En ensom vampyr hvad skal man lave?(Kaichi)

Hun smilede glad, som et spændt lille barn der skulle til at lære noget rigtig sejt. Hun så bare på ham, og prøvede at holde øje med hvad han gjorde. Det så helt vildt sejt ud, og hun ville rigtig gerne lære det, så hun så på ham med et stort smil. "Hvor fedt! Kan du lære mig det?" Det var lige før hun stod og hoppede af spænding, så fedt synes hun det var. Hun havde trods alt altid klaret sig med sine menneskelige evner, men nu havde hun måske snart lidt mere at prale af.

Kimimaro smilede af hendes glæde og begejstring, og gik hen til hende igen "Eftersom papiret brændte hvilket betyder du er en Uchiha, burde du have den rigtige chakra i dig til at lave den slags juitsuer, så ja jeg regner med at jeg kan lære dig at gøre det her, og noget langt sejere!" sagde han mildt og smilede til hende "Lad os starte med håndtegnene, prøv at gøre det samme som mig!" sagde han og begyndte at vise hende håndtegnene, fra start til slut og hvordan hun skulle holde hånden foran munden. Han blev ved med at vise hende det igen, og igen indtil hun kunne finde ud af det.

Hun lyste totalt op da han sagde det, og stillede sig med det samme hen ved siden af ham så hun kunne lære håndtegnene. Hun var meget lærenem af natur, og inden længe kunne hun dem udenad. Hun så på ham med et smil, og gav sig til at øve dem hurtigere og hurtigere, så det til sidst lignede en enkelt glidende bevægelse.

Kimimaro trænede sammen med hende, og da hun efter hånden havde lært det prøvede han at gøre det så hurtigt han kunne. Det gik ufatteligt hurtigt, man kunne knap nok se hvilke tegn han lavede, og da hun havde lært det stoppede han så med at stå og lege, smilede til hende og fortsatte lektionen "Godt så du ved allerede at juitsuen skal tages i et åndedrag, og du har nu lært håndtegnene så nu mangler du sådan set bare at kunne tilføre energi til juitsuen!" sagde han mildt.

Hun nød træningen, og nikkede med et stort smil da han talte til hende. Hun tog et par skridt væk fra ham, stillede sig i retning af den åbne gade, og smilede. "Du mener sådan her?" Hun lavede håndtegnene, og tilføjede energi idet hun pustede ud, så hun udførte jutsuen helt rigtigt, så der kom en ildkugle ud, ikke så stor som hans havde været, men den var der. Hun stoppede med at puste ud, og så stolt hen på ham.

Kimimaro smilede let til hende da hun udførte den rigtigt, og nikkede "Du er i sandhed en Uchiha, du skal nok blive til noget stort under den rigtige træning!" sagde han mildt og gik hen til hende, stoppede foran hende og så hende i øjnene "Jeg tænker lidt at vi måske burde skaffe dig noget tøj, der er bedre egnet til kamp og træning før vi fortsætter din træning! Hvis du vil kan du få et af mine gamle sæt tøj der er identisk med det jeg har på, det er i fin stand men ellers kender jeg det helt rigtige sted vi kan købe et sæt, hvis du hellere vil have noget andet?" Han så tænkende på hende, og ventede spændt på hendes svar.

Hun jublede indvendigt da han roste hende, og smilede stort. Smilet blev dog mindre da han nævnte det med tøjet. Hun ville skam gerne have tøj der var mere egnet til kamp, men situationen taget i betragtning... Hun overvejede sine træk lidt, og lagde blidt hånden på hans skulder. "Det er pænt af dig, men ser du...." Hun så ned på sin mave, inden hun så ham i øjnene igen. Hendes stemme var lav, nærmest kun en hvisken, da hun ikke ønskede at alle og enhver skulle vide det hun nu sagde. "Der er en ny lille Uchiha på vej." Hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken om sit kommende barn.

Kimimaro kunne ikke lade vær med at smile over dette, da han først havde været urolig for at det var noget langt være men det bare viste sig at være en graviditet "Jamen tillykke med dit kommende barn!" sagde han mildt, og smilede stort til hende mens han lagde hovedet på skrå "Og hvad angår tøjet og din træning, så har jeg en løsning på problemet! Jeg træner dig i de ting jeg ved er ufarligt for dig og dit barn, og når du kommer længere ind i din graviditet holder vi en pause! Med hensyn til egnet tøj, så kan du få et af mine gamle par bukser og låne en af mine nyeste trøjer den vil være lidt for stor til dig, men det gør jo så at du så at sige kan vokse i den okay? Når du har født, kan vi jo altid finde noget andet tøj hvis du hellere vil det!" Han så spørgende på hende, og håbede hun syntes om hans ide.

Hun havde været lidt nervøs for at fortælle ham det, da det ikke var alle der reagerede positivt på den slags. Hun blev dog glad for hans reaktion, og kunne ikke lade være med at smile endnu større. "Mange tak. Og med hensyn til træningen og tøjet, så synes jeg det er en fantastisk idé. Det er jo vigtigt at passe på dem der skal føre vores gener videre." Hun grinede lidt af sin sidste kommentar.

"Jeg har aldrig tænkt sådan på det selv, men det har vel også noget at gøre med at vampyre ikke kan formere sig, men siden du og dit kommende barn er familie, vil jeg da gerne være med til at træne dit barn, hvis det er ønsket!" sagde Kimimaro med et varmt smil på læben, og så hende i øjnene "Men kom med mig hjem, så kan vi finde dig noget passende tøj!" han begyndte at gå mod sit hjem, der lå lidt gemt af vejen i denne del af byen.

Hun smilede af hans tilbud og nikkede som tak. "Med mine skjulte evner kommer det velsagtens ud med fuldt udviklede sharingan." Hun grinede, og håbede han forstod hendes joke, og gav sig til at gå med ham.

Kimimaro grinede lidt da han forstod hendes lille joke, og så på hende mens de gik ned af en gyde sammen "Faktisk er der en chance for at dit barn bliver en Kaguya, for hvis du lagde mærke til det blev papiret knogle hvidt et kort øjeblik, før der gik ild i det, hvilket betyder at Kaguya genet stadig er i dig og også vil komme med i barnet!" sagde han mildt "Og man kan se det med det samme, for hvis barnet har de samme modermærker i panden som mig er Kaguya genet aktivt!"

Hun smilede, og var lidt overrasket over at han rent faktisk svarede på hendes joke. #Jo jeg så det godt. Og rart at vide hvad jeg skal se efter." Hun smilede, og vidste ikke hvad hun håbede mest på. Uanset hvad ville barnet være i stand til at forsvare sig selv, og det ville også blive glad for dyr, da det enten ville blive shapeshifter eller Santuine.

Kimimaro stoppede ved døren ind til en opgang, han åbnede den og tog hende med op til en fin lejlighed mens de snakkede "Lige meget hvad kan du da være sikker på, at det bliver et godt barn vores slægt plejer at få stærke, velskabte børn!" sagde han mildt og lukkede døren efter hende, før han gik mod sit værelse. Lejligheden han boede i var ganske nydeligt indrettet, Kimimaro havde god smag inden for den slags og det kunne man se på detaljerne "Kom med lad os finde noget tøj du kan passe!" sagde han let, og smilede lidt til hende mens han gik mod soveværelset.

Hun fulgte ham ind af døren og beundrede hans lejlighed da de kom op. Hun så igen på ham da han talte, og smilede. "Det lyder skønt. Jeg glæder mig også, på trods af omstændighederne..."
Hun så med et lidt trist ud, men fulgte med hen til soveværelset. Hun var kommet til at tænke på Johan, faderen til barnet, og hele den sørgelige situation hun også stod i, midt i lykken det var at vente et barn.

Kimimaro så op på hende, og bemærkede at hun havde et trist ansigts udtryk "Hvad er der galt?" spurgte han mildt, og gik hen til hende for at se hende i øjnene, og være der for hans familie medlem. Kimimaro var måske udstødt af hans familie, men hvis han fandt en som virkede til at synes om ham, kunne han være rigtig godmodig mod dem.

Hun smilede svagt da han spurgte hvad der var galt. "Det er bare, midt i al lykken over at vente et barn, er der også en meget trist side af sagen. Faderen til barnet forsvandt inden jeg fandt ud af at jeg er gravid, og efterfølgende fandt jeg ud af at han var blevet dræbt." En tåre løb ned af hendes kind. Hun havde ikke vænnet sig til det endnu, ikke rigtigt.

Kimimaro tørrede hendes tåre væk med med en finger og et blidt strøg, og så hende i øjnene med et mildt smil og på trods af hans permanente triste ansigt, virkede han virkelig til at være et omsorgsfuldt og godt væsen "Jeg forstår det må være hårdt for dig!" sagde han og strøg lidt af hendes pandehår, om bag hendes øre uden at fjerne blikket fra hendes øjne "Hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe dig, så sig endelig til så er min hjælp til din rådighed! Jeg vil jo gerne have at dem jeg er i familie med som jeg kan lide, har det godt!"

Hun smilede da han tørrede hendes tårer væk, og kunne faktisk godt lide den måde han tog sig af hende på. "Mange tak. Det er virkelig rart at vide, at der er nogen det tager sig af en." Hun vidste ikke helt hvorfor, men pludselig trådte hun det sidste, korte stykke der var imellem, og gav ham et kram. Det havde hun haft brug for længe, men ingen var rigtig tætte nok på hende til at hun kunne.

Kimimaro stivnede kort da hun krammede ham, da ingen havde gjort dette overfor ham hele hans liv, men så lagde han armene om livet på hende og knugede hende ind til sig, i et kærligt kram som fik ham til at føle sig tilpas. Det var virkelig behageligt at kramme nogen Kairi var varmere end ham da han jo som vampyr var kold at røre ved, og i det hele taget var det dejligt at nogen viste ham den slags tillid "Det her har jeg aldrig prøvet før!" sagde han lidt usikker på sig selv "Det kan jeg godt lide, det er rart!"

Hun trak sig ud fra ham og så på ham med overraskelse malet i ansigtet. "Virkelig?! Er der aldrig nogen der har krammet dig før?" Hun så på ham med store øjne og let åben mund. Godt nok vidste hun at der var familier hvor det ikke ligfrem var normalt at kramme hinanden, men at en person havde levet 2000 år uden et kram? Det var godt nok vildt.

Kimimaro rystede stille på hovedet, mens han stadig så hende i øjnene "Nej mine forældre og resten af familien hadet mig som pesten, fordi jeg var den sidste arving af et aktivt Kaguya gen og efter min udstødelse fra familien er jeg blevet betragtet som en outsider, fordi jeg er en vampyr og et uhyre på grund af min evne!" sagde han stille og så lidt ned i gulvet, da han ikke rigtig brød sig om tanken om at have sådan et trist liv. Denne form for manglende nærkontakt med andre væsner, var muligvis en stor del af grunden til hans permanente tristhed der var over hans ansigt.

Hun så på ham, stadig tydeligt overrasket. "Det var da forfærdeligt... Altså de fleste i landsbyen hvor jeg er vokset op er mennesker, så jeg blev drillet meget af de andre børn og søgte derfor tilflugt i skoven, hvor jeg fik min anden familie, den ulveflok som accepterer mig præcis som jeg er, og nu ser mig lidt som en ekstra leder." Hun smilede ved tanken om flokken, hun elskede dem næsten ligeså højt som sine egne forældre, og ville til enhver tid ofre sig for dem.
"Men mine forældre har altid været der for mig, kan ikke forstå hvordan man kan hade sit eget barn..." Selv ville hun aldrig kunne komme så vidt, hendes barn ville hun elske uanset hvad der så skete.

"Vores familie har altid haft svært ved at acceptere, hvis en af os var en outsider på en eller anden måde, men for vores vedkommende er det vel heldigt at vi mødtes, vi forstår hinanden!" sagde han mildt og gik hen til det tøj, han havde fundet frem tidligere tog det op, og gik tilbage til Kairi "Men skal vi ikke lade det ligge, vi kan jo altid snakke familie senere?" spurgte han let "Vi kan jo passende snakke om det vi snakkede om før, jeg fandt jo det her tøj frem til dig tidligere! Trøjen er den størrelse jeg bruger nu, så den burde meget gerne være lidt for stor til dig, men så kan du jo også `vokse´ i den!" han smilede lidt ved hentydningen til hendes barn, og nussede hende kort på maven før han rakte hende tøjet "Vil du have jeg forlader rummet?" spurgte han mildt.

Hun så på ham, og fik et trist udtryk i øjnene da han fortalte om sin familie, men nikkede til det han sagde om at det var heldigt de havde mødt hinanden.
"Jo lad os det." Smilede hun, og smilet blev kun større da han nussede hende på maven. "Det skal jeg vist lige vænne mig til det der, men det er rart." Hun tog imod tøjet, og nikkede da han spurgte om han skulle gå ud mens hun prøvede det.

Hun tog tøjet på, og åbnede så døren igen. "Det passer fint, og som sagt, så kan jeg vokse i det." Hun grinede lidt.