It was an accident. -Spurv-

Sted: Kroen det brænende træ.
Omgivelser: Et hyggeligt, varmt lys fra loftets lamper, ingen væsner som er fulde men blot sidder og snakker roligt om et bord.
Vejr: Udenfor: Koldt med sne. Indenfor: Lunt.
Tid: Aften, efter solnedgang.

Det havde været et uheld.. Aldrig havde han prøvet at få det til at sne.. Men, nu var det altså sket og han kunne ikke ligefrem få det til at gå væk.. Væsner mylrede ind ad døren til den lille kro, overraskede over det pludselige vejrskift.
"Det er begyndt at sne," sagde en ældre dame og tog sin jakke af.
"Ja min kære, gad vide hvordan det dog er sket," sagde manden ved siden af hende og børstede sneen ud af sit overskæg.
Jacob sad og skjulte sig i et hjørne af kroen, han havde måske en lille smule skyldfølelse over vejret, men han havde ikke kunne styre sin kræft lige pludselig, også.. Puf.. Væltede det ned med sne.. Det var noget han aldrig ville gøre igen, det tog alt for meget på hans kræfter..
Han skulede under sin hætte.. Kiggede på væsnerne omkring ham, dem der kom ind og dem der allerede var derinde..

Spurv gled ind på kroen sammen med en flok mennesker, hun ikke kendte og tog den strikkede hue af for at kunne klø sig på panden. Så rystede hun sneen af sine skuldre og så sig lidt betuttet omkring. De andre fandt steder at sidde, men hun blev stående lige ved døren og ventede med let sammenknebende øjne, som om hun halvsov. Hvilket hun gjorde. Men hun ledte også efter nogen, nemlig en eller anden, der kunne vise sig at være kromanden. Hun havde et brev med fra en bekendt af hans i byen, som lige var blevet far. Spurv havde selv set det lille barn, og hun havde virkelig ikke fundet det særligt tiltalende. Men det var imidlertid en hemmelighed, for alle de andre piger rundt omkring havde været vilde af begejstring.

Hun havde været godt på vej, og så PUF! Ud af det blå, og det havde bogstaveligt talt været blåt, himlen havde været ren og mørkeblå med de første, blege stjerner og et ferskenfarvet skær i Vest, sne. Rigtig meget endda. Hun havde lagt hovedet tilbage og set det komme ud af det bare ingenting, over det hele, så uendeligt mange flager og fnug. Det havde passet hende glimrende, selv om det betød, at hun ville gå hjem i sne OG mørke, men det var vel hvad man forventede af hende. Hun havde heller ikke bedre at tage sig til. Måske lige bortset fra at bryde med syerskens lange yngel, hvis det da kunne kaldes bedre.

Kromanden var vist omme bag ved, eller et eller andet. Hun havde ikke lyst til at give brevet til en anden, for hun vidste udmærket godt, at hun ikke ville få noget for tjenesten hvis hun henvendte sig til konen. Dum var hun ikke. Det ville også betyde, at hun hurtigere skulle ud igen. Hun ville hellere have varmen.

jacob skulede stadig omkring, gemte sig for hvem der nu skulle komme forbi.. Man kunne jo aldrig vide om et af disse væsner havde snakket med politiet eller kongen.. Dog så det ikke ud til at der var nogen.. De fleste der var ude efter at fange nogen, havde altid et lusket eller lumsk smil på, eller bare et udtrykt der signalerede: Jeg er på jagt.
Han tog forsigtigt sin hætte af og satte sig til rette i stolen.. Varmen fra kroen fik den blege hud til at blive en lille smule varm, men det var ikke meget.. hverken kulde eller varme kunne mærkes på ham...
Han sukkede, imens han kiggede sig omkring efter noget interessant, noget der skillede sig ud.
Oppe ved baren, stod kvinden og manden fra før, de snakkede stadig om vejret og om hvor dejligt det var at have en sød lille kro som denne. Jacob smilte af deres samtale, men gav sig hurtigt til at fokusere på noget andet..
Der var en der fangede hans opmærksomhed.. En pige der stadig stod i nærheden af døren, som ventede hun på et eller andet.. Eller også tog hun sig bare en pause, hun kunne ligne en der slumrede i hvert fald.
Han smilte, men lænede sig hurtigt tilbage i stolen igen, da kromanden kom gående forbi ham på vej op mod baren.

Spurv så sig omkring, kiggede på sine hænder, der var røde af kulde, og kiggede sig omkring igen. Bare for en sikkerheds skyld. Kromanden ville nok kunne kende hende under alle omstændigheder, men det var bedre at være på den sikre side. Hun bemærkede, at der var noget, der var forandret. Jo, hun kunne se, hvad det var. Det var en dreng. Hendes egen alder, skønnede hun (en smule ved siden af). Han havde taget hætten af, og fremviste en hårpragt, der i det gyldne lys så blond ud, men som i virkeligheden var snehvid. Hun gjorde store øjne. Han havde jo fuldstændigt samme frisure som HENDE! Hvilket SAMMENTRÆF! Og netop der kiggede han på hende! Hun smilede bredt og anede ikke, at hun var rimelig galt på den.
Men tilgiveligt kunne det vel være. Hun havde ikke andet udgangspunkt, end det fuldstændigt udtværede spejlbillede, hun så i kokkens store skeer, og de kunne forvrænge næsten hvad som helst.

Så dukkede kromanden op, og et smil trak Spurvs ansigt bredt. Kromandens øjne lyste af genkendelse, og han hilste hende med en strøm af spørgsmål om den større bys trivsel. Hun svarede ikke, men halede triumferende brevet frem og rakte det ud mod ham med et komisk buk. Han takkede mange gange, og hun lovede at hilse. "Te?" spurgte han, og hun nikkede energisk og gned hænderne. Så kastede hun et lille blik over på drengen med det lyse hår. Mon han havde set en sneugle?

Denne pige.. Hun var nu meget interessant. Det gik op for ham, at hun næsten havde den samme frisure som ham selv.. Det så i hvert fald sådan ud.. Han sukkede lettet ud, så var han virkelig ikke den eneste med hvidt hår.. Det var rart at vide, så man ikke var den eneste i denne verden, udover ældre mennesker..
Han smilte til pigen, da hun kiggede over på ham, sendte hende en gestus ved at løfte sit glas. Hvad der var i det glas, var han ikke helt sikker på.. Enden var det te, mælk eller vand? Han kunne ikke rigtig finde ud af det, men det smagte godt nok.
Kromanden smilte venligt til hende, som kendte de allerede hinanden.. Han måtte indrømme at han var en smule nysgerrig på, hvad det var der stod i det brev hun afleverede, men han gik ud fra at det ikke var noget han skulle blande sig i..
Han satte sig frem i stolen igen, da folk begyndte at falde til ro over deres drikkevare og varmen fra bordenes sterinlys..

Drengen med det lyse hår hævede sit glas en lille smule. Det var ikke en skål, men mere.. Bare en anderledes Gestus. Spurv kunne ikke helt bedømme den, fulgte bare efter kromanden, som skænkede hende et stort krus dampende te fra en overdimensioneret kande, der kogte stilfærdigt næsten af sig selv. Der måtte være en magiker et eller andet sted, men hvad vidste hun om det. Ingenting. Hun stak huen i lommen og tog imod kruset, som var så varmt, at hun kun kunne holde helt oppe i toppen. Hun bevægede sig over til det bord, hvor drengen sad.
"Må jeg sidde der?" spurgte hun ubekymret og satte sig uden at vente på svar. "Jeg hedder Spurv," præsenterede hun sig og kradsede sig i nakken. Hun forventede ikke rigtigt noget, eller - det passede ikke. Hun forventede, at han var nøjagtigt som alle andre store drenge, hun kendte. At han brugte så meget tid som muligt på at slås og løbe om kap og kigge på skibe og heste og være lidt trætte af det sted, de var i lære.

Løftet på glasset var blot en høflig gestus, selvom man havde levet det meste af livet for sig selv, havde man vel en smule manerer til rådighed. Pigen så dog ikke ud til at fortså denne gestus, det gjorde ham ikke så meget, han kunne jo ikke forvente at alle ville hilse på ham..
Han stillede glasset på plads igen, hvor han derefter kiggede lidt på det, drejede det rundt i sine hænder.. Det boblede forsigtigt, så han gik ud fra at det var te, men det kunne også være varm mælk.. Han måtte begynde at lade være med at bestille noget, han ikke anede hvad var..
Han stoppede med at kigge på glasset, da en ung pige stemme fik ham til at rette opmærksomheden op ad.. Det var hende, hun havde alligevel set hans gestus.
han smilte venligt til hende og pejede på stolen foran sig.
"Værsgo," sagde han, imens glasset flakkede i den blege hånd. "Du slår dig bare ned hvor du vil,"

"Tak" Spurv havde allerede sat sig og trukket benene op under sig i skrædderstilling. Hun gloede nysgerrigt og fuldstændig utilsløret på ham. Han var meget bleg. Det så ikke ligefrem usundt ud, men ledte alligevel hendes tanker hen på små børn, der voksede op i byens skygger hvor solen aldrig nåede ned.
"Hvad hedder du?" Hun kørte en hånd gennem håret og snusede til sin te, som om hun var en smule skeptisk, tog en tår og brændte sig (hvilket hun kunne have sagt sig selv) så hendes tunge stak ubehageligt. Hun nåede at tænke, at hun ikke ville kunne smage noget senere, men så kom hun i tanke om, at det kunne være en fordel når hun kom hjem til rester. Kokken var altid dygtig. Desværre vidste de fleste, hvad de skulle gå efter, og så var der nok kun et eller andet baseret på roe tilbage.

Han smilte til hende. Hun satte sig i skræderstilling, hvilket tydet på at hun var rimleig tilpas. Hvis hun var utiplas, havde hun siddet med ret ryg og klar til hvad der nu end skulle komme.
"Jacob," svarede han og nikkede høfligt til hende. "Hvad med dig?" Han satte hovedet på skrå, så en af de hvide lokker gav sig til at krydse de andre.
Dampen fra hendes te var meget beroligende, det samme var lyset fra de brændene sterinlys.

//beklager korte svar//

//Totalt okay! Et svar er et svar :3//

"Jeg hedder Spurv!" sagde hun smilende og lagde hovedet på skrå. Han så ud, som om han var ved at falde i søvn, eller i hvert fald som om han mediterede. Måske ville det være høfligt at lade ham sidde og summe for sig selv, men Spurv var ikke høflig, i hvert fald ikke i dag.
"Hvor kommer du fra?" spurgte hun interesseret og kløede sig agressivt på næseryggen med et irriteret udtryk. Om det var et stik af en slags var hun ikke helt sikker på. Måske myg, men var der flere myg på denne årstid. Eller en loppe. Havde Nathan lopper? Ellers var det bare naturlig kløe. "Jeg kommer fra Doomsville, jeg er kun på besøg." Hun gav ham ikke ret meget tid til at komme på et svar til den bemærkning, men fortsatte bare i sit eget, forhastede tempo: "Er du også indenfor fordi det sner? Det er jeg ikke, jeg kan godt lide det, men måske er jeg den eneste."

Spurv.. Sikke et specielt og frisk navn.. Det så ud til at det kunne passe meget godt til hende, sådan som hun sad der og så frisk ud..
Han grinte kærligt, eftersom hun spurgte ham om en del så han næsten ikke kunne nå at svarer på de forskellige spørgsmål..
"Jeg kommer fra Ashen Wood Forest, men går nu hvor det passer mig," sagde han og smilte til hende. "Jeg er ikke inde pga. snevejret, faktisk så.. Elsker jeg sne!" Han kiggede på hende med store øjne.

Skoven? Han havde boet i skoven. Ligesom en vis anden person, hun kendte. Men mon også Jacob ligefrem boede i telt? Næppe. Hun havde helt glemt, at teen stadig var varm, og brændte sig for anden gang da hun tog en lille tår som for at gøre klar til et svar. Hun skulede til koppen.
At han gik, hvor det passede ham, var også en kilde til spørgsmål. Havde han ikke kunnet det før? Havde han været holdt fanget? Måske af uhyggelige skovkrigere, der kun kom frem i nattemulm med malede masker. Hun bremsede sin fantasi før den kom for godt i gang, og manede billedet af folket, der sprang gennem trækronerne som silhuetter i mørket, mens deres skrig rungede i skovens søjlehal, i jorden med et forstående nik.

Der var vågnet noget intenst i hans øjne, da talen faldt på sne. Hun kunne ikke indfange det med ord, men nøjedes med at tænke på det som et skær af lys indefra. Som når hun fortalte om Simon, tænkte hun og lænede sig lidt frem.
"Det kan jeg godt forstå, jeg elsker også sne! Det er så kedeligt når vejret altid er ens, og det ser så pænt ud. Eller, i hvert fald noget af tiden." Hun holdt en pause for at trække vejret og fortsatte, "Jeg bor i byen, det har jeg sagt, ikke? Og der er der så mange mennesker, at sneen bliver helt ulækker og sort sådan her!" hun knipsede for at illustrere, hvor hurtigt sådan her var.
"Skal vi gå derud?"

Han grinte kærligt, da han så hvordan hun skulede til koppen efter endnu engang at have brændt sig på teen. Det kendte han alt for godt, man kunne ikke vente med at få noget at drikke, så man kom hele tiden til at brænde sin tunge.
Der var noget over hende, efter han havde fortalt at han boede i skoven. Det var som om at hele hendes ansigt lyste af spørgsmål hun gerne ville have frem, men lod være da hun nok ikke fandt det så høfligt. Jacob havde intet imod spørgsmål, han brød sig bare ikke om hvis folk blev for klæbrige.
"Det typisk inde i byer at sneen skal blive så grim," sagde han og rullede øjne, når han tænkte på hvor meget byerne snavsede sine omgivelser til.
"God ide," sagde han med et smil. "Lad os det,"
Han rejste sig op og kiggede ventende på hende.

Han havde et nydeligt smil, Jacob, tænkte spurv og trak huen godt ned over hårtoppen før hun strakte benene frem foran sig som for at sætte gang i blodomløbet, selv om hun ikke havde siddet så længe, at det på nogen måde kunne være aktuelt. Så rejste hun sig. "Øjeblik," sagde hun til Jacob og var allerede halvvejs oppe hos kromanden for at aflevere både sit fyldte krus.
//Om ikke andet tager hun Jacobs med o-o//
Han havde ikke lydt som een, der brød sig synderligt om byen. Ærgerligt.

Den tykke mand klappede hende på skulderen og forsvandt. Så vendte hun tilbage. Der var varmt i krostuen, og hendes tindinger var en smule skinnende, som om hun svedte. Hun burde have taget sin tykke trøje af så mødet med udendørs ikke blev alt for koldt, men det var der ikke noget at gøre ved. "Hvorfor er du her?" spurgte hun, mens de
//... igen antager jeg bare xD//
bevægede sig mod den massive trædør. Spurv skubbede den op med skulderen og den kolde aftenluft slog mod hendes ansigt. Udenfor lå der et tyndt lag glitrende frostsne på alle vandrette flader, og mørket var slet ikke ægte mørkt. Det var i stedet mørkeblåt, violet og brunt og fint og gennemsigtigt. Fra små bitte vinduer i byens huse strømmede gyldent og hvidt lys. Spurv sukkede betaget, og hendes ånde stod som en sky om hendes hoved, og selv om hun var vant til det, glædede det hende alligevel. Hun tog et par skridt i løb ud i den nye, jomfruelige, hvide verden, vendte sig om og grinede næsten lykkeligt til Jacob. Lyset lagde sig på siden af hans ansigt, men alt det hvide tog den skarpe kant af, og skyggerne i hans øjenhuler og om hans mund virkede bløde.

Han fulgte med hende ud af døren, imens han kort sendte et blik til kromanden i håb om at han ikke genkendte ham..
Det var ikke fordi Jacob havde lavet ballade på hans kro før, men denne kromand var vist venner med kongen, som han var kommet til at genere.. Eller, så var det en af vagterne.. Det var hip som hap.. Han genkendte ham ikke, så det kunne vel være lige meget..
Han smilte venligt til spurv og nød synet af den hvide sne, så snart de åbnede døren ud.. Det så fredeligt ud det kære sne..
"Jeg rejser bare rundt," svarede han og puttede hænderne i sin hættetrøjes lommer.. "Ikke så meget andet.." Han pustede en røg sky ud af munden for sjov og frydet ved synet over at den blev ved med at hænge i luften. "Hvad med dig? Jeg mener ikke at jeg har set dig før?"

Spurv slog en kolbøtte i sneen, fuldstændig ubekymret for at blive kold og våd. Hun sprang op og spejdede ud i det lette mørke. Hun fandt, hvad hun søgte. En silhuet på et tag, som vendte et par lyse øjne ned mod hende og Jacobdrengen. Han rejste bare rundt. Det lød mere interessant, end hvad hun lavede.

"Jeg arbejder bare på en kro i Doomsville, jeg skulle aflevere et brev..." Hun satte sig på hug og tegnede med en bar finger en stor femtakket stjerne i sneen.

"Hvor rejser du hen?" Spurgte hun og trak ærmerne ud over hænderne før hun samlede en løs snebold og kastede den i hans retning, uden nogen intention om at ramme.

Han fulgte hendes blik og fik også øje på skikkelsen på taget.. Dets lyse øjne fik ham til at blive ved med at kigge der..
Det måtte være en fugl af en art.. En meget flot fugl..
Han smilte skævt ad fuglen og rettede blikket mod Spurv igen, som var igang med at tegne i den hvide sne.. Sikke en dejlig energi hun havde.. Det så han ikke hos mange væsner..
"Bare sådan rundt omkring," svarede han og undvegede hurtigt den snebold hun kastede efter ham..
Han havde intet imod en god snebold kamp, så hvis det var det hun ville skulle hun vel også have lov til det.. Dog ventede han med at kaste, for at se om hun kunne finde på at kaste igen..

"Hvor er 'Rundt omkring?'" spurgte Spurv, og ville måske have fanget Jacob i et spørgsmål om forklaringer, men hun gled videre med et andet spørgsmål som hendes tanker skiftede retning.
"Har du mødt en sneugle?" Nathan var lettet og landet i et træ på pladsen. Hun pustede en tynd stribe damp ud i luften, der steg som et gardin af tåge fra hendes mund. "Det er så fint, prøv at se. Min bror siger, det er vanddam, der godt kan være der inde i vores munde fordi der er varmere, men så bliver det synligt når der bliver koldt.."
Hun sprang direkte videre.
"Puh, man kommer hurtigt til at fryse," sagde hun og stampede i jorden, før hun lo og sparkede sne efter ham.

Sikke en nysgerrig ung dame hun var.. Ikke at han havde noget imod det, han var ret selv så nysgerrig.. Meget endda.. Især efter han brød ind på et slot, bare for at se hvad der var derinde.. Ja, han måtte lære at styre sin nysgerrighed..
"Du ved.. Overalt," svarede han efterfulgt af et kærligt grin. "Og nej, jeg har aldrig set en sneugle," Han bemærkede ud af øjenkrogen at fulglen på taget lettede.. Det måtte være den sneugle hun snakkede om.. Den var i hvertfald hvid..
"vanddam?" spurgte han nysgerrigt og betragtede den røgsky hun pustede ud af munden.. "Det lyder interessant," Han smilte stort.. "Fryser du? Jamen, så lad os finde et sted at gå indenfor igen,"

"Så prøv at se Nathan," sagde Spurv og kaldte på uglen, der villigt lettede fra træet og landede på hendes udstrakte arm med en sagte fløjten.
"Nathan, det er Jacob," præsenterede hun formelt, selv om uglen havde fulgt med fra første færd og viste, at drengen hed Jacob. Den klaprede med næbbet og krabbede sig ned langs Spurvs arm.
"Vanddamp, ja, det siger han," gentog hun og bed sig i læben. Simon var så klog. Han vidste alt om alting. Hun vidste ikke, hvor han havde fået al den viden fra, men hun var glad for det. Beundrede ham for det. Hvis hun blev dygtig nok, så ville hun engang kunne blive som ham, måske. Men først når hun blev gammel, og netop der lå et problem.
Jacob smilede meget. Det smittede. Spurv smilede tilbage, lidt genert, der var næsten noget ærgerligt i hendes udtryk. Gå indenfor, havde han helt fejlfortolket? Hun havde sparket sne efter ham, men han havde ikke så meget som gloet i den retning. Nu skulle det gøres helt klart.
"Nix, jeg tror, der skal motion til.."
denne gang havde snebolden den rigtige kurs. Direkte mod hans pande.

//Undskyld, det er virkelig et ringe svar, jeg aner ikke hvorfor det var så svært x_O//

// syndes ikke det var et ringe svar //

nathan var et pragtigt dyr.. Det måtte han indrømme.. Han elskede at se nye væsner.. Hver gang han så et nyt dyr eller mødte en ny race, kunne han ikke lade være med at forstille sig hvordan det måtte være at være denne race..
En santuine, en formskifter, eller endda sneuglen som sad på hendes arm..
Jacob havde en del tanker om nye verdner..
"Moti..?" Han blev afbrudt, eftersom Spurv kastede en snebold i panden på ham..
Nå!
Endelig! En der var frisk på en snebold kamp!
Det venlig smil udviklet sig hurtigt til at blive lumsk og kæg..
"Udfordringen er accepteret," sagde han og fremtryllede en snebold frem i sin hånd, uden det mindste tegn på anstrengelse.. Det var meget nemt at være med til en snebold kamp når man havde isen i sin magt..
Han kastede snebolden efter hendes hofte..

Det var noget nyt! Normalt ville Spurv have smadret snebolden i farten med et velpladeret spark, men denne gang var hun alt for langsom, hendes øjne var fikserede på hans hånd hvorfra en snebold var opstået spontant. Nej! Det kunne da ikke lade sig gøre, sagde hun til sig selv og blev ramt med et dunk, der fik hende til at tage et skridt bagud af overraskelse. Hun så på ham, måbende. Naturligvis havde hun set ham gøre det. Hun vidste, hun skulle læse sine modstandere, både i rigtig slåskamp, men også når man bare spillede kugler eller.. Legede med sne. Så ville hun have vidst, hvornår han var udsat, det øjeblik, han løftede hovedet efter at have skrabet sne sammen, eller det øjeblik han havde sendt den sidste bold afsted, men.. Han havde ikke behøvet gøre noget. Ingenting.. Den var bare.. Dukket op! Som om den var groet frem af hans håndflade, spiret som en tomat på en plante i uhyggelig høj hastighed.
"Hvordan?" spurgte hun og børstede sne af trøjen, uden rigtigt at tænke over det. "Sne?" Hun kom til at grine af hjælpeløs uvidenhed.
Så snappede hun, med den øvedes lethed en ny snebold og gav pokker i, hvad han kunne eller ikke kunne, og kylede den efter ham.

Hun måbede... Det kunne han se på hende.. Det var vel heller ikke helt normalt at kunne fremtrylle en snebold frem i sin hånd, men det var vel ikke mere mærkeligt end ildbetvingere kunne fremtrylle ild.. Men selvfølgelig var det ikke det mest normale at have is, så han forstod hendes måben..
"Is evne," fortalte han med et triumferende smil og fremtryllede en snebold igen.. Hurtigt nåede han liget at undvige hendes snebold, men kun med nød og næppe.. "Næsten," Sagde han drillende og kylede sin snebold efter hende, udviden om den ville ramme hende denne gang..

Isevne?
Det var ikke noget helt unikt, næppe videre sjældent, men Spurv brugte alligevel øjeblikke på at forsøge at forstå, hvad han mente. Så han kunne.. Hvad helt præcist? Hun vidste det ikke, men da han sendte en snebold i hendes retning var det ikke så vigtigt.
Denne gang var Spurv på pletten. Hun greb snebolden, og den gik itu mellem hendes forfrosne fingre, smuldrede bort og efterlod ikke andet end kulde i hendes hånd. Hun sprang sidelæns, bed sig i læben og sendte den næste snebold i hans retning.
"Hvordan er det så, når det sner?" Spurgte hun lidt forpustet og trak håret væk fra ansigtet.

Is evne var vel ligeså normalt som at have de andre elementer i sin magt. Jacob vidste godt at det ikke var videre sjælendt, men han havde endnu ikke oplevet nogen få en magt over en evne som han havde fået.. At den valgte ham.. han kom til at tænke for meget over det, så han slet ikke bemærkede at hun kyldede en snebold i retningen af ham.. Den ramte perfekt hans bryst, men det gjorde ikke ondt på ham, det forskrækkede ham bare mere.
Han grinte kærligt over sin forskrækkelse og kiggede hen på hende.
"Jeg indrømmer at det her snevejr er min skyld," sagde han og kløede sig i nakken. "Men, ellers plejer det ikke at være noget jeg kan styre," Han løftede på skuldrene. "Og nu når vi snakker om evner, hvad er din så?" For engang skyld, bukkede han sig ned for at forme en snebold.