an old friend o' mine //Alíthia//

S:Aquener
T: 15.00
V: solrigt
O: en gammel gade med en lille legeplads på den ene side af gaden og på den anden side en lille gård
P: en hætte trøje med en vest ud over den, et par sorte bukser og et par solide kamp støvler


monodorth rejste meget for tiden da det blev krævet af rådet at han ledte efter rekrutter men denne dag var der noget ved denne gade som han altid havde kunne lide. det var den gade han havde vokset op med hans far der nu var en del af rådet for snigmorder klanerne. denne klan som monodorth var blevet accepteret i var en der kun accepterede shapeshifters. *marino avenue nok det spøjseste navn nogen sinde nå lad os se om mit gamle hus stadig står* han gik ned af gaden med hans vest ude over hans hætte trøje der dækkede over syningerne der holdt masken siddende fast til hans ansigt. *jeg gad hvide hvad der blev af pigen ved siden af* monodorth havde haft en lille crush på hende da han var mindre men nu hvor han var på denne side af masken var der ikke rigtig noget romantisk i verdenen. falken falkes landede på hans skulder "hej gamle ven" i de sidste eleve år har denne falk været ved hans side og nu gik monodorth ind i den gamle gård hvor han en gang havde leget som spæd.

Gamle minder, usynlige tråde kaldet skæbnen trak. Det var de særeste tidspunkter den valgte at slå til på, som netop nu, der var ikke noget at gøre, for skæbnen fik, får og vil få sin vilje, lige meget hvad.
Skæbnen havde i dag valgt sig et offer for dens løjerligheder, Alítheia, hun havde tit været i byen, men det var længe siden hun havde været her.
Stedet mindede hende om mange ting, ting hun helst ville glemme, ting hun ønskede bare aldrig var sket.
Det var den gade hun havde boet siden hendes mor døde, og en masse voksne fandt hende for uansvarlig og lille til at bo selv. De placerede hende hos en familie på denne gade.
Hun var ikke velkommen i det hus, de tog sig ikke meget af hende, det eneste hun fik, var mad og en seng at sove i, hun var dog tilfreds for hun ønskede heller ikke at være der.
I sidste ende kom hun dog til at holde lidt af det… Efter at have boet der i så lang tid som hun havde, ja faktisk indtil hun ikke ældedes mere, fandt hun det gode ved stedet.
Men denne glæde skulle ødelægges.
Plejefaren begyndte at holde meget af at udnytte hende (og hendes krop), og snart så alt mørkt ud igen, plejemoren gjorde intet, og snart blev hendes tillid ødelagt, og der blev vækket et monster inden i hende, Dæmonen kom til live, en hævngerrig en.
En dag, med meget regn, fandt man de to liggende skåret op ude i haven, med øjne vidt spærret op.
Politiet fandt aldrig ud af hvad der var sket… Eller hvor pigen der levede sammen med dem blev af.

En ting der ikke var et dystert og blodigt minde fra dengang, var nabodrengen. Hun huskede ham kun svagt, men ondt havde han aldrig gjort hende. Han var godt nok en anelse fjoget, men virkede rar.
Hun havde aldrig talt med nogle der, hun var kun inden for plejeforældrenes grund, da de nægtede hende al udgang.

Alítheia stod nu foran det selvsamme sted som havde hjulpet hende på vej til at blive det hun var i dag, hun vidste ikke hvorfor hun var der, faktisk brød hun sig ikke om det, og da hun så på det gamle hus, der havde stået tomt siden dengang, havde hun bare lyst til at skrige, skrige smerten fra dengang væk, men hun gjorde det ikke, hun løb heller ikke sin vej, hun stod bare og kiggede koldt på bygningen, og havde et ansigt der ikke afslørede noget.

Kvinden der stod foran ham var ikke den kære lille pige hun en gang var. Monodorth forsvandt i en lille røgsky og dukkede op igen bag den en gang så triste pige ”jeg kan se du også mindes de gamle stæder” Falkes landede lidt gnavent igen på hans skulder da han ikke kunne teleportere med Monodorth

”undskyld kammerat men du ved jeg ikke kan modstå at teleportere” han så på pigen igen ”tja ikke alle minder er gode” han havde godt hørt rygterne om hvad der skete i huset ”jeg har også et par dårlige minder i min bag hånd”

han løftede hans højre hånd der var lavet af det pureste sølv ”ja tag det sådan her lad værd med at blive opdaget” han så på det gamle hus der næsten stod klart til at styrte sammen og mindedes de ting som han aldrig havde fortalt nogen om. Monodorth havde en gang haft et almindeligt liv men det hele ændredes da hans mor døde. Hans far begyndte at slå Monodorth for et godt ord han så faren bringe piger hjem og aldrig så dem gå igen dette var med til at forme den mand Monodorth var i dag ”jeg ser at du er vokset lidt”
maskens udsyn havde et par linser i for at beskytte eventuelle angreb mod øjnene. Hans grå øjne spejdede op og ned af denne krop som virkede så fjern fra den pige han en gang havde kendt *jeg undrede mig også over hvor hun havde været i den tid i hvert fald ikke hjemme her

Tankerne der fløj rundt i hendes hoved blev pludseligt afbrudt af en stemme, den virkede bekendt, og så alligevel som en hun ikke havde hørt før.
Hun havde fået et chok da personen talte til hende, hun havde ikke troet at der var andre i det her område, hvad skulle de dog lave her? Det var et forfaldent og usselt kvarter nu, ikke ligesom i de ældre dage hvor det var et finere kvarter.
hun vendte sig om for at se denne person der talte til hende, som om han vidste noget om hende, men da hun så på ham, var der intet hun kunne genkende ved denne person.
”Hvem siger at jeg har noget at mindedes her, og hvis, hvorfra skulle du så vide det?” fik hun svaret manden foran hende. Svaret hverken lød eller var høfligt, men der skulle dog også meget til for at få hende til at være høflig.

Da han igen talte, var der stadig noget hun synes var genkendeligt, men hun kunne ikke sætte fingeren på hvad det var der virkede så bekendt ved ham.
Hun stod mest bare og overvejede om hun skulle gå, hun var tæt på det, at gøre som hun altid gjorde, være en ensom ulv. Det med at tale med mennesker brød hun sig ikke om, medmindre det gjaldt en god handel, så blev hun, indtil hun fik hvad hun ville have.
Da Alítheia var ved at tage et skridt væk hørte hun ham sige noget der gjorde at hun ikke gik, da han talte om ikke alle minder var gode. Kendte han hende? Vidste han hvem hun var?
Hun kunne ikke gå nu, for nysgerrigheden var vakt hende.
Alítheia svarede ikke på hans kommentarer, faktisk stod hun bare og studerede ham meget nøje for at finde bare et kendt træk ved ham, men intet dukkede op.

Hun blev overrasket da hun så hånden af sølv, meget havde hun set, også noget lignende det, men alligevel overraskede det hende.
”nej opdaget er det aldrig smart at blive… og det lader jeg mig heller aldrig blive” svarede hun en anelse koldt. Faktisk var det ikke meningen det skulle lyde koldt, faktisk skulle det bare lyde som om hun var ligeglad, hendes blik viste det, men det blev snart spoleret efter hans kommentar om at hun var vokset.
Alítheia spærrede øjnene en anelse op, hvordan i verden skulle han kunne vide noget om det, medmindre han havde set, eller kendt hende i længere tid, men det var jo umuligt!
”Hvem er du egentlig, og hvor ved du sådan noget om mig fra” Spurgte hun nu en anelse truende, men også med en skræmt stemme skjult. Hun brød sig ikke om når folk vidste noget om hende, især når hun ikke kunne erindrer noget om dem.

hun så lidt op og ned af ham, den maske der skjulte hans ansigt, de store støvler og sølvhånden, en sær påklædning. Hun havde dog ikke noget at klage over ved hans påklædning. Hendes tøj bestod af en hvis skjorte (det kunne dog ikke ses mere, fra det mudder og størknet blod der var på den ) en bar nedslidte støvler, og bukser der sad mudderkager på.
Men han virkede nu som en mystisk person.

"ja det er ikke svært at gen kende dig men jeg har undergået et par ændringer" han kiggede ned mod sølvhånden og mærkede buen der sad fast til hans ryg "men du burde da kunne huske min lidt klodsede statur og mine røde øjne" han tog et lille legetøjs tog frem fra en lille læder pung "jeg tror den her tilhørte dig" hans hånd åbnedes lidt mere så man kunne se den lille guld rem der sad rundt om det lille tog og en lille udskæring på toppen af dem hvor der stod 'A+M' han vendte den rundt i hånden "kan du huske mig nu"

monodorth havde haft dette tog lige siden at de flyttede fra det lille hus "så.."
han teleportede om bag ved hende "jeg tvivler på at du kom tilbage hertil for gamle dages skyld" Falkes landede igen på hans skulder og nappede ham i øret "av. hey undskyld" Falkes så lidt fornærmet ud "ja jeg glemte du var her"

han vendte sig igen mod pigen han engang kendte "nå hvad fordriver du så dagene med indtil du skal på pension

//undskyld ventetiden, ved godt at den har været lang, men her har du endelig et svar^^ håber ikke du er alt for irriteret^^//

Hun undrede sig mere og mere, folk der kendte hende før i tiden var sjældnere og sjældnere,da hun næsten altid skar alle bånd over.
Så at han vidste hvordan hun havde set ud førhen var noget af et chok, for at han skulle vide dette, måtte jo betyde at han vidste et og andet om hende. ”Alle gennemgår forandringer det er uundgåeligt…” sagde hun med en mumlende fraværende stemme, men hendes chok skulle ikke gå over, for han havde ret, der var noget ved de øjne og hans, som han selv sagde klodsede statur, hun kunne bare ikke sætte fingeren på hvad det var, hvem HAN var.

Det lille tog han tog frem fik hende dog straks til at huske, hvem han var, og hvorfor han vidste ting om hende, hvordan hun havde set ud, og hvordan hendes historie havde været.

Det var en lun sommer, og ferien var begyndt, som altid sad Alítheia som dengang var en teenager alene under det store piletræ i hendes værgers have og tegnede. Hun sad og tegnede et lille tog, hun havde fået af plejemoderen i fødselsdagsgave et pat år tilbage, og som hun satte over alt andet, det ene tog betød alt for hende, og hvis hun mistede det ville hendes verden bryde sammen…
Mens hun sad og tegnede det lille tog kom stedfaderen ud og så det lille tog, som han åbenbart ikke vidste noget om, og begyndte straks at skælde hende ud og kalde hende tyve tøs, gav hende et par lussinger, og kort efter havde han taget det lille tog og smidt det væk.
Alítheia havde siddet ude i haven med tårer trillende ned af sine kinder i en times tid da hun pludselig hørte en lille forsigtig stemme rømme sig. Først ignorerede hun den, men da den blev ved vendte hun sig vredt om og råbte ”HVAD!” mens hun arrigt tørrede tårerne væk. Men da hun kiggede efter var det bare en lille spinkel dreng, der var omkring hendes alder, han var klatret over muren der skilte huset fra omverdenen, og der stod han med et lille tog i hånden, HENDES LILLE TOG!, hun styrtede hen til ham og så meget på det lille tog, og snart begyndte de at snakke lidt.
Hun fik det lille tog tilbage, og siden den lille dreng ved navn… hvad var det nu… Monodorth! Havde aleveret toget til hende, legede de tit med det i smug, og en dag, ridsede hun forsigtigt deres to forbogstaver ned i det lille tog og sagde… ”Vi vil altid være venner, du og jeg, og dette tog beviser det” og det var gået godt for deres venskab, og hendes mandlige værge opdagede det ikke, og dog, for en efter en dag hvor han havde udnyttet hende seksuelt, så han det lille tog under sengen, og begyndte at slå løs på hendes lille svage krop, og ville til at smide det ud.
Det var der noget kom frem i hende, vreden, manglen på følelser, det var den dag hun endte op med at slå de to værger ihjel, og hun glemte at tage toget med sig.
Du… du er monodorth, den lille dreng jeg legede med dengang, sagde hun med en overrasket stemme, og kunne ikke stoppe med at kigge på ham, hvad var der dog sket med ham, siden dengang, han havde jo ændret sig unaturligt meget.

Den sidste kommentar fik hende til at slå en høj latter op, pensioneres, hende, nej det var og havde der aldrig nogle planer om at blive. ”pensionist, nej det bliver jeg aldrig, en som mig vil aldrig blive det” sagde hun først leende men det sidste mumlede hun sagte, da hun ikke var sikker på, at han ville forstå det.
Alíthei begyndte stille at åbne mere og mere op for ham, hun havde jo trods alt kunne stole på ham dengang, så hvorfor ikke også nu?
”Ikke så meget, bare det sædvanlige, tjener og skaffer penge til livets brød du ved…” Hun glemte dog at nævne nogle ting, som mord, pirateri, søgen efter skatte, at hun spillede for penge… og meget mere…

”Sikke du har ændret dig mono… Hvad er der sket i de år, hvorfor ser du sådan ud” sagde hun med en nysgerrig i stemme, og stod og studerede det lille tog meget nøje.
Hun fandt en lille figur op af hendes lomme hun havde gået med i mange år, for det var en hun havde haft med fra dengang, og mumlede så stille for sig selv ”gad vide om han husker den?”