame you for wanting to introduce me to this, already. Quite the contrary." det ville nok også kun være altfor tydeligt med det blik der var i hans øjne som han så ud over arenaen mens de ventede på at den næste kamp ville gå igang. hans hånd var automatisk landet på hans hammer igen, knugede let om hovedet af ren utålmodighed. Det var kun alt for tydeligt at hans hænder allerede nærmest sitrede efter at komme til at splitte en person fra hinanden igen, at blodtørsten og kampgejsten lurede lige under overfladen, knap og nap holdt i skak for nu.

Det var perfekt Bonecrusher allerede virkede en del intimiderende med hans udseende, samt alt blodet fra før. Med sådan som han så ud på nuværende tidspunkt, samt med hans ry, ville det være nemmere at anskaffe ham en kamp, vis han skulle vise sig i at være interesseret. Han ville nok endda kunne få en god modstander, som nok ville kunne give han noget kamp. Dem var der trods alt en del af, samt dem som dem der blev ophidsede af at kæmpe mod stærke modstandere. Alt i alt var dette et samlingssted for kampliderlige muskeltosser så ikke fandt glæde i noget andet end i at flå andre fra hinanden og bade i deres blod. Til gengæld var dette så også stedet for dem som elskede at se disse typer i deres rette element samt nød at se brutalitet og ægte vildskab udfolde sig for øjnene af dem. Der var plads til alle skæve og interessante typer, så Bonecrusher ville passe perfekt ind her, for her ville han blive tilbedt som en gud. En blodig og angst-provokerende gud.

Det virkede også til at da de var trådt ind, og Bonecrusher havde givet sit udseende til kende, at folk skam kendte til ham. Det gjorde det hele bare meget bedre, samt nemmere for Vetis. For med Bonecrusher's ry samt hans pludselige tilstedeværelse, hvem ville så ikke allerede se ham kæmpe? Det så også ud til at nogen allerede var begyndt at spekulere om af hvilke årsager han var her. Var han her mon for at kæmpe eller blot for at se på? Tja, det var Vetis lige så spændt på at se, men han havde allerede en god idé om at når Bonecrusher havde set en kamp, at han af iver ikke ville kunne holde sig tilbage, og ønskede at kæmpe. Især vis det var at han følte kriblen og lysten som alle de andre for at begrave sig selv i kampens hede og blod. Kampen fra før kunne umuligt have været nok for ham heller, så han var nok manglende på det punkt, og ønskede mere. Mere som sagtens kunne blive leveret, men som lovet skulle Bonecrusher se på først. Det var også mere for at opbygge hans iver yderligere... for blot at se hvad det gjorde ved ham, samt hans stakkel af en modstander efterfølgende. Vetis håbede på at det ville blive brutalt.

Arrangøren havde allerede fået øje på Vetis og rejste sit glas i en hilsen, hvorved at Vetis bare blinkede frækt tilbage. Han vendte derved sin opmærksomhed tilbage til Bonecrusher, som mest af alt bare virkede til at suge det hele til sig.

"Glad you like it," sagde han storsmilende. Blikket i Bonecrusher's øjne fortalte Vetis at det havde været det helt rette valg, at tage ham med herhen. Vetis lagde dog også godt mærke til hans iver... hans blodtørst var nærmest gennemtrængende, og Vetis' øjne lyste selv op. Han kunne næsten selv ikke vente på at se ham kæmpe... men, begge måtte de vente, blot lidt endnu. For nu begyndte den næste kamp.

Arenaen bedstod af nogle siddepladser som mest var reserveret til vip-gæster. De var placeret oppe og var lokaliseret til at få det bedste udsyn over ringen forneden. Derudover var der en masse ståpladser hist og her. Der var nogen, hvorved Vetis og Bonecrusher stod, med en ræling rundt omkring, og nedenunder dem var der ståpladser rundt om ringen på gulvniveau. Her var oftest folk som elskede at blive badet i blod og ønskede at se det hele på tæt hold. Det eneste som holdt dem på afstand fra de kæmpede var et reb. De kunne skulle holde sig bag dette, men kom en kæmpende for tæt på måtte de lange ud efter dem med hvad end de lystede. Så i sandhed udgjorde de enlig cirklen som var pladsen for de kæmpende. Folk kunne endda løbe ind til de kæmpende, men gik de over linjen var de i risiko for at en kæmpende kunne lange dem én og slå dem ihjel, uden nogen former for konsekvenser. Det var hændt mange gange før, og det gav bare noget ekstra til kampene.

En annoncør introducerede de kæmpende og meddelte at væddemålene for denne kamp ville komme til en ende, så vil man vædde på nogen af de kæmpende skulle man skynde sig, inden at de lukkede for mulighederne.

Derefter med tegn fra annoncøren gik kampen igang og der lød en rungende jubel fra publikum som fik hele arenaen til at vibrere.

"Let's see if this is truly something for you," sagde Vetis og lænede sig forover på rælingen for bedre at få udsyn over kampen, samt for at kigge op på Bonecrusher med et skævt smil om læberne.

Selvfølgelig bekymrede Gale sig ikke så meget som et sekund over hvordan han allerede var badet i blod fra kampen før - den havde trods alt været noget så simpel, den knægt havde virkelig ikke givet ligeså meget kamp fra sig som hans far havde gjort. Og åbenbart heller ikke lært noget, da faderen havde været en der blev sur på Gale over noget så simpelt som at han åbenbart havde sat sig på 'hans' plads i en bar... At det var endt med et dødeligt resultat for varulven, tja, det var vel bare bevis på at de skulle se at lære at holde styr på deres famøse temperament... De vidste jo aldrig hvem de stod over for.

Det undrede ham absolut ikke at folk også her kendte ham, det lod trods alt til at alle de 'forkerte typer', som andre ville kalde dem, havde hørt om ham efterhånden... I alt fald dem i Doomsville. Om det var fra hans gamle dage, eller efter de par måneder han havde været tilbage i byen, ja, det vidste han jo så lige godt ikke. Men rart var det stadig at se blikkene... Da de her mest af alt var fulde af beundring og kampgejst. Ikke at de skræmte blikke udenfor etablissementer som dette ikke også var noget han nød, for det var det skam. At folk godt vidste de ikke skulle provokere ham unødigt.

"I can't see any reason not to." sagde han helt ærligt, som han fortsat så rundt. For ja... Det her var jo nærmest en lille himmel for en som ham selv, en der var så afhængig af kampen, af adrenalinen der fulgte med, endda også smerterne når modstanderen fik et slag ind. Han elskede det hele, og var egentligt lidt ligeglad med hvordan det var startet, alt han vidste var at han nærmest aldrig fik nok. Især efter han første gang havde mærket den befriende rus der var ved at gå helt og aldeles bersærk. Bare give slip, ikke tænke over det, og lade reflekserne, trænet igennem mange år, tage over og gøre hele arbejdet for ham. Det var noget han allerede higede efter at mærke igen, blot ved at mærke stemningen blandt alle de andre herinde - som kun gjorde hans egen blodtørst større.

Han lagde roligt armene over kors, mest for at holde styr på hans ellers let urolige fingre, så de istedet for at knuge om tom luft, kunne knuge om hans arme, istedet, mens hans blik var fikseret på arenaen, spændt ventende på at se den næste kamp der skulle foregå. Men valget var nok allerede foretaget i hans sind... Bare ved at mærke hele stemningen ved stedet her. Han følte virkelig at han for en gangs skyld var blandt ligesindede, og kunne nærmest ikke vente med at sætte sin hammer i hovedet på en eller anden, eller i deres arm... Bare se blodet splatte ud til alle sider, høre knoglerne brække... Det var næsten bedre end adrenalin rushet.

"Oh, don't say it like that... You wouldn't have brought be here unless you were absolutely sure it was something for me. Now, would you?" han kastede et sidelæns blik på den anden incubus, som et skævt smil trak i hans ene mundvige. Ja, det var allerede alt for tydeligt at han havde fuldkommen ret i at det her var et perfekt sted for ham... Blodet der snart blev udgydt nede i arenaen fik skam også kun Gale's smil til at blive større, og fik ham til at fokusere lidt mere intenst på kampen, på hvordan de to kæmpendes kampstile var, måden slagene landte på, hvordan de begge langsomt blev malet med hinandens blod... Som et helt perfekt maleri.

Det fede ved dette sted var også de forskellige racer samt væsner som havde adgang hertil. Der var alle former og typer af folk, som man normalt ikke så spankulere rundt i dagslys... eller i alt fald så var de ikke åbenlyse. Mange af dem tiltrak sig trods alt en del opmærksomhed med deres udseende. Det var forunderligt så farverige folk var, samt udsmykket med diverse tatoveringer og piercinger. Vetis var fascineret af alle de måder som folk fik udtrykt sig selv på, med deres udseende. Det var en form for krigsmaling og en effektiv at intimidere folk på… og meget meget andet. Man kunne trods alt sagtens bruge det til meget andet end at intimidere en potentiel fjende. Det var trods alt noget som Vetis benyttede sig meget af siden at han tit forklædte sig. Man kunne trods alt bruge det til at få folk til at ignorere én, eller få dem til kun at se én. Alt sammen ved at tænke sig om og påføre sig den rette forklædning. Nu havde nogle så også nogen bedre fordele end andre... eller rettere sagt, evner som kunne skjule deres sande selv. På sin hvis havde Vetis det også, men det var stadigvæk meget ham selv. Hans kvindelige udseende var hans eget udseende... bare som kvinde. Det var ikke noget som han kunne ændre på... meget til hans egen irritation. Det var bare noget han måtte tage sig til takke med, for det var stadigvæk en meget brugbar evne. Den havde trods alt hjulpet ham igennem mange situationer og skaffet ham masser af muligheder samt chancer for at opnå hvad han ville.

Tilbage til Bloodchrusher her... Vetis tænkte om hvilke evner han ikke måtte have, udover sine naturlige evner. Vetis var trods alt fan af brugbare evner hos de folk som han hyrede, samt benyttede sig af fra tid til anden. Han kunne godt lide at kende deres evner på forhånd, men det var trods alt ikke alle som var lige så åbne med de evner som de havde. Det kunne være at mange forskellige årsager, men derved skulle det ikke forhindre Vetis i at finde ud af det alligevel... hvis de i alt fald havde nogle specielle evner. Det var trods alt ikke alle som havde det, eller selv havde kendskab til evnen. Arenaen var derved en god mulighed for at finde ud af det. Folk var trods alt tilladt at bruge deres evner hvis de havde nogen. Til tider blev de også tvunget til det hvis det var at de ønskede at overleve, mest af alt fordi deres modstander var stærkere end hvad de først havde antaget. Folk havde det trods alt med at være mere end de så ud til. Det gjaldt så også ude for arenaen...

Idet Vetis iagttog Bloodcrusher kunne han snildt genkende det blik i hans øjne. Selv smilede han bare over det, og lod Bonecrusher pines lidt ved at nyde synet af en kamp... som han ikke selv var en del af... endnu. Jo mere Bonecrusher brændte for en kamp, desto bedre. Det var dog nok en ide ikke at pine ham alt for længe, bare for at han nødigt skulle knuge sine arme til blods af ren og skær spænding.

Vetis smilede stort over Bonecrusher's næste kommentar. Han havde trods alt fuldstændig ret med at Vetis havde bragt ham her... velvidende at han ville synes om det. Mest af alt fordi han genkendte en del af sin egen blodrus i Bonecrusher's blik. Han havde også været i stand til at nogenlunde vurdere ham, da han havde set ham kæmpe... og den kamp havde umuligt været nok for en mand som Bonecrusher. Han vidste at han selv ville have været svært skuffet over sådan en kamp. Der havde næsten ingen modstand været, siden at deres styrkeniveauer havde været så forskellige. For slet ikke at nævne erfaring. Det havde da været tydeligt for enhver at sådan en kamp var dømt på forhånd, blot ved at kaste et blik på Bonecrusher. Manden havde trods alt et ry af en årsag.

"Good observation... Yes, I thought you might like it and it might convice you to come work for me." Vetis kastede et blik mod kampen som var gået i gang. Der var to mænd med noget af en højdeforskel som var begyndt at kæmpe. Den ene var noget at et stort brød i forhold til sin modstander, men hans modstander var hurtig og et mindre mål at ramme. Det var hans fordel og det var dermed også ret taktisk at han ikke benyttede sig at et kæmpe våben, i modsætning til brødet som brugte en stor økse. Den mindre benyttede sig af to lange knive som skar igennem luften mod hans modstander. Til den lilles overraskelse var den store mand ikke lige så langsom som han så ud. Den store mand var skam ret hurtig og fik pareret godt mod den mindre mand. Da dette gik op for den mindre, trådte han hurtigt tilbage og ud af den stores rækkevidde. Der var lige noget som nok skulle genovervejes, men inden at han fik gjort sig de helt store tanker, trådte den store mand hurtigt frem og svingede ud efter den mindre mand. Der var her at kampen først gik i gang, og den mindre nåede næsten ikke at undvige, og endte med at få et dybt sår i siden. De første par dråber var blevet spildt og publikum var vilde. Det var nok heller ikke de sidste dråber som ville blive spildt denne aften...

Efter noget tid, gik det tydeligt op for hvem der havde overtaget. Den store var hurtig på fødderne og hans slag havde været præcise. Den mindre mand havde fået et par snit ind med hans våben, men de havde for det meste været overfladiske, siden at den store havde styre hvorved de havde ramt. Den store havde pareret godt og omdirigeret slagene. Når den mindre mand havde været for langt inde og fået overbalance, havde det været ude med ham. Den store fik svunget sin økse i et fatalt slag, og fået begravet sin økse dybt i ryggen på den lille mand. Øksen fik næsten splittet hans ryg åben, og blodet fossede ud. De af publikum som havde været nær blev badet i det, og endda endnu mere da manden løftede den anden op... med øksen. Han brølede triumferende og holdt manden over sig, med øksen stadigvæk begravet i hans ryg. Publikum skreg i et væk, næsten harmonisk, og den triumferende mand skreg med dem... Det hele var næsten overdøvende og det var som fandtes der ingen anden lyd end dette. Hele arenaen vibrerede i ren og skær ekstase og galskab. Stemningen kunne mærkes i brystet samt hele kroppen... Det var overvældende og fantastisk.

Den triumferende mand svingede til sidst sin økse, med et kraftfuldt sving, så liget løsrev sig. Det svang mod publikum og landede på dem som ikke flyttede sig. De tog det dog ufatteligt pænt og nogle af dem begav sig til at lemlæste liget. De tog alt hvad de ønskede fra det, inden at nogle opryddere ankom og fik flået liget fra dem. Efter at man var død i arenaen var ens lig arenaens ejendel… så, for at undgå de helt store problemer var der altid nogle opryddere som kom og tog sig af liget, inden at folk helt fik fingrene i det. De fjernede det, og derved kunne man derefter købe resterne eller dele af liget, som man ønskede sig.  

”Just say the word and I can let you in there… and you’ll have a fight worthy of your prowess whenever you want…” derefter var der en lille pause og han vendte sig helt mod Bonecrusher.

“But, the second you do, you work for me… sounds fair?” Det var nu at Bonecrusher havde valget som ville fore ham steder hvorved at Vetis ville åbne dørene for ham, og vise ham en verden som hidtil havde været gemt for de fleste.

Alene bare at være her og se sig omkring var nok til at gale kunne mærke blodlysten, aggressionen, der altid lurede lige under overfladen i ham, boble op... Og det blev jo kun værre da kombatanterne trådte ind i arenaen, og kampen gik igang. Hans øjne var fuldt fokuserede på hver evig eneste bevægelse, hvert sving af et våben, og hans hånd knugedes en smule hårdere omkring skæftet på hans egen krigshammer - selv fra en kilometers afstand ville det være tydeligt for enhver at der var intet han hellere ville end blot at kaste sig ind i den kamp han lige nu desværre kun var tilskuer til, og blodtørsten var så absolut synlig i hans øjne, som han nærmest ikke blinkede for ikke at misse så meget som en brøkdel af et sekund af kampen.

Lige før kampen var gået igang havde den anden dæmon da også fået et skævt smil ud af ham, for ja, det havde skam ikke været svært at gætte sig frem til hvorfor han blev foreslået at tage med herhen. Hvorfor skulle man spilde tid på det hvis man ikke var sikke rpå at han kunne lide det? Et sted som dette ville jo nok helst ikke have at folk så det medmindre man var sikke rpå at det var nogen der ville joine al galskaben her... Altså, en type meget hen af Gale selv, jo nok.

Og som kampen skred frem, løb hans tanker også i alle mulige retninger. Hvordan man skulle undvige dét slag, og dét... Hvordan han selv ville brage igennem ved at lade alle hæmningerne slippe... Det skræmte som regel folk halvt til døde blod at se ham gå i hans bersærkergang... For slet ikke at tale om når det var rettet imod dem, og de ikke blot var tilskuere til hvad han havde gang i. Sådan som folk her reagerede på denne kamp - der i starten lod til at være meget lige, men meget snart var alt andet - så kunne han også levende forestille sig deres reaktioner til at se ham bare give slip og lade kamp instinkterne overtage, dem der var blevet trænet så godt i løbet af hans år, med god støtte fra kamp magien han havde lært, som også havde haft del i at starte hans rygte.

Som kampen var slut, trak han nok også vejret en smule tungere... Helt klart ekstremt ivrig efter selv at komem derned. Det kriblede helt i hans fingre efter at se mere blod, og selv være skyld i det. At få hørt nogle dejlige knæk af knogler der brækkede... Noget som denne kamp virkelig havde savnet. Hvor var den utroligt dejlige symfoni af de kvalmeinducerende knæk og lydene af sener der brast, af en der var ved at kvælet i sit eget blod som deres brystkasse var blevet slået ind, så de kvaltes i deres eget blod? Se, dét savnede han! Og det vidste han, at han kunne sørge for ville komme til at ske.

Så det tog vitterlig ikke længe for ham at beslutte sig. Han vendte sig om mod den anden incubus igen, med et skævt, lettere morderisk smil på læberne, det blodtørstige blik alt for tydeligt i hans brune øjne. "Do it. I'll give you a show you won't ever forget." sagde han så, og smilet blev større, måske en smule mere psykopatisk i det, men var det ikke også blot noget der passede utroligt godt til et sted som dette, fyldt med folk som dem?

// undskyld længden, skal lige ind i ham igen, det er lidt tid siden <3

Det var tydeligt at Gale ikke ville holde længe... med angående at vente. Når det kom til kamp var det helt klart en helt anden sag... Især sådan som han virkede til at suge til sig alt hvad der foregik i ringen. Han virkede også spændt og klar til blot at smide sig selv ind i kampen. Ikke at han ikke ville være i stand til det. Det var skam op til de individuelle personer om de ville blande sig i kampen. Det var tilladt for alle, men ikke uden chancen for selv at blive lemlæstet af andre. Dermed fik de heller ikke nogen pris eller betaling for at vinde en uofficiel kamp. Ikke andet end æren, og den kunne stikkes op hvor solen ikke belyste. Vetis lagde ikke skjul på at han ikke var meget for ære. For det første havde han ingen, og for det andet var det ubrugeligt for ham... lige med den undtagelse når han kunne bruge det mod andre som rent faktisk havde ære. Folk der havde for meget af det kunne oftest være sjove at have med at gøre, eller også kunne det være ren tortur. Det kom an på situationen samt personen... dermed var det også vigtigt at man vidste hvad man gjorde, men sådan var det også med så mange andre ting. Alt i alt foragtede Vetis ære. Det var ikke andet end opreklameret hovmod som stod i vejen for hvad man kunne opnå og tillade sig. Det var noget som agtede at hindre én i ens bestræbelser, og noget som hindrede én var noget som var ubrugeligt for Vetis. Han havde trods alt fået nok af hindringer i hans liv. Det var tiden at frigøre sig selv i denne verden. Leve uhæmmet samt frit... Ikke noget som var så ligetil igen, men det var ikke til at sige at det var en umulighed.

Nu var det bare om at slippe Bonecrusher fri... for idet at Vetis observerede ham, begyndte han mere og mere at ligne et utæmmet bæst som længtes efter at blive sluppet fri. Blodtørsten var nok det som var blevet mere bemærkelsesværdig nu, hvilket var noget som så inderligt glædet Vetis. Med sådan som Bonecrusher nærmest havde været hypnotiseret af kampen, var det ikke den helt store overraskelse at han havde vendt sig mod Vetis i ønske om at komme i kamp. Vetis gengældte hans smil og nikkede anerkendende til ham. Det var selvfølgelig noget som faldt ham i god smag at han havde fundet en meget villig samt ivrig kriger. En kriger vis navn snart ville være på alles læber og om nok ikke så længe ville have slået frygt i de flestes hjerter.

"Wait here," sagde Vetis kort inden at han vendte sig for at sikre Bonecrusher en værdig kamp, han stoppede dog op kort inden at han vendte sig om igen mod Bonecrusher. Han smilede større selv og lettere djævelsk.

"I'll make this worth your time." sagde han inden at han helt forsvandt væk på vej hen imod aftnens arrangør. Det tog ham dog ikke forfærdelig langt tid at få Bonecrusher indskrevet. Nu var det bare om at finde en modstander, som ville være Bonecrusher værdig. Der skulle nemlig en ret stærk modstander til... for at kæmpe mod Bonecrusher, samt for at underholde længe nok. Manden havde trods alt et ry som løb ham i forkøbet, især i de dybeste og mørke afkroge af verden. Derudover ønskede arrangøren ikke at miste en stærk kæmper... især ikke nogen af de værdigfulde som skaffede hans arena en del penge og indtjening. Så... ikke én som var alt for populær... Det lykkes i sidste ende efter nogle forslag fra Vetis og Bonecrusher's modstander var valgt. Modstanderen ville få holdt Bonecrusher på tæerne i noget tid, og ville underholde publikum længe nok. Derudover var personen ikke alt for populær, da deres personlighed var noget manglende. I alt fald var det en kæmper som ikke var bange af sig og som glædeligt tog imod udfordringen. Da dette var klargjort blev der sendt en mand efter annoncøren for at videregive informationerne.

Vetis vendte dermed tilbage til Bonecrusher's side, lagde en hånd på hans ryg og smilede til ham.

"It is done... The next fight is yours..."

"All right foks! I've just recieved news that our next fight will be a sight for sore eyes!" Kom det fra annoncøren som med sin højtrystende stemme brød gennem støjen. Han smilede stort og havde nu alles opmærksomhed.

"A new fighter has joined us here today, and since his reputation precedes him I'll spare you the introduction." Med dette var der samtlige folk som smilede imens og deres kroppe frøs i ren og skær spænding. Mange havde nemlig spekuleret om de mon ville se Bonecrusher kæmpe... eller om han blot havde kommet for at se på. Det var intet under at de havde håbet på det første, og nu blev deres ønske opfyldt. Alle kiggede nu hen imod hvor Vetis samt Bonecrusher var.

"That's right folks... It's none other than the man himself, the legend, the fear inducing, Bonecrusher!" Udbrød annoncøren og kastede sin arm mod hvor de stod. Folket udbrød i et nærmest dyrisk skrig af jubel. Lyden var nærmest uudholdelig og arenaen nærmest vibrerede af ren ekstase og animalsk glæde. Uanset hvem den næste modstander var, var der ingen chance for at de ville få samme modtagelse. Det var næsten også lige før at annoncøren glemte at introducere modstanderen. Det kunne i alt fald ikke helt høres for den nyopståede støj. Modstanderen virkede dog ligeglad og fik møvet sig vej ind i ringen. Der stod de afventende på Bonecrusher.

"Break a leg... or two" han klappede dermed Bonecrusher på ryggen og blinkede til ham.

//Det skal du skam ikke undskylde for ;3 btw har lagt det op sådan at du selv kan bestemme din modstander//

Gale's smil blev måske lige en tand bredere, lidt mere sadistisk i det, som Love hurtigt fik forsikret ham om at han ville sørge for at finde en kamp til ham. Hans blik fulgte da også den anden incubus som han gik hen mod annoncøren. Alt imens fik Gale smidt sin trøje, og toppen der gemte sig under den, så den slanke men godt tatoverede overkrop blev fuldt synlig. Der var alligevel ingen grund til at have det tøj på, når han vidste at der ikke var længe til at han lod galskabet få frit løb. Ingen grund til at ødelægge noget ellers godt tøj.

Hans blik gled ud over resten af den større gruppe der var forsamlet her omkring ringen - og han glædede sig nu lidt til at vise dem præcis hvad han kunne, vise dem lige præcis hvorfor han havde fået den rygte han nu engang havde. Som Love vendte tilbage, nikkede han let, som han samtidig også fik taget ordentligt fat i hans skjold og kamphammer - en hammer der af størrelse så ud til at være alt for stor og tung til at en så slank som ham selv skulle kunne svinge den rundt særlig let, men der var det jo så godt at være født dæmon - nu han var langt stærkere end han umiddelbart så ud til.

Smilet på hans læber fik da også lige et ekstra skud selvtillid som han hurtigt mærkede hvordan folks opmærksomhed rettede sig mod ham, selv før hans kendenavn blev sagt højt - og den volumen ændring der skete, da det blev sagt... Hvis det ikke var noget der virkelig kunne skubbe til ens ego, ja, så vidste han ikke hvad kunne. Han sendte et enkelt blik mere til Love - et der nærmest sagde 'just you wait and see', før han selv gik ind i ringen, mens han stille og roligt sagde; "I'll break more than that..."

Som han kom ind i ringen og stod foran hans modstander, blev smilet ikke den mindste smule mindre end det var før, nærmest tværtimod. Han vidste ikke hvad race hans modstander var endnu -han kunne udelukke nogle ting, inklusive vampyr, fra udseendet, men mere præcist ind på det kunne han ikke komme lige nu, så der måtte han jo vente og se som kampen skred frem. Men han var nu ikke i tvivl om at han selv nok skulle vinde, selvom fyren rent fysisk så stærkere ud end ham, med større muskler. Han havde jo selv et par es oppe i ærmet, nogle som han allerede begyndte at gøre brug af, som han stille og roligt mumlede et par formularer for sig selv. Med al støjen i lokalet var der alligevel ikkenogen der kunne høre hvad det var han mumlede for sig selv, og så trænet som han var i kampmagien, ja, så behøvede han knap nok at få nogen lyd ud før de virkede ordentligt.

Han kunne også snart mærke magien tage virkning, netop som der blev talt ned til at kampen skulle begynde. Den ekstra styrken der flød igennem ham... Energien der fortalte ham at hans hurtighed også var fordoblet... Hvordan han kunne se hans skjold få en mere grålig farve, som det blev så hårdt som sten, men stadig var let som træ... Og så måtte han vente til han var mere sikker på hvad hans modstander var, til at vide om han ville få sin hammer til enten at bryde ud i flammer, eller gøre så det kunne give frost skader ved den mindste berøring... Der var så mange muligheder, jo. Og nogle han havde tænkt sig at gøre fuld brug af.

Og så snart som nedtællingen ramte nul - så udnyttede han den ekstra fart, da den ikke varede længe, før formularen skulle siges igen. Hans modstander havde helt klart heller ikke forventet den hurtighed - som Gale med det samme undveg det hug der blev gjort mod ham med et langsværd, for dernæst, med skjoldet højt hævet, at løbe hovedkulds ind i modstanderen. Den ekstra styrke og hurtighed udgjorde noget af et shield bash, som der fik skubbet hans modstander ud i kanten af ringen, hvor tilskuerne, under deres ekstremt høje tilråb, fik skubbet ham ind i ringen igen. Han lod sin modstander få lige et sekund eller tos pause, før han igen tonsede frem mod ham - men denne gang ikke med skjoldethøjt hævet, nej, denne gang var det krigshammeren, som personen kun lige med nød og næppe undveg, ved at lave et rullefald til siden - hvilket betød at hammeren istedet, med den gevaldige styrke Gale nu lagde bag den, lavede et mindre krater i gulvet hvor den havde landet.

De cirklede lidt omkring hinanden efter dette - den ande mand nu tydeligt lidt mere påpasselig efter at have set skaden hammeren havde gjort til gulvet, og forestillet sig hvad den så kunne gøre ved ham. Han prøvede at udnytte at langsværdet havde en smule længere rækkevidde end Gale's hammer, men oftest ramte sværdet kun skjoldet. Netop som han gjorde endnu et udhug mod Gale, tog incubusen en chance - han trådte frem, hvilket gjorde at langsværdet godt nok fik skåretsig en smule ind i hans side... Men til gengæld, så ramte hans hammer så også for fuld smadder hans modstanders ene skulder, og der lød et højlydt, modbydeligt knæk efterfulgt af knasen fra de små stykker knogle som den skulder nu var blevet reduceret til efter sammenstødet med hammeren. Et langsværd skulle jo optimalt benyttes med begge hænder - så dette gav i den grad hans modstander et stort handicap for resten af kampen.

//og jeg vælger at cutte her, for at der kan komme lidt reaktioner ;3

Vetis smilede stort idet at Bonecrusher smed overtøjet, og dermed fik blottet sin overkrop. Han havde en del tatoveringer som Vetis af gode grunde ikke havde været i stand til at se før nu. De var noget så interessante og noget som han sikkert godt kunne bruge en aften på at udforske... ned til mindste detalje. Ikke at det var noget at fokusere på lige nu, taget i betragtning af hvad der snart skulle til at finde sted i arenaen.

"I would certainly hope so..." sagde Vetis blot som svar til Bonecrusher, idet at han gik forbi ham og ud mod mængden. Vetis gik dermed et sted hen så han ville have en bedre udsigt over det hele. Noget som ikke var et problem når det var at man var Vetis, samt én som var meget velkendt med dette sted. Det og så meget andet...

Vetis holdt godt øje med hvad der foregik, og det lykkes for ham at se Bonecrusher's læber bevæge sig. Det lignede ikke at han talte til nogen, så enten talte han til sig selv eller også var han i færd med at klargøre sig... men noget mystisk. Noget som sikkert var til at finde ud af vis Vetis gik tættere på, men så ville han ikke kunne se lige så godt som han kunne nu - og skulle han selv vælge så ville han hellere se end at høre hvad der foregik. Sådan måtte man ofre sig til tider... men mon ikke at Vetis ville overleve ikke at vide alt nu? I alt fald indtil at kampen var overstået eller til at han noget mere at distrahere sig selv med.

I alt fald virkede kampen perfekt til at distrahere Vetis, samt holde ham godt og grundigt underholdt. Det sidste gjaldt dog ikke kun for ham selv - publikum var også helt oppe at køre. Der var vist ingen som helt havde forventet at Bonecrusher ville være så hurtig, og det lød et samlet udbrud af forbløffelse. Selv om at der skete mange ufattelige og utrolige tin i arenaen, var det ikke ens betydning med at alle havde set alt før. Der var så mange ting som de ikke kendte til eller havde oplevet... hvilket var hele årsagen til at mange elskede arenaen, nemlig fordi at de aldrig kunne regne med hvad der skete. Derudover fik de også chancen for at opleve noget helt nyt og utænkeligt. For Vetis var det interessant at se Bonecrusher's kampstil samt prøve at forudse hvad han ville gøre. Det var trods alt lidt noget som Vetis i sine mange år havde set, men det var ikke ens betydning med at man ikke kunne lære noget nyt. Alle var jo trods alt forskellige, selvom de brugte de samme teknikker og metoder.

Vetis smilede stort da det var at han hørte den knasende lyd, som opstod idet at Bonecrusher levede op til sit navn. Der var ikke engang gået så lang tid med kampen, men sådan som det så ud ville de heller ikke vare meget længere... medmindre at modstanderen var stærk nok til at håndtere det langsværd med blot én arm.

Gale vidste godt at han skulle få kampen hurtigt overstået... Især med det stik til siden som han havde taget, for at komme tæt nok på til at få smadret sin modstanders skulder. Så det var velnok på tide... Nu var der jo også blevet snakket om kun denne kamp... Så måske skulle han bare give alt hvad han havde i sig... Så det gjorde han,for at få den overstået hurtigst muligt. Han vidste det var farligt, men det var også en del af skønheden ved den formular. At han aldrig helt vidste hvad der skete, før effekterne atter var ophørt.

Men folket her ville have et show... Og han skulle give dem et.

Med ét begyndt ehan at fråde om munden... Udtrykket i hans øjne blev helt vildt, bestialsk... Som han lod sig selv gå ind i bersærkergangen. Han var i dette stadie ligeglad med sit sår. Ligeglad med at modstanderen hakkede det, så god than kunne, ind i hans anden side... Det styrkede blot raseriet der fyldte ham i et sådant øjeblik, og hammeren fald tpå modstanderens anden skulder, så han tabte sværdet...

Uden en pause, uden tøven af nogen art, hævede Gale atter hammeren, og det gik nu ud over modstanderens hofter, hvorefter han faldt omkuld... Derpå ribbenene... Lårene... Overarmene... Underarme, lægge... Hænder, fødder... Alt under højlydt knasen og skrig af smerte fra den nedlagte modstander... For at gale til sidst, med et brøl, plantede hammeren midt i hans ansigt, hvilket kvalte skrigene i en pøl af blod, og endeligt afsluttede kampen, omend han blev ved, igen og igen og igen, med at hamre resterne af sin modstander, til det der var tilbage, mest af alt lignede en blodig masse af hakkekød.

Først da, gik bersærkergangen still og roligt væk, og han faldtned på det ene knæ, med et par dybe vejrtrækninger som han nu virkelig mærkede de to steder fyren havde fået ram på ham før, som der selvfølgelig stadig blødte.

Efter kampen var Vetis ikke i tvivl om at han i sandhed måtte have fingrene i Bonecrusher. Noget som Vetis nok var nået tættere på at opnå, siden at Bonecrusher havde virket til at nyde sin kamp. Han havde i alt fald ikke lagt nogen fingre imellem, hvilket var noget som publikum i den grad nød. De havde det med at favoriserede de kæmpere som gav dem et show, og som ikke kedede dem. Boncrusher havde i den grad ikke være kedelig og publikum heppede og skreg i lykkelig ophidselse over ham. Der var mange som lignede at de var i komplet ekstase... Især dem som havde fået blod på sig og som lappede det i sig. De vidste simpelthen ikke noget bedre end en yderst blodig kamp... og et lige så blodigt og horribelt mord. Vetis kunne godt forstå dem. Der var simpelthen noget så smukt i en brutal kamp til døden. Det gjorde en bevidst over ens egen dødelighed og man kunne ikke lade være med selv at føle sig så meget i live. De fleste tillod sig ikke at føle sådan over en andens død... men inderst inde kunne de aldrig lade være med at tænke på at de modsat selv var i live. Måske ville de endda begynde at gøre ting som de aldrig før havde, turde, blot fordi at de var blevet gjort bevidst om døde... samt tanken om at det sagtens kunne have været dem selv. Sådan nogle hyklere var der ikke mange af her - nej, tværtimod. Dette sted var et fristed for sådan nogle fjolser. Hvis de dukkede op blev det kun et kort visit for dem... også var de ikke til at finde mere.

Vetis havde været imponeret over Bonecrusher's bestialske måde at kæmpe på... som var han besat af en dyrisk galskab. Det var noget værd at notere sig... samt blive helt hed af at se. Vetis forbandt sig selv en smule for at udsætte sig selv for dette, men på den anden side gjorde det ham også bare mere tændt. Han kunne ikke gøre for det... han mest af alle var nok den som blev mest påvirket af sådan noget her. Det hjalp så heller ikke at han havde været oppe at køre siden at han havde overværet Bonecrusher's kamp mod varulven tidligere...

Vetis blev dog hvor han stod og vippede med den ene fod og satte neglene ned i gelænderet som han holdt på. Han havde lyst til en masse ting på én gang, men han måtte holde styr på sig selv - blot lidt endnu.

Annoncøren kårede Bonecrusher som vinderen og dermed blev pengene udgivet til de retmæssige som havde vundet på kampen. Vetis begav sig til at gå hen for at hente nogle ting, og overtog et baglokale. Han bad én om at sende besked til Bonecrusher om hvor han skulle gå hen for at finde Vetis igen. Med det ventede Vetis blot på at Bonecrusher ville dukke op, og fortælle Vetis om hvad han syntes om tilbuddet... og om dette var noget som han kunne tænke sig mere af.

Det havde i sandhed været en kamp der havde været værd at vente på, og at deltage i. Gale selv var godt fyldt op af blodrusen efter det blodbad dette var blevet til, men som han kom ned fra euforien af det, mærkede han også mere og mere til de sår han havde fået tilraget sig under kampen. Ikke at det kunne ses på ham, da han var vant til værre end dette - men mærkes, det kunne det skam stadig.

Han kiggede op som en ung knejt kom hen til ham, og fortalte ham med en del ærefrygt i stemmen, hvor præcis han ville kunne finde den anden incubus igen. Gale takkede ham for informationen, og begyndte da at slentre om mod baglokalerne, under en hel del jubel fra alle der havde været i publikum.

Nogle minutter senere bankede han let på, førhan trådte ind af døren -selvfølgelig stadig smurt godt ind i blod fra top til tå, så meget som det nu havde splattet rundt mens han havde gennemtæsket fyren efter han var død. "I trust this was the type of show you were hoping for?" sagd ehan derpå, med et skævt smil på læberne. Nu de begge var incubus, og han derfor absolut ikkevar krops forskrækket -og Love nok heller ikke var - så gik han igang med at tage toppen af, blot fordi han ikke gad til atskrælle stoffet af først nårdet var størknet og ville hænge fast i hans sår. Ingen grund til at rive op i sår igen hvis der ingen grund var til det.

Vetis sad inde i baglokalet, som faktisk var et lille behageligt venteværelse med en sofa, nogle små borde og modbydelig spraglet dekor rundt omkring. Vetis havde smidt sig i sofaen og hældt noget cognac op til sig selv. Han tog en slurk af sin drink og mærkede hvordan en anden varme begyndte at brede sig i kroppen. Den var forfærdelig i forhold til hvad Vetis normalt drak, men den gik an. Den havde trods alt kun ét job, og det var at dæmpe for Vetis' nerver og hans lyst til at... til alt for meget. Vetis kunne flå sin egen hud af sådan som den var oppe køre. Indenvendigt hærgede en mani som han endnu ikke havde fået udløsning for, og som truede med at brænde hul i ham. Normalt ville han give slip på sig selv og udleve sin mani, men ikke nu... bare en lille smule mere.
Vetis tog en tår mere og tog fat i den kasse som han havde lagt derinde. Det var en kasse fyldt med diverse remedier til at læge ens sår med. Bonecrusher ville trods alt nok være en smule medtaget efter sin kamp. Især efter når blodrusen så aftog. Vetis selv kendte det kun alt for godt, men Bonecrushers skader havde trods alt ikke set så slemme ud igen. I alt fald ikke af hvad Vetis før havde været vidne til.

Vetis virkede en smule mere afklaret idet at Bonecrusher så trådte ind i lokalet. Vetis havde fået tændt for en del lys derinde... hvilket han en smule fortrød da han nu fik øje på hvor blodig Bonecrusher var... Vetis havde, kunne æde ham op med sine øjne vis det var ham muligt. Det hjalp så heller ikke at Bonecrusher så smed overtøjet og gav Vetis udsyn over hans muskuløse og velformede torso. Vetis tog dermed en tår mere og smilede bredt.

"Something akin to it... yea..." sagde han småleende og tog en flaske frem med noget gul væske i. På sofabordet lå der også andre ting klar som en lang tang, noget vat, bandage, tråd, krumme nåle og andre brugbare ting til at rense og behandle nogle sår i Bonecrushers størrelse. Han hvirvlede den gule væske rundt i flasken og kiggede over på Bonecrusher med et finurligt blik.

"So... do you wanna stand or sit?" spurgte han med en tone, som kunne forstås på mere end én måde.

Gale drog et lettelsens suk som han kom ud af toppen der havde siddet klinet til hans overkrop grundet al blodet, og lod en hånd køre igennem hans lange, sorte hår, for at stryge det tilbage inden han trådte lidt tættere på. "Good to know. I always aim to please," sagde han derpå med et skævt smil og blink til vetis - tonen lagde så sandelig også an til mere end én fortolkning af sætningen, og med hvad de begge var, var der nok ingen tvivl om at det var med fuldt overlæg.

"Hmm... Why don't I just join you," sagde han derpå med et skævt smil som han satte sig hen ved siden af Vetis. Oven på en bersærkergang var det også virkelig godt for benene at få slappet lidt af. Og med udsigten til en anden incubus' hænder på hans krop selv hvis meningen bare var at hjælpe med sårene - tja, hvordan kunne han så nogensinde få sig selv til at sige nej til det? Det var jo mere end velkomment efter en så god kamp, sådan som blodrusen havde fået lov til at køre, og han atter havde fået bevist over for andre, at han skam havde optjent sit kende navn, at det ikke blot var noget han selv havde fundet på.

Bonecrusher var godt nok smurt godt ind i blod, hvilket i sandhed klædte ham. Han gjorde tegn til at han skulle sætte sig ned ved siden af ham, og begav sig til at kigge på hans sår. Det ville næsten være synd at fjerne det, men af mange fornuftige årsager var det en god ide at fjerne blodet omkring hans sår. Selv den stærkeste kæmper kunne gå til at betændelse og inflammation. Vetis tog dermed en klud og åbnede flasken som han havde i hånden. Han hældte væsken ud på klædet og begav sig til at duppe og desinficere Bonecrusher's sår og skader. Hans fremgangsmåde var professionel, også selvom hans berøring til tider strejfede. Man kunne vel umuligt bebrejde ham siden at han havde Bonecrusher i sine hænder... bogstaveligt talt.

"That's quite the respectable aim" sagde han flirtende som svar til Bonecrusher's kommentar. Det var i alt fald noget at værdsætte, at nogle ligefrem gik ud efter at behage én. Vetis tilså Bonescrusher's sår, og sørgede for at der ingen betændelse ville gå i dem. Da han så havde set til det, tog han nål og tråd frem for at se til de sår som måtte sys. Det stod heldigvis ikke så slemt til, men der var alligevel noget som måtte have et par sting. Nøjsomt fik han syet det sammen og tænkte ikke at Bonecrusher havde meget imod prikken fra nålen. Han lignede trods alt ikke typen til at have problemer med nåle - det havde kæmpere ikke generelt, men det lykkes alligevel at blive overrasket til tider. Vetis havde fra tid til anden oplevet kæmpere med de mest banale former for frygt. Frygt for nåle, katte, edderkopper, store områder og meget små områder... Det havde været lidt af nogle opdagelser, men sådan var folk jo så forskellige. Selv havde Vetis ikke noget som han som sådan frygtede. Det var noget som han mente hørte hans barndom til. Det var dog ikke til at vide om han så selv var i benægtelse, men han havde ikke oplevet rigtig frygt siden at han var ung. Hvad havde han også at frygte nu? Det som plagede ham før kunne ikke nå ham nu... og ville aldrig få muligheden for det igen.

"That should take care of that," sagde Vetis idet han var færdig. Bonecrusher ville nu ikke have nogle bekymringer på det område, og ville nok heller ikke risikerer store ar. Men det at få ar betød nok heller ikke noget - folk havde det trods alt med at bærer det som en medalje til tider. Vetis selv bar dog ingen medaljer, kun tegn på hans egen overlevelse.

Gale gik roligt hen og satte sig ned, der hvor Love gjorde tegn til. Hvor mange andre ville stivne ved den sviende smerte af desinficeringen, så lavede Gale ikke nogen mine overhovedet. Han havde oplevet langt større smerter i sit liv - som for eksempel at selv være den der fik knust mange knogler... Tilbage i en lidt hrd oplæringsprocess til at lære hvordan han beherskede bersærkergangen. Men grundet de smerter da han var yngre, så skulle der på nuværende tidspunkt meget til før han overhovedet anerkendte smerte.

Derfor skar han heller ikke ansigt af det, som nogle af hans sår blev syet sammen igen. Heldigvis ville det da også hele rimelig hurtigt af sig selv - ikke noget nær så langsomt som f.eks. et menneske helede. Der var da altid positive sider ved at være en dæmon, også selvom så mange andre ikke kunne se det.

"Sounds good," sagde han derpå, som vetis blev færdig... Og han strakte sig en smule, før han vendte sig rundt og så på den anden incubus med et skævt smil on læberne. "Say... How would you like... To spend at least some of your night with your victor? Hmm?"