So Young... So Brave. //Spurv//

S: Doomsville. Gaderne.
O: Mange mennesker, der er rige og der er nogle boder.
T: Eftermiddag.
V: Solen skinner.
P: Sort tank top, hvid tynd jakke med hætte på, sorte bukser og sorte converse sko.

Nilles hår var sat i en fletning der hang ned af skulderen, hun kiggede rundt i boderne. Javist, havde hun sit ansigt fremme, klar til at blive opdaget! Men dette var... Anderledes. Der var ingen dusør jægere her eller vagter. Dusøren hang ikke her... Menneskerne opdagede hende men tog ingen notits af det. De fortsatte med at sælge og købe. Måske vidste de hvad hun skulle? At hun skulle finde de børn som irriterede de rige? Ikke at hun syntes det var forkert... De rige var nogle irriterende snobber der tog næsen i sky, så man skulle tro at de løj hele tiden. Hun trak hætten op over hovedet. Den eneste grund til at hun ville sige ja til den kontrakt var fordi de ikke sagde noget om hun skulle se dem i øjnene eller dræbe dem. Hun ville IKKE dræbe fattige børn... Men de stjal, og så videre. Hun var meget imod det men... De penge hun kunne få ud af det var vigtige. Hun var selv rig, ja. Men hun brugte pengene på klanen, huset og dyrene. Nogle gange endda på fattige der sad ved gaden og tiggede. Hun lagde hænderne ned i jakkens lommer. Jakken var åben så man kunne se hendes sorte tank top. Folk undvigede dog hendes blik når hun kiggede, men det gjorde intet. Så længe de ikke prøvede på noget. *Hvor holder gadebørnene mon til?* Spurgte hun sig selv i hovedet. Det var tydeligt at hun skulle behandle dem forsigtigt... Hun måtte ikke gøre dem usikre, men hun var god med små dyr så var hun også god med børn. Solen skinnede dejligt... Det var dejligt varmt. Hun sukkede og kiggede sig omkring.

Spurv rettede på sin hue og hankede op i den kurv, hun stort set altid havde med når hun købte ind. Hun plejede at gå i bazaaren (hvorfor betale overpris? Kokken kunne få selv de mest smattede grøntsager til at smage dejligt alligevel) men denne gang var hun ude efter noget andet, nemlig en hvid dug. Mærkeligt? Det syntes hun også! Men den var bestilt og betalt, og hun skulle bare hente den. Hvad ville de med en hvid dug? Det rå bord var både pænere og mere praktisk, men sådan var det med voksne. De keglede helt ud sammen med andre voksne, og pludselig fik de de mærkeligste idéer. Hvid dug, bare fordi dem, hvis hund lige havde fået hvalpe, havde fået een. Det var da ligemeget, tækte hun, men sådan var det åbenbart ikke.

Noget blankt fangede hendes blik. Det var en lille, flad sten i en kæde. Den var stærkt turkis, gennemsigtig og lå ubevogtet på et bord. En sæbeboble voksede i Spurvs mave. Den var så flot, den fangede solen på en helt særlig måde, som hun næsten ikke kunne tro var ægte. Måske havde den en indre flamme, måske var den magisk. Hun havde ikke opdaget, at hun var standset. Stod bare og kiggede skråt ind i boden, hvor mange mennesker kom og gik. Hvis den blev væltet på jorden...

Det skete bare sådan uventet. Hun gik forbi, lod som ingenting, men den forsvandt fra bordet, ned i bunden af kurven. Ingen ville alligevel vide, det var hende, og de ville ikke savne den. Damen med smykkerne havde altid været gruopvækkende vred, og især gadebørnene havde været hendes udvalgte bytte når der skulle udgydes eder og galle. Så faktisk var det kun fair. Hun kunne ikke rigtigt skjule den dårlige samvittighed, men gjorde i hvert fald et godt forsøg.

Nille gik hen til en bestemt bod, og forbipasserede en ung pige der havde en kurv -ja hun så ud til at være yngre end Nille- og nikkede venligt til hende. Hun gik hen til en bod(Den hvor den fine sten lå ved) og ventede på damen. Da damen endelig kom smilede hun til Nille men undgik hendes øjne. "Nå, hvor er de gadebørn så henne?" Nille smilede venligt til kvinden. "Ja det er det... De er luskede!" Svarede damen med en sur stemme. Damen tjekkede lidt på tingene som lå fint ved hendes bord. "Du milde! Der er blevet stjålet!" Damens stemme var så skinger at Nille skar ansigt. "Hvad er der blevet stjålet?" Spurgte Nille. "En halskæde... En flad sten, genmensigtig, stærkt turkis. Det var i en kæde." Svarede damen. "Jeg vil finde vedkommende." Nille gik væk fra boden. *Det er sikkert gadebørnene...* Tænkte Nille. Spørgsmålet var om hvordan hun skulle finde dem... Nille greb fat i en mand. "Hvem har været tæt på den bod?!" Hviskede hun til ham og pegede hen imod damens bod. "E-en lille pige! Gør mig intet skammer!" Stammede den stakkels mand. Nille slap ham. Den lille pige... Pigen med kurven! Nille fandt hende igen og fulgte efter hende.

Spurv fornemmede ganske vist en vis tumult bag sig, men hun lagde ikke mærke til, at hun ligefrem blev forfulgt, gik bare og troede, hun var ufejlbarlig. Hun vidste godt, det var forkert at stjæle, men overlevelsen havde altid været en smule vigtigere. Nu gjaldt det ganske vist ikke om overlevelse, men snarere om at opretholde en levestandard. Det betød imidlertid også en del. Og så det faktum, at der aldrig, aldrig havde været moralske regler hvor hun kom fra. De mest snu overlevede længst. De feje, som fik andre til at gøre ting for sig, de kvikkeste, som så gennem alle hemmeligheder, de rappeste, der forsvandt hurtigere end de andre, var heller ikke dårligt stillede.

Hvad Spurv havde været? Hun havde været den modigste og den frækkeste, i hvert fald i et par år. Hun havde turdet rette sine store blå øjne og skæve fortænder i et blændende smil mens hun tog æbler fra en bod, og hun var vandret op gennem kloaksystemet indtil hun fandt Hulen. Og så havde hun haft Simon, helten over alle helte, nu sømand, vejrbidt og flot med lyse tænder i solbrændt fjæs. Hun var så stolt over ham, at der næppe var een eneste person i hele byen, at Simon Tandor, engang støvet, laset gadebarn, sejlede verden rundt og bedrev heltegerninger.

Hun standsede og gik ind i en af de få rigtige butikker. Fortalte, hun skulle bruge en hvid dug, der var blevet betalt forud og lavet på mål. Manden rakte hende den og fik hende til at sætte sit navn (Kara, for en sjælden gangs skyld) på et stykke papir. Så pakkede hun den ned i kurven og forlod butikken.

Nille havde fulgt efter pigen med lydløse skridt...

Hun ventede udenfor butikken og havde trukket hætten op. Hun lænede sig op af butikkens mur og ventede på at pigen gik ud.

Da pigen gik ud, kiggede Nille på hende.

"Hvorfor har du stjålet den fine halskæde?" Spurgte Nille og gik ind foran pigen. Hun kiggede ned på pigen.

//Da jeg forventer at hun er mindre end Nille//

//Sorry kort svar/

//Hun er mindre end Nille xD//

Spurv så overrasket op på den fremmede og havde fornemmelsen af at synke dybt, dybt ind i hendes øjne. Det var mærkeligt. Meget, meget mærkeligt. Indtil da ville hun have kaldt det en helt almindelig dag (bortset fra, at stort set ingen dage var almindelige, men almindelig, alt taget i betragtning) men nu var hun ikke sikker længere.

"øh.."
Jeg har ikke stjålet noget! Pas på med, hvad du siger. Du står i vejen. Spurv ville sige noget, men kunne ikke. Hvordan vidste pigen det? Hendes øjne blev kuglerunde og et glimt af panik viste sig. Hun så rundt, som for at finde en flugtvej, men der var ingen.
Den var smuk? Jeg har ikke mange penge? Jeg kunne ikke lade være, den kiggede på mig? Hvad skulle hun sige. Pigen havde pænt tøj og flot, blankt hår. Hendes øjne var også flotte. Meget, meget mørke. Hun havde lange øjenvipper.

"Så du mig?" spurgte Spurv i stedet.

//Yay! //

Pigen virkede overrasket, hvilket bare fik Nille til at smile.

"Øh..? Øh hvad?" Spurgte Nille pigen. Nilles smil var væk, og stirrede bare den lille pige i øjnene. Pigen havde pæne blå øjne. Hun havde også blondt hår med noget skidt i. Pigen var måske middelhøj men Nille var højere.

"Nej, jeg så dig ikke. Men den dame du stjal fra var den person jeg skulle snakke med... Og så fik jeg fat i en mand og spurgte ham om hvem der havde været tæt på damens bod. Altså dig." Svarede Nille. "Nu hvor vi snakker sammen... Kender du så til nogle gadebørn?"

Og her kom kløerne frem. Måske ikke synligt, men alle faresignaler gav sig til at ringe i Spurvs hoved. Der var visse ting, man ikke gjorde, og en af dem var at spørge til gadebørnene. I hvert fald ikke at spørge Spurv om gadebørnene.
"Hvorfor" spurgte hun mistroisk.
Damen var den, hun skulle snakke med. Oh.. LORT! Når folk skulle snakke med nogen, så var det altid noget med nogen, der havde taget noget. Det var slemt, slemt, slemt, slemt, og hun ville gøre hvad som helst for at beskytte dem. De kom når hun havde fri, og så legede de slåskamp med pinde. Hun lærte dem at slå saltomortaler. De fik mad fra køkkenet hvis hun kunne snige sig til det, og hun savnede dem altid, når de ikke var der.
Deres hemmeligheder var lige så dybt begravet som skattene i Dværgenes miner, og

Nille kiggede på pigen med en ro i øjnene.
"Fordi jeg skal snakke med dem... Det angår om nogle tyverier." Svarede hun roligt til pigen. Alt ved Nilles holdning var roligt. De kunne udmærket godt ligne en storesøster og en lillesøster, sådan som de stod dér. "Jeg er Skammeren, og jeg kommer blot med en besked til dem." Hun var ikke bange for pigen. Overhovedet. Men hun var alligevel vagtsom for man vidste jo aldrig...

Skammeren. Hvis Spurvs øjne have været store før, så blev de som tekopper nu. Hun var ikke sikker på, hvad en Skammer var, men det gjorde hende urolig at denne pige havde en eller anden form for titel. Kun en besked. Men hvad var 'kun en besked'
"Hvad skal du sige til dem?"
Hendes øjne blev pludseligt meget smalle.
"Gadebørnene stjæler ikke. Det er kun mig."
Det var så bare verdens største løgn. Den røg bare ud af hende. En lille løgn, havde hun tænkt, men det her var simpelthen.. Hun havde lige taget skylden for alle smårapserier, der skete rundt omkring i byen, og hun havde mest lyst til at skraldgrine.

Sikke dog som pigens øjne blev store... Som tekopper! Hun havde lyst til at grine.
"Jeg skal sige... At de ikke må stjæle. Det vil ende skidt. Jeg har ikke tænkt mig at få dem til at skamme sig eller dræbe dem. Jeg havde ikke lyst til at tage imod denne opgave, men de penge... Dem vil jeg gerne have" Svarede Nille og smilede.
Pigens øjne blev smalle nu.
"Dig? Er du en af dem?" Nille rettede sig. "Mig en fornøjelse at møde dig." Nille smilede venligt til pigen.

Pigen var alt for venlig. Alt for uhyggeligt venlig. Spurv vidste ikke, hvad hun skulle gøre, men pigen havde ikke truet endnu.
"Det kan man godt sige, jeg er.." mumlede hun ned mod jorden og knækkede fingre et øjeblik. "Men.. Men.. Men gadebørnene er ikke, som de tror." hvæsede hun så, pludselig optændt af vrede. Ikke rettet mod pigen, men mod.. Verden. "De rige, de ved ingenting! De tror, de stjæler, fordi de har lyst! Mig, måske, men ikke dem. De er gode børn." Hun lagde armene over kors og var et eller andet sted frygtelig bange for den vrede, der var blusset op. Hun havde blottet sig fuldstændigt og vist, at hun bekymrede sig om de små, skurkagtige væsner, hun holdt så meget af.

Nu blev pigen da virkelig sur... Hun måtte træde varsomt nu.
"De rige er meget irriterende ja... Jeg er selv rig, men jeg ønsker ikke at være det. Mine forældre var rige som jeg ved ikke hvad, og de opførte sig som om de ejede hele verden." Sagde Nille og ignorerede at pigen knækkede fingre. "Jeg ønsker ikke dig eller de andre ondt. Men jeg har brug for pengene... Jeg nægtede dog at bruge min evne mod en af jer for at i skulle forstå budskabet, for jeg synes det er synd for jer..." Nille forsvarede sig selv nu, ja. Men det hele var sandt. "Jeg tvivler ikke på at de er gode børn." Hun lagde hovedet på skrå.

Spurv bed sig i læben og tænkte sig om. Det var tydeligt at hun overvejede, hvad hun skulle gøre. "Men jeg tror ikke.. du ved.." hun opgav at sige noget og foldede i stedet meget omhyggeligt sine ærmer op. Vreden var forsvundet. Den anden pige talte så roligt, som om hun havde fuldstændigt styr på situationen, og det havde fået irritationen til at fordampe.
Kun een ting var tilbage. Ja, det var synd for gadebørnene, men det skulle man gøre noget ved, ikke bare synes.
"Gadebørnene er svære at finde," oplyste Spurv, som pludselig besluttede at børnene nok ikke ligefrem ville tage skade af denne person. "men det kan være, jeg kan prøve at hjælpe dig. Du melder mig ikke vel? Hvad er en skammer?"

Ja, hun havde opdaget at de var svære at finde! Hun var dog glad for at hun havde fulgt efter denne pige... Pigen virkede så nervøs. Det ville Nille helst ikke have at hun var. Hun ville ikke have at pigen var bange for hende. "Det har jeg opdaget.." Sagde hun og puttede hænderne i jakkens lommer. "Jeg vil være meget glad for din hjælp" Nilles øjne glimtede lidt. "Nej, jeg melder dig ikke. Hvorfor skulle jeg? Damen trængte til at blive sat på plads. En skammer er... Dem der har evnen Skam." Mere ville Nille ikke sige endnu. "Jeg hedder forresten Nille, og du?"

"Tak," at pigen ikke ville melde hende var altid noget. Ikke så lidt endda, især ikke når den anden dame havde betalt hende. BETALT! Spurv vidste ikke rigtigt, hvor mange hun ville angive for penge. Ingen, sagde en lille stemme inde i hende, og hun ønskede at tro den, det gjorde hun, så meget at hun næsten fik sig overbevist. Men hun vidste jo godt et eller andet sted, at der også var en anden sandhed. Som hun skammede sig over. Og her var der så noget mærkeligt. Evnen til skam? Spurv forstod det ikke. Hun rynkede undrende på næsen, men vidste ikke rigtigt, om hun kunne tillade sig at spørge.
"Jeg hedder.. Spurv," sagde hun, og havde været lige ved at bruge Kara, men det var alligevel ikke det, hun syntes, hun hed. "Kom med denne vej.." hun tog let om Nilles arm og styrede hende nedad en sidegade. Og så dristede hun sig alligevel til at spørge: "Evnen til skam? Hvad betyder det?"

"En fornøjelse at møde dig, Spurv." Sagde Nille. Da Spurv greb Nille om armen fulgte Nille med ind i en sidegade. "Hvad det betyder... Ja det spørger mange om. Selvom du måske kan høre løgne omkring en heks, eller skammeren så er jeg den eneste der kan rigtig forklare dig hvad det er..." Sagde Nille og grinede. "Evnen Skam. Joh, der er mange slags af den. Den første Skammer Syna, var den stærkeste. Kyna, den der var meget tæt på Synas evne, var den anden stærkeste. Jeg er... Meget som Syna. Jeg kan endda se Syna selvom hun er død. Jeg kan fortælle dig hvordan min er. Min evne Skam er nok den stærkeste. Den udvider sig hele tiden. Jeg kan se folks minder sammen med dem og få dem til at skamme sig over det. Jeg kan med min stemme synge så utåleligt at de skammer sig. Hvis jeg synger 'stop' så kan de intet andet end at stoppe. Hvis jeg synger 'vis dig' så kan de ikke andet. Men det er kun med min skammer stemme jeg kan det. Det er måske lidt forvirrende det jeg siger nu men sådan virker min evne."Forklarede Nille.

Løgne. Ja, en erindring om at have hørt bare en lille bitte stump af en samtale om en skammer. Et skræmmende ord. Først havde hun troet, det var noget, man bildte børn ind for at få dem til at opføre sig ordentligt, og hun havde kigget overbærende efter dem, selv om hun ikke havde været en dag over 10. Allerede der havde hun vidst, at intet, de voksne kunne finde på kunne være værre end det, de ikke kunne forestille sig, nemlig alt det, der foregik i nedre bys gyder. Hun gned en smule mudder af sin kind og svingede kurven mens de gik.

Se folks minder. Spurv lagde hovedet på skrå og forstod det ikke rigtigt. Endnu mindre forstod hun det med at synge. Skam, måske, det havde været til at forstå, men så kom sang ind i billedet. "Synger du dårligt?" Spurgt hun uforstående. Hun var ikke selv en fantastisk musiker, men hun havde da aldrig formået at skabe andet end lidt irriterede blikke med sine skæve fløjtetoner, og hun kunne ikke rigtigt danne sig et billede hvor Nille sang dårligt. Hun var simpelthen for.. Delikat til det. Alt ved hende var rent og nystrøget, som om hun lige var trådt ud af et varmt bad og havde slået tøj om sig. Hendes stemme kunne næppe være mindre ren.

Om Nille sang dårligt? Hvis man kunne kalde en engle stemme for dårligt så sang hun dårligt, men kan man ikke. Den var for ren. For uskyldig.
"Jeg synger skam ikke dårligt... Hverken med eller uden skammer stemme." Nille grinede. Den lille sidegade var beskidt og Nille fik mudder på hendes hvide jakke. Hun var dog ligeglad, da den jo kunne vaskes. Endnu en grund til at hun ikke forstod rige folk. Hvorfor dog himle op over at noget blev beskidt når det kunne vaskes? Hun kiggede på det ærme som havde fået mudder på sig men trak bare på den ene skulder og kiggede rundt. "Må jeg spørge om hvor vi er på vej hen?" Nille kiggede spørgende på Spurv og lagde hovedet lidt på skrå. Hvor gammel var Spurv mon? "Hvor gammel er du, Spurv?"

Så der var skammersang og skammer og sang. Spurv spidsede munden og nikkede, som om hun forstod, men gjorde det ikke. Pyt. Det var heller ikke alt i verden, man kunne begribe. Slet ikke noget så kompliceret som evner og sådan noget. Hun begreb ikke engang sin egen evne, selv om hun da udnyttede den udmærket. Hun slog klik med tungen og så hemmelighedsfuldt på Nille. Her havde hun nok ikke været før. De havde bevæget sig væk fra mylderet og ind i et knudret netværk af små, snoede gader. Husene stod tæt og mange af dem var skæve og krogede, dog bar de fleste et eller andet hyggeligt præg, lige fra blomster i vinduerne over malede dørkarme til stemmer fra åbne vinduer. Et sted hang der vasketøj på en snor mellem husene, et andet sted spillede to små, rundkindede drenge kugler på brostenene.

"Jeg ved det ikke helt," oplyste Spurv, "Jeg kan ikke huske min fødselsdag." Hun strakte fingrene foran sig og studerede dem. "Simon siger, jeg er 15. Det er min bror." Hun afbrød sig selv for smilende at hilse på en lille, gammel, fed dame, der kiggede mistroisk på Spurvs følgesvend et øjeblik, før hendes rynkede ansigt krakkellerede i et bredt, kærligt smil. Hun så næsten ud, som om hun ville omfavne Nille, men nøjedes med at klappe hende på armen med en meget stærk hånd og klukke let for derefter at haste videre. Der var ikke ligefrem travl aktivitet i de små stræder, men der var alligevel en form for stilfærdig livlighed i ansigter, der gik forbi dem: Alle havde noget, de var på vej til, og alle så.. mere eller mindre glade ud. De var i hvert fald ikke triste.

"Simon er sømand, faktisk." vendte hun tilbage til det originale emne. Det var den sædvanlige svada, som hun aldrig blev træt af. Meget detaljeret fortalte hun Nille, hvordan han havde sejlet på blodhavet det første år af sin læretid, og hvordan han derefter var kommet hjem. "Han er så flot," sagde hun drømmende, "man tror slet ikke på, det er min bror! Og alle pigerne går om ham, men han ville hellere bruge tiden sammen med mig, da han var her, men han skulle bare hurtigt afsted igen, desværre," sukkede hun og fortsatte om alle de fantastiske eventyr, han nu oplevede på de turkisblå have og de gyldne strande. "Han sender mig nogle gange sneglehuse," indskød hun, og fortsatte med beskrivelsen af, hvordan han var gået fra at være dæksdreng til at blive sømand og nu kunne kalde sig selv matros. Han havde både kæmpet mod pirater og en søslange, og han havde reddet sin kaptajn fra at drukne, og faktisk var der ikke noget, han ikke kunne, denne fantastiske bror.

Mens Spurv fortalte fortsatte rækken af små gader, som om det aldrig ville få ende. Og så fik den det pludselig alligevel. De drejede om et hjørne, og luften var anderledes. Antydningen af urin blev båret mod dem fra udenfor et værtshus, hvor der allerede her tidligt på dagen var travlt. Det var som om himlen var mindre blå efter de havde passeret værtshuset. Solen og skyerne virkede længere væk, og der blev store, fugtige pletter på brostenene. Gaderne var stadig smalle og krogede, men hvor de pænere gader havde haft en følelse af nærhed, tæthed, så var det, som om husene i nedre by, rotten root distriktet, trak sig væk fra gaden og kun vendte deres tomme, mørke vinduer, der lignede øjne, mod beskueren. Her var livet anderledes, og stemningen ligeså. Her var år malet på folk i form af rynker, og bekymringer havde farvet deres hud grålig.

Spurv rømmede sig sagte, og trak på skuldrene. "Velkommen," sagde hun med tør stemme, der stod i skærende kontrast til den stemme, hun havde brugt til at fortælle om sin bror.

Nille lyttede til Spurvs evig lange fortælling om hendes bror... At dømme efter hvordan Spurv så ud og hendes evige fortælling om ham så var hun vist meget glad for sin bror. Nille var enebarn. Gudskelov for det da! Hun ville ikke kunne klare en bror eller søster. En som ville beskytte hende, eller hænge op af hende. Nej tak. Hun kiggede undrende på damen som bare klappede hende kærligt på armen... Men hun kom i tanke om at hætten var oppe. Hun trak hætten af. "Hvor er din bror så nu?" Spurgte Nille nysgerrigt. Hun var endelig ret ligeglad med hvor flot hendes bror nu var. Nille var allerede ... På en måde... Vild med en... Nej! Ikke tænke på det... *Du rødmer bare!* tænkte hun for sig selv. "Han lyder modig, din bror."
Da de nåede til et værtshus rynkede hun på næsen, men lod så være igen. Hun var jo vant til hestepære(Endda fra sølvmarer) og andre... Ting fra dyr.
"Mange tak." Sagde hun da Spurv ønskede hende velkommen.

Hvor han var? Han sejlede da stadig. Hun ønskede, han var i live, men man vidste aldrig. De var sejlet afsted mod fjerne øer, hun havde glemt navnet på, men hun troede helt sikkert, han ville komme hjem. At Nille syntes, Simon lød modig, var simpelthen den største ros, Spurv kunne have fået nogensinde, og hendes ansigt blev fuldstændig hengivent og lykkeligt, og fik hende til at fortælle endnu mere om, hvordan han engang havde slået en mand, der generede en pige, i gulvet med et enkelt slag fra sin knyttede næve. Spurv knyttede også næven og så ud, som om hun ville gøre det samme, hvis hun fik chancen. Så væltede Rotten Root ind over dem med al sin charme.

"De færreste siger tak." kommenterede Spurv svagt smilende og så sig omkring. "Det er stort, det her sted, og jeg tror måske, du kommer på et lidt dårligt tidspunkt.. Vi kan da godt lede efter dem i gaderne, hvis du.. De?" Først nu kom hun i tanke om, at der var en anden og finere form for tiltale, og hendes ansigt blev mørkerødt. "Skal jeg sige De?" spurgte hun forlegent og blev pinligt bevidst om den lysmur, der altid ville skille hende fra Nille.

Hun sukkede indvendigt over at Spurv begyndte at snakke om sin bror igen. Hun kunne dog ikke lade være med at smile til hende. Ikke at hun syntes det var træls. Det var bare... Så utroligt. Spurv havde set så glad ud da Nille sagde at hendes bror virkede modig. Hun lagde armene over kors og nikkede anerkendende til det hun fortalte om sin bror... Sej fyr, han passede vist på mange.

Nille smilede beroligende til Spurv da hendes ansigt blev mørkerødt. "Vi kan udmærket godt lede efter dem i gaderne. Kald mig bare Nille... Jeg hader at blive kaldt for frue eller frøken. Jeg vil kaldes ved navn." Nille grinede kærligt og puttede hænderne i jakkens lommer. "Vis vej, Spurv." Hun smilede.

Nille var mærkelig. Hun var slet ikke, som hun burde være. Hun var.. Almindelig, og hun skulle have været ond. Et sted, lige under overfladen, overvejede Spurv om Nille var det perfekte menneske, for hun kunne passe ind hvor som helst, og var alligevel helt udenfor kategori. Hun lugtede ikke, hun var pæn og havde særlige evner, og til trods for det, var hun ikke spor bange for at bevæge sig ind i den mørkeste bydel. Hun havde ikke engang, så vidt Spurv havde set, men hun havde heller ikke set alt, rynket på næsen.

"Som De befaler, frøken Nille" sagde hun med et bredt grin og nejede komisk og påtaget, mens hun ønskede, hun selv var lidt mere som Nille. Hun havde, trods forklaringen om, hvad en skammer var, ikke forstået den ubehagelige sandhed, nemlig at Nille var frygtet og forfulgt og sikkert også havde oplevet langt værre ting end Spurv nogensinde havde drømt om.

"Det er altså ikke alt sammen lige pænt," advarede hun, men det var et standardudsagn. Hun tvivlede ikke længere på, Nille kunne klare lidt af hvert. Derefter gik turen nedad. Gennem flere smalle gader, der blev stadig mere usle. Husene begyndte at miste farven. De blev ens, grå og tavse. Menneskene blev også mere ens alt imens de også blev mere forskellige på en mærkelig måde. De havde alle slags udseender og alle slags skavanker, men deres øjne var ved første øjekast, og det gjaldt alle, lige fra et barn, som blev holdt i kort og bogstavelig snor af sin mor, til mændene og de gamle koner, livløse. Der sad et par drenge i en rendesten og legede med kogler, men Spurv ignorerede dem. "Vi går efter kernen," sagde hun og så sig om, som om hun ledte efter noget, der var usynligt for andre. Et eller andet kendetegn af en art. "Måske skal vi have hjælp.." mumlede hun. "Jeg har en anden bror," fortalte hun så og smilede hemmelighedsfuldt som om hun ønskede, at Nille ville spørge.

Nille rystede på hovedet men smilede drillende. "Jeg befaler, og du adlyder? Jeg synes ikke det lyder fair, frøken Spurv." Nille grinede kærligt. Hun trak hætten op igen, mest fordi at hun elskede at føle sig mystisk, men også fordi hun ikke kunne være tryg... At have stået foran et bål der skulle brænde en... Det var ikke liiiige det hun kunne lide. At stå i en hvid kjole, med bare fødder og vagter der skubber en hen til et varmt bål? Nope, sådan ville hun ikke ende sine dage.

"Jeg tror jeg kan klare det." Hun havde stadig sine hænder i jakkens lommer og gik roligt ved siden af spurv i de smalle gader. Husene blev grå... Lige pludselig savnede hun sit eget hjem... Sin dejlige hytte...
Hun kiggede forfærdet på kvinden der havde sit barn i en snor! Hun fortsatte dog med at gå ved siden af Spurv i stedet for at angribe kvinden på stedet. "En anden bror? Hvem?" Nille kunne se på Spurv at hun ønskede at Nille spurgte.