Who are you..? //Demetri//

Han mærkede hendes føler som var det ham selv der følte det, det blod han havde taget fra hende gav ham alt om hende af vide. Hvad halskæde det var som hun lige havde taget op for gulvet, hvad hun følte og nærmest hvad hun tænkte. Han fuldte hende bare med øjnene imens hun vandrede rundt som en anden høne der skulle finde køn at spise. "Andet tøj....Tja" han kiggede op og ned af hende. "Du velkommen til at gå hvis du ikek vil leve i dette hjem" sagde han og så dystert på hende, hvis hun havde planer om at stikke af gjorder hun da bare det. Men hun skulle vide at dette var farligt for hende Desisska klanen var ikke glade for forræderer. Han så ned på hendes halskæde fra hendes mor. "Jeg tog den med fra skoven" Han kiggede hendes i øjnene. Hans øjne var metalliske grå, smukke flotte og livlige og alligevel så døde kolde og dystre. Der var små sjove gnister i den grå farve der nærmest fløj rundt indeni prupilen. Han stirrede hende bare i øjnene. "Så vil jeg lade dig være" han havde ikke mere at sige til hende, han var faktisk det eneste hun havde, hun ville ikke kunne vende tilbage til sit normale liv eller venner da hun muligvis ville dræbe dem eller drikke blod fra dem og de ville derved hade hende. Hvis hun gjorder oprøre mod ham havde hun mistet det sidste hun havde.

Hun vidste ikke helt havd hun ville... Først ville hun bare være aggresiv, men det havde sådan set ændret sig lidt... Hun ville hun blot dø stille hen, men kunne en vampyr det? Nej vel.. De eneste måder hun kendte en vampyr kunne dø på, var at blive spiddet med noget i hjertet, eller stå i solen. Pludselig fik hun en ide, hvis hun blot kunne få ham ud kunne hun stille sig ud i solen, og forsvinde... Så var hun ligeglad med hvor ondt det ville gøre, så længe hun kom væk derfra. ''Jeg bliver...'' Deres øjne mødtes og i et øjeblik forsvandt hun helt væk i dem, de var så unaturlige smukke i følge hende.. Hun havde aldrig set noget så specielt, og hun havde svært ved at glemme dem og komme tilbage til hendes lille selvmordsplan.
Et lille smil voksede sig på hendes læber.. ''Tak....'' Det fik hende til at føle sig bedre tilpas nu hvor han stod der og snakkede til hende, men det var ikke nok til at droppe hendes plan.
Hun smilede bar elidt, men det forsvandt hurtigt igen da hun havde lukket døren foran ham. Hun gik ret hurtigt igang med at skifte tøj, da det ikke var bestemt behageligt at have det ødelagte tøj på så længe. Hun lagde mærke til hvor beskidt hun egentlig var, men det betød ikke så meget igen, hun gad ikke til at tage et bad når hendes tid alligevel snart var forbi. Da hun havde fået noget nyt tøj på stilte hun sig hen til vinduet. Først var hun så parat til at rulle fra men så blev hun i tvivl.. Ville hun virkelig gøre det? Helt uden at tænke over det rullede hun gadinet fra, hun satte sig ned på knæerne og lod solen strømme ind på hendes hud. Nogle tåre faldt mens hun hulkede en lille smule.. Hun havde lukket øjnene og ventede blot på smerten. Eter hun havde sat der i et stykke tid uden at opleve nogen form for smerte åbnede hun forsigtigt øjnene og rejste sig op.. Nu blev hun forvirrret... Hvorfor skete der ikke noget?
Hun rullede hurtigt for igen, af ren forvirring... Hun løb hen til døren og åbnede den. Hun ville finde ham igen. Helt ubevidst løb der stadig nogle tåre ned af hendes kind, selvom hun ikke ville fremstå svag... Havde hun det lidt svært der.

Demetri var allerede væk, han var forsvundet ned i gangende som var i dette store hjem, Isobels hjem. Demetri var i Angels tears stuen, som dem der boede i hjemmet kaldte den. (Se min profil for at se hjemmet du nu bor i:) )) Han kunne høre hendes skridt, han kunne høre på hvonår trinene ramte gulvet at hun løb, Et svagt smil kom frem på de kolde læber. Han lukkede øjnene imens han bare ventede på at pigen snart ville finde rundt. Det var sundt for hende....At lede, fordi først der ville hun lære at bruge sin nye lugtesans som vampyr. Han slappede af i den smukke sofa der stod i det lige så smykke rum. Her havde han siddet meget og drublet over livet og over hans eksistens men ingen af de tanker betød noget længere. Der var så lidt der betød noget. Valget om at forvandle Isobel var taget så spontant og igen, sådan en skønhed skulle ikke gå til spilde, Mente Demetri selv. Han havde gjort hende en tjeneste, Den evige ungdom. Den evige skønhed. Det dyrebareste en vampyr kunne give.

Efter kort tid stoppede hun med at løbe for at se sig lidt omkring, gangen var en blanding af skræmmende og gude unik.. Hun havde aldrig set noget lignende, alt var så forvirrende for tiden, men at stå i sådan et smukt hus var helt ubeskrivligt.. Hun rystede let på hovedet, hun ville finde ham igen. Helt ubevidst stoppede hun op ud foran en dør, hendes nye instinkter sagde at han var derinde. Hun var ikke sikker på hvorfor hun vidste det, lugtesanser? høresanser? Eller blot fornemelsen... Hun besluttede sig hvertfald for at åbne døren, og ganske rigtigt.. Han sad derinde, men det var ikke det første hun lagde mærke til. Det første hun lagde mærke til var det smukke rum.. Hun var normalt ikke van til at have noget sted at bo, og pludesligt skal hun leve sådan et sted...
Efter hun havde stået og beundret rummet lidt fik hun rettet blikket mod ham, hun trådte forsigtigt midt ud i rummet helt uden at fjerne blikket fra ham en eneste gang.
Hendes vrede og forvirring var helt væk, skønt der ikke var gået særlig langtid siden, siden hun prøvede på at begå selvmord. Hun var ikke sikker på om hun kunne fortælle ham det, man kunne godt se at hun havde noget på hjertet. Hun havde bare lidt svært ved at få det sagt til ham, da hun vidste vampyre ikke var så vilde med daywalkers... Til sidst sagde hun dog endelig noget...
''Jeg kan gå i sollyset....''
Hun snakkede meget lavt, da han nok alligevel ville kunne høre hende..

Han havde hørt hende ude på gangen og havde bare ventet på hun skulle gå ind, der var en stund hvor stilheden tog over, Isobel virkede til at hun havde noget hun ville sige, men hun tøvede åbenbart....En lille tid igen og så snakkede hun, da Demetri havde hørt hendes ord, løftede hans bryn sig. Hendes udmelding havde han ikke forventet, En daywalker?! Han sagde intet men rejste sig bare op med en hurtig bevægelser..... Dette var ikke godt slet ikke for en Klusisska. En daywalker var nærmest som en kommunist i et liberalistisk samfund.... Hans bryn faldt ned igen. "Hvor ved du det fra?!" sagde han med en nærmest kommandi agtig stemme der bad om en forklaring. Hun havde vel ikke prøvet at dræbe sig selv? Hans øjne stirrede på hende som var de magneter rettet mod Isobel. De blev lyse¨, og små gnsiter begyndte at flyde rundt i det grå metalliske farve som udfoldede sig som Demetris øjne.

Hun fik trådt et lille skridt tilbage af frygt da han hurtigt fik rejst sig op. Hvis det skulle være rigtigt ville hun aldrig nogensinde havde fortalt ham hvordan hun vidste det, men det blev sagt nærmest som en kommando, og selvom hun sommetider kunne være utrolig flabet og nægte at svare, så havde hun lært lidt gode manere og vidste godt hvornår det var nødvendigt at svare. Hvis nogen skulle hjælpe hende med at få lidt styr på alt det rod, så måtte det være ham. ''Det tror jeg godt selv du kan gætte dig frem til...'' Hun kiggede kort hen mod gadinet og så på ham igen. Hun havde rent faktisk ikke helt lyst til at bekende hvad hun havde gjort, så hvis han kunne gætte sig frem til det ville det være meget nemmere...
En tanke strejfede hende kort. Det kunne måske være godt at have en daywalker med på ens side.. Man kunne bruge sådn en på flere forskellige måder.. Hendes tanker forsvandt da hun fik øjnkontakt med ham.. Hans øjne var blevet lyse og små knister flød rundt i den grå metalliske farve som hans øjen nu havde.

Han fattede hentydning, det var noget af det samme han havde gjort da han selv var en nyfødt vampyr....Han ville også bare gerne dø og havde udsat sig selv for sollys men fandt så den smerte ret så voldsomt, hans skaber havde reddet ham fra solens brandene død, ved at trække ham ud af solen. Han kiggede over mod gardinet som Isobel havde set hen på da hun talte. Han kiggede tilbage på hende med en alvorlig mine. "Dumme unge" sagde han alvorligt hvoefter han begyndte at smile med et skævt og lumsk smil. "En Daywalker har vi så her" sagde han og begyndte at studere hende imens han langsomt og roligt gik over mod hende. Han havde hænderne bag på ryggen. Han kom tættere og tættere på hende indtil de stod så tæt at hvis han rakte en arm ud kunne han røre hende. Han så bare på hende igen at sige noget en stund. "Det er meget dumt at reklamer med sådan ting..." sagde han og håbede at hun også forstod hans hentydning. "Men det er vores hemmelighed Isobel." Han kiggede en sidste gang ned af hende. "Mit Navn er Demetri Jack Klusisska" Han holdte en kort pause,"Du er en Desisska Vampyr nu"

Hun bed sig kort i underlæben og så lidt med nogle skamfyldte øjne på ham, at han så begyndte med at smile gjorde det lidt mere skamfuldt at indrømme hvad hun havde gjort. Skønt det var et lumsk smil, men et smil var et smil og hun tog i mod det med åbne arme. Hvorfor hun var en Daywalker var hun ikke sikker på, og hun var ikke sikker på om hun havde lyst til at finde du af det, men mon ikke det kom på et eller andet tidspunkt. ''Her har vi så mig'' Hun fik et lille smil fremlagt på hendes læber, han gjorde hende lidt nervøs.. Lidt ligesom hvis man var på en prøvelse man ikke vidste man skulle have, og man derfor ikke havde forberedt sig til den. Han kom tæt på, tættere på end hun normalt ville tillade andre at komme. Men det betød ikke så meget lige der, han var fuld af kloge ord og han vidste lige hvad man skulle gøre når man var vampyr. Hun var sikker på at han nok skulle fortælle hende alt det som hun havde brug for at vide. Og det første var at hun ikke skulle reklamer med at hun kunne gå i solen... Hun forstod skam godt den hentydning, og hun havde tænkt sig at tage den til sig. ''Det vil ikke ske igen.'' Hun følte sig lidt som en robot når hun talte.. Hun skulle bare gøre hvad hendes sire sagde hun skulle gøre.
Deres hemmelighed.. Lige hvad hun havde tænkt. Hvis han skulle bruge hende til noget som andre ikke måtte vide noget om i dagslys... Så var hun lige den han havde brug for.. Nu skulle hun så bare lære hvordan hun kunne bruge de forstærkede sanser på en smart måde.
''Desisska vampyr.. Hvad vil det sige helt præcis..?''

//Hun siger ikke så meget her i starten, men det skal nok komme på et tidspunkt//

//Selvfølgelig //


"Shhh, ingen sprøgsmål endnu" sagde han og holdte en finger for sine læber. "KOm sagde han og gik over mod hylderne der stod i rummet. Han tog en krukke med noget bestemt pulver i og en form for stempel fra hylden, "Sæt dig ned ved kamminen" sagde han og gik selv der over og satte sig på knæ foran ilden. Han begyndte at pakke tingene ud, noget af pulvert kastede han ild i ilden hvorefter han rakte sin hånd mod Isobel så han kunne hjælpe hende ned og sidde på knæ. Dette var en vigtig del af det at blive en Desisska. "Isobel kom" sagde han og ventede stadig på at hun skulle komme.

//Sorry kort svar igen igen.,//

Hun tav straks da hun holdt en finger foran munde. Hun fulgte ham nysgerrigt med øjnene da han gik rundt i rummet, han fandt noget pulver lignende noget frem og satte sig hen til kamminen. Hun gik villigt med over til kamminen efter han havde sat sig derover. Hun lagde tøvende, men blidt hendes hånd i hans så han kunne hjælpe hende ned på knæ. Det var nu ikke rigtig fordi at hun ikke selv kunne komme ned på knæ, men at blive hjulpet på den måde. Det sagde hun skam ikke nej til. Hvad han skulle bruge pulver til, og hvorfor de skulle sidde ved kamminen... Det havde hun ingen ide om, men mon ikke hun snart ville finde ud af det.

//Ilm.... heh//

Han holdte dog fast i hendes hånd, vendte den så håndfladen var op af hvorefter han trykkede stemplet i hendes håndflade og fjernede det. Han så igen alvorligt på hende og nikkede så bare til hende. I det næste trak han nærmest hele hendes hånd og arm ind i ilden så den brandte hendes hud helt sort. Dette kunen gøre forbandet ondt på en nyskabt vampyr. Hans egen hånd og arm var også inde i iden så hun ikke trak armen til sig fordi det smerede i hele armen. Dette var vigtigt, der skulle være et tegn på hende som ikke kunne slettes at hun var en Desisska vampyr. Han så nærmrest ivrigt på ilden der brandte dem begge. Isobel ville nok begynde at skrige. Med den anden hånd begyndte han at kaste mere pulver ind i ilden så flammerne kun blev større og større og varmere og varmere.
Demetri lukkede øjnene tilsidst.

Hun så lidt undrende på ham da han stemplede hendes håndflade.. Det ville højstsandsynligt gå væk igen, men da han så rev hendes hånd ind i ilden kunne hun godt gætte hvad der ville ske. Det var ikke meningen at hun skulle rive hånden til sig og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det, indtil smerten blev for meget.. Da der ikke var gået særlig lantid, begyndte hun rent af reflekser at rive hånden til sig. Selvom hun ikke ville trække den til sig, prøvede hun dog alligevel på det.
Ilden som blev varmere og større sved som bare helved på Isobels bare hud. Hun prøvede på at holde de fleste skrig inde, da hun mente at hun havde fremstået alt for svag den dag... Men alligevel slap der nogle lyde ud forbi hendes mund. Med den anden hånd tog hun fat i hendes hånd og prøvede på at rive den til sig, eller ikke i fuld styrke da hun næsten var sikker på at det værste var overstået.

Tilsidst slap han hendes hånd der var helt forkuldet og sort som den mørkeste nat. Hans hånd var lige så forbrandt som hendes. Langsomt begyndte ny hud genskabe sig selv op af hans håndled, hånd og tilsidst finger. Det samme ville ske for den smukke Isobel. Hun ville nok føle smerte men dette var kun psykisk smerte, hun ville nok først vende sig til at ikke føle smerte om lang tid, da de menneskelige tanker skulle ud af hende. Ilden var blevet grøn og svag og summede svagt i kaminen som om nogen havde hældt noget giftigt på træet så det ikke kunne brænde. "Du vil kunne se et mærke på din hånd snart" han holdte en kort pause, "Det vil aldrig kunne komme af med mindre at jeg selv fjerner det." han rejste som om at han var træt han stod en tid bare og stirred epå ilden og så så tilsidst på Isobel, "Velkommen min egen" han rakte den for lidt siden brandte hånd til hende så hun kunne få lidt hjælp til at komme op, ikke at hun selv ikke kunne rejse sig, men inderst inde var Demetri stadig en geneltmen som han havde været i sit menneskeliv.