Again and again

Sted: Viktors palæ
Tid: Sen aften, tæt på midnat.
Vejr: Regnet hele dagen.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ikke mere end nogle timer siden, at Viktor var blevet informeret om, at hans husslave, hende som gjorde alt rent og ordnede hjemmet, havde forsøgt.. igen… at stikke af. Det var utroligt, som hun altid forsøgte. Hun havde vel prøvet nu 2, nej dette måtte være ca. 3 gang hun forsøgte, at stikke af? Heldigvis var der altid nogle dygtige vagter i byen, som kunne se en forsvundet slave.

Utrolig hvor hårdfør den slave var, hun havde fået en del afstraffelser igennem tiden, hun havde været i Viktors varetægt. Viktor kendte ikke helt historien bag Oliwia, men hun havde vist nok blevet taget i at stjæle. Derefter var hun blevet slave, hun havde virket til at have noget potentiale, da Viktor købte hende.

Efter vagterne havde bragt hende hjem, havde Viktor smidt hende ned i en lille celle, som lå nede i kælderen. En celle, som havde en seng af træ og et lurvet gammelt tæppe Cellen fik luft ind igennem et lille vindue i loftet, hvor der var et jerngitter for. Samtidig kunne regnen også komme ind.
I dette rum fik ofte Viktors måltid lov til at bo indtil de blev spist, nu var det en låst celle hvor han holdte sine slave.
Viktor gik med rolige skridt ned af trappen til cellen, han åbnede døren ned til en kælder, som havde flere kasser med gamle våben, kunstværker og meget andet. Dertil var der to døre, en som førte ind til madkammeret og en hvor der var en lang gang, for enden lå den lille celle, hvor hun sad. Hun havde siddet derinde i to dage nu, blottet for sollys og mad, vand havde hun fået.

Viktor åbnede den første dør, som knirkede da han gik ind og trak skydedøren på celledøren, og så ind.
”Godaften Oliwia” lød den kølige stemme, som hans øjne søgte efter skikkelsen derinde.

Det var endnu engang lykkes Oliwia at komme væk, væk fra Viktor og det liv han havde givet hende efter at hun havde stjålet og var blevet fanget. Hun var efterfølgende blevet solgt som en slave! Noget hun altid selv havde været imod at skulle have eller være. Det havde derfor også været noget så kun tydeligt at hun ikke var gået med til dette frivilligt! Derfor havde hun da også hver gang der var mulighed for det stukket af, selvom hun var blevet straffet hårdt med pisk og andre ting havde det ikke gjort hende bange for at flygte.

Derfor var hun endnu engang stukket af. Hun havde ikke tal på hvor mange gange hun havde gjort det i alt, det betød heller ikke noget for hende overhovedet! For hun havde ikke sinde at overgive sig, at lade sig b live brugt som slave for en ussel person som Viktor. Ja i Oliwias øjne var han ussel, at han kunne få sig selv til at have en slave. hun forstod det ikke og ville nok heller aldrig komme til det.

Hendes flugt denne gang nåede ikke at være længe, før hun blev fanget. Hendes sidste flugt havde i det mindste været mere end blot et par timer, faktisk var det vist næsten et helt døgn. Vagten havde genkendt hende som hun var kommet løbet, eftersætningen gik ret hurtigt. Da Oliwia ikke havde noget fodtøj, gjorde det, det svære for hende at løbe ordentligt, hun havde nemlig mistet sine sko efter første flugt. Hun havde gjort tydelig modstand som vagterne fik fat på hende og begyndte at slæbe hende tilbage, tilbage til der hvor hun hørte til – mente de – Muligheden for at komme fri af deres greb var minimalt, de var langt større og stærkere end hende, dog gav hun ikke op uden kamp.

Oliwia var blevet smidt ned i den lille celle, der var mørkt og koldt særligt om aftenen, det lurvede gamle tæppe var ikke til megen hjælp, det havde været bedre med en rigtig dyne og i det mindste en pude. Dog kunne hun drømme langt efter en ordentlig seng, dyne og pude. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde ligget i en ordentlig seng med dyne og pude. Hendes mave rumlede mere og mere, den gjorde nærmest ondt så sulten var hun efter at havde siddet der i to dage nu og kun fået vand. Hendes krop var træt for det var ikke lige frem fordi man fik den bedste søvn når man var sulten og frøs, havde det nu bare været om sommeren havde hun da ikke frosset som hun gjorde nu på denne årstid.

Fodtrinene kunne høres, hun var ikke sikker på om de kom hen til hende, altså cellen. Dog valgte hun at blive siddende på sengen krympet sammen, armene omkring de bukkede ben, mens hun forsøgte med sine lidt kolde hænder at holde sine fødder varme, der var ikke mange varme men det var heller ikke fordi hun sad og direkte klapperede tænder, hun frøs, og rystede der også indimellem af kulden når en vind kom ind af vinduet. Da døren til cellen blev åbnet, kiggede hun ikke engang op for at se hvem det kunne være, for det ville kun være Viktor. Hun sagde ikke noget til ham som han talte til hende, hun holde blot blikket op mod vinduet, hvor der var tremmer for.

Viktor åbnede døren helt, hans øjne fandt langt om længe skikkelsen. Han havde et smil på læben, som han gik ind i lokalet.
"Uhh her er koldt herinde.." sagde han og rystede skuldrene hurtigt, som han blottede sine hvide tænder.
"Rejs dig op, og kom med.. Du skal i gang med at arbejde" lød det kommanderende, han så på skikkelsen som kun lige var oplyst af en smule lys fra himlen. Begrænset, men heldigvis kom der lidt ekstra lys, som da Viktor åbnede døren, da hele huset var oplyst med fakler.

Det havde været lidt tungt nu når han havde ikke haft en slave, en slave som kunne gøre alt det huslige. Han så på skikkelsen og viftede utålmodigt hånden.
"Tro ikke, at jeg har glemt din straf." sagde han køligt, som han ventede på hende inde i kælderen.
"Start med at få et bad, jeg gider ikke have du stinker imens du arbejder. NU" lød det kølig som han greb fat i en pose med æbler, og tog et æble op og smed det mod hende.
"Her dit ynkelige væsen, begynd at arbejd inden jeg beslutter mig for din straf allerede kommer nu" lød det vrissent.

Oliwia prøvede alt hun kunne ikke at rette blikket mod ham, hun ville ikke se på ham eller høre på ham. Allerhelst kunne han jo bare glemme hende hernede, det ville være meget bedre, selvom der var skide koldt i dette rum. Hans ord om der var koldt i rummet, fik hende til at rulle med øjne i skjul så han ikke opdagede hende i at gøre det. Hun hadede ham så inderligt, hvorfor var det han ikke fattede det? Hun kunne sagens svare ham igen og gøre alle mulige ting, men hun begyndte langsomt at opgive håbet om nogen sinde at få et normalt liv.
Hun havde altid været imod slaver, imod at andre brugte slaver og nu var hun selv slave, hvor fedt var det lige? Det var sku ikke lige frem særlig fedt på nogen måde overhovedet. Hun valgte dog at rejse sig som hun blev bedt om det, men hun kunne ikke på ham. Hun ville helst slet ikke kigge på ham, hendes fødder var iskolde og gjorde ondt at stå på dem, der var ikke gået frost i dem, men kulden gjorde dem næsten følelsesløse. Hun valgte blot at følge efter ham og lytte til ham, hun tænkte bare * ja ja og hold nu din kæft* men valgte ikke at sige noget som helst. Ordren om at hun skulle få et bad og at han ikke gad have at hun stank imens hun arbejdede. Hun smilede stort som hun kunne få et bad, forhåbentligt kunne hun i det mindste får lidt varme i sin krop igen og håbet om at få nogen sko på.
Æblet som blev kastet mod hende greb hun og så nu først på ham, hun havde et udtryks løs ansigt, hun vidste ingen tegn på nogen følelse mere bare ligegyldighed og så alligevel ikke helt hun tog en bid af æblet, det var rart at få lidt at spise, hun var virkelig sulten. Dog valgte hun blot at gå afsted for at komme til rummet hvor hun kunne tage sig bad, nemlig badeværelset. Hun håbede der ville være varmt vand eller at hun selv kunne få lov at lave noget varmt vand.