High Flying, Adored (Taliia)

Der dummede hun sig vist igen... Tal sukkede stille og gned sig ved næseroden.
"Det er længe siden jeg har dummet mig så meget på en dag. Selvfølgelig har I styr på byen. Ellers ville der være mere uro i gaderne." Hun tømte sit krus, satte det på bordet, inden hun satte albuerne på sine lår og knyttede hænderne, så hun kunne hvile hagen på dem.
"Det er da det mindste vi kan kan gøre. Altså at holde øje med vores egne folk. Hvad information angår... Så skal jeg lade folkene vide at de skal gå til Dem, hvis de ser eller høre noget. Mens Kat er på ferie, har jeg overtaget den øverste ledelse med handelshuset her og i Sunfury. Alligevel kan jeg ikke lade vær med at sidde og tænke på om det kan blive nødvendigt at lukke handelshuset, indtil der er styr på hvem de involverede parter er... Det ville godt nok gå ud over handlen, men hvis det kan sikre folk, både byens og klanens, så kunne det nemt være en mulighed." Hendes øjne blev en smule fjerne mens hun talte. Som om hun allerede i tankerne var i gang med at gennemgå de forskellige situationer, for at finde frem til den bedste strategi.

En koncentreret panderynke dannede sig mellem Geneviras mørke øjenbryn og hun klemte øjnene sammen, som hun nøje studerede Taliia og overvejede elverkvindens ord. I en rum tid var hun tavs. De eneste lyde var den dæmpede støj fra fælleslokalet, som de tidligere havde forladt. Endelig rystede Genevira på hovedet, næsten undskyldende.

”Beklager min ligefremhed et øjeblik Taliia, men jeg kan ikke se nogen logisk grund til lukke handelshusene, hvis ikke det er fordi De frygter for Deres arbejderes ve og vel. Der er nok usikkerhed og desperation i gaderne, som det er nu og at lukke et af de steder, hvor de fattige rent faktisk har et frirum og mulighed for at komme og få et varmt måltid mad indimellem forekommer mig, igen, jeg undskylder for at være så direkte, komplet kontraintuitivt. Hvis I tager et fristed væk fra dem, hvor skal de så være? Hvor skal de gå hen (Til mig, ja, men jeg har ikke decideret bygninger vi kan putte dem i). Nej, det vil bare få desperationen til at stige yderligere end hvad den er i forvejen. Jeg vil håbe, at I vil fortsætte jeres gode arbejde, så længe det ikke er til fare for jer selv. Ved hvilket punkt vi selvfølgelig vil kunne forstå en tilbagetrækning, men forhåbentlig når vi ikke dertil.”fastslog hun roligt. Nok var Genevira småirriteret over handelshusenes indflydelse, en indflydelse der i hendes øjne burde ligge udelukkende hos herskeren og dennes udvalgte folk, men hun ville heller ikke underkende, at lige nu var der brug for det arbejde, de foretog sig. Hun kunne gøre meget. Som hendes efterhånden voldsomme følgeskare da også var udtryk for, men selv helgeninder kunne vel få brug for en hjælpende hånd fra tid til anden.

Geneviras ord bragte hende tilbage, skønt tankerne fortsatte lidt. Hun nikkede i enighed og kunne godt se hvad Genevira tænkte på. Hvad ville Kat gøre i sådan en situation? De kunne jo enlig godt lukke handelshuset og så bare lade fattighuset være åbent, men om det var løsningen var hun ikke sikker på.
"Jeg er fuldt ud enig i at fattighuset skal forblive åbent. Det var mere selve handelshuset jeg tænkte på muligvis at lukke."
Problemet, eller skulle man sige udfordringen, lå mest i at byen blev styrret af en dæmon. Det betød at der var en større risiko for at oprøret ville ende i et blodbad, hvis det gik mere skævt end det hidtil havde.
Uden at tænke over det, rejste Tal sig og begyndte at gå lidt frem og tilbage i et afslappet tempo. Skulle hun stille og roligt få ændret personalet til kun at omfatte dæmoner og vampyre, som muligvis ville være i sikkerhed hvis det gik helt skævt? Eller skulle hun ændre det til forskellige engler og væsener med lysmagi?
"Jeg kan se en udfordring som nemt kan gå hen og blive et problem, hvis oprøret går mere skævt end det allerede er. Byens hersker er dæmon og han har med garrenti andre dæmoner og vampyrer, som vil hjælpe ham med en udrensning. Personligt har jeg intet imod hverken dæmoner og vampyrer eller andre mørke væsener, så frem de ikke prøver at dræbe eller spise mig... Men hvis det bliver en udrensning, kommer det til at gå ud over alle andre, inklusiv dem som arbejder her. Både handelshuset og fattighuset har personale og besøgende af alle racer."

Det lille fine porcelænsansigt var lige så ulæseligt, som de dukker Genevira skabte i sin fritid. Hun rejste sig, lydløst udover den sagte hvisken fra hendes kjoles tunge skørter. Hun foldede de slanke hænder foran sig, betragtede Taliia uden så meget som at blinke. På trods af Geneviras lidet imponerende højde var hendes udstråling ikke til at tage fejl af. Den udstråling, der tilsyneladende efterhånden havde slået benene væk under store dele af Doomsvilles underklasse. Havde den lille vampyr samme tiltrækningskraft som en incubus? På ingen måde? Samme intimiderende aura som en bloddæmon? Nej, men Sean Mcgivens’ tjenerinde bar en vis rolig karisma. Nogle gange blødt charmerende, varm. Andre gange, som nu syntes hun bare med sin totale ophøjede ro pludselig at….fylde meget. Hun havde øvet sig. Helgener kunne ikke røres. Hun måtte ikke blive vred. Ikke synligt i hvert fald. Hun måtte være hævet over så fornedrede menneskelige reaktioner som disse.
Hun smilede lidt til Taliia. Sødt, uskyldigt.

”Jeg vil minde Dem om, frue, at det er byens hersker, De taler sådan om. De bør vide selvfølgelig, at det han gør, gøres for byens bedste. Han elsker denne by, det kan ingen der kender ham nægte. Således vil en eventuel udrensning, som De taler om på denne måde, der, hvis jeg må være så fri, får det til at lyde som om, at du regner med, at kende til hele hans person, blot fordi han er en dæmon, ikke være for egen vindings skyld, men for byens eget bedste. At nogen må dø for at andre kan leve i fred er vel ikke et tab, hvis dem der dør var med til at skabe ufred for den resterende fredelige befolkning vel?” Hun ventede ikke på svar ret længe.

”For fremtiden, vil jeg råde Dem til ikke at rode i politik, De ikke har forstand på. Og nu må jeg gå. Tak for teen.” Hun havde knap drukket noget af den.
Hun nejede kort for Taliia og forlod så lokalet med svævende skridt.

Noget sagde Tal at hun havde vækket vampyrens vrede. Den måde hun bare stod og så på hende med den der ophøjet ro, samt smilede sødt og uskyldigt.
Det fik Tal til at ønske at hun stod med sine våben i hænderne, men hun afholdte sig fra den mindste bevægelse i den retning. Hun var udmærket godt klar over at hun ikke havde en levende chance overfor Genevira, hvis det kom til kamp.

Geneviras ord, satte kun yderligere nervøsitet i Tal om hvad der kunne ske, hvis oprøret blev større. Ligeledes var det tydeligt for Tal at Genevira beundrede Sean Mcgivens, og at hun ville gøre lidt af hvert på hans bud.
Tal syndes ikke at Genevira havde ventet ret længe før hun takkede af og forlod rummet. Tilbage stod Tal med en blandet følelse og viste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til det hun havde hørt.


Vladimir, som havde stået ude på gangen under hele samtalen, trak sig lidt tilbage og bukkede venligt for Genvira da hun forlod lokalet. Derefter kikkede han ind af døren med et drilsk smil på læberne.
”Noget siger mig, at du fik en verbal afklapsning fra den unge dame.” Tal sukkede, skænkede sig et krus te selv om den var blevet kold. Hun skar lidt ansigt af smagen inden hun tømte kruset.
”Lad os få noget sen aftensmad og et krus rom.” Vlad grinede hjerteligt. Hvor det lignede Tal at skifte emne. Så mor, så datter. Kat havde også samme vane når noget ikke gik i den rigtige retning.