You say that you dont love her... //Jacob//

Solen skinnede, fuglene fløjtede, og det var en skøn dag... For de fleste. For Nille havde alle dage efter den dag med Jade, og Jacob været ren helvede. Hun havde låst sig inde på sit værelse, sultede, og grædt ned i sin pude...  Men George, og BlackStar prøvede at opmuntre hende, og fik hende til at spise igen. Nu havde de også fået hende til at få frisk luft... Så hun var ude, og gå en tur. Nille havde en hvid tanktop på, en sort skjorte udenover, sorte jeans, og sorte converse sko. Håret var som altid frit, men en anelse krøllet, og havde den brune fjer i sig. De sorte øjne havde noget rødt over sig da hun havde grædt meget. Hun blev ved med at se den scene foran sig hvor Jade kyssede Jacob... Og den samme vrede, og sorg kom frem. Selvom Jacob havde trukket sig væk, prøvet at få Nille til fornuft, og endda råbt af hende... Havde intet hjulpet. De samme spørgsmål... De samme tanker... Elskede Jacob Jade? Elskede Jacob overhovedet Nille? Var hun blevet holdt for nar? Hun vidste det ikke... Hendes hjerte, og hendes sind havde lukket ned for følelserne. Hun følte ingen glæde ved dagen, ingenting... Ingen glæde ved at se fuglene synge, og danse i solens stråler. Hun var såret... Dybt. Jade havde sagt at Jacob ikke elskede hende... Men tanken om at Jade elskede Jacob... Den fik alle spørgsmålene frem, og sorgen overvældede hende hele tiden. Ja, det var forvirrende. Nille havde lovet ikke at forlade Jacob, ikke at gå fra ham... MEN! Hun havde ikke set det komme... Men hun havde en mistanke for at Jade elskede Jacob... Eller i det mindste var tiltrukket af ham... Ja, Nilles følelser var brudt ned. De kunne ikke komme op igen. Det var som om hun ikke kunne trække vejret, men alligevel ikke følte noget behov for at kunne det. Det var sådan hun havde det med følelserne. Hun gik rundt i skovens mørke, og lod finger spidserne ramme træerne, og lagde hovedet bagud. Hun elskede skoven... Men den følelse var også væk. Hun kiggede fremad igen, og satte sig ned i græsset.

Selvfølgelig var det sket.. Sådan endte det jo altid.. dem han holdte af, eller ligefrem elskede, forlod ham som var han en slidt legetøj barnet ikke kunne bruge mere.. Han savnede Nille.. Han savnede alt ved hende.. Det gjorde stadig ondt på ham, når han tænkte på at hun var gået fra ham, selvom hun sagde at han ikke ville.. han havde heller ikke regnet med et kys fra sin skystengel, men hvorfor lod hun ham ikke forklare? Hvorfor gik hun? Hvorfor forlod hun ham..
Pludselig kunne han mærke vreden inde i sig og med et soldit hop fra jorden, forvandlede han et træ foran sig til is.. Alt ved træet var nu is.. Bladene, grenene og stammen..
En enkelt kanin så forskrækket på ham og skyndte at løbe sin vej, så hurtigt de små ben nu kunne bære den.. Han kiggede efter kaninen, med et suk.. Han placerede hænderne i sine lommer og vandrede længere ind i skoven.. Han kom til en lille lysning, hvor en pige sad på græsset.. Han genkendte straks pigen og lyste op.. Han skulle til at løbe hen til hende, da han kom i tanke om at hun var vred på ham.. Ønskede ikke at se ham..
han sukkede kort og satte sig i skyggen bag hende..

Nille trak knæene op til hagen, og slog armene om dem. Hun gemte ansigtet i knæene, og begyndte stille at ryste da hun græd... Hun så op da hun hørte en sukke... Hun lagde hænderne på græsset, og tog fat om nogle græsstrå. Hurtigt rejste hun sig op, og så hen imod det sted hvor lyden var kommet fra, og fik øje på noget hvidt i en skygge. En hættetrøje... En blå en... Jacob. Hun tog græsstråene, og kastede hen efter ham.
"Gå din vej!" Råbte hun, og tårerne røg igen ned af kinderne. Man skulle næsten tro hun ikke kunne græde mere... Men det kunne hun. Hun skiftede igen form, og solens stråler skinnede på de tre hvide striber på ryggen, og de lyste selv op. Hun blottede sine tænder, og gik bagud. Hun var vagtsom... Hun stolede ikke på ham... Han elskede en anden! Hun var blevet holdt for nar... Hun havde været dum, og faktisk troet på at der var en der havde elsket hende! Sikke dum hun var. Hun skiftede form igen da hun var kommet lidt væk, og tårerne var der stadig. "Du løj for mig! Du elsker mig ikke!" Råbte hun så, og vendte ryggen til for ikke at se på ham... Det gjorde ondt i hjertet, og hun rystede. Endnu engang havde hun mistet en hun elskede.. Tårerne røg ned af kinderne, og ville ikke stoppe. "Gå..." Hviskede hun uhørligt. Men hun håbede også at han ikke ville gå... For hun elskede ham jo stadig... Men han havde forskrækket hende ved at råbe af hende, og virkelig troet at hun ville gå fra ham.. Hun lukkede øjnene.

Det gav et lille sæt i ham, da hun opdagede ham.. Et lille håb om at hun ville komme hen og omfavne ham var i hans baghoved, men det forsvandt dog hurtigt, eftersom hun bad ham om at gå.. Han havde ikke lyst til at gå, men vreden i hendes øjne var ikke til at se på.. Hun var så vred.. Så skuffet.. Og hvorfor? Fordi hun ikke havde givet ham lov til at forklare sig..
"Jeg går ingen steder," sagde han stille og rejste sig forsigtigt op, hvor han derefter forsigtigt gik hen til hende, lod hende stå med ryggen til. "Nille, jeg elsker dig, hvordan kan du tro at jeg lyver om det? Du gav mig jo ikke en chance til at forklare mig.. jeg elsker dig, og det er ikke noget som jeg lyver om," Han fortsatte med at kigge på hendes ryg, men forsigtigt lagde han en hånd på hendes skulder. "Vil du ikke nok tro mig?"

Nille troede ikke på ham. Hun ville ikke. Hun turde ikke! *Han elsker Jade...* Hvorfor var den dumme tanke der hele tiden? Væk! Den skulle VÆK! Hans ord var ikke andet end skår i hendes hjerte... Hun tog såret hans hånd væk fra hendes skulder, og vendte sig om, men trådte et skridt væk.
"Hvorfor jeg ikke tror dig? Hvorfor jeg ikke lod dig forklare? Jeg tror dig ikke fordi du ikke lyttede til mig! Jeg fortalte dig at jeg havde en ide om at Jade elskede dig... Men du ville ikke tro det... Jeg lod dig ikke forklare, da du råbte af mig! Du troede HELT Seriøst at jeg ville fra dig?! Jeg kunne så let... Så let Jacob... Brugt min skammer stemme til at beordre dig om at lade mig være... Men det gjorde jeg ikke. Du elsker Jade. Indrøm det." Råbte hun, og tog hænderne op for ansigtet. Igen begyndte hun at ryste da hun græd.

Hver og et af hendes ord var som små glasskår der borede sig ind i hans hjerte, et stik ad gangen.. Lod ham lide..
"Fordi du sagde til mig at du ikke ville se mig mere?" sagde han stille.. Han ville ikke råbe, det nyttede intet at råbe.. "Derfor troede jeg det.. Jeg elsker hende ikke, jeg elsker dig!" Han kiggede på hende med bedende øjne.. "Jeg ved at du måske har svært ved at tro på det, men du må stole på mig, jeg er den samme Jacob som før, ham du elsker, ham du griner med, ham du mødte ude i skoven som blev jagtet af politiet," Han kunne selv mærke hvordan hans hjerte langsomt var ved at gå fra hinanden.. "Nille, jeg er den dreng som elsker dig,"

Hun havde sagt det fordi at hun var blevet chokeret... Bange, og følt sig forrådt... Tankerne havde røget ind i hende, havde de et forhold til hinanden andet end venner? Og så at Jacob jo vidste at hun boede i The Forest, og dermed havde været mere forsigtig fordi at de kunne støde på Nille? Hun vidste det ikke...
"Jacob... Hvordan ville du have det hvis du så en du elskede af hele dit hjerte kysse en anden? Men alligevel trak sig væk? Jeg ved ikke med dig... Men da jeg så jer... Røg tankerne rundt i mig, og spørgsmålene kom frem." Hun råbte ikke mere, men hendes stemme var stille... Hun så ned, og da han sagde det sidste så hun op igen. "Jeg stoler ikke længere på dig..." Hviskede hun, og vendte sig ryggen til ham igen, og slog armene om sig selv... "Du råbte af mig... Du..." Hun mærkede tårerne glide ned af kinderne. "Du... Du forsvarede Jade, og gik amok på mig..."

Hvordan var det dog endt sådan?
For bare nogen dage siden, gik de sammen i skoven og grinte sammen.. Han kunne stadig huske den dag hun vidste ham Blackstar, den dag hun fortalte at hun elskede ham.. Men.. Det var som om at de dage ikke var andet end drømme han havde drømt, for lige nu kunne han ikke se at noget af det var sket.. Det eneste han kunne se lige nu var Nille som græd.. Hun stolede ikke på ham, hvilket fik et større glasskår til at gå igennem hans hjerte..
"Jeg råbte fordi jeg var bange," sagde han stille og kiggede bare ned i jorden. "Bange for at du ville forlade mig, som de andre også havde gjort," En enkelt tåre slap fra hans øjne.. Den landte forsigtigt på jorden.. "Ja, jeg forsvarede hende, men kun fordi hun intet vidste til os,"

Hun havde ryggen til ham, men hørte udmærket hvad han sagde, men så ikke tåren. Hun lukkede øjnene, og turde ikke se på noget... Den dejlige sols stråler hånede hende... Dumme sol... Men så selvom at Jade intet havde vidst om dem... Syntes hun ikke at han havde nogen ret til at forsvare Jade, og gå amok på Nille... Hun havde følt sig alene... Som dengang mormoren forlod hende... De glade smil, og deres latter sammen var væk... Hun kunne ikke stole på ham... Det var ikke så meget kysset hun var sur over... I hvert fald ikke på Jacob, men mere hun var sur på over det. Det var det med at Jacob havde råbt af hende, troet at Nille ville forlade ham, og forsvaret Jade, og ladet Nille føle sig alene...
"Jeg sagde jo jeg ikke ville forlade dig... Jeg lovede ikke at gå fra dig... Jeg holder mine løfter..." Hviskede hun, men han kunne stadig høre det. "Du forsvarede hende, og råbte af mig... Du lod mig stå alene... Du fik mig til at føle som dengang hvor min mormor var væk... Alene, forrådt, og bange..."

Han knyttede hænderne sammen..
Hvorfor ville hun ikke tilgive ham? Han savnede hende og hadedet at hun ikke stolede på ham.. Hvorfor kunne hun ikke også se hvad det havde gjort ved ham? Han havde også følt sig alene ligesom dengang.. Dengang hans forældre forlod ham alene i det store tomme hus.. Uden kærlighed eller det mindste tegn på at de tænkte på ham.. han var alene, men alligevel havde han fundet det gode i alting, men denne her gang kunne han intet godt finde..
"Jeg forsvarede hende fordi hun er min ven," sagde han stille.. Han klemte så hårdt ind mod sine håndflader at blodet langsomt strømmede ud fra dem.. "OG det var ikke min mening Nille.. Men, du fik også mig til at føle mig alene så snart du råbte at du ikke ville se mig mere.. Jeg.. Jeg vil ikke miste dig.."

Nej, nu var det nok! Hvis han bare troede at det kunne hjælpe med at sige det bare var fordi at hun var hans ven, og hvad var Nille så? En dum tøs som klamrede sig til ham? Alle holdte jo med Jade! ALLE! Hun vendte sig om mod ham, og vreden var tydeligt at se.
"Din ven?" Sagde hun. "Hvad er jeg så? En dum tøs som over reagere? En dum barnlig tøs? Alle holder jo med hende!" Hun begyndte at gå baglæns væk. "Måske vil du ikke miste mig, men jeg vil jo for pokker da heller ikke miste dig! Men det letter ikke min byrde at se dit blod flyde ud af dine hænder, og at alle har medlidenhed med Jade! Alle holder af Jade, og alle synes jeg overreagere, og er barnlig!" Snerrede hun... Hun vendte ryggen til ham, og gik væk.

Alle holdte med Jade?
Hvad pokker talte hun om? Han holdte ikke med Jade? Han syndes bare ikke man kunne skælde hende ud, når hun ikke vidste at de to var sammen.. Han holdte ikke med hende..
"Lad nu være Nille," sagde han stille og stoppede med at klemme sine håndflader.. "Vil du ikke nok lade være med at gå?" Han kiggede ned i jorden.. Pludselig faldt der mere end en tåre fra ham.. Det var sjælendt han græd.. Faktisk var det flere år siden han havde grædt.. "Vil du ikke nok?" Hans stemme var lav og lød som om at det var svært for ham at få ordene sagt..

Skulle hun lade være?! Nej! Alle ville have hende til at ændre sig, men hun var sig selv! Sean havde engang kaldt hende barnlig, og Sajro hende arrogant! Hun var som hun var for pokker da! Hvis de havde et problem så kunne de da bare gå! Hun vendte sig om, og blev overrasket over at han græd... Han måtte jo ikke græde...
"Hvad så hvis jeg bliver? Jeg over reagere jo... Og jeg er barnlig. Overragere, barnlig, og arrogant!" Hun knyttede næverne. "Og ved du hvorfor? Jeg har aldrig fortalt nogen om dengang jeg så min mormors hus tomt... Ingen ved hvorfor jeg er som jeg er.. Hvorfor jeg overreagere... INGEN!" Hun råbte det sidste, og det gav genlyd i skoven.

Han kiggede op på hende igen..
Hun råbte stadig..
"Jeg har aldrig kaldt dig disse ord," sagde han stille, men stadig bestemt i sin stemme. "Så hvorfor lader du det gå ud over mig? Jeg ved at du ikke stoler på mig, men det giver dig ingen grund til at være sådan overfor mig.." De krystalblå øjne var ikke varme.. De var fortvivlet.. Han ønskede bare at hun ville tilgive ham og lade være med at råbe af ham..

Nej, han havde aldrig kaldt hende det... Og nej det gav hende ikke grund til at være sådan... Så hun sukkede, og så ned.
"Undskyld... Jeg..." Hun så op, og gik hen til ham. "Jeg vil fortælle dig som den første om hvordan den dag var for mig... To år siden... Jeg var femten.. Min mormor havde ligesom mig en stor kærlighed for dyr... Hun var selv indianer, men ikke skammer så vidt jeg ved... Eller det tror jeg hun er, da der stod informationer om skammere i hendes dagbog som hun efterlod til mig. " Nille lukkede øjnene. "Jeg var som sagt femten... Mine forældre var døde, og min mormor tog sig af mig... Hun var jo den eneste som faktisk elskede mig, og derfor rørte det mig meget den nat... Jeg havde været ude, og udforske skoven da jeg elskede eventyr dengang... Men da jeg kom tilbage var det mørkt, og stille i huset, og ingen spor efter min mormor end en ring, en kniv, en bue, og pile kogger... Og hendes dagbog. I hendes dagbog stod der... Farvel. Jeg havde stået, og set på den side i lang tid, og så vågnede jeg op. Jeg begyndte at græde, jeg følte mig forrådt, og hadet... Tankerne røg rundt i mig som dengang med Jade... Jeg var alene. Ingen elskede mig, og tog sig af mig... Og pludselig rejste jeg mig op, og tog de vigtigste ting ud af huset, og løsladte dyrene, og fik dem væk... Og så brændte jeg hytten, og stalden ned. Jeg havde stået og set på flammerne... Da jeg åbnede munden, og min skammer stemme pludselig sang. Min mormor forsvandt, og jeg opdagede min evne." Hun havde sat sig ned imens hun havde fortalt det, og tårerne kom mere frem.

Det var en sørgelig historie.. Det måtte han indrømme.. Nille havde ikke haft det nemt nej.. Det kunne han både se og hører på hende.. Men, nogen gange kunne det være at hun tænkte for mig på sin egen smerte, så hun ikke lod mærke til at der måske var andre der kunne have det være.. Det havde Jacob oplevet.. Han havde troet at han var den eneste med så mørk en baggrund, men det var han ikke.. Der fandtes mange som havde en.. Og det havde han lært.. Selvfølgelig var det tilladt at have ondt af sig selv engang imellem, men man skulle ikke blive blind af sin egen smerte..
"Det gør mig ondt Nille," sagde han stille og satte sig ned ved siden af hende.. Forsigtigt trak han hende ind i et kram, i håb om at hun ville tage imod det..

Nille var ikke blind af sin smerte... Hun hjalp slaver fri, og lyttede gerne til folk... Men nogle gange blev hendes egen smerte ikke tænkt på af andre... Og det... Fik hende til at tøve, men hun fortalte jo heller ikke rigtig nogen om det. Hun havde ikke i et år haft andre end hende selv, og dyrene...
"Det stod hvor mit hus står på... Er det sted hvor min mormors hus stod." Hviskede hun, og så fremad. Hun kravlede ind til ham da han krammede hende, og lagde hovedet ved hans brystkasse.

Han lod hende begrave sit ansigt i hans bryst... Hin tog imod krammet hvilket gjorde ham varm indvendigt.. Nille var ikke blind, det vidste han udmærket godt.. Lige nu savnede hun sikkert bare sin mormor.. Lige nu fokuserede hun på hende og om hvor meget hun savnede hende, hvilket bare ville udvide hullet i hendes hjerte.. Han vidste at det var hårdt.. Det kunne han fornemme, derfor ville han være der for hende.. Om hun så ville have det eller ej..
Forsigtigt vuggede han hende frem og tilbage, imens han havde lagt sin hage på hendes hoved..

Nille ville ikke græde mere... Hun ville kæmpe mere... Hun var så træt... Hun savnede sin mormor så meget, og vidste slet ikke om hun var i live...
"Jeg vil ikke kæmpe mere... Jeg elsker dig alt for højt..." Hviskede hun, og havde lukket øjne.

Hun ville ikke kæmpe mere..
En del af ham ville sige du må ikke give op, imens den anden del ville sige så lad være med at kæmpe..
"Jeg elsker også dig højt," hviskede han og krammede hende blot lidt hårde. "Hvis du ikke ønsker det mere, så lad være.. Den eneste der kan afgøre hvad der er bedst er dig selv," han kiggede frem for sig, imens han stadig hvilede hagen på hendes hoved..

Ikke ønskede det mere? Hvad mente han dog? Hun spærrede øjnene op da hun havde en ide om hvad han mente... Nej! Hun ville ikke lade det ske! Hun ville IKKE miste ham! Hun trak sig væk, og så bestemt på ham.
"Nej, jeg vil ikke miste dig." Hun kyssede ham blidt på læberne.

Det gav et lille sæt i ham, eftersom hun pludselig trak sig væk fra ham som var han lavet af den varmeste ild.. Han mente vel bare at hvis hun var træt, skulle hun ikke kæmpe mere.. Han ville være der lige meget hvad.. Det ville han.. Han ville altid være der..
Han nåede ikke at sige noget til hende, da hun pludselig placerede sine læber på hans.. Hun ville virkelig ikke miste ham og han ville heller ikke miste hende, derfor var han blevet så trist.. Han ville ikke miste nille..
Blidt kyssede han hende tilbage..

Hun lagde sine hænder på hans blege kinder, og trak sig lidt væk.
"Jeg kan ikke klare at skulle miste en person mere jeg elsker..." Hun så ham i øjnene. "Og da slet ikke hvis det er dig..."

Da hun trak væk, lod han bare sin pande hvile på hendes, imens hendes varme hænder var placeret på de blege kinder.. Han kiggede kort ned i jorden, men rettede hurtigt blikket op igen.. Kiggede hende dybt i øjnene, så hvis man kiggede godt efter ville man kunne ane små iskrystaller inde i dem.. ¨
"Og jeg vil heller ikke miste dig," sagde han stille.. Han trak lidt længere væk fra hende og trak sine knæer ind til sig.. Den triste stemning var ikke til at holde ud, så langsomt udviklet han et skævt smil på sine smalle læber..

Der var nu stadig nogle ting hun skulle have spurgt om.. Ting der ikke var blevet opklaret, og hun ville vide det...
"Jacob, efter jeg råbte det med at jeg ikke vil se dig igen sagde du noget med... Jeg finder dig igen? Hvem snakkede du til, og hvad mente du?" Spurgte hun.