En ensom vampyr hvad skal man lave?(Kaichi)

Tid: Nat
Sted: Angerforce district gyder
Vejr: Skyfrit
Omgivelser: Nattens væsen rumstere i mørket

Det var aften og solen var gået ned, en ensom sjæl ved navn kimimaro gik gennem gaderne, og kedet sig egentlig rimelig meget. Egentlig var han gået ud i disse gyder for at finde noget at spise, da han var blevet sulten , og som sædvanligt var han iført en lyse lilla trøje et par sorte bukser, sko og et tykt lilla reb(Se billede) hans hvide hår hang nydeligt ned til hans skuldre, og han bar absolut ingen former for våben på sig, da han ikke fandt dette nødvendigt for en som ham med hans specielle form for evne. Kimimaro drejede af og gik ned af en gyde, hvor han passerede en bande af skumle typer der straks så en mulighed for at drille og måske tæve en, som ham da de fandt ham ret svansede så tynd og mager som han var. Banden der bestod af nogle fyre, og et par piger gik straks frem mod ham og stoppede ham, ved at stille sig i vejen for ham, så han ikke kunne gå videre eller tilbage "Halløj dukkebarn hvad laver du herude, uden din mor og far?" spurgte en af fyrene for at drille ham, mens de andre små grinede af kommentaren. Kimmimaro så blot op på dem med et roligt blik, og der var noget trist over hans ansigt på den måde han så ud på "Sjovt jeg kommer ud for at finde noget mad, og pludselig kommer i frem med 2 yndige damer jeg kan spise!" sagde Kimimaro med en smuk stemme, hvilket fik pigerne til at se undrende på ham, og drengene til at virke fornærmet. Lige da en bag ved Kimimaro skulle til at sige noget, rettede Kimimaro hænderne mod pigerne med fingrene strakt ud, og ud af hans fingerspidse fyrede han de yderste fingerled afsted mod pigerne, og ramte deres tøj med sådan en kraft, at deres tøj blev neglet til væggen bag pigerne, og lige efter voksede en knogle ud fra hvert af hans håndled som lignede sværd og Kimimaro lagde hænderne om dem "Er der andre der har lyst til at lege, før jeg spiser min nat mad?" spurgte han koldt og kiggede op på fyrene med sit triste smukke blik, og virkede til at være ret villig til at angribe. Men der var ingen tvivl om, at de ikke ville kæmpe mod Kimimaro efter den lille opvisning, og de forrådte kvinderne ved at flygte uden et ord.

Kairi gik rundt i de mørke gader alene. Hun havde en del at tænke over, der var sket en masse på det seneste, og hun havde brug for at tænke over det. Derfor gik hun nu rundt her, helt alene. Hun var ikke bange for at blive overfaldet, for det første var hun med i en klan som de fleste af gadens folk kendte, og så kunne hun også sagtens forsvare sig selv. hun kom forbi en gyde, og hørte at der skete noget dernede. Hun kiggede derned, og så alt hvad der foregik. Som udgangspunkt blandede hun sig aldrig i andres sager medmindre hendes hjælp var nødvendig, så hun blev bare stående for enden af gyden og så på det, der skete, med et lille smil.

//Sorry, var ikk så kreativ lige nu//

Kimimaro mærkede at nogen kiggede på ham, efter de andre var flygtet og det var ikke de 2 unge damer han havde fanget. De 2 knogle sværd der var vokset ud af hans håndled, trak sig tilbage i hans krop igen mens Kimimaro vente sig mod den unge dame der stod og kiggede på ham, med et smil på læben. Nu hvor de havde øjenkontakt var det tydeligt, at der var noget trist over hans ansigt, det var nærmest permanent indprentet i hans ansigt, men det gav ham kun et mere smukt og lettere mystisk ansigt hvilket de 2 små modermærker der lignede pletter i hans pande, også hjalp en del med. Han stod og så Kairi i øjnene i lidt tid, før han gik hen til sit ene offer bed hende, og tømte hende for blod mens den anden så på hvilket virkelig hyllede pigen ud af den. Kimimaro gik roligt hen til den anden, og gjorde det samme med hende som han havde gjort med sit første offer, og da han var færdig rettede han sig roligt op og gik ned af gyden i retning af Kaichi da det var den vej han var på vej til at starte med.

//Det går nok ^^

Hun smilede bare da manden vendte sig og så på hende, og bemærkede det lidt triste i hans ansigt, men tænkte ikke videre over det. Hun stod der bare, og så ham tømme de to piger for blod, inden han vendte sig og kom mod hende. Nu vidste hun da hvilken race han var. Hun følte sig på ingen måde bange for ham, for det første havde han lige spist, for det andet var hun generelt ikke bange for nogen, hun mente godt hun kunne forsvare sig selv. Så hun blev bare stående, med det samme smil på læberne.

Idet Kimimaro nåede hen til hende, stoppede han så de stod ved siden af hinanden, og så på hende med hans permanente triste øjne, og lagde hovedet på skrå for at se hende lidt an "Skal vi sige dette er vores lille hemmelighed?" spurgte han roligt, og virkede som en umiddelbar harmløs type, medmindre selvfølgelig man gav ham en grund til at gå til angreb på en "Jeg er ikke meget for at folk kender til mine små hemmeligheder, så det ville være dejligt hvis du holdt det du havde set med mig og mine knogler, for dig selv indtil videre!" Kimimaro var så rolig og mild af personlighed, og det var nærmest som om man ikke kunne lade vær med at holde af ham, når han var som han var nu, hvilket han plejede at være når han lige havde spist.

Hun smilede stadig, og nikkede da han talte til hende. "Selvfølgelig, hvem ville have lyst til at alle og enhver vidste ens små hemmeligheder...?" Hun smilede, og kom nu til at tænke på nogle af hendes hemmeligheder, hvilket straks fik hende til at se ned på sin mave, hvilket hun dog hurtigt fik vendt blikket op fra igen, inden hun igen så på ham med et smil. "Din hemmelighed er sikker hos mig."

Kimimaro så undrende på hende da hun så ned på hendes mave og op på ham igen, men valgte ikke at spørge nærmere ind til dette da hun lovede ham, at hans hemmelighed var sikker hos hende "Det er jeg taknemlig for at den er, jeg har erfaret gennem mit liv, at min klans undergang skete af 2 grunde!" sagde han roligt og lavede en gestus med hovedet, som tegn på at han gerne ville have hende til at komme med ham "Den ene grund er at vores blod blev fortyndet så meget at vores evne simpelthen bare forsvandt i vores efterkommer, men den anden og måske mest vigtige er, at for mange antog os for at være farlige så mange i min klan blev udryddet! Jeg er muligvis den sidste eksisterende Kaguya der er istand til at bruge mine knogler, som mine forfædre kunne det!" Kimimaro virkede til at stole på hende indtil videre, det var sikkert derfor han fortalte hende dette, og et eller andet sted havde han også brug for at snakke med nogen, han havde ikke haft særligt meget selskab i hans lange liv.

Hun smilede og gik frivilligt med ham da han gjorde tegn til det. Hun lyttede interesseret til det han sagde, og satte pris på at han stolede på hende. Hun stivnede kortvarrigt da han nævnte sin klans navn. Det navn... Hun havde hørt det før, hun vare bare ikke sikker på hvor, men noget sagde hende at det havde noget med hendes familie at gøre. Hun blinkede med øjnene og fortsatte så, med et smil. "Det lyder spændende, og lidt trist." Sagde hun og grinede svagt.

"Sådan historier lyder altid trist, men Kaguya klanen var nu også kendt for at være utroligt voldelige, kamplystne og aggressive, og egentlig er jeg det også selv, men jeg har dog lært at styre det lidt, så jeg ikke er det hele tiden!" sagde kimimaro, og smilede lidt til hende mens de gik "Jeg kan dog blive det, hvis jeg føler mig truet men ellers er jeg som du ser mig lige nu!" Der var noget smukt over den måde han gik på, sammen med hans udseende det var svært at se, at Kimimaro under dette rolige smukke udseende i virkeligheden var en koldblodig voldelig morderisk type.

Hun nikkede bare til det, han sagde. Hun havde lidt svært ved at tro at han var voldelig og morderisk, vist var han vampyr man stadig virkede han ikke så morderisk igen. Og så rumsterede spørgsmålet med det klan.navn stadig i hendes tanker. Hun var nødt til at få det opklaret. Det måtte ligge meget langt tilbage, så meget vidste hun, men mere kunne hun ikke komme i tanke om. "Jeg bliver nødt til at spørge. Der er noget der siger mig, at jeg har hørt om din klan før. Præcis hvor gammel er du?" Hun vidste godt det var uhøfligt at spørge om folks alder, men hun regnede med at han forstod hvorfor hun gjorde det.

Han kiggede kort undrende på hende, da hun spurgte ham om hans alder, da hun var den første der spurgte ham om dette "Jeg er 2190 år gammel, jeg fylder 2191 om cirka en uge fra nu af!" sagde han let som svar på hendes spørgsmål "Hvorfor spørg du da?" Kimimaro så undrende på hende, og tænkte ikke over det faktum at selvom Kaguya klanen var uddød, var noget af grunden til dette nemlig at klanens blod var blevet så fortyndet, at Kaguya klanens efterkommere ikke længere kunne bruge evnen, og måske endda næsten havde glemt alt om deres stolte men dog farlige forfædre.

Hun smilede. "Jamen så tillykke." Hun grinede lidt, og fortsatte så. "Jeg er sikker på, at jeg har hørt om din klan før. Ved du om Kaguya-klanen har haft noget at gøre med Uchiha-klanen?" Hun smilede og afventede hans svar.

"Mange tak!" sagde han let, og smilede lidt til hende og endnu engang var det tydeligt at tristheden var permanent sat i hans ansigt, for selvom han virkede til at være glad, så han stadig trist ud. Da hun spurgte til om Uchiha klanen, og Kaguya klanen havde haft noget at gøre med hinanden, så han tænkende frem for sig da han prøvede at huske tilbage "Hmm ja Kaguya klanen og Uchiha klanen, lavede engang en pagt dengang klanerne var noget større, men den brød sammen da min mors søster fik et barn med en Uchiha af grunde jeg ikke selv kender!" svarede han så, efter noget betænknings tid.

Endnu engang smilede og nikkede hun af det han sagde. Hendes smil blev dog helt anderledes da han nævnte det med hans moster. Det betød jo at..... Hun stod pludselig stille og så måbende på ham, inden hun tog sig sammen og begyndte at tale. "Det betyder, at du.... Du må være fætter til en af mine forfædre...." Hun så på ham, uden at fortrække en mine, og regnede med at han ville blive ligeså chokeret som hun.

Kimimaro så blot på hende med et roligt blik, og smilede lidt da det gik op for hende at de var i familie på en eller anden twisted måde. Han så tænkende frem for sig mens de gik, og kiggede så på hende igen med et mildt smil "Hvor interessant er du så istand til at gøre noget helt specielt?" spurgte han let, og håbede lidt at der var håb for at han havde fundet en kaguya efterkommer, som havde evnen i sig for det var ved at blive lidt ensomt at han var den eneste kaguya efterkommer, der kunne bruge knogler. Selvfølgelig havde han lige fundet sin lillebror, men hans evne var at bruge blod som våben "Jeg ved det er meget at forvente af dig, men det ville være dejligt at have en anden at snakke og træne med, som havde den samme kekkai genkei som mig!"

Hun grinede lidt af situationen. Anderledes alvorligt blev det dog da han spurgte til hendes evner. "Desværre er de eneste evner jeg kender til, min evne som shapeshifter." Hun så på ham, og håbede ikke at han blev alt for skuffet.

//Sorry, krea-svigt//

Kimimaro stoppede med det samme da hun sagde at hun ikke kendte til hende evne, og vendte sig mod hende med et mildt smil der fik ham til at virke betryggende "Hvor interessant måske kan jeg være heldig, at den lille smule Kaguya du har i dig kan være aktiv!" sagde han let og tog et par skridt tættere på hende "Det kunne også være at Uchiha blodet i dig er det dominerende, lige meget hvilket af dem det er, kan vi finde ud af det på en yderst simpel måde!" Kimimaro tog et simpelt blad fra et træ frem fra under hans trøje, og rakte det frem mod hende "Tag det her blad og fokuser på at sende energi ind i det!" sagde han let "Hvis det bliver hvidt er det fordi dit kaguya gen er aktivt, hvis det brænder er det fordi dit Uchiha gen er det aktive!"

Hun så på ham, og smilede. Hun gjorde som han sagde da han tog bladet frem, og tog det i hånden og fokuserede på det. Hun sendte en masse energi ind i det, og pludselig blev det kortvarrigt en smule hvidt inden det begyndte at brænde. Hun så på det med store øjne, og vidste ikke om hun skulle smile eller ej.

Kimimaro betragtede bladet, mens hun sendte sin energi ind i det og selvom han smilede da det brændte, kunne man godt mistænke ham lidt for at være skuffet over, at det ikke var blevet hvidt "Hmm det vist meget godt jeg kender til Uchiha klanens hemmelige trænings metoder!" sagde han let, og så hende i øjnene "Hvis du vil kan jeg hjælpe dig, hvis altså du ønsker at træne dine sharingan øjne!"

Hun så på ham og fornemmede hans lette skuffelse. Hun forstod ham godt, men var også glad for at finde ud af hvilken klan hendes gener mest tilhørte. Hun så på ham med et undrende blik. "Mine... Sharingan øjne?" Hun havde hørt en smule om disse øjne, men det var længe siden der var nogen i klanen der havde haft evnen, generne var blevet udvasket og eftersom ingen rigtig trænede dem længere var det længe siden man havde set en Uchiha med fungerende Sharingan øjne.

Kimimaro smilede over hendes undren, og for første gang i lang tid glædet han sig rent faktisk til noget. Kimimaro havde en efterkommer som han kunne tale med, og glædet sig faktisk til at træne sammen med hende, hvis altså hun ville "Ja dine sharingan øjne, det er Uchiha klanens kekkai genkei, lige som min knogle kontrol er Kaguya klanens kekkai genkai!" forklarede han spændt på om hun ville prøve at træne det "Disse øjne gør dig istand til at gennemskue dine modstanderes træk, og hvis de bruger nogen form for specielle evner kan du også gennemskue denne! Udover dette kan du også nedkæmpe modstandere med noget der hedder genjutsu, som Uchiha klanen er utroligt gode til, det er teknikker hvor du styre modstanderens energi, mens du bekæmper dem på et mere psykisk niveau!"

Hun lyttede mens han forklarede, og der kom et helt særligt glimt i hendes øjne. "Det lyder godt nok spændende. Men hvordan finder vi ud af om jeg har disse evner?" Hun så på ham med stor spænding i øjnene, hun havde kun hørt om disse øjne i de gamle fortællinger om hendes forfædre, men havde altid være fascineret af dem.

Kimimaro så tænkende på hende, og smilede så lidt af hende "Det er da nemt nok hvis jeg kan lære dig en ild: drage ildens teknik beviser det at du er en Uchiha, og du har evnen!" sagde han let og smilede, som om det var det nemmeste og mest logiske i hele verden.

Hun smilede lidt, og fandt hans optimisme meget motiverende. Hun tænkte lidt, men kunne ikke se hvorfor hun ikke skulle gøre det, så hun nikkede. "Okay så, lad os da gå igang med det samme."

"Jamen godt så heldigt for dig, har jeg aktivt studeret Uchihas tekniker, og kan nogle af dem så jeg kan lære dem videre til dig!" sagde Kimimaro let og gik lidt væk fra hende, så hun kunne følge med i hendes første undervisning "Den teknik du skal lære først er Uchiha klanens vare mærke, de så det som en manddoms prøve og ingen Uchiha ville blive accepteret som voksen, før de kunne udføre denne juitsu! Men som basis skal du vide, at den skal kunne udføres i et enkelt åndedrag, og vi kan starte med at jeg viser dig den, så du ved hvad dit mål er, så kan vi tage den i dele derefter!" Kimimaro smilede let til hende for at se om hun var med så langt, før han vendte siden til hende lavede nogle håndtegn, og dannede så en ring med højre lange finger og pegefinger som han holdt op foran munden, samtidig med at han tog en dyb indånding. Da han pustede ud i ringen dannet af hans fingre, kom der en flamme ud på den anden side af ringen som dannede en gigantisk ild kugle der lyste hele området op. Da Kimimaro stoppede med at puste ud, gik ild kuglen ud i takt med at han stoppede, han kiggede på hende med et smil for at se hendes reaktion.