En ensom vampyr hvad skal man lave?(Kaichi)

Kimimaro smilede til hende og grinede lidt med en mild og sød latter han tydeligvis ikke havde brugt i flere århundrede, da hun sagde hun lige skulle vende sig til at nogen nussede hende på maven, for så betød det jo at de begge 2 havde noget de syntes var rart men som de lige skulle vende sig til. Da hun nikkede til hans spørgsmål, gik han ud i stuen lukkede døren efter sig, og ventede på hun kom ud igen hvilket hun gjorde ikke så lang tid efter. Med et smil på læben, gik Kimimaro hen til hende og lagde en blid hånd på hendes mave.

"Ja vi vil jo gerne have, at der er plads til at lille Uchiha junior kan vokse sig stor inde i mors mave!" sagde han mildt, og gav hende et kram uden helt at vide hvorfor. Man kunne mærke på ham at han måske bare krammede hende, fordi han godt kunne lide følelsen af at nogen som han var i familie med, anerkendte hans eksistens og gerne ville kendes ved ham "Hvad siger du til at vi går ud og træner lidt, jeg tror jeg har en god ide til hvad vi kan starte med?" spurgte han let, efter at han havde sluppet krammet og fundet øjenkontakt med hende.

Hun smilede da han lagde hånden på maven af hende og snakkede om barnet. Hun vidste ikke hlet hvad hun skulle sige, men for første gang følte hun sig sådan rigtig tilpas med graviditeten. Selvfølgelig var hun inderst inde glad for at vente barn, men hun havde haft en lille bekymring for om der var nogen til at støtte hende, og dele glæden med. Det havde hun nu.

Hun gengældte krammet, og nikkede til hans tilbud. "Jo lad os det, det ville være rart at lære at styre min evne."

//Har forresten beskrevet evnen på min profil, sådan som jeg gerne vil have at den er, så tjek lige der inden du svarer ^^ Hun skal nemlig kun bruge øjnene, ikke Jutsuer, det synes jeg blev for meget xD //

Kimimaro smilede mildt til hende, og han ville i den grad gerne være der for hende både hvis hun havde brug for støtte og hvis hun ønskede at have en at dele glæden med, hvad angik hendes barn. Han var et meget loyalt væsen når det kom til stykket, så hvis han holdt af nogen og de ikke svigtede ham, ville han gøre alt for dem han holdt af når de havde brug for ham. Han smilede lidt til hende da hun svarede på hans spørgsmål, nikkede lidt for sig selv og gik så mod døren, som han åbnede og holdt for hende.

"Så det vist godt at jeg valgte at holde liv i minderne om Kaguya klanen, og Uchiha klanen samt trænings metoder og evner!" sagde han let og betragtede hende med hans lettere triste ansigt selvom det stod klart at han var i et godt humør lige nu "Men som det står nu venter vi med chakra træningen, jeg vil ikke have du og barnet kommer til skade undervejs, så hvad siger du til at vi træner dig i at bruge din evne?" han så hende nysgerrigt i øjnene.

Hun smilede og gik ud af døren da han holdt den for hende. Hun var ikke vant til at folk var så venlige ved hende, men det var rart, og hun kunne sagtens vænne sig til det.
Hun grinede svagt da han nævnte det med familierne og at han havde holdt minderne om deres evner i live. "Ja det var mit held." Sagde hun, og gav ham et lidt kort og hurtigt kram.
Hendes øjne lyste op da han sagde hvad han ville træne. "Ja det lyder som en rigtig god idé." Det var netop hendes evne, hun var interesseret i at lære at bruge, så det kunne ikke blive bedre.

Efter hun var trådt ud, gengældte han hendes kram før Kimimaro hurtigt lige greb en taske, og puttede et par ting i den før han gik ud til Kairi, lukke døren efter sig og låste den med et klik, før han vente sig mod hende med et sødt smil. Han tilbød hende sin arm som en gentleman, og tog hende med lidt udenfor byen til et åbent hyggeligt område, med tasken på ryggen.

"Ja du er vist en heldig lille dame, sådan at din tip tip tip tip tip olde onkel stadig lever!" sagde han drillende mens de gik derud af "Men i hvert fald det første du skal lære, det er at aktivere dine øjne når først du har lært det, er det praktisk talt en vane handling at gøre for dig!" han smilede til hende, og virkede virkelig glad i hendes selskab.

Hun tog imod hans arm med et lille grin, og gik med ham. Hun grinede af det, han sagde, og så på ham. "Kan jeg ikke bare kalde dig onkel? Eller olde-onkel?" Hun grinede lidt igen, og så på ham med øjne der strålede af glæde.

Hun smilede da han sagde det med øjnene, og var oprigtigt glad for at være sammen med ham. "Okay, hvordan gør jeg så det?"


//Sorry det blev lidt kort //

Kimimaro grinede lidt over hvad hun foreslog hun kunne kalde ham, og smilede lidt til hende "Bare så længe du ikke kalder mig Kimi, så er jeg glad men du kan jo bare kalde mig onkel Maro eller noget i den retning!" foreslog han med et smil på læben, og stoppede så da de var nået frem til stedet lidt uden for byen. Han stilte sin taske til side ved et træ, så den ikke kom i vejen for dem under deres træning før han vendte sig mod hende igen, så de stod ansigt til ansigt.

"Altså Uchiha klanen er normalt kendt for at bruge deres øjne, i kamp mæssige situationer selvom de kan bruge øjnene når det passer dem, så det ligger i genet at bruge det når du står overfor en modstander, så det skulle faktisk slet ikke undre mig at hvis du betragtede mig som en fjende ville du have nemmere ved at aktivere dem!" sagde han tænkende "Men lad os da starte lidt mere simpelt, prøv at holde fingrene sådan her!" han løftede højre hånd op foran brystet, med pege og lange finger stikkene op sammen mens resten af hånden var formet som en næve "Luk så dine øjne, og prøv at fokusere din chakra på at aktivere dine øjne!"

Hun smilede ved hans foreslag. "Fint, så er du onkel Maro." Hun smilede stort, og krammede ham igen, da han stoppede op og stillede tasken fra sig.

Hun smilede lidt over det, han sagde, og kom til at tænke på de to mænd på kroen for nyligt. "Ja, jeg har haft nogle oplevelser for nyligt, hvor folk der irriterede mig pludselig krympede sig når jeg så på dem." Hun grinede lidt, og gjorde så som han sagde. Den brændende følelse, hun havde haft i øjnene de to gange på kroen, kom igen, og hun åbnede forsigtigt øjnene, i håb om at hun gjorde det rigtigt.

Han gengældte hendes kram, og nød det lige så meget som han havde nydt deres andre kram, og nikkede let til det hun sagde "Sjovt jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde ville finde nogen, der ville anerkende mig som familie!" sagde han tænkende, og nussede hendes kind kort før hun gik i gang.

Kimimaro så hende i øjnene da hun åbnede dem, efter hun havde gjort hvad han havde bedt hende om, og smilede så da hans blik mødte hendes Uchiha øjne "Godt du kan aktivere dem, det er en god start!" sagde han mildt "Så er det jo at lære at bruge dem, og vi kan jo starte med at forudse mine træk eller bryde ind i mit sind, du bestemmer?"

Hun smilede da han nussede hendes kind. "Jeg er bare glad for at have noget familie tæt på, mine forældre bor så langt væk, og ser dem sjældent."

Hun smilede, stadig med sine Shirangin-øjne aktiveret. "Hmm, lad os tage det fra en ende af. Forudse træk." Hun smilede, og ventede spændt.

//Det er med vilje jeg har stavet det "Forkert", synes ikke alt skal hedde det samme som i serien //

"Forståeligt nok nu har vi jo hinanden i nærheden, og det må da også være dejligt for dig at du nu har en du altid kan regne med, lige som jeg går ud fra jeg kan regne med dig, især nu hvor du er med barn!" sagde Kimimaro med et smil, mens han tog trøjen af således at den hang i rebet om livet på ham, og han kunne bruge sine knogler uden at ødelægge trøjen.

Han nikkede let til at hun ville starte med at forudse modstanderens træk, det betød jo han kunne få lov til at bevæge leddende lidt så han ikke følte sig så stiv i dem. Han strakte sig så knoglerne knejsede i ham, før han stilte sig i kamp position foran hende "Skal vi starte med, at jeg bare bruger helt almindelig taijuitsu foran dig så kan du prøve at forudse hvad jeg vil gøre, mens jeg så at sige hopper rundt!" sagde han let og med en lidt drillende undertone.

Hun nikkede og smilede. "Selvfølgelig kan du regne med mig, så længe det ikke overstiger mine evner eller de begrænsninger der nu engang følger med at få et barn." Hun smilede igen, og håbede han forstod.

Hun nikkede. "Ja lad os det, det lyder som en fin idé." Hun smilede, og ventede spændt på at se om hun kunne forudse hans træk.

"Selvfølgelig jeg tager da hensyn til dig, når nu du er en kommende stolt mor til din egen lille poop machine!" sagde han drillende, men man kunne godt mærke at han mente det med at han ville tage hensyn til hende, Kimimaro var trossalt et godt væsen, og han håbede hun ville benytte sig af at hun havde ham som en fast støtte pæl i sit liv, og hun altid kunne regne med ham når der var noget, hvad end det så skulle være.

Kimimaro lagde ud med at vende sig mod et træ der ikke var meget større end ham selv, som han kunne lege modstander med da han ikke ville udsætte hende for faren ved at han angreb, og så kunne hun også bedre koncentrere sig om bare at studere ham, og øve sig på at forudse angrebene. Kimimaro løb mod træet hoppede over det, og landede bag ved det, hvorefter han begyndte at lave en lang række af forskellige angreb så hun havde mulighed for lige så stille at analysere.

Hun stod stille og roligt og betragtede hans angreb, og pludselig skete der noget i hende. Det føltes lidt som om verden blev sat i slow-motion, og hun så pludselig angrebet for sig, sekunder før han udførte det. Hun smilede, men alting blev så pludseligt sløret, og hun vaklede et par skridt bagud, før hun satte sig ned og tog sig til hovedet. Øjnene holdt op med at brænde, og kvalmen kom pludseligt op i hende.
"Auch."
Hun lukkede øjnene, og havde stadig den ene hånd på hovedet.

Kimimaro opdagede hendes reaktion med det samme, og var allerede forberedt på det han var hurtig henne og hente sin taske, greb en flaske vand og lidt chokolade før han kom hen til hende. Han gik i knæ foran hende, lagde en hånd på hendes skulder, og søgte øjenkontakt med hende "Her det hjælper med lidt sødt og noget vand!" sagde han let og holdt det frem, med sin frie hånd.

Hun fik øjenkontakt med ham med det samme, og tog imod vandet og chokoladen.
"Tak."
Hun tog en tår af vandet, og skulle lige til at åbne papiret der var om chokoladen, da hendes mave pludselig vendte sig. Hun sprang op og løb over bag et træ og kastede op. Hun stod lidt og støttede sig til træet, inden hun vendte tilbage til Maro og satte sig ned igen.
"Pokkers til kvalme." Sagde hun, og smilede svagt inden hun åbnede chokoladen og puttede noget af den i munden.

Kimimaro blev hvor hun havde efterladt ham, da hun løb over for at brække sig, og smilede lidt til hende da hun kom tilbage "Tja man må tage det sure, med det søde når man bliver gravid!" sagde han mildt og strøg hendes hår om bag hendes øre "Jeg tænkte i øvrigt på om du har et godt sted og bo, og sådan noget? For hvis du har lyst, står min lejlighed til rådighed, og du er altid velkommen hvis du har brug for en i nærheden derhjemme!"

Hun grinede lidt, svagt og på sin egen lidt tørre måde. Det var en del af hendes humor. "Jah, jeg har også så småt vænnet mig til det. Det var faktisk sådan jeg fik mistanke om graviditeten til at starte med, at jeg pludselig fik voldsom kvalme uden grund!" Hun grinede lidt igen, og nød at han ikke var bange for at røre ved hende.
"Jo altså, jeg har min lejlighed inde på gågaden, det ligger tæt ved forretningen hvor jeg arbejder, og som jeg i øvrigt også selv har startet op." Hun var stolt af hvad hun havde opnået, men pralede som regel ikke af det. Hun mente dog det var i orden at gøre overfor familien.
"Og så er der jo Johans hus, tror ikke jeg kan få mig selv til at bo der, ikke efter hans død... Men kunne jo sælge det, og så købe noget nyt for pengene. Jeg får brug for mere plads når den lille kommer." Hun smilede igen ved tanken om barnet.

Kimimaro lyttede med interesse i sit blik da hun fortalte om sig selv, og at hun havde sin egen forretning. Kimimaro satte sig ned foran hende med et mildt smil på læberne, og blev mere optaget af at snakke med hende da hun lignede en der godt kunne trænge til at slappe af, og så ville han jo gerne lære hende bedre at kende "Hvad siger du til at jeg hjælper dig med at sælge huset, og finde et godt sted til dig og junior!" sagde han let og lagde hovedet på skrå "Og så ved du jo at du har mig, hvis du har brug for hjælp med barnet, og det løfte står jeg ved! Men hvad er det egentlig for en forretning du har, den vil jeg gerne høre mere om!" no doubt han var helt klart interesseret i at vide mere om hende, og hun kunne prale sig så tosset hun ville overfor ham, han ville bare blive glad for at høre om hende.

Hun smilede da han tilbød at hjælpe. "Det ville jeg sætte stor pris på, jeg har ingen forstand på den slags." Hun grinede lidt, og glædede sig over at der var nogen der gad hjælpe hende, og høre om hendes liv.
"Forretningen er en afdeling af den, min far har startet hjemme i landsbyen. Vi sælger de smykker, landsbyens folk sidder og laver, og min far mente at det var tid til at prøve lykken i storbyen. Dog er han selv for gammel til at flytte herind, så da jeg begyndte at snakke om at flytte til byen, kunne det jo ikke passe bedre sammen! Så han hjalp mig med at flytte, fandt en lejlighed til mig og et sted til butikken, og så startede jeg det hele op selv derfra."
Hun smilede ved tanken. Jo, hun havde skam opnået noget, hun kunne sagtens klare sig.
"Nu går det så godt at min far snakker om at trække sig tilbage, lukke forretningen hjemme i landsbyen og satse alt på den her i byen, og enkelt der ligger i en by nord for landsbyen, som min faster passer."

Kimimaro lyttede efter med en åbenlys nysgerrighed i blikket, og syntes i den grad at det var meget interessant at høre om "Det lyder da meget spændene, og det er da ret sejt i sælger noget hjemme lavet, det må da virkelig hjælpe landsbyboerne at i fungere som sælgere for dem eller hvad?" spurgte han med et smil på læben. Af et skyggevæsen af være virkede han virkelig til at være betænksom, selvom han havde et trist liv der var årsag til at han kunne blive til et skyggevæsen, og havde det permanente triste over hans ansigt. Imens de snakkede tog Kimimaro 2 pæne røde små stykker stof, som han brugte til at lave nogle løse "fletninger" i sit hår af det der hang mellem hans øre og pande område, således at han havde en på hver side af hovedet og det ikke kom til at irritere hans ansigt, når den milde vind blæste forbi dem.

//Ja har altså skiftet til skyggevæsen hvis det ikke gør noget XD

// Det er helt i orden ^^ //

Hun smilede over den tydelige interesse han viste for hende, og de ting hun lavede. Hun nikkede da han spurgte ind til det. "Jo, ud over det landbrug vi har rundt om landsbyen, så er forretningen det eneste landsbyen har at leve af. Så det er en vigtig ting at det går godt."
Hun smilede lidt, og fortsatte. "Det må man nu også sige at det gør, Jeg har lige ansat en medhjælper og en sikkerhedsvagt, og overvejer allerede nu at udvide så vi ikke kun sælger smykker, men også bøger, og måske tøj også." Tanken fik hende til at smile. Hun havde ikke regnet med at det ville gå så godt allerede.

Kimimaro tog sin taske hen til sig efter at have sat sit hår, og tog lidt nat mad op til dem som de kunne nyde mens de snakkede. Han havde taget et par lette sandwitches med til dem med lidt forskelligt lækker i, og han tilbød hende en efter eget valg "Det lyder da også rigtig praktisk, men hvis du vil kan jeg hjælpe dig med at flytte først, så kan du se på udvidelserne efter for måske kan jeg sørge for, at du går ud af handlen med et nyt hus og penge i overskud, så har du jo lidt mere at råde over i budgettet og derved også større muligheder for udvidelse!" sagde han let, og åbnede en sandwitch selv som han begyndte at gumle i, mens han betragtede hende.

Hun tog en sandwich, og begyndte at spise af den mens han snakkede.
"Tja, altså indtil videre snakker jeg ikke om at ombygge forretningen, jeg snakker om stille og roligt at udvide varersortimentet, ham jeg har ansat som sikkerhedsvagt er også forfatter, men det forlag han er hos nu lader ham ikke tjene noget på sine bøger overhovedet, så jeg har lovet at hjælpe ham med at få udgivet den tredje bog hos nogen der gider betale ham, mod at jeg så får lov at sælge den i min forretning, og tjener lidt på den."
Hun smilede igen, og tog en bid af sandwichen, inden hun fortsatte med at snakke.
"Men ellers har du ret ja, det er bedst at vente med at udvide til jeg måske har lidt flere penge, og er flyttet."

Kimimaro smilede let og spiste af sin sandwitch mens hun snakkede, og nikkede forstående da det lød meget logisk det med hendes sikkerhedsvagt. Da de havde spist, lagde han let hovedet på skrå og kunne se på himlen at det var ved at være morgen "Hvad siger du til at vi tager hjem af, det er vist ved at blive sent?" spurgte han let med et sødt smil på læben "Eller rettere tidligt da det jo er ved at blive morgen! Og du må jo sørge for at du har det godt, når nu du er kommende mor så du får et velskabt barn!" han grinede lidt, selvom man kunne høre på ham at han var ved at blive træt.