you see nothing //spurv//

S: samlingen af soul river
T: lige efter sol nedgang
O: et stort egetræ
V: stjerneklart
P: et marinablåt jakkesæt

en kold skygge af en mand stod under et træ med en en kniv der var udformet så den var tvedelt langs midten. en ensom pige gik langs floden denne aften og en lumsk smil gled over hans ansigt. han hylstede sin kniv igen og gik meget hurtigt efter pigen og kom op bag ved hende.

i et split sekundt greb han hendes hoved og snak hans lange hugtænder i pigens hals og sugede blodet ud af denne piges krop. den livløse krop smed han ned til drownerene hvor hun forsvandt fra overfladen "velbekomme drenge" han tog en blod rød klud ud af sin lomme og tørrede det sidste blod fra hans mund og hage. han fortsatte langs bredden mens han fløjtede fornøjeligt.

Hvor ville det have været en smuk aften. Den lyserøde himmel, de violette skyer kantet med guld og vandet, så stille, blankt, det spejlede hele himlens herlighed, så forræderisk det vand var, smukt og blankt var det hjemsted for farlige væsner, farlige dræbere, der vendte tilbage efter mere af det liv, de var berøvet. Mod den lyse himmel stod to fuldstændig sorte konturer, to menneskelige væsner. Og det var netop mellem disse to figurer, der udspillede sig et ordløst drama. Først troede Spurv, at det var elskende, der havde aftalt at mødes i hemmelighed. Pigen i den lange kjole, manden der fulgte efter hende, for at overraske hende? For at kysse hende på halsen?

Illusionen blev brudt næsten så hurtigt, som den var blevet etableret, og Spurv, der havde siddet på en træstub godt hundrede meter øst for 'parret', forstod hvad hun havde været vidne til. Et mord. Mandens mørke omrids løftede pigens leddeløse krop så let som ingenting og lod hende forsvinde ned under overfladen på det blanke vand med et plask, der virkede helt uhyggeligt højt over den ellers stille steppe. Ringene bredte sig fra det sted, hun var forsvundet. Manden så et øjeblik efter pigen, så begyndte han at gå igen, han fløjtede. Også denne lyd rungede ud i den kommende nat som en foruroligende advarselstone.

Spurv rejste sig med et sæt da det gik op for hende, at han bevægede sig i hendes retning. Hun trak sig ind i skyggen af et krat, der meget belejligt voksede langs vandet, og håbede, han ikke ville se hende. Et par måger fløj op lidt væk.

denne mand var til for en ting, at spore folk. den melodi han fløjtede var kold og uden nogen følelse for at være munter. han stoppede op midt ude for et buskads da han så et par fodspor i græsset der gik ind i buskadset. han lod som ingen ting mens han strøg en svovlstik op af sin hage og tændte en cigar hvorefter han gik videre. men hurtigere en man kunne nå at blinke greb han omkring halsen på denne pige " er det ikke en dejlig aften ikke" hans stemme var ikke venlig mere end en konge pyton "hvad laver du her ude så sent" uden noget besvær løftede han pigen ud af busken.

det komplet blodrøde øje sad stift på hende uden at blinke "giv mig en god grund til at jeg ikke smide dig og din lille tvilling i floden til mine venner" han pustede en stor røgsky lige i hovedet på pigen "jeg kræver kun det og så kan vi snakke som civiliserede mennesker" en kold latter undslap hans læber inden han smilede igen.

Spurv hverken skreg eller hvinede, selv om hun gerne ville, hun stirrede bare tilbage på manden, der lige havde halet hende ud af krattet hvor hun havde troet sig usynlig. Det var en morder. En iskold morder. Der var rødt i hans blik, hans stemme var isnende, hans greb var af jern. Hun kunne være død af skræk, hvis ikke frygten havde haft en mærkelig klarende virkning og tilladt hende at se gennem det spor af røg, der steg i spiraler mod den ulmende himmel hver gang han bevægede munden.

En grund til ikke at smide hende ned til de døde i dybderne? Hun kendte tusind, men kunne umiddelbart ikke komme på een eneste, han ville finde passende. Først hvæsede hun en smule fordi han havde haft fat om hendes hals, så rømmede hun sig, og til hendes store forbløffelse kom der ord fra hendes læber.

"En grund?"
Først købte hun sig tid mens tandhjulene bag hendes pande fór rundt.
"Øøøhm.. Jo.. Vi kan ikke snakke som civiliserede mennesker hvis du har smidt mig derud. Eller Nathan for den skyld."
Hvorfra han vidste, hun havde en tvilling var ikke til at sige. Jo, uglen sad i træet og ordnede sine fjer, men hvordan skulle man se, de var beslægtede? Selvfølgelig var der de isblå øjne, der glitrede intelligent, men var det nok? Måske var han magiker? Han havde slagtet pigen med sit hoved. Havde han bidt hende? Var han natbarn? Det måtte han næsten.
Hun smilede akavet og rynkede på næsen over røgen.