nyt bekendskab

Sted: Larliis nye hjem, ligger nær ved floden som løber igennem The Forest. Omkring tre en halv dags rejse til hest fra Forestina.
Tid: omkring middag, Juli 1163
Vejr: sommervarmt og solskin med en let vind

@Druthec

Påklædning: Kjolen

Larlii var godt tilfreds med sit nye hjem. Det var dejligt stort og pladsen var fordelt på flere niveauer, samt flere små huse eller værelser. Alle var forbundet af broer og trapper. Hun havde med vilje sørget for at der var små huse til dragerne oppe mellem det øverste af træerne, så dragerne kunne få den fred de ønskede. Ligeledes havde hun haft børn i tankerne, da hun fik bygget stedet. Så gangbroen eller trappen til niveauet hvor dragerne boede, var lukket af med en låge eller dør, hvor hun alene havde nøglen.
Nede på jorden var der indrettet et par store urtehaver, en fin køkkenhave og en stor frugthave. Larlii havde valgt stedet, efter at have set hvordan en lille å løb fra floden og dannede en lille dam i midten af stedet, for så igen at løbe videre ind i skoven.
Hun havde fået bygget en lille gangbro rundt om dammen, hvor man kunne ligge sit håndklæde eller sætte sig med føderene i vandet. Der var også bygget en stald med plads til fem heste, i tilfælde af at der skulle komme overnattende gæster.
Denne dag, sad hun ved dammen sammen med sin grandkusine og spillede musik. Larlii spillede på sin lille harpe og grandkusinen spillede på fløjte. Mini dragerne (to brun, en grøn og en mat gul) legede i den lette vind mens de fløjtede toner eller triller der passede til musikken de to elver spillede. Oppe mellem trætoppene kunne ses en mat gul, en grøn og to orangerøde, som fløj frem og tilbage ved et af de små huse.
Ved siden af Larlii lå en større grøn drage og nød sommervarmen.
Dette var en af de få dage hvor vinden var mere stille end den havde været gennem mange måneder.

Skoven talte ikke til Druthec, ikke på den der fanatiske beskyttende måde som med skove elverne. Hans godhjertede slægtning var ukendte i den forstand, at de undgik ham og han undgik dem. Der var mange stridigheder som kunne tale om, både moralsk og politisk. 

Druthec var fløjtende ligeglad, han passede sig selv som han gik i den tætte skov bund. Han havde taget en større bue udenom skov elvernes by, blot for at svær sikker på, at han ikke ville blive skudt ned af den først vagt som der måtte se ham vandre omkring. Han forventede ikke at det ville ende så brutalt, men han var heller ikke sikker på at skov elverne bare som sådan ville have tiltro nok til at han går frit omkring.

Druthec kunne godt forstå den halv paranoide natur, der vare ikke mange gode historier i mellem mørk elver og andre elver. Men hans lukkede opvækst havde gjort ham en smule racistisk overfor de andre elver racer, man blev enig med enes egen. Had havde det med at bringe folk sammen, med end kærlighed.

Det var ude i blandt vild skoven at Druthec blev overraske over lyden af musik, han havde forvente at han ville være alene, men han havde åbenbart taget fejl. Der var musik af den elverisk slags, så meget kunne han genkende, men det var ikke mørk elver musik, så bløde toner spillede de ikke.

Druthec fulgte musikken, indtil at trådte frem i en åbning, der var en dam i mellem ham og musikken som han havde hørt. Druthec havde ikke tænkte sig at svømme igennem dam for at komme over på den anden side, han gik bare indtil at han øje på de to andre elver, og landskabet over dem.

Det lignede en privat bolig af den rige slags, Druthec havde hørt historierne omkring huse i træerne. Da elverne da spillede musik kom fuldt til syne, stoppede Druthec for at lytte til musikken, indtil videre var han ikke blev bemærket af hverken elverne eller? Var det drager? Druthec havde hørt historier om dem, men det var første gang at han så dem med hans egen øjne.

Den større grønne drage fornemmede nogen kom og rejste sig. Stående var han en meter over skulderen på forbenet og har en længde på to meter, fra snude til halespids. Han så over på den anden side af dammen med et nysgerrigt blik og brummede blidt, hvilket fik Larlii til at se op fra harpen. Hun stoppede midt i en tone, da hun blev overrasket over at se en mørkelver, men underligt nok ikke nervøs.
Hun smilede til sin grandkusine og rejste sig roligt for at gå gæsten imøde. Hun stoppede et par meter fra ham med dragen ved sin side.
"Velkommen til Fristedet. Kan jeg byde på lidt forfriskning efter din rejse?"

Hendes grandkusine stoppede ligeledes sit fløjtespil og så på gæsten, men hun blev siddende og så til fra afstand. Hun var ikke helt så rolig overfor at de havde besøg af en mørkelver. Men for ikke at ødelægge det for Larlii blev hun siddende og fuldte med på afstand.
De små drager som legede i luften, fuldte med i hvad der foregik i lysningen. En af de brune kom ned og landede på en gren omkring en meter fra gæsten, hvor den sad og så nysgerrigt på gæsten. Den var kun omkring femten centimeter ved skulderen og omkring tredive centimeter lang, fra snude til halespids.

Da dragen bemærkede ham, indså Druthec at han muligvis begik en fejl ved at luske ind på det private område. Han havde ingen mulig plan om at skulle forsvar sig selv overfor en drage, men måske blev det heller ikke nødvendig.

Han løftede sin hænder i et signal om at han kom i fred, han var ikke sikker på om dragen ville forstå det og før at han fik sit svare talte en stemme til ham. Druthec drejede sit blik imod den ene af de to elver kvinder som havde spillet musik, men nu var det begge stoppet med at spille.

Selvom der var gløde af varme i hende smile, var Druthec ikke helt så flink i hans mere neutral udtryk. Hans hænder flyttede position indtil at de hvilede under hans brystkasse, før at han åbnede munden for at tale. ”Det er noget flink at dem at tilbyde en fremmed mand forfriskning på den måde” gæstfrihed kunne man ikke tale meget om hos mørk elver medmindre at man var en del af en klan mødte man ikke ligefrem åbenhed i blandt de følelses forladte elver.
Druthec bemærkede den anden elver som så mere skeptisk på ham, et ganske forståelig blik, der var trods alt ikke meget god historie i mellem mørk elver og de andre elver. Men det virkede heller ikke til at vold ville trække ud, med mindre at han selv startede et eller andet. Druthec fnøs kort på lidt lydløs måde, han var ikke sikker på om han ville tage imod tilbudet, for alt i verden kunne der gemme sig andre elver som måske ikke havde en lige så åben tilgang som de to havde.

Larlii smilede venligt til gæsten.
"Fristedet er et af de få steder hvor race ikke betyder det store. Er der noget særligt du ønsker? Vand, vin eller noget stærkere? Og hvordan med noget at spise?" Hun viste ikke helt hvorfor, men hun havde fornemmelsen af at han nok ikke havde spist inden for de sidste timer. Hun lagde hånden på den større grønne drage og kærtegnede den, hvilket fik den til at brumme i blide toner.
"Lad mig præsentere min meget gode ven og følgesvend, Fafnir. Han er en af de sjældne grønne drager fra Emerald of Dreams ved Dragons Peak. Jeg kan se at en af de små brune er nysgerrig med hensyn til dig. Han plejer ellers at være mere tilbageholden." Hun undrede sig over den lille brune's opførsel, men tænkte at hvis den faldt for gæsten så ville det nok ikke være så tosset. Dog ville hun aldrig presse dragerne eller på nogen anden måde have indflydelse på hvem de valgte, hvis de valgte nogen.
Hun afventede roligt gæstens svar og nøjedes med at kærtegne Fafnir bag det ene øre, noget han virkelig elskede.

Hendes grandkusine Nassia, blev fortsat siddende og rørte sig ikke. Hun stolede ikke på folk som ikke var skovelver eller højelver. Dessuden viste hun at hun kun risikerede at være i vejen for Larlii, hvis hun gik over til hende. De sidste tre små drager landede rundt om Nassia og så nysgerrigt hen mod gæsten. Dette tog Nassia som en ære for det var ikke tit dragerne landede tæt ved hende.

//Du er velkommen til at styrre de små drager, hvis du kunne tænke dig en //

Selv var han ikke den mest udtrykkende type, med mindre at det var en hans tilbedere som var i gang med varme hans lyst. Druthec var fristede nok til tage imod tilbudet, kvinden kunne jo have en ganske god vin.

”Vine kunne være fantastisk i denne varme,” sagde han, i en neutral tone. Tanken om mad var dog heller ikke helt borte, men han var heller fuldkommen sulten nok til spise meget. Bedst som han tænkte på mad, blev der skubbet en smule til hans arm. Druthec drejede blikket imod den lille brune drage som virkede til at været betaget af ham.

Tilbageholden ligefrem? Dragen virkede ellers ikke til at være sådan, eller måske var han bare heldig eller speciel? Druthec løftede en hånd op for rør den lille brune drage på snuden, ”Er de drage passer?” sagde han kort som han vendte blikke tilbage imod skov elveren. Hun lignede ikke ligefrem typen, men han havde ikke en ide om hvordan at en drage passer ville se ud. Måske lidt mere som en normal stald mester, eller derhen af?

Druthec vendte blikket kort imod den anden elver som ikke virkede til være super glad for hans indtrang på grunden, hun virkede mere mistænksom. Det var ikke velkommen blik, men eller ikke fjendtlig nok til at Druthec ville tage bene på nakken og smut videre, det var hendes valg hvis hun ikke ville tale til ham.

Hun smilede og nikkede da han takkede ja til vin, og lo lidt af hans sidste spørgsmål.
"Jeg er opvokset i en familie af dragevogtere og oplært til at beskytte dem. Min gode ven, Fafnir, valgte at følge mig da jeg skulle rejse fra Emerald of Dreams. Efter tilladelse fra Kong Althorn byggede jeg dette fristed, så dragerne havde et sted hvor de kunne finde hvile når de ønskede det. Udover dragerne, huser stedet også en stor urtehave og frugtlund. "
Hun gik over til det hus som lå ved siden af urtehaverne og kom ud med en bakke, hvorpå der stod et krus og en skål med grønsags stuvning, samt en flaske vin under den ene arm. Nassia rejste sig og skyndte sig hen til Larllii mens hun var inde i huset. Her hviskede de lidt frem og tilbage, inden Nassia fuldte efter Larlii med et lille bord. Bordet blev sat ved dammen, hvorefter Larlii satte bakken og vinflasken på det.
"Mit navn er Larlii og dette er min grandkusine Nassia." Nassia nejede forsigtigt men holdte sig stadig på afstand af gæsten.
Fafnir forstod at Nassia var utryk og stillede sig derfor sådan at han stod mellem hende og gæsten, alt sammen med en rolig og venlig udstråling.

Et fristed for drager? Det var en brugbar infomation at kende til, ikke at Druthec havde tanker om at bruge infomation nu, men sener.

Han nikkede som svar, "Jeg kender ikke til mange elver der ville vælge at arbejde med drager, men jeg kommer også væk herfra.. lang væk" sagde han kort for han så de to elver forsvinde indenfor.

Druthec gik i mellemtiden ned nær ved vandet, han så ud over det blå vand, i mens at den lille brune drage stadig forsatte med at have interesse for ham. Det generede ham ikke, han lod dragen snuse rundt i mens at han ventede alene.

Ved de to elvers tilbagekomst, vendt Druthec sig tilbage imod dem. "Lariii" sagde han kort med mere sort elverisk udtalelse, som han huskede navnet.
"Druthec, er hvad de andre ville kalde mig" sagde han, hvis de andre stadig var i live. Han talte ikke meget med sin familie nu om dage.

// Jeg underskylder lige for vente tiden, jeg er start på HF og der er ikke uden sine lektier, jeg vil gør mit bedst for at svare tråden når jeg kan..

Larlii smilede af Druthec's svar omkring arbejdet med dragerne. Hun kunne nemt forstille sig hvordan folk ville reagere. Selvfølgelig var der både skovelver og højelvere, der havde reageret på samme måde som ham.
"Det er heller ikke mange som bliver trænet til det. Største delen af min familie har været dragevogtere i generationer, men de bor alle i Emerald of Dreams ved Dragons Peak. Nogle af dem som ikke er trænet er min grandtante, hendes mand og Nassia, som alle bor i Forestina. Åh ja, og min kusine, som lever livet sammen med pirater og handelsfolk."
Larlii så godt hvordan den brune drage var nysgerrig med gæsten og smilede af det. Den lille var en af dem, som var af den livlige art. Det var sjældent at den sad stille ret længe, før der igen skulle ske noget. Selv lod hun hånden glide hen over sin mave, der nu bulede nok til at man kunne se at hun bar et nyt liv under sit hjerte. Hun tænkte tilbage til slutningen af vinteren hvor hun havde fortalt det til Lith´raa.

Nassia så lidt undersøgende på sin kusine, der var utrolig rolig omkring gæsten. Næsten som om hun stolede på at der ikke ville ske noget. Som om hun viste noget Nassia ikke viste. Godt nok var der skjulte vagter inden for en rimelig rækkevidde, men alligevel ikke så tæt på at de kunne gøre ret meget hvis gæsten pludselig skulle vende sig mod dem.
Fafnir lænede sig kælent og med en blid spinden ind mod Nassia's lår, hvilket fik hende til at falde lidt til ro. Ihvertfald nok til at hun ikke længere rystede, som hun åbenbart var begyndt på.

//Alt i orden Tag det stille og roligt, uw løber ingen steder. Er selv lige startet på andet hovedeforløb i lager og logistik (4 ugers skole) //