Have you come for a job? - Amell Powers

Tid: 23 tiden ca.
Sted: Et større  hus der ligger ud til gaderne.
Vejr: køligt efter solen er gået ned, lidt vind.
Omgivelser: En del vampyre, men også enkelte mennesker, der arbejder for Marcus og vampyrene
Emnepartner: @Amell Powers

Marcus var tilbage i Doomsville efter et par uger, hvor han havde besøgt andre af hans huse der var rundt omkring i andre byer. Han var kommet tilbage igen, da der havde været optøjer han skulle tage sig af. Han status som leder krævede meget af hans tid, og da vampyrene ikke havde haft en leder i lang tid før Marcus var det ikke de nemmeste at organisere. Det var dog blevet bedre.
Marcus befandt sig i et af de huse han havde overtaget, huset fungerede som flere ting. Det var både et sted hvor der blev lavet planer, men det var også et sted hvor vampyre der havde sluttet sig til Marcus kunne komme og søge ly for solen i dagstimerne. Ud ad til så bygningen forladt ud. Alle vinduerne var sømmet til med planker og hoveddøren var gammel og slidt, men inden for var huset egentligt nogenlunde i stand. Der var møbler, som klart havde set bedre dage, men de fungerede og det var hvad der betød noget. Alle rum var oplyste af olielamper og stearinlys der var spredt rundt på borde og hyller.

Marcus var i et af de forreste rum i huset, han havde nogle forskellige vampyre han skulle veksle ord med denne nat, da de havde forskellige opgaver han ville have klaret. Det var normalt noget Marcus' højre hånd Nick tog sig af, men denne nat havde han andet at tage sig til. Marcus var dog ikke for fin til ikke at kunne snakke med sine med vampyre, det var trods alt ikke længe siden han selv havde været lige som dem. Uden magt eller nogen at være loyale overfor. Det var stadig ikke helt nemt, da der stadig var gamle vampyr familier der stod som hans opposition, og de skulle håndteres. Marcus havde planer om det, men han ville ikke lade hvem som helst om den slags opgave, det skulle nemlig ikke kunne spores tilbage til ham selv.

Som Marcus sad der i en stol og lyttede til forskellige vampyre var der konstant bevægelse ind og ud af huset, der var som sådan ikke nogen vagter. Det var ikke så vigtigt for Marcus, da han var stærk tilhænger af at man skulle kunne klare sig selv. Der ud over var netop dette hus ikke et man ville angribe, da der konstant var mange vampyre tilstede nogle var meget gamle, andre helt nye. Uanset hvad var der mange til at bekæmpe eventuelle trusler.

//Det blev ikke det bedste start indlæg til emnet, sorry. Jeg håber det kan bruges alligevel ///

Han havde holdt øje med huset i et stykke tid. Der må være gået et par dage. Og han havde ikke set sit mål. Eller lederen af stedet. Indtil en dag han endelig så nogen ændringer. Hver dag var der vampyrer der gik ud såvel som vampyrer der gik ind. Men denne aften var der en ny vampyr. En vampyr han tydeligt kunne se var en af høj rang. Amell sad i en bygning lidt væk med en stor kikkert på en stander som han så igennem engang imellem. Det var vist deres leder. For den respekt de viste ham var ikke normal for en højere rang medmindre det var en af de højeste. Og han havde allerede fået krydset en næstkommanderende af.

En hurtig undersøgelse af hans papirer han havde med fandt han endelig hvad han ledte efter. Marcus Davison. Kendt vampyr. For nyligt overtaget ledelsen over vampyrerne. Tatoveringer ned af armene og mørkt hår. Der var vist ingen tvivl. Amell undersøgte nogle af sine forespørgelser for hans arbejde. Og fandt ud af at Marcus havde spurgt efter ham før. Dog havde han ikke haft tid til at tage flere opgaver på sig på det gældende tidspunkt... Måske kunne han bruge det. Han tog papiret med forespørgelsen hvor der også var en underskrift og adgang til at opsøge ham. Det var standard når folk spurgte hans forbindelser efter tjenester at han pludselig bare træder ind når han føler personen kan bruges. I dette tilfælde kunne han bruges.

Amell gik roligt hen til sit udstyr i en stor taske og tog derefter en lille butterfly kniv som han satte i en holder på sin ankel hvorefter han tog en katana med holder på ryggen. Og så en sort maske på. Det var ikke sådan han ville ha sit ansigt kendt for alle. Kun hans kunder. Amell så roligt imod vinduet. Og hoppede så ud af det. 2 etager senere landede han på jorden med et let bump. Før han løftede sig igen og gik roligt imod bygningen. Dette her skulle nok blive interessant. Selvom han ikke ville blande sig i vampyrer var han højst sandsynligt hvis han havde brug for denne opgave at blive færdig. Men så måtte han jo gøre hvad der var nødvendigt.

Første prioritet var missionen. Sidste prioritet var missionen. Og alt imellem var missionen. Intet kunne stoppe ham. Og han havde ikke noget problem med at tvinge hans ønsker frem. Selvom han gerne ville undgå det hvis han kunne.

Amell nåede hurtigt frem til døren og åbnede den kort. Hans stemme var forvringet ved hjælp af en slørings krystal i masken da han råbte op i huset. ”MARCUS. JEG HAR BRUG FOR AT SNAKKE MED DIG.” Råbte han ind igennem huset og stod afventende. Hvis en person som Marcus kom ville han vise sedlen frem med underskriften så han kunne se at Amell var her på officielt ærinde. Hvis Marcus kom ville han også vise ham sedlen og afvente at blive vist til et sted hvor de kunne snakke i fred. Som der også stod under forespørgelsen.

Masken: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
//Det er fint

Selvom aftenen havde været relativ rolig, der havde været nogle små problemer internt. Det var dog ikke en nyhed, slet ikke med vampyrer. De var som ofte egoistiske og dårlige til at dele noget som helst med andre. Marcus havde ikke haft så meget andet at sige til den lille tumult, end at enten adlød man reglerne ellers blev man straffet. Marcus havde allerede været nød til at gøre frygtelige ting ved nogle af hans egne, fordi de var til skade for resten af vampyrene.
Det virkede dog ikke til der skulle noget vold til denne aften. Men det virkede ikke til at aftenen skulle fortsætte med at være rolig. Den ellers konstante summen af folk der talte sammen blev afbrudt. Der lød en høj stemme gennem hele bygningen. Marcus havde også hørt den. Han rejste sig rolig fra hans stol før han rettede sig lidt, og begyndte at gå mod hoveddøren. Det var ikke normalt at folk råbte sådan af ham i hans eget hus.

Imens han bevægede sig ud af det rum han ellers havde været i, fulgte de andre vampyre ham med øjnene. Det var ikke så tit de oplevede den slags unoder når Marcus var tilstede. Han foretrak mere rolige hilsner. Ikke desto mindre gik han ud i rummet ved fordøren.
Han forholdt sig lidt i baggrunden for kort at se manden ad der havde råbt. Marcus var ikke i tvivl om hvem det var, for det var den eneste der ikke var vampyr eller blodbank. Et venlig smil gled over Marcus' læber. Han gik med rolige, men afmålte skridt hen til døren hvor manden stod. Marcus kendte ikke denne mand, det hjalp heller ikke at man ikke kunne se mandens ansigt på grund af masken. Marcus nævnte det dog ikke. Han så i stedet på papirene som manden havde. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte han roligt, stadig med det venlige smil. Det var ikke et oprigtigt smil, men det var nu ret overbevisende. Marcus tog imod papiret og skimmede det kort før han nikkede anerkendende.

"Kom inden for" lød det fra Marcus, hans stemme var iskold og det ellers venlige smil var væk igen. Marcus så ingen grund til at holde en facade oppe overfor en som Amell. Han ville ikke vinde noget med det alligevel. Marcus trådte et skridt til siden så Amell ville kunne komme inden for. Men allerede som han stod uden for kunne man se hvordan de nysgerrige vampyre strakte deres halse for at se hvem der skulle besøge huset denne dag.

Han hørte udmærket hvordan alle vampyrerne bevægede sig. Og han stod helt stille. Klar til at gå til modangreb. Hvis nogle af de vampyrer skulle prøve på noget var han allerede klar. Han havde endda en hånd på bunden af holderen til sværdet så hvis der kom nogle kunne han skubbe den hurtigt nok op til sværdet ville glide ud af den og han kunne gribe den. Det var en måde han kunne være klar til at trække sit våben uden det var tydeligt. Han ville heller ikke fornærme samtlige vampyrer her. For så skulle han først kæmpe sig ud.

Hans blik landede på Marcus der endelig kom til ham. Og han slap bunden af sværdet mens han rakte papirerne til ham. Der var ingen ord fra ham. Papirerne burde sige det hele. Eller i hvert fald nok til Marcus burde vide hvad det var han var her for. På anmodning fra ham selv. Han fulgte Marcus ind og fortsat videre ind i det private rum som papirerne forklarede Marcus selv havde sagt ja til. Så snart de var alene stoppede Amell kort op. Hans hænder løftede sig op og knappede masken op bagfra. Hvorefter han sænkede den ene hånd som havde grebet masken midt i luften. Så Amell’s ansigt roligt kom frem. Hans smil var lettere venligt og imødekommende. Dog da han bemærkede at Marcus havde kastet venlighederne til siden forsvandt det også igen. ”Goddag Hr. Davison. Mit navn er Amell Powers. Og jeg er her på vegne af den anmodning du har bedt mig om. For at vide nærmere om opgaven.” Sagde han let og stod ret med ryggen som var han soldat i hæren. Så længe Amell havde fundet Marcus og han stod i forhold til papirerne som ansat af Marcus havde han ikke længere andre rettigheder end at have en eller anden form for respekt. Og selvom det ikke ville fortsætte med denne respekt så ville han da give det et skud til at starte med. I det mindste for at skabe en bedre kundekontakt. Såvel som han ikke kunne vise sin hånd med det samme. Hvis han skulle få hvad han selv havde brug for. Måtte Amell få Marcus til at tro han skylder ham en tjeneste.

Da Amell accepterede invitationen indenfor i huset, vise Marcus roligt vej til et lokale de kunne være i. Marcus havde intet imod at være alene med denne mand, han vidste godt hvad for noget arbejde Amell var i stand til at udføre, men Marcus var på hjemmebane i dette hus. Det ville være dumt at forsøge noget i et hus fyldt med vampyre, både unge og gamle var der. Nogle med evner andre uden, men de var alle stærke og i stand til at gøre skade hvis de skulle. Vigtigst af alt vidste Marcus de var loyale til ham.
Han lukkede døren ind til de lokale de var i, før han vendte sig mod Amell igen. Lokalet de var i var ikke enormt stort, men der var dog rigeligt plads til dem. I midten af rummet var der et bord hvor der var plads til omkring 10 folk. Stolene var skubbet helt ind til bordet, så der var god plads rundt om det. Marcus foretrak dette rum, da det lå ca i midten af huset, og fordi der var flere døre der førte ind og ud af rummet. Det var taktisk det bedste rum i huset, og derfor også det rum han brugte når han havde gæster på besøg i netop dette hus.

Marcus så til imens Amell tog sin maske af. Et klogt træk han havde taget, det var en smart måde at bibeholde sin anonymitet ude i denne kolde verden. Marcus' dage som anonym vampyr, der kunne gemme sig i skyggerne var for længst forbi. Han havde allerede været tvunget til at møde andre leder og royale, så han var efterhånden en mand folk vidste hvem var.
Denne mand der stod foran Marcus var dog en fremmed, Marcus havde hørt om ham. Dog havde han ikke mødt ham før, i hvert fald ikke imens han var klar over det. Så synet af denne mand havde været en mindre overraskelse. Han var dog tilfreds med at han var dukket op. Marcus lyttede roligt imens Amell introducerede sig. Et lille smil kom til syne, det var ikke som sådan koldt, men mere tilfreds. "Det behager mig at du fandt tid til min anmodning... " sagde han roligt imens han kort betragtede manden, nu uden masken på. Han nikkede så kort, da han overvejede hvad hans næste ord skulle være.

"Jeg har haft nogle problemer.. Der er en mindre fraktion af rebelske tåber, som jeg gerne så stoppede deres propaganda" forklarede Marcus roligt. Det lød ikke som om de var et særlig stort problem han stod med, men det var nok til at Marcus så et behov for at få denne mand til at klare det. "Det er en lidt mikset gruppe, ikke kun vampyre, men deres leder er dog vampyr." fortsatte han, imens han vendte sig mod bordet. Det var en torn i hans øje, de prøvede at underminere ham. "Jeg vil have ham indfanget, men ikke slået ihjel, hvis det er muligt. Jeg vil gerne selv kunne være bøddel, hvis det er muligt. Er han dog for besværlig må du slutte det så godt du kan.." sagde han imens han så lidt ned på bordet imens han lænede mod et af ryglænene på en stol. Han havde i et stykke tid haft folk ude for at lokalisere lederen af den lille fraktion der rebellede imod Marcus. Det havde dog ikke båret frugt desværre.

Marcus vendte sig igen imod Amell og så kort lidt vurderende på ham. "Forstår du, jeg vil have dem til at forstå. Jeg tilgiver ikke mine egne hvis de vender sig mod mig, der er ikke plads til tåber i mine rækker." hans stemme var lav, men meget tydelig alligevel. Han regnede med at Amell ville forstå hans anmodning og kunne klare jobbet relativt hurtigt. "Efter sigende så holder de til omkring Doomsville, de er blevet set i Rotten Root, men vi ved ikke præcist hvor de mødes. Deres leder er dog ret karismatisk og en tidligere højtstående læge. Hans navn er Kane, mere ved jeg som sådan ikke om ham desværre.." den viden Marcus havde om Kane var kommet fra andre, han havde endnu ikke mødt denne mand selv. Men han ville intet andet end at se ham dø en modbydelig død snarest.

////Det er i øvrigt et NPC, for jeg har som sådan ikke nogle direkte fjender som er spillere på UW ///

Lyden af døren klikke i gjorde han undersøgte rummet let. Dog så der ikke ud til at være en fælde. Og derfor tog han masken af. Han så kort imod bordet før han vendte blikket imod Marcus. Hans ansigt var meget roligt og fast. Og hans stilling var meget militærisk på trods af at han aldrig havde været i militæret. Men han mente det var den rigtige position for sin krop under sådan en ’jobsamtale’.

Han lyttede til hvad Marcus sagde og nikkede kort til at han fandt tid til hans anmodning. Hvis Marcus bare vidste hvorfor han var her. Så ville han forstå det ikke havde noget med tid at gøre. Men at det nærmere havde noget med at nu havde Marcus noget som Amell havde brug for. Men det behøvede han ikke sige højt endnu… Roligt fulgte han efter hen til bordet hvor han stod ved hans højre side cirka halvanden meter væk. Ikke så tæt på han stod oppe i Marcus’es ansigt men heller ikke så langt væk at han virkede som om han distancerede sig. Hvert ord som Marcus sagde blev ført direkte ind til hans hukommelse for at gemme det til senere. Han var nød til at profilere sit mål for at opveje den bedste mulighed til hvad hans aktion ville blive. Og for det skulle ske måtte han have så mange informationer som muligt. Og hvert ord han sagde fik ham tættere og tættere på sit mål.

Fanget i live? Det var normalt ikke sådan Amell opererede. Han dræbte dem hurtigt og rent. Og skjulte så liget så det ikke ville blive fundet. Men det var ikke noget Amell ikke kunne arbejde med. Han manglede bare flere informationer endnu. Jo svære hans opgave var desto flere informationer skulle han bruge. Men der kom også nogle. I hvertfald nok til han kunne arbejde.

Dog var der ikke meget information. Amell nikkede roligt. ”Forstået. Jeg vil gætte mig til når jeg anskaffer denne mand at i selv kan skaffe liget af vejen? Jeg arbejder kun til at rydde mit eget svineri op. Hvis de gerne vil ha han bliver skadet til et stort omfang vil min metode ikke fungere nok til at fjerne beviserne. Jeg arbejder metodisk og præcist. Og bliver ikke betalt i penge. Men tjenester. Dette bliver en besværlig situation.” Sagde han kort og så roligt til højre for dem imod midten af bordet. ”Jeg har faktisk en enkel ting de kan hjælpe med.” Han vendte blikket imod Marcus igen. ”Derefter så vil de fortsat have mulighed for mit samarbejde til gengæld for informationer. Medmindre det er stort som dette her.” Amell fandt kort en seddel frem fra sin baglomme som han lagde på bordet. På sedlen var der klemt et billede fast af en vampyr kvinde han havde ledt efter. Det var hans motiv til at komme her. For selvom Marcus var magtfuld var personen bag dette her nogen han havde brug for. Personligt. Kun for ham selv. Men nok til at bruge sine tjenester uden den mindste tøven. ”Kvinden her er en vampyr som jeg er blevet spurgt om at finde. Hvis de kan finde hende for mig. Vil det betale din gæld for denne tjeneste. Selvfølgelig alle informationer eller anskaffelse af mit mål vil ikke forekomme før efter jeg har indleveret min del af aftalen.”

Han skubbede papiret hen foran Marcus. Vampyr kvinden på billedet var tydeligt gået amok på en uskyldig tilskuer til noget han ikke burde ha stået model til. Men det var ikke unormalt ifølge Amell at det skete med vampyrer. Amell vendte blikket imod Marcus kort. ”Acceptere de kravene for denne kontrakt?” Spurgte han kort og så afventende på Marcus. Så var det Marcus’es tur. Han havde på intet tidspunkt nævnt han vidste at Marcus havde hende. Men heller ikke hvad han skulle bruge hende til. Det eneste han havde sagt var at det var en god betalings mulighed. Så nu måtte det være Marcus’es valg at tage imod. Ligemeget hvad så fortsatte Amell sit arbejde. For sådan var han. Altid arbejdet først. Selvom dette var personligt.

Marcus betragtede Amell, da han talte igen. Alt taget i betragtning, så fandt han Amell meget professionel i sin fremtoning. Marcus havde været vant til at hyre hjælp ude fra, før han var blevet leder. Det var langt fra alle der var som Amell. Det var vel en god ting i virkeligheden. Marcus var dog ikke typen der stolede på alle, så hans glæde over Amells professionelle fremtoning var med et forbehold. Marcus vidste at folk der arbejde som Amell, var oftest ikke særlig behagelige personer, de havde deres egne grunde, men det var sjældent særligt glade og gode grunde. Ikke desto mindre var Marcus tilfreds, så længe det han bad Amell om blev gjort ordentligt.
Han smilede derfor et køligt smil, da Amell spurgte indtil Marcus' mulighed for selv at komme af med lig. Han nikkede roligt imens hans blik var, som fast frosset på bordet. "Du skal ikke bekymre dig om et lig, hvis du levere Kane til mig i live... Jeg har været vampyr længe, så det at afskaffe lig er vel blevet et talent" hans kommentar var efterfulgt af at kort suk, det var ikke sørgmodigt eller opgivende. Det var bare et suk, Marcus var ikke typen der lod sit rod komme til syne for alle. Han efterlod kun lig ude i det åbne, når han vidste han kunne gøre det, uden nogen ville kunne spore det tilbage til ham. Det skete dog sjældent, så kunsten at få lig til at forsvinde var en han mestrede.

Da Amell nævnte at Marcus kunne hjælpe ham med noget, så Marcus hen på ham med løftede øjenbryn. Han lod hovedet glide lidt på skrå imens han lyttede til hvad Amell havde at sige.
Da Amell lagde seddlen med billedet af kvinden på bordet, lænede Marcus sig en anelse frem for bedre at se det. Han så på kvinden, og genkendte hende med det samme. Han lod dog ikke det komme til udtryk i hans ansigt eller sine handlinger. Han så i stedet for hen på Amell igen. Da Amell var færdig med at forklare så Marcus kort ned på billedet igen. Han vidste hvem hun var, han havde endda været den der havde håndteret situationen man kunne se på billedet, hun havde været ustabil og havde derfor reageret ud af. Det var ikke noget Marcus så, som noget godt overhovedet. Han var dog leder og derfor havde han taget hende til sig for at hun kunne komme ud af søgelyset. Hun var dog ikke i dette hus, hvilket nok var godt. Marcus var ikke sentimental, men han var loyal over for sig selv og dem der svor de ville tjene ham. Så selvom at denne kvinde var en skændsel for vampyrene i hans øjne, havde hun viet sig til ham.

"Er hun farlig?" lød det kort fra Marcus alt imens han vendte sig mod Amell. Han rettede sig op, så han ikke lænede op at stolen længere. "Jeg bliver nød til at vide hvad jeg siger ja til, for jeg vil ikke lade gode mænd gå til spilde på en uagtsom tøs!" forklarede han imens han så på Amell, med et alvorligt blik. Han vurderede om Amell mon allerede vidste hvem der beskyttede denne kvinde. For det var alligevel et pudsigt sammen træf at Amell spurgte efter hende, nu hvor han havde været så svær at få fat på. Marcus ønskede ikke at afsløre noget endnu, ikke før han havde en bedre ide om hvad Amell ville få ud af denne situation.