hej.. øhm altså jeg... øhh oki jeg er... nervøs tror jeg ...

Tid – midt på formiddagen
Sted – Borgen hvor Sean holder til
Vejr – blæsen truer med voldsom regn og uvejr
Omgivelser - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Rækkefølge: Nellie – Rael – Sean(Sean kommer dog først ind når vi når borger)

Det var ikke ligefrem fordi vejret indbyd til at man kunne være udenfor og lege og have det sjovt. Men der var nu heller ikke det Nellie var ude på, hun sad ved hullet i muren, hun skulle mødes med Rael, sammen skulle de afsted op på borgen op til kongen. Hun havde ikke fortalt hendes forældre det, de ville forbyde hende det med sikkerhed og særligt når det var sammen med en gadedreng. Dog havde hun fået overtalt sin mor til at sy en buksedragt til hende efter at have tegnet hvordan Raels så ud, men planen var at det ikke var til hende med til ham som en gave, for at være sådan en god ven. Dragten var syet i en lys blå farve, hun var bange for om han ikke ville have den, eller den var for lille? Selvom hun havde bedt sin mor om at sy den lidt større så hun kunne vokse i den. Hun havde det i sin skuldertaske som hun også have lidt mad til dem.

Nu var det bare at vente, vente på Rael ville komme, de havde aftalts at mødes her, fordi Nellie havde en hemmelighed at dele med Rael samt de havde aftalt at være sammen hele dagen, det skulle de også men faktisk var planen at Nellie ville tage Rael med op på borgen for at snakke med kongen. Hun havde fortalt Rael at hun ville gøre det, men han vidste ikke at hun ville tage ham med, dog ville hun ikke sige noget med det samme, før de kom frem til borgen ooooog måske først når de kom ind på borgen. Der gik ikke længe før hun fik øje på Rael, hun rejste sig fra en sten og smilede stort inden hun valgte at løb hen til ham. ” Hey” Sagde hun og krammede ham. ” Jeg har savnet dig” Sagde hun og smilede stort til ham.

Hun kiggede ned på sin taske, ” Jeg har en gave til dig” Sagde hun og rømmede en hel del. ” Altså det bare en lille ting, ikke noget særligt” Sagde hun og så på ham med et usikkert blik, hvad nu hvis han blev sur på hende? Hvis han ikke kunne lide den? Åhh nej Nellie træk vejret slap af, han kan godt lide den. Hun tog en pakke op af tasken som var pakket ind i et stykke læder ” Jeg havde ikke lige andet at pakke den ind i” Sagde hun og så på ham med et meget nervøst og usikker blik, som hun rakte pakken til ham.

Rael vidste ikke helt hvad han skulle synes. Altså, selvfølgelig glædede han sig til at se Nellie igen, men hun havde også virket... Ja, lidt nervøs da hun havde fortalt ham at hun havde en hemmelighed at dele emd ham? På den anden side, alle ville jo være nervøse for at dele en hemmelighed! ja, så det var sikkert ikke noget slemt. Bare et eller andet de voksne ikke måtte vide, for de voksne gjorde jo som regel dumme ting når de fik en fantastisk hemmelighed at vide. Ja, det måtte bare være det. Han tørrede roligt sine fingre af i hans onesie, frie for bærsaften... Som der så til gengæld bar eplettede på tøjet istedet, men så sjældent som han vaskede den eller selv gik i bad, så var det ikke rigtigt til at se i de mange andre pletter. Kun Pookie så ren ud, og det fordi han havde krævet at blive vasket i går, så det havde Rael gjort, i en lille bæk.

Pookie var da også på sit sædvanlige plads under den ene arm, som Rael kravlede igennem det lille hul i muren og så sig om efter Nellie. Han så hende hurtigt, og smilede som han krammede tilbage, da hun rejste sig og fik give tham et kram. "Heheh... Jeg har også savnet dig," sagde han så med et lille, glad grin. "Men nu er jeg her, så det er fint igen!" sagde han så, og grinet strålede nærmest af glæde, nu.

Han løftede dog et øjenbryn og lagd ehovedet på skrå da hun sagde hun havde en gave til ham. En gave? Virkelig? ... Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde fået en gave. I virkeligheden havde det nok været før hans forældre døde, men deto år tilbage i tiden kunne han knap nok huske. Han havde allerede glemt hvordan de så ud. Han tog forsigtigt imod pakken, og pakkede den op... Og stirrede bar epå den et stykke tid, før han så over på hende. "... Er den virkelig til mig?" spurgte han så stille, nærmest uforstående. Han forstod bare ikke når folk gav ham ting, det ville tage en del tilvænning for at forstå det igen.

Det var ikke lige frem en normal hemmelighed at hun ville fortælle ham, men hun havde også sat sig for at selvom han ville sige nej til at tage med hende, tog hun ham med alligevel. Han skulle med hende! For hun turde ikke gøre det alene og hendes forældre fik hun aldrig til at gå med til det, det var en ting der var helt sikker. ”Det er du og jeg er også glad igen” Sagde hun og smilede stort til ham, hun kunne ikke lade være med at give hans beskidte kind et lille kys. Hun havde tænkt meget på ham siden de havde været sammen sidst, hun følte sig så normal når hun var sammen med ham, det var som om det var nemmere for hende at skubbe ånderne og deres tale til hende til side. Som han strålede at glæde strålede hun lige sådan tilbage til ham.

Som han pakkede gaven op, kunne Nellie godt mærke på sig selv at hun var virkelig bange for hvad han ville synes om den og om han overhovedet ville kunne lide den, så han reaktion som han pakkede den op og opdagede hvad det var smilede hun stort og kærligt. ” Ja den er til dig, Ville have dig til at tage den på nu, men fik en bedre ide. Jeg putter den i tasken og så tager vi derhen hvor vi skal hen og ordne noget, derefter tager vi hjem til mig, mine forældre er ikke hjemme, de skal til noget fest hos nogen venner, og jeg har fået lov at være alene hjemme. Så du tager med mig hjem og så vasker vi det tøj du har på nu og så kommer du i bad og så får den nye på ” Sagde hun og lyste helt op i smil

Nu var det så bare at hun skulle fortælle sin hemmelighed, derfor tog hun dragten og proppede den ned i tasken. ” kom vi skal op og snakke med en” Sagde hun og smilede tog hans frie hånd blidt og begyndte at gå, uanset om han ville med eller ej tog hun bare lidt hårdere i hans hånd, så han ikke bare slap hendes. Hun forsatte med at gå uden at sige noget, men hun havde godt tempo på sin gang. Hvis Rael tænkte sig om ville han godt vide hvad de skulle.

Da de endelig noget over til borgen, borgen hvor Sean deres Hersker holde til smilede hun stort og så på ham. ” Vi skal op og bede om at få en ny lov der gør at alle skal være søde og kærlige ved hinanden og du kommer med uanset hvad” Sagde hun og smilede stort som om det var noget af det mest normale man bare lige gjorde. Der var vagter ved ind gangen og Nellie smilede sukker sødt til dem og sagde ” Jeg og min ven her vil gerne tale med Herskeren og bede om at få indført en ny lov Sagde hun mens hun holde godt fast i Rael hånd. Hun kiggede op på vagterne, der tydeligt havde svært ved at lade være med at grine over dem. Det gjorde Nellie usikker, men hun blev stående og kiggede på den, inden de kiggede på hinanden og lod dem gå ind, ” mange tak” hun så på Rael. ” Nu skal vi bare finde ham” sagde hun og prøvede virkelig ikke at vise at hun rent faktisk var nervøs.

//Rael når du har svaret tagget du sean? For så er det Sean tur

Rael kiggede en smule forskrækket på hende da hun kyssede ham på kinden, og vidste ikke helt hvad han skulle synes om det, men altså, ja... Så han lod det bare ligge istedet. Han havde dog stirret meget på gaven fra hende... Han havde jo netop aldrig fået gaver siden hans forældre døde. Fra da af var han bare en gadedreng som ingen gad give nogen som helst opmærksomhed. Selv andre børn blev bedt om at holde sig fra ham, som om han smittede med et eller andet fælt. Det var blot endnu en grund til han var så afhængig af Pookie. Indtil han mødte Nellie havde han været Rael's eneste ven.

"Øhm... Okay?" sagde han så, dog lettere nervøst. Han kunne ikke rigtig lide ikke at vid ehvor de skulle hen først, men han havde ikke rigtig noget valg som hun bare tog fat i ham og trak ham med sig, selvom han først strittede lidt imod. Hun var virkelig speciel... Han havde aldrig mødt nogen så stædig som hende, i alt fald! Og så samtidig en der var så sød overfor ham, og som også godt kunne lide Pookie!

Men som de kom op mod borgen, og han blev trukket igennem det adelige kvarter, gik det op for ham præcis hvad hun havde i tankerne, netop det hun havde snakket om sidst de havde set hinanden, som han havde håbe thun bare havde lagt fra sig igen, for sådan noget ville lederen af byen da slet ikke høre på! Ville han? Det troede Rael i alt fald ikke på, når andre voksne ikke engang gad se på ham. Han knugede Pookie endnu tættere ind mod sig, og prøvede så godt som han nu kunne, at skjule sig bag Nellie som de nåede hen til vagterne, på trods af at han var højere end hende. Han turde slet ikke sige noget, så det var godt at hun bare førte ordet, og trak ham med videre som de af en eller anden årsag alligevel fik lov til at komme ind.

"Det her måtte du altså godt have sagt," mumlede han så, meget, meget stille og tydeligtvis ekstremt nervøs som han så sig lidt omkring efter de var kommet ud af hørevidde for vagterne. "... Jeg kan virkelig ikke lide det her..." han sank en klump i halsen. *Jeg tror nu heller ikke ligefrem at det her nytter noget. Men det skal da nok blive interessant at se på. Uanset hvad, Rael, tag det roligt. Du ved godt jeg har hjulpet dig ud af slemme ting før.* 'sagde' Pookie så roligt, og Rael bed sig let i læben som han stille nikkede, før han kiggede sig omkring igen... Ja, hvordan skulle man egentligt finde rundt herinde? Det hele var jo så stort...

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] , så er det vist din tur... xD

Iklædt nogle sorte bukser og en sort skjorte, med støvler der gik han næsten til knæene og et bælte, hvori et sværd hang. Sådan gik Sean tit klædt, når han arbejdede. Fint, men ikke for fint. Sean var mere end en papirnusser. Han var en praktisk mand og tøjet skulle helst kunne holde til det, også selv om støvlerne og sværdskeden var pænt pyntet med snirlige mønstre af læder og metaltråde og sværdskæftet havde små ædelstene i sig.
I dag, af alle dage, var vejret dog dårligt og selv om Sean havde planlagt at ride ned i byen, besluttede han sig for at blive i borgen. Hans kontor var dejligt varmt, med en kaminild der sikrede og styrkede de behagelige omgivelser. Men her, nede i en store entre-hal, var der koldt. Seans rådgivere skottede sig i deres varme kapper. Der var ikke råd til - eller grund til - at varme HELE borgen op hele tiden. Så Sean havde bedt folk om at holde det til deres kontorer, soveværelser og opholdsstuer. Og kun, når de befandt sig i dem.
Nej, der var ikke forventet nogle gæster i dag. Sean holdt specifikke dage, hvor byens borgere, uanset rang og rigdom, kunne komme og klage eller komme med forslag. Den dag var heller ikke i dag. I stedet stod han mellem tre af sine rådgivere i en alvorlig samtale. Som altid...Omkring religion. Når det ikke var noget, der faktisk var vigtigt, vendte de altid tilbage til religion. Sean var ikke troende og ignorerede små traditioner og ritualer. Det var et dårligt forbillede, mente de og de prøvede altid at overbevise Sean om at deltage i det. Specielt nu her, op til Del'Sharkas dag.

Fra at komme ind af porten, var der en bred sti der førte op til borgens hovedport, hvor der blot var flere vagter. Som døren blev åbnet for børnene, var der en vagt der gik med ind og skyndte sig hen til den lille gruppe. Med længere ben end børnene, var det ikke svært for at komme først og forstyrre - ah, heldigvis forstyrre - det ellers åh så vigtige overfald af Sean og hans principper. Seans kolde øjne gled over til vagten, som han helt lettet rakte en hånd ud og lagde den på vagtens skulder.
"Folkens...Jeg er beæret over I gider bruge energi på dette igen og igen. Og I skal være heldige, jeg ikke har mistet al min tålmodighed med jer endnu...Og nu tror jeg der sker noget andet, som har brug for min opmærksomhed. De Herrer!" Sean bukkede let i nakken som en hilsen, ignorerede de voksende protester, da han med vagten under sin ene hånd skyndte sig væk.
"Så hvad vil du?" bemærkede han en anelse træt. Faktisk gad Sean ikke rigtig mere. Mon Lori var derhjemme? Måske havde manden lige været i bad...Og lunede sig foran kaminen...

Tankerne blev forstyrret af vagten.
"To børn, My Lord. De er vist til ingen fare, så vi har lukket dem ind. Hvad skal vi stille op med dem? Det virker uansvarlig at sende dem hjem alene i dette vejr" bemærkede vagten, der nu skulle finde en undskyldning for at de overhoved havde lukket børnene ind.
Børnene...
Seans blik gled over mod døren, der var blevet lukket igen - vejret var trods alt grumt - og hen til de to små skikkelser...

Det var jo på ingen måde fordi Nellie ikke selv var pisse nervøs og bange, men det hjalp hende bare ikke at vise det til Real der lignede en som var tæt på at skide i bukserne af skræk. Hun havde jo aldrig selv været på slottet og slet ikke på denne måde hvor hun bare kom masende ind for at ville snakke med kongen…. Eller var han hersker? Hun kunne virkelig ikke finde ud af det, og faktisk var hun skide bange for at blive straffet hvis hun fik sagt forkert til ham når de stod foran ham. Hvis det over hovedet nåede der til hvor de kunne få lov til at snakke med ham. ” Rolig Real jeg er lige så skide bange som du er, men vi er nød til at gøre det” Sagde hun og smilede usikkert til ham.

At skulle følge efter en stor mand som var vagt og ikke lige frem lignede en man skulle lave julelege med ham, hun var ret sikker på at han ikke var bange for at gøre diverse ting mod dem. Tankerne begyndte også at køre og langsomt blev hun mere og mere for at det her måske ikke lige frem var nogen god ide. Hun krammede sig mere og mere ind til Real. ” Det skal nok gå, de gør også ikke noget” hviskede hun stille til Rael med angsten fyldt i hendes stemme. Hun så over på herskeren eller var det kongen? Hun var stadigvæk usikker på det. Hun hørte godt vagten tale til manden der stod derover, det måtte jo så var ham der bestemte, var det ikke? Hun så på Rael og sagde ”kom” inden hun begyndte at gå mod vagten og den anden mand som så måtte være lederen af landet. ”Hey” Sagde hun og så op på dem, jeg ved godt det er lidt.. øhm underligt,,,, tror jeg… måske … det faktisk…. Altså…. øhm faktisk er det…. Vi vil gerne…. Øhhhm spørge om noget” Sagde hun og vidste ikke hvor hun skulle have blikket og om man måtte kigge op på ham.

Han var virkelig, virkelig ikke tryg ved det her. Hvorfor i alverden havde hun ikke forberedt ham på det, fortalt ham at det var her de skulle hen, og bare trukket ham herhen? Han anede jo ikke hvad han skulle gøre eller sige, hvor han skulle kigge hen, og var fuldkommen sikker på at han slet ikke måtte være her, heller ikke selvom vagten selv lige havde ført dem herind. For at være helt ærlig, ville han nok meget hellere tage chancen med vejret udenfor, end at stå foran hvadend for en fyrste eller anden leder der måtte være af byen her, især så tit andre voksne havde jagtet ham ud af selv de dele af byen hvor folk var af lavere stand. Ingen gad have ham nogen steder, så hvorfor skulle en med så meget magt gide lade ham være her? Nej, så hellere være udenfor i det vejr der! Det vidste han hvordan han skulle tackle! Eller, Pookie vidste det.

"Nej vi er ej," mumlede han, han så virkelig ikke nogen grund til hvorfor det var nødvendigt, det var jo ikke fordi det ville nytte noget som helst! Vel? Det kunne han i alt fald ikke forestille sig, at det ville. At en så magtfuld ville gide at lytte til hvad børn havde at sige. Men han kunne heller ikke helt lade Nellie helt i stikken, hun var jo hans eneste ven udover Pookie, så han fulgte efter, samtidig med at han stadig prøvede at skjule sig bag hende, uden nogen videre form for success, som han lod hende tale, og selv så ned i gulvet, turde ikke engang at se op på manden de var blevet ledt hen til.

Seans blik gled over de to børn. Den ene så lidt sundere ud end den anden, men børn var tit ligeglad med stand eller muligheder. Så snart de så et andet barn, så de blot en legekammerat. Beundringsværdigt, faktisk. Og dumt. Og hvor var forældrene? Skulle Sean nu agere forældre for to børn? Han trak vejret dybt. Han så sig over skulderen et kort øjeblik. Det var vel bedre end at diskutere religion for tusinde gang med stædige præster.
Da hans blik gled tilbage på børnene, var de kommet tættere på og pigen snakkede til ham. Sean havde ingen erfaring med børn og ville næppe vinde prisen for bedste far. Han var dog også bevidst om at der var for mange folk i entreen, til at det ville blive modtaget godt, hvis han bare vendte sig og gik. Så lad det blive kendt at Sean tog sig godt af uventede gæster - også selv om de var børn.
Sean gled ned på det ene knæ og se fra det ene børn til det andet igen. Et lille smil gled over ham og hans udtryk blev mildere.
"Har jeres forældre ikke lært jer ordentlige manerer? Man starter med at præsentere sig selv. Jeg er Sean McGivens, Herskeren af Doomsville og dens områder. Og hvem er I?"
Hans blik hvilede på dem skiftevis, omend mest på pigen, da det virkede til hun var den mest snakkesaglige. Efter de havde præsenteret sig selv - hvis de gjorde - ville han slå let ud med ene hånd, mod en dør til venstre for dem.
"Jeg har en opholdsstue derinde. Skal vi ikke gå derind? Forretninger skal ikke diskuteres i åbne arealer som denne store entre. Og hvad med lidt mad og drikke? Hvad kunne I tænke jer?"
Med de ord rejste han sig, viftede vagten væk og fik bestilt nogle forfriskninger til dem, før han ville vise dem over til døren og holde den for dem.

Opholdsstuen var stor, med et langbord i midten med tilhørende stole. Der var en pejs, hvori der lige nu kun var gløder, men rummet var stadig ret lunt. Selvfølgelig var der rent og pænt dækket op. Stuen var nok mere et mødelokale, med et par lænestole ovre ved pejsen. Børnene var velkommen til at sætte sig hvor de ville.

//Undskyld tiden

Rael fik ikke set hvordan manden så på dem, da han netop havde alt for travlt med ikke at se på ham, ud af frygt for at få det samme blik fyldt med afsky han om regel fik fra voksne, hvis han fik øjenkontakt med dem. Det var ikke ligefrem fordi det var nemt at være forældreløs. Han stod fortsat bag Nellie og klamrede Pookie ind til sig, ønskede virkelig bare at det her snart var overstået, han ville meget hellere være ude i det dårlige vejr, lige nu, end at være her...

Han nikkede til hvad Nellie sagde, og håbede bare på at manden ikke ville undre sig over at der ikke kom noget efternavn - for det vidste han altså ikke hvad havde været, det var hans forældre der havde holdt styr på sådan noget. Der var gået alt for længe til at han stadig kunne huske det, nu folk aldrig spurgte om et lille gadebarns navn. Han fik også kort et lille stik af dårlig samvittighed, som han huskedepå hvad der skete... Altså, indtil Pookie talte tilham i hans sind igen. *Rolig. Du ved godt det ikke var din skyld. De var onde mod dig... Det var deres egen skyld.* Rael nikkede stille, og knugede Pookie lidt tættere ind til sig. Omend han stadig med det samme rykkede sig ind bag Nellie igen som hun trådte til siden - nej fandme nej om han forlod det sted han følte sig mest tryg lige nu, altså lige omme bag hende!

"... Jeg er altså ikke sååå sulten..." mumlede han til hvad Nellie sagde, han villehelst ikke være til besvær... Omend hans mave stadig rumlede højlydt ved tanken om mad, og derfor afslørede at han nok var mere sulten end han sagde han var. Han fulgte dog med Nellie som hun tog fat i hans hånd, og efter lidt tid havde de da også fået sat sig... Omend Rael per automatik ikke turde sætte sig i selve møblerne, og derfor satte sig ned foran stolen Nellie sad i, istedet, i skrædderstilling med Pookie stadig trykket godt ind til sig. Det var kun to år han havde været alene, men det var nok til at han havde lært at gøre så lidt ud af sig selv som muligt så folk ikke blev alt for vrede på ham, med den indstilling alle allerede lod til at have mod gadebørn.

Sean ventede til de havde valgt et sted at sidde, før han satte sit i lænestolen over for dem. Børn. Han kunne ikke finde ud af om situationen var irriterende eller underholdende. Hvor ofte vandrede børn hele vejen herop? Alene? Modige børn. Børn med noget på hjertet. Hvilken slags voksne ville de ikke blive en dag? Var det ikke fordi de formentlig kom fra de laverestående racer. De var knap nok mad endnu, alt for små i det. Og hvad var det, at tage sig af en hel by, end blot at tage sig af sin mad? Som en landmand, der fodrede sine grise og holdt dem i stalden om vinteren.
Mad og drikkelse ville komme om lidt. Men der var ingen grund til de sad i stilhed imens. Så efter at have kigget på de to børn et øjeblik, slog han let ud med den ene hånd.
"Fortæl mig hvorfor I er her. Og alene? Har I ikke forældre? Eller andre der ser efter jer?"

Nellie havde godt set hvordan Rael hurtigt var omme bag hende igen, som hun havde flyttet sig for man kunne se ham. Det var lidt sødt og sjovt, Rael var en underlig en, og det var jo det hun godt kunne lide ved ham. At han ikke var som alle de andre børn, han var lige så tosset og fjollet som Nellie var, hvis det ikke var fordi han også var lidt usikker i mange ting. Men det gjorde ingen ting for Nellie, hun elskede det bare. ” Min bedste ven er sulten, han vil bare helt ike være på massende” Sagde Hun stille og så alligevel lidt bestemt på Rael.

Som Nellie havde sat sig i lænestolen, som der kunne side mindst 3 af hendes slags i den, før den ville være fyldt, mente Nellie. Men hun havde heller ikke været vant til sådanne møbler, men den var dejlig blød at sidde i. Hun undlod at kommentere på at Rael satte sig på gulvet ,det måtte han jo selv bestemme for nu. ” altså, jo det har vi, også Rael, han har også” Sagde hun og vidste at hun fyldte Herskeren med en stor fed løgn, men hun turde ikke fortælle ham at Rael var et gadebarn, hun ville ikke have der skulle ske hendes bedste ven noget som helst. Hun håbede bare på Rael ikke ville brokke sig eller sig hende imod. ” Altså det fordi vi tænkte” Sagde hun stille og afbryd sig selv, hun vidste ikke hvorfor hun skulle få ordene ud, uden at han ville begynde at grine alt for meget af hendes og ende med at gøre hendes forældre flove. ” Det var bare fordi, vi fik ideen om at alt ondskab skal forbydes” Sagde hun og smilede usikker til ham, hun vidste godt at Rael ikke på nogen måde havde været enige i dette, men han måtte ikke sige noget eller trække sig ud af det, for det kunne give dem problemer var hun overbevist om. ”Og så tænkte jeg at, hvis man nu gjorde det til en lov at alle skulle være søde og kærlige ved hinanden, så var der måske ikke så mange som var kede af det?” Sagde hun spørgende med et lille forsigtigt smil på læberne.

Rael skulle lige til at ryste på hovedet da Sean spurgte om de havde forældre - indtil han både hørte Nellie's svar,men også delen med 'andre der ser efter jer'. For jo, jo det havde han! Han havde jo Pookie! Så derfor nikkede han, omend han også lavt tilføjede, "... Pookie har altid været god til at passe på mig..." mens han fortsat knugede bamsen ind til sig. *Det er nemlig rigtigt. Jeg har været der for dig lige siden første gang du så mig.* beroligede dæmon ånden inde i Pookie ham, og et svagt smil tonede kort frem på Rael's læber, førend han atter blev helt mut som Nellie kom med det forslag til loven som Rael så absolut ikke havde været med inde over!

Men han turde ikke åbne munden her mere end højst nødvendigt, så istedet holdt han blot kæft, med Pookie mast helt ind til brystkassen, de bare tæer let vrikkende mod gulvet, som han sad der og vuggede blidt frem og tilbage som for at berolige sig selv. På visse punkter kunne han vel egentligt godt i dette øjeblik ligne et vildt dyr i fangenskab - detvar tydeligt at han ikke havde lyst til at være her, og blot ønskede at komme så hurtigt og langt væk herfra som overhovedet muligt. Han kiggede hverken op på Nellie eller på herskeren som forslaget blev fremsagt, med så derimod skiftevis på Pookie og på gulvet.

Sean sad tålmodigt og afventede svar. Imens studerede han fortsat børnene foran sig. Børn var kendt for at være ærlige. Sandt var det, at børn endnu ikke havde lært at skjule hverken deres tanker eller følelser for omverdenen. Det var ikke svært at se, at Rael havde det sværest lige nu. Han nægtede at se op på dem og sad usikkert på gulvet med sin bamse. Derfor var det også ham, som Sean fandt mest interessant.
Uanset hvad var børnene her tydeligvis uden deres forældre - eller hvem der nu så efter dem - vidste noget om det. Ellers var han sikker på børnene aldrig var nået herop, og da slet ikke uden en voksen.
Selvfølgelig kunne han ikke tage pigens forslag seriøst. Men århundreders træning gav ham muligheden for at forblive neutral i situationen. Som om han rent faktisk lyttede og tog det hele ganske seriøst. Kun et svagt, skævt smil gled over ham ved ordene. Han så ind i pejsen ved siden af dem, som om han overvejede forslaget. Hvad han måske også gjort på sin vis. Så så han tilbage på pigen og slog let ud med den ene arm.
"Og hvilken ondskab er det, som de mener er i min by? Hvilken ondskab er det, som du mener jeg personligt kan forhindre?" spurgte han. Ondskab var subjektivt. Hvad der var ondskab for nogen, var overlevelse eller hverdag for andre. Desuden kunne han jo, praktisk set, ikke stille noget op ved ondskab generelt. Der var ting, selv som hersker, han aldrig ville kunne forhindre. Der var ting, som altid ville eksistere - og selv hvis det var ulovligt, ville det eksistere i det skjulte. Han havde brug for noget mere konkret. Det ville også være underholdende at vide hvad disse børn havde observeret og mente skulle ændres.
Seans blik gled tilbage på Rael.
"Er du enig i forslaget, Rael?" spurgte han roligt.