So Young... So Brave. //Spurv//

Tuber- ahvafornoget? Hun havde aldrig hørt om den sygdom! Hun havde hørt om dyrs sygdomme da de var hendes speciale... Men menneske sygdomme? Feber, influenza, osv. Det kendte hun... MEN DET?

"Jeg kender intet til den sygdom.." Sagde Nille beklagende.
Hun kiggede på drengen.
"Hvis din mor er med på ideen... Så ja." Hun skævede op mod den sorte plet på himlen.

"Lungesygdom." mumlede Spurv. "Ved ikke, om den kan kureres." Hendes mor havde ikke været til at redde. Først havde der været røde blomster på puden, men de var vokset. Blevet til stinkende plamager, der bredte sig for hver nat, mens den ru vejrtrækning fyldte det lille rum til væggene trykkede sig sammen om hende, Nathan og Simon og klemte vejret fra dem, knuste deres knogler og lunger, mens moren kæmpede for hver ny mundfuld luft, der potentielt kunne blive hendes sidste. Men hun holdt ud så frygteligt længe. Blev et levende lig med mørke øjenhuler, porøs, glinsende hud og sygeligt klare øjne, der spejdede rundt og ikke rigtigt så.

Spurv fjernede billederne tilbage, hvor de var kommet fra. Et sted, hun ikke kom mere. Barndommens land.
"Det ville være fantastisk!" jublede den lille dreng og tog Nille om knæene.
'Der er noget deroppe,' sagde Nathan til Spurv og delvist til Nille.
"Jeg kan ikke se noget," svarede Spurv og beundrede de lette fjerskyer uden at bemærke hvad der kunne have været en fugl.

Nille så på Spurv... Det virkede som om Spurv kendte til det.. Lungesygdom... Hm... Lød som noget lægerne kunne fixe med magi.

Nille smilede ned til drengen, og strøg ham kort over håret.
Hun kiggede på Nathan da han sagde noget, og hun smilede.
*Jeg sagde jo at hun ikke var den eneste med en bevingede ven.* Tankesendte hun til Nathan, og smilede beroligende.
BlackStar fløj lidt nærmere, men han var stadig bare en sort plet... Dog mere tydelig.

'Det er et stort dyr. Den har vinger. Den vil os ikke ondt, det er Nilles Bevingede Ven,' oversatte uglen og klaprede med næbbet.
Spurv så ikke ret overrasket ud, men det var hun. Glædeligt overrasket. Nille var fyldt med hemmeligheder. Og så var hun endda sympatisk, og villig til at dele dem med andre. At hun valgte at stryge et snavset gadebarn over håret gjorde stort indtryk på Spurv. Hvorfor ville nogen ville det, hvis ikke de ligefrem hørte til blandt de samme børn? Det var som om Nille var ligeglad med eller blind for de uendeligt mange lysvægge, der skilte hende fra Spurv og børnene. Hun kunne bare have ladet ham være, ignoreret ham, men hun havde svaret, talt alvorligt til ham, endda omsorgsfuldt, hun havde strøget ham over håret og vist, at det var fuldstændigt ligegyldigt at samfundslag og alder lå mellem dem; de kunne stadig være ligemænd på et eller andet plan.

"Nille, det er virkelig pænt af dig," mumlede Spurv og knækkede fingre. Hun smilede, men det var lidt anstrengt. Selvfølgelig ønskede hun gadebørnene alt godt. Det gjorde hun virkelig. Hun kunne bare ikke lade være med at ønske, det var sket på et andet tidspunkt. Da hun selv havde været som de, måske.
Hun skævede op mod himlen for at lede tankerne i andre baner, og der fik hun øje på den, en mørk antydning af noget bevinget, en fugl? Det lignede ikke en fugl, vingerne sad anderledes, men det var umuligt at sige andet, for pletten var højt oppe og forsvandt næsten mod den blå himmel.

Nille smilede til Spurv... Og så derefter ned på drengen.
"Hvis du gerne vil have det er nu... Og at hun holde til det... Så vil jeg gerne hjælpe hende hen til hospitalet... Hun behøver ikke at gå... Jeg har en ven som kan jeg hjælpe." Hun talte selvfølgelig om BlackStar. Den flotte pegasus... Hans sorte pels skinnede altid, den filterede man, og hale... Hans sorte øjne... De flotte sorte vinger... Han var en smuk pegasus. Hun kiggede op på den sorte plet... Mon der var plads til ham hernede? Hvis ikke skulle de finde et sted hvor der ingen mennesker var og rigeligt med plads. Pletten kom nærmere, og nærmere og afslørede en hestekrop, og et par sorte vinger. Hvis man så godt efter ville man kunne se det...

Det var ikke en fugl, nu blev det klart, men hvad i alverden det så var, var en gåde.
"Kan.. Den tåle at blive set i byen?" spurgte Spurv nervøst. Hun havde allerede en mistanke om, at det var et sjældent, magisk kræ, der var tale om, og hvis det var alt for mærkeligt, ville de sikkert komme i problemer. Nille havde selv sagt, hun ikke brød sig om at gå steder, hvor der var mange mennesker, men hvis nu hun havde en drage til at lande, så ville de blive omringet på minutter.
Bortset fra, at det ikke kunne være en drage. En drage ville ikke se sådan ud, den ville have reptilkrop og lang hale. Denne havde tynde ben og en hale, der dansede med vindene i de højere luftlag, men det var ikke til at specificere videre.
Men.. Det var meget pænt af Nille at tale om sin ven som kunne hjælpe drengen og hans mor. Hvis det VAR den, hun talte om, selvfølgelig, men det måtte det næsten være.
Den eneste lille hage ved situationen var, at drengen ikke var det eneste barn med en syg mor. Måske var der ikke flere i denne lille gruppe, men længere nede ad gaden ville man støde på andre børn, i en gård et par hundrede meter væk ville der sidde et par store drenge og lære deres yngre brødre hvordan man gik uset. Der var så uendeligt mange børn.

Nille tak lidt på den ene skulder.
"Der må helst ikke være nogen mennesker..." Sagde hun.
"Dels fordi at sådan et væsen er sjældent, og dels fordi jeg er eftersøgt." Sagde hun så, og kiggede på Spurv.

//KORT SVAR D: Sorry //

Det her med at være eftersøgt, det var svært! Nille havde sagt det een gang, men spurv skar alligevel ansigt i en medlidende grimmasse.
"Det er svært at komme herned uden at blive set, men altså.. Her på selve gaden er der jo ikke så mange.. Så.. Men.. Jeg ved ikke, om det er for stor en risiko at løbe," sagde hun stilfærdigt og lempede Nathan tilbage på sin arm da en lille pige rakte ham frem.
"Vi bor lige om hjørnet," sagde den lille dreng. Han havde stukket en finger i næsen. "min storebror er der. Han skulle ellers være hos smeden, men de er bange for, det smitter.."
"Hvad er det egentlig for et væsen?" Spurgte Spurv.

Nille trak lidt på den ene skulder.
"Der skal også være pænt meget plads..." Hun tænkte lidt om BlackStar kunne lande i den lille gade. Det var ikke helt sikkert...
Nille kiggede kort på drengen, og nikkede så.
"Hvis du henter din mor sammen med din bror... Så går jeg med Spurv hen til et sted hvor han kan lande... Og så løber Spurv tilbage, og møder jer på vejen." Hun håbede de forstod... Men i så fald måtte hun forklare nærmere.
Hun kiggede på Spurv.
"Har du nogensinde hørt at heste også kan have vinger?" Hun smilede skævt. "En pegasus."

Meget plads. Spurv granskede sit hoved. Det ville måske blive lidt besværligt, men børnene var straks med på idéen. "Jeg henter hende," råbte drengen meget højt, og de andre børn stormede efter ham da han satte i løb.
"Mød mig her," råbte Spurv efter dem og vendte sig mod Nille.
"Okay, et sted uden mennesker men med masser af plads," sagde hun højt. Og hvad var det til? En hest. Med vinger. At den hed Pegasus kunne hun ikke relatere til, men beskrivelsen var ganske glimrende, i hvert fald i hendes hoved.
"Jo.. Jo, jeg kan godt forestille mig det." sagde Spurv og lød et øjeblik lidt genert. Hvorfor var hun så dum, spurgte hun sig selv, men hun vidste jo godt, det var fordi hun aldrig havde fået ret meget skolegang. Hun smilede så, blændende, godt hun havde Nille. Nille kunne lære hende, hvad en Pegasus var.
"Der er et stykke jord ved Muren, hvor der næsten aldrig kommer nogen," jublede hun så.
//Håber det er okay ^^//

Muren indrammede byen og holdt skovens vilde væsner væk. Der var aldrig blevet bygget helt ud til muren i nedre by, mest fordi der havde været et krav fra myndighederne om, at der var en vis afstand mellem huse og mur hvor hæren kunne tage opstilling, men nok også fordi jorden der blev brugt til små haver, som ingen havde nænnet at fjerne.
"Denne vej!"
Spurv tog ugenert Nille i hånden (Hun var jo en pige, og det var alt, der skulle til, før det var fuldstændig legalt at holde i hånd. At Spurv betragtede hende som en veninde var bare et plus i regnskabet) og satte i løb.

//Hvad er okay O.o?//

Nille smilede til børnene da de spænede afsted, og kiggede så på Spurv.
"Så lad os tage afsted." Mere nåede Nille ikke at sige før Spurv tog hendes hånd, og begyndte at løbe med hende. Nille tog hånden for sig, ikke fordi at hun ikke kunne lide det da de begge jo var piger... Men fordi så kunne hun skifte form. Nille skiftede form til en panter med kulsort pels, tre hvide striber på ryggen, og sorte øjne. Hun løb ved siden af Spurv.

//Kort svar, so sorry!//

//Det er helt okay ^^ Der er altid stof i dine svar!//

Spurv holdt et øjeblik bedre fast i Nilles hånd, så gik det op for hende, at Nille rent faktisk ønskede at give slip. Hun så til siden og var nær væltet da den smukke, store kat kom springende ud af ingenting, eller snarere: Ud af Nille. Det var et fantastisk dyr, så.. Katteagtig!
Den havde lange, bløde bevægelser, pels som jetsort silke og lavede absolut ingen lyd når dens fløjelsbløde poter fik småsten på vejen til at danse. I solskinnet skinnede pelsen, og de intelligente, sorte øjne strålede.
Hvis Nille havde tænkt, hendes flyvende ven ville vække opsigt, så havde hun vist ikke tænkt over, hvad kattedyret ville, men heldigvis var der ikke ret mange mennesker på gaden, og da de endte nede ved muren, den høje, mørke mur, var der næsten ingen.
Det var et fladt stykke land beplantet med usundt udseende træer, måske hundrede meter på den ene led og med samme længde som selve muren på den anden. Mellem træerne voksede der langt, gult græs og nogen steder var der anlagt små, fine haver. Hvis hæren skulle stille op ville træerne blive væltet, men hæren havde ikke stillet op i de sidste mange, mange år, så hvorfor skulle de dog til at gøre det nu?
"Puha," pustede Spurv og støttede sig til stammen på et af de små træer. "Der var længere, end jeg huskede."
Hun sendte panteren et smil og tørrede sin ret fugtige pande med bagsiden af sin hånd.
"Og så må jeg tilbage og hente børnene. Sikke et rend. Har du set Nathan?" Det var et overflødigt spørgsmål. Ingen ville vide, hvor han var, bedre end hun, og hun mærkede, at han endnu kredsede over byen, men hvorfor i alverden, han gjorde det, vidste hun ikke.
"Nåh, kald du på din ven!"
Så pilede hun afsted igen, tilbage gennem de krogede gader og over små pladser. Ind imellem var hun nødt til at holde pauser, men ikke desto mindre var hun helt gennemblødt af sved, da hun endelig nåede tilbage. Børnene var samlet og så ud, som om de havde kedet sig i ventetiden. Der var en dame med og en stor dreng, lidt ældre end Spurv.
Damen kunne kun gå meget langsomt, men hvad Spurv ikke vidste var, at Nathan var landet på Nilles skulder sekunder efter hun selv var stukket i løb, og der havde han snakket livligt om alverdens uvæsentlige ting, blandt andet den uglepige, han havde mødt, men som ville have et livslangt forhold og at han ikke rigtigt følte, han var klar til at binde sig. Det var tydeligvis en af meget få ting, som uglen aldrig talte med sin søster om. Der var også en del fortællinger om Simon og et par om Spurv, men det handlede mest om dagligdagens gøremål såsom at besøge grønthandleren og slagteren.

Nille vidste skam godt at det ville bringe mistænksomhed frem når hun løb rundt som panter... Men hun var faktisk ligeglad.
Nille stoppede op, og kiggede sig omkring... Hun lagde sig i græsset, og rullede lidt rundt. Hun rejste sig op, og lagde det sorte panter hoved på skrå. Hun skiftede form til menneske.
"Nej, jeg har ikke set Nathan." Sagde hun, og så op i himlen... Den sorte plet kredsede omkring.
Hun nikkede blot, og fløjtede højt. Hun blev overrasket over at Nathan landede på hendes skulder, og begyndte at snakke om en uglepige, osv.
BlackStar landede på græsset, og foldede de sorte prægtige vinger ind. Han så nysgerrig på Nathan, og gik hen til Nille.
Nille aede ham blidt på mulen.
"Hej BlackStar." Hun smilede.

Det var en bevinget hest! Men ikke bare, som man kunne forestille sig, den var levende, ægte, dens næsebor vibrerede blødt, og dens pels skinnede når den tog et skridt. Halen var lang og sort og lavede piskelyde når hesten slog med den, øjnene var strålende og mørke, meget bevidste, og ørerne drejede sig mod alle lyde. Og så var der vingerne, fantastiske vinger af kulsorte fjer, klar til at blive spredt ud med et gigantisk vingefang.
Nathan blev helt stum af betagelse over dette store dyr, mens Spurv slæbte afsted med børneflokken. Hun og den store dreng var nødt til at støtte den syge kvinde et stykke af vejen, indtil drengen pludselig fik nok og løftede sin mor op som om hun ingenting vejede.
Det tog dem næsten femogtyve minutter at gå den lille kilometer, og da de endeligt nåede frem var børnene blevet irritable og den syge mor var meget udmattet selv om hun kun var blevet båret.
"Hej Nille!" råbte Spurv glad, men den syge kvinde gav et halvkvalt udbrud af væmmelse og prøvede at vride sig fri af sin søns greb.
"Det er HEKSEN!"
Syg eller ej, ved enhver lejlighed ville Spurv have givet igen for de ord med en ordentlig lussing. Denne gang var bare anderledes. Hun stod bare stum som alle de andre unge, henført over det besynderlige væsen, der var Nilles ledsager.

Nille smilede da hun hørte Spurv, og vendte sig om mod dem. Den syge kvinde så ud til at være på besvimelsens rand... BlackStar stejlede... Den sorte filterede man glitrede i solen, og den sorte filterede mane røg op. De sorte vinger røg ud. BlackStar elskede at blære sig... Men en bestemt kommando fra Nille genmen tankerne fik ham til at folde vingerne ind, og stå normalt. Da kvinden råbte... Trak Nille hætten over hovedet.
"Jeg er ikke en heks." Sagde hun bestemt. "Hvis jeg ville gøre din søn noget så var det sket for længst... Men i stedet vil jeg hjælpe jer." Hun løftede hovedet lidt da hun havde set ned i jorden. "Jeg vil hjælpe dig... Star her..." Hun kiggede kort på BlackStar. ... Han kan føre dig til hospitalet, og... Forhåbentlig kan de hjælpe." Sagde hun, og klappede BlackStar på halsen. BlackStar vrinskede for at sige hej.

"Humpf," sagde den syge kvinde, hun brød sig tydeligvis ikke om at blive modsagt, især ikke når Nille rent faktisk brugte holdbare argumenter og viste venlighed og overskud. Hun vendte ansigtet ind mod sin ældste søn, der stadig stod med åben mund og runde øjne, der var tæt på lykkelige.
"Jeg vil ikke være her Johan. Tag mig hjem." Kommanderede hans mor, og han vågnede en smule, men så ikke ud til at bekymre sig særlig meget om, hvad hun ville og ikke ville.
"Vi har ikke nogen penge til hospitalet," sagde han i stedet ærgerligt og trak på skuldrene.
"Vi vil ikke have din hjælp!" skingrede moderen.
"Hold din kæft," snerrede Spurv.
"Moar," sagde den yngste søn og gav sig til at græde. "Hvad hvis.." Hans stemme sank til en hvisken, som alle og enhver kunne høre. "du dør? Så er vi helt alene!"
Den ældste søn satte endelig sin mor ned, og hun tog den lille dreng i sin favn og knugede ham så hårdt, at Spurv troede, hun ville klemme øjnene ud af hans hoved.
"Vi har stadig ingen penge," sagde den ældste dreng lidt beklemt.

Nille lagde armene over kors. Hun var ligeglad om hvad kvinden mente om hende... Nille ville vise venlighed, og redde den kvindes liv.
"Nu hører du godt efter." Sagde Nille, og tog hætten væk fra hovedet. "Jeg kan redde dit liv... Sammen med lægerne... Og du nægter fordi der går rygter om mig?" Hun rystede på hovedet. "Du er tydeligvis den ældste af os to... Men nu virker det som om det er mig. Du lader dig styre af dumme rygter om mig... Jeg har levet i frygt, smerte, og været tæt på døden... Jeg nægter at lade mig hyle ud af den... Bare fordi du nægter at tage med mig til hospitalet." Hun kiggede den store søn. "Din søn er fornuftig. Han siger i ingen penge har... Men det har jeg." Hun så på kvinden igen. "Dine sønner er bekymret... Så drop den barnlighed, og hop op!" Sagde hun bestemt. Hun vidste ikke om det ville hjælpe... Men hvis kvinden nægtede... Og hvis sønnerne blev ved med at insistere... Så havde Nille næsten intet valg. "Jeg vil hjælpe." Sagde hun mere blidt, og smilede.

Spurv så på Nille med al beundring i verden. Hun kunne åbenbart holde hovedet koldt i enhver situation. Nille var en helt. Selv om hun blev kaldt alverdens grimme ting, så lod hun det ikke ødelægge sin mission, hun hævede sig så højt over pøblens latterlige fordomme og svævede som en fri Pegasus, klar til at hjælpe uanset hvad der blev sagt eller gjort.
"Vil du betale?" hviskede sønnen måbende. Moderen så væk og lagde armene om sig selv.
"Hvorfor?" spurgte hun stille og rynkede på næsen. Hendes blik var rettet stift ned.
"Hvad får du ud af det? Hvad er vi værd for dig? For jeg kan da ikke forestille dig, at du gør det for vores blå øjnes skyld, vel?" Stemmen blev bedende til sidst. Som om kvinden virkelig ønskede, at Nille kun gjorde det, for de blå øjnes skyld, alene fordi hun ville hjælpe, fordi hun følte et helt unødvendigt men godhjertet ansvar og ikke ønskede noget til gengæld. Langsomt løftede hun hovedet, men undgik at se Nille direkte i øjnene. Hun begyndte, uden at vente på noget svar (havde hun indset, at det var lige meget hvilket svar, der ville komme? At hun var nødt til at gøre det for sine sønners skyld?) at gå fremad mod den sorte hest.
"Må jeg komme med?" Spurgte Spurv og den ældste dreng i kor og så derefter overrasket på hinanden.
"Det er jo din mor," sagde Spurv lidt ærgerligt.

Nille rettede sig op, og de sorte øjne glimtede... De sorte øjne der kunne vise folks sjæle... Vise hvad de var, og hvad de havde gjort forkert... Hun lagde armene over kors.
"Hvad jeg vil få ud af det? Intet andet end glæden ved at have hjulpet..." Svarede Nille, og så på kvinden med milde øjne. "Du tror virkelig på de rygter, hva?" Hun rystede på hovedet, og grinede. Nille mærkede en sten fylde mere i hjertet da kvinden ikke gad se Nille i øjnene... Hvad ville de mon gøre hvis hun sagde at hun skulle? Sikkert tænke at Nille var dum... Hun sank en klump.
BlackStar kiggede nysgerrig på kvinden, og travede det sidste stykke hen til kvinden. Han puffede til kvinden med sin mule for at sige hej.
Nille så på Spurv, og drengen... Der var grænser for hvor mange BlackStar kunne bære.. Hun så på den ældste dreng.
"Hjælp din mor op." Sagde hun blot, og så så på Spurv. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle... De begge ville gerne med.
"Der er grænser for hvor mange Star kan bære... Han kan klare mig, og kvinden... Drengen, og moren tager afsted på Star... Hvor meget vejer du Spurv? " Nille smilede drillende. Det hun mente var at Nille kunne skifte form, og måske kunne bære Spurv, og løbe hen til hospitalet.

Drengen sprang afsted og støttede sin mor med et skævt, betaget blik, der kun hvilede et øjeblik på Nille og derefter sejlede bort med hver en silkeblød skygge i den smukke, sorte hests skikkelse. Dens man og hale dansede som flag for hver lille, usynlig vind, de store øjne blev skjult under mørke øjenlåg og dirrende vipper, før de gled op igen og spejdede nysgerrig rundt. Drengen sukkede alt for højlydt og rakte prøvende en hånd frem mod hestens mule så den kunne mærke hans duft.
Knægten havde styr på heste, tænkte Spurv, men det var måske heller ikke så mærkeligt når han var i lære som smed. Et øjeblik ville hun også gerne kunne noget med heste, men så tænkte hun på Nathan og stillede sig tilfreds med sin egen vingede ven. Ligegyldigt hvor smuk og lækker den sorte, bevingede hest var, så ville hun altid foretrække sin bror. Forståeligt nok.
"Bare lad ham tage med," sagde hun og smilede til Nille.
"Jeg kan gå derop bagefter, så kan vi måske mødes. Jeg skal også lige hjem med dugen.." Hun pegede mod den kurv, hun havde slæbt gennem halvdelen af Doomsville Rotten Root District.
"Du er vel nok fin!" sagde drengen stille og hjalp tøvende sin mor op at sidde bag hestens vinger.
"Jeg har ikke redet før," tilstod kvinden bævende, da hun pludselig fandt sig selv højt oppe. "Hvis jeg er med falder du ikke af," sagde sønnen, og ønsket om en flyvende ridetur lyste begærligt i hans øjne.

BlackStar så nysgerrig på drengen, og snuste lidt til hans hånd. Han puttede mulen nærmere hånden, så den lå på hans mule, og vingerne strækkede sig lidt. Nille så kort på BlackStar, men kiggede så på Spurv. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og så på kurven hun pegede på.
"Meget vel, jeg... Løber derhen." Hun grinede kort, og gik så hen til BlackStar, og aede ham på halsen. Hun lod hånden stryge langs en af de sorte vinger, og kiggede så op på kvinden. BlackStar var venlig, og stod helt stille. BlackStar vrinskede kort da drengen sagde at han var fin, og kiggede nysgerrig på ham.
"I skal bare holde fast, så klarer Star resten." Sagde Nille, og klappede så BlackStar på halsen inden hun gik lidt væk. "Vi ses henne ved hospitalet." Hun blinkede kort til Spurv, og grinede. Hun skiftede form, og den sorte panterkrop kom til syne igen. Hun rystede kort sin pels, og begyndte at løbe i retning mod hospitalet så BlackStar kunne følge efter hende... Bare i luften.

Drengen sad op foran sin mor og flettede sine fingre ind i den flyvende hests man. Spurv sendte ham et langt blik, for hun ville have siddet dér. Hun ville have fløjet. Som Nathan kunne flyve. I stedet nøjedes hun med at træde forsigtigt frem og række hånden ud så hesten kunne lære hendes fært, men øjeblikket efter trådte Nille tilbage og Spurv gjorde det samme. Hun havde aldrig været fantastisk med heste, ikke at hun ikke brød sig om dem, de havde bare ikke brudt sig synderligt om hende, eller, hvis man ville være mere præcis: De havde aldrig interesseret sig for hende. De havde jo også haft Simon at vippe deres følsomme ører efter. Når han trådte ind drejede både de sløve gårdheste og de nydelige herremandsheste hovederne. Både fine, små hesteansigter og tunge, trygge muler havde set på ham med beundrende blikke. Sådan havde det altid været. Til gengæld havde hun haft himlens fugle. Sådan da.
Der gik et sus gennem børnene, som et øjeblik havde været fuldstændig glemt, da Nille pludselig.. Hvordan kunne det beskrives? Det gik så hurtigt. Et øjeblik stod der en pige, det næste: En sort skabning med skinnende øjne og silkepels, der reflekterede solen som en smykkesten og formede sig efter enhver bevægelse, enhver muskelsammentrækning, ethvert skridt.
Det var, som om Nille smeltede bort i luften, blev til en sitren, en spejling i vand, som så bare var væk.. Erstattet af en panter, som satte i strakt galop. Spurv vendte sig om og løb efter panteren, selv om hun gerne ville have set den sorte hest lette. Hun ville dog hellere se den lande, men det kunne kun nås, hvis hun var hurtig som selve vinden, der havde formet dette udsøgte væsen.
Hun og Nille skiltes på Sølvsmedegangen da Spurv dukkede sig ind i en smal gyde og kom ud på en lille gade, hvor hun pustende standsede under skiltet med den gyldne, vingede løve. Griffen, kroen hvor hun boede, lå klemt inde mellem andre små huse. Den gjorde ikke meget opmærksom på sig selv - og dog. Den var anderledes, tænkte hun og smuttede indenfor. Hun smækkede kurven på bordet, vekslede to ord med Ian, den lille dreng og sprintede ud.

Hun tog trappen til hospitalet to trin ad gangen og var svært forpustet, da hun endelig nåede pladsen foran. Øv, de var sikkert kommet før hende, tænkte hun og holdt sig i siden, hvor en væmmelig smerte stak og bed.

BlackStar snuste nysgerrig til Spurvs hånd, men da Nille begyndte at løbe, og Spurv trak sig tilbage... Begyndte han at galoppere, men først efter at have sikret sig at de holdte godt fast, og fløj så op af mod skyerne, men holdte øje med Nille nedenunder sig. Nille lagde mærke til at Spurv bagved hende, men vidste at Spurv på et tidspunkt skulle stoppe op, så Nille fortsatte med at løbe. Den elegante sorte katte krop undgik de steder hvor der var for mange mennesker, og hoppede elegant over forhindringer. Sandt, Spurv forsvandt ved en gade der åbenbart hed Sølvsmedegangen. Nille fortsatte sit slags 'marathon', og holdte øje med at BlackStar fulgte med. Det gjorde han. Den sorte prik fulgte lystigt med oppefra himlen. Hurtigt var Nille henne ved hospitalet, men i menneske skikkelse. Den hvide jakke havde fået nogle slags 'rifter' i det ene ære. Hætten var slået op da der var nogle mennesker. Hun så ned, og fik øje på den sorte prik. Hun gik hurtigt hen til et afsides sted, hvor BlackStar skulle lande. BlackStar landede elegant, og let på græsset, og foldede vingerne ind. Han så på drengen, og moren der sad på ham, og ventede på de kom ned. Nille fik øje på Spurv noget væk, og fløjtede højt for at få hendes opmærksomhed.

Spurv fortsatte ned langs et græsareal, hospitalsparken. Der var ingen i syne, ud over en ældre mand, der sov under et træ. Hvor mon de var henne?
Et fløjt fik hende til at dreje hovedet. Forpustet og med sidesting vinkede Spurv storsmilende til Nille og bøjede sig sammen for at få pusten igen. Hun så smuk ud, som hun stod der, hætten oppe og det mørke hår, der bølgede ud om hendes hage og skuldre. Som om hun passede til den sorte hest. De kunne have været skåret af samme sorte stenart. Opal, måske. Spurv vidste ikke, at opaler hed opaler, men hun kendte stenene med den mærkelige, glitrende glød der, dybt under den blanke, sorte overflade.
"Godt jeg fandt jer." råbte hun og rettede sig op for at tage de sidste meter i løb.
Imens hjalp den store dreng kvinden ned af hestens ryg. Hun var ligbleg og der var tårestreger på hendes kinder. Alligevel var et smil krøbet ind i hendes øjne. Drengens ansigt lyste af samme fryd, men den var fuldstændig utilsløret, og han gentog forpustet for sin mor, hvor fantastisk en oplevelse, det havde været. Hun nikkede og Spurv måtte støtte hende en smule, da hun pludselig så ud til at blive meget dårlig. Hendes vejrtrækning blev en hvæsen, og hendes fingre, der var ru af et livs hårdt arbejde, lukkede sig om Spurvs støttende skulder i et uhyggeligt hårdt greb.
"Det skal nok gå," sagde Spurv forskrækket, og imens tog drengen fat i Nilles underarm.
"Jeg er ligeglad med, hvad de siger. Jeg tror, du ved, at der er håb!"
sagde han hurtigt og knyttede hænderne i en håbløs gestus. Glæden var forsvundet fra hans ansigt, i stedet var det blevet fyldt med medlidende smerte, og hans stemme var blevet ru. Han mødte hendes blik et langt øjeblik, så sprang han over for at lægge en arm om sin mor fra den anden side.
"Vi skal vel bare op til hospitalet," sagde Spurv og var allerede på vej.

//Såeh.. Nille betaler for hospitalsbehandling.. Og så siger de 'farvel, vi ses igen?'//

//Yup, og da jeg er så doven orker jeg ikke at svare xD Nuvel, OUT! //