Love never dies... ~Jacob~

Jade sad sent oppe, Josh var lagt i seng.. Den seneste uge her havde været hård, meget for dem begge to.. Hun ville ikke lagde Josh se for meget af hendes sorg, for hun bebrejtede sig selv.. Meget endda.. Regnen piskede ind på ruderne, og et ryk i håndtaget fik hende til at rejse sig op og gå hen og åbne. Det var ham.. Ikke Jacob.. Men ham.. Jim.. Hendes eks, den utro stodder som hun hadede og selvom det var gået over hundrede år havde hun ikke tilgivet ham for det. Han var drivvåd, og kraftfældet blokkerede hans indtræden..
"Må jeg komme ind, vi to skal snakke sammen." Sagde han og fik det til at lyde som om der var noget galt.. En ting han havde tilfælles med Jacob var at Jim også var en dæmon, bare bloddæmon. Jade trippede lidt, altså..
"Ja kom ind, men ikke længe." Hun sank kraftfældet og før hun nåede at blinke havde Jim kastet hende ind i en mur. Jade tog sig kort til hovedet og kiggede op, der var kommet et mærke i væggen. Hun kiggede på ham igen, hvor var han henne?! Hun vidste hun aldrig skulle have lukket ham ind! Hvorfor var hun så dum!!!.. Hun var da også bare den mest svage og dumme person i verden! Jade mærkede en kniv borre sig i hendes mave, og bloet strømmede ud.. Hun gispede og hendes øjne blev tomme.. Hun kunne ikke gøre sig usynlig, eller kunne hun måske noget andet.. Hun lod kort sin fod glide hen af gulvet selvom det gjorde ondt. Det sente en barriere som sendte Jim ind i den modsatte mur hvor han lignede en der havde fået volsomt stød.. Jade buggede sig forover at smerte og tog hænderne om kniven og trak den ud, og pustede volsomt tungt ud.. Hvilket havde svækket hendes evne, og sluppet ham fri.. Snart var hun væltet på gulvet og han begyndte at tage hendes blod..
"Hjælp.." Klyngede hun..

Is kuglen svævede stadig ved siden af ham, ladet op til det helt store, nemlig at få sin vært den unge Jacob til live igen, om det så skulle koste den en del krafter. Den ville ikke lade sin vært dø, Jacob havde gjort alt for at fortjene dets evne og til at bærer den og nu skulle han leve videre, så han kunne blive stærkere og til sidste ende ville kunne styrer alt med is som sin egen bukselomme..
Kuglen lyste kraftigt så iskubblennomkring ham gik i stykker af bare dets stråler af lys. Med et sus op i luften og en hurtig fart med i lys efter sig, ned i den unge Jacob endnu engang. Det brune hår blev endnu engang Hvidt, huden blev endnu engang bleg og når han slog øjnene op ville de være krystalblå som før. Livlige og krystalblå.
Han gispede højt, åbnede øjnene med et sæt og fik et lusket smil på sine læber. Han var i live og havde det som om at han var stærkere end før!
Med et enkelt hop var han oppe at stå og han løb med alt som kraft hen mod huset, ødelagde kraftfeltet med sin is. Han løb ind i huset og faldt på knæ ved siden af jade, og lagde en hånd på hendes sår.

Jim var flygtet ud i køkkenet da han hørte lyden og lugten af en anden dæmon..
Jade havde øjne klemt sammen, så hun troede det var Jim der sad foran hende.. Hun klynkede lidt mere da Jacob rørte hendes sår.. Hun spærrede kort øjne op, og fik øje på ham.. Og selvfølgelig som i den tid man tror man er ved at dø, troede Jade at Jacob var kommet for at hente hende. Hun troede seriøst hun var død, men hvorfor kunne hun så stadigvæk mærke smerten..? Jade fandt sig selv i at mærke det slørrede for hends øjne, hun følte alt blev sort..
Jim prøvede at liste sig forbi Jacob, men der slog Jade's øjne mere op. Lysende hvide.. Hun tog kniven som var hun i trance, kastede ham op på væggen med det nye tricks hendes evne havde bragt hende.. MEn trancen var det eneste tidspunkt hun kunne styre det.. Jade smed kniven i hjertet på Jim, men røg ud af trancen og smerten var der igen, hun gik nogle skridt tilbage og var ved at falde bagover..

En anden dæmon.. Duften var kraftigere end nogensinde.. En bloddæmon for at det ikke skulle være løgn. Han fjernede sig fra jade, for at rejse sig op og kigge den anden dæmon i øjnene. Han smilte lumsk og nærmest ondskabsfuldt, så man ikke kunne genkende ham. Et nyt liv, en ny start, han kunne gøre som han ville nu! Fri som fuglen! Og det første skulle være at slå nethan ihjel.
Da han ville fryse denne dæmon itu, kom jade har i forkøbet og kastede en kniv igennem ham. Han smilte bare anerkendende og foldede sine hænder ud, fokuserede på dæmon, hvor han derefter knyttede dem. Dæmonen blev til is. Han løftede sin hånd op igen, spredte den ud og knyttede den en sidste gang. Dæmonen var nu små isterningers over hele gulvet.
Han drejede sig hen mod jade, lagde en arm om hende så hun ikke skulle vælte. Han førte hende hurtigt hen på sofaen så hun kunne sidde ned, imens han gik ud for at finde forbinding.

Jade kunne ikke huske hvad hun havde gjort men når hun fik det af vide vidste hun det. I hendes øjne fortjente han døden.. Hun var så ked af det.. Hun kunne ikke tro om det bare var små illusioner af Jacob hun blev ved med at se, men hvordan kunne det føles så virkeligt? Hun stønnede af smerte kort, hun kunne næsten lugte blodet. Engle blod, det ville tiltrække en hver vampyr i nærheden.. Desværre. Jade prøvede at kigge lidt til siden, men det var ingen.. Hun måtte have set syner, det måtte hun..

Såret var virkelig dybt og Jacob kunne fornemme på det hele at hun skulle heales hurtigst muligt, desværre var han bare ikke den store healer. Han havde ikke magiske kræfter som kunne heale et sår og hvis han havde, var de sår på hans mave forlængst blevet healet. Han kiggede rundt for at finde noget som kunne hjælpe, det var hans eget hus, så noget måtte han da kunne finde. En knirken i gulvet viste at han allerede var igang med at lede rundt i hele hyttehuset. Skuffer blev åbnet og kasser rodet igennem, til sidst kom han tilbage med en form forbinding og en vaskeklud til at rense såret. Forsigtigt løftede han op i hendes trøje, for at lægge kluden på hendes mave hvor såret var.
"Det skal nok gå," hviskede han roligt.

Den knirken og roden rundt i skuffer gjorde hende på en måde utryg.. Hvem var derinde? Jade kiggede rundt og hendes hjerte sprang en takt over da hun så hans hvide hår, som ikke var til at tage fejl af.. Jacob? Men hvordan, det var måske derfor hun ikke var død som ham.. Han havde overlevet, hun kiggede på ham med hovedet lidt på skrå.. Såret var pludseligt helt ligegyldigt, bare tanken om han faktisk ikke var død, gjorde hende varm indeni.. Og hun smilte til ham.
"Du tilbage." Sagde hun med en varm stemme som ingen smerte bar, kun glæde.

Pludselig virkede det ikke til at hun var bange længere, han kunne se hende smile, selvom et sår strækkede sig over hendes mave, som en lang flod hen over et landskab. Han smilte varmt tilbage til hende og fjernede kluden, for at lægge en forbinding rundt om såret. Det blev gjort forsigtigt, så det ikke skulle gøre mere ondt end det allerede gjorde.
"Ja," sagde han med en varm stemme og lagde kluden fra sig, så snart han var færdig med at rense såret. "Det kan du tro at jeg er,"

Selvom der var smerte fra såret, så var hun ligeglad.. Jacob var tilbage, og livet gav mening igen. Hun havde passet Josh i en uges tid nu, det havde taget hårdt på ham også. Hun glædede sig til daggry når Josh vågnede til morgen, og han kunne se Jacob var i live.. Jacob havde renset hendes sår, det ville vel heale lidt.. Hun var jo engel ikke? Rent ironisk tænkt men.
"Det jeg glad for," Svarede hun ham varmt og kærligt igen.

Det fik et smil på hans læber da hun sagde at hun var glad for at han var tilbage, ikke at han havde regnet med at hun ville forøsge at slå ham ihjel igen, men det rørte ham alligevel at hun var glad for at han var tilbage. Det var han skam også selv, han havde det næsten bedre end nogensinde før, det var som om at han var stærkere og kunne klarer alt, selvom det nok var for meget.
Han rejste sig op for at demonstere at han havde det fint. Han var i live! Og kunne ikke vente med at se Josh igen, det søde kæge drengesmil og hans løjer. Han smilte stort til Jade og formede en snebold i sin hånd, han var en anelse drillesyg, men kom i tanke om at hun var såret, så han fjernede den igen og smilte uskyldigt.
"Det er jeg også," sagde han med et smil og lagde hovedet på skrå. "Tak,"

Typsik Jacob!
Snebolden, det drillesyge smil.. Alt..! Han var tilbage! Selvom hun var øm var hun ret hurtigt oppe og stå og krammede ham så hårdt hun kunne så det var ved at vælte. Jade var så glad for at have ham tilbage, det var helt utroligt! Stærkere var han sikkert også efter at bedømme hvad han gjorde ved Jim. Jade lagde sine hænder på hver en af hans kinder og kyssede ham hurtigt på læberne.
"Jeg så glad for du tilbage igen!" Sagde hun med et varmt charmerende smil.

Det overraskede ham meget at hun pludselig stod oppe foran ham, som havde hun slet intet sår overhovedet, men der var vist også noget om at engle de healede ikke sandt? Han smilte kægt til hende, men det forsvandt så snart hun kyssede ham hurtigt på de kolde blege læber. Pludselig stod han og var en rød tomat, så han kiggede ned i jorden, imens den kægge drenge latter lød som en brummen fra ham.
"Tak tak," sagde han henrykt og kiggede op på hende. "Altid dejligt med en varm velkomst," han grinte kærligt og smilte skævt til hende.

Jade smilte til ham, og lagde hovedet kært på skrå.
Han rødmede den bette pus! Nurrh!! JAde kiggede op i hans kryatalblå øjne med hendes store brune øjne, hun blinkede et par gange.
"Ja ikke?" Svarede hun en smule drilsk.
Hun smilte igen.
"Vent til Josh han ser du i live. Han bliver over lykkelig!" Sagde hun med et stort varmt smil.

Josh? han kunne ikke vente med at se ham igen! Sin kægge lillebror, der elskede at tumle rundt med hvalpen Mystic og spørge ham om livets cyklus. Der var dog ting som Jacob ikke selv kunne svarer på, men det var der vel også altid, han kunne umligt svarer på alt.
Han smilte selv stort og begyndte at gå rundt, for at slippe af med noget af den energi han havde. Nu havde han jo også sovet i en hel uge, så der var en masse energi der skulle brændes af, men nu skulle han også huske at tage den med ro.
"Jeg kan heller ikke vente med at se den lille knægt igen!" sagde han og smilte stort.

"Godt." Svarede hun og åndede lidt tøvende ud.
"Siden vi troede du var død, har han været lidt nede. Og næste gang du er ved at dø så advar mig lige, det gør pænt nas fra min side." Svarede hun drilsk til sidst og blinkede. Jade tænkte på det smerte anfald hun ahvde fået ved hans 'død'. Jade rodede en enkelt gang i Jacobs hår.
"Men ja som sagt, er jeg glad for din overlevelse."

Advarer dem næste gang.. Joh, det skulle han da nok prøve på selvom det nok blev lidt svært at gå hen til nogen og sige: Hej, jeg dør i dag, så jeg vil altså lige sige farvel til dig?
Det var nok ikke så muligt igen, men han ville da gøre et forsøg hvis han nu skulle risikere at dø igen, hvilket der nok var en stor chance for eftersom hans far var på fri fod, det samme med hans mor. Han rystede tankerne ud af hovedet og fokuserede på sine omgivelser.
"Jeg skal gøre mit bedste," grinte han og lod hende rode rundt i det pjuskede hvide hår, som bare for få minutter siden var brunt. Brunt.. Gad ville hvad de egentlig ville tænke hvis de så ham med brunt hår? Endnu engang lod han tankerne ligge og kiggede Jade i øjnene med et drilsk smil. "Og jeg er glad for at være tilbage,"

Hun kunne se at han tænkte, gjorde drenge det.. Rent ironisk, selvfølgelig gjorde det der. Jade kiggede på ham med store charmerende øjne, hun smilte til ham.
"Dejligt, nå jeg er ikke træt er du?" Spurgte hun for det var jo midt om natten, Jade havde bare været ret sent oppe. Hun gik et skridt tættere på ham, og lod sine læber fange hans. Nu var det op til ham om han bare ville trække sig væk eller hvad han ville. Jade elskede bare Jacob, derfor viste hun det bare ved et kys eller to,,

Selvfølgelig skulle hun lige sende ham disse brune, charmerende øjne, som gjorde ham mere forvirret end nogensinde. Han smilte skævt en anelse genert, da hun spurgte om han var træt, for det var han på en måde, men så ikke aligevel, da han havde sovet i en hel uge, men mon ikke han kunne lukke øjnene i bare nogen timer. Han skulle lige til at svarer hende, da hun placerede sine læber på hans endnu engang, så han fik tomat røde kinder. Der var en træng til at trække væk, men så var der også en som ikke var der. Han kyssede hende forsigtigt tilbage.

Han kyssede hende kort igen, det var fint med hende.. Det betød da noget, gjorde det ikke? Jo for hendes selvtillid gjorde det. Jade trak sig selv væk og smlte charmerende til ham men stort og glad sammentidig.
"Men hvis du træt så syntes jeg du skal sove lidt." Sagde Jade med den søde engle stemme.

Da hun trak væk, sendte hun ham bagefter det smil som gjorde ham meget forvirret, da det gjorde ham bløde i sine knæ. Hvorfor skulle alting være så forvirrende, han kunne mærke at der var begyndt at være noget om Jade, noget som han ikke kunne skubbe væk.. Han smilte skævt og kunne ikke lade være med at være genert, det var som en sort sky der hang over ham og ikke ville forsvinde. Dumme generthed.
"jeg er en smule træt," mumlede han og kløede sig i nakken.

Jade lagde bare hovedet kært på skrå, og bed sig i underlæben. Hun så ret bedårende ud, Jade smilte til ham. Naturligt og charmerende, og hun hans hånd og førte ham ind i soveværelset. Hun havde ikke overnattet en nat derinde siden han døde, hun havde sovet på sofaen.. Der hvor han selv sidst havde lagt. Jade smilte skævt og skubbede til ham så han væltede ned i sengen.
"Du kloset nogle gange." Sagde hun som en drilsk bemærkning.

Hvorfor skulle hun også se bedårende ud, kunne hun ikke bare ligne en heks eller noget i den stil, ikke at det hele handlede om udseendet, men hvis hun havde lignet en heks, havde hun ikke set bedårende ud. Det var som om at han ikke var til stede, som om jorden under ham var ved at bryde sammen til en masse småsten, hvor han derefter ville falde ned i et mørkt hul hvor ingen kunne hører ham eller se ham. Han kom først ud af sin tanke, så snart han kunne mærke en anden hånd i sin. En trak ham ud af den mørke tanke, hvilket fik ham tilbage til den virkelige verden igen. Han smilte til Jade, men kunne ikke lade være med at rødme da hun førte ham ind i soveværelset, hvorfor vidste han ikke helt, men det gjorde han altså bare. Det gav et sæt i ham, da hun skubbede ham ned i sengen, men han var hurtigt oppe at sidde i den, så snart Jade sendte sin kægge bemærkning.
"Meget morsomt," sagde han bare og sendte hende et drilsk smil.

Hun lagde armene overkors og lagde hovedet en tak på skrå.
"Shh." Sagde hun bare med en tyssende lyd, og smilte drilsk til ham. Hun var lidt halv hyper, selv var hun ikke spor træt. Hun havde drukket lidt meget rødvin og var bare oppe og kører. Jade smilte til Jacob med et halv lusket smil, før hun samlede en pude op fra jorden og kastede den lige i hovedet på ham.
"Undskyld men morskab sover aldrig, eller jo men hun går sent iseng." Svarede hun bare og smlte lystigt som et glad barn der havde fået den bedste julegave nogensinde.

Noget tydede på at Jade ikke var træt, hun mindede snarer om et barn juleaften, som bare ville være oppe hele natten for at beundre juletræet og være glad for sine gaver. Han smilte til hende og ville sige noget, men blev afbrudt da hun kyldte en pude i hovedet af ham, som skreg hun bare at hun ville have en pudekamp. Han nåede knap nok at gribe puden, inden den røg fra hans ansigt og ned på gulvet igen. Et helt ærligt blik blev sendt, inden han grinte og rejste sig op, for at gå hen til vinduet.
"Så må du jo blive træt på en måde," sagde han med et grin og kiggede ud af vinduet. Han kiggede hen på hende igen med et smil.

Hun satte hænderne på hofterne og hævede et bryn.
Det ansigt.. Hvad pønsede han på? Jade kneb øjne lidt sammen, hun vidste at det ikke kunne tegne godt. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Så? Hvad har du af planer?" Spurgte hun og smilte til ham.