High Flying, Adored (Taliia)

Sted: Doomsvilles gader

Tid: Halv sen aften slut april 1166 (Så før brandene i Terrorville for dem der følger med)

Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i emnet

Vejr: Halvkøligt, men der er forår i luften

Som så mange andre nætter havde Genevira været ude at jage. Ved hjælp af byens tage, som det altid havde været hendes måde at gøre det på. Sandsynligvis noget mere brutalt end, hvad man ville have forventet af en mere eller mindre aspirerende helgenfigur. Og dog, da hun med lette skridt og efter at have skaffet nattens måltid af vejen, var på vej hjem til borgen henad de mange lange snoede og klaustrofobiske gader, varede det ikke længe, før hendes voksende skare af, hvad hun efterhånden måtte kalde sit folk fandt hende og fulgtes med hende ned af gaderne. De fleste af hende for at snakke hendes øre af. Der var altid ting de havde brug for. Så meget sult, så meget sygdom. Alt den elendighed. Der var nemt at synke ned i den. Den gamle angst for sulten, sygdommen, volden der plagede denne del af byen, næsten værre end nogen pest ville have gjort. Stanken hang stadig tungt her, nøjagtig som den havde gjort, dengang hun boede her. Gammel åndenød sad tungt i lunger, der ikke engang længere havde brug for at trække vejret. Og dog måtte hun hæve sig over det hele. Hæve sig over disse folk, der var hendes egne nu og kæmpede med de samme problemer, som hun selv havde gjort. For selvom det var netop disse kampe, der forenede dem, det hun havde spillet så tungt på for at lede dem til sig selv og dermed også tættere på at støtte Sean, så var der også i dem en klar og tydelig forventning om en overmenneskelig perfektion fra hendes side. Et løfte om, at der var noget andet på den anden side af fattigdommen. At selv folk, der som dem alle sammen her, var blevet lagt i denne sygdommens og fortvivlelsens vugge ved fødslen, var der muligheder for at undslippe. Blive til noget andet.

Så Genevira bed som sædvanlig sin væmmelse i sig, lod endog en vaske en glemt rast blod af sine ellers porcelænshvide hænder. Egentlig vidste hun et eller andet sted godt, at hun burde være disturbed. Deres hengivenhed virkede efterhånden så uforbeholden, så ufrygtsom på trods af, hvad hun var, at det på nogle punkter nok kunne betegnes som usundt. På den anden side, og det var altid denne del af hende, der talte højest, den del der nægtede, at hun eller Sean kunne være i stand til at gøre noget galt, så betød det, at hendes arbejde virkede. Der var stadig folk, der så på hende med væmmelse, mistro. Det ville der nok altid være. Hun spottede dem lurende fra vinduer, før de hastigt trak sig væk, når hun fik øjenkontakt, betragtede dem i gyderne, før de forsvandt, skramlende som rotter i natten. De generede hende. Disse nejsigere. Fornægtere af alt, hvad hun så godhjertet havde givet dem og stadig forsøgte at give dem hver dag. Hun var i hvert fald overbevist om, at det hele var for deres skyld. Altid, hvis skulle det ellers være? At det føltes godt var vel bare en bonus?
På et eller andet tidspunkt måtte selv nejsigerende vel finde ud af, at der var rarere at være på den rigtige side af tingenes gang. Ind til videre var det nok, at hendes folk var…intense. De druknede efterhånden de andre ude. Og var alt det der var blevet gjort for dem ikke også bevis på, at hun fortjente deres taknemmelighed? De nye bygninger stod som skinnende monumenter for hendes eget og Seans arbejde. Der var flere vagter i distriktets gader til at passe på folk, der blev kæmpet for at skaffe tøj, mad, medicin, uddannelser. Ja i hvert fald på overfladen. At disse folk var taknemmelig var vel kun naturligt, besluttede hun.
De skiltes ved den, ved første øjekast, næsten usynlige grænse mellem Rotten Root og Angerforge. For mange lå det som et indgroet instinkt, at der var visse grænser her i verden, man bare ikke krydsede.
Hun lod sig mere eller mindre omfavne. Et utal af ivrige hænder, der strøg hendes egne hænder, hendes ansigt, rørte ved en flig af hendes midnatsblå kjole, rettede forsigtigt på perlesløret, der skjulte hendes mørke hår. Genevira bed ængstelsen over, hvor deres hænder ellers kunne have været henne i sig og bød dem farvel.
Hun åndede svagt lettet op, da hun ikke længere befandt sig i sit barndomskvarter. Sært, hvor stor luftforandringen kunne være.
Lettere tabt i sine egne tanker, imens hun gik fik hun øje på en skikkelse, vis hår var så rødt, at hun næsten lyste op i mørket omkring sig. Kat? Nej ikke Kat, men hun var ude sent.

Outfit som på profilbilledet – kan også ses i bunden af profilen.

Taliia var kommet sent tilbage til byen, efter en lille jagtudflugt i skovene . Hun var på vej hen til handelshuset og slentrede hen af gaden uden bekymring for nattens væsener.
Klædt i sine skovgrønne klæder og håret samlet på den måde hun havde, afslørede tydeligt at hun var elver. Og våbenløs var hun heller ikke. Hun gik med en langbue i venstre hånd og havde et pilkogger hængende ved venstre hofte. Og hætten på den ærmeløse kofte skjulte de to lange dolke, som var fæstnet til den.
Hun kom gående med tre kaniner og fem fasaner, som var udbyttet af jagten. De var bundet op i benene med snore, der hvilede tværs over hendes højre skulder.

Bagved hende landede en høj, slank skikkelse, efter at være hoppet ned fra taget i nærheden.
”Hvad får en dame til at være ude så sent?” Taliia lo hjerteligt mens hun snorede rundt og gav skikkelsen et venskabeligt kram.
”Vladimir, din slyngel. Det er længe siden. Hvad får du og de andre tiden til at gå med?” Vladimir gengældte krammet og lo selv. Han sluttede sig til hende, mens de gik det sidste stykke hen mod handelshuset.

”Vi får handelshuset til at løbe rundt og hjælper de svageste. Jeg har lige haft en lille lækker date, der smagte af frie himmelstrøg.” Taliia stoppede op og så på ham med et bestemt blik.

”Kom ik' og sig at det var min datter!?!” Vladimir skyndte sig at løfte hænderne i en afværgende gestus.

”Hva' regner du mig for, Kap.? Jeg ved bedre end at prøve på noget med Kat. Desuden er hun...” Taliia rystede på hovedet.

Hun og Beldragon skulle meget gerne være på vej til Dragons Peak. Jeg glemte det lige en kort stund. Lad os gå ind og få et krus rom eller hvad du nu er til. Vladimir gik hurtigt hen og åbnede døren ind til handelshuset mens han bukkede overdrevent. Det fik Taliia til at le hjerteligt mens hun gik ind.
Så snart de var kommet ind, kom folk hen og tog imod jagtbyttet, samt tog imod Taliias ønske om en kande rom og en potion af aftenens steak med grønsager og brød. Hun satte sig ved et bord og Vladimir sluttede sig til hende.

Kvinden der ikke var Kat lod ikke til at lægge mærke til hende. Ikke at Genevira som sådan var generet af det. Fremmede var ikke ligefrem hendes yndlingsting her i verden. Alligevel var der noget, der tvang hende til at blive stående. Måske var det bare mandens tilsynekomst. En anden vampyr ud fra lugten af ham at dømme. Men det var ikke det der generede hende. Nej snare var det blot hans køn i det hele taget. Gamle instinkter bød hende trods store ændringer i hendes liv siden hendes opvækst stadig at undgå hankønsvæsner, når hun var alene på en mørk gade. Manden virkede venlig stemt nok overfor denne ukendte kvinde, men man kunne aldrig vide og Genevira tog ikke nogen chancer, især ikke mod et væsen, der var som hun selv og som hun derfor ikke bare sådan lige kunne knække nakken på eller noget, hvis nu han skulle prøve på noget.

Så hun stod som fasttømret til stedet og lyttede i stedet til samtalen. Blærerøv, tænkte hun, snakker om folk de har været sammen med som om, de er et eller andet, de har vundet. Hendes instinkt om ikke at bryde sig synderligt om manden, blev kun cementeret yderligere. I det mindste lod han til at have en eller anden form for respekt for kvinden. Hvem hun så end var. Vent…datter, så hun var altså Kats mor? Og…der var sket Kat noget? Hun kunne jo i for sig være ligeglad. Det var ikke fordi hun og Kat ligefrem havde lavet venskabsarmbånd eller noget til hinanden. Alligevel stak noget i hende. Måske bare morbid nysgerrighed, men det var nok også iblandet en vis reel bekymring. Kat havde trods alt besluttet at give Sean en vis hjælp, så de var vel båndet sammen af den vej. En slags perifere kollegaer, om man ville.

Handelshusenes indflydelse på, hvad hun nu betragtede som sit område generede hende, men det holdt hun for sig selv, i hvert fald for nu.

Lige nu ville hun egentlig bare godt vide, hvad der var sket med Kat og så ville hun hjem til borgen, få styr på det sidste og kramme sin kat.

Så selvom hun egentlig ikke havde lyst, trådte hun indenfor handelshusets dør. Blev øjeblikkeligt mødt af en fornemmelse af at være på bar bund her. Dette var ikke det adelssamfund, som Sean havde løftet hende ind i med dets strenge etiketteregulering. Ej heller var det et område, hvor hun var meget ringere stillet end alle de andre og hvor der således krævedes absolut underdanighed og forsigtighed. Nej. Snarere følte hun, at hun var trådt ind et komplet regelløst sted, og Gene, der efterhånden havde brug for skarpsatte regler og rutiner for at fungere optimalt, fandt sig et øjeblik handlingslammet.
Folk stirrede underligt på hende. Følte hun i hvert fald. Måske lignede hun bare ikke det typiske klientel her. I sin puritansk lange kjole, der ikke afslørede så meget som en ankel, selv de diminutive hænder forsvandt mere eller mindre og kjolens ærmer, og håret, der som altid var gemt væk. Som om ingen måtte se noget nogensinde.

Hun stod der bare lidt, i døråbningen og følte sig ilde til mode. Ind til en eller anden forkvaklet stakkel, en af hendes, der var i gang med at få sig en skål varm mad, fik øje på hende og et øjeblik stirrede som om hun havde set sin første solopgang i årevis. Hun brød ud i et smil, der halvvejs bestod af rådne eller manglende tænder. Genevira smilede forsigtigt tilbage og følte sig lidt bedre tilpas.
Så der var altså venligtstemte folk her også. Hun trippede forsigtigt hen til kvinden, der ikke var Kat, også selvom hun ville ønske, at den mand ikke var så tæt på.

”Undskyld….jeg kender en smule til Kat, Frue og jeg kunne ikke undgå at høre, at….hun ikke har det godt? Er der sket hende noget?” spurgte hun forsigtigt.

”Hvad angår handelen med kryderier, så...” Taliia så overrasket op, da en kvinde kom hen og spurgte til Kat. Vladimir så også op og spærrede øjnene op i genkendelse, da det gik op for ham hvem der stod foran dem. Han rejste sig hurtigt, bukkede let og tilbød hende en stol.
”Frøken Allaire. Det er ikke ofte at man ser Dem uden vagter.”
Hvis hun tog imod tilbuddet, ville han holde stolen for hende og derefter sætte sig på en anden på den anden side, så Taliia og bordet var imellem dem.
Hvis hun ikke tog imod tilbuddet, ville han trække lidt på skuldrene og sætte sig på den anden side.

”En af dine bekendte, Vlad?” Taliia så hurtigt over på ham, hvortil han rystede kort på hovedet, inden hun igen så på kvinden med et smil.
”Min fejl. Mit navn er Taliia. Og ikke noget med frue. Godt nok er jeg enke, men det er længe siden nogen har kaldt mig det. Hvad angår Kat, ja så har hun haft lidt problemer på flere fronter, men jeg vil gætte på at de fleste har hørt rygterne på nuværende tidspunkt.” Hun tog imod det krus og den kande en kvinde, klædt i en godt nedringet hvid bluse, kom med. Den var så åben at man tydeligt kunne se den sorte flamme tatovering på hendes højre brystmuskel. Kvinden satte endnu et tomt krus på bordet, mens Taliia takkede kvinden, hvorefter hun fyldte kruset med mørk rom som duftede stærkt af krydderier og bær.
Hun tog en god slurk, mens hun holdte kanden frem mod kvinden der havde talt til hende, som for at tilbyde kandens indhold.

Vladimir havde snuppet et krus fra en anden kvinde, der kom forbi med en fuld bakke, der duftede af rødvin. Han var nysgerrig efter hvad Genevira kendte til Kat, men han mente også at havde set hende i selskab med både Dust og Kat på et tidspunkt for nogle år siden, selv om han ikke var helt sikker. For nu lod han kvinderne tale og nøjedes med at lytte.

Det gibbede i hende, da det pludselig uventet var manden, Vlad, der henvendte sig til hende først. Det tog hende et øjeblik at samle sig. Selvfølgelig ved han hvem jeg er. Jeg er herskerens personlige tjenerinde og de fattige tilbeder mig praktisk talt, selvfølgelig ved folk hvem jeg er bare ved at se på mig. Jeg er i byen hele tiden, beroligede hun stiltiende sig selv.

”Jeg stoler på, at byens folk vil holde mig i sikkerhed, sir,” svarede hun roligt. Afmålt, men med den indøvede høflighed, der kom af år i en tjenestestilling. Hun satte sig sagte ned på den tilbudte stol og foldede de dukkeagtige hænder i sit skød, taknemmelig for, at han trods alt satte sig tilpas langt væk til, at hun ikke helt burde føle sig utryg i hans nærvær.

”Beklager fr….Taliia, jeg gør mig lidet i rygter medmindre de har betydning for byen som helhed. Rygter kan være så ondsindede ting, så jeg lytter generelt ikke til rygter koncentreret om specifikke personer.” Selvfølgelig gjorde hun det, det gjorde de alle. Men man lærte at tune det ud, der ikke potentielt ville blive nyttigt for byens hersker og hun havde ikke hørt nogle rygter om Katrina fornyligt. Desuden var det jo ikke hendes job som herskerens personlige tjenerinde at gå og lytte til rygter. Nej den slags faldt til spionerne, de officielle såvel som klanen i byens kloaker.

”Men hvad end der er sket med Katrina, så håber jeg, at hun er okay, eller i hvert fald bliver det,” sagde hun og rettede lidt på sit slør, mere en nervøs trækning end fordi det rent faktisk havde brug for at blive rettet på. Situationen her var hende så uvant, så udenfor hvad hun efterhånden var vant til, at hun ikke fandt det specielt rart.

Hun nippede forsigtigt til en slurk rom, delvist for at være høflig, men også for at få tankerne et andet sted hen end servitricens åbenlyst blottede kavalergang. Hvad var det her for et galehus? Folk gik jo klædt som…ja middelmådigt betalte….hun kunne ikke få sig selv til at tænke ordet. Det var nok at sige, at hendes mor ville have fået et hjerteanfald. Og Genevira med sin ekstremt puritanske opdragelse var mildest talt ikke komfortabel.
Nogle ville måske have kaldt det hyklerisk, naivt, at tænke sådan om andre mennesker, når hun selv skrev side op og side ned af hvad, der bedst kunne betegnes som kærlighedsbreve til en person, der vel netop kunne betegnes som en skøge, men i Geneviras hoved var Valentine så fjern fra disse vulgært billigt klædte og sikkert tvivlsomt rene folk, at han ikke tålte sammenligning med disse. Hun havde mere eller mindre ubevidst fjernet ham fra alle de ubehageligheder, som hun ellers forbandt med hans arbejde.

Eller....hun havde skrevet. Havde følt alle de her ting. At for mange ting. Et pludselig stik af noget smertefyldt. Ydmygende.

Hun holdt dog alt dette for sig selv og smilede i stedet til de to andre ved bordet. Lidt skyt. Forsigtigt. Hun slog ud med hånden i retning af sit krus.

”Tak. Det havde I altså ikke behøvet.”

Hun kunne ikke lade vær med at løfte det ene øjenbryn ved kvindens ord om at hun ikke gjorde sig i rygter, med mindre at det havde betydning for byen. Skulle hun virkelig tro på det? Rygter var over alt og byens forskellige sladdertanter elskede at sprede dem endnu mere og endda tilføje lidt ekstra krydderier.
”Beklager, hvis jeg har lidt svært ved at tro at du ikke høre rygter af alle arter. Særligt når du, Genevira Allaire, er herskerens tjenerinde. I hvert fald ifølge de rygter jeg har hørt.” Hun blinkede drillende til Genevira. Selv om hun ikke rigtig viste hvor meget hun kunne afsløre omkring Kat.
”Men ja, Kat har været lidt uheldig med nogle bekendte. Og har været nød til at tage på en lille ferie for at komme sig. Og hvad drikkevarene angår, så skal du være velkommen til at bestille noget andet, hvis rommen er for stærk.” Det var ikke helt sandt, men heller ikke falsk info.

Ansigtets træk var lagt i neutrale, men ikke uvenlige folder. En kunstart der faldt hende lige så naturligt, som det at trække vejret engang havde gjort det. Fornærmelsen stak. Hun ville have regnet med, at en herskers personlige tjenerinde kunne afkræve sig mere respekt end at skulle finde sig i at blive anklaget for at være en gemen sladretante af en eller anden tilfældig dame, men her sad de altså og Taliia havde gjort netop det, uden at vide ret meget om det. Men fornærmetheden forblev usagt og den måske lettere trykkede stemning i øjeblikket af stilhed lettet med en kvidrende sølvklokkeagtig latter.

”Ja, jeg ser, at De læser avis i hvert fald. Det er vigtigt at holde sig opdateret, men eftersom de netop gør det, må de også være klar over, at det ikke er et rygte, men en sandhed der har været bekræftet i over to år. Jeg vil nu mene, at der er en markant forskel. Tilgiv mig, hvis min tidligere kommentar fik det til at virke, som om, at Deres datters velbefindende ikke interesserer mig. Det er min tilstedeværelse her forhåbentlig et udtryk for, at den netop gør, men jeg har også et ønske om, at skåne den smule privatliv din datter måtte have og derfor ikke hænge mig i potentielt ligegyldige eller overdrevne, ja måske ligefrem skadelige, rygter om, hvad der kunne være sket hendes person. Desuden har jeg et arbejde at passe, hvis jeg skulle forfølge samtlige rygter her i byen, ville jeg aldrig få noget gjort,” sagde hun med en lille hovedrysten, der fik perlerne i hendes slør til dæmpet at klikke sammen. Hendes tonefald var mildt og venligt. Det var tydeligt, at hun ikke mente noget ubehageligt med sine ord, men samtidig var hun mærkbart slået over i en mere formel tiltaleform. En stiltiende påmindelse om distancen mellem dem. Om at hun forventede at blive tiltalt med i hvert fald et minimum af respekt.

Taliias næste ord fik noget til at røre på sig i Geneviras hukommelse. En sætning fra en dag hun ellers gjorde sit bedste for ikke at tænke på for tiden. Måske var det dumt, men hun følte sig endnu dummere når hun tænkte tilbage på engang for ikke engang særlig længe siden, hvor hun havde været naiv nok til at tro, at det faktisk gik godt mellem hende og Valentine, at der kunne have været noget. Men en rødhåret engel og hendes elektriske kæreste var en meget specifik duo og nu kunne hun ikke få det ud af hovedet.


”Så vent…Kat blev angrebet…eller?”

Hun sukkede indvendigt, så samtalen skulle foregå formel. Alligevel sendte hun Genevira et smil.
”Læser aviser? Enlig ikke, men jeg forstår at lytte efter det der ligger mellem sætningerne, så at sige. Med det sagt, så beklager jeg at jeg ikke tiltalte Dem som De ønsker første gang. Har levet hele mit liv mellem almuen, som mange kalder det.” Hun bøjede hovedet i en lille hilsen. Vladimir var ved at kløjes i en mundfuld vin, hvilket han prøvede at skjule. Men Taliia var over ham.
”Du kan bare vente dig. Jeg skal nok tage hævn under træningen i morgen.” Vladimir hostede lidt, mens han samtidig lo hjerteligt af hendes ord.

Taliia vendte igen opmærksomheden mod Genevira.
”Kat fortalte mig at hun havde truffet en søster til en bekendt, som hun havde tilbudt at føre til personen. Desværre var Kat på det tidspunkt ikke i det bedste humør og godt beruset. Så det endte med at Kat langede ud efter søsteren efter en spydig kommentar fra kvinden. Dog uden at ramme.” Taliia trak på skulderne. Historien var alligevel rundt i hele byen, da det ikke havde taget langtid for den at komme fra Sunfury. Hun satte tømte kruset og rejste sig, for så at begynde at gå rundt om bordet, da hun kunne mærke hvordan vreden kom op i hende og gav hende lyst til at finde de to og gengælde tjenesten. Men hun viste at det så også ville være slut med den handelsaftale hun havde fået tilbage.

Da hun fortsatte med at tale, var det tydeligt at hun var ved at blive vred.
”Desværre havde Kat, i sin beruset tilstand, glemt at hun havde evnen til at styre vand, så hun fik oversprøjtet dem med forskelligt alkohol, hvilket de ikke tog særligt pænt og de tog sagen i egen hånd til at straffe hende på en sygelig måde.” Hendes højre hånd havde sneget sig ind under hætten på hendes ærmeløse kofte og knugede ubevist om skæftet på den ene lange dolk. Vladimir havde dog set det, rejste sig og stillede sig i vejen for hende.
”Rolig nu, Kap. Tror ikke det er klogt at begynde at svinge rundt her inde med dine våben.” Hun glippede et par gange med øjnene og slap derefter skæftet, samt sukkede dybt. Hun lukkede øjnene og tog nogle dybe vejrtrækninger, inden hun nikkede, åbnede øjnene og satte sig igen. Her fyldte hun kruset igen med rom og drak halvdelen inden hun satte kruset på bordet.
”Resultatet af deres straf er at Kat er afhængig af deres blod, selv om det gør hende syg. Beldragon, hendes beskytter og en gammel ven af mig, anbefalede at han tog hende med på ferie. Væk fra de to, så hun forhåbentlig kan komme sig over den trang. Men jeg tvivler på at han finder en kur i Dragons Peak. Faktisk tror jeg at de skal ned til min kusine i Forestina.”

En kvinde med lidt mindre udskæring end den første, kom hen og satte en tallerken foran hende. Taliia takkede smilende kvinden og gav sig til at skære i steaken.
Kvinden vendte sig mod Genevira og spurgte om hun ønskede noget at spise eller andet at drikke. Vlad smilede, da han viste at kvinden ikke behøvede at spørge ham, eftersom han var en del af handelshusets ansatte og var her hele tiden.

”At kunne se, hvad der ligger mellem folks ord er ganske vidst en udmærket evne at have, men det var nu egentlig ikke det jeg mente. Når jeg fremhæver, at De må læse aviser er det snarer et udtryk for en markant forskel på min og Deres datters situationer, som De ellers sammenligner. Hvad De ved om mig har De enten fra officielle kilder eller også er det så alment kendte oplysninger, at de ikke kan skabe tvivl eller uklarheder. Deres datters situation derimod er uvis for størstedelen af befolkningen og de fleste oplysninger, jeg ville kunne finde om det ved at lytte til folk, ville sandsynligvis blot være spekulation, meget af det sikkert misinformeret, hvis ikke decideret ondsindet. Altså kan De således ikke sammenligne Deres viden om mig med almindelig rygtedannelse, sagde hun med ophøjet ro. Hun så på Vladimir med et hævet øjenbryn, da han lod til at være ved at kvæles i noget. Et eller andet morede ham, sandsynligvis Geneviras insisteren på almindelige høflighedsfraser. At hun kom her med denne stive attitude. Eller også var det af det faktum, at Taliia faktisk havde sans nok til at bøje af og vise hende den respekt, hun stiltiende bad om. Hun vidste ikke helt, hvilken del hun brød sig mindst om, men hun følte sig truffet og skrev sig i stilhed bag øret, at handelshusets medarbejdere åbenbart syntes, at det var passende opførsel at le andre mennesker op i deres åbne ansigt, hvis man frabad sig at blive sammenlignet med en eller anden gemen sladretante. Hun så på Vlad et langt øjeblik. Smilet på hendes ansigt var varmt, mildt, men øjenkontakten var ufravigelig. Fast. Rolig. Hun ventede egentlig blot på, at han ville forklare hende, hvad det var, han syntes, der var så latterligt.

Da Taliia igen talte skiftede stemningen pludselig. Elverkvinden var tydeligvis oprevet. En livstid i et ustabilt hjem havde lært Genevira at opfange selv de mindste tegn på at stemningen begyndte at blive dårlig, så hun kunne nå at flygte, før vreden på en eller anden måde blev vendt mod hende personligt. Men det her var ikke en situation, hun kunne flytte sig fra. Det ville være uhøfligt og desuden var det for sent nu. Jo mere Taliia talte, jo vredere syntes hun at blive. Og på trods af at Genevira ikke rykkede sig ud af flækken, ja snart sagt gjorde hun næsten det modsatte, sad fastfrosset, som en hjort, der havde fået øje på en jæger, så var det tydeligt, at jo længere denne rasende enetale fortsatte, jo mere fjern blev den lille vampyr i blikket. Jo længere sank hun ind i sig selv. Kroppen forberedte sig simpelthen på at blive slået nærmest helt per automatik, imens hjernen lukkede af for forventet smerte ved efter bedste evne at forsvinde fra situationen.

Til sidst nåede det et punkt, hvor Taliias ord næsten kun nåede Genevira, som om, hun sad på bunden af en dyb sø. Fjernt og halvt. Situationen lød ubehageligt genkendelig, men fordrejet fra, hvad hun tidligere havde fået at vide, men…nej, det kunne han ikke gøre. Det ville han aldrig gøre. Selv efter, hvad han havde gjort, forladt hende, som om det var ingenting, så kunne hun ikke se ham handle sådan. Han var ikke noget grusomt menneske. Nej, Katrina, og måske især Dust, måtte bare være ustabile nok til at have lagt sig ud med to grupper indenfor nogenlunde samme tidsperiode.
Det lød urealistisk, selv for Genevira selv, men hun var nødt til at holde fast i den tanke.

”Det gør mig ondt at høre,” sagde hun endelig og selv i hendes egne ører lød hendes stemme lille, spinkel. Rystet.

Hun bøjede hovedet kort, som en form for respekt for Genevira ord.
”Jeg beklager ikke at have valgt mine ord med omhug.” Vladimir var overrasket over at hun var så hurtig til at anerkende at hun havde taget fejl eller sagt noget forkert, men han gik ud fra at det måtte have noget at gøre med hvem Genevira arbejdede for.


Ved lyden af den lille, spinkle og rystede stemme, der sagde at det gjorde hende ondt at høre, så Taliia overrasket over på Genevira og opdagede hvor fjern hun var i blikket. Hun lagde bestikket på tallerkenen, rejste sig og tog de få skridt det krævede for at kunne knæle foran Genevira. Derefter ville hun forsøge på at tage Geneviras hænder i sine og se hende direkte i øjnene.
”Det er okay. Jeg gør dig ikke noget. Du har intet at frygte her, min kære.” Stemmen og tonen var venlig, stille og rolig, samt beroligende. Hun viste at hun igen havde valgt at bruge den normale taleform og sikkert ville få en 'skideballe' for det. Men ligenu så det ud til at Genevira havde brug for det.
”Jeg undskylder hvis jeg har skræmt dig, det var ikke meningen. Og jeg undskylder også for at have droppet tiltaleformen.”

Hvis det var lykkes hende at tage hendes hænder i sine, ville Taliia nusse håndryggen i et beroligende mønster.

Under det hele fuldte Valdimir stiltiende med og var forundret over hvor hurtig Tal skiftede humør. Men ja, hun var ikke skovelver for ingenting. Når han tænkte over det, så havde der været flere gange hvor hun, om bord, havde skiftet humør som vinden skiftede retning i en sommerstorm.

I et langt øjeblik stirrede Genevira nare på Taliia uden rigtig at se hende. I sin hjerne var hun allerede så langt væk inde i barndommens skab, at hun ikke længere kunne finde hoved og hale i den virkelighed, der reelt foregik omkring hende. Situationen var fjern. Kvinden havde fundet hende, så hvorfor havde hun ikke slået hende endnu? Hvorfor sagde hun ikke noget? Der var ingen skæld ud. Ikke et ord og det forvirrede hende, ind til det gik op for Genevira, at det selvfølgelig var fordi kvinden her ikke var hendes mor. Den form for omsorg, som denne komplet fremmede kvinde på et eller andet plan forsøgte at vise hende plejede først at indfinde sig i Edith Isherwood, når hun skulle trøste sin datter efter selv at have slået hende. Her iblandet mange formaninger om, at det var Geneviras egen skyld og at moderen ikke reelt ønskede at gøre hende ondt, men blev nødt til det, så længe Genevira valgte at opføre sig tåbeligt. Det havde egentlig altid forekommet Genevira nogenlunde fair nok og det havde altid lykkedes hende at have ondt af moren, der så succesfuldt vendte narrativet til at handle om sin egen smerte ved at opdrage et genstridigt barn. Hun svor altid at gøre det bedre. Ikke at være så generende, at gøre livet nemmere for hende. At man kunne være forældre på en anden måde var aldrig faldet hende ind. Hvordan blev andre børn afholdt fra at gøre dumme ting? Hun følte et mærkeligt stik af misundelse over, at Katrina havde en mor man kunne snakke med og blev så øjeblikkeligt utilpas ved tanken, der føltes som et højforræderi af værste skuffe, for havde hendes mor måske ikke passet på hende? Alle og enhver af hendes søskende vidste, at hun var yndlingsbarnet, så hun havde vel i for sig ikke nogen reel hverken grund eller ret til at beklage sig over tingenes tilstand. Alligevel føltes trangen til at bede Taliia om et kram så overvældende, at hun var nødt til at trække sine hænder til sig. Ellers kunne hun ave siddet sådan her meget længe. Hun trak sig med en utilsigtet voldsomhed bort fra elverkvinden og bøjede hovedet, øjeblikkeligt skamfuld over sin egen uhøflighed.

”Det gør ikke noget. Undskyld,” mumlede hun.

”Bare….fortæl mig, at…det ikke var kongen af Sunfury, der gjorde det der…ved Kat…”

Selv om Genevira havde trukket hænderne væk i et hastigt tempo, kunne Tal ikke få sig selv til at blive vred over det. For hende føltes det som om at hun sad over for et barn der var fyldt med angst for at blive råbt af og slået. Det var blandt andet derfor at hun holdte stemmen lav, blid og venlig.
”Genevira. Vil du gerne at vi forstætter snakken i mere rolige omgivelser? Vi har nogle bløde møbler i mødelokalerne, hvor du også kunne hvile dig lidt, så frem du har brug for det.”

Alt efter hvad Genevira valgte, ville Taliia føje hende og stille fortsætte.
”Jeg er ikke helt sikker på om kongen af Sunfury og manden der gjorde det ved Kat er den samme. Men jeg ved at han arbejdede i et af de finere bordeller i byen og hed Valentine. Søsteren hedder Juniper Graceling. En dame jeg helst har så lidt med at gøre som muligt.”

Vladimir havde sat og lyttet med, mens han var blevet noget så overrasket over Geneviras måde at reagere på, da Taliia gav los for sin ophobet vrede. Hvis Genevira havde ønsket at flytte samtalen i et mødelokale, så var han fuldt med som sikkerhed for at ingen af damerne endte i flæsket på hinanden. Han også at holde sin stemme lav, for ikke at skramme Genevira mere.
”Ud fra de oplysninger jeg har fået, så ja. Valentine er, gennem ægteskab, blevet ophøjet til konge af Sunfury.”

Genevira var nødt til at overveje det lidt, stirrede ud i luften, men det faldt hende hurtigt ind, at hvis hun skulle have et sammenbrud, så skulle de i hvert fald være tilpas langt væk fra folks undersøgende granskende øjne først. Hun var nødt til konstant at fremstå perfekt og perfekte folk brød aldrig sammen nogensinde. Måske var det dumt at stole på Taliia, men forhåbentlig havde hun livslyst nok til ikke at løbe med rygter, hvis hun så eller hørte noget, der kunne bruges imod Genevira eller styret generelt. Om ikke andet, havde hun vel hjerne nok til at vide, at hvis hun begyndte at sprede ting, der var….upraktiske, ville hun sandsynligvis aldrig hverken blive set eller hørt fra igen. Ikke at Genevira egentlig ønskede noget sådant for hende. Kvinden var overraskende rar. Eller også havde Genevira bare mere brug for reel omsorg, end hun sådan lige før havde indset. Denne nye information var…tja, selv helgener kunne vel få slået benene væk under sig en gang i mellem. Hun nikkede stumt, lettere hektisk, forsøgte ihærdigt ikke at se alt for forvildet eller fortvivlet ud. Hun ville ønske, at hun havde taget en af sine kyser på i dag, så kunne hun have haft sit ansigtsudtryk i fred ved bare at bøje hovedet og hun havde ikke behøvet tænke så meget over det.

Hun rejste sig, stadig tavs som graven og fulgte med Taliia ind i et af de mødelokaler, hun havde nævnt. Fortabt satte hun sig ned i en lænestol og så sig om i rummet med et tomøjet fremmed udtryk, uden rigtig at se, hvad hun egentlig kiggede på.


”Han….er du sikker på, at der ikke er sket en misforståelse? Han ville ikke…det ville han ikke gøre….sådan er han ikke,” hviskede hun, men det var som om hendes stemme mistede styrke for hvert ord, for kendte hun ham i det hele taget? Det troede hun, at hun havde. Hun havde fået hans sande navn? Var det ikke en tillidserklæring? Havde han ikke givet hende sit sande navn? Et stykke af sin sjæl? Før det brev der ødelagde alting, ville hun have sagt, at hun forstod ham. Måske havde der endog været et korn af noget en mindre forslået sjæl ville have vovet at kalde kærlighed. Nu følte hun sig bare som en idiot. For hvor meget havde hun lige blottet sig for ham, imens hun ingen garanti havde for, at noget af det, han havde fortalt hende var sandt? Kunne han virkelig….? Nej hvorfor skulle han gøre Kat noget….hvorfor?

”Jeg har brug for en kop te,” sagde hun pludselig med et udtryk som en, der havde levet tusind år for længe og var udmattet af det.

Taliia støttede hende hvis det var nødvendigt på turen ind til mødelokalet. Hun var oprigtigt bekymret for Kats veninde, som Tal var kommet frem til gennem samtalen. Hun lyttede til Geneviras hviskende ord om at Valentine ikke kunne gøre sådan noget. Noget tydede på at Genevira havde haft et forhold til manden, men Tal forholdte sig tavs.
Lige indtil der blev bedt om te.

"Vlad, vil du være sød at hente en kande af min personlige blanding? Du ved, den afslappende." Vlad nikkede og forlod rummet, mens Tal satte sig i den anden lænestol.

Der gik ikke længe før Vlad kom tilbage med en bakke med to krus, tekande og en kop, i det tilfælde at Genevira heller ville drikke af en kop end et krus. Han satte bakken på bordet ved Taliia og gik igen hen til vægen ved siden af døren, for at holde afstand, da han stadig havde på fornemmelsen at Genevira ikke helt var tryk nok til at have ham tæt på.
Taliia tog kanden og så på Genevira.
"Vil du drikke af krus eller kop?" Hvorpå hun ville fylde pågældende og række det til Genevira. Derefter fyldte hun et krus til sig selv og satte sig med et suk, samt snusede liftligt ind.
"Jeg elsker min svigerfar for hans te. Særligt denne blanding. Den har en evne til at berolige ens sind og krop." Hun drak en god mundfuld, før hun sænkede kruset lidt så hendes albuer rørte stolens armlæn.

//Te'en består af Karamille, Lavendel og Citron melisse. //

Hun havde egentlig bare set frem til en rigtig kop te. Så en kop fuld af urter ramte mildt sagt en smule ved siden af, men hun ville ikke være utaknemmelig, det var hun trods alt opdraget bedre end, så hun sagde intet og slugte næsten en hel kop af denne fattigmandsblomstermikstur, der var ubehageligt familiær fra nogle af de ting, hun havde drukket gennem barndommen og så langt væk fra de teer, hun efterhånden var vant til fra oppe på borgen. Denne urteblanding mindede hende mest af alt om at være syg og dårlig, da hun var yngre. Forkølelser, feber, hendes første menstruation, hvad som helst. Det hele syntes kædet uløseligt sammen med diverse mere eller mindre mystiske urteopkog, som det var lykkedes hendes mor at koge sammen. Og selvom hun skulle undertrykke et øjebliks kvalme, som teen næsten lykkedes med at påkalde, fordi det var der hun havde fået noget lignende oftest, så var der noget sært beroligende i den. Uden tvivl delvist på grund af uternes egen iboende effekt, men Genevira selv tilskrev mere af blandingens magt til en sygeligt forskruet form for nostalgi. Det var næsten på disse tidspunkter, at Edith Isherwood havde vist sig fra sin bedste side. Varm, omsorgsfuld og bekymret. Det var som om noget af moderens iboende vrede forlod hende, når datteren var for sårbar til at udgøre et irritationsmoment i hendes hverdag og hendes omklamrende natur udmøntede sig snare i en form for overdreven kærlighed end i det konstante behov for at kontrollere Geneviras gøren og laden. Måske fordi hun trods alt var ubestridt i kontrol med situationen, når Genevira ikke kunne gøre ret meget andet end at ligge i en seng alligevel.

”Tak, det er god te, m….” Hun nåede lige at stoppe sig selv, før hun fuldførte den forbandede sætning. Et øjeblik fandt Genevira sig ude af stand til at gøre andet end at stirre tomt ind i den nærmeste væg, håbede at Taliia ikke ville lægge mærke til hendes fejltagelse.
Imens forsøgte hun at afgøre, hvad hun skulle gøre med Valentineinformationerne. Måske betød Taliias manglende reaktion på hendes ord, at hun alligevel ikke havde noget, at have sine anklager i? Der var andre folk i verden, der hed Valentine. Og andre folk i verden, der hed Valentine og havde søstre. Desuden havde Valentine sagt, at hans søster hed Gula, ikke Juniper. Fordi de bruger falske navne, din spade, , påmindede hendes hjerne hende køligt, men tanken var nu alligevel rar at gemme sig bag. Selvfølgelig kunne han ikke finde på sådan noget. Hvorfor skulle han? I hvilken verden fik han noget ud af det?

Hun kunne godt fornemme at teen ikke ligefrem faldt i god jord, hvilket fik hende til at smile ved Geneviras ord.
"...men den er ikke dig. Intet problem." Hun så hen på Valdimir, som nikkede og smuttede et øjeblik inden han kom tilbage med en ung kvinde, der var mere anstændig klædt. Vlad selv blev ude på gangen og lod sin vampyr hørelse være fokuseret på damerne i lokalet.
"Er der en speciel blanding som du heller vil have? Eventuelt noget du er sulten efter? Ingen grund til at være beskeden." Taliia så venligt, ja næsten moderligt på Genevira, som om hun afgjort var en af Kats veninder der var på besøg.

Det var nogen tid siden Tal havde været så afslappet. Særligt efter de prøvelser Kat havde været udsat for på det sidste.
Alligevel kunne Tal ikke lade vær med at glæde sig til at komme tilbage til Aquener, hvor hun muligvis kunne se Azir. Bare tanken fik hende til at rødme en smule. Selv om de kun var på venskabelig fod, så nød hun hans selvskab.

Åh nej. Taliia havde lagt mærke til det. Hun rystede intenst på hovedet, slugte halvdelen af endnu en kop te, næsten demonstrativt. ”Nej virkelig det er fint…det mindede mig bare om….” Hendes sætning døde ud. Alt her mindede hende i det hele taget alt for meget om andre ting. Først havde kvinden her rippet op i det sår, der var hendes forhold til Valentine, som hun ellers gjorde sit bedste for at skubbe så langt tilbage i sin hjerne, at hun til sidst glemte det, akkurat som hun havde sat kassen med hans resterende breve på en hylde i sit klædeskab, der var så høj, at hun ikke kunne nå den, hvis ikke hun stillede sig på en stol. Og nu havde Taliia så også utilsigtet bragt hende hjem rent metaforisk set. Tydeligvis totalt uvidende om den smerte og panik, hun derved havde påført hende. Hvor skulle hun også vide det fra? De to kvinder kendte intet til hinanden. Derfor undrede Taliias milde blik på Genevira hende også mere, end hvis hun blot havde budt hende pænt farvel. Bedt hende gå. Ej heller genkendte hun blikkets moderlige natur, for det var aldrig sådan hendes egen mor havde set på hende. En forlængelse af moderen selv. En konstant kilde til ængstelse, moderens største kærlighed måske nok ja, men også en erstatning for et tidligere dødt barn, som Genevira aldrig rigtig havde kunne leve fuldstændig op til. Kvindens varme var…dragende, i hvert fald for det lille barn inden i hende, der for et øjeblik kun ønskede at hvile hovedet mod hendes skulder, så hun kunne stryge hende over håret, som hendes egen mor ville have gjort, når hun var i et mildere humør (eller bare efter at Genevira havde undskyldt tilstrækkeligt overfor hende). Og det fik hende til at føle sig ækel. En eller anden gemen lille forræder. Først går du fra din familie, der har brug for dig og nu det her?

”Jeg burde virkelig gå….” mumlede hun og undrede sig over Taliias røde kinder. Modsat Taliia var hun, sjovt nok, overhovedet ikke afslappet, så tanken om, at den anden kvindes tanker var drevet over på romance ville aldrig være faldet hende ind.

”Er du okay??”

Hun blev hurtig nærværende igen, da hun hørte Geneviras ord. Dog ventede hun med at sige noget til hun var sikker på at Genevira havde talt færdigt. Et varmt og venligt smil lyste op. "Tak for din bekymring, og ja, jeg er okay. Kom blot i tanke om at jeg skulle besøge en ven, når jeg kommer hjem til Aquener igen. Hvad det andet angår... Så har du alt muligt ret til at sige din mening. Bare fordi det er min ynglings blanding, er det ikke ens betydende med at andre kan lide den. Hvilket jeg burde have tænkt på, inden jeg bad om at få en hel kande her ind." Hun satte sit krus på bordet og rejste sig, for kort efter at knæle ved siden af stolen hvor Genevira sad. Da hun talte var stemmen lav nok til at det kun var hende selv og Genevira der kunne høre det.
"Jeg undskylder hvis mine ord virker stødende. Men for mig virker det som om, at du ikke har haft en nem opvækst eller at du har nogle dybe problemer. Og alligevel tager du det meste i stiv arm, hvilket jeg er imponeret over." Hun så hen på kvinden der stod ved døren og ventede.

"Hvilke af de finere te blandinger ligger vi inde med?" Kvinden smilede og gav sig til at remse op:
Hyben, Hyldeblomst. Sort te blandinger: bergamotte og appelsinskal. Citrus. Tørret frugt. Kanel og appelsinskal. Samt den nyeste: Sort te med kakaobønneskalker, kakaostykker og koriander. Tal nikkede og så afventende på Genevira om der var noget af dette hun ønskede.

”Bor du i Aquener? Har du så et skib? Min søster bor der. Hendes mand har en båd,” fortalte hun og vidste egentlig ikke helt, hvorfor det var netop de ord, der kom til hende nu, måske bare fordi Taliia, af grunde som Genevira ikke helt kunne afklare ikke virkede irriteret og så var det bedre at holde hende i det humør. Få hende til at blive ved med at snakke.

”Undskyld. For det med teen, jeg vil ikke være utaknemmelig. Jeg skulle ikke have sagt noget,” mumlede hun, da Taliia fortsatte den del af samtalen i stedet for bare at lade den dø. Måske var hun i virkeligheden rent faktisk irriteret og var bare god til at skjule det. I teorien ventede hun måske bare på et mere passende øjeblik at ødelægge alting. I hvert fald tillod Genevira ikke sig selv at slappe af. Åh hun skulle bare have ladet Katrinas problemer være Katrinas problemer og være gået hjem igen. Så kunne hun have druknet alle sine forvirrede følelser i arbejde som hun plejede at gøre det, men nu sad hun her og Taliia forsøgte at have en samtale, som det ville være uhøfligt bare at gå fra. Og Edith Isherwood havde om nogen ikke opdraget en uhøflig datter.
Snarer havde hun skabt et væsen, der ved det første tegn på konflikt nærmest lagde sig ned for at blive trådt på for ikke at generere andre folk.

Alligevel stirrede hun helt forvildet på Taliia, da hun vovede, at sige så meget som et ord om hendes opvækst. Som om hun vidste noget. Sådan at komme her og forsøge at…fornærme hendes forældre på den måde.

”De ved ikke ret meget, men siden De nu har fattet interesse og bekymring, vil jeg lade Dem vide, at mine forældre gjorde deres bedste,” snappede hun. Et dyr, der var blevet trængt op i en krog og ikke havde anden udvej end at bide fra sig.
Det var nemmere at tage sine forældre i forsvar end rigtigt at håndtere det faktum, at hun nok egentlig aldrig havde haft det godt og at andre dermed, igen, altid havde haft det bedre end hun selv.

Det tog hende et øjeblik at finde tilbage til samtalen om te. I guder hvorfor handlede det hele pludselig om te?

”Kanel og appelsinskal lyder dejligt. Tak.”

Taliia smilede og nikkede til Geneviras første spørgsmål.
"Ja, jeg bor i Aquener. Og ja, jeg har en meget stor båd eller skib om du vil. Jeg har også sejlet i mange år på flere forskellige skibe, både som besætningsmedlem, First Mate og Kaptajn."
Hun rystede roligt på hovedet af de næste ord om at Genevira ikke ville være utaknemlig og ikke burde have sagt noget. Men inden hun nåede at sige noget til det, kom den næste tale fra Genevira. Tal trak roligt på skuldrene og strakte sine ben, inden hun satte sig på bordet og tog sit krus igen.
"Det mente de sikkert selv. Men guderne skal vide at forældre ofte har et ideal, som de forsøger at få deres børn til at leve op til. Mine var i hvert fald sådan. Og eftersom jeg ikke levede op til deres krav, blev jeg sparket ud af familien, så snart jeg kunne klare mig selv."

Hun skænkede sig selv et nyt krusfuld og drak lidt mere inden hun fortsatte.
"Da jeg fik Kat, var jeg indstillet på at lade hende få et mere frit liv, hvilket også blev gjort nemmere af klanens nærhed og min svigerfar, samt manden jeg altid har set som en storebror... Men nu, hvor hun har haft det ene problem efter det andet. Ja, så er jeg i tvivl om hvor jeg, som mor, står. Jeg ønsker at hjælpe hende, men samtidig ved jeg også at hun er gammel nok til at stå på egne ben. En ting er dog sikkert. Uanset hvad Kat vælger, så er jeg altid klar med åbne arme, hvis hun skulle få brug for det."

Kvinden gik så snart Genevira havde ytret sit ønske, og kom snart tilbage med en frisk og varm kande, som hun ville skænke en portion til Genevira, og derefter sætte kanden på et lille serveringsbord, hun også havde haft med ind. Derefter forlod hun rummet og lod damerne om deres samtale.

Troede….Taliia ikke at Genevira vidste, hvad et skib var? Godt nok havde hun aldrig været på et og havde levet et liv fjernt fra alt, hvad der havde med havet at gøre, men altså helt ærligt. Hun svarede ikke på Taliias ord, men betragtede hende bare med et fjernt udtryk.

”Forældre har altid deres grunde, måske klarede du dig bare bedre selv” konstaterede hun ligefremt. Sådan. Det var ikke alt for uhøfligt vel? Men Taliia havde øjensynligt ikke den store virkelighedsfornemmelse. Hvorfor skulle folk få børn og så bare tolerere, at de opførte sig åndsvagt? Det var nemt at afskrive andres besvær, andres behov for at gøre op med dårlige mønstre, når de sad så dybt i en selv, at det næsten kunne være kategoriseret som hjernevask. Hun anede i det hele taget ikke, hvorfor hun havde den her samtale med en vidt fremmed anyway. Hvor vovede Taliia i det hele taget at lade som om, at hun vidste noget som helst om hendes familiesituation. Hvad hendes forældre burde og ikke burde have gjort, hvad de mente om hvilke ting. Genevira var da endt fint nok ikke, så helt galt, var det ikke gået vel? Måske var tingene anderledes i whatever fucking eventyrland Taliia var vokset op i, men Rotten Root krævede altså noget andet af sine beboere, hvis ikke de ønskede børn, der bare gik hen og døde, første gang de gik ud for at lege på vejen. Det var Genevira i hvert fald, efter årevis af hårdnakket disciplinering, overbevist om.
Hun stirrede udtryksløst på Taliia, ublinkende, ventede bare på at hendes intention med overhovedet at have denne her samtale. Det føles som en hån. Et forsøg på at hævde sig selv fra Taliias side og hun forstod ikke hvorfor. Til trods for, at hendes familie, sidste gang hun havde set dem, mere eller mindre havde slået hånden af hende, så var hele præmissen ubehagelig.
Der var mange ting hun kunne have sagt, men hun var en god pige og gode piger sagde ikke grimme ting. Hun sad der bare med den ufravendte stirren. Tog forsigtigt en slurk te.

Hun sukkede, da hun fornemmede begrundelsen for Geneviras ord. For ikke at sige det blik der ramte hende.
"...Og det var en pæn måde at sige: "Bland dig uden om mit liv." Et vink jeg forstår." Hun bukkede siddende med højre hånd over hjertet.
"Jeg undskylder for min fejltagelse, frøken Allaire. Det skal ikke ske igen, med mindre De ønsker det."

Hun rettede sig op igen og så stadig venligt på Genevira.
"Hvorledes går det byen og dens hersker? Jeg har forstået at der er optøjer, men endnu ikke nået at sætte mig ind i hvor eller hvad problemerne er." Hun måtte heller holde samtalen formel, som Genevira tidligere havde ønsket. Mest af hensyn til høfligheden.


Ude på gangen kunne Vladimir, grundet sin vampyrhørelse, ikke undgå at høre hvordan Taliia undskyldte over for Genvira, samt fortsatte deres samtale i et mere formelt toneleje. Det fik et smil på hans læber, da han nemt kunne forstille sig hvilken prøvelse det var for Tal, eftersom hun fortrak et mere neutralt eller nede på jorden talemåde.

Hun svarede på Taliias undskyldning med et lille taknemmeligt nik, ønskede ikke at sætte flere ord på det, for det gjorde bare, at der blev mere, man potentielt kunne grave i. Hvilket var præcis det, som Genevira netop ønskede at undgå. Ved hendes næste ord lod Genevira dog synligt til at slappe mere af. Endelig noget, hun kunne håndtere. Sit arbejde. Hendes udtryk mildnedes. Det forjagede mistroiske barn forsvandt bort som vasket væk af regnen. Tilbage sad en rolig, selvsikker ung kvinde og smilede varmt til Taliia. Et væsen man kunne komme til med sine problemer. En person der var til at stole på. Med en udstråling af, at hvis du havde brug for noget som helst, så kunne du finde det her, selv hvis det så bare var kram. Respektabel, ærbar, ren. Et af de vigtigste, ja hvis ikke det vigtigste, led i Mcgivens styrets for tiden yderst velsmurte propagandamaskineri.
”Lord Mcgivens har det godt,” svarede hun roligt.

”Som De må kunne forestille dem, så er lederskab kompliceret og de seneste års naturforhold har ikke gjort noget godt for folket. Ressourcer er svære at opdrive, men jeg kan forsikre dem om at herskeren og hans folk arbejder i døgndrift for at tackle utilfredsheden. Som De måske også har bemærket er der blevet rejst nye bygninger og der er en større omdeling af fornødenheder som mad og medicin.” Hun viftede lidt med hånden.

”Vi værdsætter selvfølgelig Deres datters involvering i disse henseender og håber på, at hun snart vil være i bedring,” Hun tog en slurk te og satte forsigtigt koppen fra sig på det lille sidebord med en let kliren.'

”Folket har fået et nyt talerør (mig) og vi som De måske har læst Dem frem til eller set med egne øjne, virker det til at give mange af dem en stor ro, at der er en af deres egne tæt på herskeren, der kan tale deres sag i de kredse, hvor det er svært for dem selv at komme til orde. Jeg beder til det en dag vil hjælpe til at fjerne usikkerheden. Flere og flere har åbnet øjnene til, hvad vores hersker gør for os, hvor meget han har kæmpet for os hver dag til trods for ressourcemangel. Folket fortjener ro, Taliia og guderne skal vide, at jeg håber, at disse urostiftere snart vil indse det.”

Hun smilede og lyttede roligt til hvad Genevira fortalte. Ligeledes nikkede hun fra tid til anden, når hun var enig i det der blev sagt. Godt nok havde Kat og Beldragon nævnt noget om at de havde været tilstede ved et af sammenstødene, men hun måtte høre sin datter og ven nærmere omkring dette. Særligt hvis disse oprøre fortsatte. Det ville afgjort blive skadeligt for handelshuset.

Da Genevira nævnte at folket havde fået et nyt talerør, fik Tal fornemmelsen af at det var taleren selv, som hun sad overfor, men hun sagde intet. Smilede blot, men var oprigtigt nysgerrig efter hvad der næst vil blive. Noget der dog fangede Tals opmærksomhed, var måden som Genvira roste byens hersker. For hende lød det afgjort som om at han enten var en virkelig imponerende mand, eller også var Genevira så forgabt i ham at hun fik det til at lyde som det første.

”Naturligvis vil det bedste være at urostifterne falder til ro og acceptere tingene. Men det er desværre ikke altid sådan det går til. Nogle gange er man nød til at statuere et eller flere eksempler, om man kan lide det eller ej. Dog håber jeg ikke det kommer til det punkt, eftersom det kan ødelægge utrolig meget ret hurtigt, hvis folk ikke tager godt imod det. Hvis handelshuset og dets folk kommer i problemer, har de ordre på at barrikadere sig, mest for at beskytte sig selv, men også varebeholdningen. Hvis der mod forventning skulle findes oprøre imellem min klansfolk, så vil vi selv tage os af dem.” Det sidste blev sagt med en bestemt tone. Ikke at Tal beskyldte nogen for at modsætte sig hende, men mere som en forklaring på hvad der kunne ske, hvis nogle af Blackfire klanens folk var blandt de skyldige.

Taliia måtte virkelig tro, at hun var en idiot. Ellers ville hun ikke side her og forklare så simple koncepter for hende. Ting som det ville have været almindeligt at antage, at hun i herskerens nærvær var blevet ganske bekendt med. Havde de måske ikke slået dem, der var trængt ind på borgen ihjel. Havde det da ikke netop været en ting, der skabte røre, at det overhovedet var sket og havde de ikke netop vist, at de kunne tage hånd om det. Måske var det i virkeligheden Taliia, der havde så lidt sans for noget som helst, at hun blev nødt til at bekræfte for sig selv et så simpelt koncept, som at en rebelgruppe ikke kunne tillades at løbe frit rundt uden konsekvenser for sine handlinger. Det var ting en person, der var opvokset til at herske sikkert ville lære i en alder af fem. En ting som ja, selv den almindelige befolkning burde kende alt til, fordi de så konsekvenserne af samfundsundergravende adfærd i det daglige. Og alligevel sad Taliia her og lod til at antage, at Genevira, i en alder af 25 år, der føltes som årtusinder længere på grund af hendes opvækst, ikke kendte noget til noget, så simpelt.
Hun smilede behageligt og tog endnu en slurk te.

”Selvfølgelig. Så meget er åbenlyst for hvem som helst, ville jeg da håbe. Vi værdsætter selvfølgelig, at I holder øje med jeres egne folk.” Så meget kunne man altså alligevel stole på Blackfire klanens samlede intellekt. Efter møder med diverse af familiens medlemmer, var Genevira ellers begyndt at tvivle.

”På samme måde vil alt information I eventuelt vil kunne give os om mistænkelig adfærd blive det. I ville ikke blot gøre os, men hele vores by en tjeneste, så hold det endelig ikke for jer selv, hvis noget skulle komme jer for øer.” Ikke videre sandsynligt. Taliia holdt sig tilsyneladende ikke opdateret på nyheder, der ikke vedrørte hendes egen lille familie.