I am just out for a walk... //Isobel Graf//

S: Gyderne i Doomsville.
O: Mennesker og rotter.
T: Formiddag.
V: Regnvejr, og lidt sol. Regnbue.
P: Sort t-shirt, sorte bukser, sorte sko, og en sort jakke med hætte. Hætte over hovedet, så det dækker hendes ansigt.

Nille gik roligt genmen gyden og havde blikket fastlåst i jorden, for at undgå enhver. Hun havde ikke lyst til at snakke med nogen... Idag var hun bange, skræmt og utrolig sær. Hun havde hørt tanker inde i sit hoved som ikke var hendes, men en andens. Det skræmte hende fra vid og sans! Nu var de heldigvis væk. Nille kom til at gå ind i en mand, hun kiggede hurtigt op men kiggede så ned igen. "Undskyld..." Mumlede hun og gik udenom ham. Hans arm skød ud og greb hende i jakken. "Hva dælen? Tror du at du bare kan gå sådan dér?" Han råbte af hende og trak hendes hætte af. Hendes brune hår med sorte striber, var sat op i en fletning. "Jeg har sagt undskyld..." Svarede hun stille. Manden gjorde an til at slå hende.

Regnen faldt blidt ned mod Isobels lyse hud og trillede langsomt og fint ned ad hende. Hun havde ingen tanker om at dække sig selv mere til, hvad ville det egentlig hjælpe? Hun var allerede blevet våd, og kulden.. Ja, kulden kunne hun jo sådan set ikke rigtige mærke. Hendes hud var i forvejen koldere end regnens svage dråber, som kunne briste når som helst. Isobel hoppede ud af hendes egne tanker da hun hørte en mand råbe ikke så langt fra hende, af nysgerrighed ville hun selvfølgelig undersøger det.. Med rolige skridt drejede hun rundt om hjørnet og gik indtil hun kunne se manden som stod og råbte. Hun stoppede op få meter væk fra manden og kvinden. Han skulle lige til at slå kvinden, muligvis hans kone? Hun vidste at verden var sådan, så det var blot et skud i tågen.
''Aah...'' Hun snakkede stille og roligt, det lød som om hun var helt skuffet over ham. Hvilket hun også på en måde var. Hun havde jo ikke nogen problemer med at dræbe andre, men det var heller ikke rigtig noget hun gjorde til dagligt. Hun gjorde det for det meste kun fordi de havde gjort noget hun ikke brød sig om ved andre eller hende selv, eller også fordi hun manglede blod.
''Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig.'' Hun lagde armene over kort og lænede sig op af muren. ''HA!Og hvorfor så ikke det!'' Brummede den kraftig byggede mand ind i hovedet på Isobel. Hun lukkede øjnene indtil han var færdig med sin sætning. Noget spyt var kommet ud af hans mund og trillede sammen med regnen ned af hendes kinder. Med den ene hånd tørrede hun blandingen væk fra ansigtet. Hun lod langsomt sine uhyggelige, men smukke øjne glide ind i hans, mens et skræmmende smil voksede villigt på hendes læber. I et stort skridt, trådte hun helt hen til ham så der kun var få centimeter mellem deres ansigter. I en dæmonisk, hård stemme hviskede hun til ham, mens hun holdt blikket dybt begravet i hans. ''Nu høre du godt efter Mr. Jeg er her ikke for at lege, så hvis du blot kan lade hende gå nu'' Et smil bredte sig hurtigt ud på hendes læber. ''Så kommer ingen til skade'' Manden brød blot ud i grin og skulle til at slå Isobel, mens han stadig holdt fast i pigen. ''Nej...'' Hun sukkede og dukkede sig så manden var ved at miste balancen, men han fandt den ret hurtig igen. I et hårdt slag ramte hun ham i maven så han gav slip på pigen og vaklede baglæns.

//Undskyld der gik lidt tid

Nille kiggede forskrækket på kvinden der hjalp hende. "Hva..." Sagde hun da kvinden gav manden en i maven. "VEnt lidt så får jeg ham væk" Sagde hun hurtigt til kvinden og gik hen til manden. "Nu ska' ja fandme da give dig nogle tæsk!" Sagde han og gjorde an til at slå igen. Nilles øjne lyste dog op og kiggede ind i mandens. "Se mig i øjnene din usle bavian! Hvor vover du at snakke sådan til os? Hvor vover du at slå din kone? Hva? Skam dig!" Nille var dog ikke hans kone men hun kunne se ind i hans minder... Og hun kunne se at han slog sin kone meget.
Mandens underlæbe bævrede og han begyndte at gå væk fra dem. Nille vendte sig om mod kvinden og hendes øjne skinnede ikke mere. "Tak for hjælpen" Hun smilede venligt.

Hun lænnede sig igen tilbage mod muren blot for at nyde det skønne 'show'. ''Ja ja... Det er fint, du kommer bare'' Hun kunne ikke lade vær med at kommentere mandens lille kommentar mod dem. Hun lagde hovedet let på skrå da hun så hvad der egentlig skete, hun forstod dog stadig ikke helt hvad der skete.. Skam dig, ja som om det ville hjælpe at sige noget? Men... Det hjalp faktisk, det kom som en kæmpe overraskelse for Isobel, det havde hun ærligtalt ikke forventet. Men det var blevet åbenlyst at hun ikke var hans kone, da hun så ellers ville havde omtalt sig selv på en Isobel mærkelig måde.
Isobel betragtede stille og roligt hvad der skete med manden, hun så ind i de skam fyldte øjne, mens hans underlæbe bævrede og hans bakkede langsomt baglæns. Et slag i maven og nogle ord... Det havde hun ikke lige forventet kunne slå sådan en som ham ud.
Hun trådte væk fra væggen og hen til pigen. ''Ja ja..'' Den havde hun hørt før, tak, tak, tak... Det havde hun hørt for mange gange, så nu ville hun gerne høre noget nyt. Men tankerne kredsede kun rundt om et spørgsmål inde i hovedet. ''Og hvorfor...'' Hun hostede lidt for at ændre sit spørgsmål. ''Hvis jeg må have lov at spørge, gjorde du ikke bare det ved manden i starten?'' Hun lagde hovedet lidt på skrå og gik lidt tættere på. ''Og hvad var det egentlig du gjorde..?''

Nille var glad for at manden gik og kunne se på pigen at hun var overrasket. Dem der ikke havde hørt om hende var godt nok forvirret. Det fik hende dog bare til at smile og grine. Men det gjorde hun ikke denne gang. "Hmmm... Godt spørgsmål, jeg ved det ikke. Men sikke et held at du lige kom forbi!" Hun smilede. "Hvad jeg gjorde... Det var skam bare min evne." Hun grinede og blinkede drillende til pigen. "Jeg fortæller dig ikke om min evne uden videre, men... Hvorfor hjalp du? " Hun så spørgende på hende.

Hun kunne ikke lade vær med at grine lidt ondskabsfuldt, selvom det ikke vare meningen hun skulle grine på den måde. *Nå så hun vil ikke fortælle det uden videre...* Et lille smil spredte sig på hendes læber. ''Nå nå nå... Hvorfor jeg hjalp, ser du...'' Hun stoppede op midt i hendes sætning, hun blev nød til lige at finde ud af hvad hun skulle sige til hende.. Hun havde ikke rigtig noget at sige. Hvorfor hun hjalp hende...? ''Tja.. Jeg vil sige at det han gjorde ikke gav nogen mening, han havde ingen grund til at slå dig? Eller hvad han nu end ville gøre..'' Hun havde lidt svært ved at indrømme hvorfor hun gjorde det, og det kunne man godt høre på hendes stemme.
Hun tog hurtig sin hånd frem og fandt et lille smil frem og smed på grillen, også kaldt hendes ansigt. ''Isobel. Isobel graf..''

"Isobel Graf... Okay så, mit navn er Nille Panara." Hun smilede venligt og trykkede hendes hånd med sin egen. "Min evne er Skam. Hvis du ikke kender den så... Må jeg jo forklare dig det." Hun grinede lidt.

//Sorry kort indlæg, skal smutte i noget tid //

Hun kiggede blot på hende, med et friskt, men roligt blik. ''Forklar endelig, jeg har ingen ide om hvad det kan være..?'' Hun havde aldrig hørt om even 'skammen' før, eller jo hun havde hørt andre tale om den få gange, men hun havde ikke opfanget nok til at kunne forstå even. Hun begyndte med at gå længere ind i gyden, hvor hun sådan set regnede lidt med at hun gik med hende.

//Det går nok ^^//

Nille fulgte efter hende. "Evnen skam... Hvordan skal jeg starte... Ens stemme bliver mere uskyldig end man kunne klare, og man synger... Ens øjne hypnotisere og ser deres minder om hvad man eventuelt kan få dem til at skamme sig over. Det er i hvert fald sådan min Skam evne virker. Der er ikke mange af os der har evnen og den fungere aldrig rigtig på samme måde som andres." Forklarede hun og kiggede rundt. "Kender du The Shame Clan?" Hun kiggede spørgende på Isobel.

Hun lyttede nysgerrigt til hende, og efterhånden som hun fik forklaret det kunne Isobel godt huske hvilken klan alt det stammede fra. Hun havde kun hørt om The Shame Clan, aldrig mødt en eller set dem gøre noget, før nu.
''Jeg har hørt om dem'' Isobel kom endelig frem med et nogenlunde venligt smil. ''og jeg kan gætte mig til, at du er med i den?''

Hun grinede. "Jeg er leder af den, Isobel." Hun smilede stolt. "Jeg lavede klanen." Nu blev hun faktisk nysgerrig. "Hvordan har du hørt om den?"

Leder af klanen.. Typisk Isobel at møde en leder af en klan, hun havde prøvet det før og det endte altid i kaos, også blev hun ikke ligefrem særlig populær i den klan.. Isobel havde jo blandt andet hørt nogle mennesker på en kro sidde og tale om klanen, en af dem mente at han havde set dem samlet på en kro engang... Om det passede, det vidste Isobel intet om.. ''Jeg har blot hørt om jer rundt omkring i byen..''

Hun nikkede... Der var åbenbart mange der havde hørt om dem. Det passede nu Nille temmelig fint. "Hvad med dig? Leder af en klan eller medlem i en?"

''Medlem af Desisska Klanen'' Et lille lusket smil kom frem på hendes læber, det havde nu været flere århundrede siden hun blev medlem af den klan, og alligevel havde hun aldrig talt om den før der. Hun smilte lidt til hendes egne tanker. Nu hvor hun allerede havde hjulpet hende en gang, hvorfor så ikke gøre det igen.? ''Har dig og din klan brug for hjælp på nogen som helst måde, så vil jeg stå til jeres rådighed'' Hun bukkede ydmygt med stadig det samme luskede smil på læberne som før. Hvis hun hjalp den klan, så regnede hun med at få gengæld.. Det havde hun brug for, hvis hun kom i problemer havder hun brug for mange der stod til hendes rådighed.

Hun havde aldrig hørt om klanen... Den måtte være hemmelig. "Hvad er det dog for en klan?" Spurgte hun. "Om vi har... Altså... Ikke for tiden men jeg kan få fat i dig hvis det er?" Hun grinede da hun bukkede men bed mærke i det luskede smil." Hvad da?"

Hun ville ikke fortælle mere om klanen, hun havde ikke haft kontakt med den i særlig langtid, og ville ikke fortælle noget der muligvis ikke passede.. ''Respekter det; jeg fortæller ikke mere om min klan'' Hun smilte venligt til hende, for at få dem væk fra snakken om hendes klan. Hendes luskede smil forblev stadig, det lignede ret at den havde tænkt sig at bosætte sig på hendes læber, resten af livet. ''Du ved jeg, jeg står til jeres rådighed, i til min..?''

"Okay så, no more questions about that." Det undrede hende lidt... Den var tydeligvis hemmelig. Nilles øjne glimtede lidt, men også kun lidt." Til din? Kommer an på hvad." Sagde hun og foldede armene over brystet.

''Hey, jeg kan ikke se i fremtiden.. Det var blot hvis jeg fik brug for hjælp til et eller andet, så ville jeg kunne få hjælp fra jer. Jeg ved godt at i ikke dræber uskyldige, så tag det roligt.. Jeg har styr på det'' Hun blinkede lidt med øjet og gik videre. Regnen
var rigtig begyndt med at tage til nu.

Nille var irriteret på regnen som tog til nu... Irriterende! "Nej måske ikke, det ville faktisk være en god evne! Godt, så det ved du, belejligt. Jeg ved det ikke, jeg har stærke medlemmer i min klan så..." Hun trak let på skuldrene og fulgte med hende.

''Stærke medlemmer, muligvis... Men det kunne vel tænkes at i havde en...'' Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle kalde det..''en hemmelig hjælper..?'' Et halvt smil foldede sig langsomt ud på hendes læber. At have sådan en på deres side, kunne være utrolig nyttig.

Hun tænkte sig om... Der var godt nok folk der var bange for hende og hendes evner... Og folk der stod i gæld... "Nej... Det mener jeg ikke." Hun blev ved med at tænke men kunne ikke finde på noget.

Hun sukkede og kiggede ned i jorden. Hvis ikke hun kunne få hjælp derfra, måtte hun finde det et andet sted, Hun vidste ikke helt præcis hvornår hun havde brug for hjælp, men en dag vidste hun at hun havde brug for noget.
''Okay så, det er dit valg.''
Det var hendes sidste forsøg på at få hende overtalt.

Hun vidste ikke hvad hun skulle vælge... "Lad mig tænke... Så vil jeg vende tilbage til dig. For nu kender jeg dit navn... Og du mit. Men i tilfælde af at du søger efter mig så spørg ikke efter mig som Nille Panara... Menneskerne kalder mig Skammeren eller Skammerens datter" Hun trak lidt på skulderen." De har set mig få fulde mænd i knæ med et blik og et par ord..."

''Hvis jeg endelig skal spørge efter dig, så vil jeg spørge efter skammeren.'' Hun smilte venligt til hende. Havde de ikke mere at sige til hinanden ville hun smutte derfra, men hun havde lige en sidste ting hun ville bede om..
''Hvis du bliver kaldt skammeren...'' Hun tog blidt fat i hendes skuldre og stoppede så de stod lige over for hinanden. ''Så kig i mine øjne, og sig hvad du ser!''
Hun var ikke sikker på om hun havde forstået hendes evne rigtig..

Hun blev først chokeret men kiggede hende i så øjnene... Lysten var for stærk... Hvorfor kom lysten til at kigge enhver i øjnene hele tiden? "Hvis du er sikker..."
Nilles øjne blev glødende og hun så ind i Isobels minder...

//Æhm, jeg ved ikke HELT hvilke minder Isobel har så kan du skrive hvad hun ser? //